Else Aaris fra Bådstedhede i Vrensted mistede synet som 6årig.
Fortælling fra 1963
Hun,,ser” med fingrene – Else Aaris
Ikke med øjnene, men med fingrene ser omstillingsdamen hos Jørgen V. Johansen i Frederikshavn at trykke på de rigtige knapper
For bare fem år siden udgjorde de blinde en klasse for sig, og det var næsten utænkeligt, at de kunne beskæftige sig med andet end børstenbinderi. En del binder vel stadig børster, men man kan også møde blinde mennesker i mange andre erhverv takket være Dansk blindeinstitut, som gør meget for at ligestille de handicappede med andre, så de føler, at de udfylder en plads.
Og det er i grunden imponerende, hvor meget de formår uden at kunne se vel at mærke, når de har fået den fornødne optræning.
Når man kommer ind til autoforhandler Jørgen V. Johansen i Frederikshavn, drømmer man ikke om, at der er noget usædvanligt. Men det er der. Pigen, der passer omstillingsbordet, er blind. Men eftersom hun ikke bærer mørke briller og har fuldstændig sikre bevægelser, falder den tanke overhovedet ikke én ind. Først, når hun vender ansigtet mod én, synes man, at et eller andet ikke er helt i orden: Man indfanges ikke af hendes blik, selv om øjnene flytter sig. Men det studser man ikke over. Den unge pige skiller sig ikke væsentligt ud fra andre.
Betjener 40 telefoner
Else Aaris Jensen, hvis far er landmand i Vrensted, har været hos Jørgen V. Johansen siden 1962, og hun kan sine ting. Ingen får lov at vente i telefonen, og formodentlig er ingen af de, der telefonerer til forretningen, klar over, at det er en blind pige, der betjener dem. Og det er trods alt ikke småting, hun har at tage sig af, eftersom virksomhederne på Parallelvej og Hjørringvej råder over ca. 40 telefoner, og alle samtalerne skal gå via hende.
Omstillingsbordet er fuldautomatisk, og specielt til hendes brug er lamperne, som ellers lyser, udskiftet med knapper, der går op og ned, så hun kan høre dem.
Når man ser, hvor nemt arbejdet falder hende, må man undres over, at der ikke flere steder benyttes sådan arbejdskraft.
Jørgen V. Johansen mener imidlertid, at for få virksomheder i provinsen har et omstillingsbord, der er moderne nok. Men firmaer som Ths. B. Thrige, C. W. Obel i Aalborg, sukkerfabrikkerne og de fleste af ministerierne har blind betjening ved omstillingsbordene.
V. Johansen finder, at der kunne sættes mere ind på maskinskrivningens områder så nogen lærer blindskrift, det må vel være de blinde, som ikke har nogen mulighed for at snyde.
Mistede synet som seksårig
Else Aaris Jensen, der er næsten 20 år, har ikke altid været blind.
Som seksårig fik jeg hjernebetændelse og mistede synet, fortæller hun. På hospitalet fik jeg så meget af det tilbage, at jeg kunne begynde at gå i skole. Det blev imidlertid værre, og som tiårig måtte jeg på blindeinstitutet på Refsnæs, hvor jeg var i fem år. Der lærer man almindelige skolefag, blot med den forskel, at man må læse med fingrene i stedet for med øjnene, og man får undervisning i f. eks. svømning og gymnastik.
Hvor længe er man om at lære at læse på den måde?
Vel som med almindelig læsning. Det varer jo altid længere.
Valgte telefonbetjening
Man går ud af syvende klasse og kan senere få specialuddanne se inden for forskellige fag, og jeg valgte altså telefonbetjeningen. Jeg var på skole i København et halvt år og var derefter to steder i ministerierne for at lære at arbejde i praksis.
-Var det ikke svært pludselig at skulle klare sig på lige fod med andre?
I begyndelsen var det. Som 17-årig kom jeg på husholdningsskole i Kolding, og det tog nogen tid at vænne sig til forholdene. Jeg kunne jo heller ikke deltage i al undervisningen. Jeg kunne nok sy på maskine, når jeg fik lidt hjælp, men jeg kunne ikke brodere i hånden. Det måtte jeg gøre på maskine. Var der ellers noget, jeg ikke kunne deltage i, strikkede jeg i stedet. Det gør jeg stadig af og til, og jeg kan også klare f.eks. at lave ryatæpper.
Førerhund
Hvad får de ellers fritiden til at gå med?
Aha, jeg læser en del og er på besøg hos kammerater, og efter at jeg har fået førerhund, kan jeg godt gå en tur.
Jeg er meget dårlig til at orientere mig, og før havde jeg ikke lyst at gå ud en tur alene. Det er meget godt at aftale et tidspunkt, så kammeraterne kan følges med én, men det er alligevel nok så rart at kunne gå, når man har lyst eller vil hjem og bestille noget. Der imidlertid lang ventetid på man får dem kun, hvis man virkelig har brug for dem, for det tager lang tid at træne dem op.
,,Freja” havde ret!
Stoler De så fuldstændig på hunden?
Ikke så meget, som jeg burde. Men det kommer vel. Jeg fik først >Freja – det er en schæfer på to og et halvt år – i februar, og i begyndelsen var jeg ikke helt sikker på den.
En dag, jeg var ude at spadsere med den, ville den pludselig trække mig ud over fortovskanten. Det, syntes jeg, var mærkeligt, og vi stod og sloges lidt om det. Jeg fik nu altså min vilje til sidst med det resultat, at jeg faldt over to cykler, som stod på fortovet, og Freja stod der, som om den ville sige »Der kan du bare sex, mens jeg lå og rodede i de her cykler.
Den er ikke alt for kvik, når vi skal over gaden. Men den er vel ikke interesseret i at blive kørt over selv, så det skal nok gå. Det er heller ikke blevet bedre af, at jeg har været syg i tre uger.
Skrubber tøjet det forkerte sted
Føler De Dem ellers meget generet af, at De ikke kan se?
Der er visse ting, som det er ret generende ikke at kunne se til. F.eks. ærgrer jeg mig frygteligt somme tider, når jeg har vasket tøj. Jeg kan ikke se, hvor snavset det har været, eller hvor rent det bliver, og det er ærgerligt at få at vide, at man har skrubbet det forkerte sted.
Før jeg blev blind, fortsæt frk. Jensen, lærte jeg at skrive. På blindeskolen lærer vi nu allesammen at skrive vore navnetræk og den tid, jeg var på skolen og i København, ville mine forældre helst, at jeg skrev brevene til dem i hånden. Jeg kunne bare ikke læse, hvad jeg selv havde skrevet.
Låner bøger og bånd
For en ukyndig er det ikke til at forstå, at det er muligt at få noget som helst ud af prikkerne på de gule ark, som frk. Jensen skriver samtaler og besked ned på. Men det er det altså for hende.
I grunden er det slet ikke så lidt, de blinde har mulighed for at læse. Fra instituttet kan de låne bøger og bånd. I »Budstikken<< står aktuelle ting fra ugeblade, og i deres egen båndavis kan de seks timer ugentligt »læse« om de mest interessante ting fra forskellige aviser.
Spiller efter noder
Men Else Jensen kan mere end det. Hun kan også spille. På skolen lærte hun at spille både harmonika, trompet og klaver, og det regner hun med at komme i gang med igen, når hun får en speciel nodebog. Man må først indøve noderne med den ene hånd, så med den anden og derefter sæt- te dem sammen. Desuden fører hun en del korrespondance pr. skrivemaskine.
Var det ikke svært pludselig at skulle indstille sig på ikke at kunne se?
Jeg tror, det var sværere for mine forældre. Da jeg var seks år, tænkte jeg vel ikke så meget over det. Først som 13-14-årig begyndte jeg at spekulere på, at jeg var anderledes. Det kan være svært tider, selv om folk er søde hjælpsomme. Nogle er alt for hjælpsomme og fortæller hele tiden én, at de gør sådan og sådan, for man er blind, mens andre tager det ganske naturligt.
Et lille synsfelt
Nu er det heller ikke så svært for mig som for mange andre, idet jeg ikke er helt blind. Jeg har meget lille synsfelt og kan skimte nogle ting. Jeg kan imidlertid ikke få øje på noget, som jeg ikke ved er der, og som jeg ikke ved hvad forestiller. Jeg kan heller ikke se farver og kan ikke huske, jeg har kunnet. Alligevel har jeg er vis farvefornemmelse, men den er sjældent rigtig.
De klarer Dem ellers fuld- stændig alene?
Ja, heldigvis ligger værelset, jeg bor på, ikke ret langt herfra. Jeg spiser på pensionat en gang om dagen, men klarer resten selv. Det er en øvelsessag, og der er jo ikke andet at gøre end at acceptere forholdene.