Forretninger, Håndværkere og liberale erhverv der er og har været i Vrensted, ca. 100 er beskrevet
Nøjagtigt tal kendes ikke, men tæt på 100 er nævnt nedenfor og ledsaget af billeder og fortælling om hver enkelt virksomhed.
Her kan man se vejnavne i Vrensted foto fra 2016:
Følgende forretninger og håndværkere m.m. har været drevet i Vrensted og opland.
===========================================================================
Åsendrup Skole eller Nordre Skole:
Vrenstedvej 297
Aasendrup Skole også kaldet Nordre skole er nedlagt i 1954. Anvendes nu som bolig.
I Aasendrup var der et selvstændigt ejerlav, også med egen fast skole fra omkring 1800-tallet. Nogen skolebygning var der dog næppe tale om. Der var opført en lille hytte til bopæl og ophold for skoleholderen. Skolen har antagelig været en såkaldt omgangsskole, hvor læreren gik rundt til beboerne for at undervise børnene i hjemmene. Samtidig fik læreren så kosten som en ikke uvæsentlig del af den beskedne løn. Selv om det jo nok ikke er helt de samme bygninger, så står skolen der endnu, dels med beboelse, dels med skolestue, der dog nu er indrettet til andet formål.
Aasendrup skole bestod som sådan indtil 1. april 1954. Lærer C.M. Pedersen havde taget sin afsked året før, og det sidste år undervistes der ved vikar. Da overflyttedes børnene til Vrensted byskole, som derved samtidig omdannedes til 5-klasset skole, og det var dengang første klasse blev undervist i præstegårdens konfirmandstue.
================================================================================
Autogården og Vrensted Foderstofforretning:
Vrenstedvej 461
Vrensted Foderstofforretning blev etableret i 1960.
Vrensted Brugsforening afhændede sin foderstofdel. Den tidligere uddeler i Vrensted Brugsforening, Poul Kjeldsen blev ny chef her. Han kom til Vrensted brugs i 1934.
Siden er Vrensted Foderstofforretning med nyt navn Vraa Andel, Vrensted Afdeling blevetnedlagt.
Bygninger er solgt til Autogården, Vrensted i juni 1993.
Autogården, Vrensted.
Den store røde lagerbygning som er den sidste bygning man kører forbi, når man kører ud af Vrensted by mod Løkken/Børglum Kloster, husede i mange år Vrensted Andels Foderstofforretning. Denne virksomhed var for mange år siden blevet udskildt fra Vrensted Brugsforening hvor man i tidernes morgen udover med kolonialvarer også handlede med foderstoffer, gødning og iøvrigt med de forskellige varer landmændene skulle bruge.
Udviklingen gik fortsat stærk. Tiderne forandrede sig. Konkurrencen blev størrer. Alt skulle være større enheder og det blev så vedtaget efter mange års virke, at sælge/overdrage Vrensted Foderstofforretning til den store virksomhed Vraa Andel i Vraa. I 1983 blev Vrensted Foderstofforretning så overtaget af Vraa Andel som i en kort periode videreførte afdelingen i Vrensted som lager.
Pr. 12.06.1993 sælges ejendommen på Vrenstedvej 461 til mekaniker Svend Andersen, Stationsvej 23, Vrensted, hvorfra han driver et autoværksted og salg af brugte biler.
Svend Andersen der er specialist i Volvo biler etablerer og indretter sig i de gamle lagerlokaler under navnet Autogården, Vrensted, med et stort lager med Volvo reservedele og en mindre udstilling af brugte Volvo biler.
Her i 2019 driver Svend og Trine Andersen både Autogården v/ mekaniker Svend Andersen, på Vrenstedvej 461, og også med værksted på Stationsvej 23a og 23b i Vrensted.
================================================================================
Købmand:
Vrenstedvej 462
Træskoforretning v/ Jens Wittrup, Købmandsforretning v/ Martin Jensen, forretningen er nu lukket og indrettet til bolig
Martins købmandshandel i Mejeribyen
Brødudsalg og murermester:
Vrenstedvej 463:
Is- og brødudsalg. Murerforretning v/ murermester Charles Andersen. Huset er nu nedrevet.
================================================================================
Købmand og Brugsforening:
Vrenstedvej 464 opr. købmandsforretning v/ Søren Kragbak- lukket.
Vrenstedvej 464 Vrensted Brugsforening.
Etabl. i 1932 og nedlagt i 1983.Bygninger blev solgt og omdannet til Købmandsforretning. Da denne forretning lukkede efter kort tid, solgtes lokalerne til Hobbygården v/ Doris og Bjarne Svenningsen. Der drives ikke længere forretning fra ejendommen.
Efter godt 50 års virke i Vrensted, blev det på en generalforsamling i 1983 besluttet, at Vrensted Brugsforening skulle lukkes.
Den var i en lang periode den største forretning i Vrensted.
Den oprindelige ejendom med Vrensted Brugsforening, var blevet opført i 1915 og blev dengang drevet som købmandsforretning.
I 1932 gik så nogle mennesker, fortrinsvis gårdejere, sammen om at etablere Vrensted Brugsforening, som en andelsejet forretning, som så overtog de bestående bygninger og drev forretningen videre derfra.
Ejendommen blev senere ombygget til 2 etager med lagerfaciliteter m.m.
Den blev gennem mange år drevet som en almindelige kolonialforretning, men handlede desuden også med korn, foderstoffer og brændsel.
På et tidspunkt i 1970 erne, blev korn og foderstofdelen solgt fra og der blev etableret en ny andelsejet Vrensted Foderstofforretning og opført nye bygninger dertil, mellem Tilsiggaard og Forsamlingshuset. (Har lige været omtalt).
Som tiden gik blev der mindre handel i Brugsforeningen, kunderne forsvandt til de store supermarkeder som begyndte at skyde op i de større byer så i 1983 besluttede andelshaverne at nedlægge Brugsforeningen pr. 31.12.1983.
Brugsforeningens bestyrelse afsluttede efterfølgende sit arbejde med at sælge ejendommen til videredrift som købmandsforretning. Det betød samtidig, at registrerede medlemmer så kunne få deres indestående i Brugsen udbetalt.
Købmandsforretningen havde dog kun en kort levetid og måtte lukke.
I dag er den gamle brugsforening indrettet med lejligheder m.m.
================================================================================
Forsamlingshus:
Vrenstedvej 465:
Vrensted Forsamlingshus
opført i 1935 og tilbygget i 1978. Husflidsskole i forbindelse med lejlighed på 1. sal. Forsamlingshuset solgt og flyttet til Byens Hus i 2018. I 2019 er der nu indrettet en fin Antikvitetsforretning i det gamle Forsamlingshus.
VRENSTED FORSAMLINGSHUS
Vrensted sogn fik sit første forsamlingshus i 1895. Det blev opført i den nordlige del af Vrensted By, kaldet ”Mejeribyen”. Det opførtes på et areal over for Vrensted Mejeri ”Lykkens Prøve” og det har ligget der lige siden. Det gamle blev revet ned i 1935 og der genopførtes et helt nyt og tidssvarende forsamlingshus på samme grund hvor det gamle var blevet nedrevet. Det var murermester Charles Andersen, Vrensted, der forestod byggeriet.
Det flotte nye forsamlingshus fra 1935, opførtes med lille sal og stor sal med scene. På 1. sal lejlighed til værtsparret.
I 1978 blev forsamlingshuset udvidet med en ny tilbygning.
Nedenfor billede af det store Vrensted forsamlingshus, som det ser ud i 2017.
Bestyrere eller værter som de blev kaldt, i det nye forsamlingshus fra 1935, hvor der var en lejlighed på første sal til værtsparret, har været følgende:
fra 1935 til 1945, Mary og Reinholdt Nielsen (vognmand)
fra 1945 til først i 50erne Ingeborg og Svend Christoffersen (landpost)
i 50erne Valborg og Aage Kristiansen (rutebilejer)
i 60erne Johanne og Vilhelm Andersen (pedel på skolen i 70erne)
i 70erne Åse og Kaj Svenningsen indtil 16.10 1976
i 1976/1977 Grethe og Poul Erik Ulrick
Fra 1977 har der ikke været flere værter/bestyrer. Arbejdet er blevet udført ved frivillig arbejdskraft.
Ved udlejning har man selv medbragt kogekone og rengøringshjælp.
Det var foregangsmænd i Vrensted, der tog initiativ til et samlingssted for beboerne i Vrensted Sogn. Et hus som kunne bruges til mange formål og som gennem årene har været meget brugt af Vrensteds befolkning og forskellige foreninger til fester, møder m.m.
Huset er blevet meget brugt af private, der lejede sig ind til forskellige ting. Det være sig bryllup, sølvbryllup, guldbryllup, fødselsdage og meget mere. Man kunne medbringe egen kogekone til madlavningen.
Da spillefilm kom frem, kom der ofte tilrejsende med filmapparat og lejede sig ind for forevisning af biograffilm for sognets beboere. Der blev afholdt danseskole for sognets børn. Der var udstillinger, foredragsaftener i foreningsregi, der blev afholdt aftenskole og meget mere.
Den store sal var oprindelig indrettet med ribber i den ene side, så der også kunne lave gymnastik. Der var ingen gymnastiksal i den gamle skolen på det tidspunkt.Der blev så trænet og afholdt en årlig gymnastikopvisning.
Vrensted havde bl.a. 2 foreninger for ungdommen. Det var Vrensted Idrætsforening og Vrensted Ungdomsforening hvor der var megen aktivitet. Idrætslige og kulturelle.
I 1960erne og 1970erne var der megen ungdom på landet. Der var mange medhjælpere på landet og det var også almindeligt med piger til hjælp i husholdningen, og det sammen med folks egne unge mennesker gjorde, at der var mange aktiviteter i de små bysamfund.
Baller for ungdommen havde en storhedstid på det tidspunkt. Det kom på mode, at ballerne startede kl. 22 og sluttede kl. 03,00. Så blev der spillet op til dans af forskellige orkestre og der blev danset på livet løs indtil slut. Mange venskaber og efterfølgende ægteskaber er blevet etableret på denne måde.
De senere år har forsamlingshuset ved hjælp af frivillige, selv afholdt ugentlige bankospil, hvortil der kommer mennesker fra hele Vendsyssel. På den måde har det været muligt at skabe indtægter til forsamlingshusets drift, der sammen med den almindelig udlejning til forskellige arrangementer har kunnet få driften til at løbe rundt.
Siden Vrensted Lokalhistoriske Arkiv blev etableret, har det holdt til i den gamle ”lille sal” i Forsamlingshuset.
Forsamlingshuset er nu flyttet til ”Byens Hus”. Den nedlagte Vrensted skole er blevet indrettet til et borgerhus til samtlige byens foreninger, hvor alle aktiviter i fremtiden kan foregå.
Forsamlingshusets bestyrelse har på en generalforsamling fået vedtaget, at det gamle forsamlingshus blev solgt og det er blevet solgt til Ingstrup Antik som har indrettet det til antikvitetsforretning.
==============================================================================
Tømrerforretning:
Vrenstedvej 466:
Tømrer og -Maskinsnedkeri v/ Christian Roden, Morten Roden, Bjarne Svenningsen. Der drives stadig en tømrervirksomhed fra ejendommen.
Vrenstedvej 466, Vrensted – Tømrervirksomhed
Chr. Roden, uddannede sig i tømrerfaget og allerede i 1913 etablerede han sig i Vrensted som tømrermester, hvor han havde virksomhed helt til 1947, da en søn Morten Roden overtog virksomheden. De var dygtige håndværkere og manglede sjældent arbejde. De var med til at bygge adskillig af de huse og ejendomme der er opført i Vrensted og omegn.
Morten Roden drev dygtigt virksomheden indtil 1979 hvor hans svend, Bjarne Svenningsen, overtog virksomheden. Bjarne havde stået i lære hos Morten Roden. Fremgangen for virksomheden fortsatte med Bjarne ved roret. I 1988 blev der pladsmangel og virksomheden måtte udvides med et nyt værksted således at der kunne rådes over 220 m2 værksted incl. Kontor, lager og mandskabsrum. Bjarne drev virksomheden indtil 2015.
Der drives fortsat tømrervirksomhed fra adressen nu af Lars Nielsen Tømrer-snedker ApS.
================================================================================
Mejeri:
foto 1946-52
Vrenstedvej 467:
Vrensted Andelsmejeri “Lykkens Prøve” opført 1915, Bestyrer: Hansen og Chr. Baand. Mejeriet var aktivt i 50 år inden det lukkede og der drives nu en Erhversvirksomhed fra ejendommen.
================================================================================
Håndkøbsudsalg:
Vrenstedvej 473:
fhv. tømrermester Chr. Roden og Kristine Roden–Håndkøbsudsalg for Løkken Apotek. Anvendes i dag kun som bolig.
Han fik han overdraget adskillige tillidsposter og var bl.a. formand for Vrensted Sogns sygekasse og fra 1937 til 1967 var han formand for Almindelig Brand landbrugsforsikringer og fra 1937 til 1971 for Hjørring Amts Kær Herreders Brandforsikring. Chr. Roden opførte ved salget af sin tømrerforretning til sønnen Morten, et nyt hus på den modsatte side af vejen og havde der Apoteksudsalg fra Løkken Apotek i mange år.
Her var det så muligt for Vrensted boerne af hente bestilt medicin og købe forskelligt håndkøbsmedicin.
I stuen stod et stort mørkt skab med glasdøre i, hvor medicinen var låst inde.
================================================================================
Vognmandsforretning:
Vrenstedvej 474:
vognmand Henry Nielsen og senere sønnen Frank Nielsen
Til ejendommen var der et tilhørende garageanlæg.
Der drives ikke længere erhverv fra ejendommen.
Henry Nielsen drev en almindelig vognmandsforretning, med kørsel med alt fra sand, grus, foderstoffer m.m. Desuden kørte han med Kommunes sneplov. I perioder havde han 2 lastbiler og en chauffør. Henry kom fra en vognmandsfamilie i Stenum hvor faderen og broderen drev vognmandsforretning. Sjovt nok blev Henry gift med vognmand Reinholdt Nielsens søster, Stinne. Hos Henry var Thyge Jensen og Herman Nielsen, Vrensted ansat om chauffører gennem en del år.
Sønnen Frank Nielsen overtog forretningen efter faderen og drev den indtil kort før sin død i 2008 hovedsageligt med renovationskørsel.
================================================================================
Smedeværksted:
Vrenstedvej 475:
Her har bl.a. været drevet Smedeværksted v/ smed N.C. Christensen, der i annonce har anbefalet sig med alt til faget henhørende. Desuden sælger han nye vogne og avlsredskaber samt landbrugsmaskiner. Ligeledes udføres alt pumpe og rørledningsarbejde.
Fra ejendommen har der også engang været drevet et brødudsalg og endvidere har der fra ejendommen også været drevet Cykelhandel v/ Henry Christensen.
Nord for beboelsen ligger det tidligere smedeværksted. Husker ikke at der har været drevet erhverv fra ejendommen efter 1960 erne.
Ejendommen anvendes i dag alene til bolig .
============================================================================
Skrædderforretning og El-installatørforretning:
Vrenstedvej 477:
Fra denne ejendom har der i tidens løb været drevet forskellige erhverv.
Skrædderforretning v/ N.J. Nielsen og senere v/ Jens Møller. Husker skrædder Møller sad på arbejdsbordet og syede med benene over kors og der i forretning hang en masse tøj på store bøjlestativer. Desuden var der en speciel lugt i rummet som stammede fra det varme dampstrygejern.
Jeg husker skrædder Møller ude i mejeribyen. Her fik vi syet og omforandret tøj og min far delte avisen Information med ham. Den hentede jeg mange gange om eftermiddagen.
Midt i 1950erne etableredes i ejendommen en EL-forretning v/ Knud Erik Jensen, som efter en årrække solgte til el-installatør Viggo Pedersen og juni 1971 blev forretningen overtaget af Lewis A. Sloth, Løkken og flyttet til Løkken.
Under VM i fodbold i Sverige i 1958, blev der stillet et stort fjernsyn op i forretningsvinduet, så vi børn kunne følge fodboldkampene. Et stort tilløbsstykke.
Vrensted Elforretning var efter datidens forhold en stor forretning, med op til syv personer ansat. Ud over almindelig installationsarbejde, havde man også arbejdet ved alle de omkringliggende transformatorforeninger .
I 2019 anvendes ejendommen til bolig og i de gamle forretningslokaler og værksted, her drives nu en lille loppeforretning .
==================================================================================
Frysehuset:
Vrenstedvej 480:
Det oprindelige lille røde hus var påført med fine sølvbogstaver “Vrensted Andelsfrysehus” blev opført i 1949, var oprindelig et andelsejet frysehus, hvor andelshaverne lejede bokse, hvori de kunne have deres kød fra slagtede dyr og grøntsager liggende. Huset blev sidst :bestyret af Else Nielsen der boede i det stor gulstens hus lige ved siden af, nord for hendes eget hus. Der var en ugentlig åbningstid hvor Else modtog pakker og udleverede frysepakker. Husker hun havde store vanter, frakke og hue på, idet der jo var rigtig koldt i fryseskabene og boksen.
Det lille rødstens andels frysehus blev senere ombygget og udvidet og lavet til beboelse som på foto. Desværre mangler der et billede af det oprindelige frysehus.
================================================================================
Postekspedition:
Vrenstedvej 482:
Tidligere forpagter af Ll. Knudsgaard, Sognefoged Søren Nielsen og Marie Nielsen opførte i 1950 ny villa. Herfra udøvede Søren Nielsen sine tillidsposter. I 1925 blev han indvalgt i sognerådet hvor han havde sæde uafbrudt i 29 år. I 1920 valgtes han til kasserer i Vrensted sygekasse som han bestred i 39 år. I 1929 var han blevet udnævnt til sognefoged hvilken post han bestred indtil sin død 80 år gammel i 1961.
Senere var der fra adressen Brevsamlingssted/Posthus v/ Else Nielsen indtil 1986.
Else var en flittig og dygtig kvinde og havde i årenes løb forskelligt arbejde. Hun var gennem mange år opkræver for Vrensted Transformatorforening. Hun blev bestyrer af Vrensted Frysehus indtil det lukkede og da jernbanen mellem Hjørring og Aabybro med stationen i Vrensted lukkede i 1963, indrettede hun en stue i sin bolig midt i Vrensted, ved siden af det gamle frysehus og Vrensted Brevsamlingssted blev etableret. Det havde Else indtil hun blev 70 år i 1986, som er pensionsalder for tjenestemænd. Brevsamlingsstedet blev flyttet til andre lokaler men er senere blevet nedlagt.
Else har i tidens løb haft forskellige kaldenavne: Lys Else, fryse Else og til sidst post Else.
Huset anvendes i 2019 til bolig og et lille galleri.
================================================================================
Murermester:
Vrenstedvej 484:
Murerforretning v/murermester Svend Nielsen som senere flyttede til ny bolig på Anders Olesensvej 3.
Ejendommen anvendes i 2019 alene til bolig.
Faderen, murermester Christian Nielsen startede opr. på Vingevej fra sin ejendom der.
Murermester Christian Nielsen var født og opvokset i Vrensted på Nørkær. Faderen var også murer. Chr. Nielsen etablerede sig som selvstændig murermester i 1927. Utallige er de arbejder som Chr. Nielsen har været med i. Sammen med Charles Andersen havde han murerarbejdet på Vrensted Alderdomshjem og Vrensted Skole i 1959 da de blev opført. Desuden arbejder på Vrensted kirke, landbrugsejendomme og huse i Vrensted og omegn. I 1960 gik han i kompagni med sin søn Svend Nielsen og otte år senere overtog Svend Nielsen forretningen. Chr. Nielsen fortsatte med at arbejde en tid herefter. Han tog sig af småreparationer og mindre arbejder indtil han blev 80 år. Da byggeriet var på sit højeste havde han mellem 15 og 20 mand i sving.
Murermester Svend Nielsen som jf. ovenfor tog over efter sin far, fortsatte med at have mange arbejder inden for parcelhusbyggeri og landbrugsbyggeri og fortsatte med den store mandskabsstyrke. Efter en brand på gården Haugaard, opførte han der, de nye stalde og lade. Byggeboomet satte ind i 1960erne så der var nok at lave. Svend Nielsen havde en stor del af nybyggeriet, ombygninger og reparationer i Vrensted og omegn. Ved sin pensionering lukke han forretningen.
================================================================================
Karetmager og tømrerforretning:
Vrenstedvej 487 A:
Karetmagervirksomhed v/ karetmager Willy Kristensen, senere tømrerforretning v/ Elmer Kristensen.
Ejendommen anvendes nu alene til bolig.
Karetmager og snedkermester Villy Christensen, drev forretning i mange år, bl.a. med fremstilling af smørdritler til mejeriet og fremstilling af vognhjul m.m. Senere da tiden løb fra at fremstille de forskellige varer, blev forretningen efterhånder til en alm. tømrer forretning med en stor kundekreds. Ved sin pensionering overtog sønnen Elmer Christensen forretningen som han drev i en årrække.
Villy Christensen opførte også naboejendommen Vrenstedve487 B hvorfra han i en del år solgte brugte møbler som han købte i Aalborg. Senere blev ejendommen ombygget og udlejet til andet formål. bl.a. damefrisør salon, og cykelhandel med reparationsværksted.
Snedker/tømrer forretningen er nu lukket ned.
================================================================================
Cykelværksted m/ forretning og Damefrisørsalon:
Vrenstedvej 487 B:
Cykelhandel og benzinstation v/cykelhandler A.C. Christensen, Damefrisørsalon v/ Lisbeth Andersen, taxaforretning Vrensted Taxa v/ Kaj Andersen alle fra lejede lokaler.
I 2019 anvendes ejendommen til bolig.
Cykelhandler A.C.Christensen og hustruen Gerda kom til Vrensted engang i 1950 erne og etablerede en cykelforretning fra lejede lokaler indrettet med forretningsmoralen med udstilling og reparationsværksted bag ved forretningslokalet. Her fik man sin cykel ordnet og senere kom der knallerter til. Der var indrettet lejlighed oven på forretningen på 1. sal. I en periode var der også salg af benzin fra benzintanken, der var placeret lige udenfor forretningen. Senere da lokalerne blev for små flyttede de til en nyopført ejendom længere mod syd i byen.
Lokalerne blev herefter indrettet til damefrisør salon, hvor Lisbeth Andersen etablerede sig og drev forretning i en årrække. Ægtefællen Kaj drev taxaforretning fra adressen med Vrensted Taxa indtil damefrisørsalonen lukkede og de flyttede til ny bolig i 1971 på Kirkemarksvej, hvor både damefrisørsalon og taxaforretning fortsatte.
================================================================================
Skomagerværksted:
Vrenstedvej 489:
Her har det for mange år siden været drevet et Skomagerværksted v/ ? Pedersen. Værkstedet lå i baghuset. Over døren til boligen ved Vrenstedvej var der opsat skilt hvorpå der stod “Skomager”
I 2019 anvendelse alene som bolig.
==========================================
Systue:
Vrenstedvej 486
Systue v/Helga Mikkelsen desuden drev samleveren Dusinus Christiansen en skrothandel fra ejendommen.
Helga Mikkelsen mistede tidligt sin mand, der drev en cykelforretning på Trehjørnet. Hun flyttede efter ægtefællens død i nyopført hus på nævnte adresse. I systuen syede Helga og lavede omforandringer for folk i by og på land gennem mange år og Dusinus kørte rundt med sin lastbil og samlede skrot på virksomheder og gårde.
Ejendommen anvendes nu alene til bolig.
==========================================
Møbelsnedker:
Vrenstedvej 491:
Møbelsnedkeri v/ Oluf Jensen.
I 2019 anvendes ejendommen alene som bolig.
Oluf Jensen blev født i Vrensted Byskole i 1904 søn af lærer Anton Jensen. Som dreng kom han tidligt ud at tjene som hyrdedreng. Den 1. februar 1921 kom han i lære som møbelsnedker i Hjørring. Han fik svendebrev den 1. februar 1926 med følgende anbefaling ”Jeg kan anbefale ham som en dygtig og pålidelig snedker, såvel til poleret som alt andet møbelsnedker arbejde”. I efteråret 1930 begyndte han på Kunsthåndværkerskolen i København. Tiden på Kunsthåndværkerskolen gav ham stor inspiration og lærdom, som skulle blive ham til gavn senere hen i livet, både som håndværker og kunstner.
I 1935 opførte han værksted i Vrensted på en nyindkøbt grund og i 1938 opførtes beboelsen. Værksted og beboelsen blev rammen om Oluf Jensen virke resten af hans liv.
Oluf Jensen blev efterhånden en kendt kunstner og møbelsnedker. Han boede i det lille hus med udstilling og bagved værksted på “Hovedgaden” mellem Trehjørnet og forsamlingshuset i Vrensted. Han lavede fine møbler, både på bestilling og til salg. Han restaurerede møbler for museer og begyndte senere at lave skulpturer og var med på flere store udstillinger i Danmark. Herunder Vraa udstillingen som fast medlem.
================================================================================
Malermester med værksted:
Vrenstedvej 492:
Malerfirma v/ Poul Jensen. Maler Pouls hus med værksted forneden og beboelse på 1. sal.
I 2019 anvendes ejendommen alene som bolig.
Malermester Poul Jensen boede i et lille nybygget hus fra opført i 1942. Han var ugift og boede alene i huset, hvor der var værksted nedenunder og bolig på 1. sal. I mange år kørte han rundt i en meget lille varevogn med plads til sit grej. Maler Poul havde et stift ben. Det var et noget specielt syn når man så ham gående. Vi børn syntes det så sjovt ud når han gik der med strakt/stift ben. Poul Jensen kom vidt omkring, så det stive ben forhindrede ham ikke i at udføre sit arbejde. Selv på malerstigen gik det fint med at komme op. Han havde arbejder i Vrensted og omegns kommunerne og blev benyttet af rigtig mange, når der skulle friskes op med nyt tapet eller maling af boligen.
================================================================================
Frisør salon og gartnerforretning:
Vrenstedvej 493:
========================================
Vognmandsforretning:
Vrenstedvej 494:
Herfra er der gennem en lang årrække drevet Vognmandsforretning med 2 lastbiler og Lillebil (Taxa) v/ Mary og Reinholdt Nielsen.
Reinholdt Nielsen stammede fra en ejendom i Åsendrup vest for gården Bagterp. Han havde tjent ved landbruget. I 1935 da Vrensted Forsamlingshus stod færdigt, blev han og ægtefællen Mary, dets første bestyrerpar. Reinholdt etablerede sig med en lastbil og drev sin forretning med alt forefaldende kørsel. Efter 10 år som bestyrerpar i Forsamlingshuset, købte Reinholdt og Mary en bestående vognmandsforretning midt i Vrensted by af vognmand Peter Christensen, som havde bygget det fine hus og garageanlæg. Herfra drev han i mange år sin forretning senere med 2 lastbiler. Han kørte bl.a. med kreaturer til auktion og slagteri, ligesom han transporterede landmændenes svin til Brønderslev slagteri. På et tidspunkt etablerede han også taxaforretning med byens flotteste personbil en Vauxhall. Da taxaforretningen blev startet op, tog Mary kørekort og begyndte at køre taxa bilen.
Forretningen blev overtaget af vognmand Jørgen Andersen, Børglum og flyttet dertil da den blev sat til salg.
I 2019 anvendes alene som bolig.
=========================================
Brødudsalg:
Vrenstedvej 495:
Fra ejendommen har der i en periode i 1950 erne været drevet et brødudsalg v/ Dagny Krag i den bygning som nu er indrettet som garage, med brød leveret fra en bager udenfor Vrensted. Det var en konkurrent til Bager Bedholm. Det lille Brødudsalg var åbent indtil Dagny gik på pension og Bager Bedholms forretning overlevede indtil videre… Dagny var gift med Vrensteds Vejmand Ejnar Kragh som omtales nedenfor i nekrolog.
Ejnar Kragh døde i 1969
I 2019 anvendes ejendommen alene som bolig.
=========================================
Cykelhandel og Autoværksted med benzintank:
Vrenstedvej 496:
Cykelhandel, Autoværksted og benzintank (BP, Uno-X) v/ cykelhandler A.C. Christensen.
Christian Christen etablerede sig i Vrensted først med cykelhandel og cykelværksted i lejede lokaler som omtalt tidligere, hos karetmager Villy Christensen i en af ham ejet ejendom. Efterhånden som der kom flere knallerter og biler som Chr. Christensen skulle reparere, blev pladsen for trang og han og Gerda besluttede sig for omkring først i 1960erne at bygge nyt parcelhus og forretningslokaler med cykelværksted og autoværksted med to porte, således at han kunne stå indendørs med de efterhånden mange biler han skulle servicere og reparere. Tidligere måtte han stå udendørs hvilket ikke var optimalt for en mekaniker. Samtid var der blevet arbejde også til en mekanikersvend. Han drev værkstedet og benzintankene gennem en lang årrække og havde trofaste kunder.
I 1997 lukkede Christensen både værksted og benzintank og ejendommen blev solgt.
I dag benyttes ejendommen alene til bolig og værkstedet til privat formål.
.=========================================
Bolig for tidligere smedemester m/værksted i kælderen
Vrenstedvej 500
Til ovennævnte parcelhus flyttede smedemester Søren Nielsen, Vingevej 5 i 1956 som han havde ladet opføre. Han havde dog stadg nok at tage vare på. Han var en ivrig havemand.
================================================================================
Slagter, cykelhandel, blomsterforretning, Brødudsalg, Sparekasse:
Vrenstedvej 502:
=======================================
Herrefrisør Salon og Iskiosk:
Vrenstedvej 507,
I 1948 fik Vrensted en ny herrefrisør, Vilhelm Romedahl, som stammede fra Løkken. I 1942 blev han gift med Kirsten fra Brønderslev. De slog sig ned i Saltum, hvor de købte barberforretning. I 1948 byggede de hus med forretning i Vrensted, ved Trehjørnet et rødstens hus med fuld kælder i bungalow stil og med flot sort tag og her havde de deres virke. Desuden blev opført en flot lyseblå iskiosk, som Kirsten og senere børnene passede i ca. 20 år en kiosk, der stod ved siden af forretningen I ca. 10 år var Kirsten også nattevagt på Vrensted Alderdomshjem. Desuden passede hun hus og hjem og hjalp ofte til i for -retningen. Begge var hjælpsomme og venlige overfor folk.
I salonen blev der udvekslet nyheder og historier. Men efter at den anden herrefrisør i Vrensted lukkede, var det her, Vrensted boerne hovedsageligt blev barberet, klippet og købe ting og sager. Iskiosken lukkede noget tidligere. Frisørsalonen er for længst blevet lukket, det skete i 1980erne.
Husker, at man mange gange om lørdagen sad og ventede i flere timer på at blive klippet, fordi vi skulle være flotte til aftenens lørdagsballer i Vrensted og omegn. Romedahl lukkede ikke før alle mand var klippet og gjort i stand. Han havde en god hjælp i hustruen Kirsten, der på de travle tidspunkter gik til hånde.
Huset står stadig pænt og knejser, sammen med de iøvrigt andre pæne ejendomme omkring Trehjørnet, som er den stor to etagers ejendom overfor, samt Lægehuset og de to doner huse som Sagfører Olesen lod opføre omkring 1914, alle i gule mursten.
Om sommeren blev Iskiosken og området ved frisørsalonen, byens samlingsted for de unge i Vrensted, gennem mange år.
Rutebilen holdt altid ved Trehjørnet når den kom fra Brønderslev eller fra Løkken så folk kunne stige af og på.
====================================================
VVS forretning og bilhandel:
Anders Olesensvej 6
Bjarne Mikkelsen der var fra Vrensted og blevt udlært inden for smede- og VVS faget hos smedemester Peer Hvarregaard, på Vingevej. Han etablerede sig sidst i 1960erne med sit eget firma som VVS-installatør ved sit nybyggede hus på Anders Olesensvej 6. Herfra drev han i en del år sin forretning sammen med hustruen Lis og de havde nok at lave, da der i 1960 og 1970erne, var det stor byggeboom. Senere slog Bjarne sig ind på brugtbils handel fra samme adressse. Efterhånden blev der mere og mere handel og pladsen blev for trang, og da Løkken-Vraa Kommune ikke ville give tilladelse til at Bjarne måtte etablere virksomhed på en ejendom han havde købt, endte det med at huset blev solgt og Lis og Bjarne købte et hus med en stor udstillingshal i Saltum hvorfra Lis og Bjarne i en del år drev sin bilforretning.
===============================================================================
Minkfarm:
Bystien 6, Nyhavn
Her har været drevet Minkfarm og Pelseri med bestyrer Kristian Nielsen.
Minkfarmen blev nedlagt for en del år siden.
Ejendommen anvendes nu alene som bolig.
==========================================
Landbrug og Tømrerforretning:
Vingevej 3: her lå opr. Vrensted Vandværk:
Vrensted Vandværk, den lille bygning i midten nederst, senere indrettet til beboelse, ejendommen er nu nedrevet og vandværket er flyttet til Ingstrupvej.
==========================================
Vrensted Bibliotek og Lillebilforretning:
Vingevej 4:
Indeholdt Vrensted Sognebibliotek og
bolig for Jens Madsen som drev Taxaforretning.
Sagfører Anders Olesen, Vodskov, der stammede fra Vrensted opførte flere ejendomme i Vrensted omkring 1910 til 1920 bl.a. “Thøgerstedet” i 1916 på Vingevej 4. Ejendommen var forpagtet ud, men i den vestre ende af stuehuset blev der i 1930 indrettet to stuer til Vrensted sognebibliotek og sagfører Olesens arvinger skænkede ca. 2000 bind, flotte indbundne bøger med signatur AO med guldtryk og alle læderindbundet, af Olesens private bogsamling, samt stillede lokale til rådighed for Biblioteket.
I sommeren 1936 skænkede sagførerens arvinger Biblioteket med bøger og inventar til Vrensted Sogn, som Selvejende Sognebibliotek med tinglyst ret til gratis lokale i to stuer i “Thøgerstedet” i Vrensted. Biblioteket blev gennem årene flittigt benyttet af Vrensted boerne.
I mange år skiftedes gårdejer Arnold Michaelsen og provst Aage Stevns til at være bibliotekarer. I 1944 blev lærer Elith Madsen ansat som førstelærer ved Vrensted Byskole og samtidig blev han ansat som bibliotekar ved Vrensted Sognebibliotek. Ved den nye skoles start i 1959 flyttede biblioteket til nye lokaler der. Biblioteket er senere blevet nedlagt og der kommer nu bogbus til Vrensted.
I den østligste del af huset boede taxa-vognmand Jens Madsen med sin familie.
Også dette hus står som oprindelig, flot og vedligeholdt 2019 og er tidligere blevet solgt til privat beboelse..
==========================================
Smede- og VVS-forretning:
Vingevej 5:
I 1934 byggede smedemester Søren Nielsen nyt hus og smedeværksted på Vingevej 5.
Han havde tidligere haft smedeværksted på Vingevej 20.
Han drev sin smedeforretning der, indtil helbredet begyndte at skrante og solgte forretningen i 1954 til smed Jens Willumsen, men måtte kort tid efter tage den tilbage. I 1955 fik han igen solgt og flyttede i lejlighed hos frisør Magda i Vrensted by, indtil et nyopført hus kaldet “Smedely” på Vrenstedvej 500 blev færdigt i 1956.
Efterfølgende har smedemestrene, Peer Hvarregaard, Brdr. Mortensen og Oluf B. Nielsen drevet virksomheden som en alsidig VVS- og smedeforretning
Virksomheden er lukket ved Oluf B. Nielsens pensionering og ejendommen anvendes nu alene som bolig.
==========================================
Telefoncentral:
Vingevej 6:
Telefoncentral v/ Marinus Jensen senere ved Inger Nielsen.
Telefoncentralen blev nedlagt i 1972
Ejendommen anvendes nu alene som bolig
==========================================
Murermesterforretning:
Vingevej 11:
Murerforretning v/ Murermester Christian Nielsen
Min fars murerforretning fortalt af sønnen Leo årg. 1936.:
Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.
Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning i 1927, samtidig han blev gift med min mor Else, og de flyttede i det nyopførte hus på Vingevej 11.
Opstarten var vel næsten samtidig med murermester Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.
Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.
Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måse fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.
Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.
Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.
Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.
Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.
Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.
I 1960 gik far i kompagni med min bror Svend som overtog forretningen 8 år senere.
Ejendommen anvendes nu alene som bolig.
==========================================
Vrensted Mælkemand:
Vingevej 14:
Landmand og Mælkemand Ejler Kjær drev en mindre landejendom. Desuden havde han en daglig mælketur for Vrensted Mejeri, som han kørte i Vrensted by og Nyhavn. Han solgte fra sin mælkevogn, mælk, fløde, ost og smør. Kunderne kom ud til mælkevognen når han ringede med sin klokke. De kom så med deres flasker eller kander, hvori mælken så hældtes i. Ejler Kjær er på billedet i Nyhavn, på sin mælketur rundt i Vrensted. Ejler Kjær stoppede i 1968.
Centralbestyrer Christian Nielsen tog over, men han kørte dog rundt i bil til Vrensteds borgere indtil han stoppede tre år senere.
Nekrolog : År 1989 – Fhv. landmand og malkehandler EJLER LIFLAND KJÆR, Vrensted Alderdomshjem, forhen Vingevej i Vrensted, er død, 85 år.Han var født i Aalborg, men familien flyttede senere til Sdr. Saltum, hvor han havde sin opvækst, og som ung kom han ud at tjene på omegnens gårde. 1934 blev han gift med hustruen, Marie, og de bosatte sig i Vrensted, hvor de boede flere steder. I 1940 købte de det lille husmandsbrug på 10 tdr. land på Vingevej. Ejler Kjær måtte dog arbejde uden for hjemmet for at supplere indtægten, indtil han i 1945 blev ansat som mælkemand. Med hest og vogn besøgte han alle husstande i Vrensted by gennem 20 ár. Han var altid en velset gæst, der gav kunderne den bedste behandling, og børnene fik gerne en køretur med ham.
I 1983 mistede han sin hustru. Han overleves af 2 døtre.
Jorden er nu frastykket ejendommen og den anvendes kun som bolig.
================================================================================ =============================
Kontrolsted/Fagforeningskontor:
Vingevej 20:
Der har været Smedeværksted v/ Jens Vollertsen og Søren Nielsen, og senere overtog Rosa og Valdemar Pedersens huset og her blev der kontrolsted for arbejdsmænd i Vrensted .
Kontrolstedsted/Fagforeningskontor for Arbejdsmænd v/ Rosa og Valdemar Nielsen var en afdeling af Dansk Arbejdsmands Forbund, Vrensted Afdeling som blevet stiftet i 1926
Ejendommen anvendes alene til bolig i dag.
================================================================================
Cykelværksted og forretning:
Vingevej 22
Gilbert Mikkelsens cykelværksted lån opr. foran Rosa og Valdemars hus og kaldet“Blækhuset”. Det blev fjernet ved flytningen til Vingevej 22: Cykelhandel v/ Gilbert Mikkelsen, men han flyttede senere forretningen til Trehjørnet på Vrenstedvej i 1936.
Anvendes nu alene som bolig.
=============================================================================
Vrensted Mølle:
Vingevej 31:
Vrensted Mølle,
ejere har bl.a. været frisør Simoni`s far og senest var det Harald Nielsen som overtog den i 1938, han var søn af sognefoged Søren Nielsen. Her fik mange gennem årene malet deres korn til mel som bl.a blev brugt til foder til dyrene. Efter krigen i 1945 fik flere og flere familier og landmænd installeret elektricitet og maskiner de kunne bruge derhjemme, så derfor blev der også mindre at lave på Møllen.
Møllen blev revet ned i 1952 og tilbage var kun fundamentet som senere blev fjernet.
Senere blev der fra det tilhørende hus drevet en Ornecentral v/ Ejnar Christensen i en ganske kort periode
Ejendommen bruges nu som alm. bolig
================================================================================
Taxa forretning:
Vingevej 32:
Her blev drevet Taxa forretning v/ Harald Nielsen, som havde overtaget Vrensted Mølle i 1938 og senere også nedlagde den i 1952.Efter krigen var der ikke mange der havde egen bil og derfor var det almindelig brugt, at man kørte i taxa når man havde brug for at komme længere væk.
Ejendommen anvendes nu alene som bolig.
==========================================
Sidevej til Vingevej – Tingsted/landbrug
Tingsted i Vrensted,
hvor også i sin tid lå Birkedommergaarden, en gård på ca. 20 tdr. land
==========================================
Kro
Der har tidligere også været en ejendom ved Vingevej, hvorfra der har været Kro. Ejendommen blev fjernet da Bonnerupgaard overtog jorden.
==========================================
Børstenbinderforretning:
Brønderslevvej 44:
Børstenbinderforretning v/ Theodor Jensen
Han var lidt en “Landsbytosse” som mange børn var bange for, men aldrig har gjort nogen fortræd. Han var ungkarl og boede alene på sin ejendom tæt ved Vrensted by. Han gik tit med sin ene ko ved grøftekanten hvor koen så gik og græssede. Han var også kendt for at køre rundt på sin cykel i sin stor sorte valmeds frakke eller komme gående, ofte for et besøg hos bagersvendene i Bedholms Bageri.
Anvendes nu alene som bolig.
================================================================================
Gartneri:
Brønderslevvej 83:
Gartner Hans Jensen, med et mindre gartneri og senere købte murer Chresten Sloth ejendommen.
Anvendes nu alene som bolig
==============================================================================
Smedeforretning:
5Brønderslevvej 229:
Smedeværksted v/ Simoni Pedersen.
Han opførte ejendommen i 1933 efter at han havde haft værksted i et skur. Skuret brugte han efterfølgende til lager. Han kørte i starten rundt til sine kunder på en BSA motorcykel men fik dog senere bil. Han var lidt af en opfinder og lavede mange ikke altid lige effektive opfindelser.. Han lavede bl.a. en elektrisk hvepsefælde til at aflive hvepse i og et elektrisk apparat der kunne tø vandrør op.
Virksomheden lukkede ved hans pensionering
Anvendes nu alene som bolig.
================================================================================
Købmandsforretning:
Brønderslevvej 232:
Købmandsforretning v/ Karl Larsen som drev den i mange år.
Han var købmand for Østerheden og en del af Kongsengene. Her holdt rutebilen Løkken – Brønderslev, når det røde flag var ude for at modtage pakker til aflevering på Rutebilstationen til udbringning eller videre forsendelse, eller for at aflevere pakker som kunderne så hentede i købmandsbutikken.
Forretningen blev lukket den 1. december 1971, idet den ikke kunne sælges.
Anvendes nu alene som bolig.
======================================================================
Østre Skole:
Sundstedvej 2:
Vrensted Østre Skole, nedlagt 1959.
I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af lerhuller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.
Den 1.12. 1952 besluttede det daværende sogneråd, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise.
Børnene blev flyttet til Vrensted Byskole i 1959
Anvendes nu alene som bolig.
===============================================================================
Slagterforretning – Ingen billede
Gl. Byvej 9:
Slagterforretning v/ Christian Damsgaard,
ejendommen er nedrevet.
==============================================================================
Tømrerforretning:
Gl. Byvej 11:
Tømrerfirmaet Einer Miller er lukket
Anvendes nu alene som bolig.
Einer Miller døde i 1967.
===========================================================================
Maskinstation:
Gl. Byvej 13
Maskinstation v/ Charles Jensen.
Traktor Charles, Charles Jensen, som var søn af vejmanden, kaldet Jordmoder Niels, var startet op med sin maskinstation. Han købte i 1951 ejendommen “Smedegaard”, som er beliggende i Nyhavn på Gl. Byvej 30, i Vrensted.
Han kørte rundt til de af egnens landmænd som ikke havde egne maskiner med de små Ferguson og diverse maskiner og pløjede, harvede, høstede m.m. Landbruget var på daværende ikke så langt fremme med mekaniseringen . Det var et stort fremskridt i Vrensted og mange benyttede sig af traktor Charles`s ydelser. Hans sønner Leo og Leif deltog også i dette arbejde, efter at de var gået ud af skolen og arbejdede hjemme i en periode.
=============================================================================
Cykelsmed:
Gl. Byvej 34:
Her har boet en cykelsmed med værksted ved navn v/ Christian Sørensen.
Anvendes nu alene som bolig.
================================================================================
Tårnurfabrik:
Ingstrupvej 2:
Vrensted Tårnurfabrik v/ Christen Ørnholm.
Christen kom i lære hos smeden i Vrensted. Og den første opgave blev at hente en liter brændevin hos købmanden. ”Men skynd dig, at den ikke taber kraften”, sagde mester. Tildragelsen er i og for sig ligegyldig, hvis den ikke er blevet kædet sammen med forhold, der senere fik betydning for hans tilbagekomst til byen Vrensted.
Chr. Jensen udstod ikke sin læretid hos Vrensted-smeden, men blev udlært hos smed Chr. Knudsen i Løkken.
Grovsmeden blev finmekaniker
Som udlært søgte han ud i verden. Han fik søfartsbog i 1877 og sejlede i et par år, indtil han i 1879 aftjente sin værnepligt som marinesoldat.
Derefter tog han som så mange håndværkere dengang på valsen. bl.a. i Tyskland og i Schweiz, hvor han formentlig har lært mere om urmager faget.
Da han efter et år kom tilbage til Danmark, fik han arbejde på en symaskinefabrik i Odense. Derefter gik turen til København, hvor han arbejdede på J.G.A. Eikhoffs maskinfabrik. Senere blev det til ansættelse hos tårnurmager Bertram Larsen, og derefter på ”Store nordiske Telegrafselskabs” fabrik.
Det er i disse år, han kom i forbindelse med Meteorologisk Institut for at reparere et af instituttets fine måleinstrumenter. Alternativet havde været, at sende det til reparation i udlandet. Det blev til flere reparationer for instituttet, også efter at han var kommet tilbage til Vrensted.
Efter århundredeskiftet begyndte Ørnholm, som han hed efter navneforandring i 1901, så småt at etablere sig som selvstændig urmager og finmekaniker. I 1907 startede han i København sammen med H.C. Heidemann ”Dansk Kinematografisk Fabrik” med henblik på fremstilling af biografmaskiner. Ørnholm havde konstrueret et brugbart filmapparat til fremføring af levende billeder, og man spåede ham en stor fremtid inden for branchen. De levende billeder var opfundet af to franske brødre Lumière i 1890`erne, men blev i begyndelsen betragtet som underholdning i markedstelte.
Det blev Vrensted. Den 1. august 1914 – samtidig med verdenskrigens udbrud – overtog han sognefoged Lars S. Larsens cykelværksted i Vrensted og omdannede det til finmekaniske værksted og tårnurfabrik.
Interiør fra tårnurfabrikken i Vrensted ca. 1926. Tv. står Chr.Ørnholm og th. William Jensen og Peter Lassen Bedholm
Ørnholm tog naturligt nok en del kunder med sig fra København, også Metoriologisk Institut fandt hans nye adresse.
Ørnholm havde ry som en dygtig finmekaniker og måtte ofte løse opgaver, der var så komplicerede, at andre værksteder gav op. I disse år blev han leverandør af perron ure til DSB og privatbanerne, men den største opgave var tårnure til kirker og herregårde. Endvidere fremstillede han gadeure til butikker. I en del tilfælde har han købt tyske urværker. Somme tider var det brugte ure, han så satte i stand.
En specialitet var også hans standure, Vendsyssel-”bornholmere”. Disse ure havde i øvrigt en tradition i Vendsyssel, hvor der formentlig er blevet fremstillet flere bornholmerure end på selve Bornholm. Nogle at urkasserne blev fremstillet af den lokale tømrer. ”Træsko-Severin”. Det var også standure, han ville have lavet, hvis det var blevet til alvor med udvandringen.
Efter hustruens død blev der ansat en husbestyrerinde, Anna Magdalene Jensen, født i 1901. Hun var altså meget yngre en Ørnholm, men i juni 1934, blev de gift i Thise Kirke. Han var da 77 år. Vielsen blev foretaget af sognepræst, Aage Stevns, der var blevet en nær ven af Ørnholm. To år senere døde han. Anna Ørnholm døde i 1971. Hun var gift. 2. gang med Harry Jørgensen, hotelkarl i Løkken og referent ved Vendsyssel Tidende.
Ejendommen er nu nedrevet.
================================================================================
Cykelværksted:
Ingstrupvej 2A:
Træsko- og cykelhandel det hvide hus v/ Niels P. Christensen
Det hvide hus til venstre , cykel- og træskohandler Annie og Niels Jensen, kaldet “Bette Niels”. Ejendommen er nu nedrevet.
===========================================================================
Læge:
Ingstrupvej 3:
Gartnerforretning v/ Lars Holmen, og Lægepraksis / læge P.M. Sørensen
Lars Holmen var en af sønnerne fra gården Holmen syd for Vrensted. Han købte i 1924 hovedparten af matriklen 84, og lod på ejendommen opføre det nuværende store smukke hvide hus med fremtrædende kampestenssokkel, kvist og karnap som ligger så idyllisk ved Kirke dammen på Ingstrupvej.
Her startede han gartneri, vistnok mest blomster, med kransebinding og andet dekorationsarbejde.
Ud mod Dammen lavede han en smuk park med snoede gange omkranset af lave buksbomhække og blomsterbede. Til dette ”anlæg” valfartede egnens beboere for en hyggeeftermiddag, Spadsereture ad de snoede gange med den udkårne, og når det gik højt, en rotur på dammen med kæresten siddende i stævnen af den hvide robåd!
Et flot islæt i bybilledet, som vi i dag slet ikke kan leve op til.
Op mod Ingstrupvejen plantede han et lille linde lysthus, hvor han bl.a. sad og bandt buketter og kranse.
I husets store kælder havde han sit værksted og opbevarede remedier og plantegiftstoffer.
Se evt. historierne om P.M. Sørensen og Lægehuset i anden Vrensted-Historie.dk
================================================================================
Sæbehus og Tømrerværksted:
Ingstrupvej 5:
Sæbehus v/ Marie Nielsen og senere og tømrervirksomhed v/ Kirstine og Marius Ejersted.
Kirstine og Marius Ejersted købte hus og etablerede sig i 1935 i Vrensted. Han fik indrettet et værksted syd for huset og drev i mange år en solid tømrerforretningforretning med mange faste kunder. Marius Ejersted har gennem tiden udført snedker/tømrer arbejder for mange familier i Vrenstedog omegn samt for landmændene. Forretningen lukkede ned ved hans død.
Anvendes nu alene som bolig.
==============================================================================
Skomager:
Ingstrupvej 7:
Skomagerværksted v/ Niels Kr. Gade & Sønner, senere Gunnar Gade.
Niels Chr. Gade købte i 1928 Huset af sin Brors Enke og drev Indtil 1940-41 Skomagerforretning, som han da afstod til Sønnen Gunnar. Gade har siden 1928 været Graver og Ringer ved Vrensted Kirke.
Her kom Vrensteds borgere med sko og træsko til reparation. Landmanden kom med sejl til selvbinderen for at få det repareret, desuden lavede og reparerede han seletøj til landmandens heste.
Ved siden af sit skomager arbejde, var
Kristian Gade desuden ringer og graver ved Vrensted Kirke.
Han havde overtaget skomager forretningen efter sin far, efter at være flyttet fra en mindre ejendom.
Anvendes nu alene som bolig.
I 1960 lukkede Gunnar forretningen som han havde overtaget efter sin far. Gunnar blev ansat på Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev og blev en meget habil træ- og billedeskærer og lavede også violiner. Bl.a. har han skåret en fin og stor træskulptur af munken Sct.Thøger, der er placeret i Vrensted Kirke
læs mere i anden Vrensted-Historie.dk
========================================================================
Dameskrædder/systue/landbrug:
Ingstrupvej 13:
Dameskrædderforretning v/ Augusta Westergaard.
Anvendes nu alene som bolig.
===============================================================================
Kommunekontor – Vrensted-Thise Kommune:
Stationsvej 1:
Kommunekontor for Vrensted-Thise Kommune med kontor, sogneråds sal og bolig for kæmneren indtil Kommunesammenlægningen i 1970.
Vrensted-Thise Kommunes sogneråd havde besluttet at opføre et ny t kommunekontor beliggende i Vrensted. Det var indflytningsklart i foråret 1941. I den anledning havde man desuden besluttet at ansætte en kæmner til at administrere de forskellige opgaver der blev pålagt kommunerne fra Amtets og Statens side og de sager der blev besluttet af sognerådet, i tæt samarbejde med sognerådsformanden.
Vrensted-Thise Kommunes første kæmner var Niels Hedegaard Laursen:
I perioden november 1940 og til det nybyggede kommunekontor med privat bolig stod færdig i foråret 1941 hvor familien flyttede fra Brønderslev til Vrensted, cyklede Hedegaard Laursen dagligt fra Brønderslev til Vrensted, til gården “Høngaard” på Pilgaardsvej – hvor sognerådsformanden J.C. Pilgaard boede. Her blev der oprettet et “midlertidigt” Kommunekontor.
Tidligere var sognerådsmøderne holdt i et hus beliggende ved “Rørbækken” på Bådstedhedevej , der dannede skellet mellem Vrensted og Thise Sogne.
I 1970 indrettet til Lægehus med lægerne,P.M. Sørensen, O. Bojsen, Ingvardsen.
Herefter er der afgået og kommet nye læger til, bl.a. søn og barnebarn efter P.M. Sørensen.
Læs mere under Vrensted Historier
===============================================================================
Vrensted Skole 1959-2010:
Stationsvej 12:
Vrensted Skole,
Opførelsen af skolen i 1959
Den 1.12. 1952 blev det besluttet, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise.
I skole kommisionen stemte 10 for og 3 imod, og i sognerådet stemte 9 for og 2 imod.
I april 1954 indsendtes ansøgning om byggetilladelse til opførelse af en ny skole i Vrensted.
Byggetilladelsen blev givet i januar 1958 med den bemærkning, at arbejdet skulle sættes i gang snarest muligt og inden 1. april. Tilladelsen blev givet på grund af den store arbejdsløshed i kommunen.
I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, skoleinspektør Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.
Skolen blev taget i brug 01.08.1959, med den tidligere førstelærer ved Vrensted Byskole, Elith Madsen, som ny Skoleinspektør.
Der er blevet foretaget tilbygning i 1977 og 1998. Elev tallet faldt gennem årene og skolen blev nedlagt i 2011 og børnene overført til Løkken Centralskole.
Byens Hus -Stationsvej 12
I 2018 er skolen ombygget og blevet til Byens Hus, med forsamlingshus. Desuden er det stillet til rådighed for alle byens foreninger med mødelokaler, omklædningsrum, gymnastiksal, køkkenfaciliteter m.m. Desuden er der indrettet lokaler til en evt. børnehave. Bygnings arealet er blevet reduceret fra 1844 m2 til 1301 m2. Huset står åbent hverdag fra kl.8,00 til 23,00 til fri afbenyttelse.
================================================================================
Borgerforeningens Lystanlæg
Trekanten ved Sct. Thøgersvej og Stationsvej hvor Vrensted Lystanlæg opr. lån – tilhørende Borgerforeningen – den mørke del med bevoksning omkring. Vrensted Station nedenfor med banen foran, den sorte streg
Borgerforeningens Lystanlæg
nedlagt for mere end 50 år siden.
Sct. Thøgersvej 26:
Borgerforenings Festplads, Kaldet “Anlægget” flyttet hertil fra Logehaven, Bådstedhedevej 19
Her på trekanten hvor Sct. Thøgers vej og Stationsvej mødes, lå for 50 år siden Vrensted Borgerforenings lystanlæg, hvor der hver sommer blev afholdt en stor sommerfest med boder til skydning, salg af lodder fra tombola, flere andre ting. Lørdag var der bal på trægulv og musik fra ladet af en lastbil eller gummivogn overdækket af en presenning alt omkranset med sneskærme af træ.
Kathrine og mekaniker Svend Andersen har her i 2019 i snart 50 år drevet forretning med autoværksted og
Borgerforenings Festplads, Kaldet “Anlægget” flyttet hertil fra Logehaven, Bådstedhedevej 19
Her på trekanten hvor Sct. Thøgers vej og Stationsvej mødes, lå for 50 år siden Vrensted Borgerforenings lystanlæg, hvor der hver sommer blev afholdt en stor sommerfest med boder til skydning, salg af lodder fra tombola, flere andre ting. Lørdag var der bal på trægulv og musik fra ladet af en lastbil eller gummivogn overdækket af en presenning alt omkranset med sneskærme af træ.
Kathrine og mekaniker Svend Andersen har her i 2019 i snart 50 år drevet forretning med autoværksted og salg af biler fra stedet.
================================================================================
Sadelmagerværksted:Stationsvej 24:
Her har engang været et Sadelmagerværksted.
Anvendes nu alene som bolig.
==============================================================================
Malerforretning:Stationsvej 28:
Her fra ejendommen har engang været drevet en Malerforretning.
Anvendes nu alene som bolig.
==========================================================================
Herre og Damefrisør:
Stationsvej 30:
Her har været en Dame- og Herrefrisørforretning v/ Magda og Simoni Sørensen. De flyttede senere forretningen til Vrenstedvej midt i Vrensted by.
Ejendommen benyttes nu alene som bolig.
==========================================
Autoværksted / træskobundefabrik:
Stationsvej 23
mekaniker Svend Andersen, Stationsvej 23, Vrensted, etablerede sig for mere end 50 år siden med et autoværksted og salg af brugte biler fra lokaler der grænser op mod Sct. Thøgersvej tæt ved den gamle Stationsbygning. Fra den ejendom han købte, havde der tidligere været drevet en virksomhed der lavede træskobunde. Senere overtog han det jordstykke, hvor Vrensted Borgerforening havde et “Anlæg og festplads” med en barak til opbevaring af diverse materiel m.v.
Svend Andersen der er specialist i Volvo biler etablerede sig og indretter sig med autoværksted og udstilling i de gamle lokaler under navnet Autogården, Vrensted, Desuden har han et stort lager med Volvo reservedele og en mindre udstilling af brugte Volvo biler på Vrenstedvej 461, i sidste ejendom på højre hånd inden man kører ud af Vrensted mod Løkken. Her i 2019 driver Svend Andersen stadig sin virksomhed fra de to adresser i Vrensted.
====================================================================================
Jernbanestation og Posthus:
Stationsvej 32:
Vrensted Station og Posthus fra 1913-1963, hvor jernbanen Hjørring – Løkken – Åbybro banen blev nedlagt.
Hjørring – Løkken – Aabybro banen Banen blev åbnet 4. juli 1913 og lukket 28. september 1963. Banen kunne altså den 5. juli 1963 fejre 50 år jubilæum og 3 måneder efter lukkede banen. Starten En bane mellem Hjørring – Lønstrup – Løkken var første gang på tale allerede i 1890. Man nedsatte dengang et baneudvalg, som dog allerede i 1893 besluttede at stille sagen i bero, man mente ikke, der var underlag for en bane. Der skulle dog kun gå fem år, før et nyt udvalg blev nedsat, og dette udvalg kom i 1898 til den konklusion, at en bane på strækningen Lønstrup – Løkken – Aabybro burde fremmes. Der skete dog ikke noget før i 1908 hvor der igen kom gang i planerne. Bevilling til at drive banen blev givet i 1910 og man tog fat på planerne, og den 54,6 km lange strækning blev anlagt med skinner af en vægt på 22,45 kg pr meter.
Stationsforstander var Cecilie Christensen.
Stationen er er blevet ombygget og anvendes nu alene som privat bolig.
================================================================================
Alderdomshjem:
Sct. Thøgers Plads 2:
Vrensted Alderdomshjem, 1959 til 1990. Det var et godt sted for gamle mennesker der følte sig godt tilpas der med kendt personale. Det blev dog utidssvarende og det ville blive for dyr at foretage en række bygningsmæssige ændringer. Så trods mange protester blev hjemmet nedlagt i 1990 og de sidste beboere flyttede til andre plejecentre.
I 1992 solgte kommunen bygningen til 10 Vrensted Foreninger som de indrettede til Vrensted Aktivitets og Fritidscenter med vandrerhjem , som man drev i en årrække. Bygningen blev dog senere solgt og her i 2019 står den nu ubeboet hen og med et ubekendt formål.
==========================================================================
Købmandsforretning:
Bådstedhedevej 8:
Købmandsforretning v/ Møller Mortensen, Alfred Pedersen, Poul E. Christoffersen, Henning Simonsen, P.V. Marked , Let køb i 2016.
Her i 2019 drives der fortsat dagligvareforretning, med beboelse fra ejendommen. Det er den eneste dagligvareforretning i Vrensted, der tidligere havde 4 dagligvareforretninger og Østerhede een dagligvareforretning. Det er af stor betydning for Vrensteds borgere, at man stadig kan handle lokalt, fremfor at skulle køre 15 km ialt frem og tilbage for at handle dagligvarer. Desuden er det et stort plus for byens mange pensionister.
================================================================================
Vaskeri:
Bådstedhedevej 10:
Vrensted Fællesvaskeri
Vrensted Fælles Vaskeri, med rum for vask og tørretumbling, tørrerum til ophængning af tøjet, samt strygerum med en stor varmerulle. Anvendes nu som bolig.
EN GRUPPE MENNESKER BLEV I 1953 ENIGE OM AT BYGGE ET FÆLLESVASKERI.
Følgende er 35 år efter etableringen indrykket som annonce i avisen i 1988.
“I Vrensted har ca. 20 familier tegnet sig for at oprettelse af et vaskeri med selvbetjening. Anlægssummen andrager ca. kr. 25.000 og leveringen af anlægget er overdraget Aarhusfirmaet Sigvald Lund. Vaskeriet monteres med maskiner fra Nyborg Vaskerimaskinefabrik.
Der har været afholdt stiftende generalforsamling i Interessentskabet der står for vaskeriet, og det blev her vedtaget, at lade vaskeriet opføre så snart man har sikret sig en egnet grund. Til bestyrelsen valgtes fru Marie Frandsen, Bådstedhede, lærerinde fru Westergaard, købmand Poul E. Christoffersen, murermester Chr. Nielsen og handelsmand Simon Thomsen, der valgtes til formand. Anlægget afdrages over femten år.”
===============================================================================
Købmandshandel:
i
Bådstedhedevej 21:
Købmandsforretning med Benzintank v/ Valdemar Jensen som tillige var vognmand, N.H Schiønning, K. Frederiksen, Magnus Andersen, Møller Jacobsen, Maren Christensen, Dahl, Kristiansen, købmand Riis, Søren Steffensen. Forretningen lukkede midt i 1960erne.
Den stor ejendom Anvendes nu alene som bolig.
=============================================================================
Slagterforretning:
Bådstedhedevej 23:
Her har tidligere været Slagterforretning v/ slagter Damsgaard. Blev nedlagt omkring 1945. Anvendes nu alene som bolig.
==============================================================================
Avisredaktion m.m.:
Bådstedhedevej 28:
Vagabondavisen blev skrevet og udgivet her.
Redaktør tidligere hotelkarl Harry Jørgensen, blev gift med enken Anna Ørnholm som ejede huset indtil sin død.
Ejendommen anvendes nu som bolig. Læs evt. mere om Harry Jørgensen i Vrensted-Historier.dk
================================================================================
Præstegård:
Bådstedhedevej 35:
Vrensted Præstegård
Den gamle Vrensted Præstegaard blev revet ned i 1928 og istedet opførtes den nuværende præstegård i 1928 samme sted (se nedenfor), tegnet af den kendte Københavner arkitekt Plesner.
Arkitekt Ulrik A. Plesner blev født i Vedersø præstegård og var bror til pastor Julianus H. Plesner, der var præst i Vrensted 1908-1929.
Ulrik Plesner kom meget i kunstnergruppen i Skagen og har i den grad været med til at give Skagen det udseende, byen har. Ikke mindre end 32 væsentlige “fingeraftryk” satte han på Skagen, heriblandt Klitgården, Skagen Museum, Udvidelse af Brøndums Hotel m.fl. En stor del af Plesners virke kom til at foregå i Skagen.
Præstegården i Vrensted som gennem mange år har været bolig for Vrensted-Thises præst og hans familie, har desuden også lagt lokaler til konfirmand-undervisningen i den med præste boligen sammenbyggede konfirmandstue. Desuden har konfirmandstuen og de private stuer ofte været benyttet af menigheden i forbindelse med menigheds møder med foredrag, sangaftener m.m. gennem alle årene.
Præstegården i Vrensted var indtil 2007 (kommunalreformen) bolig for Præsten, hvorefter Thise blev skilt fra.
I skrivende stund, oktober 2019, er der nogen usikkerhed omkring Præstegårdens fremtid, idet Vrensted Kirke nu er sammen med 4 andre kirker i området og nu hører ind under det nydannede Løkken Stor Pastorat og et reduceret antal præster til at betjene kirkerne. Samtidig arbejdes der p.t. med at danne et menighedsråd for alle fire kirker, med repræsentanter forhåbentlig fra alle fire sogne.
===============================================================================
Fiskehandel/landbrug:
Bådstedhedevej 155
Her havde Lis Sloth og hendes handicappede mand Svend Sloth en lille ejendom. De havde investeret i en lille varevogn hvopå de fik bygget en lukket kasse, hvori de kunne lægge frossen is, så de kunne køre rundt og sælge fisk som opbevaredes køligt. Fra Løkken strand/mole hentede de så fiskene, som de kørte rundt og solgte i Vrensted by og oplandet samt nabobyerne . Nedenfor en lille omtale af Svend Sloth..
===========================================================
Ingen Billede
Bådstedhedevej 167:
Snedker- og Tømrerforretning v/ Ejner Miller. Han flyttede senere til Gl. Byvej 11 og byggede nyt hus med værksted.
================================================================================
Sognerådslokaler til møder:
Bådstedhedevej 239:
I denne Ejendom holdtes Sognerådsmøder i Vrensted- Thise Kommune ved skellet mellem Vrensted og Thise “Rørbækken”, som løber øst for ejendommen. Møderne holdtes her indtil det nye Kommunekontor i Vrensted ved Trehjørnet (nu lægehuset) var færdigt i 1944. Nu anvendes huset som alm. bolig. ===========================================================================
Vrensted Byskole:
Sct. Thøgersvej 1:
Vrensted Byskole eksisterede indtil august 1959 hvor skolen flyttede til nyopført skole på Stationsvej
Helt tilbage til år 1674 har der været skole i Vrensted
Hvordan Vrensted Byskole opstod. Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted. Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole. Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde. Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.
Den gamle Byskole er nu indrette til privat beboelse med to boliger.Læs mere om skolen m.m. i Vrensted-Historier.dk.
==========================================
Trikotageforretning:
Sct. Thøgersvej 2:
Manufaktur, bøger og papir v/ Johanne Riis, Senere Agnes Bak med trikotage indtil midt i 1970 erne. Det var den eneste forretning i Vrensted der handlede med trikotage m.m. Agnes Bak havde den flotteste juleudstilling i Vrensted. Bag den store butiksrude hvor hun udstillede varer, blev der hver år til jul stillet en flot julemand op der kunne bevæge sig, vist nok på en cykel., og der var pyntet et fint vinterlandakab. Den skulle børnene bare stå og kigge på.
Agnes Bak mistede sin mand tidligt og var alene med datteren Karen. Til hjælp i hus og butik havde hun hjælp, bl.a. Else Jensen fra Søengene i 2 år.
Agnes Bak var fra Vrensted forældrene var tidligere gårdejer og handelsmand Maren og Hans Thomsen, som flyttede på Stationsvej i hus der.
Det hvide hus bag telefonmasten er Agnes Baks og det lille hus bagved, er nu fjernet.
Er nu alene indrettet som bolig.
=========================================================================
Bageri med forretning og konditori:
Sct. Thøgersvej 6:
Fra 1911 Bageri, konditori med cafe og mødelokaler v/ Chr. J. Bedholm, efter fotældrenes død tog de tre ugifte søskende over og videreførte forretning og bageri fra
fra 1952 Brdr. Bedholm, v/ 3 søskende, Søster, Lassen og Peter,
forretningen lukkede først i 1980 erne.
Ejendommen benyttes nu alene som bolig.
=========================================================================================
Træhandel m.m.:
Sct. Thøgersvej 8:
Salg af træsko, gummistøvler og arbejdstøj v/ Lars Ovesen og senere overtog Harald og fru Landbo ejendommen uden at videreføre forretningen.
Anvendes nu alene som bolig
===========================================
Opr. Bolig for enlig kvinder:
Sct. Thøgersvej 10
Ane Maries Hus, opr. et hus for enlige fra Vrensted sogn, beliggende skråt overfor Byskolen og lige overfor Kirken. Det blev opført af sagfører Ander Olesen, Vodskov, der opr. stammede fra Vrensted til minde om sin mor. Han ligger begravet på Vrensted Kirkegaard. Det var opr. en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted sogn. Huset var opkaldt efter Olesens mor. Da Vrensted alderdomshjem blev færdigt flyttede de sidste beboere der til. Huset blev indrettet til børnehave og har som sådan været benyttet hertil indtil 2017, men forventes solgt og indrettet som et Kulturhus i 2020 oplevelsescenter for landbo kulturarv m.m. jvf. artikel nedenfor
KNUD HOLST MINDESTUE I ANE MARIES HUS I VRENSTED
VRENSTED: Støtteforeningen for Bevarelse af Ane Maries Hus i Vrensted går nu i gang med at få finansieret et projekt på ca. 4 mio. kr. til bevarelse af huset.
Forfatter Hanne-Vibeke Holst støtter en del af projektet, som handler om at etablere en mindestue for hendes far, forfatteren Knud Holst, og sætte fokus på Knud Holsts forfatterskab. Hanne-Vibeke Holst vil bl.a. i løbet af 2019 holde et foredrag i Vrensted om sin far Knud Holst. Desuden er der planlagt en støttekoncert med musiker og skoleleder i Vrå, Michael Slot Pihl, som har lavet en cd med sange med tekst af Knud Holst.
Det kom frem ved et informationsmøde i Byens Hus i Vrensted arrangeret af Støtteforeningen Ane Maries Hus, som blev stiftet i efteråret 2018.
Knapt er Byens Hus i Vrensted færdigt, før entusiastiske folk fra landsbyen kaster sig ud i et nyt projekt. Faktisk har bevarelsen af Ane Maries Hus været under planlægning længe, men først nu, hvor en betinget købsaftale med Hjørring Kommune er i hus, er det officielt, og planlægningen går for alvor i gang.
– Alle i Vrensted kender Ane Maries Hus på Sct. Thøgersvej lige over for kirken. Det har de seneste år huset Børnehuset Mariehønen. Det har en fortid og lever i nutiden og nu skal det bevares for fremtiden, fastslår formanden for Støtteforeningen, Christian D. Østergaard, som er født og opvokset i Vrensted.
Næstformanden er projektleder og selvstændig rådgiver Mette Hyldgaard Roussis. Hun er gået i gang med fundraising til projektet. Projektet er samlet på ca. 4 mio. Kr. inkl. køb af huset. Støtteforeningen Ane Maries Hus har en aftale med kommunen om overtagelse af huset pr. 1. april 2020.
– Så arbejdet i 2019 går ud på at skaffe penge og få beskrevet, hvad huset i fremtiden skal indeholde. Vi har dannet nogle arbejdsgrupper til forskellige aktiviteter, og vi har en aftale med Vrå Højskole om at bidrage i konceptudviklingen, siger projektlederen.
Huset blev bygget i 1914 af sagfører Anders Olesen, som satte store aftryk på Vendsyssel i Vrensted, Vodskov og Nørresundby. Huset blev i sin tid oprettet som en alderdomsstiftelse for enlige kvinder, og det var et af de allerførste alderdomshjem i Danmark. På flere måder var Ane Maries Hus nytænkende på den tid, og bl.a. derfor er det også planen, at det skal være med til at formidle den vendsysselske landsbykulturarv og rumme fortællingen om malere, billedhuggere, forfattere, kunsthåndværkere og iværksættere i området.
Driften af huset skal finansieres af en permanent lejebolig og en kunstner-lejlighed. Derudover ønsker Vrenstedfolkene at skabe en mindestue for Knud Holst, som skal vise og genrejse Knud Holsts forfatterskab.
– Vi er både glade og stolte over, at både Hanne-Vibeke Holst og Charlotte Høybye Holst har givet sin støtte til denne del af projektet, siger bestyrelsesformand Christian D. Østergaard.
Huset skal desuden rumme en ”1920’er” stue, som bl.a. vil anvende digitalt oplevelsesdesign for at skabe en levende formidling af ”oldeforældrenes” tid.
Huset er erklæret bevaringsværdigt – takket være lokalhistorisk forening i Vrensted.
– Det er fantastisk at have en bygning som stort set står som oprindeligt i en fin byggestil. Det arkitekttegnede hus er solidt og kan restaureres, så den oprindelige byggestil kommer frem. Det er oplagt, at Ane Maries Hus også i fremtiden skal være et hus for alle Vrenstedborgere – sådan som den oprindelige idé med huset var, understreger Mette Hyldgaard Roussis.
– Et af formålene er et samarbejde med det nye Byens Hus om arrangementer og lignende, og naturligvis vil vi gå langt for at undgå, at huset forfalder.
Haven tænkes anlagt med udendørs kunst og områder til fordybelse, evt. urtehave. En havegruppe var en af de grupper, der blev dannet på mødet. Desuden er der en gruppe til indretning af en 1920-stue vedr. sagfører Anders Olesen. En kunstgruppe med udgangspunkt i tidligere kunstnere og kunsthåndværkere og nutidskunstnere i Vrensted, samt en slægtsforskergruppe. Flere af grupperne er kun delvist etableret, og alle med interesse er meget velkomne til at melde sig til på tlf. 2882 0434 eller roussis@mail.dk.
================================================================================
Håndkøbsudsalg:
Sct. Thøgersvej 13:
Her har tidligere været et Håndkøbsudsalg fra Løkken Apotek v/ Høker Maren.
Huset var indrettet med opr. to lejligheder.
I dag tjener det til bolig for en familie.
============================================================================
Vognmandsforretning og systue:
Sct. Thøgersvej 16:
Vognmandsforretning ved Mathias Vestergaard
og systue ved Dagny Vestergaard som tillige havde undervisning i aftenskole.
Mathias Vestergaard etablerede sig i Vrensted med Vognmandsforretning m/ 2 lastbiler, som han drev i perioden fra 1934 til 1979 hvor han solgte forretningen og gik på pension. Han havde alm. lastvognskørsel med svin, kreaturer, foderstoffer, sand og grus. Desuden kørte han dagligt fragtruten Vrensted, Stenum, Tolstrup, Brønderslev, Aalborg til fragtmandscentralen i Aalborg og retur med afhentning og kørsel med pakker m.m. til udlevering til de forretningsdrivende m.fl. i de nævnte byer.
I mange år var Mathias formand for vognmandsforeningen for Brønderslev og omegn.
Den store garage til 2 lastbiler ligger bag ved huset til venstre ved indkørslen.
Ejendommen anvendes nu kun som bolig.
================================================================================
Heller ikke Vrensted har undgået butiksdøden. I dag er der kun en daglivarebutik tilbage, nogle enkelte håndværksmestre og et stort og yderst velfungerende Lægehus vel nok Vrensteds største arbejdsplads p.t.
Der er i 2019 etableret ny Antikvitetsforretning i det gamle forsamlingshus og en ny Genbrugsforretning på Trehjørnet. Det nye forsamlingshus i “Byens Hus” har fået navnet “Vrensted Kulturcenter”
Et godt foreningsliv er samlet i en paraplyforening kaldet “Borger- og Foreningssamvirket i Vrensted”.
Vrensted skole er nedlagt men nu ombygget og indviet i 2018 og indrettet som “BYENS HUS”. Et fælles projekt med Hjørring Kommune og samtlige foreninger i Vrensted. Huset er åbent dagligt fra kl. 8,00 til kl. 23,00 og kan benyttes af samtlige foreninger og sognets beboere. Her er gymnastiksal og omklædningsfaciliteter, mødelokaler, kontorer og en cafe til fri afbenyttelse. Der har været stor opbakning fra Lokalbefolkningen der ved indsamling til projektet har bidraget med ca. kr. 900.000.
jens otto madsen 2016/2019.