MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING

fhv. præst og boende i Værløse, født i Rakkeby
MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING
Min ældste bror Niels, der blev født i 1935 på “Ny Hvidegaard” på Sæbyvej i Hjørring, købte i 1960 en grammofon i Søndre Strømfjord på Grønland, hvor han arbejdede nogle måneder som tømrer.
Det var en stereogrammofon formet som en kuffert, hvor det todelte låg dannedes af de to stereohøjttalere. Stereogrammofonen er stadig i behold i familien.
Den 14-årige nykonfirmerede Poul var dengang intet mindre end imponeret af det tekniske vidunder, som havde den store fordel fremfor radioen, at man selv kunne bestemme, hvilken musik, der kom ud af højttalerne.
Jeg lyttede meget til Niels’ longplaying plader dengang,
Jeg husker den svensk-danske musikduo, brødrene JAN & KJELD, som spillede banjo. Deres mest kendte nummer hed “Banjo Boy”. De blev så kendte, at de kom med i en Far til fire-film i lighed med fodboldspilleren Harald Nielsen fra Frederikshavn, som under filmoptagelserne fandt “Mie”, som han blev gift med. De fik en årrække sammen i Bologna i Italien.
Min storebror Niels var internationalt orienteret i sin musiksmag.
Han havde plader med CATERINA VALENTE (1931-2024). Hun blev født i Paris af italienske forældre, hendes far var en virtuos harmonikaspiller og moderen optrådte som musikalsk klovn i et cirkus.
Caterina Valente fik stor succes som tysksproget sangerinde og skuespillerinde.
Den sprogbegavede Caterina Valente har indsunget plader på 12 forskellige sprog, blandt andet på svensk med sangen “Försök med mej”.
Det er kun et år siden, hun døde som 93-årig i Lugano i Schweiz.
Allerbedst husker jeg den klassisklignende orkestermusik af MANTOVANI AND HIS ORCHESTRA.
Mantovani blev født i 1905 i Venedig, men kom til England som 7-årig sammen med sin musikalske familie.
Mantovani tåler sammenligning med den nederlandske violinist og dirigent, André Rieu, som nu er 75 år, han er vokset op i en musikalsk familie af fransk oprindelse i Maastricht, den sydligste del af Holland.
På en af min brors plader var sangen “LA PALOMA”, som betyder “Duen” på spansk.
Sang og melodi skyldes den baskiske komponist Sebastian Iradier (1809-1865) som skrev tekst og melodi i 1863 efter et ophold på Cuba.
Sangen La Paloma er en af musikhistoriens mest indspillede sange, sunget for eksempel af Elvis Presley.
I “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren synger moderen “La Paloma” for Skorpan, der ligger syg på køkkensofaen. Den hvide due spiller en fremtrædende rolle i børnebogen, som udkom på svensk i 1973 med tegninger af den estiskfødte Ilon Wikland.
Lyt til den skønne sang på YouTube eller Spotify!
Min ældste bror Niels sang i sine år som pensionist i sangkoret FREJDIG i Brønderslev.
Mandskoret Frejdig blev stiftet den 13. september i 1912.
Niels kaldte kormedlemmerne for “mine brødre”.
Koret sang meget stemningsfuldt “I østen stiger solen op” i den fire-stemmige korversion af komponisten Niels W. Gade, da Niels blev begravet fra Jetsmark kirke.
Familiebillede, taget i haven i Rakkeby i 1966.
Den høje mand i midten er Niels.
Jeg Poul ses nederst til venstre (knælende).