Livvagter – Øvelser på PN-beslag

På et tidspunkt omkring år 2000 blev jeg kontaktet af PET, Politiets Efterretningstjeneste, som spurgte, om de kunne få lov at lave en øvelse for deres livvagter med A/S Peder Nielsen Beslagfabrik som centrum. Det kunne jeg hurtig sige ja til, og vi aftalte et planlægningsmøde.

De pågældende er livvagter for kongehuset og ministre på udenlandske rejser, så de passer på toppen af det danske hierarki.

Øvelsen skulle gå ud på, at en meget betydningsfuld person skulle ankomme til A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og jeg skulle tage imod ham ude på fortrappen og invitere ham med ind, og så skulle helvede brage løs.

En meget betydningsfuld person kaldes også en VIP, Very Important Person, meget vigtig person.

Livvagterne skulle straks få VIP’eren ind i bilen igen og køre væk.

Der skulle så udbryde kampe mellem livvagter og terrorister inde i fabrikken, og vi gennemgik alle mulige flugtveje inde i fabrikken, men også døre ud til det fri, som var blindgyder, for eksempel atriumgårde. Livvagterne skulle kende alle farbare flugtveje.

Nogle medarbejdere ude i værkstederne skulle være pøbel med våben som jernstænger, hamre, økser og lignende slagvåben. Livvagterne var bevæbnet med pistoler og automatvåben.

Dagen oprandt, og alle i hele virksomheden var spændte.

Jeg stillede mig op ude på fortrappen, og en stor bil kørte ind på pladsen, og ud steg VIP’eren, Vi gik hinanden i møde med fremstrakte hænder parate til at hilse på hinanden.

Det nåede vi ikke. Oppe fra kontorets 1. sal kom en skudsalve, og livvagterne kastede sig over VIP’eren og masede ham ind i bilen. Den forlod vores forplads i en fart, som jeg aldrig har kendt magen til. Godt Nørregade var spærret af hensyn til øvelsen.

Livvagter for rundt inde i fabrikken for at finde terroristen, gerningsmanden til skyderiet, men blev mødt af en ophidset pøbel med alle mulige slags slagvåben. Gerningsmanden var åbenbart en af deres.

Livvagterne trak deres våben og affyrede advarselsskud, men pøbelen rykkede bare frygtløs nærmere og nærmere.

Jeg så det med egne øjne, og jeg er bange for, at nogle af pøbelen havde brugt deres slagvåben, hvis de havde fået fat på en livvagt. Nogle gik meget højt op i opgaven.

Det lykkedes ikke livvagterne at få fat i gerningsmanden, men det lykkedes dem adskillige gange at løbe ud af en dør til en blindgyde.

Det var en arbejdsdag udover det sædvanlige. Skudsalven var affyret oppe fra konferenceværelset på første sal gennem et vindue, der stod på klem. Det flotte gule gardin havde været for tæt på våbenet og havde fået store sorte afbrændte huller. Det blev ikke udskiftet, men blev brugt til at prale med overfor efterfølgende gæster.

PET gav kage til alle ansatte.

Jeg deltog i den efterfølgende evaluering, og hovedtemaet var den frustration livvagterne fik, da pøbelen totalt ignorerede, at der faktisk blev brugt skydevåben imod dem. Der var affyret flere advarselsskud, så konklusionen blev, at fordi pøbelen vidste, de ikke ville blive beskudt med skarpt, kunne de ignorere livvagterne.

Livvagterne skulle til gengæld hjem og finde ud af, hvor de rigtige flugtveje var!

Fakta om livvagter

Nedenstående er fra PET’s hjemmeside

Livvagtsstyrken har ansvaret for alle offentlige
livvagtsopgaver i Danmark og varetager personsikkerheden omkring Kongehuset, regeringen, det diplomatiske korps, udenlandske stats- og regeringsledere på besøg i Danmark samt andre personer med særligt behov for personbeskyttelse.
Der er således både tale om personer med fast livvagtsbeskyttelse og ad hoc-baserede opgaver.

Livvagtsstyrken råder over specialenheden “Gamma 10”, som har en særlig missionsorienteret uddannelse og råder over særligt udstyr. Gamma 10 varetager i tæt samarbejde med forsvarets specialenheder og forsvarets livvagter personbeskyttelsen ved bl.a. ministres rejser til konfliktområder som Irak og Afghanistan.

 

Tonny Bistrup

august 2021