Da en 73-årig kvinde findes død i januar 1911, er politiet på bar bund – indtil en ung, lovende politimand går ind i efterforskningen
Det lille, hvide hus med stråtaget står tyst i januar kulden på den vindomsuste pløjemark i Badskær nær Dybvad.
I køkkenet flyder resterne efter en frokost, der aldrig blev ryddet til side, og i den lavloftede stue er kakkelovnen for længst gået ud.
Her står Jens Christian Klitten og ser sig omkring.
Resterne af en blodpøl ses fortsat ude på marken, hvor husets beboer, den 73-årige Magdalene Christensen, otte dage tidligere faldt om, dræbt af et enkelt revolverskud i hovedet.
Med sin opklaring af denne sag kommer opdagelsesbetjent J. C. Klitten til at skrive sig ind i historiebøgerne, når han i efteråret 1911 bliver håndplukket til det nye Statspolitiet – en forløber til Rejseholdet.
Den 35-årige politimand fra Sindal – med den mørke uniform, velfriserede pomade-hår og sirlige cykelstyrs-moustache – leder straks tankerne hen på Agatha Christies Hercule Poirot.
Men det bliver en anden af detektivfiktionens store helte, den unge efterforsker i fremtiden vil blive sammenlignet med:
Selveste Sherlock Holmes.
Det kommunale politi
J. C. Klitten (f. 11. august 1876) er egentlig købmandsuddannet og har i et par år drevet sin egen butik i Sindal, men da han bliver indkaldt til værnepligten, bliver han bidt af tanken om at blive politimand.
I 1902 bliver han ansat i Aalborg Politi, hvor han bliver udvalgt blandt 70 ansøgere.
– I provinsen er der ikke et egentligt skel mellem kriminal- og ordenspolitiet på det her tidspunkt. Det betyder, at der ikke findes et specialiseret efterforskende politi. Alle skal kunne løse alle opgaver, og det giver problemer i forhold til at opbygge de nødvendige efterforskningsmæssige specialer, forklarer Frederik Strand, leder af Politimuseet.
Efter nogle år som menig betjent, hvor Klitten blandt andet gør sig positivt bemærket for sin opklaring af en række indbrudstyverier, så han i 1907 forfremmes til opdager.
– På det her tidspunkt er der rigtig mange små politikredse i Danmark, og de er kommunalt styret. Det betyder, at der kan være stor forskel fra den ene kommune til den anden – for eksempel er der ingen ensartet uniform, der er ikke ens aflønning, og der er stor forskel på, hvor mange politifolk, man har i de enkelte kredse, siger Frederik Strand.
Derfor er det nødvendigt for de landligere kredse at bede om assistance fra for eksempel København, når man en sjælden gang står med et drab.
I sagen om drabet i Badskær var beskeden imidlertid, at ingen Københavnske efterforskere kunne undværes – og så måtte J. C. Klitten tage op fra Aalborg for at rede trådene ud.
Forbryder fik et forspring
Da egnens kloge kone 13. januar 1911 bliver fundet død på den frosne mark af en forbipasserende nabo, tror man først, at hun er faldet og har slået hovedet på en sten.
Hendes hjem ligger uforstyrret hen, og selvom hendes pung ligger fremme og er tom, så finder man i sengehalmen sparebøger med flere tusinde kroner, hvilket taler imod røveri.
Omstændighederne er dog uldne nok til, at man for en sikkerheds skyld beslutter sig for at obducere liget – og her finder man et projektil fra en revolver i den afdødes kranium.
Sæby Politi springer straks på sagen, men trods mange forespørgsler i området lykkes det ikke at komme nærmere, hvem gerningsmanden kan være.
Et signalement har man dog at gå ud fra. En ung pige er blevet truet af en ung mand med en skinnende revolver, da hun gik ved landevejen nær drabsstedet.
Det må være gerningsmanden.
Han beskrives som ca. 20 år, iført mørkt tøj, læderstøvler og grøn hue. Han er af middelhøjde og har et blegt og rundt, skægløst ansigt. Under armen bar han en pakke i lyst papir, og så taler han ikke vendelbomål, men “købstadssprog”.
Da J. C. Klitten kommer til Sæby 20. januar, sætter han sig grundigt ind i sagens materiale. Han taler med vidner og besøger gerningsstedet.
– Hr. Klitten har fået et ret utaknemmeligt hverv, konstaterer Aalborg Stiftstidende i den forbindelse.
Hurtigt føler den unge opdager sig overbevist om, at han ikke leder efter en forhærdet forbryder, fordi drabsmanden stak af efter mordet uden at gennemrode huset for værdier.
Ud fra vidneforklaringerne kan Klitten følge sporet af en person, der svarer til det udsendte signalement, helt til togstationen i Dybvad.
Dermed er den mistænktes videre rute behændigt skåret ned til to retninger: Mod Frederikshavn eller mod Aalborg.
En mand med dyr smag
Mens der i Frederikshavn ikke er meget at komme efter, så genfinder Klitten sporet, da han begynder at opsøge de forretningsdrivende i Aalborg. Han har nemlig en idé om, at den skinnende revolver må være nyindkøbt.
Ganske rigtigt har en “C. Frandsen”, der svarer til signalementet, købt en revolver, en elektrisk lommelygte og et timeglas hos en lokal marskandiser.
Indkøbene er som taget ud af en billig detektivroman, tænker Klitten, der begynder at tro, at den mistænkte kan være yngre end hidtil antaget.
C. Frandsen oplyste marskandiseren, at han havde et værelse på Jernbanehotellet. Her kender personalet dog ikke til “Frandsen” – men det gør de til gengæld på Hotel Hafnia på Banegårdspladsen, hvor den unge “Carl Frandsen fra København” har vakt opsigt med sine flotte vaner.
Han har muntret sig med ture i biografen og teatret, ligesom han har kørt i automobil og brugt en hel del penge hos de lokale tøjbutikker.
Under et besøg hos skomageren i Gravensgade, hvor “Carl Frandsen” har købt et par nye læderstøvler, er han dog kommet til at tale over sig og fortælle, at han er fra Aarhus.
Klitten griber derfor straks telefonen og ringer til sine kolleger i Aarhus Politi. Han vil høre dem til, om de kender en ung mand, som matcher signalementet, der har været på udflugt for nylig – og det gør de.
Faktisk er de allerede selv på jagt efter ham.
En uventet morder
Aarhus Politi har fået flere anmeldelser fra kvinder, der er blevet forsøgt frarøvet deres værdier, når de har færdedes til fods i for eksempel Risskov.
Sagens hovedmistænkte er Robert Mouritzen, en bare 14 år gammel dreng, elev på én af Aarhus’ fineste skoler. Roberts far er butiksindehaver, og det anses for at være et godt hjem.
Alligevel kender politiet særdeles godt til Robert Mouritzen. I 1908 var han kortvarigt på opdragelseshjem, fordi han havde påsat flere mindre brande. Derudover havde han flere tyverier, røverier og indbrud på samvittigheden.
Robert var født i København af en kvinde, der led af stærk alkoholisme, og som toårig blev han bortadopteret til parret i Aarhus. Robert blev beskrevet som ”godt begavet, men en urolig, vagabonderende natur”.
Da politiet pågriber Robert, finder de et par nye læderstøvler i hans besiddelse, der matcher det par, “Carl Frandsen” har købt i Aalborg.
De anholder ham på stedet.
Flakkede rundt og spiste wienerbrød
Robert Mouritzen fortæller, at han nogle dage inden mordet var stukket af med 110 kr. af forældrenes penge og tog til Aalborg, hvor han checkede ind på et hotel.
Han levede godt af pengene, som blev brugt på fornøjelser og på en revolver, som han tog ud i én af Aalborgs parker for at prøveskyde.
Da pengene var ved at slippe op, fik han den ide, at han ville tage ud på landet i Vendsyssel og bruge revolveren til at røve nogen for flere penge, som han ville bruge til at tage til Frederikshavn og købe plads på en båd ud i verden.
Han kørte med toget nordpå, hvor han flakkede rundt på landet i nogle dage, mens han prøvede at finde et godt sted at røve. Han var inde på flere ejendomme, men der var altid for mange folk til stede.
Da han endelig nåede Magdalene Christensens hus, syntes han, det lå øde nok til, at han ville forsøge sig, Selvom det så meget fattigt ud, kom han frem til, at “det var et forsøg værd”, som han fortalte politiet.
Ville ikke dræbe
Da Magdalene Christensen åbnede døren, hev Robert revolveren frem og forlangte, at hun skulle udlevere sine penge.
Skrækslagen løb hun ind i den inderste stue og fandt sin pung i en skuffe. Den indeholdt kun et par kroner.
Da han ville true sig til flere penge, løb den gamle kone ud gennem huset og videre ud på marken. Han blev bange for, at hun skulle løbe efter hjælp hos naboen, så han skød efter hende for at få hende til at standse.
Da hun faldt om på jorden, stak Robert af.
Revolveren smed han i en grøft fyldt med vand. Den blev aldrig fundet.
På hele turen havde Robert båret på sine ejendele i en papirpakke, som han lagde fra sig på spisebordet, mens han truede den gamle kone til at udlevere sine penge. Her faldt timeglasset ud af pakken, men det opdagede han ikke i sin hast for at komme væk.
En noget slukøret herredsfoged, som var blandt de første på gerningsstedet, måtte indrømme, at han havde fundet timeglasset og givet det til den afdødes familie – som godt nok havde undret sig over, hvor Magdalene Christensen mon havde fået det fra.
– Derfor er der altid behov for at have en erfaren politimand til at undersøge gerningsstedet, påpegede Klitten mange år senere i sin genfortælling af forløbet.
I retten fastholder Robert Mouritzen, at det ikke var hans mening, at konen skulle dø. Han bliver dømt til fire års tugthusarbejde for manddrab, bedrageri, tyveri og røveri.
– Det står som ganske uforståeligt for os, at han, der for os står som en kær og god dreng, har kunnet gøre noget sådant, siger forstanderen på opdagelseshjemmet.
Gerningsmandens unge alder vakte også stor opmærksomhed i avisspalterne, hvor han bliver kaldt “Morder-drengen” og “en født forbryder”.
Et kort liv
J. C. Klitten fik stor ros og omtale for sin opklaring af sagen. I Vendsyssel Tidende skrev man, at: ”Som sådan har han flere gange afgivet bevis for at være snarrådig og energisk, og hans opdagertalent har jo heller ikke svigtet ham ved opklaringen af Badskær-mysteriet”.
Mens Klittens karriere som opdager først var ved at tage fart, så fortsatte Robert Mouritzen sin deroute. Efter udstået straf blev han sendt til Australien, men han vendte efter kort tid tilbage til Danmark, hvor han atter gik ind og ud af fængslet.
Som 30-årig indsat i Horsens Statsfængsel gennemgik han en mindre operation, hvor komplikationer endte med at koste ham livet.