reformen vil medføre en bedring. I 1960erne var det et stort problem at få besat stillingerne, men da man – som et af de første steder – indførte de såkaldte rotationsstillinger, der sikrede de ansatte en 2-årig stilling fordelt med 1/2 år indenfor 4 forskellige afdelinger, blev disse stillinger en succes, der var et år 180 ansøgere til 2 stillinger.
Der er sket en betydelig ændring i lægestabenes sammensætning på de forskellige afdelinger. Oprindelig var der én overlæge på hver afdeling, og for godt 40 år siden begyndte man så småt at dublere stillingerne. Det har vist sig at det ikke altid har fungeret helt efter hensigten. Efterhånden, navnlig i de senere år, er der ansat flere speciallæger i faste stillinger, ofte således at disse – som omtalt ovenfor – dækker subspecialer. Disse nye overlæger indgår i den formelle vagtordning, det gjorde de »gamle« ikke, men de var stort set altid til at få fat på, hvis der var problemer, som vagtholdene ikke kunne overse.
Om sygeplejen
Da amts- og bysygehuset åbnede havde man gen- nem kontrakt med Diakonissestiftelsen sikret sig, at der var diakonisser til at varetage sygeplejen. Denne ordning blev opretholdt i et halvt århundrede. Diakonisserne havde fået en uddannelse i sygepleje, ganske vist ikke en uddannelse, der svarer til nutidens, men på den tid var det den eneste mulighed for at få uddannet personale. Udover plejen skulle diakonisserne også stå for madlavningen, men 8 år senere ansattes økonoma.
Nogen egentlig sygeplejemæssig ledelse var der ikke tale om. Ser man sygehusets reglement står der bl.a. om lægens forhold:
»Han leder alle de forretninger, som vedkomme de syges behandling og disciplinen blandt dem. Han våger over, at opvartningspersonalet gør sin pligt, og han har navnlig at påse, at lægemidler, bespisning, opvartning, renlighed og hvad andet, der vedrører de syges kur og pleje, i alle henseénder er, som det bør være. Mangler i så henséende, der med grund påklages, må han straks søge afhjulpne.«
Til hjælp for diakonisserne ansattes tjenestepiger. Der var ikke nogen fast nattevagt, men efter forslag fra sygehuslægen ansattes i 1893 en pige. Desuden brugte man vågekoner (for sådanne blev betalingen ført på regningen til patienten). Der var stadig vågekoner højt op i 1960erne – nu som faste vagter, men i mod- sætning til tidligere brugte man til disse faste vagter medicinske studerende.
Disse vågekoner var et velkendt led i sygehuset, mange af dem var særdeles velegnede og forstod at sige til, hvis noget ikke forløb som det skulle, men der kunne også opstå problemer – således kan man i bestyrelsesprotokollen fra 1950erne finde, at en mand havde klaget over vågekonerne, som han mente »var en samling gamle ludere« – der var én, som han særlig fremhævede, men da klagen var anonym valgte bestyrelsen at sidde den overhørig.
Den første elev blev antaget i 1894. Uddannelsen var 1-årig, og selv om der i 1913 var fremsat forslag om at ændre til 3-årigt forløb blev dette først gen- nemført omkring 1920, og 1928 var det første år man afsluttede uddannelsen med en eksamen. Den 1-årige uddannelse kunne ikke bruges til ret meget andet end hjemmesygepleje, og de elever, der ønskede videre uddannelse måtte søge til hovedstaden.
En egentlig sygeplejemæssig ledelse fik man i 1925 – efter forslag fra sundhedsstyrelsen. Medens sygehusets overlæger deltog i bestyrelsesmøderne blev over- sygeplejersken kun tilkaldt, hvis der på dagsordenen var sager, som havde med sygeplejen at gøre – først efter krigen deltog oversygeplejersken (nu forstander- inden) i møderne.
Der er ingen tvivl om, at de første diakonisser havde meget at se til, der var ikke nogen kvalificeret hjælp, ingen kvalificeret nattevagt, men da de boede på stedet kunne de jo hurtigt træde til, hvis der skete et eller andet på ubelejlige tidspunkter. Eleverne har også tidligere haft hårde forhold, der kunne være tale om en arbejdsuge på op til 84 timer: 14 dage i nattevagt fra kl. 20 til 08 uden fridag.
Uddannelsen sorterede tidligere under forstanderinden, som også var leder af sygeplejeskolen, der oprettedes i 1957, og først i 1965 ansattes en forstander- inde ved skolen.
Eleverne udgjorde i mange år en meget væsentlig del af plejepersonalet, og de forskellige ændringer i syge- plejeuddannelsen, hvor elevernes tid i afdelingerne reduceredes, har klart vist, at der udløstes stort behov for erstatningspersonale.
Med ændringen fra 1990, hvor uddannelsen blev omlagt til studium og de studerende i praktik ikke længere skulle medregnes i afdelingernes normering, blev det helt klart, at man i mange år havde draget fordel af billig arbejdskraft. Som en pudsig ting kan det refereres, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1930 anmodede sygehuset om at reducere antallet af elever og øge antallet af sygeplejersker, idet der uddannedes så mange elever, at der ikke var arbejde til dem bagefter.
I 1912 var en af byens honoratiores indlagt. Opvartningen var i 1. klasse, og udskrivelsen skulle fejres med maner (LHA)
De gamle sengeafsnit stammer alle fra en tid, hvor patienter næsten pr. definition var sengeliggende. Birum som skyllerum var, som det er omtalt tidligere, ikke af højeste standard, badeværelse fandtes ikke på alle afsnit, køkkenerne var små, og rimelige opholds- stuer for oppegående patienter fandtes ikke. Det har givetvis betydet, at det daglige arbejde i afdelingerne har været noget besværligt, men det må dog vedgås, at der i tidens løb er gjort mange tiltag for at forbedre forholdene.
Fra de første diakonisser, som stod for pleje, assistance ved operation, husførelse og til nutiden er der sket en betydelig udvikling indenfor sygeplejen. Der er opstået en række specialområder, der hver for sig kræ- ver supplerende uddannelse udover grunduddannelsen og helt nye opgaver er kommet til. Den moderne medicin og kirurgi, hvor der anvendes avanceret udstyr til behandling og kontrol, kræver særlige kundskaber. Et af de seneste skud på den stamme er dannelsen af et særligt palliativt team, bestående af 3 sygeplejersker og en fysioterapeut.
Det må også fremhæves, at der er kommet nye ting til – kravene om dokumentation og om bedre information og vejledning af patienter og pårørende er stigende. Men andet er forsvundet, f.eks. har indførelse af éngangsudstyr betydet, at mange besværlige rengø- rings-, steriliserings- og pakkemetoder er gledet ud, så det, man kan se på de følgende billeder, tilhører fortiden.
Diakonisserne var til rådighed hele døgnet, de boede på stedet, og de måtte op om natten, hvis der opstod problemer. I dag er der kun tale om lidt overarbejds- timer i ny og næ, og personalet i aktiv tjeneste er væsentligt større end tidligere.
Tidligere lå ledelsen af sygeplejen hos overlægen. Det gør den ikke længere, og det kan vel ikke nægtes, at der er en fortsat uenighed om, hvordan ledelsen af en afdeling bedst udformes.
Andre funktioner
De funktioner, der er omtalt ovenfor, er alle synlige, men der er andre ting, man ikke umiddelbart ser, men som er helt nødvendige for driften. Hvis de imidlertid ikke fungerer, kan alle mærke det.
Teknisk afdeling
Oprindeligt var sygehuset forsynet med kakkelovne, og det var sygehuskarlens opgave at holde disse i orden. Da man gik over til centralvarme fik man en
fyrbøder og derudover noget senere maskinmester og enkelte håndværkere. Efter 1950 er afdelingen vokset, der er en større stab af håndværkere med forskellig uddannelse. Der er igennem årene konstrueret en del forskelligt apparatur i afdelingen, fra kirurgiske instru- menter til respiratorer, laboratoriemaskiner, udstyr til røntgenafdelingen og andet(f.ex. en formalinauto- klave), men bl.a. på grund af bestemmelserne om pro- duktansvar har man opgivet denne side af arbejdet. Det er klart, at den tekniske udvikling har medført en væsentlig øgning i kontrol, vedligehold og reparation af installationer og udstyr.
Medicindepot – apoteksfilial
Som det var sædvane ved de fleste provinssygehuse fik man medicin leveret fra apotek i byen – i Hjør- ring var der to apoteker, som deltes om leverancen. På sygehuset havde man et mindre medicindepot. Der var allerede før 1939 tanker om indretning af et syge- husapotek, det var planlagt placeret i den bygning til øreafdelingen, som var bevilget, men ikke blev bygget. Der var indrettet et medicindepot i kælderen i funktio- nærfløjen, og da der på centrallaboratoriet blev ansat farmaceuter havde man samtidig en fagmand till at passe depotet. Da der blev plads i tidligere sengeafsnit efter 1989 blev der indrettet et nyt depot, og farma- ceuten var nu fuldtidsbeskæftiget her, assisteret af et par apoteksassistenter. Det havde været foreslået at oprette et selvstændigt sygehusapotek, idet dette ville
reducere medicinkontoen, men det blev ved forslaget. De lokale apoteker havde fortsat store leverancer, medens man i stigende grad også fik leveret fra sygehusapoteket i Aalborg, og det endelige resultat nu er, at depotet blev en filial af sygehusapoteket, men kun for en kort tid, idet at medicinleverance til afdelingerne pr, 1. april 2005 skal ske direkte fra sygehusapoteket i Aalborg.
Gartneri
Ganske vist blev der i tiden lige før 1. verdenskrig sagt lidt om, at det ikke kunne betale sig at holde køk- kenhave ved et sygehus, men det har nu ikke på noget tidspunkt været aktuelt – men man havde omkring år 1900 en del pil, hvorfra man solgte afskæring. Der er nu en gartnerafdeling, som skal tage sig af sygehusets haveanlæg, sørge for snerydning om vinteren mv., men derudover har man, takket være det store stykke jord, hvor der ikke blev bygget et psykiatrisk hospital til 350 patienter, et areal som skal vedligeholdes, og på den jord
er der gartneri, hvor man i en årrække i samarbejde med REVA havde revalidenter i optræning, medens man nu har en slags beskyttet værksted, som har været anvendt bl.a. til patienter fra psykiatrisk afdeling. I en periode havde man et lille udsalg, hvorfra der solgtes grøntsager til sygehuspersonalet, men denne virksomhed er for- længst ophørt.
I gartneriet dyrkes planter til udplantning i bedene og til sammenplantninger i venteværelser og opholdsstuer
Køkken
Oprindelig lå køkkenet i kælderen under hovedfløjen, men blev efter 1920 flyttet til kælderen under den nye kirurgiske afdeling. I 1965 var det nye centralkøk- ken færdigt. Man startede med gammeldags komfur, fik senere gas. Kosten var vel tidligere temmelig uinteres- sant – set med nutidens øjne – og vel også næppe i overensstemmelse med de anbefalinger, man ser i dag vedrørende kostens sammensætning. Der var tidligere mange diæter, som i dag forekommer lidt mystiske i en tid, hvor det tilstræbes at sørge for en ernæringsmæssig
korrekt kost.
Kosten i dag er moderne, den tidligere udportionering er forladt, og der er for patienterne en vis valgfrihed. Dette suppleret med, at der gennem diætister gives vejledning til patienter og pårørende om kostforhold har betydet et betydeligt fremskridt fra tidligere tiders grød- og brødbaserede kost. Det er også muligt i sær- lige tilfælde at få fremstillet speciel kost – som eksem- pel kan omtales, at der til en russisk sømand, der var bragt ind fra et skib uden for Hirtshals, blev serveret bortsch, da han led af hjemve. Køkkenet er indenfor de seneste år blevet udvidet og moderniseret.
Takket være sygehusets opbygning er der lange transportveje og forskudte etager, så en del af det arbejde, som bliver udført, kunne meget vel reduceres, hvis »geografien« havde været mere hensigtsmæssig.
Der er i de seneste år gjort forsøg på en smidiggørelse af disse funktioner, idet man har etableret en uddan- nelse indenfor servicesektoren, således at ting ikke nødvendigvis skulle være bundet til portørtjeneste eller husassistenter, men det har ikke været uden problemer.
Servicefunktioner
Omfatter i dag forskellige felter. Der er portørtjenesten, rengøringsfunktionen, postfordelingen. Nogle sygehuse har udliciteret rengøringen til private firmaer, men man har her holdt sig til at gøre rent selv.
Vaskeri
Sygehuset havde tidligere eget vaskeri. Oprindeligt var der vaskestue i en lille bygning ved siden af hovedfløjen, men mod slutningen af 1. verdenskrig byggedes en ny vaskeribygning syd for sygehuset. I de oprindelige planer for nybyggeri var der afsat plads til nyt vaskeri i samme bygning som det nye køkken, men som beskrevet blev bygningen anvendt til andet for- mål, idet man var gået i forhandling med sygehusene i Aalborg om et fælles vaskeri, som blev åbnet nogle år senere. Det var derfor nødvendigt i nogle år at få vasket på et lokalt vaskeri. Der blev i stedet indrettet en linnedcentral på sygehuset, og fra denne central forsynes afdelingerne og personalet.
Sygehusets ledelse
Da sygehuset åbnedes var der amts- og byråd valgt en bestyrelse med 3 medlemmer fra amtsrådet og 2 fra byrådet, og dertil kom det tidligere omtalte over- tilsyn ved amtmand og borgmester. Denne ordning holdt til kommunalreformen i 1970. Gennem årene har skiftende bestyrelsesformænd været meget aktive og faktisk også – mere eller mindre – deltaget i den daglige ledelse. Bestyrelsens muligheder var begræn- set af, at budgetter og regnskaber skulle godkendes i både amts- og byråd, og det samme skulle eventuelle ekstrabevillinger. Man kunne opleve, at der i amtsrå- det gik lokalpolitik i sager, således at en bevilling blev gjort betinget af, at der også faldt bevillinger til andre sygehus i amtet.
Med kommunalreformen overtog Nordjyllands amt sygehuset, den politiske ledelse overgik til amtsrådets sygehusudvalg (senere kaldet sundhedsudvalget), og dette udvalgs relationer til de enkelte sygehuse var helt anderledes fjerne end de hidtidige sygehusbesty- relser. Den kommende strukturreform, hvor det nuvæ- rende nordjyske amt med en beskeden udvidelse (Thy og måske Mors) bliver landets mindste region, vil kun medføre tilgang af et enkelt sygehus (Thisted) til de eksisterende.
Indtil 1912 havde man en deltidsansat regnskabsfører (amtsfuldmægtig). Der var ikke færre end seks forskel- lige – og en af dem begik underslæb. Men så ansatte man inspektør, og indtil 1981, altså næsten i 70 år, har der blot været tre forskellige. Stillingen er nu normeret som en direktørstilling, og i løbet af de sidste 23 år er man nået til nr. tre.
Der er forlængst indført tredelt ledelse med direktør, cheflæge og chefsygeplejerske, og den administrative sektor er – som alle andre steder – vokset betydeligt. Der var i tiden før 1970 mange planer om sygehusets fremtidige udvikling, men kommunalreformen medfør- te, at disse planer blev skudt i baggrunden. I stedet fik man Nordjyllands amts første sygehusplan, og i de følgende år er der foretaget jævnlige justeringer af planerne. Det har selvfølgelig haft forskellige konsekvenser for både sygehuset som helhed og for enkelte afdelinger, og ikke alle løsninger er blevet modtaget med lige stor begejstring, blandt andet fordi man på enkelte afdelinger har måttet imødese ændringer i patientpopulationens sammensætning og i de sygdomsbilleder, man skulle behandle, hvilket kunne medføre at der ville opstå mangler i de unge lægers uddannelser. Udover disse mere regulære planer har der også været sparerunder, som har 5betydet nedskæringer, og det er klart, at det gør ondt. Disse forskel- lige ændringer betyder hver for sig, at der forandres i såvel sygehusets som enkelte afdelingeres funktioner og man må så justere forholdene derefter, men des- værre kan det opleves, at man på et tidspunkt, hvor man har fået indarbejdet de nye betingelser og krav, må til at ændre endnu en gang.
Sygehusets placering
Gennem dette at være byens største arbejdsplads følger nogle forpligtelser. Det kan være et socialt ansvar, blandt andet gennem ansættelse af personer på særlige vilkår (omtalt i afsnittet om gartneriet eller i form af ansættelse i jobtræning), og det har medført, at sygehuset har fået tildelt den såkaldte »netværkspris«.
Sygehuset er røgfrit og deltager i »netværk af forebyggende sygehuse i Danmark«.
Og sygehuset er også et uddannelsessted. Sygepleje- studerende og vordende social- og sundhedsassisten- ter gennemgår praktisk uddannelse i afdelingerne, der er elevpladser for sekretærer og bioanalytikere. Der modtages medicinske studerende til deres tidligste kontakt med kliniken, og for lægerne er der godkendte uddannelsesstillinger.
Endelig!!!
Efter mange års tålmodig venten, efter adskillige ikke- realiserede projekter skete der noget afgørende. Dette var startskuddet til et større projekt, som skulle med- føre en total fornyelse af den medicinske blok. Pro- jektet, der er udarbejdet af arkitektfirmaet NORD, vil medføre, at en del af de gamle bygninger forsvinder, og man er derfor nødsaget til at gennemføre byggeriet i etaper – og det rummer i sig selv den mulighed, at den i forvejen lange byggeperiode kan forlænges, hvis man synes, at økonomien har det dårligt.
Da den bygning, hvori patologisk institut er beliggen- de, er blandt de huse, der skal rives ned, vil der i de seneste faser blive indrettet et nyt patoligisk institut – og så vil man, omkring 40 år efter at sygehusplanen udtalte, at der snarest burde skaffes nye lokaler til patologien, kunne flytte til noget nyt.
Billedet på forsiden kan give et indtryk af, hvordan sygehuset ad åre vil se ud.
Sygehusmuseet
I loftetagen på den kirurgiske bygning fra 1920 har en gruppe frivillige medarbejdere fra sygehuset indrettet et museum, der kan illustrere sygehusets udvikling fra 1891 og til nu.
Billedmaterialet
Fotografierne stammer fra sygehusets arkiv samt fra lokalhistorisk arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, mærket LHA.
Litteratur
Plejehjem idag og i fremtiden – en undersøgelse af omsorgsforanstaltninger og – -institutioner for ældre mennesker – samt af det fremtidige behov for plejehjemspladser. udgivet af Hjørring Amt 1967.
Sygehuse idag og i fremtiden – en undersøgelse af det nuværende og det fremtidige sygehusbehov. Udgivet af Hjørring amt 1967.
Et Sygehus – udgivet af sygehuset i anledning af 75-års jubilæum 1966.
Anker Madsen: Hjørring Sygehus – vendelboernes hospital. Hjørring 1990.
Hans J. Møller: Hjørring sygehus 1891-1991. Hjørring 1991.
Hans J. Møller: Hjørring Amts Sygehus
Trykt som manuskript* – forkortet form: Med. hist. Årbog 2000: 137-151.
Hans J. Møller: En koppeepidemi i Vendsyssel 1824-26. Trykt som manuskript* – forkortet form: Bibl. f, Læger 2002: 37-56.
Hans J. Møller: Sygeplejeuddannelsen i Hjørring. Trykt som manuskript*.
Hans J. Møller: Skønne spildte kræfter.
Trykt som manuskript* – om ikke realiserede bygge- projekter.
*) Disse hæfter findes på Steno-museet i Århus, Medi- cinsk-Historisk Museum i København samt på sygehusets museum.
1822-1891.