Kategori: Brønderslev Historie

Ja, sådan sagde Peder Johannes Nielsen for næsten 70 år siden!

Fra avisartikel:

Det begynder at tynde ud i monarkierne rundt i vores provinsbyer. Tidligere havde hver købstad sin folkekære borger, som ved folkets kærlighed fik kongenavnet. Nu er der kun få tilbage, blandt dem Kong Peder i Brønderslev. Navnet dækker over Pedershaab Maskinfabrik’s vidtfavnende direktør Peder J. Nielsen, som i morgen fylder 60 år. Denne ægte ætling af den vendsysselske jævnhed skabte sammen med sin far og sine brødre en verdensomspændende fabriksvirksomhed, hvis produkter kan findes i 58 forskellige lande jordkloden over, deriblandt USA, hvor en af brødrene repræsenterer firmaet.

En af hemmelighederne bag firmaets fremgang er vist den enkle, at de altid har brugt lidt mindre, end de tjente og altid har haft et godt øje til, hvad der betaler sig. 

En af de ting, der betaler sig bedst, skal nok efter fødselarens mening gå ud på at lade være med at skabe sig. Vi er her jo for at hjælpe hinanden, noget, der på Peder J. Nielsens virksomhed giver sig det smukkeste udslag i den daglige omgangstone, der er præget af menneskelighed og hjælpsomhed. Ingen banker forgæves på kong Peders dør. Han er som en far for sine folk, og ethvert nyt godt bekendtskab indledes med forslag til gæsten om snarest at få drukket dus. Så går samtalen ligesom bedre, og kong Peder regner ikke en mand for værd at snakke med, hvis han ikke kan sige du til ham. Der vil blive fest i Brønderslev, hvis fødselaren da ikke tilfældigt skulle befinde sig i Mexico eller et andet sted på jordkloden for at sælge sine maskiner.

Kilde: Jydepotten

den 19. december 1954

Peder Johannes Nielsen, er født den 20.12.1894 i Brønderslev. Han var ingeniør og adm. direktør og søn af Peder Nielsen, grundlæggeren af A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S .

Udarbejdet af Ove S. Johansen

af Jens Dalgaard-Nielsen

Pigtrådsmusikkens start i Brønderslev kan fastsættes helt præcist, det skete nemlig med debuten af byens første pigtrådsband, The Nameless, lørdag den 19. september 1964 kl. 20 i Hotel Phønix store sal.

The Nameless på scenen i Hotel Phønix lige før deres debut som Brønderslevs første pigtrådsband. Fra venstre er det John Nielsen, rytmeguitar og sang, Jens Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, Mogens Jensen, trommer, og Per Hansen, basguitar og sang.

I mandagsudgaven af Aalborg Stiftstidende stod der bl.a.: ”PG-klubben og hus-orkestret ”The Nameless” halede en formidabel succes i land. Sjældent har et debuterende pigtraads­orkester faaet en saa forrygende start som ”The Nameless”. De fire friske Brønderslev-drenge havde greb om deres publikum fra starten og gav alt, hvad stemmer, mikrofoner, guitarer, trommer og forstærkere kunne kapere……..Orkestret havde medvind endnu inden det kom på tribunen, og da drengene indtog deres pladser – ulasteligt klædt, jakkesæt og slips – ville jubelen ingen ende tage. Orkestret kvitterede med en stribe ”vilde” numre og holdt stilen i fire stive timer nonstop foran et publikum, som ustandseligt raabte paa at faa deres yndlings-beatlesnumre gentaget, hvilken de også fik”.

Fra Giro 413 til pigtrådsmusik

Set i det store perspektiv, var aftenens begivenhed i Brønderslev noget lignende det, som skete i alle andre danske byer på den tid. Hos en stor del af ungdommen var der simpelthen et kolossalt opsparet behov for ”noget andet” end det gængse. Og ud fra Aalborg Stifts­tidendes dækning af brønderslevbegivenheder, set i perioden 1. januar 1960 til vi startede pigtrådsbølgen i september 1964, må man også sige, at for de, der ikke interesserede sig for fodbold, danseskole eller spejderliv, så skete der, reverenter talt ”ikke en skid” for unge mennesker i Brønderslev.

Når datidens teenagere i den grad tog pigtrådsmusikken til sig, skete det sikkert både som en reaktion på et kedsommeligt ungdomsmiljø og et kedsommeligt musikudbud, med mindre man interesserede sig for musikken på Giro 413, jazz eller klassisk musik.

Hvad jeg kan fortælle om pigtrådsmusikkens start, er derfor ikke unikt som sådan. Men historien om pigtrådsmusikken i Brønderslev, er selvfølgelig speciel for Brønderslev og for de, der var unge dengang og for os, der var med i det.

Pigtrådsmusikkens startdato er sådan set rigtig nok, men dog en sandhed med modifikationer, for faktisk havde Brønderslev en kort visit af en dansk pigtrådsgruppe, The Sharks, ved VU’s nytårsfest den 11. januar 1964. I annoncen for arrangementet stod bl.a. ”Stort underholdningsprogram, som præsenteres af kapelmester HENNING BLEGVAD med Orkesteret The Sharks, sangerinden Anette Kay samt den amerikanske showmand Sal Briggs”.

Det var dog en enlig svale, der jo som bekendt ikke gør nogen sommer, da musikunderholdningen i Brønderslev indtil 19. september udelukkende bød på orkestre med traditionel dansemusik plus jazz ved nogle lejligheder. Det var sådan noget som Poul Poulsens orkester fra Skive, Mosegruppen, Erik Kjærs populære orkester fra Silkeborg, Dybvad Orkester, The Smiling Boys med sangerinden Wivian Nor, Trowa-kvartetten og Svend Nicolaisens orkester med sangerinden Bente Merete.

Den slags orkestre kunne man stadig i et vist omfang danse til efter The Nameless startede pigtrådsmusikken, men reelt blev der vendt op og ned på musikudbuddet i Brønderslev, og i de kommende år gik det stærkt. Pigtrådsmusikken var for alvor kommet til Brønderslev.

Vi starter PG Klubben

Pigtrådsmusikken var først og fremmest forankret i den popklub vi stiftede, PG Klubben kaldte vi den. PG betød ikke noget specielt, det var snarere en betegnelse vi fandt på og som blev et varemærke for pigtrådsmusik i Nordjylland. Måske kunne det læses som ”PiGtråds Klubben”.

The Nameless spiller i PG Klubben, Hotel Phønix, foråret 1965.

PG Klubben er tæt forbundet med The Nameless, idet det var musikerne fra gruppen som, sammen med nogle jævnaldrende kammerater, blev enige om at stifte en popklub, hvor Nameless kunne optræde som en slags husorkester. Oprindeligt var det idéen, at de ”skulle stille sig gratis til rådighed for klubbens arrangementer” mod at få udgifterne til ”rekvisitter” dækket. Samtidig skulle der opbygges en kapital til at få, i første omgang, landskendte pigtrådsorkestre til Brønderslev.

Hvilke tanker vi i øvrigt gjorde os med hensyn til det organisatoriske og det økonomiske, husker jeg ikke noget om. Arrangementerne skulle foregå på det lokale Hotel Phønix, og vi må have aftalt med hotellets forpagter, Hilding Anderson, at vi kunne leje et lokale til en stiftende generalforsamling og den store sal til det første arrangement. Vi har sikkert også forestillet os, at vi selv skulle være med i bestyrelsen. Det kom vi i hvert fald ifølge avisens referat den 11. september 1964.

Til den første bestyrelse blev Nameless’s rytmeguitarist og forsanger, John Nielsen, valgt til formand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer var: Per Mørk, næstformand, Henning Christensen, sekretær, jeg blev kasserer. De øvrige var Jørgen Thomasen, Per Hansen og Mogens Jensen.

Og pigtrådsmusikken i Brønderslev fik en flyvende start. Den første avisartikel, hvor vi er omtalt med billede, er den 6. august 1964. Den 8. september er der annonce og omtale vedrørende dannelsen af pigtrådsklubben, den stiftende generalforsamling samt det første pigtrådsarrangement. Den 11. september bliver generalforsamlingen omtalt, den 17. september er der foromtale af det første arrangement og den 21. september var der en anmeldelse af klubbens første pigtrådsaften, der jo samtidig var debut for The Nameless.

Tre år med pigtrådsmusik

PG Klubben blev en bragende succes, og i de næste tre år var der arrangement på arrangement på Hotel Phønix. 80 % af arrangementerne lå på søndag aftener. The Nameless spillede der mange gange, specielt i den første sæson, og gennem klubbens tre leveår var der både danske og udenlandske grupper på besøg.

Det klart største arrangement i den første periode, var den 31. januar 1965 med den engelske pigegruppe ”The Liverbirds” fra Liverpool. Som der stod i annoncen: ”Det hidtil største pop-arrangement i Vendsyssels historie”. Der var stor foromtale og i øvrigt forhøjet billetentré, fra de normale 2 kr. til 6. kr.!!

Ifølge anmeldelsen var der 6-700 unge mennesker i så energisk udfoldelse, at kondensvandet drev ned af væggene og tapetet løsnede sig her og der.

Senere skulle det blive endnu større med The Hollies inklusive Graham Nash. De gæstede PG klubben den 22. maj 1966.

Ud fra annoncer og omtaler i Aalborg Stiftstidende i perioden september 1964 til november 1967, har jeg lavet en opgørelse over arrangementerne i PG Klubben. Efter november 1967 var der andre, der arrangerede popmusik i Brønderslev, bl.a. den såkaldte Saltum-Tårs Popklub, også kaldet ATP Klubben.

 

Perioder	Antal arrangementer	Antal grupper	Antal medvirkende grupper
			Lokale Brønderslev grupper	Udenbys/­lands­kendte grupper	Udenlandske grupper
Første sæson: 19. sept. 1964 – 6. okt. 1965	25	32	15	15	2
Anden sæson: 24. okt. 1965 – 1. sept. 1966	35	55	16	30	9
Tredje sæson: 4. sept. 1966 – 6. nov. 1967	45	88	16	49	23

Selv om oversigten skal tages med det forbehold, at jeg ikke har fået alt med, tror jeg, den i det store og hele giver et retvisende billede af aktiviteterne i PG Klubbens treårige eksistens.

At der kom mange landskendte grupper som f.eks. The Defenders, The Hitmakers, Sir Henry and His Butlers, Peter Belli og hvem han nu havde med, i klubbens tredje sæson, tager jeg som et tegn på, at det lakkede mod enden af pigtrådsperioden. At de landskendte grupper spillede meget i Vendsyssel på det tidspunkt, er vel udtryk for den generelle tendens til, at ”tingene” kommer forsinkede til Vendsyssel i forhold til København og Sjælland. I 1967 var der måske ikke længere så stor efterspørgsel på Sjælland, og så måtte grupperne tage til takke med arrangementer i Jylland.

Pionerindsats

I dag lever vi i en verden fyldt med tilbud om aktiviteter og underholdning, ikke mindst på de såkaldte sociale medier.

På en måde var det nemmere selv at starte noget nyt dengang i 1960’erne, der skete ikke så meget for unge mennesker, og en ting mere: Vi havde ikke ret mange penge, så vi skulle være kreative.

Der var ingen, der kunne fortælle os, hvad vi skulle gøre. Ungdomsaktiviteterne var koncentrerede om sport, specielt fodbold, og vi havde friluftsbadet om sommeren. Der var en smule ungdomsskolevirksomhed i Brønderslev i begyndelsen af 1960´erne, men det har jeg først konstateret nu, her mange år efter, ved at studere de gamle aviser. De kommunale musikskoler eksisterede slet ikke.

PG Klubbens økonomi

Den omfattende musikalske aktivitet i PG Klubben gav sig også udslag i en økonomisk ditto. Til hvert arrangement var der omkostninger til orkester, annoncering, leje af sal, dørvogtere, diverse som f.eks. ostemad og kaffe, øl og vand til musikerne og måske også til klubbens bestyrelse, der typisk tog sig af det praktiske ved arrangementerne.

Jeg har desværre ikke noget regnskabsmateriale fra PG Klubben, men jeg kan huske at The Nameless fik 400 kr. pr. gang de spillede i den første sæson. Modellen med at spille gratis duede ikke, fandt vi hurtigt ud af.

1965-66. The Nameless i øvelokalet på Søndergades skole. Fra venstre John Nielsen med Pers Höfnerbas, Mogens Dyrberg ved trommerne, Per Hansen har en finger med i spillet samt denne artikels forfatter, Jens Dalgaard-Nielsen med sin KENT elguitar.

Hvis vi, for eksperimentets skyld, skal gøre os en forestilling om, hvordan økonomien sådan cirka må have set ud i PG Klubbens første leveår, kan vi regne med 22 arrangementer, når vi ser bort fra generalforsamlingerne. Ganger vi med mulige omkostninger på måske 800 kr. pr. gang, får vi samlede omkostninger i klubbens første sæson på kr. 17.600.

Det var i 1965 kroner. Hvis vi omregner værdien til nutidskroner, svarer det til ca. 183.000 kr. (i 2020), ifølge Danmarks Statistiks prisberegner.

Der var penge i kassen, da jeg aflagde regnskab ved generalforsamlingen 6. oktober 1965, så omsætningen må have været noget højere.

Året efter fortalte kasserer Anders Lerwick (han blev mest kaldt Sanvig til efternavn dengang) ved generalforsamlingen 1. september 1966, at omsætningen i PG Klubbens anden sæson havde været 76.000 kr. på baggrund af omkring 10.000 gæster. I nutidskroner svarer det til ca. 750.000 kr.

Udover Anders bestod bestyrelsen i PG Klubbens anden sæson af formand Torsten Sørensen, sekretær Birgitte Bering, John Nielsen, Bjarne Nielsen, Freddi Christiansen samt Finn Børgesen.

På generalforsamlingen valgte man i øvrigt at nedsætte antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem.

Ved valget til bestyrelsen for det kommende år blev Bjarne Nielsen valgt til formand, Jørn Agerbæk blev kasserer. Derudover blev Benny Andreasen, Anne Marie Holst samt Finn Jensen valgt.

Andre brønderslevgrupper i PG Klubben

Udover at PG Klubben lavede arrangementer for de lokale og tilrejsende unge, fungerede den også som rugekasse for de brønderslevgrupper, der blev dannet i kølvandet på The Nameless’ succes. De havde typisk intet anlæg, knap nok elektriske guitarer, så de fik lov til at låne guitarer og anlæg og spille i pauserne. Her fik bl.a. den første udgave af The Pretenders, The Swagmen, The Amblers og The Excentrics/Blues Progress deres ilddåb foran et publikum.

Et andet fænomen fra slutningen af ”pigtrådsalderen” var de såkaldte go-go konkurrencer, hvor piger ”dansede for”, enten på selve scenen eller mere avanceret i et ”bur” for sig. Den 20. august 1967 var der således en slags landsdels go-go konkurrence i PG Klubben, hvor den pige, der vandt, kunne gå videre i en landsdækkende konkurrence med en præmie i form af en tur til Mallorca. I Brønderslev vandt en lokal pige, Lene Casper, og hun blev nummer 2 i finalen, der blev afholdt i Odense.

Set i bakspejlet

Pigtrådsperioden i Brønderslev varede en tre-fire år. For os, der var med, var det en spændende periode af vores ungdomstilværelse, tingene gik hurtigt, og vi så os aldrig tilbage ”over skulderen”. Inden vi havde set os om, var perioden slut og flowerpower, hash og det, der var værre, holdt deres indtog i Brønderslev. Hvor Brønderslev i en periode var pigtrådens ”Mekka” i Vendsyssel, i et fredeligt musikalsk brud med fortiden, blev den nu landsdelens centrum for hash og narkohandel.

Men det er en helt anden historie, og for mit eget vedkommende husker jeg ”pigtrådstiden” som ret naiv og uskyldig. Et eksempel er, at jeg i PG Klubbens første sæson, hvor jeg var kasserer, gik hjem fra arrangementerne med klubbens grønne pengekasse i hånden som en anden skoletaske, uden at skænke det en tanke, at der kunne være nogen problemer i det. Jeg blev da heller aldrig antastet, men kunne gå hjem og tælle de fedtede mønter og fem- og ti kronesedler i min seng, mens ørerne summede af aftenens ”larm”.

Ved pigtrådsperiodens afslutning, var jeg og mine kammerater på vej mod nye musikalske horisonter. Men pigtrådstiden, med dens ungdommelige søgen mod noget andet end ”det gængse”, vil nok altid blive stående for min generation, som en vigtig del af vores ungdoms dannelse. En dannelse, der måske stadigvæk sætter kursen for vores færden, mere end vi egentlig gør os bevidst til daglig.

Stille afslutning

PG Klubben sluttede mere eller mindre i efteråret 1967. I Aalborg Stiftstidende figurerer en del artikler om dårlig økonomi og forsøg på at køre videre med forskellige udenbys samarbejdspartnere. Den 26. januar 1968 meddeler avisen, at PG Klubben er blevet afløst af Saltum-Taars Popklub.

En kort, men hektisk periode i Brønderslevs musikliv var slut.

Pigtrådsmusik i biografen ”Bien”

En beskrivelse af pigtrådstiden i Brønderslev er ikke fuldstændig uden en omtale af pigtrådsmusikken, der blev spillet i biografen ”Bien”.

”Hit Hause” stod der faktisk på et skilt biografejer Karl Gunnar Fuglsang i 1965 lod fremstille for at annoncere, at der også var pigtråd i biografen.

Forbilledet var selvfølgelig det ”Hit House”, der så dagens lys på Frederiksberg i september 1964. Her blev der spillet pigtrådsmusik i lange baner, og det blev der altså også i biografen Bien i Brønderslev.

Bien blev samtidig byens uofficielle øve- og samlingssted for specielt nogle af byens yngre pigtrådsgrupper. Fuglsang stillede salen gratis til rådighed, inklusive lys, strøm og varme. Modydelsen udviklede sig til, at de forskellige grupper spillede for biografgæsterne før eftermiddagsforestillingen om søndagen.

Det nævnte ”Hit Hause” blev i øvrigt hurtigt omdøbt til ”Hit Temple”, måske havde man fundet ud af stavefejlen. På et tidspunkt i begyndelsen af 1966 blev de første fem rækker sæder fjernet, der blev lavet mikrofonanlæg på scenen, og i stedet for søndagens eftermiddagsforestilling, blev der udelukkende spillet pigtrådsmusik.

Hit Temple blev en stor succes. I Aalborg Stiftstidendes brønderslevspalte har jeg kunnet registrere 27 arrangementer i perioden mellem april 1965 indtil marts 1966. Der har sikkert været en hel del flere, inden Fuglsang begyndte at reklamere med det.

Hvor populær pigtrådsmusikken var i sin glansperiode, fremgår af, at der både kunne afholdes pigtrådsarrangement i Bien søndag eftermiddag, dog nok med et lidt yngre publikum, og samme aften i PG Klubben på Hotel Phønix.

De enkelte pigtrådsgrupper og deres medlemmer

De forskellige pigtrådsgrupper i Brønderslev blev dannet af drenge og unge mænd ud fra forskellige kammeratskabsgrupper. Nogle eksisterede dog så kortvarigt, at de ikke nåede at sætte sig spor i f.eks. aviserne eller på anden vis. Så de grupper jeg beskriver, er de otte, som det har været muligt at finde oplysninger om, og som det har været muligt at interviewe nogle af medlemmerne om.

Grupperne omtaler jeg i den rækkefølge de første gang blev nævnt offentligt i omtaler eller annoncer i henholdsvis Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftstidende. For sidstnævntes vedkommende fortrinsvis på lokalsiderne.

The Nameless

Gruppen blev startet af Per Hansen og mig, formentlig på et tidspunkt i 1963. Vi gik begge i realklasserne på Søndergades skole og kom sammen i vores fritid. Vi aftalte at jeg skulle spille det man kaldte singleguitar og synge, Per skulle spille basguitar og synge.

December 1965. Her giver vi et juleshow i en af Brønderslevs tøjforretninger.

Efter et stykke tid fik vi en af vore kammerater fra lokalområdet, John Nielsen, med på rytmeguitar og sang, og han trak en af sine kammerater, Mogens Jensen, med. Han skulle spille trommer.

Efter at have øvet os et stykke tid, først i Mogens’ kælderværelse, senere i et klasselokale på skolen, ville vi gerne optræde for andre. Da der ikke umiddelbart viste sig nogle muligheder for det, fandt vi på, sammen med jævnaldrende kammerater, at stifte en popklub, der jo fik navnet PG Klubben.

Efter vores debut den 19. september 1964, spillede vi stort set hver anden søndag i klubben og fik efterhånden også engagementer rundt omkring i landsdelen.

Juni 1991. The Namelessrevival i Den runde Pavillon i Brønderslev.

Fra januar 1965 blev Mogens Jensen afløst af Mogens Dyrberg på trommerne og i løbet af sommeren 1965 kom Bjarne Nielsen med på rytmeguitar og sang. Han aflastede dermed John, der kom i forgrunden med det repertoire, vi efterhånden kom ind på, bl.a. med kopinumre af The Rolling Stones og flere numre med ”rhythm-and-blues” præg.

Gruppen var aktiv i perioden fra debuten i 1964 og til sommeren 1966, hvor Mogens og jeg gik med i en anden brønderslevgruppe, The Pretenders, mens John og Bjarne dannede en ny gruppe, Richard Cory’s Group.

The Nameless blev kortvarigt gendannet to gange i begyndelsen af 1990’erne, hvor vi med stor succes spillede bl.a. en jubilæumskoncert i Brønderslev. Gruppen var også med i 2014 ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev

The Amblers

Denne gruppe blev den anden der dukkede op i Brønderslev, de blev første gang nævnt i avisen i december 1964. De spillede derefter bl.a. en hel del på Lønstrup Badehotel lørdag-søndage.

Gruppen voksede ud af et antal unge, der ofte samledes på Bjarnes værelse for at lytte til den tidlige pigtrådsmusik. De fire medlemmer var Bjarne Nielsen, singleguitar og sang, Søren Poulsen, basguitar, Villy Christensen, rytmeguitar og Finn Findinge, trommer. Finn blev senere forsanger og Søren Nørgaard afløste ham på trommerne.

De spillede til baller og deltog i pigtrådsmusikkonkurrencer indtil sommeren 1965, hvor de blev opløst, da Bjarne gik med i The Nameless. I hele deres aktive periode spillede de kopinumre af bl.a. The Beatles, The Rolling Stones og The Animals.

Til at hjælpe dem med at skaffe engagementer havde de en manager, Villy Sørensen, der dog ikke var fra Brønderslev, men fra Øster Vrå.

Udover at spille var Bjarne Nielsen også meget aktiv i det organisatoriske, idet han var formand for PG Klubben i dens tredje og sidste periode 1966-67.

The Headshakers

Gruppen var tidligt på færde i pigtrådssammenhæng i Brønderslev, men eksisterede dog kun i omkring et halvt år. Den havde den klassiske besætning for pigtrådsgrupper og bestod af Hans Evang Christensen, der spillede singleguitar, Hans Nielsen, der spillede basguitar og sang, Jørgen Thomasen på rytmeguitar og Kjeld Krogsbøl Jakobsen, kaldet Kjeld Dun, på trommer.

De er første gang omtalt i en af de lokale aviser i februar 1965.

Gruppen blev stiftet af barndomsvennerne Hans Nielsen og Jørgen Thomasen. En periode var Frits Mogensen med som sanger og Benny Nørgaard Andreasen var kortvarigt med på trommer. De spillede kopinumre af bl.a. The Rolling Stones, The Kinks, The Who og havde også et par Elvisnumre med.

De havde en medhjælper i skikkelse af Steen Løbger, der både agerede roadie og økonomiske støtte, da han bl.a. købte et ekkoanlæg til dem.

Ligesom The Amblers havde de Villy Sørensen, Øster Vrå, som manager.

De fik dog ikke rigtigt nogen engagementer, så de stoppede igen i løbet af foråret 1965 og bortset fra Hans Nielsen, gik de øvrige medlemmer til andre brønderslevgrupper.

The Swagmen

Lige i hælene af The Headshakers dukkede en anden ny gruppe op, nemlig The Swagmen. De kom til at eksistere i længere tid end The Headshakers, idet man kan følge deres meritter på pigtrådsscenen i knap to og et halvt år.

De optrådte første gang i Bien ved ”pigtrådsmusik før eftermiddagsforestillingen” og var måske den gruppe, der inspirerede biografejer Karl Gunnar Fuglsang til at indføre pigtrådsmusik søndag eftermiddage i stedet for de normale biografforestillinger.

Den længstvarende besætning i gruppen var Freddi Christiansen, rytmeguitar, Jørgen Hjelm Johannesen, singleguitar og lejlighedsvis sang, Jeppe Arild Jensen, basguitar og ind i mellem sang, Knud Erik Vestenbæk, forsanger, samt trommeslager Søren Nørgaard.

I kortere og længere perioder havde de også en række andre lokale pigtrådsmusikere inde over. Det var Heinz Trudslev, deres første trommeslager, Else Simonsen og Jørgen Thomasen på elorgel, og Kjeld (Dun) Jakobsen som forsanger.

Desuden havde de en meget dedikeret hjælper i Niels Anton Thomsen, der ydede en stor indsats for dem samt en chauffør, Poul Jensen, der kørte for dem til engagementerne rundt omkring.

De øvede til at begynde med i Bien, men fik senere øvemulighed i fabrikslokalerne hos Cementstøberiernes Redskabsforsyning. Deres repertoire tog udgangspunkt i numre af The Kinks og The Rolling Stones, men også kopinumre af repertoirerne hos The Shadows, The Beatles og The Hollies var at finde på deres spilleliste.

The Swagmen havde Brønderslevs bedste singleguitarist i Jørgen Hjelm Johannesen og desuden havde de det bedste anlæg, som de i øvrigt ikke var karrige med at udlåne til andre grupper i byen, der ikke var så godt kørende.

De var med i flere af tidens mange pigtrådskonkurrencer og de blev nummer 2 i en konkurrence i Løkken ved sommerfesten i 1966.

Gruppen havde et af deres sidste engagementer sommeren 1967, hvorefter de gik i opløsning. Da flere medlemmer flyttede fra landsdelen, kom de ikke til at spille sammen mere.

The Pretenders

Mens The Nameless var de første, blev The Pretenders de største, og her snakker vi vel at mærke om 1960’erne i Brønderslev. I øvrigt blev Pretenders den eneste af tressergrupperne i Brønderslev, der fortsatte med at spille efter at pigtrådstiden var ovre.

Forklaringen er nok, at de ikke spillede decideret pigtrådsmusik, men snarere ”blød” rock, der appellerede til en meget bredere skare end den oprindelige pigtrådsmusik.

The Pretenders blev startet af fire unge, der var eller havde været klassekammerater på Søndergades Skole. Poul Vejby og Martin Bøgild begyndte på et tidspunkt at spille lidt guitar sammen, og omkring eftersommeren 1964 kom Sten Fuglsang og Jens Nøhr med. De sidstnævnte kom til at spille henholdsvis basguitar og trommer.

At dømme efter et avisnotat i Aalborg Stiftstidende, havde de deres debut i januar 1965.

1965, det første Pretenders som pauseorkester i PG Klubben.

De udviklede sig i det følgende års tid, og da Mogens Dyrberg fra The Nameless tog med ud en aften på afbud fra Jens Nøhr, endte det med, at han gik med i The Pretenders og trak mig med. Det var i sommeren 1966.

Styrken ved det ”andet” Pretenders viste sig hurtigt at være en særdeles god rytmegruppe samt evnen til at synge nærmest præcist som forbillederne. Vores stemmer passede simpelthen godt sammen. Vi slog os især på Holliesnumre, som vi løbende tog på repertoiret i takt med, at The Hollies udgav dem. Vi øvede tre gange om ugen samtidig med, at vi spillede rundt om i Nordjylland.

Vi deltog også i nogle af de mange pigtrådskonkurrencer, der blev afholdt dengang. For eksempel blev vi nummer 1 i den såkaldte ”FavoHit 1967” konkurrence i marts 1967 i en stor popklub i Vejgaard, Aalborg.

Det store scoop, og efterfølgende gennembrud på landsplan, fik vi, da vi vandt Danmarks Radios landsdækkende konkurrence ”Toppen af Poppen” i maj 1968. Der var omkring 170 deltagende grupper og finalen foregik i Studenterforeningen i København.

Det var naturligvis en stor oplevelse, ikke mindst fordi vi fik flybilletter til og fra København. Det var den første flyvetur for alles vedkommende.

Herefter fik vi Eugen Tajmer til manager, og spillede i de næstkommende år over det meste af Danmark.

The Pretenders efter pigtrådstiden

Aktiviteterne stoppede dog i foråret 1970 på grund af militærtjeneste og videreuddannelse. Kontakten blev dog vedligeholdt og omkring 1972 begyndte jeg og min bror, Ib, der havde spillet i et andet brønderslevband, The Blues Progress, med tilslutning kort efter af Poul Vejby, at lave lidt musik i tiden ånd på akustiske guitarer.

I foråret 1973 medvirkede alle ved indspilningerne af min hovedopgave i musik på Hjørring Seminarium. Og i løbet af de næste år begyndte vi at spille igen med nyt repertoire med mere vægt på instrumentalsiden frem for den flerstemmige sang.

I 1979 kom Søren Tipsmark med på trommer i stedet for Mogens Dyrberg, og vi havde en hel del arrangementer i årene frem mod 1990’erne, hvorefter vi stort set kun spillede til hinandens runde fødselsdag i de følgende år.

Til gengæld var vi aktive i musikstudiet, idet vi indspillede forskelligt slags musik og en række af numrene fra vores repertoire.

Den oprindelige gruppe fra 70’erne blev genoplivet ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev i september 2014, og da der blev bud efter os igen, gik vi for alvor i gang igen med at indøve gamle som nye numre.

Besætningen er den originale fra 1966 plus en mere og består nu af Martin Bøgild, rytmeguitar og kor, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, jeg selv, leadguitar og kor, Mogens Dyrberg, trommer, Sten Fuglsang, basguitar og kor samt Poul Vejby, forsanger og guitar.

The Blues Progress

Med en eksistens på godt 3 år og 7 måneder, blev The Blues Progress den næstlængst levende af byens pigtrådsgrupper. Den fik desuden brønderslevrekord i at have haft flest musikere inde gennem gruppens eksistens. Dens faste kerne gennem alle årene var dog stifterne Ib Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, og Carsten Mørch Gertsen på basguitar. Dertil kom Ib Kræmmergaard, elorgel og sang, og trommeslager Jens Nørgaard, der begge var faste medlemmer de fleste år.

1969, The Blues Progress. Fra venstre Ib Kræmmergaard, Ib Dalgaard-Nielsen, Jens Nørgaard og Carsten Gertsen.

De øvrige, der var med i kortere og længere perioder var Eugen Pfänner, trommer, Per Andersen, sang, Hans Evang Christensen, singleguitar, Kjeld (Dun) Jakobsen, trommer og en periode sang, Per Jensen, guitar, Asger Jørgensen, rytmeguitar, den eneste udenbys pigtrådsmusiker, han var fra Vrå, Jens Nøhr, trommer, og Jørgen Thomasen, rytmeguitar.

Ligesom bl.a. The Swagmen havde The Blues Progress en medhjælper. Det var Jørgen (Jønne) Sørensen, der i flere år fulgtes med gruppen til engagementerne og slæbte og stillede instrumenter op.

Oprindelig kaldte de sig The Excentrics, det blev senere til The Blues Progress of The Excentrics Band, men det var nok lidt for langt, så de endte med at kalde sig The Blues Progress.

De spillede kopinumre ligesom de øvrige brønderslevgrupper, men deres repertoire var meget forskelligt fra de andres. Deres spilleliste var præget af numre med Jimi Hendrix, Paul Butterfield Blues Band, Pretty Things, John Mayal og Cream.

Gruppen er den eneste fra 1960’erne, bortset fra The Pretenders, fra hvem der er musikoptagelser fra dengang. Optagelserne af flere numre fra deres repertoire, var noget af det sidste de foretog sig inden de stoppede i løbet af efteråret 1969.

The Andrews

I begyndelsen af 1966 kom en ny pigtrådsgruppe til offentlighedens kendskab. Gruppen bestod af de yngste pigtrådsmusikere i byen eftersom de var i aldersklassen 13-14 år, da de dukkede op ved en pigtrådseftermiddag i Bien.

1966, The Andrews. Fra venstre Karsten Ulsted, Jens Nørgaard, Svend Erik Pedersen og Eddi Kjær Jensen.

De stoppede dog allerede efter en tre-fire måneder og den eneste af dem, der fortsatte med at spille pigtrådsmusik, var Jens Nørgaard, der slog trommer i bandet. De øvrige medlemmer var Eddi Kjær Jensen på basguitar, Svend Erik Pedersen på rytmeguitar og Karsten Ulsted, singleguitar og forsanger.

Af avisannoncer fremgår at gruppen spillede som pauseorkester i PG Klubben og i Bien et antal gange. De havde muligvis et enkelt regulært engagement, nemlig på V. Hjermitslev kro, hvor de spillede på skift med The Pretenders og The Swagmen.

De er omtalt i avisen sidste gang i april 1966.

Richard Cory’s Group

Efter at Brønderslevs første pigtrådsgruppe, The Nameless, stoppede sommeren 1966, dannede John Nielsen og Bjarne Nielsen en ny gruppe, det meste af tiden benævnt Richard Cory’s Group.

1966-67 Richard Cory’s Group. Fra venstre Kjeld Nielsen, John Nielsen, Søren Poulsen og i forgrunden Jens Nørgaard og Bjarne Nielsen.

De gik sammen med Søren Poulsen på basguitar og Jens Nøhr på trommer. Jens Nøhr blev senere erstattet af Jens Nørgaard.

Som medlem kom også Johns lillebror, Kjeld Nielsen, som sanger. Han havde ikke tidligere været involveret i musikarbejdet, men havde været lidt med på sidelinjen, når John og jeg i namelessregi øvede på Johns værelse.

Med rutinerede medlemmer kunne gruppen uden videre fortsætte med Nameless repertoire, og deres spilleliste var specielt præget af kopinumre af The Rolling Stones og The Kinks.

Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2014 ved 50 års jubilæet for PG Klubben, men stoppede i sin tid i maj 1967, da John blev indkaldt til søværnet.

Efterskrift

De nævnte grupper fra Brønderslevs pigtrådsmusiktid var de, der eksisterede i så tilpas lang tid, at de fik en individuel historie som gruppe, en historie som kunne undersøges og fortælles om her mange år senere.

Der var formentlig tilløb til andre gruppedannelser dengang. Navne som The Barbedwire, The Rattlesnakes og The Ghost-Walkers har jeg set i annoncer eller avisnotitser vedrørende arrangementer i Brønderslev. Men jeg har ikke kunnet finde yderligere oplysninger om disse mulige gruppedannelser, så omtalen af de otte grupper jeg har nævnt, udgør formentlig den nogenlunde fuldstændige historie om pigtrådstidens grupper i Brønderslev.

De korte beskrivelser repræsenterer dog kun ”smagsprøver” på den samlede fortælling. Den kan til gengæld læses i min bog: ”Pigtrådsgrupperne og deres medlemmer i Brønderslev i 1960’erne”, udgivet i oktober 2021.

Gammeldags,

det er ikke uden grund, at der arbejdes på en modernisering af dag-renovationen i Brønderslev. Metoden er gammeldags og ikke hygiejnisk – som det ses af billedet. Hestene trækker vognen, hvis låg ikke dækker affaldet. Det dufter hverken af roser eller lavendler i vognens nærhed og det kan ikke undgås at noget falder af undervejs til lossepladsen.

Kilde: Poul Erik Andreasen, lokalhistorisk arkiv

Vi bliver også nødt til at tage en snak om kommunens håndtering af husholdningsskraldet. Som jeg husker det, var lossepladsen en stor åben plads ude bag ved Dammens Vænge, hvor skraldemændene afleverede al det skrald, de samlede ind hos byens beboere, restauranter og de handlende. Alt blev så vidt jeg husker det, læsset på en skraldevogn. som til at begynde med var hestetrukken, noget lignende den vi ser på billedet, men måske en smule højere og med skråt siddende låg, som lukkede af for skraldet. Der, hvor jeg boede (Fredensbo) havde vi skraldehuse, hvor de store tunge galvaniserede skraldespande stod opmarcheret. De var firkantede og havde et håndtag i hver side. Vores skraldespande stod enten i et aflukket skur eller i en lille tilbygning til etageejendommene. Det var ikke et sted man opholdt sig, for det stank ad Pommern til. På den tid (1950’erne) havde man ikke plastaffald, men der var en masse papir og kartoffelskræller og sikkert også afskårne fedtklumper og rester fra middagsmaden. Alt blev så vidt jeg erindrer hældt ned i samme skraldespand. Der var ingen sortering overhovedet.

Mælkekartoner og plastemballager fandtes ikke, man brugte skåle og glasflasker som blev genbrugt. Når skraldemanden havde tømt skraldespandene blev skraldet kørt til en losseplads i byens udkant, hvor hele skidtet blev læsset af på en kæmpestor losseplads, hvor der gik en mand eller to og skubbede til skidtet og satte ild til det som kunne brænde, men hvad han egentlig ellers lavede, ved jeg ikke og om denne mand var ansat til dette job eller bare levede af at “skralde” ved jeg faktisk heller ikke. Der var, hvilket man kunne forvente en pokkers masse rotter på denne losseplads og det lugtede skrækkeligt. Det undrer mig, at man dag ud og dag ind, år efter år har tilsvinet vores natur så grundigt med alt det vi mennesker ikke kunne anvende og ej heller sortere. Hvorfor havde man ikke en bedre orden på tingene den gang og hvad var det for et område man forurenede med skrald og køkkenaffald? Hvad er der på lossepladsen i dag? Er al affaldet mon helt nedbrudt eller ligger det der stadigvæk og nedbryder?

Hvad var Dammens Vænge før det blev anvendt til losseplads….en dam måske?

I dag har man forhåbentlig erstattet lossepladsen med et forbrændingsanlæg til husholdningsaffald og et rensningsanlæg til alt hvad der slippes ud via kloaksystemet. Det er nemt og bekvemt for os borgere at slippe en skrald, afløbsvand og efterladenskaber, men det hele skal tilbage til naturen, så kredsløbet kan fungere også om 100 år.

Ja, det var så lidt om den grimme og ildelugtende side af et samfund, som bare forbruger og smider væk. En overgang blev køkkenaffald samlet sammen og anvendt som grisefoder, men det er mig bekendt ikke længere tilladt. Ude på landet brugte de deres køkkenaffald til opfodring af fjerkræ og grise, så der har problemet nok ikke været så svinsk som det en overgang var i byerne.

Vintervænget, Sommervænget og Dammens vænge.

Der er meget frodigt på Vintervænget, idet en streng af Store Vildmose rækker ind i området. Det var også her Gravens Planteskole blev oprettet, inden den blev flyttet til Tolstrupvej. Der var også på et tidspunkt en del kolonihaver i området. Området hed engang Dammens Vænge, og Fasanvej hed Fælledvej, fordi fælleden lå her.

 

 

PG klubben genopstod for en enkelt dag

Den 21.10.2021

Af: Ole Olesen

PG klubben genopstod for en enkelt dag takket være Jens Dalgaard-Nielsen og John C. Nielsen. En fantastisk dag, tusind tak til jer begge.

Pigtråds musik opstod da vi var unge. Vi er babyboomere og roden af rigtig meget af det menneskeheden ser og bruger idag, er på grund af os baby-boomers . Inklusive musik. MUSIK, men hvilken musik?  Nogle af vore forældre trøstede sig sikkert med, at det forhåbentlig bare var en døgnflue. Nuvel, så lever fluer rigtig længe, for idag hører vi ofte The Beatles, Rolling Stones, Rod Stewart og Tom Jones, bare for at nævne nogle få. Der er desværre kun to “beatler” tilbage, men Rolling Stones (selvom de mistede Charlie Watts for nylig), Rod Stewart og Tom Jones  giver stadig koncerter rundt om i verden. Sir Mick Jagger og Sir Rod Stewart blev begge “knighted” eller adlet af Dronning Elizabeth p.g.a deres musik. Disse blev også fædre for nylig, så babyboomers are still going strong ! Well done boys. Der er krudt i baby-boomers.

Nå, tilbage til Pigtrådsreunionen, hvor Jens Dalgaard-Nielsen briefede os om dagens program. Alle vi unge, nu dog ofte med lidt gråt hår, mødtes i den gamle biograf BIEN i Brønderslev for at genopleve musikken og gense vore ungdomsvenner. Uden navneskilt kunne der måske være lidt tvivl om hvem man egentlig genså, men efter en halv times tid, var “den gamle flamme” tilbage og vi snakkede og snakkede og snakkede, drak lidt og fik spist noget godt mad. Vi alle mindedes den tid hvor der var lørdagsbal i Tylstrup, Hallund eller V. Hjermitslev. Den fik sgu ikke for lidt dengang.

Freddi fortalte om en spændende anekdote om en nostalgisk guitar og forstærker.
Så begyndte musikken og Søren sang en dejlig sang af Sebastian.

Jeg blev også positivt overrasket over at høre The Nameless, stemmerne fejler bestemt ikke noget og musikken var fuldstændig som dengang. Fantastisk. The Pretenders leverede også varen og danselysten fik vore ben til at vrikke under bordet i takt med musikken. Gamle minder kom frem.

Til sidst blev der danset til den store guldmedalje til den bedste musik som vor generation, the babyboomers, har været med til at lave.

Jeg glæder mig helt vildt til den næste Pigtrådsreunion. Lad os alle håbe det bliver “snart” og ikke om fem år.

Ha’ det godt allesammen og igen tusind tak til Jens og John.

 

Tolstrup Brugsforening begyndte som en indkøbsforening i Tolstrup i 1897, men flyttede til Brønderslev i 1899. I 1904 byggede man et pakhus til, hvor der også var hestestald. Da man havde fået lagt Tolstrup, Stenum og Jerslev under sig besluttede man at søge om detailhandlerbevilling i 1905, den fik man og ansatte Chr. F. Larsen som uddeler.

1 1914 blev indkøbsforeningen eller som den nu kaldes Tolstrup Brugsforening, indlagt i “Dansk Andels Cementindustri”. Efter Chr. F. Larsen blev Niels Åge Engelund uddeler. N. Aage Engelund havde uddelerposten til 1967, da den nye brugsforening var under opbygning på Klokkestøberiets gamle grund.

Følgende har været ansat som uddeler: Marthinus Nielsen, N.C. Mikkelsen, Chr. F. Larsen og N. Aage Engelund

Nedenfor billeder af ekspeditionslokalet

 

Marie Jensen fortæller om Tolstrup brugsforening i bogen: Vores egns historie, Tolstrup-Stenum 1984, her et uddrag:

Tolstrup Brugsforening – historien fra start

På en ejendom vest for Tolstrup Mejeri på den ejendom, som murermester Peter Juul ejer her i 2021, var det, at gårdejer Johan Chr. Pedersen sidst i 1800-tallet tog initiativ til oprettelse af Tolstrup Brugsforening. I realiteten var han dens første uddeler. Indkøb af varer blev foretaget hos Ringkøbings amts indkøbsforening. Kunderne bestilte varerne i forvejen, som så blev leveret hos Johan Chr. Pedersen, hvor kunderne kunne hente dem. Den første protokol er autoriseret den 8. maj 1897. Man begyndte at arbejde for at opføre en bygning i Brønderslev til brug for foreningen. Der blev ansat en uddeler, og i år 1900 nedsatte bestyrelsen et udvalg for at arbejde for at få etableret en foderstofforretning. I 1902 vedtog generalforsamlingen at erhverve en ejendom i Brønderslev. I 1904 blev der bygget til, nemlig hestestald og pakhus. På generalforsamlingen i 1905 blev der vedtaget at løse adkomst til brændevinshandel, men senere blev det forkastet. I 1907 fik foreningen telefon. I 1908 tilkøbte man en grund med 20 m til Gravensgade. I 1908 på generalforsamlingen diskuteredes der, om der skulle indlægges vand og elektricitet i foreningens ejendom. I 1913 blev der igen bygget til stald og pakhus, og på uddelerens foranledning gik man i gang med en udvidelse af butikken. Herefter fik uddeleren besked på, at der var byggestop, og det holdt man indtil 1921. Marts 1922 kunne foreningen fejre 25års jubilæum. I 1931 blev foreningen medlem af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og navnet blev ”Tolstrup Brugsforening”. Efter mere end 25 år som uddeler, blev uddeler Larsen i 1931 afløst af uddeler Niels Åge Engelund. Larsen fortsatte dog som uddeler for frø. Fra 1934 antoges Engelund tillige som uddeler for frø.

I 1930erne var problemet de store udestående fordringer, men der var samtidig stigning i omsætningen en stigning på 25 % fra 1932 – 1933.

I 1934 blev der vedtaget at bygge ovenpå forhuset, herved kom bygningen til at fremstå, som den var indtil nedlæggelsen.

I 1947 kunne foreningen afholde 50års jubilæum under stor festivitas. Under krigen var det naturligvis vareknaphed og rationeringen, der voldte de største problemer.

Ved generalforsamlingen i 1964 omtaltes der første gang sammenlægning med andre brugsforeninger. Tolstrup brugsforening var ikke interesseret endnu.

Men i 1968 afholdtes foreningens sidste generalforsamling, som sluttede med en tak til uddeler Engelund for 37 år som uddeler ved Tolstrup Brugsforening.

Som tidligere nævnt begyndte Tolstrup Brugsforening som en indkøbs-  forening i 1897 i landsbyen Tolstrup lidt uden for Brønderslev mod Løkken, men flyttede i 1899 til Brønderslev med forretning i Gravensgade. I 1967 opførtes et nyt Kvickly på Klokkestøberiets gamle grund, hvorfor man drejede nøglen i Gravensgade. I 2005 måtte Kvickly dreje nøglen om og lukke. Billederne ovenover viser butikken i Gravensgade med varer på hylderne bag disken, hvorover de udleveredes. Alt fra te og kaffe til sko og klædestoffer solgtes over disken. Uddeler Niels Aage Engelund ses i jakkesæt. Han var uddeler, indtil man lukkede i 1967 i Gravensgade og havde da tjent brugsen i 37 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er et krigsbarn, mine forældre blev gift i 1942, og det fortæller lidt om tiden, at der var en notits i avisen om, at en trækvogn blev brugt som brudekaret. Mine forældre havde fået lejlighed på 1. sal i Fredensgade 11 i Brønderslev.

Jeg blev født en torsdag den 30. september 1943 klokken 18.40, den 21. nov. samme år blev jeg døbt i Brønderslev kirke af provst Krøgholt kl. 17.30, mon altid en dåbsgudstjeneste var så sent, eller havde det noget med besættelsen at gøre. Der var 12 familiemedlemmer til dåbsfest og af min oldemor var dåbsgaven 2 kroner, min morbror og hans kæreste gav mig 6 kroner, ellers var gaverne en sølvgaffel, en sølvskubber og et krus af sølv.

Lejligheden i Fredensgade 11 bestod af stue, soveværelse, køkken og et lille WC ude på trappeafsatsen. Opvarmning var kakkelovn i stuen. Badning foregik i en balje i køkkenet, men min far var maskinarbejder på A/S Peder Nielsen, og om lørdagen kunne medarbejdere på fabrikken tage deres familie med til fællesbadning.

I 1946 blev jeg storesøster.

Min far og mor havde i nogle år haft en have i Vestergade 51, og i 1949 begyndte min far med hjælp af min bedstefar, som var murermester, at bygge hus til os i den have, huset var færdigt og vi flyttede ind samtidig med, at jeg den 1. april 1950 begyndte i første klasse på ”Den lille skole” i Tygelsgade. Min klasselærer var frk. Petra Poulsen, som var nyuddannet lærerinde. I 3.4.5. klasse gik jeg på Skolegades skole.

Ved Søndergades skoles start 1. april 1955 blev min far ansat som pedel på den nybyggede skole, og vi som familie skulle forlade Vestergade, da der dengang var bopælspligt for pedellen på byens skoler. Lejligheden, som vi skulle bo i, var ovenpå pigernes gymnastiksal, men den bygning var dog ikke færdig før til februar 1956. Huset i Vestergade blev solgt, og vores familieliv blev derpå tæt forbundet med skolens liv.

 

Jeg startede i 1.mellem ved skolens start, og vi var 36 elever i klassen.

Når man ser klasselokalerne nu, forstår man godt, at der skulle være lidt disciplin. Vi stillede op i skolegården på to rækker bag markerede streger, gårdvagten gik ned langs rækkerne, og man gik pænt på række op på gangen, hvor vi stillede op uden for klasseværelset, indtil læreren kom.

Ved skolens start var der 2 mellemskole klasser, så de næste fire år havde 1.mellem og 2. mellem fælles timer i de fag med kun drenge eller piger. Den ældste klasse kom tilbage på Skolegades skole for at tage realeksamen, således at min klasse var den første, der tog realeksamen på Søndergades skole. Realklassen er mødtes hvert 5. år siden, desværre ikke sidste år p.g.a. coronaen.

Hvorledes mit skoleliv og ungdomsliv var de næste mange år, kan man læse om i Tonny Bistrups indlæg i bind tre, idet vi i hele mellemskolen og realen var klassekammerater og var i samme vennegruppe.

I november 1959 skete der en katastrofe i vores lille kernefamilie, min mor var gravid med termin medio januar 1960, men ved normal barselkontrol i november, opdagede man en begyndende forsterforgiftning. Hun blev indlagt på Brønderslev Sygehus, og min lillesøster blev taget ved kejsersnit den 19. nov. 1959, min mor vågnede ikke op og døde den 21. nov. Herefter var alt kaos i vores familie i flere år.

Ved min skolegangs afslutning i 1960 var skoleåret blevet flyttet fra april til august, så vi gik i realen 3 mdr. mere end normalt.

Jeg havde tænkt mig at blive lærer og var optaget på Th. Langs Seminarium i Silkeborg.  Inden skulle sommerferien bruges med min skoleveninde til en tur til København på ”skolebillet”. Hver sommerferie kunne man hos Danske Statsbaner gratis få billet til, hvor man ønskede i Danmark, og vi skulle til hovedstaden, hvor vi kunne bo hos min venindes moster.

 

                  Eksempel på skolebillet                     

 

Inden denne ferietur havde jeg nok været noget vaklende i forhold til mine fremtidsplaner, så da jeg kom hjem fra ferie, spurgte min far mig, om jeg ville starte i Silkeborg. Nej, det var ikke sagen for mig at forlade mit liv i Brønderslev. ”Godt, så skal du møde til samtale om elevplads på Pedershaab Maskinfabrik i morgen.” Som sagt så gjort, og jeg startede en fireårig uddannelse som kontorassistent den 1. august 1960.

Pr. 1. august 1964 fik jeg arbejde ved Aalborg Kommune, hvor jeg startede i Belysningsvæsenet, senere blev jeg flyttet til ekspeditionen og kasse-funktionen.

Ernst, min kæreste og senere husbond, startede samtidig på Aalborg Teknikum, efter han var blevet udlært, som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik. Vi anskaffede os en lille Mascot, og så gik turen hver morgen til Aalborg. Vi blev gift i 1965 i Brønderslev ny kirke og flyttede derefter i de nybyggede lejligheder på Fortunavej i Brønderslev.

I Januar 1968 fik vi vores søn Jesper, og vi købte om sommeren mine bedsteforældres hus i Dalgasgade 3. Et hus min bedstefar selv havde bygget.

I 1969 søgte jeg uopfordret arbejde ved Brønderslev Kommune, men der var på daværende tidspunkt ingen ledig stilling. Jeg blev i stedet pr. 15. februar 1969 ansat som kontorassistent ved administrations-kontoret på Statshospitalet i Brønderslev, men ak allerede den 28. marts 1969 fik jeg besked på ” at byrådet i sit møde g.d. har vedtaget at tilbyde Dem ansættelse i en stilling som assistent”. Ikke morsomt at skulle sige op så hurtigt, men det var ved kommunen, jeg ønskede at arbejde, så jeg måtte gå den tunge gang til inspektøren og sige op på Statshospitalet.

1.maj 1969 startede mit arbejdsliv ved Brønderslev Kommune. Ved min ansættelse fik jeg en oversigt over ansatte på Rådhuset i Brønderslev Kommune. I alt 37 personer fordelt i 7 afdelinger.

Jeg startede i kassefunktionen og ekspeditionen, men pr. 1. januar 1970 skulle vi alle til at betale kildeskat. Pantefogeden ved Brønderslev Kommune var oppe i årene, og han ønskede ikke at sætte sig ind i den smule restancer, der ville komme ved kildeskattens indførelse.

Dette medførte: ”at byrådet efter indstilling fra kommunaldirektøren i sit møde den 21. oktober vedtog at ansætte Dem som pantefoged, således at Deres arbejdsområde fortrinsvis kommer til at bestå i inddrivelse af ikke afregnet kildeskat.”

Samtidig vedtog man,

at bevillige Dem nedsat tjenestetid til 20 timer om ugen med virkning fra 1. januar 1971. Ifølge notits i avisen bliver den nye pantefogeds opgave at inddrive restancer af kildeskat, men pantefoged H. Hemmingsen skulle fortsat tage sig af ældre skatterestancer fra før kildeskattens indførelse.

Herefter var jeg deltidsansat og var delvis hjemmegående husmor i flere år, og i 1974 fik vi min datter.

Den 15. august 1983 flyttede administrationen fra det gamle rådhus ind i tilbygningen, som nu er Brønderslev Kommunes rådhus.

I november 1985 blev der lavet ny organisationsplan, således at afdelingerne ekspedition/kasse og incasso blev til én afdeling benævnt BETALINGSKONTORET. Tiden gik med 3 forskellige chefer, vi var fire medarbejdere på Betalingskontoret, og jeg var for længst startet med fuldtidsjob.

I 1986 søger min daværende chef orlov, og jeg blev konstitueret som daglig leder af Betalingskontoret med virkning fra 1. juni 1986 til 31. maj 1987.

Men allerede den 26. februar 1987 vedtog økonomiudvalget ”at tilbyde Dem ansættelse i den ledige stilling, som fuldmægtig i økonomisk forvaltning som daglig leder af betalingskontoret med virkning fra den 1. marts 1987”.

I 1991 udtaler jeg til avisen, at det er dejligt at være pantefoged ingen tvivl om det. Avisen fortæller, at jeg har været leder af betalingskontoret siden 1986, hvor jeg overtog posten efter at havde siddet på kontoret i 17 år under tre chefer. Jeg har lært jobbet, som pantefoged på den hårde måde fra bunden. Efterhånden har jeg været på alle de uddannelser og kurser, der overhovedet findes, indenfor mit job, som pantefoged.

I 1991 var vi syv medarbejdere på Betalingskontoret, hvoraf 4 havde autorisation som pantefoged, og vores hovedbeskæftigelse var at administrere omkring 1700 skyldnere, der fordelte sig på 40 forskellige skyldsforhold. Disse personer skyldte i alt 38 mill. Skyldnerne fordeler sig i to grupper, dem der gerne vil betale, men ikke kan, og dem, der siger de gerne vil betale, men som reelt ikke vil.

Gennem alle årene var der et godt samarbejde mellem pantefogederne i de omliggende kommuner. Vi mødtes som regel en gang i kvartalet. I 1990 blev jeg kredsformand for pantefogederne i Nordjylland og Viborg amt og trådte samtidig ind

i hovedbestyrelsen i Foreningen af pantefogeder i Danmark.

Da jeg startede med at komme i Pantefogedforeningen, var der ikke mange kvinder. Når der var årsmøde, var der arrangeret ”dame tur” for ægtefæller, når mændene holdt møder. Det fik vi kvindelige pantefogeder hurtigt lavet om på.

I hovedbestyrelsen kom jeg til at sidde i uddannelsesudvalget, hvorefter jeg var med til at påvirke uddannelser på alle niveauer indenfor vores arbejdsområde. Arbejdet i Danmarks pantefogedforening sluttede jeg maj 2000.

Arbejdet som pantefoged har været:

• utroligt spændende og interessant
• arbejdet er udadvendt
• man møder mennesker både på godt og ondt
• man skal havde et positivt menneskesyn
• man arbejder med folk fra alle samfundslag og skal kende” sproget” i de forskellige samfundslag

I 2004 besluttede folketinget, at staten skulle overtage inddrivelsesopgaverne fra kommunerne pr. 1. november 2005. Jeg havde i hele året 2004 siddet i en arbejdsgruppe i København, hvor vi skulle beskrive, hvorledes vi i kommunerne havde arbejdet med manglende betaling af ejendomsskat som var rene kommunale kroner. Intet af vores arbejde i gruppen blev brugt, beslutningerne var allerede taget øverst i systemet.

Jeg kunne reelt gå på pension, men valgte at tage med til Hjørring i et af de landsdækkende skattecentre, idet jeg håbede at kunne sætte lidt præg på tingene, men det var ganske umuligt, og i maj 2007 opgav jeg og blev pensionist.

I 1990 var vi fem kollegaer, der gik sammen i et forsøg på at danne en kunstforening for administrationspersonalet ved Brønderslev Kommune, og inden vi fik set os om, var det en realitet, og Kunstforeningen Brundur startede med 81 medlemmer.

Vi havde herefter en udstilling af forskellige kunstnere på gangen på rådhuset hver måned, og ved generalforsamlingen blev der hvert år udloddet de indkøbte kunstværker.

 

Hele familiens liv foregik i Dalgasgade i Brønderslev. Ernst var ansat på Pedershaab Maskinfabrik, som Planlægningschef, men desværre blev han i 1996 ramt af kræft og døde i august 1997.

Da jeg blev alene, brugte jeg megen af min fritid på slægtsforskning, og samtidig begyndte jeg at lære at spille bridge. Jeg sad i lokalrådet i Danske Bank og brugte også nogle år i bestyrelsen for Bloddonorer.

Som sagt blev jeg pensionist i 2007 og har et dejligt liv, har fire dejlige børnebørn, har solgt huset i Dalgasgade til min søn og bruger rigtig megen tid i mit sommerhus i Løkken.

 

 

Det nok mest tragiske kapitel i Brønderslevs nyere historie blev skrevet under den tyske besættelse af Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. Det omhandler mordene på byens dyrlæge og tidligere borgmester Axel Richardt Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen den 12. januar 1945. Dette kapitel vil fortælle historien om, hvordan man i høj grad kan se drabene som en lokal kulmination af både nationale og internationale politiske og militære hændelsesforløb, der afspillede sig i Danmark og på den internationale krigsskueplads i årene op til denne grufulde aften i januar 1945.

Historie udvikler sig som en uafbrudt strøm af hændelser, der på en eller anden måde er afhængige af de forudgående. Når det gælder begivenheder fra besættelsestiden, kan disse ofte forklares med udgangspunkt i en lang række af kendte datoer: Tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940, starten på Anden Verdenskrig den 1. september 1939, Hitlers magtovertagelse i Tyskland den 30. januar 1933 eller sågar med det tyske nederlag under Første Verdenskrig, der af de fleste historikere vurderes som værende afgørende for, at det kom til en ny krig godt tyve år senere. Kapitlet ville dog fjerne sig for langt fra den egentlige historie ved at uddybe de nævnte datoer, så derfor springes der frem til påstanden om, at det tyske nederlag i Stalingrad i slutningen af januar 1943 i høj grad havde betydning for mordet på dyrlægen og dyrlægeassistenten i Brønderslev en mørk aften i januar knap to år senere.

Stalingrad blev både disse to mænds og deres bødlers skæbne, fordi slaget var med til at bestemme krigens udfald og inden da fik store konsekvenser for den tyske besættelsespolitik i de besatte lande, herunder Danmark. Indtil langt ind i Hitlers Ruslandfelttog dominerede Nazi-Tyskland krigen; først med en effektiv lynkrigsstrategi i Nord- og Vesteuropa og siden ved at demonstrere, at man kunne erobre enorme landområder i øst. Ved Stalingrad blev den tyske krigsmaskine for alvor stoppet, og befolkningerne i de besatte lande var måske ikke længere helt så sikre på, at det var tyskerne, der ville vinde krigen. Dette havde ikke mindst betydning i forhold til modstanden overfor de tyske besættere. Denne gjorde sig også gældende i Danmark, hvor modstandsbevægelsen først for alvor fik medvind, da tyskerne begyndte at tabe. Da det tyske Afrikafelttog, med den kendte pansergeneral Erwin Rommel i spidsen, slog fejl, og det endda lykkedes de allierede at landsætte tropper i Syditalien i sommeren 1943, kom der for alvor gang i modstanden og det folkelige oprør i de besatte lande.[1] For Danmarks vedkommende betød dette folkestrejker i de større byer i løbet af sommeren 1943 og stigende sabotage mod tyske interesser, herunder fabrikker og infrastruktur. Vi kender i dag denne tid som ”Augustoprøret”, da dette var måneden, hvor begivenhederne for alvor spidsede til og kulminerede her i landet. De tyske besættere kunne selvfølgeligt ikke tolerere, at modstanden tog til og situationen begyndte at komme ud af kontrol for den danske regering.[2]

Regeringen havde gennem den såkaldte samarbejdspolitik indtil da havde haft relativt frie hænder til fortsat selv at regere Danmark. Sammenlignet med den tyske besættelsespolitik i andre lande var dette et særsyn, der dog primært kan forklares med Danmarks rolle som leverandør af landbrugsprodukter til den tyske krigsmaskine, samt særdeles pragmatisk orienterede personer i den tyske besættelsesforvaltning med den såkaldt rigsbefuldmægtigede topnazist Werner Best i spidsen. Danskernes status som ”ariere”, ”germanere” og medlemmer af ”den nordiske race”, har givetvis også spillet en ideologisk rolle for nazisterne. Besætterne ønskede simpelt hen ikke at have problemer i et land, som leverede en væsentlig del af ”Det Tredje Riges” fødevarebehov og hvor besættelsen hidtil havde forløbet særdeles fredeligt sammenlignet med andre tyskbesatte lande. Urolighederne og den stigende modstand i sommeren 1943 endte dog til sidst med, at besættelsesmagten på ordrer fra Berlin stillede en række krav til den danske regering, herunder indførelsen af dødsstraf mod sabotører.[3] Regeringen i Berlin havde mistet tålmodigheden. I Danmark havde den sidste henrettelse ellers fundet sted i 1892 og dødsstraffen var blevet officielt afskaffet med straffeloven af 1930. Den blev dog genindført efter befrielsen mod særligt grove landsforrædere, hvilket vi vil vende tilbage til.[4]

Tyskernes krav om bl.a. dødsstraf til de danske modstandsfolk blev for meget for regeringen. Den gik af den 29. august 1943. Den militære undtagelsestilstand blev indført og tyskerne arbejdede fra nu af sammen med danske embedsmænd. Departementschefstyret var en realitet. Sabotagen fortsatte dog. At regeringen var gået af, var for mange et symbol på, at samarbejdet med tyskerne ikke fungerede og endeligt var brudt officielt sammen. Uofficielt fortsatte det dog uden de større gnidninger gennem ministeriernes departementschefer, der i samarbejde med politikerne (og modstandsbevægelsen) – nu fra tilbagetrukne positioner – naturligvis stadig var interesserede i at bringe Danmark bedst igennem krigen med mindst mulige tab.[5] Besættelsens vilkår havde dog ændret sig kraftigt. Befolkningen havde fået øje for, at tyskerne risikerede at tabe krigen. Oprøreret tog til og nye modstandsgrupper blev stiftet rundt om i landet. Danmark havde på mange måder hidtil været et ”Mønsterprotektorat” – altså det for tyskerne nok mest fredelige (og samarbejdsvillige) besatte land i de første år af besættelsen.[6]

Det undrer derfor næppe, at rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, pressede de tyske besættelsesmyndigheder til gengældelsesaktioner, da situationen i Danmark i stigende grad kom ud af kontrol. Werner Best og andre pragmatisk tænkende topnazister i Danmark var kritiske overfor sådanne gengældelsesordrer, da man frygtede en yderligere eskalation af oprøret. Himmlers ordrer måtte dog følges. På Himmlers initiativ grundlagde man fra centralt hold derfor en tysk gruppe af civilklædte agenter, der skulle operere fordækt i Danmark sammen med danske håndlangere, der blev rekrutteret i danske nazistiske organisationer. Flere af dem var således instruktører i Schalburgkorpset og var tidligere hjemsendte medlemmer af den danske SS-enhed Frikorps Danmark. At deres handlinger senere blev kendt som ”schalburgtage” kan føres tilbage på denne sammenhæng og korpsets dårlige rygte i samtidens dagspresse. Det var dog ikke direkte Schalburgkorpset, der havde ansvaret for de terrorhandlinger, denne gruppe skulle gennemføre. Dette rygte fremgik ellers gennem store dele af både den illegale og den legale danske presse dog indtil retsopgøret efter besættelsen, hvor Petergruppens reelle ansvar for den tyske modterror for alvor blev kortlagt. På dette tidspunkt var begrebet ”schalburgtage” dog allerede indprentet i danskernes kollektive bevidsthed.[7]

Gruppens tyske medlemmer var rekrutteret blandt SS’ absolutte elitesoldater. Gruppens første leder, Otto Schwerdt, havde således været med til at befri den italienske diktator Benito Mussolini, efter at denne var blevet sat i husarrest, efter at Italien havde skiftet side som følge af den allierede invasion i landet. I Danmark fik Otto Schwerdt dæknavnet ”Peter Schäfer” – hans gruppe af agenter fik derfor betegnelsen Petergruppen. Tanken havde fra starten været, at Petergruppen skulle begå terrorhandlinger som reaktion på den danske modstandsbevægelses sabotage og stikkerlikvideringer. Modsat den danske modstandsbevægelse, der saboterede mål af tysk interesse, skulle Petergruppen ramme mål, der havde betydning for civilbefolkningen. Nazisternes bizarre logik var, at danskerne så blev træt af modstandsbevægelsen.[8]

Petergruppen blev hurtigt et rejsehold i død og ødelæggelse, der gennemførte aktioner i hele landet. Blandt Petergruppens mål var sprængningen af Tivolis Glassal i København, et kendt forlystelsessted, hvor musikere som Svend Asmussen og Leo Mathisen spillede jazz – en musikstil, der absolut ikke passede ind i nazisternes racistisk orienterede verdensbillede og af disse blev set som produktet af afroamerikansk kultur. Ødelæggelsen af den slags forlystelsesetablissementer blev hurtigt et modus operandi for Petergruppen, hvor sprængningerne af Restaurant Kilden i Aalborg ad to omgange, hvor de ovennævnte musikere i øvrigt også optrådte, kan nævnes som eksempler.  Andre eksempler var sprængninger af virksomheder, der ikke producerede for besættelsesmagten, men hvor det deraf følgende produktionsstop generede flest mulige danskere. Bland nordjyske eksempler kan nævnes Petergruppens sprængninger af Aalborg Stiftstidende, Frederikshavns Avis og Vendsyssel Tidende, hvorved man forsøgte at genere de mange avisabonnenter, der var afhængige af avisernes nyhedsstrøm. Denne type aktioner var igen organiseret efter en fremgangsmåde, som også blev anvendt andre steder i hele landet. Sabotager mod andre produktionsvirksomheder forekom dog også i betydelig målestok. Petergruppen begik også en lang række såkaldte clearingmord som reaktion mod modstandsbevægelsen stikkerlikvideringer fra årsskiftet 1943/44 til befrielsen. Ofrene var for det meste lokalt kendte personligheder, der havde ry for at være dansksindede og antityske. Det nok mest kendte var drabet på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944, som samtidigt var en af gruppens første aktioner i Danmark. Godt et år senere kom gruppen til Brønderslev.[9]

På dette tidspunkt var Otto Schwerdt – alias Peter Schäfer – blevet afløst af Horst Issel. Schwerdt følte sig som soldat og var utilpas ved at begå drab iklædt civilt tøj. Han havde derfor søgt om at komme tilbage til egentlig krigstjeneste. Fremgangsmåden forblev dog den samme under Issel. Petergruppen ankom til Aalborg den 12. januar 1945 efter forinden at have gennemført en aktion i Aarhus. Her mødte de op på Højskolehotellet på Boulevarden, dengang Gestapos hovedkvarter i Aalborg.[10] Gruppen var kommet til Aalborg, fordi de lokale Gestapo-folk ønskede en reaktion mod modstandsbevægelsens likvidering af de danske nazister Søren Georg Andersen og Ejnar Laursen foran sidstnævntes bopæl i Skipper Klements Gade i Aalborg – øvrigt meget symbolsk på etårsdagen for Petergruppens mord på Kaj Munk, hvorved gruppen skulle hævne modstandsbevægelsens reaktion på et mord, den oprindeligt selv havde begået.[11]

På Højskolehotellet udpegede Aalborgs berygtede Gestapo-chef Fritz Bolle dyrlæge Axel Møller, der gennem en årrække i 1930erne tillige havde været borgmester i Brønderslev, som mål for gengældelsesaktionen. Tyskerne har antageligt vist, at han også havde kontakter til modstandsbevægelsen.[12] Klokken 20 samme aften kørte Issel sammen med en gruppe bestående af både tyskere og danskere til Brønderslev. Køreturen tog en times tid. Blandt danskerne var Aage Thomas Mariegaard, 22 år og fra landsbyen Tømmerby, få kilometer fra Brønderslev. Mariegaard var blevet påvirket af nazismen som ganske ung og blev allerede som 15årig medlem af Nationalsocialistisk Ungdom. I 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark som 18årig, altså som en af de yngste. I 1942 kom han til østfronten, – en barsk oplevelse, der blandt andet bød på kampe med russerne i den berygtede Demjansk-kedel. Mariegaard blev her syg af difteri, en alvorlig bakteriel halsbetændelse, og kom på rekreation i Tyskland. Herefter blev han sendt til København for at uddanne Schalburgkorpsets rekrutter i maj 1943. Et halvt år senere blev han herfra selv rekrutteret til at blive medlem af ”Petergruppen”.[13]

Denne aften i januar 1945 var det Mariegaard, der ringede til dyrlæge Møller fra en telefonboks, efter at gruppen var kommet til Brønderslev. Han var jo lokal og talte derfor vendelbomål. Det lykkedes ham derfor at foregive, at han var en husmand fra Øster Hjermitslev, der havde en ko, som havde besvær med at kælve. Dyrlægen, der rådede over en benzindreven bil, skyndte sig straks afsted. Hvad Petergruppen ikke forventede var, at også Axel Møllers assistent, Ole Vagn Larsen, var til stede denne aften. Begge havde været på et dyrlægebesøg tidligere på dagen, som havde trukket ud, så Larsen havde spist til aften hos ægteparret Møller. Petergruppen besluttede, at dyrlægeassistenten også måtte dræbes. Gruppen skyggede nu dyrlægens bil, der var på vej mod Øster Hjermitslev, men stoppede denne udenfor Brønderslev. Horst Issel beordrede dyrlægen og dyrlægeassistenten til at følge med til afhøring i Aalborg under påskud af, at man kom fra det tyske sikkerhedspoliti. Larsen og Møller blev skilt fra hinanden, så dyrlægeassistenten blev sat i Petergruppens vogn, mens dyrlægen blev passager i sin egen bil med Issel ved rattet. Møller protesterede; han troede jo, at han skulle tilse en syg ko, men det nyttede ikke. Bilerne kørte mod Aalborg, men stoppede udenfor Bouet, få kilometer fra Nørresundby. Her blev Ole Vagn Larsen beordret ud af bilen og likvideret med nakkeskud i vejgrøften af tyskeren Paul Apfel, der ti uger senere selv blev dræbt ved Shellhusbombardementet. På samme tid affyrede et af gruppens medlemmer, efter al sandsynlighed en anden dansker ved navn Ib Nedermark Hansen, en maskinpistolsalve fra bagsædet mod dyrlægen, der jo sad foran på passagersædet i sin egen bil. Issel var forinden steget ud af bilen for gennem et aftalt signal at beordre begge henrettelser. Bilen blev, stadig med den afdøde dyrlæge Møller på passagersædet, herefter kørt til Aalborg og parkeret samme sted, som modstandsbevægelsen tidligere havde likvideret den danske nazist og ”sysselleder” Laursen. Hermed mente man at kunne statuere et eksempel.[14]

Aage Mariegaard blev som følge af straffelovstillægget[15] idømt en dødsdom og blev henrettet for sine gerninger natten til den 9. maj 1947. Han var en af de 46 danskere, der blev henrettet på dette grundlag efter befrielsen, hvor dødsdommen kun blev givet for forbrydelser af særlig grov karakter, eksempelvis for tortur og drab mod danske medborgere.[16] Han var dømt for en lang række forhold som følge af sin rolle i Frikorps Danmark, Schalburgkorpset og Petergruppen, herunder også sin medvirken til drabet på dyrlæge Axel Møller og dennes assistent Ole Vagn Larsen.[17] Møllers drabsmand, Ib Nedermark Hansen, blev henrettet samme nat. I alt var Petergruppens medlemmer sigtet for 281 forhold på landsplan, der foruden clearingmord og schalburgtager også omfattede dødelige attentater mod tog som hævn for modstandsbevægelsens omfattende jernbanesabotage. Henrettelserne fandt sted på Bådsmandsstræde Kaserne i København, altså området, der i dag er bedre kendt som Christiania. Mariegaard var ikke blandt de danske gruppemedlemmer, der havde gjort sig skyldige i de allermest bestialske forbrydelser. Han er siden ud fra en analyse af retsopgøret blevet beskrevet som værende den typiske håndlanger; vagten, tolken, sprængningseksperten – aftrækkeren trykkede andre på, selvom Mariegaard ifølge dommen medvirkede til mindst ti drab.[18] Hans nazistiske overbevisning sås der dog ikke tvivl om. På sin vis kan man sige, at han også var et offer, da Danmark genindførte dødsstraffen med tilbagevirkende kraft efter befrielsen, en politisk beslutning, som blev truffet for at ”rense luften” i den umiddelbare efterkrigstids Danmark, men som på mange måder var problematisk ud fra et etisk og moralsk synspunkt. Dødsstraffen var dog næppe blevet genindført i Danmark efter befrielsen, hvis tyskerne ikke havde gennemført modterroraktionerne i de to sidste besættelsesår – blandt andet med Petergruppen som instrument. Den juridiske del af fortællingen er dog en helt anden historie.[19]

Billede mangler

Aage Thomas Mariegaard (stående) modtager sin dødsdom i Københavns byret den 10. juli 1946. Ib Nedermark Hansen (siddende) havde tydelige psykiske kvaler under retssagen. Billedet viser i al sin tydelighed Nedermarks reaktion på den netop afsagte dødsdom.  Foto: Det Kongelige Bibliotek.

 

[1] Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945. Gylling, 2005. Ss. 374-375

[2] Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Bind II. København, 1979. Særligt ss. 190-287, 425-450

[3] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. Ss. 467-468

[4] Tønnes Bekker-Nielsen: ”Dødsstraf” i: Tønnes Bekker-Nielsen, m.fl.: Gads Historieleksikon. København, 2001. ss. 129-130

[5] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. S. 497

[6] Begrebet har ophav i Sten Gudme: Denmark: Hitler’s Model Protectorate. London, 1942. Bogen prægede i høj grad de allieredes opfattelse af Danmark under besættelsen og begrebet blev tillige anvendt flittigt i den danske illegale presse; ikke mindst i forhold til et opgør med samarbejdspolitikken.

[7] Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. Viborg, 2000. s. 114

[8] Florian Altenhöner: Der Mann, der den 2. Weltkrieg begann. Alfred Naujocks: Fälscher, Mörder, Terrorist.  Berlin, 2010. Ss 197-201

[9] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 23-27, 93-94, 111-112

[10] Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. Gylling, 2003. s. 44

[11] John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter. København, 2002. Ss. 516-517

[12] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 191-193. Aksel Blaabjerg og John Nørkjær: Orientering om Brønderslev. Brønderslev, ukendt trykkeår. S. 104

[13] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. Ss. 16 ff., 65-70

[14] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 192-193. Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 7-8

[15] Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

[16] Jesper Nielsen: Den strengeste straf. Dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945. Gylling, 2001. s. 136

[17] Højesterets protokolsekretærer: Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1947. 91. Aargang. København, 1948. s. 136, ss. 166-167.

[18] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 74-75

[19] Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. Bind 1. Viborg, 1997. s. 75

Kilde: Artikel af Ella Pedersen, fhv. lærer, fra december 2007.

 

Et møde med Svend Møller og Per Niemand Jensen.

Nørregade i Brønderslev har som de fleste andre gader gennemgået en stor forandring gennem tiderne.

Svend Møller er vokset op ved den østlige del af Nørregade og er bekendt med området, som han husker det så ud 1940-1950erne.

På hjørnet af Bredgade og Nørregade havde Mandrup Poulsen sin boghandel.

Derefter var der som i dag – Centralhotellet. I smøgen, hvor der i dag er værested, havde bogtrykker Hansen til huse.

I den efterfølgende gule bygning var der skrædderforretning i stueetagen og cykelforretning i kælderen.

Derefter var der Svend Christensens møbel – og ligkistemagasin.

På hjørnet ved Gravensgade havde barber Jørgensen forretning.

På det modsatte hjørne lå Nørrehus. Der var først en købmand Bentsen, derefter kom forsikringsagenturet ”Haand i Haand”.

Anton Tolstrup var den næste. Han forhandlede koks, kul og cinders, og var en overgang borgmester i Brønderslev.

Derefter kom urmager Buus, som gjorde opmærksom på sig selv ved at lade kyllinger vandre rundt mellem urene i butiksvinduet. Da Buus flyttede til hjørnet af Bredgade-Jernbanegade, rykkede Aalborg Stiftstidende ind i lokalerne.

Så kom VVS-firmaet Brdr. Langeland med bestyrer Otto Haugaard. Firmaet forhandlede rør, komfurer, radiatorer og meget mere.

Inde i baggården havde A. Poulsen sin sodavandsfabrik. Han forhandlede også æbler, huder og ål.

Den næste butik var lille bitte, og den lå lige over for ”Told- og Kgl. Vejer” skuret, som butiksejeren også passede.

Der går historier om det at fortolde. Det var især spiritus, der skulle fortoldes, og tolden blev af og til betalt med varer, – men det er måske bare en historie.

Til sidst kom Færchs møbel- og ligkiste forretning.

Ved Grønnegade lå bilforhandler S. Møllers forretning, og på hjørnet af Christiansgade lå dyrlæge Møllers ejendom.

På den modsatte side lå Borida, der indeholdt et pensionat i stueetagen, hvor værtinden hed ”Mads”, og på 1.sal havde Odd Fellow til huse.

I ejendommen derefter boede fru direktør Juhl Nielsen.

Derefter var der et beboelseshus, inden man kom til cementstøber Søren Nielsens ejendom.

Efter Vestergaardsgade kom landboauktionshallen, hvor der i dag er biograf og teatersal, kaldet BAS.

På hjørnet af Hedelundsgade var der også dengang en børnehave.

På venstre side over for Centralhotellet var der ned ad gaden baneterræn, pakhus med rampe foran og toldkontor.

Igen baneterræn, hvor Winther og Andersen havde opmagasinering af træ.

Bagved havde vognmand Jensen nogle heste i en bygning. Hestene blev brugt i forbindelse med rangering af godsvogne.

I en sanddynge ved godsvognene fandt drengen Svend Møller en landmine med følere. Han tog den med hjem og stillede den foran sin far og sagde: Se, hvad jeg har fundet! Faderen blev forskrækket. Minen blev afhentet af politibetjent Benzon.

Efter baneterrænet lå PN-beslags kontorbygning og derefter kom fabrikken.

Per Niemand Jensen er også født og opvokset i Nørregade. Han bor og har altid boet på ”Møllerens Eng”.

Pers far var møller. Han havde sin mølle omtrent der, hvor vandtårnet står. Navnet Niemand fik Per, fordi han var nummer ni i børneflokken på 12. Per Niemand Jensen er i dag 90 år, men bor som enkemand alene i sit hus og klarer sig selv. Han hjælper til i Brønderslev Hallen, når det er nødvendigt. Ingen kan se eller mærke, at Per Niemand Jensen er 90 år gammel.

Det lille gule hus foran tennisbanen kaldes Hedelundshuset. Til venstre boede Monrad med kone og børn, og til højre boede Bitte Frederik med sin familie. Monrad arbejdede for kommunen. Han skulle slå sten til gaderne. Det var et hårdt arbejde.

Nord for Per Niemand Jensen boede post Jens (Olsen), derefter Otto Pedersen, Brønderslev Trælasthandel.

Derefter kom man til stadion, hvor den første bestyrer var sadelmager Yde. Da Anker og Signe var bestyrere, vankede der fra Signes hånd æbleskiver og jødekager, og fra Ankers hånd streng justits. Man måtte aldrig løbe over fodboldbanen, – så vankede der skældud.

Efter stadion lå sygehusinspektør Sølvsteens hus.

Derefter kom Augustesens hus. Han var fyrbøder på sygehuset og chauffør i sygebilen.

Næste hus tilhørte taxavognmand Vestenkær, og efter ham boede købmand Hans og Nussen.

Så kom man til huset, hvor den barber boede, som var barber i forretningen ved siden af Martinus Nielsen.

I næste hus boede en maler.

Så kom forretningen, der solgte brød, slik og ugeblade. Dengang var ugeblade ikke noget hverdagsagtigt.

Derefter var der igen en beboelsesejendom.

Så kom huset, hvor Jens Oluf og Anna og børn, plus en hest, boede. Jens Oluf var post i Vildmosen, og når vinteren var rigtig slem, spændte børnene hesten for en kane, og hentede deres far i mosen.

Derefter huset, hvor Mølvadgaard, der arbejdede for kommunen, boede. Efter ham boede der en enke, og så var der 2 beboelsesejendomme efter hinanden, inden man kom til huset, hvor Per Duhn boede, og så er vi nået til Tolstrupvej.

Inden børnehjemmet blev opført, var der på området en plantage, kaldet fru Tuxens plantage. – Det var en ideel legeplads. Vi holdt den fri for børn fra byen. En dreng, der havde et glasøje, tabte det en gang, da han klatrede i et træ. Vi ledte alle sammen på jorden indtil vi fandt det. Det blev gjort rent med spyt, tørret med undertøjet og derefter sat på plads igen, fortæller Per Niemand Jensen.

Den gamle restaurationsbygning i Hedelund var en meget smuk træbygning med danselokaler m.m., men den blev brændt ned af tyskerne under krigen. I bygningen var der afholdt mange fester, bl.a. grundlovs-, pinse- og folkefester. Græsset omkring søen måtte ikke betrædes. Ønskede man at danse i Den runde Pavillon, kostede det 50 øre pr. dans. Der, hvor idrætshøjskolen ligger, var der tidligere en mark, hvor heste græssede. Hestene tilhørte direktør Cordes fra Trælasten. Per Niemand Jensens kone gav hestene brød, og da de en dag stak af, lykkedes det hans kone at fange dem, fordi de genkendte hendes stemme.

På en udstykning fra Ø. Hedegaard blev der bygget en bolig til overlæge Thorvald Pedersen. Den blev senere købt af sagfører Sanvig.

Derefter byggedes der endnu en lægebolig.

Så kom Sygehusvej og derefter kom selve sygehuset, som blev opført i 1913-1914, – også jordareal fra Ø. Hedegaard.

Allersidst inden Tolstrupvej lå funktionærboligerne.

Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen

Tidligere købmand Jørgen Johansen, tidligere indehaver af forretningen med papir, kontorartikler og lædervarer Harald C. R. Thomsen samt Else Aabo, født Knudsen og opvokset i øverste lejlighed over Carl Lauritzens forretning på hjørnet af Bredgade-Nygade fortæller. De giver et unikt billede af Nygade i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne.

Nygade – et lille navn, men til meget gavn – en central gade i byen. På højre side set fra Algade – var der på hjørnet modesalonen Elegance, ejet af Rosa Nielsen. Her forhandledes damehatte. Hattene blev syet inde i rummet bag butikken, og mange kunder kom derind og fik en kop kaffe.

Ved siden af Elegance var der barber og frisør, hvis indehaver var Kaj Pedersen.

Så nåede man frem til købmand Johansens forretning, der udover kolonialvarer forhandlede korn og foderstoffer m.m. Der var næsten altid kø, for omtrent alt skulle vejes (blød sæbe, melis, mel, sirup og meget mere). Mange af kunderne havde en kontrabog, hvori købene blev noteret.

Efter købmand Johansen lå papir- og lædervareforhandler Harald C.R. Thomsens forretning. Her kunne man udover papir- og lædervarer købe foto og kunstartikler m.m. Mine bydrenge var meget dygtige, føjer Harald C. R. Thomsen til.

Derefter lå Brønderslev Andelsmejeris udsalg med frøken Olsen som bestyrerinde. Man skulle hente piskefløde i egne kander, så om søndagen stod folk med kander i kø. Derudover kunne man købe mælk, smør og ost. Det var muligt at få kredit – man blev ”skrevet”.

Lige ved siden af lå radioforhandler Harald Hansens butik. Han var den første i byen med TV. Antennen lå på taget. Han forhandlede også grammofonplader. Han var gift med damefrisør Ellitsgaard Hansen.

Så er vi nået til hesteslagter Tage B. Sørensen, der bl.a. forhandlede hestebøffer. Det fortælles, at der en dag blev glemt en lille gravhund i bagbutikken, da man lukkede og låste. Da det blev opdaget, at gravhunden var væk, ledte man overalt i byen – uden held. Da butikken åbnede næste dag, blev personalet modtaget af en kæmpestor gravhund.

Tæt ved hesteslagteren boede urmager Jens Hansen. Han havde værksted bag butikken, hvor han sad og reparerede ure. – ”Urmager, må vi komme ind til dig?”, spurgte vi, og vi fik småkager, når hans kone kom med kaffe. Det var meget flinke mennesker, fortæller Jørgen Johansen.

Den næste butik var slagter Kusks store, kendte slagterforretning. Her ekspederede bl.a. fru Kusk. Slagteren købte selv kreaturer hos landmændene.

Så er vi fremme ved Skovs Sæbehus, hvor man kunne købe håndsæbe, vaskepulver, toiletartikler og meget mere.

Næste butik var ”Sulelageret”, ledet af fru Mikkelsen. Der blev solgt spegesild, røget makrel, ost m.m.

Ved siden af lå Bager Christensens forretning med bageri i gården. – Der var en dejlig duft, mindes Jørgen Johansen.

Længere inde i gården havde skomager Jens Peter Jensen sit værksted.

Dernæst kom Ellen Christensens ”Modehuset”, hvor man især kunne købe damehatte.

Ved siden af lå skohandler Tue Pedersens forretning ”Rio Sko”.

Så lå der igen en barberforretning, ejet af barber Christoffersen.

Og så kom byens træhandler, Martinus Nielsen. Her kunne man købe lædervarer, men det var først og fremmest legetøj, der blev solgt. Der var utrolig mange varer i vinduerne, og der stod næsten altid en flok børn og trykkede næsen ind mod ruden.

På hjørnet ved Bredgade lå Carl Lauritzens tøjforretning ”Magasin du Nord”. Den blev altid kaldt Carl Lauritzen, og lederen hed Niels Richard Lauritzen. Der var to etager med tøj, dametøj, sengetøj og meget mere. Der var mange ansat.

På den anden side af Nygade, set fra Algade, lå Brønderslev Sparekasse på hjørnet med direktør Hansen som leder, efterfulgt af Laurits Østergaard. Karen Kjølholm var kasserer.

Derefter lå gartner Johan Jensens gartnerforretning, der grænsede op til gården ind til Hotel Brønderslev. Den var belagt med brosten. Hestestaldene i gården blev passet af staldforpagter Frandsen. Men staldene blev raget ned, og i stedet blev der bygget en rød ejendom. Bygherren var træhandler Kjær.

Næste forretning var ”Dansk Svensk Staal”. Der blev solgt isenkram, så som søm, skruer og lignende.

Den næste butik var fiskehandler Rudolf Nielsens forretning, og efter den lå Smørforsyningen med navnet La Palma.

På det sidste hjørne lå Jacob Christensens skotøjsforretning, ledet af Jacob Christensen. To af sønnerne fortsatte i samme genre i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn.

Det var Nygade dengang. Selv om det var småt med penge for de fleste, så huskes velvillighed, smil og glæde og god tid.

At være postbud i regn og Storm og med Celuldsdæk er en blandet fornøjelse.

Brrrr! Vækkeuret ringer klokken fem. Posten springer ud af fjerene og kigger ud i mørket. Regnen pisker på ruderne, og stormen hyler om hushjørnet. Det vil blive en drøj dag; men det får ikke hjælpe. I en fart trækker han tøjet på, får lidt at spise og pumper luft i cykelhjulene.

Desværre er ringene ikke så gode, som de skulle være, men det går vel i dag også.

På posthuset er han snart i travl virksomhed med at sortere breve og skrive værdipapirer i sin kvitteringsbog, og så skal tasken pakkes. Det skal gøres omhyggeligt, dels er der så mange aviser og andre papirer, så det er et helt studium, at få det hele stoppet deri – ja i dag må han have en stor pakke ved siden af, og dels skal det hele beskyttes mod den piskende regn.

Endelig er han og hans kolleger færdige, og så tørner han ud i storm og slud i den dæmrende morgen. Længe varer det da heller ikke, før vandet drypper fra ham, mens han aser af sted på de opblødte og ujævne veje. Undertiden må han næsten slæbe cyklen gennem mudderet, men fremad går det, og snart kan han begynde at lægge en avis af her og et brev der; en skal have et pengebrev, som skal kvitteres for, en anden skal betale en opkrævning, et sted afleverer posten en regning i blå konvolut, og manden knurrer så småt, mens en anden med smil modtager en check på mange hundrede kroner.

Hist henne står en ung mand ved et hushjørne og venter på posten, jo der er brev til ham, en lille fin duftende billet, som posten har påset særlig omhyggeligt på, så den er ren og fin trods regnvejret. De fleste breve får ellers efterhånden sørgerande trods påpasselighed, og aviserne får flossede kanter og krøllede hjørner. En lille bekymret mor spørger om brev fra den store dreng. “Nej, ikke i dag, men du skal se, det kommer nok, når du blot giver tid”, trøster posten.

Henne ved købmanden læsset han en stor bunke af, og i stedet får han en anden, næsten lige så stor bunke med sig igen. Et sted står en husmor parat med kaffekanden; i tilgift får hun en lille passiar, mens vandet siler ned ad ham og danner en hel sø på gulvet. Det kvikker svært op med sådan en forfriskning, og lidt efter tramper han igen i pedalerne på de fæle biveje mod den stride vind.

Der skal hænges i, for tredive kilometer eller mere er ingen springvej i et sådant herrens vejr. Nej, så er det anderledes rart om sommeren, når solen skinner og vejen er god, mens lærken kvidrer foroven.

Endelig når posten ud i det yderste af distriktet, og han begynder at vende næsen hjemefter. Men så gør cyklen knuder. Han har nok mærket, at den har hoppet så underligt et stykke tid, men har tænkt, at det var den ujævne vej, som var skyld i det.

Så opdager han til sin forskrækkelse, at Cellulds-dækket har slået en slem revne i siden, og den røde slange stikker ud. I næste gård tiltigger han sig et stykke selvbindergarn til at holde slangen inden for dækket med, og nu går det igen. Så må han stoppe op et sted, hvor manden er i færd med at skrive et brev, “og det skal endelig med i dag”, forklarer han. Posten venter da også tålmodigt en stund, til brevet er færdigt.

På turen møder han en mængde mennesker, og til dem alle har han et venligt ord, særlig til børnene, der sender glade smil til ham igen. Derimod er hundene næsten alle vegne vrede på ham og gør en frygtelig alarm.

Endelig når han træt og udaset tilbage til posthuset, hvor han aflægger nøjagtigt regnskab for alt, hvad han har afleveret og modtaget, og så går turen hjem til hans kone, der sørger for, at han kommer af alt det våde tøj, får noget at spise og bliver puttet i seng en times tid eller så.

Derefter bliver han purret ud igen, og nu må han allerhelst have cyklen repareret, så den kan gå igen i morgen; desuden er der en hel mængde andre ting for ham at pusle med derhjemme, så han kan nok få tiden til at gå.

I disse mørke og våde novemberdag er det ikke misundelsesværdigt at være landpost, og bedre bliver det ikke, når sneen falder, så han må lade cyklen blive hjemme. Men han tager det med et godt humør, og vi andre er glade for ham og beundrer vores trofaste budbringer.

I dag kan jeg sidde her i varmen og modtage mails, opkrævninger, og hvad ved jeg, det kunne man ikke for 70-100 år siden. Alt til mig kommer via en fiberforbindelse eller om en måned gennem et lyslederkabel – det går så hurtigt, så man ikke når at rette fejlene, inden modtageren har prikket “synes godt om” eller det modsatte.

Af Ove S. Johansen