Tilbageblik – om barndommens jul af Ejner Pedersen

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Ejnar Pedersen, født i Vrensted i 1931 d. 2020 i Vadum

Med kun lidt og gråt hår tilbage og dertil et aldersbestemte svageligheder, kommer svundne tid oftere og oftere tilbage til en erindring som en slags revy.

Det er egentlig ganske mærkeligt, for når man ser tilbage i tiden – helt tilbage til den tid man var barn – står det alt sammen som meget ganske anderledes, så fjernt og langt borte og urealistisk, sammenholdt med livet af i dag, hvor det hele helst skal være overstået, før man er begyndt. Dengang var der tid til, at såvel ung som gammel kunne leve livet. Alle havde tid til at være menneske – også at være noget for andre. Det var et helt andet liv, som de unge mennesker i dag slet ikke ville kunne forstå, og dårlig nok kan fatte, når man fortæller om den tid.

Når nogle vil påstå, at de er i stand til at huske fra deres helt spæde barndom, så er jeg tvivlende. Skulle det være helt almindeligt, ja, så har jeg et alvorligt brist på dette område.

Mine første klare erindringer er nok fra da jeg er 4 – 6 år gammel. Min mor og far, Asta og Christian Pedersen, boede i et hus syd for Vrensted Kirke, mellem villa “Holmen” og skomager Chr. Gade Min far havde en mindre tømrerforretning som han drev sammen med et par svende. Jeg var barn nr. to, idet jeg har en søster, der var 4 1/2 år ældre end mig. En dag først i december måned 1934 kom min far hjem fra arbejde og havde det meget dårligt. En tilkaldt læge sendte ham straks til hospitalet i Hjørring, hvor han døde om natten Nu stod min mor alene med en virksomhed og to små børn. Hun kunne jo ikke drive virksomhedene videre så den blev solgt. Min mor var kun 31 år gammel. Hun måtte selvfølgelig have et arbejde for at kunne eksistere. Hendes morbror, Lars Ovesen, der var en ældre alenemand, havde en mindre forretning, hvor han solgte forskellig beklædning sko, sæbe lejetøj mm. Og så lavede han træsko. Hans husbestyrerinde var en ældre dame, og hun ville gerne holde op og flytte til Hjørring. Kort fortalt, flyttede hun til Hjørring, og min mor blev husbestyrerede hos sin morbror.

Her fik jeg de første indtryk af verden – i hvert fald dem jeg kan huske- og her er det så at mine erindringer om noget ganske særligt kan begynde.

I mine erindringer står julen for mig som noget ganske særligt. Selvfølgelig er der mange ting der er brændt fast i ens hukommelse, men julen dengang var nu noget ganske særligt. Hånden på hjertet – mon ikke de fleste børn har det på den måde.

Det hele begyndte straks i december måned, når butiksvinduerne skulle pyntes til jul. Der var to store butiksvinduer, og selvfølgelig fik jeg lov at medvirke, for jeg var da en del af ”personalet” sådan følte jeg det, selv om jeg nok mest gik i vejen. Der kom kulørte pærer i vinduerne, hele rammen rundt, og udstillingen blev i rigeligt mål pyntet med vat, så det hele rigtigt julet ud – sådan rigtig snebelagt. Efter datiden noget virkelig stort, set med barneøjne. I dag ville det nok nærmest virke latterligt. Stort set alle Vrensteds børn skulle selvfølgelig hen for at se juleudstillingen. Der var jo ikke så mange af dem i Vrensted, og jeg solede mig rigtig ved at kunne fortælle, at jeg selvfølgelig havde været med til at lave udstillingen. Især var det imponerende at se på de mange kulørte pærer, når det var mørkt. Jo, det var rigtig nogeet der trak i byens børn. Der skete stort set et ellert andet af interesse i hele julemåne. Det var den helt store aften, när Lise og Chr. fra Rendbæk fra “Holmen” kom for at købe julegaver tjenestekarle og piger. Det var en fast tradition at de kom en aften op mod jul for at handle. Hvad de købte, havde ikke min store interesse, men jeg var i den grad imponeret af Chr. Rendbæk. Tænk sig, at sådan noget har brændt sig fast i ens erindring – mærkeligt. I husligt henseende var der også travlt. Min mor havde hænderne fulde. Der skulle bages skures og pudses. Alt skulle skinne til jul. På den front var jeg nok ikke til stor gavn, tvært imod. Jeg kunne nemt være i vejen, når det gik hedest til. Når det skete, søgte jeg en sikker havn i værkstedet hos hos Lars, hvor jeg var fredet. Lars var jo som en bedstefar for os to børn. Hos ham søgte jeg trøst, når jeg følte mig uretfærdigt behandlet

Stort set en gang om ugen var Lars i Hjørring for at købe ind. Tit og ofte var jeg med, hvilket hver gang var en oplevelse, og ikke sjældent kom jeg hjem med et nyt stykke legetøj. Transporten foregik altid med toget. Når Lars var i Hjørring, måtte min mor passe butikken, alt medens hun havde alle gøremål op til jul. Dengang havde man ikke faste gulvtæpper som i dag, men trægulve, som alle skulle skures og ferniseres inden jul. Ferniseringen foregik om aftenen, efter vi børn var lagt i seng. Næste morgen var gulvene tørre, og blev der lagt papir på, for at skåne “glansen” indtil jul. Grønlangkål var selvfølgelig en helt fast bestanddel af julen, og det var ikke som i dag hvor man køber grønkålsbollerne. Vi havde en stor urtehave, hvor vi selv avlede grenkål Her hentede min mor grønkålene, som hun stod i bryggerset og ribbede, skyllede og kogte i gruekedlen, hvorefter de blev krystet til boller. Alt sammen min mors arbejde. Et meget tidskrævende arbejde var også at bage småkager. Der skulle bages en masse af forskellig art. Først og fremmest var det brunkager, hvilket jeg husker som en ret omstandig arbejdsgang, når dejen skulle rulles ud og med et ølglas eller lignende trykkes ud i rette størrelse, hvorefter der blev lagt en halv mandel på, inden de kom i ovnen. Der var også vaniljekranse, hvor dejen blev kørt ud i lange strimler med kødhakkeren, som jeg kunne få lov til at være “fører af”. Der var også nogle, der blev kaldt jødekager, og endelig var der pebernødder, som var en stor nødvendighed til jul, og der blev bagt rigtig mange af. Pernødderne blev jo ikke alene brugt til at spise, men i lige så høj grad brugt til at gå med. Man tog et antal pebernødder i hånden og så skulle modspilleren gætte, hvor mange der var i hånden. Man kaldte det effen eller ueffen. Det var en fast juleleg, ikke alene blandt børn. Det ville være ret utænkeligt i dag, at man sad og gramsede med pebernødderne i hænderne for så til sidst at spise dem. I dag lyder det ret ulækkert, men dengang var det ganske almindeligt. Og ingen har tilsyneladende taget skade deraf. Vi boede nabo med bager Bedholm, og her kom jeg meget i bageriet hos Peter og “Lassen”.

Det var rart at komme i bageriet for her var varmt i vinterkulden, og jeg kunne altid få lov til at hjælpe med et eller andet, så som at skære tvebakker, rense bageplader og rende småærinder og ikke mindst at komme med Peter på brødtur. Det var højdepunktet, når jeg sad på “bukken” på brødvognen sammen med Peter og vi kørte ud af byen med de ”to sorte” for vognen ikke mindst når det var mig, der havde tømmen. Så følte jeg mig virkelig som noget. Lillejuleaften skulle vi to børn i bad. Det foregik i en zinkbalje i køkkenet, for vi havde ikke noget badeværelse. Mor varmede vand i side gryden på komfuret, og så badede vi, og kom derefter i seng med rent sengetøj og ren pyjamas. Når vi stod op næste dag stod træet pyntet i stuen. Det faldt mig aldrig ind, at min mor nok havde slidt den halve nat for at klare de disse ting. Efter vi var lagt i seng skulle også de sidste gulve ferniseres inden juletræt skulle ind og pynte. Det har været lange arbejdsdage for en husmoder Juleaften var selvfølgelig noget særligt. Så længe tilbage jeg husker havde vi gæster juleaften. Lars Ovesen, der altid havde været alenemand, syntes ikke, at andre og enlige af hans familie og bekendte skulle være alene juleaften, derfor var de inviteret til juleaften hos os. Der var først og fremmest min bedstemor og bedstefar, så var der “Strikke Margrethe”, “Lange Mine og Antine og hendes dengang ugifte, voksne søn. Vi var ti juleaften. Middagen var ikke som i dag med andesteg og risengrød eller det mere almindelige ris a`lamande. Nej, nej, vi fik altid klar hønsekedsuppe med kød- og melboller Derefter fik vi flæskesteg med hvad der hørte til og som dessert fik vi altid citronfromage Af drikkevarer blev der serveret hvidtøl og sodavand, aldrig alkoholholdige drikke, for Lars var afholdsmand. Min mor var alene om at lave maden, men hun var også den, der serverede maden, og alligevel kunne hun nå at sidde med ved bordet. Sådan var det bare dengang. I dag kan jeg se, at det var noget nær umenneskeligt, men sådan noget ser en knægt i den alder over hovedet ikke. Efter middagen sang vi forskellige julesalmer og sange. Vi dansede ikke omkring juletræet, det var der ikke plads til. Juletræet, der var pyntet med kugler, engle, fehår og flag mv. stod i et hjørne af stuen. Når sangene var overstået, fik vi julegaver. Jeg husker ikke hvorledes det var med gaverne til de voksne, men jeg husker tydeligt, at min søster og jeg fik mange.

 

Der var ikke tale om store dyre gaver, men der var mange for alle de voksne havde jo en gave til vi børn. Jeg husker at min søster og jeg altid købte en lille julegave til Mor. Den var nok ikke stor for penge havde vi ikke mange af, men selvfølgelig skulle hun have en julegave. Det var ikke størrelsen i kr. og ører, det drejede sig om, men alene tanken. Når gavestrømmen var overstået havde vi gavespil, hvor alle deltog. Fra butikken hentede Lars forskellige ting som gevinster. Hvor mange spil det blev til husker jeg ikke, men flere af gæsterne gik da hjem med en gevinst, Lars der leverede vandt aldrig, men var tværtimod ham, der havde omkostningerne.

Efter aftenkaffen med masser af de nybagte småkager til og en gang effen eller ueffen, var det vær ved midnat, og gæsterne gik hjem efter en vellykket aften. Ja, var den juleaften forbi, og vi kunne gå i seng. Jeg er helt sikker på at min mor har været rigtig godt træt og meget klar til at komme i seng til en god nats søvn.

Julemorgen havde også sin helt egen stemning. Vi stod nok ikke alt for tidligt op, men det var utrolig stemningsfyldt at komme ned i stuen og få tændt radioen og høre messingblæserne spille julesalmer. Det gentog sig hvert år julemorgen og det noget som hørte julen til. Selvfølgelig skulle alle de nyerhvervede gaver rigtig ses efter og leges med. Specielt kan huske, at jeg næsten hver år fik et sæt. Den lille Ingeniør”, hvilket kunne give mange timer
arbejde for en er en knægt, for der kunne bygges mage forskellige ting deraf. Da jeg ikke just var en ødeland med mit legetøj, havde jeg efterhånden flere sæt, så mulighederne var store.

Grønlangkål var en fast bestanddel i hele julen. Man begyndte med at spise grønlangkål til frokost juleaftensdag. Vi fik kogt pølse, flæsk og sylte til. Efter grønkålen fik vi kogt hvidtøl med nybagt franskbrød med smør. Det var en fast ,enu hvert år. Nu kunne man så tro, at det var overstået med grønlangkål, men det var det ikke. Hver dag til frokost fik vi grønlangkål, og det fortsatte til efter helligtrekonger og det var en fast regel, som ikke kunne fraviges. Sådan var det bare dengang, og det vi var en selvfølgelighed – vi havde ikke prøvet andet. Såvel nytårsaften som helligtrekongersaften var juletræet tændt. Det var ikke som i dag med en elektrisk kæde, nej, det var stearinlys, og når først vi nåede helligtrekonger, var der i høj grad tale om brandfare, for da var træet så tørt, at den mindste gnist let kunne antænde nålene på træet. Dengang brugte stort set alle rødgran, modsat i dag, hvor de fleste bruger normansgran eller ædelgran. Når helligtrekonger var overstået, skulle træet tages ud, til stor tilfredshed for min mor. Der var grannåle alle vegne, så det var en lettelse, når det var ude, men der forestod en større rengøring bagefter. Det var ikke i støvsugerens tid, så alle grannålene skulle fejes sammen, og det var ikke noget lille arbejde. Ak ja, sådan kunne man blive ved med at grave erindringer frem, for når først man får begyndt, så er der faktisk ingen grænser for, hvad der dukker op i ens hukommelse. Nogle siger, at man, når man bliver æ ldre, ikke kan huske, hvad der skete i går, men at man tydeligt husker det, der skete for mange, mange år tilbage. Måske er der noget om snakken, men i så fald må det berøre andre, for selv føler jeg ikke, at der er noget i vejen med min evne til at huske – og dog. Måske skal jeg lade andre bedømme det forhold.

 

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted