Af Poul Sørensen, Værløse

FOTO: Karen hjemme i den pæne stue.
Nogle gange ved den yngste i en søskendeflok mere end dem, som kom før den yngste.
Min lillesøster, Anna Birgit, fortalte mig noget, som jeg kun svagt kan huske:
Da vi var flyttet til huset i Rakkeby i 1963, fik mor lyst til selv at tjene en skilling ved at gøre noget for andre, som hun selv kunne til fingerspidserne.
Mor sagde ja til en stilling som ugentlig hushjælp hos Frøken Bloch, der boede i en stor lejlighed på hjørnet af Østergade og Brinch Seidelinsgade i Hjørring.
Mor skulle bare tage bussen til byen fra Rakkeby, en strækning på 10 kilometer.
Nogle gange gik Anna Birgit og Lene Schrøder, en jævnaldrende pige, der boede hos sine bedsteforældre i Rakkeby, med mor op til Frøken Bloch, der var laborant på Sygehuset og formodentlig tjente en fed løn.
Hun så med mor som hushjælp en chance til at slippe nemt og billigt over rengøringsarbejdet i den lejlighed, hun sikkert havde beholdt efter sine forældre.
Mon frøkenen var lidt påholdende, siden hun kun undede mor 5 kroner i timen ved tre timers arbejde?
Jeg ved ikke, hvor lang tid mor holdt ved, men da billetten til bussen kostede 5 kroner, kan man godt regne ud, at gevinsten ved at arbejde for Frøken Bloch var til at overse.
Og kender jeg mor ret, så har mor givet Anna Birgit og Lene en skilling for blandt andet at bære skrald ned i gården.
Det er muligt, at mor i sit liv ikke har haft andet lønarbejde end hos Frøken Bloch.
Lisbeth Bermann Anderson
Mit første lønnede job var den ugentlige rengøring/ skure gulv i min fars frisørsalon… han havde først “en kone” fra landsbyen til at komme og gøre det – hun fik 10 kr for det, uanset hvor lang tid, hun brugte på det.
Jeg overtog (efter eget ønske) arbejdet, og kunne i stedet for mine 2 kr i “ugeløn” nu indkassere 12 kr – dét var stort!
Mit første, faste job uden for
hjemmet (i 1970) var at passe kiosken på den lokale rutebilstation – jeg var da 17 år, og fik 5 kr. i timen!
I skoleferien 1969 havde jeg job som køkkenpige på et hotel – det gav 500 kr for de 7 uger! … da jeg efterhånden overtog en del af madlavningen, fik jeg 100 kr ekstra, da jeg rejste 
… så jeg tror såmænd ikke, din mor var underbetalt efter datidens takst 