At være postbud i regn og Storm og med Celuldsdæk er en blandet fornøjelse.
Brrrr! Vækkeuret ringer klokken fem. Posten springer ud af fjerene og kigger ud i mørket. Regnen pisker på ruderne, og stormen hyler om hushjørnet. Det vil blive en drøj dag; men det får ikke hjælpe. I en fart trækker han tøjet på, får lidt at spise og pumper luft i cykelhjulene.
Desværre er ringene ikke så gode, som de skulle være, men det går vel i dag også.
På posthuset er han snart i travl virksomhed med at sortere breve og skrive værdipapirer i sin kvitteringsbog, og så skal tasken pakkes. Det skal gøres omhyggeligt, dels er der så mange aviser og andre papirer, så det er et helt studium, at få det hele stoppet deri – ja i dag må han have en stor pakke ved siden af, og dels skal det hele beskyttes mod den piskende regn.
Endelig er han og hans kolleger færdige, og så tørner han ud i storm og slud i den dæmrende morgen. Længe varer det da heller ikke, før vandet drypper fra ham, mens han aser af sted på de opblødte og ujævne veje. Undertiden må han næsten slæbe cyklen gennem mudderet, men fremad går det, og snart kan han begynde at lægge en avis af her og et brev der; en skal have et pengebrev, som skal kvitteres for, en anden skal betale en opkrævning, et sted afleverer posten en regning i blå konvolut, og manden knurrer så småt, mens en anden med smil modtager en check på mange hundrede kroner.
Hist henne står en ung mand ved et hushjørne og venter på posten, jo der er brev til ham, en lille fin duftende billet, som posten har påset særlig omhyggeligt på, så den er ren og fin trods regnvejret. De fleste breve får ellers efterhånden sørgerande trods påpasselighed, og aviserne får flossede kanter og krøllede hjørner. En lille bekymret mor spørger om brev fra den store dreng. “Nej, ikke i dag, men du skal se, det kommer nok, når du blot giver tid”, trøster posten.
Henne ved købmanden læsset han en stor bunke af, og i stedet får han en anden, næsten lige så stor bunke med sig igen. Et sted står en husmor parat med kaffekanden; i tilgift får hun en lille passiar, mens vandet siler ned ad ham og danner en hel sø på gulvet. Det kvikker svært op med sådan en forfriskning, og lidt efter tramper han igen i pedalerne på de fæle biveje mod den stride vind.
Der skal hænges i, for tredive kilometer eller mere er ingen springvej i et sådant herrens vejr. Nej, så er det anderledes rart om sommeren, når solen skinner og vejen er god, mens lærken kvidrer foroven.
Endelig når posten ud i det yderste af distriktet, og han begynder at vende næsen hjemefter. Men så gør cyklen knuder. Han har nok mærket, at den har hoppet så underligt et stykke tid, men har tænkt, at det var den ujævne vej, som var skyld i det.
Så opdager han til sin forskrækkelse, at Cellulds-dækket har slået en slem revne i siden, og den røde slange stikker ud. I næste gård tiltigger han sig et stykke selvbindergarn til at holde slangen inden for dækket med, og nu går det igen. Så må han stoppe op et sted, hvor manden er i færd med at skrive et brev, “og det skal endelig med i dag”, forklarer han. Posten venter da også tålmodigt en stund, til brevet er færdigt.
På turen møder han en mængde mennesker, og til dem alle har han et venligt ord, særlig til børnene, der sender glade smil til ham igen. Derimod er hundene næsten alle vegne vrede på ham og gør en frygtelig alarm.
Endelig når han træt og udaset tilbage til posthuset, hvor han aflægger nøjagtigt regnskab for alt, hvad han har afleveret og modtaget, og så går turen hjem til hans kone, der sørger for, at han kommer af alt det våde tøj, får noget at spise og bliver puttet i seng en times tid eller så.
Derefter bliver han purret ud igen, og nu må han allerhelst have cyklen repareret, så den kan gå igen i morgen; desuden er der en hel mængde andre ting for ham at pusle med derhjemme, så han kan nok få tiden til at gå.
I disse mørke og våde novemberdag er det ikke misundelsesværdigt at være landpost, og bedre bliver det ikke, når sneen falder, så han må lade cyklen blive hjemme. Men han tager det med et godt humør, og vi andre er glade for ham og beundrer vores trofaste budbringer.
I dag kan jeg sidde her i varmen og modtage mails, opkrævninger, og hvad ved jeg, det kunne man ikke for 70-100 år siden. Alt til mig kommer via en fiberforbindelse eller om en måned gennem et lyslederkabel – det går så hurtigt, så man ikke når at rette fejlene, inden modtageren har prikket “synes godt om” eller det modsatte.
Af Ove S. Johansen