Fortællingen om Brønderslev pigen Lone Dencker Wisborg
BLÅ BOG: LONE DENCKER WISBORG
Født 31. januar 1966, Brønderslev
Uddannelse
1991 Cand.jur., Aarhus Universitet
Karriere
2019- Danmarks ambassadør i USA
2017-2019 Direktør for ressourcer og organisationsudvikling, Udenrigsministeriet
2015-2017 Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
2011-2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra, sideakkrediteret i Algeriet
2009-2011 Ambassadør, Chef for Center for Global Sikkerhed
2007-2009 Kontorchef, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
2007 Tjenestefrihed (Fondschef, Bikuben-Fonden)
2004-2006 Ambassaderåd på Danmarks ambassade i Warszawa, Polen
2001-2003 Ministersekretær for udenrigsministeren
2000-2001 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1999-2000 Tjenestefrihed (Folketingets Internationale Afdeling)
1998-1999 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1995-1998 Ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Tallinn, Estland
1992-1995 Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, København.
Kilde: Udenrigsministeriet
Hun var fra 2011 til 2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra og senest blev hun i 2019 udnævnt til ambassadør i USA. Hun har siden 1992 arbejdet med udenrigs- og sikkerhedspolitik i Udenrigsministeriet.
Lone voksede op i en familie hvor moderen var lærer på Søndergades skole i Brønderslev og faderen var ingeniør og senere direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.
Det lå ikke i kortene af Lone skulle ende med at varetage Danmarks politiske, kommercielle og kulturelle interesser i USA.
Da hun som ung flyttede fra Brønderslev, var det for at studere jura. Hun overvejede at blive advokat og gennemførte sin uddannelse.
I 1990erne mødte hun via en af sine bekendte en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som fortalte om sit arbejder der. Det syntes hun lød ret spændende.
Det internationale fik hun næsten ind med modermælken. Hendes far arbejdede på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han tit havde internationale kunder med hjemme, og når hun var med ham på arbejde, kunne hun jo se telefaxen spytte internationale nyheder ud. Da hun fik muligheden, skiftede hun spor.
Lone er ikke typen, der er bekymret for nye udfordringer eller lader sig begrænse af, at noget kan virke uoverskueligt. Hun er opvokset i Brønderslev med mor, far og en fire år ældre storebror, og hun har for nogle år siden skrevet sin historie i bogen ”Barn af Vendsyssel”.
Det var en tryg og vel nok en meget traditionel opvækst hun havde i Brønderslev, hvor man kunne cykle til næsten alt, og hvor sport var vigtigt. Både hendes mor, bror og Lone spillede rigtig meget tennis, og hun havde mange venner gennem sporten. De to søskende elskede og hadede hinanden, som søskende nu gør, men de havde et godt forhold selv om broderen var fire år ældre. Hver gang han måtte eller kunne et eller andet, så syntes hun også, at hun var klar til det.
Da han fik kørekort, argumenterede hun stærkt for, at det var forkert at have et alderskriterium. Det samme skete, da han flyttede til Aarhus som 19-årig for at bo på kollegium og læse. Allerede da var hun også klar til at rykke hjemmefra. Lone har altid været ret utålmodig. Der skal ske noget, og helst lidt før, det egentlig kan lade sig gøre og altid klar på noget nyt.
Skulle der måske prøves et eller andet nyt, så var hendes svar ofte: Ja, det kan jeg godt tænke mig, det lyder vildt spændende. Hun har altid godt kunne lide at blive placeret i noget nyt.
Når hun er blevet rigtig god til noget, så er det nu hun skal videre, for så keder hun sig. Hun føler at det godt må være lidt svært og uoverskueligt. Hun skrev også i ”Barn af Vendsyssel”, at det første, sundhedsplejersken sagde, da hun så hende i vuggen: ”Hun bliver en livlig én, hende der!”
Det stod også hurtigt klart, at hun ikke ville blive i Brønderslev hun ville se noget andet, for når man bliver ældre og selv får børn, så forstår man bedre, hvad der er af fordele ved sådan et trygt og nært miljø, men som ung, handlede det om at komme ud og opleve noget. Og det præger hende stadig. Både Lone og hendes søn elsker at rejse. Den liste de har er lang og så lang, at de er nødt til at have flere liv til rådighed for at komme igennem den. De synes der er så mange spændende steder ude i verden.
Måske var det midt i hendes argumentation for et tidligt kørekort, at det gik op for hende, at hun ville læse jura. Det var sådan, det endte, efter at hun havde været en tur omkring økonomistudiet, som hun syntes var kedeligt og alt for teoretisk.
Juraen var lige hende. Retssystemet er rygraden i ethvert demokrati, og hvis det ikke fungerer, så smuldrer alt andet. Det gode ved jurastudiet var, at det er meget konkret. Det interesserede hende ikke med store fine teorier. Hun er meget sådan, okay, skal vi gå til højre eller venstre? Og hvis det, hun læser, kan hjælpe hende til at finde ud af det, så er det godt.
Der er også mange veje, man kan gå, som jurist. Og det var det bedste – og måske eneste – karriereråd, hun fik af sine forældre. De sagde, at hun skulle vælge noget, hvorfra der var mange døre, når man var færdig. Man aner jo typisk ikke, hvad man vil lave, når man er 18-19 år. Og faktisk har hun ikke beskæftiget sig særlig meget med jura, siden hun blev færdig. Hun var advokatfuldmægtig i halvandet år, men var ikke særlig optaget af at tjene penge, og hun syntes, at der var for mange sager, som var utrolig kedelige.
Hun tog til Frankrig og læste fransk i tre måneder, og da hun kom hjem, søgte hun uopfordret ansættelse i Udenrigs- og Justitsministeriet. Hun fik tilbudt en syv måneders stilling i Udenrigsministeriet og en fastansættelse i Justitsministeriets departement, og så valgte hun Udenrigsministeriet. Hendes mor og far syntes det var forfærdeligt. De syntes, det var det mest vanvittige, at hun ikke tog den faste stilling. Men hun kunne mærke, at der var noget, der trak, når hun gik på gangene i Udenrigsministeriet, og der blev talt om eksotiske steder som Ouagadougou og Bangkok.
Lone har fortalt at – Det er de store linjer der driver hende. Krig og fred. Hvor skal verden hen? Og hvad er Danmarks interesser? I Udenrigsministeriets mission står der, at vi kæmper for Danmarks interesser og værdier i verden, og det synes hun, er fantastisk. Det kan hun sætte sit vækkeur efter hver eneste morgen. Hun synes, det er rigtig spændende, at vi giver vores bidrag til, at verden indretter sig på en måde, der er til gavn for Danmark, og at vi kan være med til at præge den med de ting, vi synes, vi gør godt og rigtigt.
Når man arbejder på den måde, og bor mange år i udlandet, så oplever man meget. Det holder hun meget af. Hun er ikke så god til det der leverpostej. Der må godt være nogle udsving. Hvilket så også nogle gange ikke er så sjovt, men sådan er det. Det hører med. Og så er der også noget med den måde, man lever livet på. Kollegaerne bliver næsten som en familie. Især når man er ude, kommer man rigtig tæt på hinanden, fordi man ikke har den omgangskreds og det netværk, som man ellers har.
Hun har haft to små afstikkere fra Udenrigsministeriet, siden hun blev ansat i 1992.
Hun var i et år sekretær for Forsvarsudvalget, og i ni måneder var hun fondschef i Bikuben fonden. I sin tid i Udenrigsministeriet har hun været udstationeret som ambassadesekretær i Estland, som ambassaderåd i Polen og som Danmarks ambassadør i Spanien.
Hendes søn Oscar var med som helt lille i Polen og senere i Spanien. Hun har altid været alene med Oscar, for han er donorbarn.
– Hun var blevet 37 år og tænkte, nu kunne hun ikke lade det bero på skæbnen længere, om hun møder prinsen på den hvide hest. For hende var det helt afgørende og nærmest eksistentielt at få børn. Sådan lidt det-er-vel-derfor-vi-er-her-agtigt. ”Jeg har en veninde, der havde fået barn alene året før, og det ligger nok meget i min natur, at det ikke skal være skæbnen, der bestemmer, om jeg skal have et barn eller ej. Så jeg bestemte, at jeg ville få et barn med en donor. Med alle de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning”, har Lone fortalt.
Det er ikke noget, man bare lige gør. Hun var åben for, at der senere kunne støde en mand til, men det er ikke sket. Så det er ikke et bevidst fravalg, at hun lever alene med min søn, det er bare sådan, det er blevet. Det er klart, at ”med min livsstil – med mange udstationeringer – er det heller ikke nemt at få og bevare et parforhold”, siger Lone.
– Da Oscar han var helt lille, syntes hun, det var hårdt at være alenemor. Ikke på grund af de praktiske ting med bleskift og tøjvask, men hun savnede nogen at dele alle de gode og fine øjeblikke med. Det første smil. Det første ord. Det var ikke altid, der lige var nogen, når det opstod. Og det var meget ensomt, måske også mere, end hun havde forestillet sig. Hendes forældre involverede sig meget, og så dem tit, men der var jo kun hende selv i hverdagen.
”Efterhånden som Oscar er blevet ældre, er der et helt andet modspil i vores samvær, og det nyder jeg utrolig meget. Vi er en lille meget, meget tæt enhed, så nu synes jeg bare, det er fantastisk, at vi kun er os to. Og uden at det på nogen måde er derfor, så har det altså også bare vist sig at være temmelig meget nemmere, når man lever det her liv i Udenrigsministeriet. Der er ikke andre end os to at tage hensyn til. Og konkret i forhold til Washington var det faktisk Oscar, der startede med at sige, at han godt kunne tænke sig at bo nogle år der, hvis jeg kunne få en udstationering. At der så samtidig skulle skiftes ud på posten, var jo bare heldigt”, siger Lone.
Desværre kan man ikke være med til alle fødselsdage, bryllupper og den slags, og man kan heller ikke bare lige komme forbi til en kop kaffe. Det betyder noget i forhold til familie og venner.
Selvfølgelig får man nye venner der, hvor man er, men det bliver aldrig dybe venskaber. Man ved, at man er der fire år, og så er det videre. Jeg synes dog, at det er prisen værd. Men igen, det er nok også, fordi jeg ikke har nogen partner. Jeg kan jo se på mine kollegaer, at det er partneren, der betaler den største pris ved at skulle rykke til steder, hvor man måske slet ikke kan få arbejde.
Det er første gang nogensinde, at Danmarks ambassadør i USA er en kvinde.
Hun synes, det er godt hver gang, at der er en ”første kvinde”, der gør et eller andet. Det er vigtigt, for man må gå ud fra, at kompetencer og evner er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, og derfor skal man da selvfølgelig også udnytte det, som kvinderne kan. Det er godt, hver gang kvinder træder ind på nyt territorium og viser, at man selvfølgelig, som kvinde, kan indtage poster som den hun har indtaget. Og hun håber, det kan være et signal til andre kvinder om, at man skal række ud efter det, man har lyst til og synes, man er kvalificeret til.
Jeg har også oplevet, at det kan være en fordel at være kvinde i et job som ambassadør, for der er ikke så mange kvinder, så folk kan bedre huske en. Det er ret praktisk, for det vigtigste for en diplomat er netværk og forbindelser, fortæller Lone.
– Det er noget, jeg har lært at synes, er vigtigt. For helt ærligt, jeg blev opdraget til, at der ikke var en pind forskel på min bror og mig. Jeg tror, at jeg var ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at der var en forskel.
Mine forældre var meget ligeværdige, og min bror og jeg blev opdraget ens. Jeg mødte heller ikke spørgsmålet om køn i min tidlige karriere. Men da jeg så blev chef og begyndte at interessere mig for ledelse, gik det op for mig, at der jo var nogle udfordringer for kvinder i forhold til at komme karrieremæssigt frem. Derfor har det været vigtigt for mig at stille mig frem som en rollemodel. Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad, så kom nu!
Der er to ting i det her med ligestilling. De mandlige chefer skal være opmærksomme på, at de ikke bare kigger sig i spejlet og ansætter en, der også har slips på. Og kvinderne skal selv række ud. Der er noget om, at en mand søger en stilling, hvis han bare kan én ud af de ti ting, man skal kunne, hvorimod en kvinde typisk kun søger, hvis hun kan alle de ti ting. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en okay mor og have et krævende job. Og ja, så kan det da godt være, at man ikke kommer til alle forældrearrangementer på skolen, men det går alligevel.
– Politisk synes jeg, at det er vigtigt at holde sig for øje, at USA er vores sikkerhedsgarant her i verden. De er helt afgørende for vores eksistens, og vi er på den måde dybt afhængige af dem. Der er områder, hvor vi ser helt ens på tingene og arbejder for de samme mål, og hvor vi har en meget stærk interesse i at arbejde sammen. F.eks. i kampen mod terror og i vores samarbejde i Arktis. Og så er der nogle områder, hvor vi er uenige. Klimapolitikken er et af dem. Spørgsmålet om fri abort og familieplanlægning er et andet.
For mig er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen med amerikanerne på den store bane, vi har til fælles, og at vi samtidig kan drøfte de emner, hvor vi ikke er enige. Jeg kommer til at gøre begge dele. Det helt overordnede formål er at prøve at tydeliggøre værdien af det multilaterale samarbejde. Det er det allervigtigste for mig.
Når man er et lille land som Danmark og helt afhængig af samhandel med omverdenen, så gælder det om, at der er nogle spilleregler, ellers bliver vi kørt over af alle de store. På det kommercielle område vil jeg arbejde for at hjælpe de danske virksomheder, som er på det amerikanske marked. Jeg vil også gerne være med til at promovere de styrker, vi har i Danmark siger hun.
Da hun den 1. april 2019 flyttede hendes tilværelse fra de nuværende rammer i København til noget helt nyt i Washington D.C., er det sammen med hendes 15-årige søn og deres tre hunde.
– Han glæder sig heldigvis rigtig meget. Jeg tror, han er smittet af den samme bakterie, som jeg er – vi kan godt lide at bo i et andet land, hvor alt er nyt og anderledes, og hvor vi skal ind under huden på nye mennesker. Og så glæder han sig rigtig meget til at måtte køre bil allerede som 15-årig, så han er begyndt at se på, hvilken bil det skal være, fortæller Lone.
Inden den store flytning til USA var hun en smut omkring Brønderslev, som hun stadig har tætte kontakter til.
jens otto madsen -2021