Hvorfor skibet sank vides endnu ikke.
Tilbage i 1982 var Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders på udkig efter et vaskeægte sejlskib, efter at de havde solgt deres motorbåd.
Da købte de båden AS 52 Inger i Aarhus, og fik den fragtet op i nærheden af Langholt, hvor familien dengang boede. Dog vidste far og søn ikke, at de lige var blevet ejermænd af et stykke nordjysk kulturarv.
– Da vi så gravede lidt dybere i skibets historie, viste det sig jo så, at det var historisk. Jeg kan ikke helt huske, om det var min kammerat, der var bådebygger, eller om det var med et kig i det danske skibsregister, at vi fandt ud af, at det var Livø-skibet, erindrer Leo Kjær Nielsen.
Skal restaureres
I 40 år fragtede skibet både Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders flere steder rundt omkring i det nordlige Europa, heriblandt Skotland og Lübeck, samt deltagelse i Limfjorden Rundt.
Men inden da fungerede ‘Livø’ som passagerfærge. Skibet var blevet bygget til at fragte passagerer og gods til Den Kellerske Aandsvageanstalts afdeling på Livø frem til, at anstalten lukkede i 1961.
De seneste tre år har skibet dog ligget stille i Skudehavnen i Aalborg, da Leo Kjær Nielsen i en alder af 88 år ikke længere kan være med til at vedligeholde skibet, og det stort set er umuligt at vedligeholde alene.
Derfor er skibet blevet doneret til Limfjordsmuseet, så skibet kan udstilles i Løgstør.
– Det har været et mål for mig og Anders, at det kan udstilles. Det ville være meget fint, hvis det kunne renoveres tilbage til dets oprindelige udseende. Så der var vi meget heldige med, at Limfjordsmuseet dukkede op, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Museet gik i gang med oprette en fond, så der kunne samles penge ind til projektet. Og så satte en uventet synkning lige pludselig fart i processen.
For 5. maj sank skibet ‘Livø’ pludseligt, mens den lå til kajs i Skudehavnen i Aalborg. Derfor gjaldt det om at være hurtig, hvis skibet stadig skulle udstilles.
– Det kunne ikke få lov til at blive liggende der. Ellers ville museet ikke have det, og så ville det blive hugget op klippet, som det ligger dér, forklarer Leo Kjær Nielsen.
For at hæve skibet skulle der pumper til, så man kunne få vandet ud. En kran, så man kunne hæve skibet op af vandet og en dykker, så stropperne på kranen kunne komme ind under skibet, så det kunne hæves. Derudover var der også flere frivillige, der hjalp til med arbejdet.
Til at hjælpe med at hæve skibet var Michael Skatka, der til dagligt er projektleder hos BMS Heavy Cranes.
– Vi var ikke klar over hvor meget dynd der var på bunden, og om skibet sad fast i mudderet, så stropperne ikke kunne komme under. Det var sådan set vores største bekymring. Men ellers er der ikke så meget i det, når først stropperne er indenunder, siger Michael Skatka, der tidligere var med til at løfte skibet Loa tilbage i 1993.
For Leo Kjær Nielsen og sønnen Anders har det været et vemodigt farvel. Selvom skibet i sig selv er historisk, er det deres egne minder, der står klarest i erindringen.
– Det er i gode hænder nu. Og så er der en plan på vej for en reparation af skibet, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Et sort kapitel:
Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation
743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.
Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik på datidens såkaldte åndssvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø, formidles til et bredere publikum.
– Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.
Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.
Pengene skal blandt andet bruges på at restaurere bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.
– Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her, de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.
Blev set som et fremskridt dengang
Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.
– Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.
Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndssvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde, men kunne færdes noget mere frit.
– De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.
De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.
Naturen skal også opleves
Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.
Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen, mener ikke at den grumme historie om de anbragte mænd, og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.
– Jeg synes jo, det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på, og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.