Mit første sprog var vendelbomål.
Alle talte vendelbomål i Rakkeby, hvor jeg blev født i 1946, og i Sønder Harritslev, hvor jeg er vokset op.
Der var dog nogle, der talte rigsdansk: præsten, skolelæreren, brugsuddeleren, dyrlægen og proprietæren.
For mit indre øre kan jeg endnu høre mange af de ord på vendelbomål, som mine forældre, Karen og Edvard, brugte.
Mor kunne vel godt bruge ordet stoppenål, men hun kunne også kalde den en “gørnnål” (udtalt jönnoel); gørn er tvundet uldgarn, egentlig det samme ord som garn.
I Vendsysselsk Ordbog (1972) ved Arne Espegaard står der en kulturhistorisk oplysning ved ordet gørnnål: “Hvis smørkærningen ikke ville lykkes, lagde man en gørnnål i kærnen”. Den slags overtro var åbenbart almindelig før andelsmejeriernes tid.
Min mor har altså kun brugt en gørnnål til at stoppe strømper med!
Nu er der vist ingen, der længere stopper strømper.
Et af min fars yndlingsord var vennik om en lille fyr.
Et andet ord for en mindre, splejs fyr var mjætting: “Dej bette mjætting!”
En vatter betød nogenlunde det samme, dog kun brugt om et lille barn: “Kom så, dej bette watter!”
En vatter er egentlig en betegnelse for kravlende insekter og andet kryb.
Ordene kunne bruges både i positiv og i nedsættende betydning.
Min ældste bror Niels brugte gerne ordet watter om sine mindste brødre: “Dej bette watter!”
Min faster Anna kunne sige om et lille, kært barn: “ Det bette måg!”
Det var meget positivt ment. Det ville ikke nemt blive opfattet positivt, hvis det blev sagt på rigsdansk: “Dit bitte møg!”
Vendelbomål rummer mange nedsættende betegnelser, for eksempel trokke.
Trokkevorn betyder dum, enfoldig: “Hon ær nooe tråkworn.”
De nævnte ord findes vist kun på vendelbomål – et mål som ikke tales så meget mere, ikke engang i Vendsyssel.
Men vi, der har boet udenfor Vendsyssel i mange år, kan ikke glemme de ord, vi hørte i vor barndom.
Af fhv. præst Poul Sørensen, Værløse
født og opvokset i Vendsyssel ved Vraa