Mit navn er Dorthe Stiller, jeg er født i 1946 i Aalborg, hvor mine forældre drev en slagterforretning. Jeg har altid været kreativ, og som teenager malede jeg på porcelæn, og havde et job efter skoletid i et porcelæns- brænderi, hvor jeg malede små askebægre o. lign. til turister.
Efter realeksamen kom jeg i lære på Aalborg toldkammer (mine forældres valg), og der var jeg ansat i mange år, fik familie, og levede det kreative ud på aftenskolen både med keramik og maleri.
Da jeg i 1976 flyttede med familien til Brønderslev, valgte jeg at gå hjemme et par år, mens børnene voksede op. Jeg havde et par børn i dag- pleje, og jeg mindes med fryd, når vi sad ved bordet og legede med ler og andre kreative materialer.
Jeg meldte mig på aftenskole til keramik ved Kirsten Kristensen og til maling ved kunstmaler Otto Møller, og Otto gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne søge ind på Aalborg kunstskole.
Når jeg havde fri eller ferie, poppede det kreative altid op….
I mellemtiden blev jeg skilt og giftede mig med byens slagtermester, var ansat igen et stykke tid ved toldvæsenet, men stoppede for at hjælpe min mand, Preben Stiller, i slagterforretningen.
Da vi i 1995 solgte forretningen til byfornyelsen, og børnene var blevet store, var jeg helt sikker på, at nu ville jeg prøve kræfter med kunsten. På hjemmefronten var der ikke den store opbakning. Men jeg fortsatte målrettet.
Jeg søgte min fagforening om uddannelsesorlov – og fik det bevilget,
( hvilket privilegeret samfund man er født i ). Herefter søgte jeg om optagelse på Aalborg Kunstskole- og kom ind.
Derefter startede jeg på en helt ny tilværelse….. jeg var virkelig kommet på rette hylde.
Aalborg kunstskole
Det var virkelig spændende. Det første halve år gik jeg på Grundskolen, hvor man prøvede alle retninger: tegning, modellering efter levende modeller, grafik og maleri.
Dernæst gik jeg videre på Fagskolen og skulle vælge linje, jeg valgte her maleriet. Underviserne på skolen var alle udøvende kunstnere, og vi lærte løbende at lave kunstudstillinger. Vi lærte herved virkelig at stå ved det, vi lavede. Uddannelsen varede ca. 3 år. Sideløbende kunne man få timer i croquis, tegning efter levende model, kunsthistorie osv. Det var dejlige lærerige år. Sammen med 7 andre piger dannede jeg en kunstnergruppe, som kaldte vi” Oktaven”. Vi har sammen lavet utallige udstillinger, og vi mødtes en gang om måneden, altid med et nymalet maleri, som vi gav hinanden konstruktivt kritik af.
Med årene har gruppen mistet 4 af pigerne, og det er desværre kun mig, der stadig maler.
På kunstskolen kom jeg i forbindelse med mange forskellige mennesker, f.eks. var der mange skolelærere, der tog et år for at dygtiggøre sig til brug i deres undervisning.
Jeg tænkte: ”Hvorfor fortsætter jeg ikke på lærerseminariet, og får papir på, hvad jeg kan”. Som tænkt så gjort, og efter utallige kurser og eksamen i IT og psykologi, blev jeg i 1999 uddannet billedkunstlærer.
Så nu skulle jeg ud på arbejdsmarkedet igen.
I de år var jeg begyndt at udstille mine værker, og var blevet bidt af det. Men jeg skulle jo ha´ stykket et fuldtidsjob sammen???. Jeg søgte det første job, der lige var ledigt: Salgsassistent ved Skott i Hjørring. Min tanke var, at jeg lige kunne prøve, mens jeg søgte noget bedre.
Jeg arbejdede hos Skott de efterfølgende knap 10 år!
Det viste sig, at jeg kunne få nedsat tid ved Skott og sideløbende udstille. Og familien bakkede nu helhjertet op om mit nye liv.
Jeg havde bestemt ikke drømt om, hvad det førte med sig. Ikke bare malede og udstillede jeg malerier, men jeg malede desuden julekortet for Brønderslev kommune i 2003
Lions julemærke i 2004 og i 2011, malede etiketten til Brønderslev kommunes kunstnervin i 2007 og i 2020, malede motiv til Landbo Nords dyrskue t-shirts i 2009 og 2010, julekort for firmaet Dan-Hatch i 2015 til 2018, og lavede årets plakat for Falcks kunstforening i 2012.
Det gamle Slagteri.
I 2001 åbnede jeg ” Det gamle Slagteri” på Hyldevej i Ø. Brønderslev og startede med at udstille sammen med ”Oktaven” og andre skiftende udstillere.
Det gav god mening for en gammel slagterdatter, gift med byens tidligere slagtermester, at udstille kunst og gamle slagterting. Der var stadig et stort kølerum med kæmpe døre, som vi hængte billeder op på, og der hang kroge i loftet til grisene. Vi kalkede bare væggene og strøede sand på gulvet (dog ikke savsmuld) og slog dørene op til påskeudstilling med åbningstalen af Tage Buus.
Det fortsatte jeg med til år 2006, da jeg kunne gå på efterløn. Jeg måtte stadig udstille, men desværre bare ikke i mit eget galleri.
Året efter tilbød billedkunstner John Laursen, at jeg kunne udstille på påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, og der er jeg stadig at finde.
Mit billedsprog.
Mit billedsprog er ikke kun en skildring af naturindtryk, men også et udtryk for tanker, følelser og drømme. Hvad der rører sig i mit hjerte, må jeg simpelthen ha ud på lærredet. Jeg har nogle værker, jeg har malet, når jeg virkelig er blevet udfordret i livet, både på godt og ondt.
Da jeg blev mormor for første gang, malede jeg ”Mormors opslagstavle” og derefter ”Jeg holder af hverdagen”. Men det kan også være en sang fra højskolesangbogen, der griber mig, som jeg så bruger mit billedsprog til at fortolke på lærredet. Ofte på et aflangt lærred med både tekst og illustrationer.
Jeg er af naturen nysgerrig, og mine sanser står altid åbne for påvirkninger af mennesker, jeg møder i det offentlige rum, oplevelser fra hverdagen, tanker eller måske et sjovt ordspil. Inspirationen kan så komme frem i motiver f.eks. af HØNS. Jeg har malet rigtig mange billeder af Høns, som har fået et menneskeligt islæt.
Et andet yndet motiv er mine husbilleder, som nok er et udtryk for påvirkning og tanker. Vi kender nok alle sammen, når man går en tur i mørket og bliver fanget af lyset i vinduerne, og tænker: ”Hvad mon der sker bag de ruder”. Jeg maler måske personer, der nyder et glas vin foran en kendt bygning i Nyhavn, eller måske er til vinfestival i Brønderslev.
Når jeg starter med at male, lægger jeg en masse farver vilkårligt på lærredet, jeg maler aldrig på et helt hvidt lærred, på den måde får jeg en del forærende. Er det huse, jeg vil male, rammer jeg vinduerne ind, og det udtryk, der kommer ud af ruderne, er de farver, der tilfældigt er på lærredet, og beskueren må selv forestille sig, hvad der sker bag de vinduer. På den måde får jeg et levende maleri, og ikke et maleri med ens vinduer.
Mit frivillige arbejde.
For Brønderslev kommune.
Sideløbende med min kunst, har jeg også haft den glæde, at kunne udøve frivilligt arbejde for kommunen, og i dag desuden for Borger 9700.
Kulturelt samråd.
Jeg blev valgt ind i Kulturelt samråd omkring år 2000. Det bestod af et udvalg, der blev sammensat efter hvert kommunalvalg. Det var frivilligt arbejde og sammensætningen var: En formand, nogle folkevalgte fra det nye byråd og et antal borgere, med interesse for kultur. Vi havde et årligt beløb, bestemt af kommunen, som vi skulle forvalte, så kunne foreninger, musikere o.s.v. søge, hvis man ville prøve noget nyt. Måske var der ønsker om et kunstværk til byen, eller til en institution i kommunen. Ofte søgte man også blot en underskudsgaranti, som kunne udbetales, hvis et arrangement gav underskud.
F eks. startede Brønderslev Påskeudstilling for 46 år siden på den måde. Den blev med tiden så stor en succes, at tilskud eller underskudsgaranti ikke var nødvendigt. Tværtimod har den med årene givet overskud, som bruges til at købe ny kunst til kommunen. Påskeudstillingen er de sidste 29-30 år blevet sammensat af billedkunstner John Laursen og er stadig en kæmpe succes, besøgt af mange mennesker og kunstforeninger fra hele landet.
Efter kommunesammenlægningen blev Kulturelt Samråd nedlagt, og ved et inviteret møde med kulturelle ildsjæle fra hele kommunen, blev der oprettet et kultursamvirke.
Kultursamvirke
Der blev valgt medlemmer fra bl.a Dronninglund, Hjallerup, Sterup, Hellum, Brønderslev og Stenum. Formålet var at lave kulturelle arrangementer i alle dele af den nye kommune. Der har været musik- arrangementer i de små forsamlingshuse og en årlig kulturuge, hvor vi første år havde gratis guidede busture, så borgerne kunne komme rundt og se hele den nye kommune.
Vi arrangerede dragefestival på stranden i Aså, efterfulgt af lysshow om aftenen, og årets længste dag på Knøsen (Nordjyllands højeste punkt) i Dronninglund med optræden, mystik og vandretur i skoven.
Desuden kan nævnes kunstudstillinger en weekend i kulturugen i 2008 på Dronninglund gymnasium, de næste par år på den gamle fabrik, hvor Ginge og politigården i dag har til huse. Der bød vi på kunst, kultur, gøgl, teater og musik og kulturfestivalen blev det første år afsluttet med opsending af rislamper med levende lys og året efter med fyrværkeri i parken.
I år 2014 Blev Kultursamvirket nedlagt, men jeg har stadig fornøjelsen af, at være en del af Brønderslev Kommunes Kunstfond, der hører under Børne- og Kulturudvalget i Brønderslev kommune.
Brønderslev kommunes kunstfond.
Kunstfonden ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer: Formanden for Fritids- og Kulturudvalget, et medlem udpeget af byrådets midte, 2 medlemmer udpeget af Fritids- og Kulturudvalget efter indstilling af fagenheden for Børn og Kultur, hvoraf mindst 1 skal være udøvende kunstner, 2 repræsentanter fra fagenheden for Børn og Kultur (direktør og chef). Bestyrelsens funktionsperiode er sammenfaldende med byrådsperioden.
Fondens formål er at arbejde for højnelse af den kunstneriske kvalitet ved kommunalt byggeri samt at medvirke til fortsat forbedring af det æstetiske udtryk ved indretning og udsmykning af kommunale bygninger og det offentlige rum.
Kunstfondens midler tilvejebringes gennem afsættelse af beløb hertil på kommunens årlige driftsbudget i overensstemmelse med Byrådets vedtagelse. Vores møder bliver afholdt på Brønderslev rådhus.
Borger 9700.
Da kultursamvirket i 2014 blev ophævet, blev jeg opfordret til at træde ind i Borger 9700 kulturgruppen, og der er jeg frivillig i dag.
Vi har til huse i Rhododendronparken i Brønderslev. I den gule bygning, som kommunen har stillet til rådighed for foreninger.
Vi prøver at lave lidt anderledes kulturelle tiltag for borgerne, enten på scenen eller i Den runde Pavillon, men vi skal desværre hele tiden søge penge, enten ved fonde eller gennem Kommunens kulturpulje, til arrangementerne.
Af store arrangementer kan nævnes, Den kongelige ballet i 2015, som vi for øvrigt fik årets kulturpris for. Endvidere har vi haft Opera i det fri flere gange og mange andre musikarrangementer. Desuden kan nævnes julearrangementer, på årets korteste dag, med underholdning af kirkens pigekor, Dunkelfolket som overraskelse i parken, og efterfølgende udsættelse af levende lys på søen. Der er gratis adgang, da parken ikke kan lukkes af.
Vi har endvidere en årlig kulturdag på Brønderslev bibliotek. Det er altid sidste lørdag i september. Her er der kunsthåndværkere, kreativt værksted for børn, musik, madboder, bogsalg og andre aktiviteter, alt efter årets Tema.
I 2019 afholdt vi for første gang Sct. Hans aften i parken, med bål på søen. Det var en stor succes, og det håber vi at kunne fortsætte med i 2022.
Jeg fik godt nok ikke tid/overskud til at komme ud og undervise i folkeskolen. Jeg har dog haft nogle få frivillige undervisningsforløb i institutioner i Kommunen, bl.a. på bostedet Hedebo, men jeg kan med glæde sige: ” Hvor har kunst dog beriget mit liv”. Og jeg maler stadig med hjertet.
Brønderslev Kommune er en kommune i Region Nordjylland efter Kommunalreformen i 2007 med 36.304 indbyggere. Allerede den 15. november 2005 blev kommunalbestyrelsen dog valgt. Kommunalbestyrelsen har 29 medlemmer
Er: Et godt sted at leve. I Brønderslev Kommune er man tæt på det meste – i midten af Vendsyssel – med en direkte linje til beslutninger, forvaltning og det frivillige fællesskab. Her ser vi muligheder frem for begrænsninger, når vi sammen udvikler de kommunale tilbud, erhvervslivet, foreninger, vores landskab og lokalsamfund.
Brønderslev Kommune
Byrådet i Brønderslev Kommune består af 27 medlemmer og er valgt for perioden 2018 – 2021
Han er næsten vokset op i en sportshal og har i sin ungdom dyrket meget indendørs sport, og han syntes, det var synd for de unge mennesker, der dyrkede udendørs sport, og kunne blive udsat for al slags vejr.
Kim Jensen er født i 1961 i Frederikshavn. Da Brønderslevhallen blev bygget, flyttede hans forældre til Brønderslev, hvor Kim voksede op.
Kims forældre, Else og Erik Jensen, var gennem mange år de legendariske ledere i Brønderslevhallen. Else stod for kantinen og ”Hal Erik” stod for resten.
Begge forældre var passionerede håndboldspillere og engang Kims mor, Else, blev interviewet, spurgte journalisten Kim, om han var lige så vild med sport som sin far og mor. ”Ja – men jeg er ikke fanatiker,” var det kloge svar.
Man skal have mere end en interesse, for ellers bliver det for enøjet.
Kim boltrer sig i naturen
Nu mange år efter kan man finde ham windsurfe på havet i blæsevejr, sejlende i kajak eller kano eller fræsende afsted på en cykel, i fuld fart på et snowboard eller i gummibåd i en frådende flod.
”At være ude i naturen er frihed,” siger Kim Jensen, som mange kender som hjælpetræner for det danske kvindelandshold i håndbold igennem mere end 15 år.
Når Kim var med kvindelandsholdet, skulle der ikke altid bestilles hotelværelse til ham, for han sov gerne ude i skoven.
Hjemme har han bygget et shelter med udsigt over Limfjorden og med bålplads, og herude overnatter han ofte.
Når Kim surfer eller står på snowboard, griner han eller bryder ud i sang. Det er tegn på, at han er glad eller, at han er ved at lære noget, der er vanskeligt. Det gør man bedst, når man er afslappet og i godt humør, som når man griner eller synger. Når tingene lykkes, glemmer man tid og sted.
Hver morgen lytter Kim til vejrudsigten for at finde ud af hvilken sportsgren, der passer til vejret i dag. Surfing, stand up paddle board eller en anden udendørsaktivitet. Man finder ro i naturen eller fordyber sig.
Kim Jensen er helt klart en mand, der hylder aktiviteter i naturen. Som han ynder at sige:
”Go to the door – go outdoor.”
Håndbold
Det er nok mest fra håndboldens verden, man kender Kim. Han spillede sin første kamp som landsholdsspiller i håndbold i oktober 1980, og siden har han har spillet 83 landskampe og scoret 91 mål.
Kims forældre Else og Erik
Som søn af halinspektørparret ved Brønderslevhallen, Else og Erik Jensen, kom Kim med i hallen, som var forældrenes arbejdsplads fra tidlig morgen til sen aften. Her begyndte han som ganske ung at spille håndbold, og man fandt hurtigt ud af hans talenter. Gennem nogle år spillede han på Brønderslevs bedste hold i divisionen. Brønderslev var dengang på det danske håndbold-landkort, og håndbolddrengene fyldte Brønderslevhallen med tilskuere søndag efter søndag.
I 1989 spillede Kim landskamp mod Japan i Brønderslevhallen. Det var meget specielt for ham at skulle spille så stor en kamp i den sportshal, hvor hans far var halinspektør, hvor hans mor var leder af cafeteriet, og hvor Kim havde tilbragt mange timer i barndommen.
Danmark vandt 29 –
22, og Kim scorede 3 mål. Kim var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Idrætsforening.
Ved sin konfirmation brugte Kim nr. 39 i sko og året efter nr. 44. En dag besvimede han hos sine bedsteforældre, og på hospitalet mente lægen, at det var fordi, Kim voksede for hurtigt. Det gav problemer med anklerne, så han skulle gå med specialbind og blev behandlet med ultralyd, hvilket Erik var imod. Faderen mente, at Kim blev pacet for hurtigt frem.
Engang spillede Kim landskamp i Jugoslavien med ondt i foden, og det viste sig senere, at der var brud på en knogle.
Sine håndboldmæssige ambitioner skruede Kim dog voldsomt ned for på grund af sit politiske engagement. I 1984 meldte Kim fra til bruttotruppen til OL i USA.
Det skuffede mange af de personer, som havde lært Kim det, han kunne. De mente, han svigtede dem og sit talent, som et af de store håndboldhåb i Nordjylland.
Han slap dog ikke håndbolden, for han trænede ugentlig i Aalborg Håndboldklub, hvilket gav ham en plads på førsteholdet.
At den fysiske træthed var en begrænsning, accepterede Kim. Det var dog tydeligt for en af holdkammeraterne, daværende skuespiller på Aalborg Teater og nuværende ørkensøn, Niels Olsen, at der var noget galt. ”Du vil noget mere end det her,” sagde han en dag til Kim.
Kim havde flere ambitioner, end han ville erkende.
Håndboldklubben fra barndommen i Brønderslev havde flere gange prøvet at få ham tilbage, men han var ikke parat til at give håndbolden fuld gas, men i 1987 gik han ind i sin anden håndboldperiode.
Han ofrede dog ikke alt til håndbolden, for året efter pakkede han og Connie deres rygsække og tog til Kina i seks uger med den transsibiriske jernbane.
Håndboldklubben havde aftalt at spille to kampe med landsholdet, og det kunne Kim ikke rigtig lade ligge, men hvis turen til Kina gik planmæssigt, og Kims far, Hal Erik, stod klar med en pakket håndboldtaske, når han kom hjem, kunne Kim lige nå at spille med.
Kim udarbejdede derfor et træningsprogram til kinaturen, så der blev styrketrænet den ene dag, løbetrænet den næste og den tredje dag var en fridag. Det var ikke altid lige nemt at holde ferie på den måde.
Planen lykkedes, og Kim nåede at spille mod landsholdet først i Jetsmark Hallen og dagen efter i Storvorde.
Så skete der noget, Kim havde drømt om i sit stille sind. Efter kampen kom landstræner Anders Dahl-Nielsen ind i omklædningsrummet og tilbød Kim at komme tilbage til landsholdet.
Det tilbud sagde Kim straks ”ja” til og oplevede igen den følelse af stolthed og tilfredshed, det er, når arbejdet lykkes.
I 1996 blev Kim Jensen tilbudt jobbet som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Han fik jobbet som landstræner i en tåbelig konstellation. Indtil Jan Pytlick var færdig med sit trænerjob for herreholdet i GOG, skulle han hjælpe Kim, når han havde tid.
Ulrik Wilbek var træner for kvinderne i Viborg og skulle også være assisterende træner for Kim, når han havde tid.
Denne konstellation blev droppet efter en måned, da GOG accepterede, at Dansk Håndbold Forbund købte Jan Pytlick fri fra jobbet i klubben.
Så Kim var landstræner for kvindelandsholdet i håndbold i en måned. I den periode tabte holdet ikke en eneste kamp – nå – de spillede heller ikke nogen.
Under OL i Athen i 2004 kom Kim galt af sted på et spørgsmål fra en journalist om Kims holdning til kongehuset, medens de danske prinser så på, og Kim svarede, at han syntes, prinserne var nogle fine fyre, og han var sikker på, at der kunne blive plads til dem på et nordjysk jord- og betonsjak, når kongehuset blev nedlagt. Det blev hverken opfattet som et kompliment eller en morsomhed.
Det gav en voldsom kritik, men det opvejedes af den respekt, Kim normaler nød for at give udtryk for sine holdninger.
Engang kvindelandsholdet havde vundet guld ved OL, kom dronning Margrethe og prins Henrik hen på hotellet for at ønske til lykke. Prins Henrik ville gerne se, hvordan pigerne boede og lukkede op ind til et af værelserne: ”Det ligner vist noget, hvor en bombe er sprængt,” udbrød Prinsen.
Der var ikke ryddet op, og der hang BH’er rundt omkring, og pigerne havde hængt billeder op på væggene.
Hal Erik, Kims far, ville gerne have været med til OL i Sydney, men det var alt for dyrt. Kim kom så hjem fra OL og kunne fortælle, at Dansk Håndboldforbund havde arrangeret rejer for interesserede, og det var meget billigere end, hvis Erik selv skulle arrangere, så det ærgrede Kims far, at han ikke havde fået kendskab til det arrangement.
I 2012 fik Kim Jensen overrakt prisen, Aalborgmanden, af borgmester Henning G. Jensen. Aalborgmanden blev indført i 1964 og er byens tak til personer, der har ydet en værdifuld indsats for Aalborg eller har gjort byens navn kendt rundt om i verden.
Prisen er en lille statuette, en miniatureudgave af skulpturen Aalborgmanden foran administrationsbygningen på Boulevarden.
For Kim Jensen, der var assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold og underviste på Aalborg Sportshøjskole, betød statuetten utrolig meget. ”Jeg er hamrende stolt,” sagde han og fortalte, at hans familie havde en stolt tradition med at arbejde på skibsværftet. Min oldefar var skibstømrer på værftet, fortalte Kim Jensen, der selv arbejdede der i et par år i 1984-85.
Det var dog ikke som værftsarbejder Kim Jensen var mest kendt. Borgmesteren understregede, at Kim var kendt for sit arbejde med kvindelandsholdet. ”Og du gør et meget sympatisk indtryk,” sagde Henning G. Jensen blandt andet.
Kim Jensen takkede med en fortælling om, hvor glade og integrerede de unge fra Sjælland bliver for Aalborg, når de kommer som elever på sportshøjskolen. De tror Aalborg er et skodsted, men de opdager, at byen har sjæl, at de bliver budt velkommen, og man hilser på hinanden, lød det fra Kim Jensen, som er stolt af sin by.
Efter OL i London sammen med kvindelandsholdet i håndbold sagde Kim igen farvel til eliteidrætten.
I sin håndboldkarriere har Kim været med til:
Spillet 84 landskampe i herrehåndbold og scoret 91 mål
EM-guld 1996 i Danmark med kvindelandsholdet
VM-guld 1997 i Tyskland med kvindelandsholdet
EM-sølv 1998 i Holland med kvindelandsholdet
OL-guld 2000 i Sydney med kvindelandsholdet.
EM-guld 2002 i Danmark med kvindelandsholdet
OL-guld 2004 i Athen med kvindelandsholdet
EM-sølv 2004 i Ungarn med kvindelandsholdet
Den værste dag i Kims liv
Fredag den 9. december 2011 er en dag Kim aldrig vil glemme. Det var en af de værste dage i hans liv.
Årsagen var, at generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, i et interview med Jyllands-Posten fortalte, at man skulle have en ny hjælpetræner i stedet for Kim Jensen, som havde haft posten i mere end 15 år.
Det blev af mange udlagt som, at Kim var blevet fyret, men sandheden var, at han selv havde valgt at stoppe, når hans kontrakt udløb til december det følgende år.
Morten Stig Christensen troede, at journalisterne var orienteret om, at Kim ville stoppe, så denne misforståelse gav voldsomme overskrifter den følgende dag.
”Det er ultimativt den værste dag, jeg har oplevet med landsholdet. Det var ikke rart at læse, at man var blevet fyret fra et job, man ikke selv havde ønsket at fortsætte i,” sagde Kim Jensen. Og så skyldtes det hele en misforståelse!
Længe før havde Kim sagt til landstræneren Jan Pytlick, at han ikke ville fortsætte efter OL i London. Kim var ikke blevet træt af at arbejde med kvindelandsholdet i håndbold, men han havde fået mulighed for at stå i spidsen for en hel ny retning på Aalborg Sportshøjskole.
Han skulle uddanne outdoor leaders, der kunne instruere andre i blandt andet kano og kajak, klatring, mountainbike og rafting.
Det havde han ikke villet fortælle om indtil nu, fordi han frygtede en reaktion fra spillerne, som skulle spille verdensmesterskab og derfor skulle fokusere på det og ikke på, at Kim var på vej væk fra landsholdet.
Kim var rigtig træt af, at sagen kom til at fylde så meget, som den gjorde, og han fandt det vanvittigt at skulle sidde på et pressemøde og tale om en begivenhed, der først skulle finde sted om et år, imens holdet var ved at forberede sig til en kamp under VM i Brasilien.
Fravær og afsavn
At være assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold betød mange rejsedage, hvor Kim ikke kunne være sammen med familien.
Da børnene var små og Kim var ude med landsholdet og Connie, som var jord- og betonarbejder, mødte meget tidligt på arbejdet, kom Elses far hver morgen for at køre Ditte i dagpleje.
I den periode deltog Kim heller ikke i mange af familiefesterne, fordi hans arbejdet var så langt fra hjemmet. Det harmonerede ikke helt med Kims holdning til fællesskab, som også omfatter samvær med familien, men livet er fyldt med kompromiser.
Politik
Udover det sportslige var Kim meget optaget af politik, hvor hans egen holdning lå og ligger meget til venstre for midten.
Kim Jensen har altid godt kunnet lide at diskutere, så i gymnasietiden blev der diskuteret politik.
Allerede som 17-årig havde Kim og kæresten Connie meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som var det parti, der især varetog industriarbejdernes interesser.
Der er sket en meget stor udvikling i samfundet de sidste 30 år, men den grundlæggende ide i socialismen holder Kim stadig fast ved.
Politisk stemmer Kim ikke efter, hvad der gavner ham selv bedst, men efter, hvordan han synes, samfundet skal indrettes, og han forstår virkelig ikke, at folk bare stemmer efter, hvad der er godt for deres egen økonomi.
I en periode, hvor Kim arbejdede på værftet, var han meget engageret i politisk arbejde både i DKP/ML og i Faglig Ungdom. Her var han formand en tid og spillede en meget aktiv rolle i de heftige arbejdskampe, der var i begyndelsen af 1980’erne.
Det kunne nogle gange gå for vidt for Kim, men det var også dér, de mest aktionslystne samledes. Faglig Ungdom kunne fra svejsekurset på værftet forsyne havnearbejderne med partisansøm til brug i blokader og gadekampe, der betegnes som de mest voldsomme siden Anden Verdenskrig.
Kim Jensen kunne dog også på fredelig vis tage sin tørn med at sælge dagbladet Arbejderen, som hans Connie stadig i perioder var journalist på.
Kim var engang opstillet til folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Kims mor, Else, mener, det kun var Kims mormor der stemte på ham.
En dag, medens Kim boede i den store flotte bygning, Nørrehus, i Brønderslev, kunne man se et stort flag med hammer og sejl hænge ud ad vinduet. Det forargede mange, og da måtte Erik lige besøge sin søn og tale lidt alvor med ham, og så blev flaget taget ind igen. Kim gjorde normalt, som faderen sagde.
Det politiske arbejde deltager Kim ikke mere så aktivt i, men han har stadigvæk de samme holdninger som i ungdommen.
Arbejder – tænk før du taler
Kim har også prøvet kræfter med hårdt arbejde på arbejdsmarkedet. I en periode arbejdede han som jord- og betonarbejder, og han blev også uddannet kloakmester.
Da Kim Jensen var blevet student og var flyttet til Aalborg, blev han værftsarbejder, som hans far også havde været i Frederikshavn engang. Målet var at tjene penge til at studere for.
Han befandt sig godt, men tænkte ikke altid før han talte. En dag han gik sammen med nogle arbejdskammerater henad kajen, talte han højlydt om, at han ville på universitetet og ikke spilde sin tid på hverken værft eller fabrik.
En ældre kollega sagde roligt og besindigt til ham, at der var mange af hans arbejdskammerater, der var stolte af deres arbejde.
Kim ville gerne på en måde sende en tak til den arbejdskammerat for de kloge ord, men han kan ikke huske, hvem det var. Den rolige reprimande lærte Kim meget af.
Det var også mærkeligt, at netop Kim udtalte sig på den måde, som ikke stemte overens med hans politiske holdning om, at alle er lige meget værd.
Hans udtryksform er blevet mere velafbalanceret i forhold til den meget kontante og provokerende måde, han udtrykte sig på i ungdommen.
Uddannelse
Planen med at gå på universitetet gjorde Kim Jensen alvor af og læste historie i et år. Han havde dog svært ved at vænne sig til kulturen på Universitetet, hvor det meste af tiden kunne gå med at vente på, at hele gruppen blev samlet. Så skulle der spises frokost, og man skulle under alle omstændigheder sørge for at komme tidligt hjem
På værftet skulle man ikke stemple ind senere end kl. 6:46, for så blev man trukket i løn, og den disciplin med at holde arbejdstiderne havde bidt sig fast i Kim, som ikke brød sig om slendrian.
Interessen for historie blegnede ved, at den uddannelse ikke så ud til at før til noget job, og motiverede derfor ikke til at fortsætte studiet.
Skule der læses historie, kunne han gøre det der hjemme.
Uddannelsesmæssigt er Kim den, der i Danmark har den højeste uddannelse indenfor håndbold.
Fællesskab og hårdt arbejde
Fællesskabet har altid været en grundværdi for Kim og hustruen Connie, og nogle af deres bedste venner stammer fra gamle dage.
Som barn havde Kim også det sociale gen, hvilket blandt andet viste sig ved, at han legede med, vi kalder ham Søren, som han egentlig ikke brød sig særligt om. ”Hvorfor leger du så med ham?” blev han spurgt. Kim svarede: ”Der er ikke andre der vil.”
En gang fik Kim et ur som årets sportsnavn. Det lånte han beredvilligt ud til en kammerat, som fik det stjålet, men sådan noget hænger Kim sig ikke i. Fællesskabet med kammeraten betød mere end en død ting som et ur.
I den lille by Valsted, hvor de bor, nyder beboerne også godt af den sociale indstilling, som både Connie og Kim har. De deltager i næsten alle aktiviteter, og er gode venner med alle i byen.
Connie og Kim har også flere gange haft flygtningepar med til juleaften, fordi de ellers ikke havde nogen steder at være.
Om sommeren, når de er på ferie, låner de deres hus ud til københavnere, der er med i partiet, så når Connie og Kim skal overnatte i København, er der altid et sted, de kan være.
I håndbold var der spillere, der forventede fuld spilletid, ellers blev de sure. Kim var holdspiller, når han blev skiftet ud, så var det i orden, og kom han ind i kampen igen, spillede han med uændret entusiasme. Han var ikke individualist – han var holdspiller.
Fællesskab udvikler ofte venskaber, og Connie og Kim kommer stadig sammen med nogle af de gamle fra håndboldlandsholdet f.eks. hører Karen Brødsgaard og Jan Pytlick til familiens vennekreds.
Da Kim arbejdede på værftet, fik han et job indendørs, hvilket han ikke brød sig om, så derfor sagde han op og begyndte at arbejde som asfaltarbejder og derefter som jord- og betonarbejder.
Det var arbejde der passede ham. Her var han en del af et arbejdssjak, et fællesskab, der arbejdede ude i det fri og med eget ansvar for at få arbejdet gjort.
Her følte han den stolthed, som han var blevet mindet om af arbejdskollegaen på kajen dengang for længe siden.
På sin underfundige måde fortæller Kim, at han godt kunne finde på at køre en omvej med børnene for at vise dem et stykke arbejde, han havde lavet. Stoltheden ved veludført arbejde.
Nogle gange savner Kim Jensen, at der kommer noget konkret, noget håndgribeligt ud af det, han laver. Men det var fysisk hårdt at arbejde som jord- og betonarbejder.
Kim kan stadig huske de bemærkninger, som forbipasserende kom med, og han efterligner dem gerne: ”Se – nu står de igen og læner sig op ad skovlen.”
De skulle bare vide, hvor hårdt den type arbejde er. Man er nødt til at finde et tempo, man kan holde til hele dagen, så man kan gå på arbejde hver dag, hele ugen, resten af måneden ja flere år frem. Der kommer skarphed i stemmen, når Kim snakker om det.
Aalborg Sportshøjskole
Kim Jensen drømmer ofte om fremtiden, men han sætter sig ikke mål. Han er også god til at få drømmene til at gå i opfyldelse.
Kim føler sig meget heldig i livet og nyder at få de unge mennesker, han dagligt omgås på Aalborg Sportshøjskole, til at få deres drømme til at gå i opfyldelse.
Eleverne er meget forskellige. Nogle er ambitiøse i at nå deres mål. Andre skal lære at fokusere på, hvad de gerne vil, men alle skal bidrage til at få fællesskabet til at fungere.
På sportshøjskolen kommer mange af eleverne for at få et år, hvor de kan gøre de ting, de er gode til og gerne vil dyrke.
Mange andre elever er målrettede og kommer på skolen for at kvalificere sig til job eller uddannelse indenfor politi eller som ambulanceredder. Disse målrettede elever er vanskelige at få til at interessere sig for kreative fag, men når de får interessen vakt, synes de faktisk om for eksempel at spille musik.
Af få eleverne til at ville fællesskabet er én af de virkelig vigtige ting, der arbejdes med, siger Kim Jensen.
Kim var god til at skabe fællesskab og kammeratskab. På et tidspunkt havde han noget sygdom i foden og var sygemeldt. En morgen stod hele hans hold fra Sportshøjskolen med morgenmad til alle ved sygesengen. Det gør man kun, hvis der er en gensidig sympati.
Der er elever, som ikke ved, at de virker irriterende og arrogante på andre. Konfronteret med det, kan de slet ikke forstå, at det virker som om, de ikke respekter de øvrige.
Andre elever kan have et meget lavt selvværd, fordi de ikke føler at kunne leve op til andres forventninger til dem.
I begge tilfælde har lærerne en stor opgave i at få begge til at blive og føle sig som en del af fællesskabet, skabe den nødvendige selvtillid og ikke modsat føle sig hævet over fællesskabet.
Kim er meget optaget af at bygge hold og få mennesker til at fungere i teams. Det er den interesse, der har gjort ham til en efterspurgt håndboldtræner og foredragsholder.
Reprimanden fra arbejdskollegaen den dag på kajen har han bygget ovenpå, være stolt af at være håndboldtræner og være stolt af at være lærer på Sportshøjskolen.
Det var den samme følelse, som da han gav sig i kast med klatring, kajak eller windsurfing, men med den forskel, at der i håndbold var den dimension, at hvis han øvede og øvede på noget, kunne det en dag komme holdet til gode.
Kim glædede sig til de nye udfordringer, jobbet som lærer på Sportshøjskolen ville give.
At en ide kan udvikle sig til et fag på en højskole, er noget positivt, men når det tager udgangspunkt i den tragedie, der fandt sted ved Præstø i 2011, hvor 16 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd, var det med blandede følelser, at Kim gik ind i den instruktøruddannelse, som forsikringsselskaberne stillede krav om til alle ledere med ansvar for udendørsaktiviteter på vand.
Kim havde aldrig hørt om kanoulykker på Gudenåen eller andre åer, og han syntes derfor, at dette krav var noget overdrevet. Det var i orden, når det for eksempel gjaldt kajak eller klatring.
Kravet åbnede dog for nye muligheder på Sportshøjskolen og for Kim, som i flere år havde drømt om at koncentrere sig om udendørsaktiviteter.
Helt tilfældigt var den del af sportsverdenen kommet ind i Kims tilværelse, da han efter endt uddannelse som håndboldtræner fik ansættelse på skolen, der hed Danmarks Trænerskole, som lærer i håndbold og andre boldspil.
Skolen stod på det tidspunkt og manglede en lærer i friluftsaktiviteter, og de havde lige fået bygget en klatrevæg.
Det var lige noget for Kim, som derefter klatrede op og ned ad vægge i mange år. Det blev senere til kajak og windsurfing, men det løb efterhånden sammen i en helhed.
Kims børn – drømme og ambitioner
Kims egne børn, Mikkel på 30 år og Ditte på 32 år, har også forfulgt deres drømme.
Som et led i sin uddannelse var Mikkel i USA i praktik som arkitekt og er nu ansat som arkitekt i Tivoli.
Datteren Ditte er uddannet i på et kunstakademi i Amsterdam som smykkedesigner, men er nu i lære som bager. Ditte arbejdede nogen tid på Conditori La Glace i København, og blev tilbudt at komme i lære som konditor, men det kunne hun ikke på grund af bopæl i Aarhus.
Mikkel går ikke op i sport, men har en stærk vilje. Beslutter han sig for ikke at drikke sodavand i en måned, så gør han det ikke.
Da barnebarnet Isak var helt lille, sagde moderen, Ditte: ”Ja – far får ikke et forhold til Isak, før han kan få en våddragt på.” Men det forhold er allerede etableret.
Privat
Kim far, Erik, havde gennem mange år været en ivrig frimærkesamler og havde altid tilskyndet Kim til at få frimærker med hjem, når han var ude. Det skete så i London, hvor Kim fik lavet frimærker med sig selv, hustruen Connie og begge børnene som illustration.
Connie, Kim, Ditte og Mikkel
Kim samler også, men det er på ting, der betyder noget for ham. For mange år siden fik Connie sin mors gamle bestik, som bestod af gafler med skæve tænder og skeer; det vides ikke, hvor knivene var blevet af.
Kim vil ikke spise med andet bestik, fordi dette gamle bestik har en historie med betydning for Kim. Det samme har en gammel gyngestol fra morforældrenes hjem, og et bord og en reol fra forældrenes hjem. Disse gamle ting betyder så meget for Kim, at han aldrig vil kunne finde på at skille sig af med dem. Det er disse ting, der giver hjemmet historie.
Hvis noget går lidt i stykker, bliver det repareret så vidt, det er muligt, ikke noget med bare at købe noget nyt og så smide det gamle ud.
Det kan virke grotesk på trafikanter, som passerer Kim ejendom, når de ser to våddragter hænge i garagen og ligner to, som har hængt sig.
Kim har det synspunkt, at de unge skal have noget i bagagen, for ingen ved, hvordan deres livsbane vil forme sig, og så er det godt at have ressourcer at tage af.
Mange mennesker synes, de unge skal vælge deres karrierevej på et tidligt tidspunkt. Det forstår Kim ikke, for han synes, det er vigtigere, at de unge vil noget end, at de nøjagtigt ved, hvad de vil.
Det er vigtigt at de unge drives af motivation og ærgerrighed for at blive bedre, siger Kim på 59 år.
Kim har ikke fra begyndelsen lagt en plan for sin karriere, men livet og måske tilfældigheder har givet ham et liv og en tilværelse, som han ikke har kunnet ønske sig bedre.
I midten af 1950’erne begyndte jeg at gå til møde hver torsdag aften i KFUM-huset, som lå overfor Tygelsgade eller næsten overfor Krog Jensens bilhandel. Bygningen eksisterer ikke mere.
Her holdt de civile KFUM-spejdere til (Kristelig Forening for Unge Mænd). Vi var ca. 20 til 30 medlemmer, og gruppen blev ledet af Andersen, jeg husker ikke fornavnet, men han var ansat på lageret hos M. S. Madsen, Papir en Gros. Andersen var en lidt brysk herre med en dyb stemme, men han var god til vi drenge, som var fra ca. 8 til 18 år.
En anden leder var Svend Aage Nielsen, der var tegner på Pedershaab Maskinfabrik A/S, og han stammede fra København, hvilket sproget tydeligt afslørede.
Jeg husker også en meget venlig mand Georg Nielsen, som først kom til, da jeg havde været med i nogle år.
Vi havde ikke uniform, derfor De Civile Spejdere, men vi lavede de samme ting, som de uniformerede spejdere, hvoraf der var flere grupper i Brønderslev. Der var de gule spejdere, de blå spejdere (det var piger), de grønne spejdere og FDF’ere, som vist ikke ville kaldes spejdere.
Der blev knyttet knob af forskellige slags, vi lærte at håndtere en dolk på forsvarlig vis. Dengang måtte børn gå med dolk, i dag må voksne ikke gå med kniv over syv cm længde.
Der var aftener med oplæsning af spændende bøger, og sommetider fik vi besøg af gæster, som underholdt med et eller andet.
Der blev arrangeret ture ud i det blå. Blandt andet cyklede vi til Thise Bakker med madpakke og sodavand og lavede forskellige aktiviteter.
Der blev lavet adskillige byløb, hvor man skulle gå/løbe efter et kort, der var markeret med punkter, hvor vi skulle finde poster med opgaver, vi skulle løse.
To gange deltog jeg i sommerlejr på Knolden, som var en stor træhytte, der lå inde i en skov ned til Mariager Fjord på nordsiden, jeg tror det er det, der hedder Låenhus Lejrskole, som ligger syd for Kielstrup sø. Huset lå på et højt punkt, derfor navnet Knolden.
Der var sovesal med køjer i to etager, en stor spisesal, et stort køkken. Toilettet gravede vi i god afstand fra huset og placerede nogle træstammer over, så man kunne sidde på rad og række og forrette sin nødtørft.
Noget af det sidste der skete, inden vi drog hjem igen, var at dække toiletterne til med jord. Det blev gjort rituelt som en begravelse med præst og degn.
Der var ingen brusebad, men der var en lang udvendig stålvask med koldtvandshaner monteret med passende mellemrum, og her kunne vi børste tænder og vaske os, hvis det var nødvendigt.
Maden blev lavet af nogle ”medbragte tanter” fra Brønderslev, og vi drenge skulle skiftes til at skrælle kartofler og vaske op.
I godt vejr gik vi i samlet trop ned til fjorden for at bade. Den første gang, jeg var afsted, var vandet meget klart, og der var næsten ingen bundplanter. Vi kunne gå langt ud, før der blev dybt vand, så det var meget sikkert at bade her.
Nogle år senere var jeg afsted anden gang, og da havde vegetationen bredt sig meget på bunden af fjorden næsten så meget, at det føltes ubehageligt.
Der gik en færge over til Mariager fra et lille færgeleje ikke så langt fra, hvor vi badede. Det var sjovt at sejle med Stygge Krumpen, som færgen hed, og når vi rokkede i takt, kunne vi få færgen til at vippe temmelig meget, hvilket vi syntes var sjovt, men var der andre passagerer, var det ikke alle, der brød sig om det, og så bad kaptajnen os om at lade være.
Sidste gang, jeg var på Knolden, var vi ude for en bizar begivenhed. En aften kom en af de store drenge løbende ind i huset og var helt ude af den. Han havde lidt blod i ansigtet, og der blev et stort postyr. Han var blevet overfaldet af en mand, som havde slået ham, men han slap fri. Kort tid efter kom en anden stor dreng og så ud på samme måde og kunne fortælle samme historie.
Vi kunne ikke kontakte politiet, for telefonen virkede ikke, så vi blev inddelt i hold og skulle ud at lede efter gerningsmanden.
Der var mørkt, så vi var ikke trygge ved at skulle ud, men vi blev udstyret med lommelygter og måtte ud at lede.
Nogle gange så vi noget løbe forbi ude foran, men vi kunne aldrig finde ud af, hvad det var.
Stemningen blev så angstfuld, at vi alle blev kaldt hjem til hytten og opgav at lede.
Vi fik cacao og nybagte boller med smør, og sad trygt og hyggede os.
Så blev der banket på døren, og en fremmed mand kom smilende ind.
Han blev præsenteret som gerningsmanden til overfaldene. Det hele var arrangeret af lederne, men det var nok for voldsom en leg.
Nogle af drengene skrev breve hjem til forældrene og fortalte om begivenheden, og nogle af forældrene rejste en del hård kritik af ”overfaldene” overfor lederne.
En dag skulle vi alle pakke noget tøj i vores rygsæk, og soveposen skulle rulles sammen og puttes i den tilhørende pose, der var mere eller mindre vandtæt.
Vi skulle nemlig på hike (vandretur), og et sted på turen skulle vi i en skov bygge bivuakker af naturens egne produkter. Vi havde vist nok presenninger med til at gøre bivuakkerne vandtætte med, hvis det blev nødvendigt.
Vi vandrede i samlet flok og i godt humør ud ad landevejen, da det pludselig begyndte at regne. Regnen tog til i styrke, og vi fandt læ i en indkørsel til en gård.
Indkørslen var som en hvælvet tunnel igennem en bygning, og der kunne vi stå i tørvejr.
Den glæde varede kun fem minuttet, for da kom gårdejeren ud og bad os om at forsvinde, han kunne ikke have sådan en flok drenge til at stå og hænge i hans indkørsel.
KFUM – De Civile Spejdere
De voksne ledere prøvede at tale ham til fornuft, men nej – de kunne ikke engang låne telefonen.
Vi måtte ud i regnen igen, og en af de voksne løb til den nærmeste købmand, hvor han lånte telefonen og ringede efter en vognmand.
Efter nogen tid kom en stor lastbil med åbent lad. Vi blev hevet op på ladet og sad tæt sammenkrøbet, medens vi blev kørt hjem til Knolden i silende regn.
Det var dejligt at komme ind og få tørt tøj på, men det var vanskeligt at finde tørreplads til så meget tøj på en gang.
Midt i alt det miserable bredte der sig en vidunderlig duft over hele den store hytte helt ind i sovesalen – cacao og nybagt brunsviger.
Vores tanter vidste lige præcis, hvad vi drenge trængte til.
Hvad får en voksen bondemand til brysk at smide en flok drenge og nogle få voksne ud af sin indkørsel i ruskende regnvejr – ondskab?
Ham kunne vi ikke lide.
Udover sommerlejr gik tiden på de ugentlige møder med at synge alle de kendte spejdersange, og alle aftener sluttede med en bøn og fadervor.
Jeg synes, det var nogle hyggelige aftener.
Jeg tror ikke, ret mange i Brønderslev kendte til, De civile Spejdere, for vi deltog aldrig i optog sammen med de rigtig mange uniformerede spejdere, men vi levede vores eget spejderliv i en boble.
Katy Stagsted Jepsen blev født i Brønderslev den 19. april 1916. Som ung blev hun uddannet indenfor isenkram hos sin far, Jens Stagsted. Hun valgte senere at uddanne sig til indretningsarkitekt på Skolen for Boligind- retning i København.
Katys hjerte har altid brændt for at hjælpe mennesker i nød, derom vidner hendes engagement i de organisationer, hun har været tilknyttet og ofte som formand.
Katy Stagsted Jepsen deltog gerne i debatter om ældre menneskers vilkår, for eksempel om tilstrækkelige pladser på plejehjem og antal ældreboliger, som for eksempel, da der i 1996 blev opført 26 ældreboliger på P. N. Jensens Plads, var hun meget aktiv i debatten.
I sin fritid læste Katy gerne bøger, og var en årrække også jæger. Som badmintonspiller opnåede hun et nordjysk mesterskab i single.
I 2001 mistede Katy Stagsted Jepsen sin mand, arkitekt M. Johs. Jepsen.
Røde Kors
Katy Stagsted Jepsen engagerede sig i 1945 i Dansk Røde Kors’ afdeling i Brønderslev, og året efter blev hun formand.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Katy Stagsted Jepsen formand for Røde Kors i Nordjyllands Amt, hvilket gav hende en plads i organisationens hovedbestyrelse. Som hovedbestyrelsesmedlem kom Katy Stagsted Jepsen rundt i hele verden til Røde Kors-projekter.
Især et projekt i Nepal fandt hun meget interessant. Her uddannede man jordemødre og de såkaldte barfodslæger.
Lokalt har Katy Stagsted Jepsen været med til at opføre fire børnehaver og en vuggestue i Røde Kors regi. Den første børnehave blev opført i 1955. Alle fem institutioner er senere blevet kommunale.
Inden Katy Stagsted Jepsen trak sig ud af Røde Kors, fik hun lige oprettet en genbrugsforretning.
I 1991 valgte hun at trække sig tilbage efter mere end 45 års arbejde for Dansk Røde Kors. Gennem de mange år har hun opnået tre dekorationer, senest Dansk Røde Kors’ hæderstegn, der er den fornemste hæder i Røde Kors.
Jydsk Chenillefabrik
Sammen med Ivan Jalk etablerede Katy Stagsted Jepsen Jydsk Chenillefabrik i Skovsgaard ved Brovst. Fra 1956 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen direktør for virksomheden.
Administrationen var i Brønderslev, men selve produktionen var på virksomheden i Skovsgaard.
På et tidspunkt var der 20 medarbejdere i virksomheden, medens 300 personer arbejdede for virksomheden i hjemmene. Virksomheden producerede piberensere og alle mulige ting, der kunne fremstilles af piberensere. Der blev produceret nisser, kyllinger og mange andre små ting til pynt.
I 1978 brændte fabrikken, men blev genopført, da Katy Stagsted Jepsen følte et stort ansvar for de 300 hjemmearbejdere.
Det var en stor glæde for hende, når børn kunne få nyt matrostøj for de penge, deres mor havde tjent på at arbejde på Jydsk Chenillefabrik.
Danske Kvinders Beredskab
Fra 1970 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen med til at oprette Danske Kvinders Beredskab i Brønderslev. Hun var instruktør omkring kemisk og biologisk krigsførelse og i brugen af gasmasker.
Brønderslev byråd
I to perioder – fra 1966 til 1974 – var Katy Stagsted Jepsen medlem af Brønderslev Byråd, valgt på den upolitiske borgerliste.
Brønderslev Erhvervsråd
Katy Stagsted Jepsen var formand for Brønderslev Erhvervsråd i den periode, hvor konfektionsfabrikken HCA-dress og Rias, der producerede plastplader, etablerede sig i Brønderslev.
Dansk Arbejde
I seks år var hun med i bestyrelsen for Dansk Arbejde, heraf fire år som formand.
Ældre Sagens Ældrepolitiske udvalg
Det sociale område har altid stået Katy Stagsted Jepsen nær, og hun har i en årrække været formand for.
Socialpolitisk
Katy Stagsted Jepsen fulgte til det sidste med i politik og ikke mindst indenfor det socialpolitiske område, der stod hendes hjerte nært.
Inner Wheel
Katy Stagsted Jepsen var initiativtager til oprettelse af Inner Wheel i Brønderslev. Klubben blev stiftet den 30. oktober 1965, og hun satte i sin tale til deres 25-års jubilæet ord på, hvorfor det for hende var fascinerende at være medlem af Inner Wheel: ”Det er den tanke, at man er med i en venskabskreds, der slynger sig omkring hele jorden, og selv om vi er et lille led, er vi med i kæden, og vi har pligt til at lyde mottoet ’Venskab og hjælpsomhed’. Til gengæld vil vi kunne finde venskab og hjælpsomhed over hele kloden.”
Inner Wheel i Brønderslev har i 50 år skabt venskaber og netværk mellem kvinder. ”Venskab og hjælpsomhed” er deres motto, og klubben er en upolitisk og usekterisk kvindeorganisation med 100.000 medlemmer kloden rundt.
Inner Wheel er en velgørende organisation, som hjælper svagt stillede mennesker, og det er helt i tråd med Katy Stagsted Jepsens egne værdier, og det var derfor naturligt for hende at chartre, som det hedder i organisationen, den lokale afdeling.
Jeg har i tydelig erindring, hvordan jeg stod med min arm løftet op over mit hoved for, at min lille hånd kunne nå op i min fars store grove næve, mens han skulle snakke læææænge med nærmest hvert eneste menneske, vi mødte på lørdagshandleturen ned til byen. Eller sådan føltes det, altså som om han skulle snakke med hver og en og i utrolig lang tid. Og samtidig var det nok noget af det mest trygge, jeg kendte til. At stå der med min lille barnehånd pakket ind i varme, kærlighed og omsorg, mens min far talte med mennesker, som havde brug for hans forsikrende ord om, at han forstod dem, at han ville hjælpe dem.
Min far var vognmand i en mindre nordjysk by. Og jeg har ikke tal på, hvor ofte han mødte op med sin lastbil meget tidligt om morgenen, om natten eller på andre tidspunkter, hvor det var muligt for en kvinde, hvis tur det var til at erkende, at hun lige nu og her måtte ud af et fysisk eller psykisk voldeligt forhold. Så bar han alle hendes ting ud af boligen, støttede hendes slidte sjæl ind på førersædet af lastbilen og kørte hende til en ny start et andet sted i Danmark. Og han sendte aldrig en regning.
Jeg har altid vidst, at ikke alle mennesker altid er i stand til at tage de valg, der i grunden nok ville være bedst for dem. Og jeg har også altid vidst, at ikke alle mennesker er født ind i et liv uden økonomiske begrænsninger, og at det letteste i verden er at fortælle andre, hvad de burde gøre, og at det sværeste i verden er selv at efterleve det perfekte regelsæt for livet.
Hvorfor jeg så blev akademiker og ikke socialrådgiver eller pædagog er/ var vist en gåde for mange. Jeg tror i grunden også, at det var lidt af en tilfældighed, fordi det studie stod som mit andenvalg på ansøgningsskemaet til en videregående uddannelse. Og min nu afdøde far syntes da i dén grad, at jeg spildte mit liv på det universitet. Han havde langt hellere set, at jeg var blevet hjemmehjælper, som det hed den gang. I tidslommen, mellem HF blev afsluttet og jeg skulle åbne døren til Aalborg Universitetscenter første gang, arbejdede jeg som hjemmehjælper i et år, og jeg oplevede nok ikke siden, at min far var SÅ ambitiøs omkring min karriere.
”Jeg havde nok håbet, at du var blevet områdeleder i hjemmeplejen i stedet for 6½ år på SU”, nævnte han sådan lidt bombastisk. Men kun den ene gang. For jeg brugte min cand. mag. i dansk og kommunikation til at bestride diverse lederjobs, der havde ”udsatte grupper i vores samfund” som den røde tråd. Og det var han ret stolt af. Men det sagde han også kun én gang. En overflod af den slags rosende ord hang ikke på træerne omkring den Nedergårdske matrikel.
Jeg tror, at det var i årene som leder for De Frivilliges Hus i Aalborg, at jeg mærkede, hvor meget det betød for mig, at finde nye måder, at få andre mennesker engageret i at bidrage til at løfte mennesker, der for en stund ikke var i stand til at løfte sig selv. Et mantra for mig blev født dengang: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”
Vi tilbyder vores praktiske hjælp til et medmenneske, der har brækket begge arme, fordi det er åbenlyst, at de ikke selv kan købe ind, snitte løg, røre den frikadellefars. Men når folk har brækket sjælen, hvis livet pludselig taget et brat sving til højre, og vi falder af livets vilde hest, så får andre straks en berøringsangst. Og den må vi til livs. Fordi det er her, der for alvor er brug for, at vi ”snitter løg og rører den fars”. De usynlige problemer, mennesker har, er de letteste at lade som om, man ikke ser. Og hvis du vender dit blinde øje til, så giver du det menneske en følelse af, at han/hun ikke har værdi i dine øjne, at det menneske ikke er værdig til at få din hjælp.
Efter 6 år i De Frivilliges Hus blev jeg voldsomt fristet af et stillingsopslag fra Boligforeningen PM og Kuben her i Brønderslev. Boligsocial Koordinator, stod der vist som overskrift. Jeg havde aldrig hørt om et job med den titel. Men jeg vidste instinktivt, at dette job ville jeg have. Så jeg lavede en ansøgning med et Johnny Cash citat øverst om at være det menneske, der var på de udsattes side. Og d. 1/7 2008 var min første arbejdsdag på Niels Bohrs Plads 2, hvor jeg mødte op til en tom lejlighed, en limegrøn kontorstol og to store papkasser fra Ikea med ét skrivebord og én rumdeler – og et ringbind med en kopi af en helhedsplan, dvs. et ringbind med forventningerne til hvad jeg skulle få styr på, få ændret de næste 5 år.
Jeg forstod det sådan, at man i Boligforeningen PM følte, at man havde haft to valg:
1) en dynamitstang under boligforeningens afd. 11, hvor man ikke kunne få lejet sine boliger ud
eller
2) at lave en helhedsplan og ansætte et menneske som mig til at tage hånd om menneskene, mens boligforeningen tog hånd om murstenene.
Udover de mål, som Landsbyggefonden og Boligforeningen PM havde, så fik jeg personligt et mål: At skabe sammenhængskraft, interesse og respekt beboerne imellem. Og det viste sig, at ved at gå gennem børnene, lave en Børneklub, så fik jeg også fat i forældrene. Og siden de fleste os, der har børn, bliver glade, når vores børn har nogen at lege med, får en bedsteven, får gode oplevelser, der hvor de bor, så var det at få forældrene til at tale sammen ikke så svært. Og pludselig var folk ikke delt op i nationaliteter, men man hilste på kryds og tværs af nationaliteter, aldre, civilstand etc. Helt så enkelt, som jeg beskriver det her, var det naturligvis ikke, men begrænsningens kunst tvinger mig til at gøre en lang historie kort.
I årene 2008-2015 havde jeg verdens mest berigende og meningsfyldte job. Området gennemgik en fysisk renovering, og beboerne fik Fælleshuset som deres sted. Her var der altid hjælp at hente, om du kunne tale dansk eller ej, om du blot havde brug for at vide noget om din varmeregning, eller om du havde det rigtig svært i dit liv. Jeg var ikke kun mig, der kom flere ansatte, efterhånden som jeg fik søgt og bevilliget midler fra forskellige fonde og puljer, og ikke mindst så var der så mange skønne mennesker, der hjalp til i deres fritid. Ét stort mangfoldigt sammensurium af ansatte, praktikanter, frivillige og beboere der ”hang ud”, drak sin eftermiddagskaffe, blev set ind i øjnene, lyttet til og grinet sammen med.
Jeg er utrolig stolt af det fundament for at søge hjælp til udfordringerne i sit liv, der blev skabt i Knudsgade i disse år. Jeg er stolt af, at beboerne og jeg blev inviteret i Godaften Danmark for at fortælle om succesen med at skabe venskaber på tværs af nationaliteter i projektet Nabo til Nabo. Jeg er stolt af, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden og Prinsgemalen var på besøg i Fælleshuset, og den snak om mangfoldighed Majestæten og jeg efterfølgende fik omborg på Kongeskibet. Jeg er stolt af, at andre boligforeninger i Danmark hentede inspiration i Fælleshuset til, hvordan man skaber et fællesskab. Og jeg er også ret stolt af prisen som Årets Kvinde, som forhenværende borgmester Lene Hansen uddelte til mig på en indstilling fra det skønne menneske, nu afdøde Valborg Jensen, som var en opmærksom og kærlig kvinde.
”Du lagde grunden til et rummeligt og venligt fællesskab i Fælleshuset, og alle der kommer her mærker, at her er man velkommen – her er der nogle, der bekymre sig, her er der hjerterum og tid til at lytte til folks problemer på alle tider af døgnet. Lone var aldrig begrænset af en fast arbejdstid, for hvis der opstod behov for nærvær og samtale, så var hun parat”, sagde Lene Hansen blandt andet. Disse ord hæftede jeg mig især ved dengang – og igen nu hvor dette bidrag til ”Historier om Brønderslev” skal skrives. Jeg er stolt af at være nomineret til en pris for udvist næstekærlighed under coronaen uddelt af Falck, og af at være nomineret til Frivilligprisen her i kommunen her i 2021. At andre ser ens arbejde er jo en skøn anerkendelse, men hvis andre kunne blive inspireret til også at række ud og give sit nærvær til mennesker, der mangler, så er meget opnået i mine øjne.
Da jeg søgte nye veje ved udgangen af 2015, var det fordi jeg følelsesmæssigt var slidt. Jeg trængte til en pause, hvor andre menneskers tilværelse ikke afhang af, om jeg havde flere kræfter tilbage.
Selvfølgelig kom jeg til at savne og mangle den nærhed, man får og har på en arbejdsplads som Fælleshuset. Så jeg kastede mig efter et par år over stiftelsen af Foreningen GRIB og Netværket for ensomme i Nordjylland. I dette netværk, som har sin base på Facebook, er vi pt. lige over 700 medlemmer. Det er rigtig mange mennesker, der mærker hver dag i deres liv, at de er langt mere alene, end de kan holde til at være. Tænk så på, hvor mange ensomme nordjyder, der ikke ved Netværket eksisterer.
Ensomhed var så heldig at blive nævnt af Hendes Majestæt i Nytårstalen 2019. Det gav ligesom en blåstempling af, at den følelse er vi nødt til som samfund og som medmennesker at hjælpe folk med at komme til livs. Så kom corona og overtog vores verden. Det betød store forandringer i vores måde at leve på, og mennesker, der aldrig før havde mærket ensomhedens altødelæggende klamme hånd om sit hjerte, fik nu en nyfunden respekt for det at være udfrivilligt alene i sit liv. Hver gang Statsminister Mette Frederiksen gik på nationalt TV og bedyrede flere restriktioner, så voksede antallet af medlemmer i Netværket for ensomme i Nordjylland. Tiltaget fik en dobbeltside i Oplandsavisen, i Nordjyske og et indslag på TV Nord. Jeg var eneste tovholder på Netværket, og min selvudnævnte opgave var at mobilisere folks mod til at mødes udendørs på forskellige måder. Vi travede de nordjyske skove tynde; vi drak kaffe udenfor hinandens hjem, ”Skraldespandskaffe” kaldte vi det, hvor vi havde vores egen kop med; vi holdt adventssøndagene i Rhododendronparken indtil vores tæer frøs til is. Og nu hvor coronaen er blevet mere eller mindre forvist fra at have indflydelse på vores hverdag, så mødes folk hos hinanden. Næste etape af Netværkets udvikling er at lave en kursusdag for alle de, der ønsker at blive By-koordinator i sin by, og dermed lokalt lægge sine kræfter i at få ensomme mennesker til at finde modet til at møde fremmede, nye, kommende venner. Og her i skrivende stund er den kursusdag under udvikling. Alt er stærkere, når det kan finde et lokalt fundament, og jeg har jo også erfaret mere end én gang, at der stadig kun er 24 timer i et døgn, så der må flere tovholdere til.
Mit mantra, grundlagt i min barndom, stadfæstet i De Frivilliges Hus og efterlevet i Fælleshuset: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”, er det mest enkle og det vigtigste grundlag for at skabe et rummeligt og givende fællesskab – både i små sammenhænge og i hele samfundet. Vi ved alle udmærket godt, at der findes et menneske i vores omgangskreds, på vores vej, i vores opgang, på vores arbejdsplads, i vores forening, som føler sig ufrivilligt meget alene. Og ensomhed, at føle sig usynlig for andre, kan man i yderste konsekvens dø af.
Så når du ser Hus Forbi mennesket foran Føtex, så smil med ægthed og øjenkontakt, også selv om du ikke køber en avis. Det handler alt sammen om at give hinanden værdighed. Når du kigger væk, fordi du vil undgå at bruge tid eller penge på at stoppe op og købe en avis, du måske aldrig får læst, så viser dit ”kiggen-væk”, at du ikke under det menneske foran Føtex, at føle værdighed. Og er nogle af os i grunden i stand til at afgøre, hvem der er berettiget til at stå med værdighed. Vi kender ikke hinandens bagage. Der kan være 1000 forskellige årsager til, at vores liv vælter: en skilsmisse, en rådden barndom, en konkurs, en sygdom, en ulykke, en krig – og skal vi være hinandens dommer? Mit svar på det spørgsmål har du helt sikkert gennemskuet. Vi skal give hinanden vores øjenkontakt, en lille bid af vores tid og dermed bidrage til et andet menneskes følelse af at være værdig. Og pludselig vil du opdage, hvordan netop den indstilling til andre mennesker også giver dig selv værdighed.
Brønderslevdrengen Jan Lunde er født i 1958 og kom som 17-årig i lære hos tømrer Børge Larsen i august 1975 og blev udlært februar 1979.
I læretiden boede Jan sammen med sine tre søskende hos sine forældre, indtil hans mor en dag sagde: ”Jan – enten bygger du et hus til dig selv, eller også skal du betale for at bo her.”
Jan fandt hurtigt ud af, at det var bedre at bruge sine penge på et hus til sig selv end at betale for kost og logi, så han byggede et hus på Sølvmågevej.
Grøntsagsfarm i Sudan
Efter huset stod færdigt, søgte man indenfor Det Danske Spejderkorps, som Jan var med i, frivillige til at tage til Sudan for at bygge en grøntsagsfarm.
Der var allerede en kyllingefarm i Sudans hovedstad Khartoum, som er muslimsk, og så skulle der bygges en grøntsagsfarm i Juba i Sydsudan, som er kristen. Juba er hovedstaden i Sydsudan og verdens nyeste hovedstad med en befolkning på over en halv million.
”Der sker ikke noget ved at prøve at søge, du kommer nok ikke med alligevel,” tænkte Jan.
Ansøgningen blev sendt, og kort tid efter kom der svar – Jan skulle med. Der skulle bygges en bolig til lederen af grøntsagsfarmen. Det var svært at få håndværkere med, så det blev en gruppe på 40 mennesker, hvoraf de fem var håndværkere.
De havde nogle weekender sammen for at lære hinanden at kende inden de skulle afsted.
I læretiden havde Jan sparret en del feriedage op, for han ville hellere tjene penge end holde ferie, så der var tid til at prøve kræfter med et sådant projekt.
Gruppen fløj til Khartoum, men flyet videre til Juba var inddraget til krig.
Gruppen tog i stedet ud på kyllingefarmen, som var blevet til en hønsefarm, da den var ikke blevet passet. Deltagerne begyndte straks med at få nogle æg i rugemaskinen, så der kunne blive kyllinger igen til kyllingefarmen.
Der var flere tusinde høns på farmen.
Der var de i en uge. Så blev der hyret fem lastbiler til at fragte de 40 danskere til Juba. De sad ovenpå salt, som er et vigtigt fødemiddel i Afrika. Det var en meget fascinerende oplevelse. De vågnede en morgen med 20 krigere med spyd og krigsmaling i kreds omkring sig. De kom hurtigt op i lastbilerne og kørte videre.
Turen varede en hel uge, hvor de hverken fik børstet tænder eller blev vasket. Der var ingen veje, så de kørte i terrænet, og meget af tiden kørte de langs Nilen.
Da de kom til Hvide Nil, var båden, som skulle fragte dem over, sunket.
Fem deltagere sejlede over floden i små træstammer og fik båden på land. På betingelse af, at de fik deres fem lastbiler over først, fik de båden svejst sammen og repareret.
Da de kom over på den anden side, stod der flere hundrede soldater, som ikke havde fået noget at spise i den uge, hvor båden ikke havde sejlet, og derfor kunne de ikke komme over for at proviantere.
Danskerne blev fuldstændig overmandet af soldaterne, som stod og jokkede ovenpå dem i lastbilerne og skød efter gazeller og andre dyr. Patronhylstre, møg og skidt røg om ørerne på dem. Da de havde skudt noget mad, hoppede soldaterne af lastbilerne, som så fortsatte mod Juba.
På grund af borgerkrigen måtte de fortsætte det sidste stykke vej om natten, hvor der blev skudt efter bilerne, hvor de 40 danskere lå fladt ud på ladet.
Jan mener ikke, de var rigtig bange, de var så unge og tænkte: ”Der sker ingenting.”
Straks de kom til målet begyndte de at bygge, men blev ikke færdige, fordi de kom med så mange dages forsinkelse.
Der blev dog støbt sokkel, rejst spær og lavet tag, og de fik udbygget et hus til ham, der skulle lede grøntsagsfarmen. Personalet boede i deres egne hytter rundt omkring farmen.
Vand til vandig af grøntsagerne blev samlet op i en olietønde, for man kunne ikke skaffe brændstof til den tilstedeværende generator, og derfor kunne vandet ikke pumpes ud til vanding.
Der skulle dyrkes alle mulige slags grøntsager. Størrelsen på farmen er nøjagtig lige så stor, som man vil have den, da ingen ejer jorden, så man bruger bare løs.
Udover danskerne var der masser af sudanesiske spejdere, der hjalp til med projektet, og det var en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med dem.
Den unge Jan fandt det meget eksotisk at stå på en palle en mørk aften med en vandslange med nogle huller i og tage brusebad sammen med en sudanesisk spejderpige.
Nogle danskere besøgte grøntsagsfarmen for nogle år siden, og måtte konstatere, at farmen var i forfald, fordi ingen havde følt ansvar for farmens drift.
Der var også sket det, at fem år efter Jan og holdet havde forladt projektet, blev lederen af farmen dræbt. Jan vurderer, at netop den leder havde den rette holdning til projektet og ville have været i stand til drive farmen.
Spejderlivet
I 35 år var Jan Lunde medlem af Det Danske Spejderkorps, hvor han sad som divisionschef i 6 år, som er det maksimale antal år, man må have denne post.
Jan fortsatte som gruppeleder i Brundurs Gruppe i Brønderslev.
Det Danske Spejderkorps’ Vendelbo Division havde på tvangsauktion købt Mosbjerg Plantecenter, ca. fem tønder land eller 28.000 kvadratmeter, og det blev lavet om til Mosbjerg Spejdercenter, som var rammen om Jamboretten i 1997 med deltagelse af næsten 1100 spejdere, hvoraf de 100 var fra Brundurs Gruppe i Brønderslev.
Jan Lunde var lejrchef på denne Jamborette sammen med Bodil Nielsen. Han var lejrchef på i alt 3 internationale lejre for spejdere fra 17 forskellige lande.
En så stor begivenhed i Mosbjerg gav sved på panden af brugsuddeleren, som fik firedoblet sin omsætning i ugen med jamboretten. Der blev dagligt drukket 400 liter mælk, spist ca. 100 kg kød plus en masse ris, grøntsager og kartofler.
Med så mange unge samlet i en uge skulle der planlægges mange ting til at aktivere dem, og de mange nationaliteter skulle også lære hinanden at kende.
Der var arrangeret hejk, hvor 39 seniorspejderne fik besked på at tage gode sko på og forsyne sig med hæfteplaster. Så fik de nye navne, 200 kr. hver og en færgebillet til Sverige.
Tre svenske instruktører tog imod på svenskekysten, og så skulle spejderne ellers op at klatre i fjeldene.
142 minispejdere skulle på et dagsløb og afslutte med et karneval. Alle skulle medbringe karnevalskostume hjemmefra samt et rytmeinstrument til brug under karnevallet.
Således skulle der være aktiviteter for alle på alle dagene, og der var mulighed for at prøve at være smed med esse og ambolt, og de lærte at lave små knive eller lampestandere. Spejderne kunne lære træskæring, rebslagning eller lave legetøj, som bedstefar gjorde.
Pizzabagning, madlavning som i vikingetiden, lave marmelade, lave hjemmesider og meget andet stod også på programmet.
Jan Lunde var en meget dedikeret spejder, og han hævder, at udover sin uddannelse som tømrer, har han lært alt om lederskab, samarbejde, planlægning og kropssprog indenfor Det Danske Spejderkorps i løbet af de 35 års medlemskab – ja al erfaring kommer derfra.
ap facader a/s
Jan Lunde har mange års erfaring indenfor vinduesbranchen. Som 25-årig grundlagde han sammen med en kollega i 1983 ap facader a/s i Brønderslev. Han var gennem 36 år direktør for firmaet og ansvarlig for udvikling og salg af aluminiumsfacader.
Firmaet leverede på et tidspunkt alle alu. facader og alle indvendige skydedøre til et indkøbscenter på 8 tdr. land i Weissenfeld i Østtyskland. Jan opholdt sig rigtig meget af tiden på projektet, der varede 3½ år. Jans far var også tilknyttet projektet i Østtyskland.
Senere lavede ap facader a/s et tilsvarende projekt på 5 tdr. land.
Firmaet projekterede også til et Ramadan-hotel i Tyskland, men det var ikke så godt. Det var for bøvlet.
Da Jan solgte sin halvdel af ap facader a/s, måtte han aflevere sin firmabil og telefon og mailadressen blev lukket ned. Han kunne intet foretage sig i 3 uger, så han måtte cykle frem og tilbage til sin virksomhed i Vrå i en måned.
Landsoldaten – et dagsværtshus
Efter at have ligget i dvale nogle år kom Landsoldaten tilbage igen.
På åbningsdagen den 5. marts 1999 kom der rigtig mange gæster, som var glade for at have fået værtshuset tilbage.
Forlystelsesstedet var solgt til Jan Lunde og en forretningspartner, som havde moderniseret stedet, så det lignede sit gamle jeg.
Det strømmede ind med gæster på åbningsdagen, og et par hundrede mennesker kom til selve åbningen.
Det moderniserede Landsoldaten skulle drives som et dagsværtshus, og traditionen med kaffebord i weekenden blev genindført. Men der skulle stadigvæk være diskotek.
Den daglige drift blev varetaget af den kun 29-årige Lone Kristiansen, der tidligere var daglig leder af Brunderhus
Det Bette Apotek – et ejendomsselskab
I 2001 besluttede Jan Lunde og hans partner at etablere ejendomsselskabet Det Bette Apotek på grunden i Skolegade, hvor værtshusene Landsoldaten og Det Bette Apotek lå. Det blev et byggeri på to etager med 600 kvadratmeter etageareal fordelt på otte lejligheder på mellem 66 og 96 kvadratmeter.
Det var oprindelig tænkt som en andelsboligforening, men blev til ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.
Der støder ofte problemer til, når iværksættere vil realisere sine ideer, og dette projekt var heller ingen undtagelse fra reglen. Bygherrerne ville gerne have bygget i tre etager, men det tillod kommunen ikke, derfor blev det to etager.
Desuden krævede kommunen, at der skulle etableres parkeringspladser, og derfor måtte der købes en grund mere til P-pladser. Der var en retssag i forbindelse med projektet, fordi man havde revet den tidligere bygning ned uden at få den nødvendige tilladelse fra kommunen. Der blev fundet en olietønde på grunden, hvilket også gav problemer, så der var årsager nok til at forsinke starten på projektet.
Projektet var budgetteret til ca. 6 mio. kr., men det endte med næsten 7 mio. kr.
I talen ved ceremonien med det første spadestik udtrykte Jan Lunde en følelse af vemod ved at bygge boliger her, hvor Landsoldaten og Det Bette Apotek havde været stedet, hvor byens unge mennesker tidligere morede sig, men det kunne være et plaster på såret, at ejendomsselskabet fik navnet Det Bette Apotek ApS.
For Jan Lundes vedkommende sluttede æraen med ejendommen, da han solgte bygningen i 2020, men han beholdt ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.
Nygårdsminde Vingård
Nygårdsminde Vingård er smukt anlagt på en lille bakketop uden for Brønderslev. Selve hovedhuset er vinbønderne Gitte og Jan Lundes private hjem.
Ved hovedhuset ligger også det fine vinsmagerum med vinbar. På gårdspladsen er der hyggelige spisepladser til gæster, som har booket private arrangementer.
Ved ankomst til Nygårdsminde Vingård & Parkgolf ligger ‘Det Gule Hus’, hvor udlån af udstyr til parkgolf foregår. Her er også opholdsrum til parkgolfspillere og toiletter. Uden for huset et der bænke og borde til picnic for gæsterne.
Alle bygninger er omkranset af den smukt anlagte parkgolfbane og naturligvis vinmarkerne.
Vindyrkning og vinfremstilling
Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård, som Gitte og Jan Lunde driver som erhvervsavlere med stor passion.
Vingården er beliggende Tolstrupvej 102, 9700 Brønderslev.
Navnet Nygårdsminde stammer fra en ejendom, der tidligere lå syd for den mark, der nu er tilplantet med vinstokke. Jan købte grunden i 2007, mens han boede på nabogården. Det var en sydvendt skråning, og så var det en nærliggende tanke at dyrke vin der.
De første 500 vinstokke blev plantet i januar 2010, mens huset var ved at blive bygget, men det fik en dramatisk udvikling, da vinplanterne blev stjålet kort tid efter, de var sat i jorden. Tyvene var åbenbart blevet forstyrret, for vinstokkene blev heldigvis fundet i læhegnet ved siden af marken omhyggeligt bundtet. Efter at have fået førstehjælp med masser af vand blev vinplanterne plantet igen, og de udgør i dag parcel ét.
Den 18. oktober 2013 blev de første druer høstet. Det var en stor dag, og det har siden motiveret til at udvide vinmarkerne:
I 2014 blev der plantet yderligere 500 stokke.
Igen i årene 2015, 2016 og 2019 blev der plantet 500 stokke.
Nu er der 2.500 vinstokke fordelt på fem parceller.
I 2015 blev Gitte og Jan Lunde registrerede som erhvervsproducenter af vin. Det hele begyndte som en hyggelig hobby, men er i dag blevet til en lille kommerciel vingård, som drives ved siden af deres arbejde.
Udover det smukke hus og vinmarkerne består Nygårdsminde Vingård af en stor og flot anlagt blomsterhave, en lille frugtplantage og en skøn køkkenhave.
Jan Lunde fremviser stolt tre specielle træer, som er de eneste korkeg, der findes i Danmark.
”Skal du så lave korkpropper?” bliver Jan spurgt. – ”Ja!”
Vinstokkene er økologisk certificerede, da de dyrkes uden brug af kemiske hjælpemidler.
Når høsten er veloverstået i efteråret, transporteres vindruerne til Glenholm Vingård i Vesthimmerland, hvor vinmageren står for vinificeringen, altså fremstilling af vinen.
Dyrkning af vindruer kræver stor indsigt i hvilke druesorter, der er egnede til vinproduktion i Danmark. Hvad er den bedste opbindingsmetode? Hvor hårdt skal druerne udtyndes? Hvor længe kan høsttidspunktet trækkes for at opnå den bedste sødme i druerne?
Det danske klima og vejret har meget stor indflydelse på kvaliteten af de høstede vindruer. Vil det regne og blæse under blomstringen af vinen med risiko for skade på druerne? Vil sommeren modne druerne tilstrækkeligt? Hvordan sikres sygdomsbekæmpelse i vinmarken? Og vil vinterfrosten forvolde skader på vinstokkene?
Vin made in Denmark
Det kræver sin vinbonde at dyrke vin i Danmark, men Gitte og Jan Lunde er efterhånden blevet specialister på området.
For mange klinger vin “Made in Denmark” stadig mærkeligt, men faktum er, at der bliver dyrket vin i Danmark. Gitte og Jan har taget udfordringen op, men deres produktion er dog ikke stor nok til, at de kan leve af det, og derfor har de begge fuldtidsjob.
Deres drivkraft er at starte nye ting op, at opbygge samarbejder, at møde mennesker og etablere netværk, godt understøttet af personlige egenskaber som vedholdenhed og engagement, kombineret med godt håndværk og høje kvalitetskrav.
Vinbondekonen og akademikeren
Gitte er relationschef på Danmarks Tekniske Universitet, hvor hun er ansvarlig for at opbygge og udvikle universitetets relationer til strategisk vigtige interessenter. Gitte er uddannet dekoratør, inden hun blev uddannet fra Københavns Universitet.
Gitte står i dag bag markante begivenheder på Danmarks Tekniske Universitet som for eksempel, når kongefamilien er æresgæster, eller ministre og ambassadører skal besøge universitet.
Gitte Lunde var i 2020 også ansvarlig for et stort partnerskab af virksomheder, uddannelsesinstitutioner med mere kaldet HCØ2020, der i hele 2020 fejrede H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.
Besøge vingården
Er man interesseret, kan der aftales rundvisning på vingården med en time i vinmarken, hvor der fortælles om dyrkning af vin, og hvorfor Jan er den allerdygtigste vinbonde i hele landet. Derefter er der vinsmagning i en time.
Strategimøder
Har et firma brug for et fredeligt sted at holde strategimøde er Nygårdsminde et godt sted, hvor noget af den flotte bygning er indrettet til konferencebrug.
Parkgolf
Foran hovedhuset blev i 2019 anlagt en smuk parkgolfbane med 27 huller fordelt på tre mindre baner, der alle er prydet med forskellige planter og træer.
Parkgolf er en god ide. Uden golfen ville der ikke være alle de firmaarrangementer, som afholdes. Konceptet er:
Rundvisning i vinmarken.
Vinsmagning – kan kombineres med tapas.
Parkgolf er et sjovt spil for alle aldre. Det er meget lettere end almindelig golf, så alle kan være med. Reglerne er helt simple og udstyr til spillet lejes ved ankomst. Udstyret består af en kølle og en bold på størrelse med en tennisbold og en lille tee, som bruges fra hvert udslagssted.
Der udleveres et scorekort, og der kan spille to til fem personer ad gangen. Man kan låne en lille trækvogn til turen.
Parkgolfbanen består af tre mindre baner, som kaldes sløjfer. En sløjfe er ca. 500 meter lang og består af ni huller. Hvert hul har et udslagssted. Her skal bolden lægges op på en tee og slås ud. Der er mulighed for at spille på alle 3 sløjfer, og for to personer tager det ca. 1,5 time.
Hvert år inviteres de dygtigste parkgolfspillere til Nordjysk Mesterskab i Parkgolf.
Fremtiden
Der er forskellige planer for fremtiden på Nygårdsminde Vingård. Indtil videre skal der ikke plantes flere vinstokke end de 2500, der er plantet.
Vinsalget går godt. Der er solgt langt over 1000 flasker i 2021, og der kan lave 2500 flasker om året. Alt salget er til danskerne.
Fremstilling af gin
Der eksperimenteres med fremstilling af gin tilsat aroniabær. Der er lavet 600 flasker gin tilsat 150 flasker rosé og 35 kg aronia, som skal markedsføres i den nærmeste fremtid.
Velkomstcenter
Ved indkørsel til gården skal der bygges et velkomstcenter, hvor vinsmagningen skal foregå. I dag ryddes garagen, når der arrangeres vinsmagning, men i et nyt velkomstcenter, kan der være en permanent bordopstilling.
Yogakurser
Hustruen Gitte har den store eksamen som yogainstruktør, og der planlægges udendørs område til kurser i yoga.
Ventisol A/S
En dyrlæge på Salling havde opfundet et specielt staldvindue, der skulle åbnes indad således, at dyrene ikke blev udsat for unødigt træk.
Virksomheden Ventisol A/S i Vrå blev grundlagt i 1982, og den fremstiller denne type staldvinduer. Jan Lunde ejer i dag virksomheden og fungerer som arbejdende bestyrelsesformand.
I starten af 2010 fusionerede Ventisol A/S med produktionen af plastvinduer hos ap facader a/s i Brønderslev. Med ”a” for aluminium og ”p” for plast har ap facader a/s siden 1983 produceret mange facader i aluminium og plastvinduer og -døre, men med den geografiske afstand på kun 13 km imellem sig, fandt de fire ejere for de to virksomheder tiden moen til en fusion.
Produktion og salg blev samlet i Vrå, på adressen Ventisol A/S, Nordre Ringvej 9, 9760 Vrå, og herfra betjenes kunderne.
Vinduerne og dørene bliver stadig produceret i det velkendte kvalitetsprofilsystem fra VEKA, som begge virksomheder havde haft som leverandør i over 25 år og Ventisol nu i over 35 år.
Virksomheden beskæftiger godt 20 medarbejdere.
Moderne produktion
Ventisol A/S har udviklet sig til en moderne virksomhed, der producerer vinduer og døre af genanvendeligt plast til både bolig- og erhvervsbyggeri.
I produktionen anvendes topmoderne bearbejdningsanlæg, der betjenes af erfarne produktionsmedarbejdere for at opnå den bedste kvalitet og finish.
Medarbejderne i administrationen har også flere årtiers erfaring fra vinduesbranchen.
Jan Lunde overtog ejerskabet af Ventisol, da han afhændede sin halvdel af ap facader, men finansieringen gik ikke så glat som håbet. Jan har mange fagligt kompetente bekendtskaber, som hjalp med de sidste brikker.
Helbredet
I skrivende stund sidder 63-årige Jan Lunde midt i sin egen drøm, en herskabelig vingård omgivet af vinmarker og blomstrende botanik i alle efterårets farver.
Vingården kostede mange penge at opføre, og Jan havde selv tegnet en del af projektet, og det er en fryd for øjet at se den smukke bygning, når man kører forbi på Tolstrupvej. Et rigtigt lille dansk vinslot.
Men for få år siden så det pludselig ikke ud til, at drømmen med sikkerhed kunne realiseres, da helbredet pludselig gjorde knuder.
Da Jan kørte på en motorvej på Sjælland, mærkede han pludselig en forkert følelse i højre side af kroppen med sitren og snurren, og han ringede til sin hustru Gitte og spurgte, i hvilken side hjertet sidder og fortalte hende om sin tilstand. Gittes svar beroligede Jan, men Gitte insisterede på, at han skulle holde ind i nødsporet og ringe efter en ambulance.
Jan listede dog videre til Hørsholm, hvor en ambulance hentede ham.
På sygehuset i Glostrup var lægerne ikke i tvivl. Jan Lunde havde haft en forbigående blodprop. De kunne også sige, at han havde haft en blodprop før, men ikke hvor.
Jan Lunde var dengang ejer af virksomheden ap facader a/s med ca. 60 ansatte og talrige projekter.
Jan er en detaljernes mand og vil gerne have indsigt i alle projekterne. Han arbejdede derfor næsten i døgndrift og havde svært ved at sove. Han kunne vågne midt om natten for at stå op og sende en mail, og han stod op klokken fem om morgenen, så kort tid efter lægernes dom var han i fuld gang igen.
Erhvervsmand og vinavler
Lægernes dom gjorde dog alligevel indtryk på ham, og da lejligheden bød sig, købte han Ventisol i Vrå og solgte ap facader a/s. Disse handler gav et pænt beløb i banken, og der blev løftet et stort ansvar fra hans skuldre.
Ventisol drives stadig af Jan Lunde og ligeledes vinproduktionen. Desuden ejer han fire udlejningsejendomme med 37 lejligheder i Brønderslevs midtby, ni lejligheder og 3 erhvervslejemål i Rådhusgade, samt fire lejligheder og tre erhvervslejemål i Bredgade, så der er stadig opgaver, der skal løses.
Jan Lunde er en kendt erhvervsmand i Nordjylland med et stort netværk i hele Danmark. Jan er engageret i flere netværk og organisationer, blandt andet i Dansk Byggeri, men også i det lokale netværk, Vendsyssel Mesterforening.
Han er medlem af repræsentantskabet i Jyske Bank og har haft eller har stadigvæk sæde i Vendsyssel Mesterforening og Alusektionen under Dansk Byggeri.
Lokalt har han været statsminister i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, og han har også haft indflydelse i den lokal rideklub.
Karriereforløb
Som ung drømte Jan om at blive arkitekt. Han tegnede altid huse, og skoletiden i Brønderslev var ikke den bedste. Han blev regnet for en bondeknold, og det gav ikke mange point på gaden, når han blev hentet af sin far på traktor, når der var snestorm.
Han forlod skolen efter tiende klasse og vinkede farvel til arkitektdrømmen.
Da han senere går sammen med en partner og stifter ap facader a/s, er det begyndelsen på 39 år med succes og tusindvis af arbejdstimer.
Det Jan ejer i dag, er han ikke kommet sovende til. Det er ikke kommet af sig selv. Han har arbejdet op mod 75 timer om ugen i 40 år.
Det eneste Jan har fortrudt, er købet af værtshuset Det Bette Apotek. Han troede på, at værtshuset kunne blive en god forretning. Men efter at have brugt op mod et par millioner måtte han bare erkende, at det var en fejl.
Han mener selv, at han er blevet mere medgørlig med alderen, men han har sine meninger, så det kan godt slå gnister.
I tidens løb har Jan Lunde udstukket mange skideballer, og de var nok ikke retfærdige allesammen, men det falder ham meget tungt at sige undskyld.
Jan Lunde er 63 år og med hjælp fra sin kone Gitte Lunde Andresen, har han øvet sig på at sige undskyld, men han er ikke god til det.
Alderen taget i betragtning og med flere millioner kroner placeret i virksomheder, ejendomme og på bankbogen, er Jan begyndt at spekulere på, hvad der skal ske med det alt sammen om nogle år.
Han har ikke selv nogle børn, men hans kone, Gitte, har en datter, Anne, som er er midt i tyverne og jurist, så hun er med i hans tanker om fremtiden. Jan Lunde kalder også Anne sin datter i daglig tale.
Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, september 2007.
Denne artikel kortlægger Skolegade, som den så ud i sidste halvdel af 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne.
Gaden var, som de fleste sidegader dengang, belagt med grus.
Ilse Svanvig, født Kjær og Birte Jensen, født Henriksen, er begge vokset op i Skolegade. Ilse husker man som den datter, der spadserede med sin far, som hun holdt tæt ind under armen, mens de ivrigt talte med hinanden. Faderen var dyrlæge, og i dyrlægens hjem var der altid en åben dør for alle. I haven var der mange legeredskaber, som børnene i gaden flittigt benyttede.
Birte blev født i Randers, men kom til Brønderslev i 1945, hvor hun skulle bo hos sin mormor og morfar i Skolegade. I Randers blev hendes hjem en nat ved et uheld bombet af en engelsk flyver. Faderen, moderen og en bror blev dræbt, men Birte og den mindste bror blev reddet. Lillebroderen kom i pleje hos sin faster og onkel, men Birte kom til sin mormor og morfar i Brønderslev.
På hjørnet af Bredgade og Skolegade til venstre, når man kom fra Bredgade, boede kørelærer Gjedsig, hvis kone havde en slikbod i ejendommen. Skolebørnene var flittige kunder i skoletiden så snart de så deres snit til at løbe derhen. Det måtte de egentlig kun i spisepausen, ellers kunne der vanke smæk med stokken, men rigtig mange tog den risiko i frikvartererne. For 10 øre kunne man få en salmiakstang, og havde man 5 øre mere, kunne man få en klat flødeskum dertil. I dag er der parkeringsplads på dette sted, fortæller Birte Jensen.
Efter hjørneejendommen kom lærer Dehns hus, som det blev kaldt, og derefter Baptistkirken.
Så kom Skolegades skole, som i dag er flot renoveret, således at man kan genkende den. Ifølge postmester Klitgaards forskning har Aalborg Stift været bedst forsynet med skoler, inden der i 1739 blev påbudt oprettelse af sogneskoler i hele landet. Der omtales skole i Thise i 1626 og i Vester og Øster Brønderslev i 1630. Dengang var det kun for dem, der kunne betale en skoleholder for undervisning. Denne kom ud på gårdene og underviste, men i 1640 omtales skolehuset, der lå ved den gamle kirke. Der ligger i dag et beboelseshus på Kirkevej lige uden for kirkegården. Det var tidligere et skolehus. I 1634 var der her en skolemester Niels Hansen, der havde opholdt sig på forskellige herregårde. Han var ved siden af sin lærergerning foged over Jørgen Gubbes gods her på egnen. Han blev halshugget, fordi han ved slagsmål på kroen i V. Brønderslev dræbte en Peder Jensen ved at stikke ham i bugen med en kniv. Tilsyneladende var der mange problemer med de tidligere skolemestre, der rent økonomisk havde svære kår. De boede tilsyneladende i skolehuset, der i 1649 havde så stort et hul i taget, at et menneske kunne krybe igennem det. To kvinder fra Himmerland tilstod, at de havde stjålet brød fra skolemesteren. De blev bortvist fra Vendsyssel under straf af deres ”hals’ fortabelse”, hvis de viste sig igen.
I 1888 opførtes den første fløj af Skolegades skole og i 1949 den sidste. Fra 1934 var Johs. Sørensen skoleinspektør på Skolegades skole, og det var han indtil april 1958. – Vi er jo rigtig mange, der igen og igen – for de allerflestes vedkommende – med glæde tænker tilbage på vores skoletid på Skolegades skole, siger Ella Pedersen.
Efter skolen lå pedellens bolig, og derefter kom brandstationen. Der går rygter om, at frihedskæmperne under krigen havde gemt ammunition i brandstationen.
Derefter kom dyrlæge Kjærs ejendom, hvor Ring Christiansen boede på 1. sal.
Så kom frk. Mogensens hus, hvor telefonist Agate også havde bopæl.
Derefter kom huset med Visse og Ingemann Jørgensen, som havde bedstemor boende på 1. sal.
Så lå der et hus, hvori der boede 4 familier: Alma og Martinus Thomsen, Ester og Børge Nielsen, Mathilde og Erik Thomsen – Erik Thomsen kartede uld og Mathilde Thomsen spandt. Den sidste familie i dette hus havde to døtre og manden hed Albert.
Starter man på vestsiden af Skolegade fra Bredgade, lå den ret store røde murstensbygning, der er fra 1950. Her havde avisen ’Ny tid’ til huse en overgang, ligesom herreekviperingshandler Agerbæk havde sin første forretning i Brønderslev i denne ejendom. Desuden var der lejligheder som i dag, hvor bl.a. lærerinde frk. Madsen boede.
I ejendommen på hjørnet af Skolegade og Mejerigade boede personale fra elværket.
På det andet hjørne boede portør Christensen og hans kone og to sønner. Den ældste hed Robert.
Inæste hus boede en familie Pedersen, hvor datteren hed Lillian.
I det lidt tilbagetrukne hus boede en familie, hvor datteren hed Elna.
Så kom huset, hvor familien Regner Kornum boede med deres fire børn.
I det hvide hus derefter boede Niels Peter og Kristine. Kristine var rullekone. Familien Sørensen boede til leje i det hvide hus. De havde datteren Nanny.
Så kom huset, hvor Katrine Nielsen, der havde datteren Laila og sønnen Hans, boede sammen med børnenes bedstemor i den ene ende af huset. I den anden ende boede mælkemand Manne med sin kone Mary og datteren Vivi. Vivi var en ven af huset i Ilse Svanvigs hjem. De to var næsten altid sammen.
I det næste hvide hus boede Maren og ’Fætter’ og familien Bernhard Jürs med hustru og to børn.
Så kom Tværgade, der førte over til Thygelsgade.
Derefter lå der et stort gulligt hus, inden man kom til det sidste hus, som hørte under Algade.
Skolegade var som sagt en grusvej dengang. Her legede børnene næsten uforstyrret på gaden. Ilse fortæller, at hun fik en hest forærende af sin far, og hendes onkel i Aalborg havde en fenne i Søndergade, hvor hesten kunne være. Derfra red Ilse indtil byen. Mælkemanden Manne havde en iskiosk ved Centralhotellet. Der red Ilse hen, og hesten gik op på fortovet og fik sin is, og når de to kom ned ad Skolegade, standsede hesten ved nr.10, hvor Ilses mor kom ud med en godbid.
Både Birte og Ilse husker, at der under krigen skulle spares på vandet. En dag, da det blev bekendtgjort, at der blev lukket for vandet, blev badekarret hos nogle bekendte fyldt op med vand, og så kunne folk hente vand der. Men da manden i huset kom hjem, lukkede han vandet ud. Han blev ikke populær. I 1940’erne boede en fransk pige et halvt år i Ilses hjem, og da tiden kom, hvor hun skulle hjem, ville hun ikke derfra. Hun blev sat på toget i Brønderslev, men hoppede ud igen. Da toget så endelig var sat i gang og nåede til Aalborg, sprang hun ud igen. Tilfældigvis var Ilses moster på stationen i et andet ærinde, og hun fik så klaret situationen, og pigen kom til Frankrig.
Både Ilse og Birte har gode minder om tiden i Skolegade.
De første minder, jeg har fra min barndom, er solvarme småsten under mine bare fødder, duften af syrener ved skumringstid, store vidder og lærkesang.
Den opmærksomme læser vil nok tænke, at jeg ikke kan være opvokset i indre Brønderslev, og nej, jeg kommer fra Hollensted – den vendsysselske steppe!
Min barndom var fyldt med et væld af kæledyr, skovture i alt slags vejr, lydbøger med Fru Pigalopp og Kalle Kodreng, musikundervisning, sommerferier på Sjælland hos min fars familie og masser af tid sammen med min mormor i Kærby.
Ret tidligt blev jeg vild med historier. Jeg indtalte historier på kassettebånd, og jeg læste for de andre børn i børnehaven – jeg havde dog ikke lært at læse, så jeg sad bare med en bog og digtede en historie, som passede til mit publikum. Da jeg fik lært at læse og skrive, fyldte jeg kladdehæfter med digte, skrev madpakkeføljetoner, som mine forældre fik med i sammen med rugbrødsmadderne hver dag, og jeg opførte dramatiske teaterstykker for min lillesøster, Marianne.
Vild med ord
Kærligheden til ord fulgte mig gennem hele min skoletid, både i indskolingen på Ø. Brønderslev Centralskole og i udskolingen på Jerslev Skole. Dansk var mit yndlingsfag, især når vi skulle skrive stil, og det peakede, da jeg i 9. klasse tog på forfatterweekend med Brønderslev Forfatterskole, hvor vores underviser var et af mine forbilleder, Hanne Vibeke Holst.
Matematik var til gengæld hadefaget i folkeskolen, så det faldt ret naturligt, at jeg forsatte på sproglig linje på Brønderslev Gymnasium. Gymnasietiden var forvirrende og præstationsangstpræget, og jeg husker det som om, de mange hjemmeopgaver tog pusten lidt fra dét at skrive – det blev noget, der bare skulle overstås, så man kunne nå at følge med. Det ubetinget bedste fra de tre år på Brønderslev Gymnasium, var en gymnasiekæreste, og tre skønne veninder som jeg stadig ses med og holder utrolig meget af.
Ud i verden Plads, luft og fødder placeret i den jyske muld er godt, men jeg var ikke ret gammel, før jeg følte en længsel efter at opleve andre steder end hjemme.
Så efter jeg havde taget en sproglig studentereksamen, rejste jeg til Sydfrankrig, hvor jeg passede tre børn og studerede fransk på sprogskole hver formiddag.
Opholdet i forstaden til Lyon satte endnu mere gang i rejselysten, så de efterfølgende tre år vekslede jeg mellem at arbejde hjemme i Danmark og bo i udlandet. Fantastiske fire år som au pair i Frankrig, sandwichmaker i England, glad turist på langt familiebesøg i USA og miljøarbejder i New Zealand – verdens skønneste land, som jeg endda fik set fra både en faldskærm og fra en gletsjer.
Tongaøerne fik jeg også besøgt – en drøm jeg havde haft, siden jeg så en udsendelse med Troels Kløvedal, som besøgte danskeren Tavi på Tonga. Tilfældet ville, at jeg kom til hovedstaden Nuku’alofa midt i en folkefest, fordi Kong Taufa’ahau Tupou fyldte 80 år. Så hele mit ophold blev fyldt med musik, optog, skønhedskonkurrencer, militærprocessioner, fester og middagsselskaber. På dag to blev jeg adopteret af to søstre, hvis onkel var øens rigeste, så jeg blev inviteret med til alle de store fødselsdagsevents og måtte låne mig til fint tøj, da jeg kun kom med praktiske sko og jeans i rygsækken.
Jeg ved, at det ikke er mange unge i dag, der får mulighed for fire sabbatår mellem gymnasiet og videre uddannelse, og jeg er så taknemmelig for de oplevelser og bekendtskaber, jeg fik med mig videre i livet.
Pludselig stod han der
De fire år blev også brugt til at finde ud af, hvilket studie jeg skulle søge optagelse på. Jeg overvejede både at blive fotograf, arkæolog og sociolog, men det endte med, at jeg fulgte min interesse for andre kulturer og folkeslag og søgte ind på socialantropologi på Aarhus Universitet.
Da jeg havde læst et par år, skulle jeg et semester til Brunel University i England, og kort før semesterstart mødte jeg en tall dark stranger – en arkitektstuderende fra Iran, som havde boet i DK, siden han var otte år gammel. Som spillede guitar, malede og gik op i astrologi og madlavning. Og som var så anderledes fra mig og de kærester, jeg ellers havde haft. Vi så hinanden en måneds tid, inden jeg skulle rejse til England, uden helt at vide, om vi var kærester eller ej. Jeg sagde, en smule nonchalant, at jeg ikke forventede, at han ville vente på mig, mens jeg var væk. Til dét svarede han, at selvfølgelig ville han vente, for det var jo mig, han skulle giftes med en dag.
Og sådan blev det. Halvandet år senere fik vi vores første søn, Sebastian, og da han var to år gammel, blev vi gift i Mårslet Kirke.
Kulturberigelse Min mands familie er spredt ud i Europa, og mine svigerforældre, svigerinde, svoger og niece bor i Spanien, mens min mands lillebror og nevø bor i Sverige. På trods af de store geografiske afstande, har jeg dog aldrig oplevet en familie, som har så meget kontakt med hinanden, og min mand taler med sin nærmeste familie hver dag – der er vel en god grund til, at vi hedder Telefoni til efternavn!
Dét at være gift ind i en kultur som er en diametral modsætning til den danske kultur, har været både berigende og sommetider frustrerende. Iranere er enormt åbne, varme, højrøstede, generøse, overdrevne og sociale mennesker og er fantastisk selskab. Men for en underdreven vendelbo som mig, der også er glad for ro og mit eget selskab, har det ind i mellem krævet kompromiser både fra min side og fra min mands.
Når alle i den nærmeste familie er samlet, foregår samtalerne på farsi, spansk, engelsk, dansk og svensk – det synes jeg er vildt fedt, og jeg taler lidt af det hele.
Smør på brødet Da jeg fik min kandidateksamen i socialantropologi med sidefag i medievidenskab, gled jeg direkte over i et fuldtidsjob, efter at have haft studiejob samme sted, i et mindre filmselskab. Jeg arbejdede med salg, udarbejdede drejebøger og afholdt kundemøder, lige indtil jeg blev gravid med vores anden søn, Marius. Da min barsel var overstået, var filmselskabet gået konkurs, så jeg måtte ud på jobsøgningsmarkedet.
Siden har jeg arbejdet i mange spændende, og meget forskellige, brancher, hvor den røde tråd hele tiden har været kommunikation i forskellige former. Jeg har arbejdet med skole-IT, økologi, socialøkonomi og iværksætteri.
På tasterne Samtidig har jeg skrevet i fritiden. De sidste fem-seks år har jeg været en del af Aarhus Litteraturcenter, hvor jeg er med i en skrivegruppe. Vi mødes to gange om måneden, hvor vi giver feedback på hinandens tekster og snakker om skriveteknikker og litteratur. Sammen har vi udgivet en novellesamling, som vi hver har leveret to noveller til. Novellesamlingen hedder Det er de andres skyld, og den blev til i forbindelse med Aarhus som Kulturhovedstad under overskriften Rethink dyder – vi gentænker det gode liv.
Novellerne er jeg fortsat med at skrive. En del af dem har jeg solgt til Hendes Verden.
Mange ser lidt ned på triviallitteratur og forbinder ugebladsnoveller med skabelonagtige plot og entydige karakterer.
Men jeg synes, det er sjovt at arbejde med genren og forsøge at mane fordommene i jorden. Og set helt nøgternt på det, så bliver Hendes Verden læst af over 300.000 mennesker hver uge – bliver mine noveller læst af bare halvdelen af de læsere, så synes jeg, det er ret godt gået.
Mit hjerte banker dog mest for børnelitteratur, da jeg også er vild med illustrationer.
Jeg har fået udgivet tre børnebøger, som er blevet illustreret af virkelig dygtige illustratorer.
Det er så fascinerende at se, hvordan en illustrator kan give ens historier liv, og hvordan de har fortolket ens ord og omsat dem til billeder.
Jeg er så småt i gang med redigeringsfasen på en bog til udskolingen, som udkommer i starten af 2022 hos Gyldendal. Gyldendal har altid været et forlag, jeg har drømt om at udgive hos, så det betyder virkelig meget for mig at få en trane på ryggen på en af mine egne bøger.
Der ligger også en roman i skuffen og venter på, at jeg får sat mig ned og skrevet den færdig. Mon ikke nok det tidspunkt pludselig kommer.
I dag arbejder jeg på Aarhus Rådhus, hvor jeg er ansat til at lave et omfattende kommunikationsmateriale for afdelingen Innovation og Medborgerskab. Så tasterne er i brug hver dag, for jeg skriver om en masse spændende projekter og interviewer nogle af de mennesker, som er involverede på forskellige måder.
Vores sønner er blevet 11 og 18, og er ret selvkørende. Så jeg har sneget et frivilligjob ind i hverdagen, hvor jeg arbejder som ungerådgiver hos headspace Aarhus. Her har jeg samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som kæmper med forskellige problemer og har ondt i livet. Det er et job, som giver supergod mening for mig, og det er en skøn følelse, når en ung går fra vores møde og har det bedre, end da hun kom.
Det er mit håb, at jeg kan få rejst nogle penge til at lave en anderledes selvhjælpsbog til unge med angst – for sådan en er der virkelig brug for!
Et halvt liv senere Ham den høje, mørke fremmede er heldigvis stadig min mand, nu tyve år senere, og vi bor med drengene i en hyggelig landsby, syd for Aarhus.
Da vi første gang var ude og se på vores hus, gik jeg en tur ud i haven. Her hørte jeg lærken synge højt og tydeligt, og så var der ingen vej tilbage – her ville jeg gerne bo.
Her er ikke helt så stille og landligt som i Hollensted. Men mine forældre bor stadig i det gulkalkede hus på Hollenstedvej, så heldigvis kan jeg altid tage nordpå, når jeg savner de store vidder og et knus fra min mor og far.
Husstanden bestod af far og mor, en 3 år ældre bror og jeg. Min far og mors arbejde bestod i dyrkning af ca. 20 tønder land jord, og med pasning af dyr, som køer og heste samt hund og kat. Engang imellem købte min far et lille gedekid, som vi børn legede med til det blev stort. Så slagtede min mor det mens vi børn var i skole. Alt kødet blev lavet i pålæg, vi børn ville ikke smage det.
Katten fik af og til killinger, hvoraf vi måtte vælge den pæneste, de grimmeste druknede min mor i en spand. Vi havde ondt af det med de ”grimme”.
I skolen havde jeg ingen grund til gode minder. Vi havde en lærerinde, Frøken Havredal, hun var frøken og boede i samme hus, som skolestuen var. Hun blev også kaldt frøken Havregrød. Hun havde en hund, en hvid grønlænderspids, som hed Tenna, den lå altid ved hendes fødder, når hun sad ved katederet, der sad hun altid, når hun ikke rendte rundt og bankede os oven i hovedet, når vi skulle læse højt. Det gjorde hun ved mig fra første dag, jeg var i skole, fordi jeg ikke læste højt sammen med de andre. Jeg var genert, og turde ikke åbne munden.
Hun var en fin dame med hvidt hår og guldbriller. Hun var altid i blå kjole med hvide prikker eller små blomster, og hun lugtede meget godt af creme, pudder og parfume.
Når hun blev gal, som hun gjorde tit, blev hun ildrød i hovedet, helt ned til halsen, så vankede der ”Ørefigner” og hun slyngede øgenavne ud, som vi så senere blev kaldt af de andre elever. For eks. var der en syg første skoledag efter jul kunne hun sige ”Du har nok spist for meget, kald ham/hende ”julegrisen”.
Hun kunne ikke synge, men spillede på et lille orgel, så hun vendte ryggen til eleverne, pludselig kunne hun vende sig og skælde ud, for eks. Sige: I laver alt for stor en sløjfe på det Halleluja (Et barn er født i Betlehem), jeg tror nok, det er Agnete: Nej, jeg synger ikke med – hva synger du ikke med? Så løb hun ned mellem bænkerækken og gav mig en ordentlig ørefigen.
De børn hun gjorde mest ud af, var dem hvis forældre gav hende høns, ænder, stege og lignende.
Når hun havde fødselsdag, var vi inde i hendes stue, så fik vi kakao, så var hun en helt anden. Hun boede også fint, det var mærkeligt at opleve.
Påklædning
Pigerne var som regel ret pæne i tøjet, samt nogle af drengene, men der var nogle af drengene, der var meget dårlige i tøjet. De havde en dårlig mor, der ikke kunne sy og holde tøjet pænt rent. Det var på en betingelse at moderen måtte holde sammen på alt, samt sylte og bage, for at det kunne fungere både ude og inde. En episode som jeg tit tænker på, var en stor dreng som pludselig sang disse linjer” du var i en kjole fin og jeg i stumpetrøje”. Han var i en alt for lille trøje, med trævler. Min bror og jeg var altid pæne i tøjet, da vores mor havde lært at sy fra ung af, hun havde også været på husholdningsskole, det fik vi altid at vide når vi roste hende.
Hun havde blot et dårligt helbred, og min far var også tit syg, han døde i mit 19. år efter svær sygdom, kun 62 år gammel.
En oplevelse som jeg i min voksenalder tit tænker på, var da min bror og jeg var ca. 12. og 9 år. Min mor havde sendt bud efter lægen til os, han kom kørende på en motorcykel. Vi havde gemt os imellem nogle høje kartoffelrækker, der lå vi, og de kunne ikke finde os. Min mor råbte, Egon – Agnete, men uden resultat. Hvad mon lægen tænkte? Hvad mon vi fejlede? Vi var jo ellers søde og velopdragne børn fra et ordentligt hjem – FY (det var min brors ide)
Da jeg blev født af 43årige forældre, der havde dårligt helbred, blev min bror og jeg tidligt involveret i landbrugets drift, som at høste, tørvegravning, roelugning og meget mere.
Jeg skulle for eks. når jeg kom hjem fra skole vaske op, bære tørv ind, vaske 4 store mælkespande rene, samt skrubbe rent på bryggersgulvet, først derefter måtte jeg lege.
Det var mest nabogårdens egne børn og deres fodermesters børn vi legede med, men vi legede mest med de små dyrebørn, som små føl, små kalve, det lille gedekid, som vi kørte med i en trækvogn, og selvfølgelig med hunden og katte, samt den ”pæne” kattekilling.
P.S.
Jeg havde 3 ældre søskende, som var 16 – 18 og 22 år ældre end jeg, dem husker jeg ikke, at have haft så meget med at gøre som barn. Kun at min 22 år ældre storesøster havde tre piger hvoraf den ældste var 3 år yngre end jeg og derefter 2 år imellem de næste to. – dette var mere mine ”søstre”.
Jeg blev syg
Jeg var fyldt 5 år i februar. I oktober fik jeg skarlagensfeber, det var min bror der havde smittet mig. Han gik i skole, men fik det ikke selv. Jeg husker tydeligt turen med ”Sygebilen”, som vi kaldte det dengang. Jeg blev indlagt på sygehuset, som lå 8-10 km fra mit hjem. Der var fyldt med børn i alle aldre, vi lå på ”epidemien”. Forældrene måtte ikke komme ind, de stod udenfor ved vinduerne, når der var besøgstid. De var nødt til at råbe ind. Det var naturligvis bedst at ligge tættest ved vinduerne.
Jeg fik mellemørebetændelse og nyrebetændelse, jeg måtte ikke ligge hvor der var koldest eller i træk, så derfor skulle min tremmeseng stå i inderste hjørne af sygestuen, vi var 8 til 10 børn. Jeg kunne derfor ikke høre hvad mine forældre sagde, da de jo stod sammen med de andre besøgende. Det var mest min far der kom, han cyklede de ca. 10 km. En lidt større pige som lå ved vinduet var en slags tolk. Der lå jeg så i 7-8 uger, de andre lå ca. 4-5 uger inden de kom hjem.
Jeg kunne ikke komme hjem, da jeg havde nyrebetændelse. Jeg blev flyttet over på det ”store” sygehus. Jeg husker tydeligt, at en portør bar mig hele vejen udenom. Jeg var svøbt i et gråt tæppe med brune striber.
Det var en stor dag i 1942 da jeg blev overflyttet til det store sygehus.
Når der var luftalarm, kom sygeplejerskerne ind og skubbede alle sengene ud til væggen. Det vil altså sige, at jeg lå i det inderste hjørne, så alle sygesengene i den side blev skubbet ind mod min. Når så alarmen lød blev sengene spredt igen.
Jeg skulle ligge på en stor 8 sengs stue i det ene hjørne i en tremmeseng.
Der var ene voksne damer på stuen, de snakkede mest om sygdomme, de ville give mig pebernødder, det var 14 dage inden jul, jeg ville ikke have dem, jeg var flov og gemte mig under dynen. Om eftermiddagen kom min bror og mine forældre, det var jo en stor dag, da de endelig måtte komme ind og besøge mig. Jeg var meget genert og flov, jeg var også bange for, at de ikke skulle nå at komme ud, når sygeplejersken havde sagt ”besøgstid forbi”
Jeg fejrede juleaften på sygehuset, min seng blev kørt ud på gangen, hvor juletræet stod, denne aften eller hele julen. Jeg husker ikke den jul som noget særligt, heller ikke da jeg fyldte 6 år i februar. Jeg blev udskrevet i april måned, med den besked, at jeg ikke var blevet bedre, end da jeg kom, men måske kunne jeg gro fra det, hvilket jeg også gjorde.
Den dag jeg skulle hjem, kom min mor efter mig. Jeg havde ikke været af sengen i de 7 måneder, så da jeg kom ned på gulvet, dinglede jeg rundt som en fuld. Det var sikkert en stor dag. Vi gik ned til Rutebilstationen, derfra kørte vi ca. 8 km. Vi stod af ved købmanden, der stod min mors cykel med en pude bagpå bagebæreren. Så cyklede vi det sidste stykke hjem.
Jeg fik en god modtagelse, ikke mindst af min bror, som straks skulle vise mig vores kat, som havde små killinger.
Mine forældre havde redt op i en udtræksseng, for nu var jeg jo vant til at ligge for mig selv. Jeg kan ikke huske, at jeg følte mig alene, jeg var jo vant til at finde mig i det der nu bød sig, nu havde jeg jo dyrene. Mine forældre havde travlt ved landbruget.
Jeg havde mareridt hver nat på sygehuset. Hver nat lå der en skikkelse på gulvet ved siden af min seng, den var i hvid munkekittel med hætte, der gik i en spids. Når jeg satte mig op i sengen, kunne jeg se den lige så tydeligt. Når det var slemt, lod sygeplejersken lyset brænde over min seng, så dæmpede hun lyset fra den hvide kuppel med et viskestykke. Jeg har hele tiden tænkt på den hvide skikkelse, jeg kunne ikke lide når der lå noget hvidt tøj på gulvet, helt op til 50års alderen, hvor jeg gik til et selvudviklingskursus og fortalte det. Ja men, det var jo din skytsengel, var der en der udbrød, så har jeg tænkt, at det var jo sådan set godt hun lå der og passede på mig.
Den tid jeg lå på sygehuset, var der mange der havde ”fnat”, det lå de voksne damer og talte meget om, bl.a. hvem der var, det måtte jo nok ikke overgå det fine borgerskab. Dem der havde fnat blev lagt på badeværelset et døgn. Derefter kom de ind på stuen. Jeg har fået fortalt, at jeg lille pige også hørt hvad de snakkede om, så en dag da der blev en patient kørt ind på stuen udbrød jeg: Er det også en der har fnat? Det var en fin dame.
Der var ingen personale der kom og underholdt og læste for mig, jeg sad blot i sengen og legede og lyttede til de ældre. Afdelingssygeplejersken var sød, hun løftede mig op til sig hver dag. Min far havde inden sin egen fødselsdag, købt en urkæde til sig selv, som min mor så havde med til mig. Jeg skulle forære ham den i fødselsdagsgave. Jeg viste overlægen den en dag. Han spændte den på sit eget ur. Han gik så ud og kom så gående ind med åben kittel og viste hvor pæn den var, når den hang rundt på hans bryst, det glemmer jeg aldrig.
Jeg skulle drikke en stor kande vand når jeg skulle røntgenfotograferes, det blev jeg hver 14. dag, hvis jeg ikke drak det, truede de mig med at så tog de ”vandet” ligesom damerne lå og snakkede om gjorde så ondt. Jeg måtte ikke få salt, så jeg fik fiskeboller og kogte æg uden salt, jeg husker ikke lækker mad, det var streng diæt.
Jeg husker at jeg tog en teskefuld salt da jeg var kommet hjem.
Sygehuset var Brønderslev sygehus
Overlægen hed: Thorvald Pedersen
Oversygeplejersken hed: Frøken Jørgensen
Min barndoms jul
I min barndoms jul begyndte forberedelserne til julen allerede først i december. Der blev gjort rent, gulvene blev skurede og ferniserede.
Der blev bagt småkager og kogt klejner, de kunne jo holde sig i dåser. Dåserne blev forseglet med klæbebånd, så de ikke blev spist inden jul, vi havde da fået lov til at smage de grimme og lidt brændte småkager.
Der var ikke nogen der købte julekalender. Jeg fik med nød og næppe lov at få bagsiden af min mors og fars sølvbryllups telegrammer. (jeg var tre år, da de havde sølvbryllup). Så lavede jeg låger og tegnede nisser m.m. Den blev meget fin og hjemmelavet og gratis.
Min mor havde travlt med mange ting. Hun skyllede grønkål, som hun hentede på marken og kogte dem – det var traditionelt julemad. Dertil fik vi sul – ”Vendsysselske Grønlangkål”
Der blev slagtet en gris tæt op mod jul, og der skulle helst blive koldt i vejret, så kødstykkerne kunne blive afkølet, der var jo ingen køleskab dengang. Ude vendte vi en stor balje på hovedet, så kunne madvarerne holde sig under baljen.
Vores mor til den nærmeste by, gående eller cyklende – tog så med rutebilen til Brønderslev og købte julegaver, det var en stor dag, og spændende når hun kom hjem med alle pakkerne, der blev gemt godt væk, men hun havde vist også lidt julegodter – uhm.
Juleaften
Vi købte juletræet, der blev pyntet inde i soveværelset dagen før, så blev det båret ind i stuen, lige før vi skulle danse omkring det.
Vi skulle opholde os i køkkenet, så blev træet løftet ind i stuen, pakkerne blev lagt under træet og lysene blev tændt. Så måtte vi komme ind, det var et stort øjeblik. Vi dansede omkring træet med hinanden i hånden. Så blev pakkerne delt ud, der var ingen dyre eller mange gaver, men det var hyggeligt. Bores ældre søskende kom gerne hjem sammen med deres børn. Vi sang salmer og sange når vi dansede omkring træet.
Senere på aftenen fik vi altid konditorkager, vores mor havde slev bagt og fyldt dem med creme og flødeskum samt en gele´ klat – uhm.
Vores far gik en ekstra tur ud i kostalden og gav dyrene en ekstra godbid.
Vi havde hund og kat, de var i stuen sammen med os andre, de var jo en del af familien.
Både i dagene op til jul og i juledagene spillede vi ludo eller andre spil. De voksne spillede kort, også juledag, det var kedeligt at se og høre på. Vi måtte ikke lave håndarbejde, så som at strikke eller brodere – så sagde mange, at så fik man bulne fingre hele året.
Ænderne vi slagtede til jul!
Vi købte andeæg, så havde vi selv nogle høns, der kunne så være en af dem der gik rundt og gav skrukkelyde – Skruk – Skruk -Skruk den blev lagt i en rede som min mor lavede af noget halm, så skulle den ligge på 10-12 æg ca. 30 dage, så åbnede skallen sig og der kom søde små gule ællinger ud af dem. Hønen var så deres plejemor, hun troede jo at det var hendes egne.
De blev hvide da de blev store, de hvide var bedre end nogle grå ænder, for vores mor skulle bruge fjerene af dem til at fylde i dyne og puder.
Ællingerne havde et godt liv, de gik løs sammen med deres hønemor, hun kaldes en ”Skruk”, mens de var små, sov de under dens vinger og hun gik tur med dem, de fik malet korn blandet med vand. De fik en gammelstegegryde gravet ned i jorden, så kunne de svømme i den.
Når så efteråret kom og julen nærmede sig – blev de fanget – da var de blevet store og fede. Min far slagtede dem, så blev fjerene plukket af dem. Nabokonen og alle os hjalp, fjerene blev gemt til senere brug. Min mor syede selv dyner – med nogle af fjerene i. Nogle af fjerene blev foræret væk. Vi vidste godt hvad ællinger skulle bruges til, vi børn havde ondt af dem, men de havde et godt liv.
Grønkål
Der blev pløjet og harvet et lille stykke jord, og sået grønkålsfrø. Frøene blev købt i Brugsen, de små planter blev plejet med lugning og udtynding. Når de så var blevet til store frodige grønkålstoppe og julen nærmede sig og de skulle helst have en smule frostgrader på marken, vist nok for at småkravl kunne drysse af på marken, skulle de skæres af toppene og blev herefter kørt hjem i trillebør, hvorefter de skulle skylles i bryggerset og koges i en gruekedel. Gruekedlen var også den vi kogte vore hvide tøj i når der blev vasket storvask.
Når så kålene var møre, altså kogte, smagte vi på dem. De fik så lov at afkøle lidt hvorefter de blev krystet op og lavet i boller i hånden.
Vi fik grønkålsboller skåret lidt i stykker og varmet på stegepanden med fedt og fløde, salt og lidt sukker. Vi fik det kogte flæsk, samt syltede græskar eller rødbeder til plus sennep og rugbrød.
Grønkål var en del af vores mad hele julemåneden og alle juledagene. Det hørte julen til.
Grisen
Vi havde nogle grisesøer, som fik små grise. (grisenes mand kaldes en Orne) Den blev kørt rundt i en vogn eller bil – det var en mand der tjente penge på, at køre rundt til landmændene med disse Orner. Vi kaldte ham ”Ornemanden”. Så fik soen små grise når den havde været på besøg. De var så søde de små grise, de blev større, nogle blev fodret med god kost og når de så var vokset store, blev de sendt på slagteriet for at blive slagtet og kødet blev så solgt videre. De havde et godt liv ude i svinestaldene og det var det bl.a. at landmanden tjente penge på at fodre dem op til slagtning. Landmanden fik så en afregning fra slagteriet medens pengene blev afregnet til landmandmandens konto i et pengeinstitut. Der kunne de hæves når landmanden havde brug for dem.
Vi børn vidste godt, at når der blev lukket en hun gris ind i en sti for sig selv, så var vi godt klar over hvad den skulle bruges til. Den fik lidt ekstra god mad og madrester, den kunne blive lidt forkælet. Så en dag kom der en hjemmeslagter, mens vi var i skole. Da vi kom hjem, hang grisen i to halve, i bryggerset. Den så ren og pæn ud. Den blev herefter parteret da den var blevet afkølet, så henkogte vi og et stort kar som var halvt fyldt med groft salt, blev alt flæsket lagt deri, så kunne det holde sig i lang tid, lang tid. Hvis det blev for salt udvandede vi det, altså det blev lagt i noget vand et par dage. Den store skinke, altså bagenden, blev også saltet. Den kunne jo holde sig i lang tid, så skar vi af den efter behov, det var meget lækkert. Der blev kogt noget flæsk af det letsaltede til kålene, det kunne ligge under en balje til senere brug. Der blev hakket fars og fyldt i tarme, det blev til medisterpølse.
Denne fortælling er skrevet bl.a. til mine børnebørn for at de kan få en forståelse for, hvordan deres bedsteforældrede levede som børn.
