TIL HJØRRING DYRSKUE
af fhv præst Poul Sørensen nu Værløse født og opvokset i Sdr. Harritslev
I min barndom i 1950’erne var Hjørring Dyrskue sommerens største begivenhed.
Ligesom til Juleudstillingen i december var det mor, Karen Rokholm Sørensen, der ledsagede de fem mindste af ni børn til dyrskue på dyrskuepladsen på Frederikshavnsvej.
For hvert skridt ud ad Frederikshavnsvej voksede forventningen og feststemningen.
Langs den flagsmykkede Frederikshavnsvej lagde vi især mærke til de mange aldrende lirekassemænd, som afgjort bidrog til dyrskuestemningen med velklingende lirekassemusik.
På et skilt foran hver lirekassemand stod der typisk lidt om lirekassemandens livssituation: Mange lirekassemænd kunne oplyse på skiltet, at de var forsørgere af ti til tolv børn. Lirekassemændene lignede godt nok mest skæggede, rare gamle bedstefædre.
I en skål foran kunne man lægge en skilling som støtte til det gode formål.
Vi måtte dog også passe på at holde hus med de medbragte skillinger.
Billetten kostede jo også en eller to kroner.
Vi fik straks øje på den skinnende personbil, som var hovedgevinsten i tombólaen, hvor hvert lod kostede en krone. Storesøster sagde ivrigt: “Vi kan nærmest ikke undgå at vinde!”
Rigtignok var der ret mange, som vandt en bamse i tombolaen, som man så kunne gå og kramme under hele dyrskuebesøget.
Vi gyste lidt, da vi gik hen foran de store tyre med næsering, som blev forsvarligt vogtet af en karl, som i ledige stunder kunne ligge henslængt i noget halm ved siden af det imponerende dyr.
Nogle børn var så heldige at få lov til at få en gasfyldt ballon, som uheldigvis kunne stige højt til vejrs i et ubevogtet øjeblik, hvor barnet slækkede grebet om snoren.
Jeg så og hørte flere børn, som grædende pegede op mod en himmelfaren ballon.
Hvis der kunne blive råd til endnu en ballon, blev den nu forsvarligt bundet omkring barnets håndled.
I den store menneskevrimmel kunne det let ske, at et barn blev væk.
Der blev sørget for at et bortkommet barn kom hen til kommandotårnet ved den store arena midt på dyrskuepladsen, hvor de udstillede dyr blev præsenteret.
Så blev barnet fremlyst i højttaleren og kunne snart genforenes med sin bekymrede familie.
De store dyr imponerede og fik os til at holde os lidt på afstand.
Anderledes forholdt det sig med geder, kaniner og dværghøns, som vi gik helt tæt på.
Min lillebror Ingeman og jeg købte hver en halv wienerkrans, som vi ville spise fra den ene ende til den anden. Derfor måtte wienerbrødskransen endelig ikke skæres over. En sådan halv krans kaldte vi for en “lasker”.
Jeg benyttede lejligheden til at prøve på at sælge mærker med nål, som lærer Olsen i Sønder Harritslev skole havde sat eleverne til at sælge.
Jeg husker, at jeg sagde til to dyrskuestemte landmænd: “Vil I være venlige at købe et mærke?” Jeg husker, at en af mændene udbrød: ‘Nå, skal vi nu også være venlige!”
De voksne mænd blev måske tiltrukket af den lidt højrøstede stemning i Mændenes Telt, hvor der kunne købes øl foruden sodavand.
Måske var far – Edvard – derinde, jeg ved det ikke. Far drak ellers ikke øl, men det kunne vist godt gå an med en enkelt dyrskuebajer.
Vi gik med mor – Karen – ind i det rolige Kvindernes Telt, hvor vi nød en portion hjemmelavet ymer med rugbrødsdrys og sukker.
Ovre i afdelingen for landbrugsmaskiner satte jeg mig op på en Claas mejetærsker og drømte mig lidt væk.
Hjørring Dyrskue forløb over to dage.
Udstillere og spidser kunne deltage i en dyrskuemiddag ude i byen.
Balgæster kunne også deltage i et dyrskuebal, som sikkert havde sin charme, måske endda for livet, hvis man var heldig.
Vi, som endnu ikke efterspurgte sådanne arrangementer, tog da dagen hældede rutebilen hjem til barndomshjemmet i Sønder Harritslev og kunne ved dagens slutning gå i seng med opløftende dyrskueoplevelser, som gav stof til drømme.
FOTO: Barndomshjemmet “Klarup” i Sønder Harritslev