Livet i den store by virker dragende, ikke mindst for teenagere på landet.
Vrå med station, biograf og café var som en magnet for min storesøster Henny og hendes nærmeste veninde Ingelise.
Vore familier boede dengang i Rakkeby, cirka 5 kilometer fra Vrå.
Mellem de to hjem løb der en bæk, som kunne svulme op til en hel å efter regnskyl.
Der var en smal plankebro uden gelænder over bækken, som man i dagslys godt turde benytte.
Men når bækken var som en å, ville det være risikabelt at benytte denne plankebro, i hvert fald efter mørkets frembrud.
I efteråret 1951 var de to veninder, Henny og Ingelise, sammen taget på en fornøjelsestur til Vrå en eftermiddag.
Da det var ved at blive mørkt, var Henny endnu ikke kommet hjem til vort barndomshjem, “Haugesgaard” i Rakkeby.
Jeg Poul husker som 5-årig, hvordan især far dengang med mørke miner forestillede sig, at Henny på 13 år kunne være drattet i bækken. Og Henny havde vist ikke nogen lommelygte med.
Forældrenes bekymrede ord forplantede sig også til mig, der dog ikke sagde noget til det hele.
Teenagere, der er blevet “væk”, dukker som regel op af sig selv igen.
Det skete også for Henny dengang, der bare pludselig vendte hjem fra svipturen til Vrå.
Henny havde ikke tænkt over, at det var risikabelt at gå over plankebroen dengang.
Forældre viser deres glæde og lettelse i en sådan situation ved at skælde lidt ud!
Skældud kan godt være tegn på, at forældrene holder af den bortløbne på sviptur.
Henny og Ingelise forblev veninder hele livet.
Deres voksenliv blev levet væk fra Vendsyssel.
Vrå med sit pulserende liv betød så meget for Henny, at hun abonnerede på Vrå Avis, der udkom med fire sider med lokalt stof.
Foto: HENNY som 11-årig, 1949:
Af broderen fhv. præst Poul Sørensen,