Jeg voksede op i Vestergade i 50’erne og 60’erne, søn Ingeborg og Oluf Olesen, købmand i Vestergade.
Her er Ingeborg og Oluf Olesens 2 tvillingedrenge Bent og Ole årg. 1948, måske sammen med en legekammerat og måske på forbudt område
Jeg gik på Søndergades Skole, hvor frøken Quist var min første klasselærerinde, og frøken Vestermark min første regnelærerinde.
Dengang var der respekt, og eleverne sagde De til lærerne. Forældrene sagde også De til lærerne og omvendt. Hvis man havde været involveret i en slåskamp i frikvarteret, fik man en på skrinet af lærer Laursen eller Gunnar Sørensen. Føj hvor slog de hårdt.
En gang havde jeg snydt med hjemmeopgaverne og skrevet af efter facitlisten Den kunne købes i Mandrup Poulsen’s boghandel for 25 eller 50 øre. Man snyder kun en gang, for dommen var øjeblikkelig, jeg fik nemlig en ordentlig lussing af vores regnelærerinde frøken Vestermark.
En gang om året var vi med skolen I Tolne Skov.
Efter skoletid og lektielæsning derhjemme var vi børn ude at lege i Vester Alle, nu hedder den Parkvej. Vi spillede stokken er væltet eller rundbold.
Sommetider klatrede vi i træer nede i minkfarmen lidt længere nede ad Vester Alle. Eller vi svømmede i Nørre å og blev godt mudret til. Vi havde det sgu sjovt.
Murermester Winther var en af de første i Brønderslev, der havde fjernsyn, sort og hvid vel at mærke. Alle vi børn fra nabolaget lå på gulvet hos murer Winther med hænderne under hagen for at se fjernsyn. Der var kun en kanal, DR, og for det meste var der flimmer eller “teknisk uheld, vi beklager”. Murermesterens datter Rigmor, var som regel glad for disse pauser i udsendelserne, for så var der tid til at lave aftenkaffe.
I skoleferierne var vi fast inventar på friluftsbadet,
for vi havde alle adgangskort. Andreasen var varmemester og meget striks. Vi børn havde respekt for ham, for hans ord var lov – dermed basta. Vi spadserede eller cyklede til friluftsbadet, som var laaaaangt væk fra Vestergade, næsten helt ude ved korsvejen. Dengang var der ikke bybusser. Vi vidste knap nok, hvad en bybus var for noget, for man kunne jo bare cykle, løbe eller spadsere.
Ofte cyklede vi til Løkken på en gammeldags cykel med seje pedaler, ingen gear eller el. motor, så der skulle trædes godt på pedalerne. Kørte ud om morgenen og hjem sen eftermiddag, i alt 50 km. Jeg kan ikke mindes, at der var overvægtige børn i nabolaget, måske fordi vi hele tiden var i bevægelse.
Dengang var der ingen mobiltelefoner, og når vores forældre hørte ambulancen suse med udrykning ud ad Vestergade mod Løkken, var vores forældre skrækslagne for, at et af os børn var druknet i Vesterhavet. Glæden var så større, når vi kom hjem efter at have svømmet i Vesterhavet det meste af dagen og megatrætte af at cykle 50 km.
Der var kun faste telefoner. Hver telefon havde et sving eller vinge, som man drejede på for at få centralen “Brønderslev”, en vældig sød dame, som sikkert kendte alt om alle. Når man var færdig med en samtale, skulle røret lægges på, og svinget skulle drejes et par omgange for at ringe af. Hvis man glemte at ringe af, ville frøken “centralen” ringe tilbage og bede os om at ringe af. Skulle man en meget sjælden gang ringe til København, bestilte man samtalen og ofte vente en halv time eller mere for at komme igennem. Skulle det utænkelige finde sted og der skulle ringes til udlandet, skulle samtalen bestilles gennem rigstelefonen.
Der skulle også uddeles aviser hver dag efter skoletid på hverdage, tror jeg nok. Det var værst at komme ud af sengen på en søndag morgen klokken halv seks for at uddele aviser. Men der var gode penge at tjene.
Jeg tror vi avisuddelere fik 25 øre (eller var det 10 øre?) pr. avis.
Efter realeksamen fik jeg en uddannelse i byens bank og efter endt soldatertid et par års i en bank i Aalborg. Som ganske ung bankmand rejste jeg til Schweiz for at videreuddanne mig i en bank. Derefter havde jeg blod på tanden og kom faktisk kun tilbage til Danmark i en meget kort periode, fordi mine tidligere bankkollegaer sagde, at der var intet at komme hjem efter.
Kan man ikke finde sit drømmejob i Danmark, kan man jo altid tage derhen hvor drømmejobbene er, ikke sandt? Hvad med Paris, New York eller Hong Kong for bare at nævne tre steder? Verden er enorm stor, men også lille. Jeg har haft den glæde at have boet og arbejdet i 8 lande på 5 kontinenter. Det bliver man hærdet af og meget tolerant. Jeg bor stadig i det store udland, men kommer dog til Brønderslev et par uger hvert år. Jeg har masser af venner af flere forskellige nationaliteter, kulturer og trossamfund. Man bliver et tolerant menneske af det og lærer sprog.
Jeg har bestemt ændret mig, det er uundgåeligt, men Brønderslev har også ændret sig. Der er nu bybusser, men så vidt jeg ved ingen taxa? Sammenlignet med den gang, er juleudsmykning i dag meget ringe. Nu er der også flere spisesteder af forskellige slags; i gamle dage vidste vi ikke, hvad en pizza var for noget. Vi kendte ikke fast food!
Brønderslev Marked er i dag også anderledes. Den gang var der gøgl til,
med Professor Tribini og hans skøre cirkus. En kendt sanger (i dag) kørte dengang motorcykel i dødsdromen, og der var spøgelsestog.
februar 2019
Ole Olesen