Hvetbo Herreds Dombog 1862. Opslag 54.
Dom i sagen 54/ 1862.
Actor procurator Lund contra arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise.
Arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise der har vedkendt tyverier ifølge højesteretsdom af 9 marts 1840 har været hensat til fæstningsarbejde på livstid, men ifølge kongelig befaling af 27 september 1853 blev skænket frihed på vilkår at indsættes uden videre dom til tugthusarbejde på livstid såfremt han på ny gjorde sig skyldig i nogen forbrydelse der ikke medfører større straf, eller oftere overtrådte de regler som politiet, for at sikre sig have ordentlige forhold, måtte foreskrive, og som under tvende sager har været tiltalt ligeledes for indbrudstyverier, men uden dermed at blive anset med straf, inden den af disse af den kongelige landsoverret i Viborg, der den 26 marts 1855 frifandt for videre tiltale, og under den anden ved Kjærs herreds Extraretsdom af 4 august 1856 tillagdes fuldstændig frifindelse, tiltales under denne sag ifølge Hjørring Amts ordre af 13 december 1862 for samme forbrydelse og dels for overtrædelse af et ham af politiet givet tilhold.
Hvad det arrestanten imparterede tyverier angår forholder det sig efter de fremkomne oplysninger dermed således.
Tidligt om morgenen den 26 august dette år fandtes et vinduer på den østre side af den i Hune sogn beliggende gæstgivergård ”Hune Kro” kaldet aftaget og vinduet der havde været tilsømmet stående støttet op til muren. I skænkestuen hvortil det nævnte vindue førte savnedes 7 a 8 kaffe og 3 a 4 kander der havde ligget i nogle i stuen anbragte skuffer og med videre en flaske med solbærrom, en karaffel med –? og en champagneflaske hvorpå der var noget med bitter dråber blandet brændevin, hvilket alt havde stået på nogle i muren værende hylder. Pengeskuffen havde gæstværten aftenen før tyveriet taget til sig i sovekammeret, de øvrige skuffer var udtrukne. Til skænkestuen stødte et værelse på nordre side hvori bestjålne og ejer af kroen Bendt Madsen og hans hustru havde deres soveværelse, og et på søndre side hvori husets tjenestepige havde sit værelse. Ingen af disse personer havde om natten bemærket nogen støj i skænkestuen. Bygningens yderdøre var aflåste og nøglerne til samme forvaredes af gæstgiveren. Tjenestepigen er af hendes husbond og madmoder meddelt det bedste vidnesbyrd for troskab og ærlighed, og hun tillige med gæstgiveren og dennes familie var de eneste af de personer der den pågældende nat opholdt sig i krobygningen som havde uhindret adgang til skænkestuen, idet der vel foruden dem var to fremmede i huset, men mellem deres værelser og nævnte stue fandtes aflåste værelser. I øvrigt stod det op til muren stillede vindue så langt fra vinduesåbningen at det umuligt kunne være hensat der indefra. Aftenen før tyveriet forøvedes havde gæstgiveren kastet en dynge sand der i længere tid havde ligget ude og som følge deraf var betydelig fugtigt langs den nævnte side af bygningen således at det stødte umiddelbart op til det vinduesfag hvortil det udtagne førte, og dannede en aldeles jævn overflade. I dette sand fandt betjenten, dennes hustru, tjenestekarl Lars Enevoldsen og saddelmagersvend Poulsen nævnte morgen aftryk af to træsko der var meget kendelige, navnlig derved at det viste sig at der havde været en ring om næsen på den højre, men ingen på den venstre træsko og at bunden på førstnævnte træsko havde været meget mere slidt end på sidstnævnte i hvis side der havde siddet 6 søm og i hvis hæl havde siddet 3 søm hvoraf det bagerste sad skævt. Dette spor vendte fra Kvorup by hvis nordligste del ligger ½ fjerdingvej øst for Hune kro ind mod bygningen lige op til muren med den vinduesåbning hvor det udtagne vindue havde siddet og kunde med nogle mellemrun efter hvad Lars Enevoldsen har forklaret forfølge ham til Thise by hvor arrestanten havde sin bopæl. Af betjenten, Poulsen og Lars Enevoldsen er det endvidere under ed forsikret at de er fuldkommen overbeviste om at ovenmeldte træskosyn var det samme fodspor der og var at se i sandet og havde som grund til at de med så stor bestemmelse kunde vedsige dette angivet at de ved undersøgelse af stedet var ikke mindre rettet på at forvisse sig derom end på med nøjagtighed at udfinde det spor der viste sig for dem.
Arrestanten der ved sin anholdelse og derpå følgende fremstilling i retten bar to træsko der var medtagne 3 samme søm som der sidder i hælen af den venstre træsko uden at der i det fundne spor var opdaget noget tegn til samme, men som fremkom så lidet frem at det ikke var antagelig at der kunde være fremkommen noget tydeligt aftryk af dem i sandet ganske passede til det deri opdagede spor, indrømmede vel i det første under 1ste og 4 september afholdte forhør at havde den 26 august dette år omtrent ½ time før solens opgang passerede Hune kro og da at have båret de samme træsko, men uden dog at ville vedkende sig sporet i sandet som sit, hvorimod han i forhør af 8 samme måned udsagde at han ikke længere tvivlede om at sporet i sandet var af hans træsko, da han var kommen på tanken at han, idet han nåede kroen, havde fået lyst til en kop kaffe, og at han eftersom han traf yderdøren lukket var gået norden om bygningen og nogle skridt langs den østre side af samme i den hensigt at udfinde sig en grøn plet til at hvile på indtil husfolk var opståede, men at han da ikke en sådan fandtes i nærheden af bygningen var gået ud på landevejen. At et vindue var udtaget og stod udenfor bygningen har arrestanten benægtet ved denne lejlighed at have bemærket. Angående hvor arrestanten tilbragte natten mellem 25 og 26 august dette år er det oplyst at han førstnævnte dag tidlig om morgenen forlod sit hjem og gik til Jetsmark sogn for der at faldbyde nogle af ham forfærdigede træsko og børster, samme dag i tusmørket af gårdmand Lars Chr. Andersen, hvis bopæl er beliggende i den til Kvorup by mod sydøst stødende Store Pandrup by ca. 1½ fjerdingvej sydøst for Hune kro blev anvist nattelogi i dennes lade , men hvor længe arrestanten forblev der har nævnte gårdmand nægte at have nogen kendskab om ligesom arrestanten også nægte at gårdmanden så vidt han viste havde set hans bortgang derfra.
I forhør af 4 september har arrestantens hustru forklaret om aftenen den 26 august og den følgende morgen at have fået en karaffel der står på en kiste i hendes og mandens dagligstue, hvilken ikke tidligere havde været i huset og som hun ikke tidligere havde set og hvorover hun i forhør har udsagt at den efter hendes formening kunde tage 3 pægle. Efter at arrestanten i nævnte forhør var foreholdt denne sin hustrus forklaring erklærede han ikke at kunne erindre at der nogensinde havde været en karaffel i deres hus, idet han dog tilføjede at det derhos gerne kunne være at hans kones forklaring foreholdt sig rigtig da hans hukommelse er meget svag, hvorimod han i forhør af 8 september fremkom med at en person af navn Peder Boyer og som så vidt han vidste hørte hjemme i Hanherrederne om aftenen den 26 august havde besøgt ham og medtaget en karaffel hvorpå der var noget brændevin, som hvilken karaffel bemeldte efter at den derpå værende brændevin var drukket havde efterladt hos ham og afhentet den følgende morgen, og at det således forventelig måtte være den karaffel som hans kone havde forklaret at have fået i huset. betræffende omtalte Peder Boyer har ingen oplysning været at erholde, navnlig har arrestantens hustru nægtet nogensinde at have set eller hørt hendes mand omtale denne person og arrestanten har ej heller kunnet opgive nogen der kendte ham som efter arrestantens forklaring ernærer sig ved at sælge børster og træsko til egnens folk.
Efter det fremkomne oplysninger må det antages at det omhandlede tyveri ikke er begået af nogen af de personer der natten mellem den 25 og 26 august opholdt sig krobygningen men derimod af en udefra kommende person og at denne har aftaget det vindue der fandtes stående udenfor bygningen og derpå har begivet sig igennem vinduesåbningen ind i skænkestuen. Det lader sig ikke benægte muligheden af at tyveriet, skønt det som anført må statuneres at være begået af en person der er kommen udefra kunde være udført således at det ikke for at kunne udtage vinduet var nødvendigt at betræde sandet udenfor bygningen, men uagtet det ikke er absolut umuligt må det dog erkendes at være så usandsynligt at en sådan fremgangsmåde som den, der vilde have været fornøden for at affsitnere dette er fulgt under udførelsen af tyveriet at der fornuftigvis ikke kan være nogen tvivl om at gerningsmanden har betrådt sandet, men i så fald må han også nødvendigvis, forudsat at vidnernes derom afgivne forklaring forholder sig rigtig, hvad der ikke er fjerneste grund til at betvivle, haver efterladt sig kendelige spor i sandet.
I konsekvens heraf må det eftersom der ikkun fandtes et fodspor i sandet og dette spor har vist sig at have været aftryk af de træsko som arrestanten selv har vedgået at have båret på den tid han opholdt sig på den side af bygningen hvor det udtagne vindue sad statueres at tyveriet er forøvet af arrestanten. De omhandlede indicier der såvidt retten skønner allerede må være tilstrækkelige til at fælde arrestanten da det i –8—1841 hjemlede indiciateris såfremt som fjerntliggende muligheder som de ovenfor berørte skulde komme i betragtning så godt som aldrig lod sig anvende bestyrkes endvidere af andre under sagen fremkomne vel i sig mindre betydende kendsgerninger. Hertil må således henregnes den omstændighed at arrestanten ved aftenstid samme dag som tyveriet opdagedes er bleven set i besiddelse af en karaffel, hvilken genstand nu er savnet af bestjålne uden at han har set sig i stand til at oplyse hvorledes denne var kommen i huset, men derimod har giver en forklaring derom der ikkun er lidet sandsynlig og ikke i mindste måde bestyrket af nogen omstændighed, ligesom det også, selvom arrestantens foregivende om at have en svag hukommelse, hvilket dog en betragtning af flere af hans forklaringer under forhøret synes at modsige, skulde være sandfærdig, dog næppe er troligt at han, såfremt hans forklaring om måden hvorpå nævnte genstand var bragt ind i huset foreholdt sig rigtig, ganske skulde kunne have forglemt dette da han første gang i retten tilspurgtes derom og i den anledning konfronteredes med sin kone. Endvidere må hertil henregnes den tilbageholdenhed som arrestanten under forhøret tydeligt nok har haft for sagen , navnlig i henseende til det vigtige punkt betræffende hans ophold den 26 august ved kroen.
Hvad navnlig angår arrestantens foregående levned, da er det så langt fra at dette egner sig til at vække nogen formodning mod at han skulle have begået en forbrydelse som den omhandlede, at tvert imod de fremlagte akter bære vidnesbyrd om at han fra sin ungdom af har været tilbøjelig til tyveri og navnlig til det fysiske slags, hvortil det hvorom her er spirgenant, henhører. Overfor de anførte indicier kan der af defensor, som talende til fordel for arrestanten, fremhævede omstændigheder at han ikke har tilintetgjort, men tværtimod fremstillet sig i retten med de samme træsko som han på sin rejse den 25 og 26 august var iført, ikke komme i videre betragtning og det så meget mindre som samme forhold ikkun vilde kunne tillægges nogen betydning i ommeldte henseende under forudsætning af at arrestanten havde været vidende om det uden for bygningen liggende sand og de omstændigheder derved, hvorfor der ikke er nogen sandsynlighed , da tyveriet fornuftigvis må antages begået om natten.
I henhold til det anførte må retten uagtet arrestanten benægtelse af at have gjort sig skyldig i det ham impeterede tyveri, anse ham i medfør af ovennævnte lovbestemmelse tilstrækkelig overbevist om at have begået samme.
Endvidere må arrestanten ved igen af de øvrige oplyste omstændigheder bestyrkede tilståelser anses overbevist om at have gang på gang overtrådt et ham af politimesteren i Børglum Herred under 18 august 1856 givet og politiprotokollen tilført tilhold, der blandt andet går ud på at forbyde ham at udeblive fra sit logi længere end til klokken 10 om aftenen og at pålægge ham at melde sig den første torsdag i hver måned mellem klokken 9 og 10 formiddag idet arrestanten har vedgået ikke at have haft vedkommendes tilladelse til ovenanmeldte af hans foretagne rejse til Jetsmark sogn hvorunder han udeblev fra sit hjem om natten og ligeledes uden sådan tilladelse at have i forrige vinter tilbragt en nat hos en broder af sig der bor i Saltum sogn og en anden nat i den Vennebjerg sogn beliggende Lønstrup kro, thi vel har arrestanten anført at have forstået tilholdet således at det ikke var til hinder for at han opholdt sig om natten på anden mands bopæl når han blot var i hus ligegyldigt hvilket inden den nævnte tid og at han havde anset tilholdet tilbagekaldet derved politimesteren havde fritaget ham for det foreskrevne månedlige møde på herredskontoret hvilket politimesteren i øvrigt har nægtet at have gjort udtrykkeligt, idet han ikke har indrømmet at arrestanten var fremkommen med anmodning i den retning til ham og at han derefter havde fundet sig i denne antagelse af at møde, men hvad den første anførte af disse af arrestantens undskyldninger angår da er de pågældende i tilholdet brugte udtryk ”sit logi” så tydelige og bestemte at den af arrestanten foregivne misforståelse er aldeles uantagelig og han angiver den sidst anførte hans arrest ikke nogen som helst rimelig grund til at anse tilholdet i det hele for ophævet for de den ovennævnte del af samme, der ikke stod i nogen forbindelse med de øvrige derunder indbefattede forpligtelser, tilbagekaldet.
Ifølge de arrestanten således overbeviste delicta bliver, da ingen af disse vil kunne medføre en større straf end den ham ved højesteretsdom af 9 marts 1840 idømte, den kongelige befaling af 27 september 1853 på ham at bringe i anvendelse og han i overensstemmelse dermed at indsætte til tugthusarbejde på livstid.
Da erstatning er frafaldet af bestjålne bliver intet derom at påkende. Derimod vil arrestanten have at udrede alle af denne action lovlig flydende omkostninger og derunder i salær til aktor prokurator Lund 8 rigsdaler og defensor prokurator Winther 6 rigsdaler.
Den befalede sagførelse har været forsvarlig.
Thi kendes for Ret.
Arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise bør behandles i overensstemmelse med den kongelige befaling af 27 september 1853. Ligeledes bør han udrede alle af denne action lovlig flydende omkostninger, herunder i salarium til actor prokurator Lund af Hjørring 8 rigsdaler og til defensor prokurator Winther sammesteds 6 rigsdaler.
At efterkomme under adfærd efter loven.
Lassen.
(Ovenstående dom må jo nok betyde at arrestanten igen er blevet indsat uden dom i rasp og tugthuset i København hvor de indsatte sad og raspede en bestemt træsort til fremstilling af farve i resten af hans levetid)
Af. fhv. tømrermester Hans Poulsen, Kaas