Kristian Andersen var formand og konsulent for Garantloekken fra 2009 til 2016/2017 og skrev – sammen med Peter Ussing, Hans Fink og Egon Kjøller – bogen ”Overmod”. Bogen beskriver de forskellige aspekter om Løkken Sparekasses kollaps og blev udgivet 7. oktober 2018.

Kristian Andersen har siden januar 2019 fulgt Finansiel Stabilitets store retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse i Vestre Landsret. Det er foreløbig blevet til 35 retsdage. Sagen genoptages 30. september og forventes afsluttet inden jul. Kristian Andersen vil også give mødedeltagerne et indblik i, hvad der er foregået i Vestre Landsret i de første 35 dage af retssagen.

– Jeg vil fortælle noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til, at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi. Jeg løfter også sløret for, hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing. Jeg vil i den forbindelse også fortælle deltagerne noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter, at sparekassen var kollapset, lover Kristian Andersen.

==================================================================================================================

Kristian Andersens foredrag på Havgaarden i Løkken, september 2019

Indledning

• Goddag og tak fordi I er kommet for at høre mig fortælle om mine oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps.

• Kristian Andersen

• 74 år

• Min kone Kirsten og jeg bor i dag 17 km nord for Aarhus og vi har sommerhus i Rubjerg og badehus på stranden i Løkken

• Vi kommer begge fra Vrensted.

• Vi har begge gået i Løkken Realskole

• Mere end 40 år i dansk erhvervsliv – de fleste år som chef og leder primært hos LEC – Landbrugets EDB-Center i Risskov.

I mine unge dage arbejdede jeg i administrationen på slagterierne i Brønderslev og i Vrå.

• Vores familie har været kunder i Løkken Sparekasse gennem mindst 4 generationer og Kirsten og jeg og Kirstens forældre mistede tilsammen ca. 780.000 kr.

• Jeg var fra 2009 til 2015 formand for foreningen Garantloekken, som var en forening af 1.326 tidligere garanter i Løkken Sparekasse. Fra 2015 til 2016 var jeg konsulent for foreningens bestyrelse.

• De efterfølgende ca. 2 år brugte jeg sammen med tre andre på at få skrevet en bog om det, der af mange betegnes som Danmarks relativt største krak i pengeinstitutsektoren – nemlig Løkken Sparekasses kollaps.

Hvorfor bruge så meget tid på at skrive en bog?

Vi har haft to hovedformål med at skrive bogen:

For det første at få de svigt der var i sparekassens ledelse skrevet ned for alle involverede og til eftertiden.

For det andet at få sendt et budskab til omverdenen om, at alle skal være meget opmærksomme på, hvordan man gebærder sig, når man bevæger sig ind i ”pengeverdenen”.

Det gælder både de ansvarlige i pengeinstitutterne og i andre virksomheder og dem der anbringer deres værdier i disse.

Bogen er, så vidt jeg ved, den eneste bog der både dokumenterer og beskriver årsagerne til at det gik så galt for et pengeinstitut, og hvor svært det har været for dem, det gik ud over.

Så også af den årsag har det været vigtigt for os at få skrevet bogen.

Og da der, efter den viden jeg har, er rigtig mange ligheder i det, der er foregået i de mange kollapsede pengeinstitutter, er der helt sikkert også mange andre end kunderne og garanterne i Løkken Sparekasse, der kan have udbytte af at læse bogen.

Der er også, efter min opfattelse, mange andre, der kan få et par ting med på vejen, så de ikke begår de samme fejltrin med deres penge, som vi andre har begået.

• I 2019 har jeg indtil nu tilbragt 35 dage som tilhører til Finansiel Stabilitets stor retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse.

Retssagen starter igen den 30. september og forventes afsluttet inden jul. Dommen afsiges så nok engang i første halvdel af 2020.

Det jeg vil fortælle jer om i dag er noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi.

Dernæst vil jeg fortælle noget om hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem at Løkken Sparekasse var kollapset og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.

Jeg vil i den forbindelse også fortælle jer noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter at sparekassen var kollapset.

Jeg vil derefter give jer mit bud på, hvorfor det gik så galt i Løkken Sparekasse, og hvad jeg tror, vi som garanter måske kunne have gjort for, at det ikke var gået så galt for os.

Herunder vil jeg også sige lidt om medarbejdernes, revisionens og Finanstilsynets rolle i sparekassens kollaps.

Jeg vil her også give jer et indtryk af hvordan jeg har oplevet de 35 dage i Vestre Landsret.

Hvis tiden tillader det, vil jeg til sidst fortælle jer noget om de mange juridiske problemer vi også oplevede igennem hele forløbet.

Det kan være lidt vanskeligt af få godt 10 års, til tider voldsomme oplevelser, kogt ned til en fortælling på ca. 2 timer, men jeg har gjort det så godt, jeg kan.

Jeg håber, at I vil stille nogle spørgsmål undervejs så jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er, I gerne vil høre noget om.

Jeg vil i den forbindelse gøre jer opmærksomme på at bogen er på 268 sider og at det har taget 2 år at skrive den. Til sammenligning har jeg skrevet knap 50 sider – dog med store bogstaver – og brugt omkring 3 dage for at skrive det ned som jeg vil fortælle jer i dag.

Så det siger sig selv at det der står i bogen er meget mere detaljeret end det jeg fortæller jer i dag, men modsat så fortæller jeg også i dag en del som ikke står i bogen.

Når det hele er slut bliver, alle de mange dokumenter jeg, gennem årene, har samlet sammen afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Løkken.

Men jeg kan lige så godt sige det med det samme – det jeg vil fortælle om er ikke en godnathistorie for små børn – det er efter min mening en rigtig sørgelig og uskøn historie, som de fleste gerne havde været foruden.

Men jeg tror også at historien vil være spændende for rigtig mange.

Tiden med angst og uro fra sommeren 2008

• Avisskriverier efter offentliggørelsen af sparekassens dårlige halvårsregnskab

• Rygter

• Meget information fra sparekassen om hvor godt det gik, og at der ikke var grund til uro, både i medier, på hjemmesiden og fra sparekassens medarbejdere.

• Mange var selvfølgelig meget usikre, men troede som sædvanligt på sparekassen og på den information de fik fra dem.

Det var jo en god gammel solid sparekasse fra 1871 som ikke tidligere havde været i større problemer

En del garanter valgte dog at trække deres penge ud, og andre sagde deres garantikapital op med de tre måneders opsigelsesvarsel, man havde fået at vide, at der var.

Man troede så, at den hellige grav var velforvaret,

for man var nu sikker på at få sine penge ud, når de tre måneder var gået, men den 4. november meddelte sparekassen at garantikapitalen var blevet fastlåst.

Det skete dog sammen med ca. 50 andre garantsparekasser, og det blev selvfølgelig kraftigt understreget af sparekassen og dens medarbejdere samtidig med at informationen om at sparekassen var godt polstret og meget solid fortsatte.

En ting som snød rigtig mange var, at man ikke havde behøvet at vente tre måneder, for mod et gebyr på 1 % kunne man have fået sine penge udbetalt med det samme.

Det havde sparekassen bare ’glemt’ at fortælle garanterne.

Der blev i denne periode trukket ca. 54 mio. kr. ud

• Rygterne og avisskriverierne fortsatte hen over efteråret og uroen hos garanterne forstærkedes mærkbart, alt imens at sparekassen fortsatte med at sende en masse vildledende information ud til kunderne og garanterne.

• Mange af dem der havde opsagt deres garantikapital stod pludselig med et dobbelt problem, for mange af de garanter, der havde opsagt garantikapitalen havde i tillid til sparekassens forsikringer om at stoppet for udbetaling var midlertidigt, havde lavet aftaler med håndværkere, tandlæger og andre.

• Det problem klarede sparekassen på den måde, at man tilbød dem et lån med op til samme beløb og samme rente, som var gældende for garantikapitalen.

Men nogle få måneder senere fandt de ca. 50 garanter ud af, at de nu ikke bare havde mistet deres garantikapital – nu stod de også med et stort lån oveni.

Februar 2009

For at sikre garanterne fælles information om, hvad der foregik omkring sparekassen startede en ung mand ved navn Søren Møller i februar 2009 et netværk på internettet.

Jeg sluttede mig med det samme til netværket, og da Søren på det tidspunkt boede i Canada, delte vi arbejdet op på den måde, at han klarede kommunikationen via mails, og jeg tog mig af pressen og telefonopringningerne fra garanterne og andre.

Ca. 1700 personer tilsluttede sig i første omgang til netværket.

Marts

2. marts 2009 var det på grund af store økonomiske problemer slut med Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut, og man indgik derfor en midlertidig overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet, der var en virksomhed der var etableret til at overtage kollapsede pengeinstitutter.

I daglig tale kalder man virksomheden for Statens Skraldespandsselskab.

Søren og jeg var klar over, at hvis vi skulle gøre noget alvorligt ved situationen, var vi nødt til at lave en juridisk enhed der på forskellig vis kunne varetage garanternes interesser.

Så den 12. marts 2009 stiftede vi derfor foreningen Garantloekken, hvis bestyrelse kom til at bestå af 5 garanter.

(Per Brix, Mogens Christensen, Hans Tordal Mortensen, Søren og mig)

Foreningens formål var:

• At formidle information om hvad der foregik omkring sparekassen
• At stå til rådighed med støtte og hjælp til de garanter der havde behov for det, i det omfang foreningens bestyrelse kunne magte det
• At etablere en forening der kunne være juridisk enhed for en eventuelt kommende retssag

Det var et meget stort stykke administrativt arbejde at få tilmeldt og registreret alle interesserede i foreningen og få indbetalt kontingent osv.

Alt skulle i sagens natur ske elektronisk, og der var rigtig mange ældre garanter, der havde meget svært ved at håndtere dette.

25. marts 2009 – repræsentantskabsmøde – endelig aftale med Finansiel Stabilitet

Samme dag kom der en rapport fra Finanstilsynet indeholdende stærk kritik af sparekassens manglende overholdelse af lov om finansiel virksomhed – herunder bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomhed.

God skik bekendtgørelsen indeholder en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre føre sig i forskellige sammenhænge.

Vi blev meget glade for denne rapport, for den gav garanterne ret i stort set alt hvad, de havde oplevet i forbindelse med deres køb af garantikapital i Løkken Sparekasse.

Det viste sig desværre senere, at hverken Pengeinstitutankenævnet eller domstolene ville tage hensyn til rapporten i deres afgørelser af garanternes klager og i de 5 individuelle retssager der blev rejst ved domstolene.

Garanternes reaktioner da det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som pengeinstitut var endegyldigt forbi

Hvordan reagerer man, når man pludselig står og har mistet hele eller store dele af sin opsparing fordi ens pengeinstitut er kollapset.

Det er der sikkert en hel del af jer, der har oplevet og derfor ved hvordan det er, men jeg tror, alle kan forestille sig, hvordan man selv ville reagere i en sådan situation.

Det jeg oplevede igennem de mange telefonsamtaler jeg gennem tiden har haft i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps er, at det er utroligt forskelligt hvordan man reagerer i en sådan situation.

Nogle blev utroligt kede af det og græd meget, andre blev ufatteligt vrede og råbte og spyttede efter sparekassens medarbejdere, når de mødte dem på gaden eller i byens butikker.

Andre igen blev fuldstændig apatiske og lukkede sig inde i sig selv.

Mange af garanterne forsøgte at hente trøst hos familie, naboer og venner, men de fik som regel bare et hånligt svar som: ”Nå er du også med på den vogn, hvordan kunne du dog være så dum”

Så der har ikke været megen trøst at hente ad den vej, og det har derfor været en stor trøst for mange, at man har kunnet stå sammen – først i et netværk og senere i en forening – hvor man kunne snakke med nogle ligestillede om det, der rørte sig og at der var nogen der gjorde hvad de kunne for at de kunne få deres penge tilbage.

Jeg ved fra utallige samtaler med rigtig mange garanter, at der er mange triste skæbner bag de tab, der er lidt.

• Der er enlige mødre med to/tre børn der mistede det forholdsvis beskedne beløb der skulle have forsødet deres tilværelse med en ekstra lille julegave eller et besøg i en forlystelsespark.

• Eller personen der havde sparet 250.000 kr. op til at hans kræftsyge datter kunne tage til Kina for at få behandling for sin sygdom.

• Herudover er der en del der fik problemer i parholdet, fordi det var den ene af parterne, der havde truffet beslutningen om at foretage de uheldige dispositioner med parrets penge.

Men når der så er gået en del tid, tænker mange:

”Godt vi bor i Danmark, her er der heldigvis mange virksomheder, institutioner og politikere, der helt sikkert er parate til at hjælpe os. Det er godt at vi ikke bor i en eller anden ”bananrepublik”.

Jeg er ked af at måtte sige, at sådan er det bestemt ikke. Der var så godt som ingen, der havde lyst eller vilje til at hjælpe os – hverken virksomheder, institutioner eller politikere.

Jeg skal dog huske at nævne en enkelt person nemlig den meget unge politiker fra partiet Venstre – Karsten Lauritzen. Karsten forsøgte virkelig ved flere lejligheder at hjælpe os.

DET ER VIGTIGT AT FORSØGE AT VÆRE PÅ FORKANT MED UDVIKLINGEN I SIT PENGEINSTITUT, FOR NÅR DET FØRST ER GÅET GALT, ER DER IKKE MEGEN HJÆLP AT HENTE HOS ”DET DANSKE SYSTEM”

Der er absolut ingen, der står med åbne arme og er klar til at støtte og hjælpe dig.

FORÅRET 2009

Da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse blev der etableret et datterselskab med navnet Løkken Sparebank. (Dette datterselskab skiftede navn flere gange undervejs – først blev det til EBH Bank, senere til FS Finans for til sidst at blive indlemmet som en del af Finansiel Stabilitet)

Så hvis jeg undervejs kommer til at bruge forskellige navne er det den samme virksomhed, det drejer sig om.

Sparekassen blev samtidigt opdelt tre dele:

Grøn del – gode kunder – godt 30 medarbejdere

• Denne del skulle sælges til et andet pengeinstitut, som senere viste sig at blive Nordjyske Bank.

Rød del – dårlige kunder – knap 20 medarbejdere

• Denne del skulle forblive i Løkken Sparebank for løbende at blive afviklet.

FS Løkken – Garantikapitalen og den tidligere bestyrelse blev placeret i en forening der kom til at hedde FS Løkken.

Foreningens formål var at fordele et eventuelt overskud til garanterne fra afviklingen af Løkken Sparekasse.

Det blev ikke nogen stor opgave, idet det jo viste sig, at det hele endte med et drønende stort underskud på ca. 1 mia. kr.

Det blev, i sagens natur, derfor Løkken Sparebank foreningen Garantloekken kom til at samarbejde med i de kommende år – hvis man da kan tale om et samarbejde i den forbindelse.

Løkken Sparebank havde meget svært ved at finde ud af, hvem og hvordan man skulle informere, støtte og hjælpe garanterne.

Vi tog derfor over de næste 4 måneder flere kontakter til både den administrerende direktør for Løkken Sparebank og til bankens formand for at få en afklaring af hvem, hvordan og hvornår man havde tænkt sig at informere den enkelte garant om Løkken Sparekasses situation.

Vi havde nemlig fået rigtig mange henvendelser fra Garantloekkens medlemmer om, at de blev afvist af deres tidligere rådgivere både i Nordjyske Bank og af Løkken Sparebank, når de kontaktede dem for at få noget at vide om situationen omkring deres garantikapital.

Der er for mig ingen tvivl om at rigtig mange garanter, af den årsag, valgte at skifte pengeinstitut og det er måske også en af årsagerne til at Nordjyske Bank i dag er helt lukket ned i Løkken.

På grund af den manglende direkte information til garanterne, kunne vi konstatere, at der rent faktisk var garanter, der, efter flere måneders forløb, ikke var klar over, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de derfor havde mistet deres garantikapital.

Løkken Sparekasses kunder kom fra mere end 250 forskellige postnumre.

Sommeren 2009

Fra Løkken Sparebank fik vi endelig at vide, at de ikke ville informere garanterne direkte, men at man fortsat kun ville informere via pressemeddelelser, og at de for øvrigt mente, at det var foreningen LS Løkken, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.

Det var en fuldstændig tåbelig ting at sige, for den tidligere bestyrelse havde jo hverken økonomi eller administrative ressourcer til noget sådant.

Det var først efter, at jeg havde haft foretræde i Folketingets Erhvervsudvalg – ca. et år senere, at vi i en mail fra daværende Økonomiminister Brian Mikkelsen fik at vide, at det var Løkken Sparebank, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.

Så Løkken Sparebank havde heller ikke i denne sammenhæng forstået deres rolle.

Naturligvis til stor frustration for os og for garanterne.

Efteråret 2009

Flere garanter fortalte os, at de fra medarbejderne i Nordjyske Bank, havde hørt, at der sikkert snart ville ske et eller andet med deres tilgang til deres garantikapital.

(den havde hidtil været tilgængelig i deres netbank i Nordjyske Bank)

Jeg kontaktede derfor Nordjyske Bank for at få en forklaring. Her fik jeg at vide, at garantikapitalen ville forsvinde fra Nordjyske Banks netbank ved en konvertering den 22. november, og man henviste mig i den forbindelse til Løkken Sparebank.

Jeg kontaktede derefter Løkken Sparebank for at få at vide, hvad de havde gang i og fik at vide, at de ville flytte garanternes data over på en CD den 20. november, og at dataene ville blive opbevaret på vegne af foreningen LS Løkken.

Man skrev også, at man forventede at LS Løkken ville informere den enkelte garant om sagen.

Den 18. november (8 måneder efter sparekassens kollaps) kom der så endelig noget direkte information til den enkelte garant i form af et brev.

Der var så mange uklare og uhensigtsmæssige ting i brevet, at det affødte flere spørgsmål, end det gav svar.

Der var også ting i brevet, som senere viste sig at være så forkerte at det affødte store ulemper både for garanterne og flere af de involverede parter.

Den endelige udredning af disse mange uklarheder stod på fra den 19. november 2009 til den 15. april 2010.

Altså ca. 5 måneder.

Lang tid efter kunne vi konstatere, at der tilsyneladende aldrig var blevet lavet en CD, men at dataene i stedet var blevet overflyttet til Skandinavisk Datacenter.

Hertil kommer, at vi i forbindelse med at skrive vores bog i juni 2017 tog kontakt til Skandinavisk Data Center for at spørge til, hvordan det stod til med disse data.

Her kunne man blot konstatere at de ifølge lovgivningen havde slettet alle data vedrørende Løkken Sparekasses garanter.

Det kunne jo være blevet lidt af en katastrofe, for de skulle måske have været brugt i en senere retssag.

Et meget stort ressourcespild fra alle sider på grund af, at man hos Løkken Sparebank ikke rigtig vidste, hvad man havde med at gøre.

Pengeinstitutankenævnet

I slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 startede utilfredse garanter med at sende en klage til Pengeinstitutankenævnet.

Når Pengeinstitutankenævnet har modtaget en klage, sender de den videre til pengeinstituttet til udtalelse.

Løkken Sparekasse, Finansiel Stabilitet og Pengeinstitutankenævnet havde meget svært ved at finde

ud af, hvordan man skulle behandle disse klager, og det tog derfor 1 år, inden man fik de første afgørelser på sager fra Løkken Sparekasse, hvilket selvfølgelig var meget utilfredsstillende for dem, der havde klaget.

Det skulle dog senere vise sig at blive endnu værre – der var faktisk klager hvor der gik op til 2½ år før man fik en afgørelse på sin sag. Og der var endda nogle der aldrig fik deres sag afgjort fordi de på et tidspunkt var nødt til at vælge, om man ville med i det kommende gruppesøgsmål, eller om man ville beholde sin klage i Pengeinstitutankenævnet.

Nogle få garanter fik medhold i deres klage, men de fleste fik ikke medhold.

Det er generelt meget svært at få medhold i Pengeinstitutankenævnet, hvilket bl.a. skyldes, at man stort set ikke bruger omvendt bevisbyrde, og at man heller ikke tager hensyn til udefra kommende rapporter som i vores tilfælde endda var udarbejdet af Finanstilsynet.

Omvendt bevisbyrde er eksempelvis, når et pengeinstitut skal bevise at de har ydet en fyldestgørende rådgivning.

Normalt er det kunden der skal bevise at han ikke har modtaget en fyldestgørende rådgivning. – Og hvordan skal man kunne gøre det???????????

Garanterne fra Løkken Sparekasse indsendte 128 af 5.621 mulige klager til Pengeinstitutankenævnet og kun 24 fik medhold og det var primært de mindreårige.

En meget stor del af de klager hvor garanterne ikke fik medhold var afgjort med stemmerne 3/2 idet Forbrugerrådets 2 medlemmer af ankenævnet stemte for, at garanterne skulle have erstatning for deres tabte penge.

Vi brugte i den periode også en masse tid på at få udredt betingelserne for de garantikapitallån, der var blevet lavet i slutningen af 2008.

Lånene var, sammen med de gode kunder, blevet overført til Nordjyske Bank, men da garanterne ikke kunne finde ud af de nye betingelser for lånene, herunder den meget store rente, tog vi på deres vegne fat i Nordjyske Bank for at få en forklaring.

Efter et par rykkere fik vi endelig et svar, hvori det fremgik, at man, på grund af garanternes store utilfredshed med Nordjyske Banks håndtering af lånene, havde lavet en aftale med Løkken Sparebank om at flytte lånene tilbage til dem.

Så måtte vi igen i gang med Løkken Sparebank for at få en afklaring. De kunne heller ikke finde ud af, hvordan disse lån skulle håndteres.

Så det tog igen ca. 5 måneder, inden den sag kom nogenlunde på plads.

Foråret/sommeren 2010

I midten af april måned 2010 blev vi bekendt med, at Pengeinstitutankenævnets behandling af garanternes klager helt tilbage fra januar var gået i stå.

I ankenævnets vedtægter fremgår det, at pengeinstitutterne har 5 uger til at svare tilbage til ankenævnet på de klager, de får tilsendt.

Fra ankenævnet fik vi at vide, at årsagen til at sagerne ikke var blevet behandlet skyldtes manglende svar fra Løkken Sparebank.

Vi bad derfor Løkken Sparebank om en forklaring og bad samtidig ankenævnet om at efterleve deres egne vedtægter om den ovennævnte 5 ugers regel.

Omkring en måned senere fik vi så endelig en forklaring. Forklaringen kom fra Løkken Sparebanks advokat, som kunne fortælle, at de var blevet udelukket fra at få adgang til garanternes data af Skandinavisk Datacenter.

Og nu er vi så tilbage ved den famøse CD, som i virkeligheden nok aldrig har eksisteret. For havde den det, burde man jo ikke have besvær med at finde garanternes data.

Vi var efterhånden ved at være der, hvor vi betragtede Løkken Sparebank som en stor rodebutik, hvor alt hvad der vedrørte garanterne bare sejlede rundt.

Selvfølgelig til stor frustration for os i foreningen og dermed også for garanterne.

Samtidig med det, måtte vi også have fat i nakken på Løkken Sparebanks advokat, fordi hans sprogbrug i de svar, han gav til de berørte garanter gjorde dem meget ulykkelige og kede af det.

2011

Efter mere end et par hårde år med foreningen Garantloekkens mange frustrationer på det administrative område flyttedes fokus fra 2011 mere og mere over på det juridiske område, som jeg vil fortælle om til sidst – hvis tiden tillader det.

Ellers kan vi eventuelt tage det en anden dag for det er, efter min opfattelse, bestemt lige så spændende som det andet jeg fortæller om.

Hvorfor gik det så galt for Løkken Sparekasse?

For at I kan forstå sammenhængen i tingene vil jeg starte med at fortælle jer lidt om hvordan Løkken Sparekasses organisation så ud, og hvorfor den ikke fungerede, som den burde.

Løkken Sparekasses organisation

Som de fleste andre garantsparekasser var Løkken Sparekasse organiseret på følgende måde:

Løkken Sparekasses ledelse bestod af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Repræsentantskabet var valgt af garanterne, og bestyrelsen og revisionen var valgt af repræsentantskabet.

Direktøren var ansat af bestyrelsen.

Baggrunden for denne måde at organisere sig på er, at man som garant selv er med til at vælge den øverste ledelse i sparekassen og dermed også i højere grad burde kunne stole på, at de penge, man på forskellig vis betror sparekassen, bliver forvaltet af de bedst egnede.

Som hjælp til at holde et overordnet øje med den måde sparekassen arbejdede på, var Finanstilsynet og to revisionsselskaber tilknyttet.

Finanstilsynet er en offentlig virksomhed, som dengang hørte under Erhvervs- og Vækstministeriet.

Som det desværre viste sig med Løkken Sparekasse, er det dog ikke nok, at opbygningen af en ledelse er demokratisk. Det kræver også, at de personer, der lader sig vælge til de forskellige poster, tager opgaven alvorligt og forstår det ansvar, de er blevet tildelt.

Erfaringen fra Løkken Sparekasse blev, at dette specielt gælder, når man vedtager større ændringer i de strategier, man arbejder efter.

Repræsentantskabet

Repræsentantskabet er en sparekasses øverste myndighed.

Som medlemmer til repræsentantskabet valgte garanterne i de fleste tilfælde nogle personer, man kendte personligt eller nogle af dem, der var mest fremtrædende i lokalsamfundet eller i nogle få tilfælde nogle, man kun kendte gennem medierne.

Der var valg til repræsentantskabet hvert 4. år. Stemmeprocenten var meget lav, der var et enkelt år hvor stemmeprocenten var på 45 %, men den normale stemmeprocent lå, så vidt jeg har fået oplyst, meget lavere.

I Løkken Sparekasse var der, i modsætning til de fleste andre sparekasser, det lidt specielle, at man også kunne vælge sparekassens egne medarbejdere til repræsentantskabet.

I 2005 var der 4 medarbejdere i repræsentantskabet

Repræsentantskabet var ikke organiseret med f.eks. en formand og en næstformand.

Det betød blandt andet, at der ikke var en løbende kontakt mellem repræsentantskabet og bestyrelsen og at bestyrelsen derfor ikke fik nogen form for sparring fra repræsentantskabet.

Den væsentligste begivenhed for repræsentantskabet var det årlige repræsentantskabsmøde, hvor repræsentantskabet fik en orientering om hvor godt det gik og hvor man skulle godkende regnskabet og vælge medlemmer til bestyrelsen samt vælge revisionen.

Det kunne i særlige tilfælde forekomme at man afholdt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

Det skete, hvis der f.eks. skulle ske en hurtig ændring i vedtægterne.

I Løkken Sparekasses vedtægter stod der om repræsentantskabet, at det bestod af mellem 24 og 36 medlemmer, og at det var repræsentantskabet selv, der fastsatte antallet af repræsentantskabsmedlemmer.

I vedtægterne stod der herudover, hvem der kunne vælges til repræsentantskabet, hvor tit der var valg, og hvordan valget foregik.

Repræsentantskabet fungerede langt fra som sparekassens øverste myndighed. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den måde vedtægterne beskriver, at repræsentantskabet skal arbejde på, er god nok.

Et aktivt og velinformeret repræsentantskab burde dog som minimum have været i stand til at vælge en kompetent bestyrelse.

Det gjorde repræsentantskabet i Løkken Sparekasse ikke, og det mener jeg, man med rimelighed kan bebrejde dem i forbindelse med sparekassens kollaps.

Alt andet lige må det være en overkommelig opgave at sætte sig ind i og være enig i nye vedtægter eller godkende et regnskab, der er fremlagt af direktionen og bestyrelsen og godkendt af to revisionsselskaber, der vel og mærke også vælges af repræsentantskabet.

Bestyrelsen

Løkken Sparekasses bestyrelse bestod af gode solide folk som primært kom fra lokalsamfundet.

De fleste af dem var temmelig stolte og beærede over at være valgt ind i sparekassens bestyrelse.

Det var jo også forbundet med en vis prestige at være medlem af sparekassens bestyrelse.

Man kan så gætte på, om det var en af de væsentligste årsager til at man ikke var mere kritisk over for Poul Johnsens måde at styre og lede sparekassen på.

• Valg af nye bestyrelsesmedlemmer

Valg af bestyrelsesmedlemmer i Løkken Sparekasse foregik på en, for mig at se, temmelig speciel måde.

Selvom det var repræsentantskabet, der skulle vælge bestyrelsen, fremgår det tydeligt af bestyrelsesmødereferaterne fra februar 2004 til marts 2008, at både direktøren og bestyrelsesmedlemmerne var særdeles aktive med at finde kandidater til ledige poster i bestyrelsen.

Bestyrelsesmødereferaterne viser, at proceduren var, at bestyrelsen drøftede, hvem der skulle vælges ind på det kommende repræsentantskabsmøde.

Forskellige kandidater blev foreslået, og direktøren fik efterfølgende til opgave at se nærmere på deres kvalifikationer, hvorefter bestyrelsen foretog en indstilling og bad efterfølgende et medlem af repræsentantskabet om at foreslå vedkommende på det kommende repræsentantskabsmøde.

Ved enkelte lejligheder var der dog også opstillet kandidater fra repræsentantskabets side.

Ved læsning af referaterne fra bestyrelsesmøderne og andet materiale fra sparekassen, kan man dog konstatere, at det i den nævnte periode altid var de kandidater, som ledelsen foreslog, der blev valgt.

Bestyrelsen var således stort set selvsupplerende, og den valgte procedure har uden tvivl givet direktøren en betydelig indflydelse på, hvem der kom i bestyrelsen. Repræsentantskabet havde i princippet ladet sig koble ud af bestyrelsesvalgene.

Man kan så gisne om, hvorfor de gjorde det. Nogle medlemmer af repræsentantskabet påstår, at det, på grund af repræsentantskabets sammensætning (6-8 siddende bestyrelsesmedlemmer og 4 medarbejdere), var let at skabe et flertal for den af direktøren og bestyrelsen foreslåede kandidat?

Efter min mening var denne måde at vælge nye bestyrelsesmedlemmer på både forkert og til skade for Løkken Sparekasse. For reelt var det jo ikke repræsentantskabet der valgte de nye medlemmer af bestyrelsen, det var jo den siddende bestyrelse og direktøren.

Nye friske bestyrelsesmedlemmer ville efter min mening kunne have sikret, at man var bedre rustet til at håndtere den nye strategi, der var blevet vedtaget i januar 2005. Det var jo her hele nedturen startede.

• Bestyrelsens største svigt

Bestyrelsen svigtede helt klart deres væsentligste rolle, nemlig at kontrollere direktøren og give ham det modspil, der er så vigtigt for en virksomheds eksistens.

Man svigtede også på den måde, at man ikke reagerede på, at direktøren ikke overholdt de forskellige skriftlige aftaler, der var indgået mellem bestyrelsen og direktøren, og at man ikke sørgede for, at der blev reageret på de mange advarsler, påbud og henstillinger der blev givet af Finanstilsynet.

Som bekendt vedtog bestyrelsen i 2005 en ny strategi, som betød, at de mange penge sparekassen, gennem mange år havde sparet op, skulle ud og arbejde og dermed give sparekassen mulighed for at tjene nogle flere penge.

Det var for så vidt en god ide, men sparekassen var desværre ikke i stand til at håndtere de udfordringer der fulgte med en sådan beslutning.

En så betydeligt mere aggressiv strategi krævede meget mere af ledelsen og af hele organisationen end man havde været vant til. Men det eneste man tilsyneladende gjorde i Løkken Sparekasse i den anledning var at udnævne nogle af de eksisterende medarbejdere til chefer.

Ellers tullede man bare videre på samme måde som man altid havde gjort, og som det viste sig, var det slet ikke godt nok til at håndtere den meget anderledes situation, som man havde begivet sig ud i.

Direktøren

Der er for mig ingen tvivl om, at Løkken Sparekasses direktør havde en meget stor magt over både bestyrelsen, repræsentantskabet og medarbejderne.

Som han selv, ved flere lejligheder, har udtrykt det, havde han både repræsentantskabet og bestyrelsen i sin hule hånd.

Ved sin måde at være på havde han formået at tiltage sig den fulde styring over både sparekassens bestyrelse og dens repræsentantskab.

Han tålte ikke at blive modsagt, og dem der prøvede at komme med kritiske spørgsmål eller kommentarer blev i mange tilfælde nedgjort i andres påhør.

Det gjaldt både for medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere.

F.eks. udnævnte Poul Johnsen sig selv til kreditchef, hvilket nok var en af hans største brølere, mest fordi han, efter min vurdering, slet ikke magtede den opgave.

Og selvom Finanstilsynet flere gange meget kraftigt opfordrede sparekassen til at ansætte en kreditchef, reagerede sparekassen så sent på disse opfordringer, at en ansat kreditchef ikke kom til at arbejde i sparekassen.

Det er meget klart fremgået i Vestre Landsret, at Poul Johnsen ikke kunne huske ret meget om de meget store udlån, han som kreditchef burde have kigget meget kritisk på.

Ledelsen generelt

Direktøren var ganske enkelt for egenrådig, bestyrelsen for passiv og repræsentantskabet uden reel indflydelse.

Der var ingen, der stillede kritiske spørgsmål eller sagde direktøren imod. Det fremgår blandt andet af de undersøgelser, der er blevet lavet efter sparekassens kollaps.

For eksempel fremgår det af en uvildig advokatrapport, at direktøren heller ikke havde overholdt den skriftlige aftale mellem ham og bestyrelsen (§70-instruksen), hvilket tilsyneladende heller ikke har givet anledning til bemærkninger fra bestyrelsesmedlemmerne.

Derudover skriver advokaterne, at direktøren ikke formåede at få organisationen gearet til den nye strategi.

Oveni dette sendte direktøren en masse vildledende information ud til omverdenen, langt forud for sparekassens kollaps.

Regnskaberne var ikke retvisende, og det var dermed ikke muligt, for læserne af regnskabet, at gennemskue sparekassens reelle økonomiske situation.

Inkompetence og vildledende oplysninger udgjorde ikke den fulde sandhed. Flere medlemmer af repræsentantskabet har fortalt, at direktøren flere gange har reageret aggressivt over for medlemmer af repræsentantskabet, hvis der blev stillet kritiske spørgsmål.

Baseret på disse historier får man indtryk af, at direktøren manglede respekt for både bestyrelsen og repræsentantskabet.

Min vurdering er, at direktøren, efter at den nye strategi blev vedtaget i 2005, manglede de fornødne kompetencer, både hvad angår de faglige kvalifikationer og de menneskelige egenskaber, til at stå i spidsen for den daglige ledelse af Løkken Sparekasse.

Når man læser den uvildige advokatrapport, får man samtidig indtryk af, at bestyrelsen ikke forstod at udføre deres vigtigste opgave nemlig at kontrollere direktøren. Her tænker jeg specielt på deres ansvar i forbindelse med bevilling af store lån, hvor direktøren åbenlyst og gennem mange år, misbrugte de skriftligt indgåede aftaler mellem ham selv og bestyrelsen.

Både direktøren, bestyrelsen og revisionen valgte tilsyneladende at overhørte de mange advarsler og påbud, som de fik både på møder og i skriftlige rapporter fra Finanstilsynet.

Man må derfor konstatere, at bestyrelsesmedlemmerne tilsyneladende ikke vidste eller forstod, hvilket ansvar og arbejdsopgaver de påtog sig, da de lod sig vælge til bestyrelsen.

Det er enhver ledelses opgave at afstikke rammer og tildele ansvar og kompetence for det arbejde, der skal udføres i den virksomhed, de er ledelse for.

Men det er mindst lige så vigtigt, at man som ledelse følger op på, om rammerne, det tildelte ansvar og kompetencekravene bliver efterlevet. Dette er en løbende proces for enhver ledelse, og det er også ledelsens ansvar at sørge for, at tingene bliver justeret, hvis der viser sig behov for det.

Det er, efter min mening, en misforståelse, hvis en ledelse forlader sig på, at tingene bare foregår som aftalt, og ledelsen dermed forudsætter, at alt går, som man forventer.

Meget kunne have været anderledes, hvis ledelsen i Løkken Sparekasse havde efterlevet ordsproget: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” En virksomhed bliver utrolig meget præget af de personer, man sætter til at lede den. Det synes jeg desværre, at ledelsen i Løkken Sparekasse er et rigtig godt eksempel på.

Ledelsens vigtigste opgave er uden diskussion at udevise rettidig omhu over for den opgave, de har påtaget sig.

Jeg synes, den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse også er et rigtigt godt eksempel på en ledelse, der ikke har efterlevet dette kendte udtryk.

Set i bagklogskabens lys kan man vist godt tillade sig at konstatere, at de tre ledelseshierarkier i Løkken Sparekasse ikke fungerede efter hensigten – hverken hver for sig, i forskellige alliancer eller som en samlet ledelse.

I Løkken Sparekasse var det i praksis direktøren og ikke repræsentantskabet der var sparekassens øverste myndighed.

Revisionen

Der er også fejl at påpege hos revisionen, som også var valgt af repræsentantskabet. Revisionen forvaltede ikke deres opgave godt nok. Det fremgår flere steder i den uvildige advokatrapport, at revisionen overtrådte god revisionsskik i forbindelse med årsregnskabet for både 2006 og 2007. Herudover kritiserer advokaterne også revisorernes ekstraordinære revisionsmæssige gennemgang af engagementer i december 2008.

Den ekstraordinære gennemgang var direkte bestilt af sparekassens bestyrelse, hvilket efter advokaternes mening burde have krævet ekstra opmærksomhed fra revisorernes side.

Advokaterne fandt det blandt andet kritisabelt, at revisionen stillede sig tilfredse med kun at gennemgå de af sparekassen udvalgte engagementer og ikke selv foretog en opgørelse over, hvilke engagementer der burde omfattes af en sådan undersøgelse. Hvis det havde været tilfældet, ville revisionen have fået flere svage engagementer med.

Om ansvarsfordelingen i Løkken Sparekasses kollaps står der i advokatrapporten følgende:

”Direktør Poul Blicher Johnsen, bestyrelsen og revisionen har alle et medansvar for Sparekassens sammenbrud. Gennem deres handlinger og undladelser har de pådraget sig et erstatningsansvar over for det tab, som Sparekassen har lidt som følge deraf.”

Som det tydeligt fremgår af det, advokaterne skriver om sparekassens ledelse og revision, er der ingen tvivl om deres mening om hvem, der havde ansvaret for Løkken Sparekasses kollaps.

Finanstilsynet

Der har gennem tiden også været rejst kritik af Finanstilsynets rolle i kollapsede pengeinstitutter.

Hvis Finanstilsynet ikke har gjort deres arbejde godt nok, skal de naturligvis stå til ansvar for det, men at påstå at Finanstilsynet er ansvarlig for et pengeinstituts kollaps, synes jeg er skudt over målet.

Det er og bliver ledelsens opgave og ansvar at styre og lede det pengeinstitut, hvis velbefindende, de er valgt eller ansat til at varetage.

Når man, i de forskellige rapporter og redegørelser, der er lavet i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps, ser de mange advarsler, påbud mv. ledelsen har fået af Finanstilsynet, er det helt tydeligt, at det er ledelsen og revisionen, der har svigtet og ikke Finanstilsynet.

Hvad kunne jeg og de andre garanter have gjort bedre som garanter i sparekassen?

Jeg har naturligvis tænkt meget over, hvad jeg kunne have gjort for, at jeg og mange andre ikke var kommet i den meget ulykkelige situation som vi kom i.

Og hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg have været meget mere opmærksom og aktiv på flere forskellige områder.

Ikke have været så godtroende over for de oplysninger, jeg på forskellig vis fik fra sparekassen.

Have været meget mere aktiv ved valget af medlemmer til repræsentantskabet

Og jeg burde måske selv have stillet op.

Have været opmærksom på det, der kom frem i medierne om sparekassen og lyttet noget mere til de rygter, der begyndte at opstå.

Have stillet direkte spørgsmål til medlemmer af bestyrelsen og til repræsentantskabet.

Have sat mig bedre ind i hvordan sparekassens organisation fungerede.

Have været mere opmærksom på tallene i sparekassens regnskab og stillet spørgsmål til udviklingen – specielt til sparekassens store udlån.

Forsøgt at sikre at de mange kompetencer der var hos medlemmerne af repræsentantskaber blev brugt til gavn for sparekassens daglige drift f. eks. i forbindelse med strategiskift og lignende.

Medarbejderne

Der er for mig ingen tvivl om at der mellem sparekassens medarbejdere og kunderne har været et særdeles godt forhold. Kunderne stolede fuldt ud på det medarbejderne fortalte dem og fulgte det som medarbejderne anbefalede dem at gøre.

Det var nok også derfor at mange garanter reagerede så voldsomt, da det gik op for dem at den tillid de havde haft til sparekassen og dens medarbejdere i rigtig mange tilfælde var skyld i, at de havde mistet en masse penge.

Det har været diskuteret meget hvor meget medarbejderne vidste om sparekassens økonomiske situation.

Det er min personlige opfattelse at flere af medarbejderne har vidst mere end de har villet indrømme – i hvert fald i den sidste halvdel af 2008.

Jeg har aldrig oplevet en virksomhed hvor medarbejderne ikke har anet noget som helst om de større ting, der foregik i deres virksomhed.

I Løkken Sparekasse var der fra 2007 3 medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som deltog i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

De har derfor haft mulighed for at sætte sig ind i hele proceduren omkring de store udlån, og de er også blevet orienteret om de mange kritiske bemærkninger der kom frem efter Finanstilsynets inspektioner.

I mødereferater fra sparekassens morgenmøder fra sidste halvdel af 2008 fremgår det, at Poul Johnsen holdt ugentlige møder med alle medarbejderne og i de referater fremgår det tydeligt at der var problemer med økonomien i sparekassen og at medarbejderne blev meget kraftigt opfordret til at tie med det overfor kunderne og til at holde fast i garantikapitalen og meget gerne sælge mere.

Så efter min overbevisning er det andre forhold, der har gjort, at man ikke har villet vedgå, at man som medarbejder vidste, at der var noget galt.

Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og revisionen i Vestre Landsret.

For at I kan få et indtryk af, hvordan tingene foregår i så stor en landsretssag, vil jeg starte med at sætte rammerne for sagen.

I retslokalet er der:

9 advokater

• 3 fra sagsøgeren (Finansiel Stabilitet)
• 6 som forsvarere for de tiltalte

1 til Poul Johnsen

2 til revisor Morten Ovesen

1 til revisor Mango Nielsen

2 til Poul Sørensen og Leo Christoffersen

2 bisiddere fra revisionsselskabet BDO

4 dommere

4 tiltalte

• Direktør Poul Johnsen
• Formand Poul Sørensen
• Næstformand Leo Christoffersen
• Revisor Morten Ovesen

Revisor Mango Nielsen var ikke til stede på grund af alvorlig sydom.

Poul Sørensen og Leo Christoffersen deltog kun en del af retsmøderne, hvilket var lidt usædvanligt.

Herudover var journalist Lars Løcke fra Nordjyske der en del dage

Og så var der mig og engang imellem min kone Kirsten og nogle få gange også andre tilhørere.

I en sådan retssag er der tre typer vidner:

• De tiltalte (Poul Johnsen, Poul Sørensen, Leo Christoffersen og Morten Ovesen).

De tiltalte har pligt til at møde i retten og til at svare på de spørgsmål der bliver stillet og det er strafbart at lyve for retten. Man har dog altid ret til at sige hvis der er noget man ikke kan huske.

• De indkaldte vidner (medarbejdere, Løkken Sparekasses advokat, medarbejdere fra Finanstilsynet m.fl.)

Har samme pligter og rettigheder som de tiltalte.

• De procestilvarslede (Bestyrelsesmedlemmerne Verner Jensen, Tommy K. Jensen, Tom Hertel og Knud Rødbro)

Tom Hertel er endnu ikke afhørt og Knud Rødbro kan ikke komme på grund af sygdom).

En procestilvarslet er en person der er indkaldt som vidne fordi han kan risikere at blive stævnet hvis den ’gruppe’ han tilhører – i dette tilfælde formanden og næstformanden – bliver dømt.

En procestilvarslet person har pligt til at møde i retten, men har ikke pligt til at udtale sig i retten.

Rent fysisk bliver et vidne placeret midt i retssalen med ansigtet vendt mod dommerne og således at der er mulighed for øjenkontakt mellem vidnet og den advokat der afhører vidnet.

HVORDAN HAR JEG SÅ OPLEVET DE 35 DAGE I VESTRE LANDSRET I VIBORG?

Landsretssalen er indrettet på den måde at dommerpanelet sidder foran i salen og sidder lidt højere en alle de øvrige i retssalen.

Ned langs den ene side sidder sagsøgerens (Finansiel Stabilitets) 3 advokater.

Ned langs den anden side og et stykke hen ad den bageste del af salen sidder de sagsøgte og deres advokater. Dog sidder revisor

Morten Ovesen og de to bisiddere forrest i det område der er tiltænkt journalister og tilhørere.

Alle advokaterne og dommerne har hver sin store skærm, hvorpå man kan se alle de dokumenter, der bliver fremlagt i sagen. Da de fleste af de tiltalte sidder tæt på deres advokat, kan de også følge med i hvad der kommer frem på skærmen.

Til vidnerne i vidneskranken er der også en skærm, således at vidnerne kan se de dokumenter som advokaterne henviser til.

Det er som tidligere nævnt en meget stor sag (25.000 siders dokumentation) så de første 20 dage gik med at forelægge sagen.

Det foregår på den måde at sagsøgerens advokat læser alle sagens dokumenter op for alle de tilstedeværende i retssalen og så kan sagsøgtes advokater komme med nogle få kommentarer undervejs.

Det skal for en god ordens skyld lige nævnes at advokaterne havde fået alle dokumenterne tilsendt elektronisk inden sagen startede.

Retsformanden var dog så venlig, at han ind imellem aftalte med advokaterne at en del af de dokumenter der ellers skulle oplæses blev givet som hjemmearbejde. Så kunne man efterfølgende komme med kommentarer hvis man havde nogen.

Efter en temmelig lang og kedelig og måske også en lidt overflødig start kom vi så til afhøringerne af vidnerne.

Der var fra starten fastlagt en nøje tidsplan for alle afhøringerne, men da mange af vidnerne ikke kunne huske ret meget af det de havde oplevet i deres tid i Løkken Sparekasse gik der ret hurtigt kludder i planlægningen.

For at undgå alt for meget spildtid, var man nødt til flere gange at flytte rundt på tidspunkterne for vidnerne, så det blev faktisk noget af et kludetæppe at få det hele til at gå op i en højere enhed.

På den måde fik man også flyttet rundt på den nøje planlagte rækkefølge.

Afhøringerne

For mig var afhøringerne af direktøren, formandsskabet, bestyrelsesmedlemmerne og medarbejderne i Løkken Sparekasse en temmelig pinlig affære.

Jeg var næsten flov over at kende nogle af dem.

Jeg vil ikke kommentere afhøringen af de enkelte vidner i detaljer, men da I sikkert kender mange af dem, vil jeg kort nævne deres navne og deres funktion i sparekassen.

For ledelsen og revisionen vil jeg dog give et par enkelte kommentarer til hvordan jeg oplevede dem i Vestre Landsret.

Afhøringen af Poul Johnsen startede den 27. februar og varede i 5 dage

• Poul Johnsen kunne ikke huske særlig meget om de enkelte store sager.
• Han blev også ind imellem både aggressiv og ubehøvlet når advokaterne efter hans mening kom lidt for tæt på hans uvidenhed om sagerne.

Umiddelbart efter at Poul Johnsen var blevet afhørt skulle Poul Sørensen og Leo Christoffersen have været afhørt, men Poul Sørensen havde, af for mig ukendte årsager, meldt fra, så Leo Christoffersen var alene om at blive afhørt på formandsskabets vegne.

• Leo Christoffersen kunne heller ikke huske ret meget af det han havde været involveret i vedrørende de store udlån i sparekassen og han blev også vrissen når advokaterne gik tæt på.

Bestyrelsesmedlem Verner Jensen og

bestyrelsesmedlem Tommy Krogh Jensen

• Det var nok det mest pinlige øjeblik for mig da Verner og Tommy satte sig i vidneskranken og erklærede at de ikke ville sige noget som helst.

Bestyrelsesmedlem Knud Rødbro

• Knud Rødbro kunne ikke afhøres på grund af sygdom, hvilket man havde fået lægeerklæring på.

Revisor Morten Ovesen

• Ligesom de øvrige afhørte, var det også begrænset hvad Morten Ovesen kunne huske fra sit arbejde med Løkken Sparekasses store udlån, og han blev ligesom de to andre hovedtiltalte aggressiv når advokaterne gik til ham

Revisor Mango Nielsen

• Mango Nielsen er, på grund af meget alvorlig sygdom ikke blevet afhørt. I stedet bliver der udarbejdet en skriftlig erklæring fra ham.

Revisor Morten Mejlvang

• Som kollega til Morten Ovesen var det meget begrænset hvad han kunne huske fra arbejdet med sparekassen

Andre afhørte medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer

Medarbejder, tillidsmand og bestyrelsesmedlem Birgitte Gaarden

Medarbejder Allan Nielsen

Investeringschef Jens Lyngbøl

Erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen

Bestyrelsesmedlem Mogens Gjerløv

• Her var der endelig et bestyrelsesmedlem der turde tage bladet for munden. Mogens fortalte klart og tydeligt hvad han havde oplevet som bestyrelsesmedlem i Løkken Sparekasse, og han lagde bestemt ikke fingrene imellem når han fremførte sin stærke kritik af det han havde oplevet.

Medarbejder og bestyrelsesmedlem Kristian Larsen

Erhvervskundechef (nyudnævnte) Jette Thrane

• Her var der så også en medarbejder, der turde tage bladet fra munden og turde sige hvad hun mente om det der var foregået i erhvervsafdelingen i Løkken Sparekasse.

Et dejligt forfriskende pust i en for mig utrolig pinlig oplevelse.

Medarbejder Heidi Thomsen

Regnskabschef Birgitte Nielsen

Landsbrugskundechef Hans Jørgen Christoffersen

Andre afhørte

Direktør og bestyrelsesmedlem i Løkken Sparebank Niels Olesen

Revisor Lars Roed Søndergaard, Finansiel Stabiliet.

Generelt kan jeg sige, at det er utroligt, at der ikke var flere af vidnerne fra Løkken Sparekasse, der kunne huske særlig meget fra deres tid i sparekassen.

Min kone Kirsten og jeg har efterfølgende prøvet at huske, hvad vi oplevede af større ting på vores arbejdspladser for en 10 – 15 år siden.

Og det var faktisk rigtig meget, og vi er bestemt ikke noget særligt på det område.

Kirsten var ansat i Vrensted Thise Kommune i 60’erne og jeg var i samme periode ansat på slagteriet i Brønderslev, og vi kunne faktisk huske temmelig mange ting også fra den tid.

Så det er derfor uforståeligt for os at dem der har været tæt på begivenhederne i Løkken Sparekasse ikke kunne huske særlig meget af de større ting de havde været involveret i i Løkken Sparekasse.

Til efteråret skal afhøres følgende personer:

Direktør Ole Bjerg Løkken Sparebank

Advokat Erik Bo Sørensen

5 – 8 personer fra Finanstilsynet

2 statsautoriserede revisorer – syns- og skønsrapporten

Direktør Lasse Nyby Spar Nord

Direktør Lars Møller Spar Nord.

Den 4. november starter advokaternes procedurer, som varer til og med den 29. november.

Derefter er der så forskellige svar og modsvar på det der er kommet frem under proceduren – det der i fagsproget hedder replik og duplik.

Det var Kristians Andersens indlæg på mødet på Havgaarden i Løkken, sept. 2019.

==================================================================================================================

Retsmøder Løkken Sparekassse

Kilde: Nordjyske sept. 2019

august/ september 2019.

Sparekassedirektør brød ud i tårer på bestyrelsesmøde

Erstatningssag: Husadvokat fortalte om afgørende bestyrelsesmøde i Løkken Sparekasse

FØRST I FEBRUAR 2009 BLEV LØKKEN SPAREKASSES BESTYRELSE USIKKER PÅ BANKENS STORE UDLÅNSKUNDER.?ARKIVFOTO: HENRIK LOUIS

VIBORG: Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen reagerede meget voldsomt på et krisemøde i Løkken Sparekasses bestyrelse om aftenen 10. februar 2009, da han og bestyrelsen blev konfronteret med store tab på sparekassens udlån.

Lars Løcke

Det kom frem mandag, da Løkken Sparekasses daværende husadvokat Erik Bo Sørensen blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den kuldsejlede sparekasses ledelse og revision.

På det ekstraordinære bestyrelsesmøde præsenterede advokaten og sparekassens revision bestyrelsesmedlemmerne for resultatet af en gennemgang af bankens største udlån.

Konklusionen lød på yderligere nedskrivninger på 127 millioner kroner og et underskud i 2008 på 207 millioner kroner.

– Der bredte sig en dødlignende tavshed, forklarede Erik Bo Sørensen.

Så tog Knud Rødbro, der var menigt bestyrelsesmedlem, ordet og beskyldte ifølge Erik Bo Sørensen i voldsomme vendinger Poul Blicher Johnsen for at have ført bestyrelsen bag lyset.

Efter et stykke tid med tavshed omkring bestyrelsens mødebord tog Poul Blicher Johnsen ordet.

– Han sagde, at den eneste følelse, jeg har, er skam. Og så begyndte han at græde, husker Erik Bo Sørensen.

Poul Johnsen forsvarede sig ifølge husadvokaten ikke mod Rødbros angreb.

– Bestyrelsesmedlemmerne så rådvilde på hinanden, og ingen sagde noget. Det endte med, at jeg foreslog, at mødet blev suspenderet, forklarede Erik Bo Sørensen.

Var blevet bange for risikoen

Det var bestyrelsen selv, der 11 dage tidligere på et andet ekstraordinært bestyrelsesmøde havde bedt advokaten om at gennemgå sparekassens 20 største udlån.

– Lokalsamfundet var blevet utrygt ved avisskriverier i JP og NORDJYSKE om udviklingen på ejendomsmarkedet, og bestyrelsen ville vide, om sparekassen havde problemer på dette område.

Da Erik Bo Sørensen så listen over Løkken Sparekasses største udlån, som han skulle gennemgå, blev han paf.

– Profilen var helt i modstrid med den sparekasse, jeg troede, jeg kendte, forklarede han.

Erik Bo Sørensen havde i efteråret 2008 udarbejdet en rapport om kvaliteten af sparekassens juridiske arbejde, når den skulle sørge for sine sikkerheder i forbindelse med udlån.

Rapporten var ikke positiv læsning.

Erik Bo Sørensen nåede nemlig frem til, at der var mange mangler, når det handlede om at sikre sparekassens krav for eksempel i forbindelse med konkurser blandt kunderne.

Han var gået ud fra, at hans rapport var gået videre til bestyrelsens medlemmer.

– Men nu kom det frem, at flere bestyrelsesmedlemmer aldrig havde set den.

Spar Nord advarede Løkken Sparekasse

RETSSAG: Flere af sparekassens storkunder var ”ikke kreditværdige”

VIBORG: Spar Nord Bank var i efteråret 2008 blevet så usikker på den økonomiske situation i Løkken Sparekasse, at to medlemmer af bankens topledelse – administrerende direktør Lasse Nyby og direktør Lars Møller – tog det helt usædvanlige skridt at invitere sig selv til et møde i Løkken for at kigge i sparekassens udlånsbog.

Lars Løcke

– Sparekassen var vokset meget kraftigt på få år, forklarede Lars Møller, da han onsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Det var ikke kollegial omsorg, der havde fremkaldt Spar Nords interesse. Spar Nord havde ydet udlandslån til kunder i Løkken Sparekasse for i alt over 200 millioner kroner, som Løkken Sparekasse garanterede for.

Derfor var Spar Nords sikkerhed afhængig af sparekassens økonomiske sundhedstilstand.

Da de to Spar Nord-direktører 16. oktober kørte sydpå fra et møde med sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen, var det med en vis uro i maven.

De havde fået gennemgået sparekassens 15 største udlån, der samlet udgjorde over halvdelen af sparekassens totale udlån.

– Vi identificerede kunder, som var involveret i ejendomskarrusellen, og nogle af dem havde tidligere påført pengeinstitutter tab. Mange af dem var ikke kreditværdige ud fra normal bankpraksis, og om nogle af dem sagde vi, at hvis de kom ind i vores lokaler, så skulle sprinkleranlægget gå i gang, forklarede Lars Møller.

Han og Lasse Nyby mente, at de problematiske udlån ville betyde et ekstra kapitalkrav på op imod 100 millioner kroner for sparekassen.

Sendte et brev til Johnsen

Selvom det ikke var aftalt på mødet, så besluttede de to Spar Nord-direktører at sende et brev med deres konklusioner til Poul Blicher Johnsen.

– Det, syntes vi, var fair, sagde Lars Møller.

Da Løkken Sparekasse i februar 2009 blev kastet ud i en dødskamp, forsøgte sparekassen at finde fusionspartnere blandt andre pengeinstitutter.

Lasse Nyby afviste, at Spar Nord var blevet kontaktet i den forbindelse.

– Og var vi blevet det, så havde vi med det samme sagt nej, sagde han.

Spar Nord overtog i 2008 nogle af den krakkede Roskilde Banks kunder og filialer, men Løkken Sparekasse indbød altså ikke til en gentagelse.

Finansinspektør: Sparekasse var ikke seriøs

VIBORG: Egentlig skulle de kun have brugt en enkelt arbejdsuge i juni 2008 i Løkken, men tre ansatte fra Finanstilsynet endte med at tilbringe to arbejdsuger på inspektion hos Løkken Sparekasse. Årsag: Sparekassen havde svært ved at finde det materiale, som tilsynet udbad sig under inspektionen.

Lars Løcke

– Vi måtte sidde og vente på, at det blev fundet frem. Nogle gange vendte Thomas Bjørn Mortensen (sparekassens erhvervskundechef, red.) slet ikke tilbage til mødelokalet. Det var lidt bizart, sagde den ansvarlige finansinspektør, Karin Kjærgaard, da hun torsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Problemerne med at skaffe materiale fra sparekassen var ifølge Karin Kjærgaard så store, at hun og hendes to medarbejdere i en vis udstrækning måtte tage hjem med uforrettet sag.

– Der var megen kommunikation efterfølgende med sparekassen om de oplysninger, som vi fortsat manglede, før vi kunne komme med vores konklusioner. Det var helt usædvanligt, forklarede hun.

Sparekassen fik 20 påbud

Da tilsynet omsider kunne sende en rapport om sine iagttagelser under inspek- tionen til sparekassens ledelse, indeholdt den 20 påbud, altså tilfælde hvor sparekassen blev bedt om at rette ind efter lovgivningen.

Flere påbud var gengan- gere fra tidligere inspek- tioner af sparekassen.

– Der var en følelse af, at Poul Blicher Johnsen (sparekassens direktør, red.) og Thomas Bjørn Mortensen talte uden om engagementerne (udlånene, red.). Det var ikke altid seriøst, og situationen blev ikke taget alvorligt, sagde Karin Kjærgaard, der i dag er pensionist.

Allerede i foråret 2008 – og altså før besøget i Løkken – havde tilsynet skrevet ud til en række danske pengeinstitutter med mange lån til ejendomsbrancher på udlånsbøgerne.

Løkken Sparekasse var blandt dem, der modtog tilsynets brev.

– Derfor havde vi fokus på denne type af udlån under inspektionen, men i flere tilfælde var de regnskaber, som sparekassen lå inde med, meget gamle, og der manglede for eksempel kundeoplysninger på låneindstillingerne, forklarede hun.

Finanstilsynets uro blev ikke mindre, da Roskilde Bank og ebh bank krakkede hen over sommeren og efteråret 2008 – i begge tilfælde efter store tab på ejendomsbranchen.

Hos Finanstilsynet bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt Løkken Sparekasse havde kapital nok til at dække tabsrisikoen på sine udlån.

Sparekassens ledelse blev kaldt til møde hos Finanstilsynet 27. oktober. Det var ikke en normal procedure, men der var heller ikke noget normalt ved situationen.

– Vores kraftige budskab var, at sparekassen nu skulle finde sig en fusionspartner, fortalte Flemming Nytoft Rasmussen, på det tidspunkt vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for pengeinstitutter, da han onsdag afgav forklaring under erstatningssagen.

Mødet begyndte med en klage fra Poul Blicher Johnsen, der følte, at sparekassen blev udsat for en meget uretfærdig behandling.

– Det hele var meget bedre, da …. (navn på ansat i Finanstilsynet udeladt, red.) var ansvarlig for tilsynet med sparekassen, lød det fra sparekassedirektøren.

Kilde: Nordjyske  06.10.2019

Oprydder i chok: – Ingen værdier

Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr

EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG,ARKIVFOTO: TOMMY KOFOED

VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.

Lars Løcke

Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.

– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.

– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.

Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.

Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.

Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.

Mange mærkelige oplevelser

Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.

I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.

– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.

Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.

Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.

– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.

Pris fordoblet på en enkelt dag

På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.

– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.

– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.

Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.K

Kilde: Nordjyske 08.10.2019

Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion

Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen

VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.

Lars Løcke

– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN.FOTO: VALDEMAR JØRGENSEN?/RITZAU SCANPIX

– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.

– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.

Ejendomskrise udløste møde

Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.

– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.

Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.

– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.

Direktør tog det roligt

Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.

Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.

Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.

Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.

Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen.