Historien om Løkken Sparekasses kollaps

Historien om en ildsjæl i forbindelse med Løkken Sparekasse´s kollaps i 2008.

Indhold:

1) Hvem er Kristian Andersen

2) Hele forløbet gennem  avisartikler

3) Domsudskrift der gik Garant Løkken imod

4) Kristian Andersens foredrag om hans oplevelser igennem det lange forløb

5) Avisomtale omkring retssag mod Direktion, Bestyrelse og Revisionsfirmaer

GARANTERNES MAND,

den tidligere Vrensted dreng, Kristian Andersen.

Kristian Andersen, tidligere IT konsulent, Projekt- og Personaleleder

Hans lange og besværlige kamp for at redde sin egen, familiens samt de tidligere garanters penge, der var indskudt som garantikapital på garant-konti i Løkken Sparekasse, (den forhenværende sparekasse som gik konkurs i 2009 – og som gennem en menneskealder havde en filial i Vrensted).

Hele sagen startede under finanskrisen i efteråret 2008 da Løkken Sparekasse kom i kæmpe problemer, med tab på store udlån til udenbys ejendomsspekulanter uden lokal tilknytning, som havde overtalt Sparekassen til at låne dem penge.

Det gik ud over mange loyale småsparere i Sparekassens lokalområde, penge som de havde lagt til side for at forsøde tilværelsen med.

Kilde: avisartikler Nordjyske

Klik på billeder og artikler for at forstørre:

Her kommer så forløbet:

start 2008/2009:

Løkken Sparekasse 

kom i økonomisk uføre, da de begyndte at bevæge sig uden om deres kerneområde Løkken og omegnsbyerne. De etablerede filialer i Aalborg og København og så begyndte de på et tidspunkt at udlåne store beløb til nye kunder, med store ejendomsporteføljer, et område hvor de ikke havde stor viden og ekspertise omkring og tilstrækkeligt uddannede ansatte. Herunder direktion og bestyrelse, hvori der kun sad lokale mennesker uden den store indsigt og proffessionalisme.

24.10.2008

02.12.2008 nyt repræsentantskab

28.02.2009 – de ansatte

02.03.2009

02.03.2009

 Vrensted Idrætsforening mister kr. 250.000 og Vrensted Lokalhistorisk Samling mister også et anseligt beløb.

04.03.2009

04.03.2009

13.03.2009

15.03.2009

19.03.2009

26.03.2009

26.03.2009

27.03.2009

27.03.2009

29.03.2009

04.05.2009

27.05.2009

04.06.2009

juni 2009

02.07.2009

05.07.2009

30.09.2009

06.10.2009

10.11.2009

23.01.2010

24.01.2010

19.03.2010

20.03.2010

21.03.2010

22.04.2010

08.05.2010

12.05.2010

19.05.2010

22.05.2010

09.06.2010

15.06.2010

08.07.2010

27.08.2010

29.09.2010

15.10.2010

02.11.2010

14.01.2011

28-01.2011

10.02.2011

06.04.2011

06.04.2011

08.05.2011

08.07.2011

26.07.2011

20.09.2011

09.02.2012

11.02.2012

02.05.2012

07.05.2012

14.11.2012

14.11.2012

27.11.2012

24.01.2013

15.03.2013

15.03.2013

14.09.2013

29.09.2013

09.12.2013

12.12.2013

12.12.2013

19.01.2014

19.01.2014

19.01.2014

19.01.2014

19.01.2014

30.01.2014

19.02.2014

11.09.2014

11.09.2014

25.09.2014

25.09.2014

13.01.2015

14.02.2015

22.03.2015

31.03.2015

03.04.2015

26.05.2015

16.06.2015

16.06.2015

05.08.2015

17.08.2015

22.08.2015

25.08.2015

31.03.2016

17.11.2016

17.11.2016

26.042017

Historien er  samlet

af Jens Otto Madsen, april 2017

 

Se Landsrettens afsluttende dom nedenfor

D O M

afsagt den 25. april 2017 af Vestre Landsrets 14. afdeling (dommerneLisbeth Parbo, Lars Christensen og Henrik Præstgaard (kst.)) i ankesag

V.L. B–0465–16

Foreningen Garantloekken

(ADVOKATERNE MARTIN CHRISTIAN KRUHL OG LASSE MØLLER, AARHUS)

MOD

Finansiel Stabilitet

(ADVOKATERNE LOTTE ESKESEN OG CLAUS RICHTER WEIGELT, AARHUS)

Retten i Aarhus har den 11. marts 2016 afsagt dom i 1. instans (sag nr.BS 1308/2013). Dommen angår spørgsmålet, om sagen kan behandlessom gruppesøgsmål.

Påstande mv.

For landsretten har appellanten, Foreningen Garantloekken, nedlagtpåstand om, at sagen fremmes ved byretten som et gruppesøgsmål,hvor Foreningen Garantloekken udpeges som grupperepræsentant, ogat sagen hjemvises til byretten.

Indstævnte, Finansiel Stabilitet, har påstået dommen stadfæstet.

Foreningen Garantloekken har ikke fri proces under denne sag.

Det er for landsretten oplyst, at ingen af parterne er momsregistreret i

relation til udgifter vedrørende denne sag.

Supplerende sagsfremstilling

Ifølge en udskrift fra Erhvervsstyrelsen blev det registreret i Det Centrale

Virksomhedsre– 2 –

gister (CVR) den 19. juli 2010, at en række bestyrelsesmedlemmer den

25. maj 2010 var udtrådt af bestyrelsen i Løkken Sparekasse, CVR-nr.

31148715. Der er enighed mellem parterne om, at der herefter ikke

længere var nogen bestyrelse eller ledelse i Løkken Spa-rekasse.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten

og har procederet i overensstemmelse hermed.

Foreningen Garantloekken har vedrørende krav omfattet af

foreningens principale på-stand supplerende anført, at ved vurderingen

af, om et gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på, har byretten fejlagtigt foretaget en materiel prøvelse af

påstanden. Det skal ikke ske på dette indledende stadie. Spørgsmålet,

om betingelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, skal

afgøres ud fra en vurdering af, om andre procesformer er bedre egnede

til behandling af kravene, og i dette tilfælde er et gruppesøgsmål den

eneste realistiske procesform.

I forhold til de subsidiære påstande har Foreningen Garantloekken

supplerende anført, at både spørgsmål om ugyldighed og erstatning kan

behandles under samme gruppesøgsmål. Det er retten, der fastlægger

rammen for gruppesøgsmålet, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 4.

Foreningen har allerede under sagen for byretten fremsat en række

forslag til rammer. Foreningen ser helst, at der fastlægges en ramme,

der gør det muligt for alle foreningens medlemmer at deltage i

gruppesøgsmålet, men hvis retten måtte nå frem til, at kravet om

ensartethed i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 1, fører til, at der ikke

kan fastlægges en ramme omfattende alle medlemmer, accepterer

foreningen en tilskåret ramme efter rettens nærmere bestemmelse. I

forhold til de fremsatte forslag for byretten kunne en endnu mere

tilskåret ramme eksempelvis fastlægges til følgende:

De deltagende gruppemedlemmers krav støttes på, at Løkken

Sparekasse i forbindelse med en salgskampagne i november 2006 gav

de garanter, der tegnede garantikapital fra november 2006 til og med

januar 2007 på bag-grund af materialet i salgskampagnen, forkerte og

vildledende oplysninger om risikoen ved garantikapital i sparekassen, og

at de deltagende gruppe-medlemmer derfor har krav på tilbagebetaling

grundet ugyldighed.

Finansiel Stabilitet har supplerende anført, at Foreningen

Garantloekkens principale på– 3 –

stand hviler på et helt andet faktisk og retligt grundlag end de

subsidiære påstande. I for-hold til foreningens principale påstand havde

foreningen det åbenlyse alternativ at inddrage Finansiel Stabilitet under

gruppesøgsmålet mod Løkken Sparekasse ved Retten i Hjørring.

Foreningen blev udtrykkeligt gjort bekendt med, at Finansiel Stabilitet

ikke anså sig for forpligtet af en dom mod Løkken Sparekasse, og

foreningen blev udtrykkeligt opfordret til at inddrage Finansiel Stabilitet i

gruppesøgsmålet, hvilket foreningen også havde fået fri proces til. På

trods af dette valgte foreningen at undlade at inddrage Finansiel

Stabilitet og fik i stedet afsagt udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.

Der var således et væsentligt mere hensigtsmæssigt alternativ til

nærværende sag, og det bør på den baggrund ikke tilla-des foreningen

at anlægge et nyt gruppesøgsmål til behandling af den principale

påstand.

I forhold til foreningens subsidiære påstande har Finansiel Stabilitet

supplerende anført, at disse påstande reelt dækker over en række

forskellige søgsmål. Det er retten, der fastlæg-ger rammen for et

gruppesøgsmål, men det er ikke rettens opgave at bygge en sagsøgers

sag. Fastlæggelsen af rammen må derfor ske på baggrund af en

sagsøgers påstande og for-slag til ramme, og rettens vurdering af, om

kravene må anses for ensartede, jf. retsplejelo-vens § 254 b, stk. 1, nr.

1. Heller ikke det forslag til en yderligere indsnævret ramme, der er

fremkommet under hovedforhandlingen for landsretten, er i

overensstemmelse med for-eningens påstande og anbringender. Hertil

kommer, at kravet om ensartethed heller ikke er opfyldt for de krav, der

måtte være omfattet af denne indsnævrede ramme.

Retsgrundlaget

Retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål blev indsat ved lov nr.

181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Gruppesøgsmål m.v.). Af kapitlet fremgår bl.a. følgende:

”§254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer,

kan be-handles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.

§ 254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når

1) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,

5) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på,

… og

7) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c. – 4 –

§ 254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens

vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som

grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges

1) et medlem af gruppen,

2) en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når

søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål,

eller

Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage

gruppemed-lemmernes interesser under sagen.

§ 254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§

254 b og 254 c er opfyldt.

Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af

grupperepræsentanten eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig

henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at

grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger,

grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten.

Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af ret-ten. Stilles sikkerheden

ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsen-tant, afvises

sagen.

Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan

senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.

… ”

Lovforslaget, der lå til grund for vedtagelsen af kapitlet om

gruppesøgsmål, blev udarbej-det på baggrund af Retsplejerådets

betænkning nr. 1468/2005. Af betænkningens kapitel 5 om

gruppesøgsmål fremgår bl.a. følgende:

”1.1. Overordnet afgrænsning af Retsplejerådets overvejelser

Retsplejerådet har på disse to punkter (forholdet til andre regler henholdsvis

alternativer til gruppesøgsmål) baseret sine overvejelser om

grup-pesøgsmål på følgende grundantagelser:

• Formålet med at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret vil

navnlig være at forbedre mulighederne for ved domstolene at håndhæve

eksisterende materielle regler i en række situationer, hvor en

håndhævelse af disse materielle regler gennem anvendelse af de gældende

processuelle regler i praksis ikke vil komme på tale, fordi omkostningerne

ved et individuelt sagsanlæg ikke står mål med det økonomiske

udbytte, som den enkelte vil kunne få i tilfælde af medhold i

sagsanlægget. Det ligger uden for Retsplejerådets opgaver at overveje

ændringer af materielle regler, herunder gældende erstatningsregler, og

Retsplejerådets overvejelser om gruppesøgsmål tager således udgangspunkt

i de eksisterende materielle regler.

… – 5 –

• De almindelige regler om bevisbyrde, beviskrav og bevisførelse bør

også gælde for gruppesøgsmål.

5.1. Er der mange tilfælde af ensartede krav?

Retsplejerådet har i forlængelse heraf opstillet nedenstående katalog

over forskellige eksempler på et større antal ensartede krav. Formålet

med listen er navnlig at vise bredden i rådets overvejelser om

gruppesøgsmål, der går væsentligt ud over de forbrugersager, som ofte

nævnes først, når talen fal-der på gruppesøgsmål. Listen er dog alene til

illustration og skal ikke anses for udtømmende. …

• Forbrugersager, dvs. krav fra en gruppe af ikke-erhvervsdrivende, der

har indgået aftaler med en eller flere erhvervsdrivende, og som rejser

krav i anledning af aftalen. Der kan være tale om betalingskrav (erstatning

og/eller tilbagebetaling af vederlag), andre fuldbyrdelsespåstande

(levering, omlevering eller afhjælpning) eller anerkendelsespåstande

(om aftalens eller aftalevilkårs gyldighed eller ugyldighed eller

om parternes forpligtelser). …

• Børssager, dvs. krav fra en gruppe af investorer (professionelle og/eller

private) i anledning af prospektansvar eller ansvar i øvrigt for

oplysninger, der har påvirket investeringsbeslutninger med tab til føl-ge.

5.3. Er der mange tilfælde af ensartede krav, som i dag opgives,

men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om

gruppe-søgsmål?

Retsplejerådet finder det imidlertid sandsynligt, at indførelse af regler

om gruppesøgsmål i det mindste vil føre til, at der for krav, som for den

enkelte sagsøger er af mindre økonomisk værdi (men som samlet kan

ud-gøre et betydeligt beløb), i en række tilfælde anlægges retssager om

ensar-tede krav, som i dag opgives.

Retsplejerådet skal i den forbindelse pege på, at spørgsmålet om

proces-økonomi normalt vil have afgørende betydning for den, der

overvejer at anlægge en retssag. Personer, der er berørt af en retstvist,

vil derfor helt generelt kunne have interesse i, at ensartede krav kan

behandles og afgøres på én gang. Fælles behandling af ensartede krav

vil således normalt være billigere, end behandling af kravene i en række

forskellige retssager. Dette indebærer i praksis, at visse krav alene vil

blive forfulgt, hvis kravene kan behandles sammen med andre ensartede

krav. Det vil særligt være tilfæl-det, hvis kravet er individuelt

uprocesbart, dvs. at udgifterne ved gennem-førelsen af et individuelt

søgsmål om kravet beløbsmæssigt overstiger sel– 6 –

ve kravet, således at en person, der anlægger retssag om et sådant krav

og får medhold, vil have sat penge til på retssagen.

Hvor den enkelte potentielle sagsøgers krav er af mindre økonomisk

værdi, vil et kollektivt præget søgsmål ofte være den eneste mulighed

for at forfølge et krav for domstolene. Adgangen til at sammenlægge

krav (kumulation) efter retsplejelovens regler vil – nærmest uanset den

nærmere tilrettelæggelse heraf – efter Retsplejerådets opfattelse

imidlertid ikke altid være nok til, at mindre individuelt uprocesbare krav

bliver rejst for dom-stolene. Gældende regler om kumulation vil nok give

en teoretisk mulig-hed for samlet behandling af mange individuelt

uprocesbare krav, men vil efter Retsplejerådets opfattelse i praksis ikke

sjældent kunne vise sig util-strækkelige.

Samfundsudviklingen, der i en periode har bevæget sig mod mere masseproduktion

og standardiserede løsninger, kan føre til mange ensartede

men isoleret set ubetydelige krav fra flere forbrugere mod samme næringsdrivende.

Det vil eksempelvis kunne være bank- og

forsikringstjene-ster, telefoni- og elektroniske kommunikationstjenester,

strømlevering, transporttjenester mv., jf. herved også afsnit 5.1 ovenfor.

Sådanne krav af mindre økonomisk værdi vil efter Retsplejerådets

opfattelse næppe kunne forventes forfulgt under de nuværende

processuel-le regler, selv om de retligt kan være velfunderede. Principielt

må det be-tragtes som uheldigt, hvis et krav, som er retligt godt

forankret, ikke kan forfølges for domstolene. Det kan føre til, at formålet

med de materielle regler – for eksempel forbrugerbeskyttelse – ikke nås.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at civilprocessen må tilpasses udviklingen

i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i

bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en

retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som

udgangspunkt også sikres for in-dividuelt uprocesbare krav, så længe

det er muligt at tilrettelægge en ef-fektiv og forsvarlig behandling af

kravene. Er det muligt, vil regler om gruppesøgsmål efter

Retsplejerådets opfattelse sikre en reel adgang til domstolene for flere,

og søgsmålsformen vil dermed bidrage til en mere ef-fektiv

håndhævelse af den materielle lovgivning.

5.4.3. Risiko for gennemtvingelse af uberettigede krav?

Set fra den anden side, dvs. fra personer eller virksomheder, der må forventes

typisk at blive mødt med krav, opstår betænkelighederne ved

grup-pesøgsmål i forhold til uberettigede krav. Efter Retsplejerådets

opfattelse kan der ikke rettes (berettigede) indvendinger mod den

effektivisering, der ligger i en kollektiv gennemførelse af krav, der hver

især efter gældende materielle retsregler er berettiget på det

individuelle plan. Det bemærkes herved, at Retsplejerådet ikke stiller

forslag om ændring af de materielle retsregler, og at der altså ikke

foreslås indført mulighed for standardiserede (gennemsnitlige)

erstatninger eller lignende.

6. Udformningen af regler om gruppesøgsmål – 7 –

Retsplejerådet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles

efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der

så-ledes kun bør fastsættes særlige processuelle regler om

behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter

gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor. …

6.1. Grundlæggende betingelser

Ensartede krav

Det bør således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de

fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være

en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om

kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder og om de har

samme retlige grundlag.

Gruppesøgsmålets subsidiære karakter

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den

bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet

sammenlignes

med realistiske alternativer i den konkrete situation.

6.2. Grupperepræsentanten

Foreninger mv.

Retsplejerådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse muligheden

for at udpege foreninger mv. som grupperepræsentanter til visse

ty-per af krav eller for at stille andre krav til foreningens alder,

medlemstal, repræsentativitet, økonomi mv. end dem, der indirekte

følger af de gene-relle krav til grupperepræsentanter, jf. nedenfor.

Der gælder ingen almindelige kapitalkrav til foreninger, og man kan sagtens

forestille sig, at en forening vil være ude af stand til at betale

sagsom-kostninger til modparten, hvis sagen tabes, uden at der er tale

om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

Retsplejerådet foreslår imidlertid, at grupperepræsentanten skal kunne

pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. nedenfor, og i lyset

heraf ser Retsplejerådet ikke grund til at afskære foreninger med ingen

eller lille formue fra at udpeges som grupperepræsentant.

Frem for at stille krav til selve foreningens kapitalisering mv. – som ville

være indgribende over for foreningen også i andre relationer – finder

Rets-plejerådet det således mere hensigtsmæssigt og fuldt tilstrækkeligt

at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse specielt i forhold

til sags-omkostningerne i gruppesøgsmålet, som er det, der reelt er

behov for. Selv om foreningen ikke selv råder over formue af betydning,

kan det således – 8 –

tænkes, at den ved støtte fra forskellig side vil kunne stille en krævet

sik-kerhed. Eksempelvis kan medlemmer af gruppen tænkes at være

mere til-bøjelige til at bidrage til en sikkerhedsstillelse for

sagsomkostninger for et gruppesøgsmål, som specifikt angår deres krav,

frem for mere generelt at skyde penge ind i foreningen, hvor indskuddet

ville kunne komme til at hæfte for foreningens samlede forpligtelser.

Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger

Det er en forudsætning for at kunne udpeges til grupperepræsentant, at

den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at

kunne gen-nemføre retssagen på betryggende vis, jf. ovenfor. Heri

ligger, at den på-gældende skal være i stand til løbende at betale de

udgifter, der for den på-gældende er forbundet med at føre retssagen

frem til en afgørelse. Der-imod indgår muligheden for ved sagens

afslutning at blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten ikke i

denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at

retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for

de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale

til modparten.

Gruppesøgsmål er mere komplicerede og mere ressourcekrævende

end individuelle søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan

efter omstændighederne være meget store. Sammenholdt med, at de

perso-ner, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang

hæfter for sagsomkostningerne, jf. herom afsnit 6.4 nedenfor, er det

efter Retspleje-rådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give

mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger,

selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

…”

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 41 af 10. oktober 2006

er bl.a. anført følgende:

”3.1. Generelt om gruppesøgsmål

Som anført af Retsplejerådet bør det så vidt muligt sikres, at der er reel

mulighed for at gennemføre berettigede krav ved domstolene, også når

kra-vene enkeltvis er så små, at de er individuelt »uprocesbare«, og de

foreslåe-de regler om gruppesøgsmål vil som nævnt bidrage hertil.

Hovedformålet med de foreslåede regler om gruppesøgsmål er således

at bidrage til, at be-rettigede krav – f.eks. om erstatning – opfyldes,

hvilket klart falder inden for den civile retsplejes funktion. …

Med hensyn til risikoen for »misbrug« af muligheden for at anlægge

gruppesøgsmål lægger Justitsministeriet vægt på, at der foreslås en

række betingelser for anlæg af et gruppesøgsmål, herunder at retten

skal godkende, – 9 –

at sagen er egnet som gruppesøgsmål, og kontrolmekanismer i øvrigt

bl.a. vedrørende rettens godkendelse af grupperepræsentanten og

rettens proces-ledelse. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at

risikoen for, at uberettigede krav bliver gennemtvunget, derved i

væsentlig grad imødegås.

Retsplejerådets forslag er udformet ud fra en samlet afvejning af en

række relevante hensyn, der må indgå i vurderingen af, om der i dansk

ret bør ind-føres regler om gruppesøgsmål, og Justitsministeriet finder,

at der med Retsplejerådets forslag er udformet en model, der både

indebærer en styrket behandling af ensartede krav og samtidig i meget

vidt omfang imødegår den misbrugsrisiko, der kunne være.

Justitsministeriet er således enig i Retsplejerådets generelle synspunkter

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

3.3. Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål

3.3.1. Den helt grundlæggende betingelse for overhovedet at tillade

gruppe-søgsmål er efter Retsplejerådets forslag, at der foreligger

ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer. Spørgsmålet

om fremsættelse af ensartede krav mod flere personer omtales særskilt

nedenfor.

Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for i selve lovteksten at angive

nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør

således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de

fremsatte krav er til-strækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være

en hensigtsmæssig pro-cesform. Af betydning vil navnlig være, om

kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har

samme retlige grundlag. Efter Rets-plejerådets forslag skal retten

fastlægge rammen for gruppesøgsmålet og dermed, hvilke krav der er

omfattet heraf.

Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer

flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,

kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres

helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål

herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand

vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,

og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor

være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt

kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et

anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et

kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning.

I sådanne tilfælde, hvor ensartede spørgsmål er udskilt til særskilt

behand-ling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen

får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det

enkelte gruppe-medlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis

grundlaget for udmålingen af erstatning mv. ikke er ensartet, vil dette

ikke kunne ske efter de foreslåe-de regler om gruppesøgsmål, og det vil

derfor i sådanne tilfælde kunne være nødvendigt for de

gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løs– 10 –

ning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af

er-statning mv.

3.4. Grupperepræsentanten

3.4.1. Det hører til gruppesøgsmålets grundlæggende vilkår, at de

personer, på hvis vegne der fremsættes krav, ikke selv deltager som

parter i retssagen i sædvanlig forstand, men derimod repræsenteres af

grupperepræsentanten.

3.4.6. Det bør være en forudsætning for at kunne udpeges til

grupperepræ-sentant, at den pågældende råder over tilstrækkelige

økonomiske midler til at kunne gennemføre retssagen på betryggende

vis, jf. ovenfor i pkt 3.4.5. Heri ligger, at den pågældende skal være i

stand til løbende at betale de ud-gifter, der for den pågældende er

forbundet med at føre retssagen frem til en afgørelse. Derimod indgår

muligheden for ved sagens afslutning at blive på-lagt at betale

sagsomkostninger til modparten ikke i denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at

retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for

de sagsom-kostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale

til modparten.

Gruppesøgsmål vil ofte være mere ressourcekrævende end individuelle

søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan efter

omstændighe-derne være meget store. Sammenholdt med, at de

personer, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang

bør hæfte for sagsomkostnin-gerne, jf. herom pkt. 3.6 nedenfor, er det

efter Retsplejerådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give

mulighed for at stille krav om sikker-hedsstillelse for sagsomkostninger,

selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

3.8. Individuelle spørgsmål. Undergrupper

3.8.1. Retsplejerådet finder, at reglerne om gruppesøgsmål bør

udformes så-ledes, at der ikke bliver tale om en egentlig behandling af

individuelle spørgsmål under gruppesøgsmålet. Dette er ikke til hinder

for, at der under et gruppesøgsmål kan nedlægges forskellige påstande

for forskellige grup-pemedlemmer, f.eks. med hensyn til størrelsen af en

tilbagebetaling eller er-statning eller med hensyn til, om der påstås

ophævelse eller afhjælpning, når blot der foreligger et ensartet grundlag

for en stillingtagen til de forskellige påstande.

Eksempelvis vil der ikke være noget til hinder for, at en tilbagebetaling

el-ler erstatning udmåles forskelligt for forskellige gruppemedlemmer afhængigt

af, i hvilken periode de pågældende har været berørt af en

påstået retskrænkelse, eller afhængig af størrelsen og arten af deres

forbrug af f.eks. et teleabonnement eller en aftale om levering af gas,

varme eller elektricitet.

Derimod kan betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav,

ef-ter omstændighederne være til hinder for, at der under et

gruppesøgsmål nedlægges påstand om individuel udmåling af erstatning

på grundlag af de enkelte gruppemedlemmers individuelle, subjektive

forhold. I givet fald må gruppesøgsmålet afgrænses således, at sådanne

individuelle spørgsmål ikke – 11 –

skal afgøres under gruppesøgsmålet. Dette kan opnås ved f.eks. at

begrænse gruppesøgsmålet til en anerkendelsespåstand om

ansvarsgrundlaget.

3.8.2. Retsplejerådet har overvejet, om der bør være mulighed for at

opdele et gruppesøgsmål i undergrupper, således at der udpeges

særskilte (un-der)grupperepræsentanter for hver af undergrupperne.

Rådet finder imidler-tid ikke grundlag herfor.

Hvis der både foreligger retlige og/eller faktiske spørgsmål, der er fælles

for hele gruppen, og retlige og/eller faktiske spørgsmål, der angår

bestemte delmængder af gruppen, bør man efter Retsplejerådets

opfattelse anvende retsplejelovens regler om sammenlægning og

adskillelse af krav.

Afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt ud fra sagens konkrete

omstændigheder, kan retten således vælge fra starten at afgrænse

gruppe-søgsmålet på en sådan måde, at det kun omfatter ensartede

krav. I eksemplet med flere undergrupper er dette ensbetydende med,

at der i givet fald må an-lægges flere gruppesøgsmål, som i relation til

reglerne om gruppesøgsmål behandles hver for sig (dvs. med hver sin

grupperepræsentant, uden at der dog er noget forbud mod, at samme

person samtidig kan være grupperepræ-sentant i flere gruppesøgsmål),

men flere gruppesøgsmål vil kunne behand-les samlet efter de

almindelige regler om samlet behandling efter retspleje-lovens §§ 250

og 254.

Alternativt kan retten, hvis det forekommer mest hensigtsmæssigt, godkende

et gruppesøgsmål med en afgrænsning, der indebærer, at visse

fakti-ske og/eller retlige spørgsmål kun vedrører en vis del af

gruppemedlemmer-ne. Retten kan herefter ved anvendelse af

retsplejelovens § 253 om adskil-lelse af krav opnå en hensigtsmæssig

opdeling af sagens forhandling og af-gørelse. Der vil imidlertid være tale

om ét gruppesøgsmål med én gruppere-præsentant.

3.8.3. Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag,

og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

…”

I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er bl.a. anført

følgende:

”Til § 254 a

Den grundlæggende betingelse er, at der er tale om ensartede krav,

som tilkommer flere personer, jf. stk. 1. Kravene kan være både krav om

at få tilkendt noget (fuldbyrdelsessøgsmål) og krav om at få fastslået en

retsstil-ling (anerkendelsessøgsmål), herunder krav om, at de

pågældende personer ikke er forpligtet i forhold til sagsøgte vedrørende

et nærmere angivet for-hold (negativt anerkendelsessøgsmål). Kravene

behøver ikke at være identi-ske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og

retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne

betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en

pakkerejse i anledning af påståede mangler f.eks. ved indkvarteringen,

udflugter, faciliteter mv. eller krav fra – 12 –

investorer i anledning af påståede mangler ved det prospekt, der lå til

grund for deres investering.

Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer

flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,

kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres

helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål

herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand

vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,

og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor

være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt

kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et

anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et

kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning.

Til § 254 b

Den foreslåede bestemmelse opregner de betingelser, der skal være

opfyldt, for at et gruppesøgsmål kan anlægges.

Efter stk. 1, nr. 1, skal der for det første foreligge ensartede krav som

nævnt i § 254 a, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Desuden er der som noget helt centralt den betingelse, at

gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på, jf. nr. 5. Dette in-debærer, at gruppesøgsmål er subsidiært i

forhold til andre muligheder for at behandle kravene på.

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste

måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med

rea-listiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen skal

derfor fore-tages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags

konkrete om-stændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt

eller bedre under in-dividuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet

efter reglerne i retspleje-lovens § 250 eller § 254, kan der ikke

anlægges gruppesøgsmål om kravene. Ved denne vurdering indgår

også, om sagskomplekset har en sådan karak-ter, at fælles spørgsmål

må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan

tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske

har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig

koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som

grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller

som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.

…”

I et svar til Folketingets Retsudvalg vedrørende kommentarer til et

høringssvar fra Advo-katrådet – besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 31.

oktober 2016 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om

ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppe– 13 –

søgsmål m.v.) – har Justitsministeriet bl.a. anført følgende:

”Advokatrådet anfører, at det bør afklares, hvad der ligger i betingelsen

om, at der skal være tale om ”ensartede krav” for, at der kan anlægges

et gruppe-søgsmål.

Som anført i pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det

be-ro på rettens vurdering af den enkelte sag, om der er tale om

ensartede krav. Kravene behøver ikke at være identiske, idet det er

tilstrækkeligt, at de i fak-tisk og retlig henseende er ensartede. Efter

Justitsministeriets opfattelse vil retten næppe i praksis have særlige

problemer med at tage stilling til, om kravene i en konkret sag er

tilstrækkeligt ensartede til, at de med fordel kan behandles samlet i et

gruppesøgsmål.

Hvis der ikke er tale om ensartede krav, kan reglerne om gruppesøgsmål

ik-ke anvendes. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensar-tede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et

gruppesøgsmål herom. Som eksempler på sådanne ensartede retlige

spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form

af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af

et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning. For så vidt angår den individuelle er-statningsudmåling mv.

vil der derimod som regel ikke være tale om

ensartede krav, der kan behandles i et gruppesøgsmål.

Advokatrådet finder endvidere, at det bør afklares, hvad der ligger i

betin-gelsen om, at gruppesøgsmålet skal skønnes at være den bedste

måde at be-handle kravene på.

Denne betingelse indebærer, at gruppesøgsmålet er subsidiært i forhold

til andre muligheder for at behandle kravene. Efter Justitsministeriets

opfattel-se bør det være retten, der i den enkelte sag skal sammenligne

et gruppe-søgsmål med realistiske alternativer i den konkrete situation

og på grundlag heraf vurderer, om gruppesøgsmålet må anses for at

være den bedste måde at behandle kravene på. Som anført i pkt. 3.3.2 i

lovforslagets almindelige bemærkninger kan der f.eks. ikke anlægges

gruppesøgsmål om kravene, hvis de efter rettens opfattelse kan

behandles lige så godt eller bedre ved in-dividuelle søgsmål, der

eventuelt kan behandles samlet efter retsplejelovens regler om

kumulation (sammenlægning af krav). Ved denne vurdering kan det

indgå, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål

forventes at kunne blive afklaret under en prøvesag. Der kan også tages

hen-syn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har

særlige for-udsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig

koordinering mv., i givet fald vil kunne medvirke i sagen på en anden

måde end som grupperepræsen-tant i et gruppesøgsmål, f.eks. som

biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt

søgsmål.

…” – 14 –

Landsrettens begrundelse og resultat

Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens principale påstand

Den principale påstand, som Foreningen Garantloekken ønsker

behandlet under gruppe-søgsmålet, angår spørgsmålet, om Finansiel

Stabilitet (tidligere under navnene Løkken Sparebank A/S, EBH Bank A/S

og FS Finans A/S) skal pålægges at dække de krav, som Løkken

Sparekasse er dømt til at betale ved dom af 30. december 2011 fra

Retten i Hjør-ring.

Foreningen Garantloekken udtog stævning mod Løkken Sparekasse den

1. november 2010 som et gruppesøgsmål ved Retten i Hjørring. Forud

for dette havde advokat Jørgen Holst på vegne af Finansiel Stabilitet og

Løkken Sparebank A/S ved brev af 9. november 2009 tilkendegivet over

for foreningens advokat, at Finansiel Stabilitet og Løkken Sparebank A/S

ikke ville anse sig for forpligtet til at honorere krav omfattet af en dom

over Løkken Sparekasse. Advokat Jørgen Holst opfordrede på den

baggrund foreningen til også at rette søgsmålet mod Løkken Sparebank

A/S, hvis foreningen ønskede en afgørelse, der var rets-kraftig over for

banken. Ved brev af 18. november 2010 til garantforeningens advokat

gen-tog Finansiel Stabilitet tilkendegivelsen om, at man ikke anså sig for

forpligtet af en dom i sagen mod Løkken Sparekasse, uden at der var

udtaget stævning mod Løkken Sparebank A/S.

Civilstyrelsen meddelte den 25. marts 2011 Foreningen Garantloekken

fri proces til at ned-lægge påstand om, at Løkken Sparebank A/S skulle

anerkende at dække de krav, som for-eningen havde nedlagt påstand

om over for Løkken Sparekasse. Ved brev af 8. april 2011 til Finansiel

Stabilitet meddelte foreningens advokat, at foreningen nu havde fået fri

proces til at adcitere EBH Bank A/S i den verserende sag mod Løkken

Sparekasse. I et brev af 9. august 2011 til Retten i Hjørring – som

foreningens advokat modtog i kopi – gjorde advo-kat Jørgen Holst

opmærksom på, at LS Løkken (tidligere Løkken Sparekasse) var uden

aktiver og uden ledelse, og at byretten ifølge retsbog af 22. juni 2011

forventede, at der ville blive afsagt udeblivelsesdom. Advokat Jørgen

Holst tilkendegav samtidig, at det fort-sat var opfattelsen, at en

retskraftig afgørelse i forhold til FS Finans A/S måtte forudsætte, at FS

Finans A/S blev omfattet af søgsmålet. Advokat Jørgen Holst foreslog på

den bag-grund, at Retten i Hjørring skulle opfordre Foreningen

Garantloekken til at adcitere FS Finans A/S under det verserende

gruppesøgsmål, således at kravene mod Løkken Spare– 15 –

kasse – og spørgsmålet om FS Finans A/S’ hæftelse for disse – kunne

prøves materielt, og således at der blev truffet afgørelse med retskraft

for såvel Løkken Sparekasse som FS Fi-nans A/S. Foreningen

Garantloekken afstod imidlertid fra at adcitere FS Finans A/S i det

verserende gruppesøgsmål, der således blev afsluttet med en

udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.

En prøvelse af Foreningen Garantlokkens principale påstand under

denne sag burde mest hensigtsmæssigt være sket ved at inddrage FS

Finans A/S under gruppesøgsmålet ved Ret-ten i Hjørring i stedet for at

afvente en udeblivelsesdom. Som ovenfor anført blev forenin-gen

udtrykkeligt opfordret til en sådan adcitation, som foreningen også

havde fri proces til.

På denne baggrund tiltræder landsretten, at et nyt gruppesøgsmål ikke

kan anses for den bedste måde at behandle de krav, der støttes på

Foreningen Garantloekkens principale på-stand, og at der derfor ikke

kan anlægges et nyt gruppesøgsmål om disse krav, jf. retspleje-lovens §

254 b, stk. 1, nr. 5.

Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens subsidiære påstande

Som anført af byretten hviler de krav, der er omfattet af Foreningen

Garantloekkens subsi-diære påstande, på forskellige retlige grundlag i

form af ugyldighed, erstatningsansvar og manglende udbetaling af

opsagt garantikapital.

Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, er det retten, der fastlægger

rammen for et gruppe-søgsmål. Ved rettens vurdering af, om der

foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a, må retten tage

udgangspunkt i de nedlagte påstande og forslag til ramme og således

vurde-re, om der foreligger et ensartet grundlag for en stillingtagen til

påstanden/påstandene. Som anført i forarbejderne til retsplejelovens §

254 a må retten dog samtidig lade det indgå i vurderingen, om det er

muligt at udskille ensartede spørgsmål fra de nedlagte påstande og

tillade et begrænset gruppesøgsmål herom.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de krav,

der er omfattet af Foreningen Garantloekkens påstande og forskellige

forslag til ramme for gruppesøgsmålet, ikke har den fornødne

ensartethed til at kunne behandles under et gruppesøgsmål. Dette

gælder også for de krav, der er omfattet af det forslag til en indsnævret

ramme, der er fremkommet for landsretten. En bedømmelse af disse

krav vil fortsat nødvendiggøre, at der – 16 –

tages individuelt stilling til blandt andet, hvad der for den enkelte garant

var bestemmende for beslutningen om at tegne garantikapital, og

hvilken rådgivning den pågældende modtog fra sparekassen i

forbindelse hermed.

Ud fra de foreliggende oplysninger om de krav, der er omfattet af

foreningens subsidiære påstande, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for,

at retten på egen hånd kan udskille ensar-tede spørgsmål fra en eller

flere af påstandene og således tillade et begrænset gruppesøgs-mål

herom.

Landsretten tiltræder herefter, at betingelsen i retsplejelovens § 254 b,

stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for de krav, der er omfattet af foreningens

subsidiære påstande.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal

Foreningen Garantloekken betale sagsomkostninger for landsretten til

Finansiel Stabilitet med i alt 500.000 kr. Belø-bet angår udgifter til

advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af

beløbet på den ene side lagt vægt på sagens økonomiske værdi, men på

den anden side også lagt vægt på, at sagen for landsretten har haft et

begrænset omfang og herunder alene omfattet spørgsmålet, om sagen

kan fremmes som et gruppesøgsmål ved byretten.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

Foreningen Garantloekken skal betale sagens omkostninger for landsretten til Finansiel Stabilitet med 500.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efterrentelovens § 8 a.

Lisbeth Parbo Lars Christensen Henrik Præstgaard (kst.) – 17 –

Udskriften udstedes uden betaling.

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Vestre Landsret,

Viborg den 25. april 2017

Marianne Rindom

retssekretær

Hele historien er samlet af

Jens Otto Madsen, April 2017

fortsættes:

Kilde: Løkken Folkeblad 08.09.2019

Garantloekken-formand holder foredrag

LØKKEN: Onsdag 25. september kl. 14 holder Ældre Sagen Løkken-Vrå møde på Ældrecenter Havgården, Brændingen 8 i Løkken. Den tidligere formand for foreningen Garantloekken Kristian Andersen kommer og fortæller om sine mange oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps i 2009 – herunder også om garanternes forsøg på at få erstatning for deres tabte garantikapital.

Kristian Andersen foran Vestre Landsret. Nu fortæller han om sine oplevelser. Privatfoto

KRISTIAN ANDERSEN FORAN VESTRE LANDSRET. NU FORTÆLLER HAN OM SINE OPLEVELSER. PRIVATFOTO

Kristian Andersen var formand og konsulent for Garantloekken fra 2009 til 2016/2017 og skrev – sammen med Peter Ussing, Hans Fink og Egon Kjøller – bogen ”Overmod”. Bogen beskriver de forskellige aspekter om Løkken Sparekasses kollaps og blev udgivet 7. oktober 2018.

Kristian Andersen har siden januar 2019 fulgt Finansiel Stabilitets store retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse i Vestre Landsret. Det er foreløbig blevet til 35 retsdage. Sagen genoptages 30. september og forventes afsluttet inden jul. Kristian Andersen vil også give mødedeltagerne et indblik i, hvad der er foregået i Vestre Landsret i de første 35 dage af retssagen.

– Jeg vil fortælle noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til, at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi. Jeg løfter også sløret for, hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing. Jeg vil i den forbindelse også fortælle deltagerne noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter, at sparekassen var kollapset, lover Kristian Andersen.

==================================================================================================================

Kristian Andersens foredrag på Havgaarden i Løkken, september 2019

Indledning

  • Goddag og tak fordi I er kommet for at høre mig fortælle om mine oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps.
  • Kristian Andersen
  • 74 år
  • Min kone Kirsten og jeg bor i dag 17 km nord for Aarhus og vi har sommerhus i Rubjerg og badehus på stranden i Løkken
  • Vi kommer begge fra Vrensted.
  • Vi har begge gået i Løkken Realskole
  • Mere end 40 år i dansk erhvervsliv – de fleste år som chef og leder primært hos LEC – Landbrugets EDB-Center i Risskov.

I mine unge dage arbejdede jeg i administrationen på slagterierne i Brønderslev og i Vrå.

  • Vores familie har været kunder i Løkken Sparekasse gennem mindst 4 generationer og Kirsten og jeg og Kirstens forældre mistede tilsammen ca. 780.000 kr.
  • Jeg var fra 2009 til 2015 formand for foreningen Garantloekken, som var en forening af 1.326 tidligere garanter i Løkken Sparekasse. Fra 2015 til 2016 var jeg konsulent for foreningens bestyrelse.
  • De efterfølgende ca. 2 år brugte jeg sammen med tre andre på at få skrevet en bog om det, der af mange betegnes som Danmarks relativt største krak i pengeinstitutsektoren – nemlig Løkken Sparekasses kollaps.

Hvorfor bruge så meget tid på at skrive en bog?

Vi har haft to hovedformål med at skrive bogen:

For det første at få de svigt der var i sparekassens ledelse skrevet ned for alle involverede og til eftertiden.

For det andet at få sendt et budskab til omverdenen om, at alle skal være meget opmærksomme på, hvordan man gebærder sig, når man bevæger sig ind i ”pengeverdenen”.

Det gælder både de ansvarlige i pengeinstitutterne og i andre virksomheder og dem der anbringer deres værdier i disse.

Bogen er, så vidt jeg ved, den eneste bog der både dokumenterer og beskriver årsagerne til at det gik så galt for et pengeinstitut, og hvor svært det har været for dem, det gik ud over.

Så også af den årsag har det været vigtigt for os at få skrevet bogen.

Og da der, efter den viden jeg har, er rigtig mange ligheder i det, der er foregået i de mange kollapsede pengeinstitutter, er der helt sikkert også mange andre end kunderne og garanterne i Løkken Sparekasse, der kan have udbytte af at læse bogen.

Der er også, efter min opfattelse, mange andre, der kan få et par ting med på vejen, så de ikke begår de samme fejltrin med deres penge, som vi andre har begået.

  • I 2019 har jeg indtil nu tilbragt 35 dage som tilhører til Finansiel Stabilitets stor retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse.

Retssagen starter igen den 30. september og forventes afsluttet inden jul. Dommen afsiges så nok engang i første halvdel af 2020.

Det jeg vil fortælle jer om i dag er noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi.

Dernæst vil jeg fortælle noget om hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem at Løkken Sparekasse var kollapset og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.

Jeg vil i den forbindelse også fortælle jer noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter at sparekassen var kollapset.

Jeg vil derefter give jer mit bud på, hvorfor det gik så galt i Løkken Sparekasse, og hvad jeg tror, vi som garanter måske kunne have gjort for, at det ikke var gået så galt for os.

Herunder vil jeg også sige lidt om medarbejdernes, revisionens og Finanstilsynets rolle i sparekassens kollaps.

Jeg vil her også give jer et indtryk af hvordan jeg har oplevet de 35 dage i Vestre Landsret.

Hvis tiden tillader det, vil jeg til sidst fortælle jer noget om de mange juridiske problemer vi også oplevede igennem hele forløbet.

Det kan være lidt vanskeligt af få godt 10 års, til tider voldsomme oplevelser, kogt ned til en fortælling på ca. 2 timer, men jeg har gjort det så godt, jeg kan.

Jeg håber, at I vil stille nogle spørgsmål undervejs så jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er, I gerne vil høre noget om.

Jeg vil i den forbindelse gøre jer opmærksomme på at bogen er på 268 sider og at det har taget 2 år at skrive den. Til sammenligning har jeg skrevet knap 50 sider – dog med store bogstaver – og brugt omkring 3 dage for at skrive det ned som jeg vil fortælle jer i dag.

Så det siger sig selv at det der står i bogen er meget mere detaljeret end det jeg fortæller jer i dag, men modsat så fortæller jeg også i dag en del som ikke står i bogen.

Når det hele er slut bliver, alle de mange dokumenter jeg, gennem årene, har samlet sammen afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Løkken.

Men jeg kan lige så godt sige det med det samme – det jeg vil fortælle om er ikke en godnathistorie for små børn – det er efter min mening en rigtig sørgelig og uskøn historie, som de fleste gerne havde været foruden.

Men jeg tror også at historien vil være spændende for rigtig mange.

Tiden med angst og uro fra sommeren 2008

  • Avisskriverier efter offentliggørelsen af sparekassens dårlige halvårsregnskab
  • Rygter
  • Meget information fra sparekassen om hvor godt det gik, og at der ikke var grund til uro, både i medier, på hjemmesiden og fra sparekassens medarbejdere.
  • Mange var selvfølgelig meget usikre, men troede som sædvanligt på sparekassen og på den information de fik fra dem.

Det var jo en god gammel solid sparekasse fra 1871 som ikke tidligere havde været i større problemer

En del garanter valgte dog at trække deres penge ud, og andre sagde deres garantikapital op med de tre måneders opsigelsesvarsel, man havde fået at vide, at der var.

Man troede så, at den hellige grav var velforvaret,

for man var nu sikker på at få sine penge ud, når de tre måneder var gået, men den 4. november meddelte sparekassen at garantikapitalen var blevet fastlåst.

Det skete dog sammen med ca. 50 andre garantsparekasser, og det blev selvfølgelig kraftigt understreget af sparekassen og dens medarbejdere samtidig med at informationen om at sparekassen var godt polstret og meget solid fortsatte.

En ting som snød rigtig mange var, at man ikke havde behøvet at vente tre måneder, for mod et gebyr på 1 % kunne man have fået sine penge udbetalt med det samme.

Det havde sparekassen bare ’glemt’ at fortælle garanterne.

Der blev i denne periode trukket ca. 54 mio. kr. ud

  • Rygterne og avisskriverierne fortsatte hen over efteråret og uroen hos garanterne forstærkedes mærkbart, alt imens at sparekassen fortsatte med at sende en masse vildledende information ud til kunderne og garanterne.
  • Mange af dem der havde opsagt deres garantikapital stod pludselig med et dobbelt problem, for mange af de garanter, der havde opsagt garantikapitalen havde i tillid til sparekassens forsikringer om at stoppet for udbetaling var midlertidigt, havde lavet aftaler med håndværkere, tandlæger og andre.
  • Det problem klarede sparekassen på den måde, at man tilbød dem et lån med op til samme beløb og samme rente, som var gældende for garantikapitalen.

Men nogle få måneder senere fandt de ca. 50 garanter ud af, at de nu ikke bare havde mistet deres garantikapital – nu stod de også med et stort lån oveni.

Februar 2009

For at sikre garanterne fælles information om, hvad der foregik omkring sparekassen startede en ung mand ved navn Søren Møller i februar 2009 et netværk på internettet.

Jeg sluttede mig med det samme til netværket, og da Søren på det tidspunkt boede i Canada, delte vi arbejdet op på den måde, at han klarede kommunikationen via mails, og jeg tog mig af pressen og telefonopringningerne fra garanterne og andre.

Ca. 1700 personer tilsluttede sig i første omgang til netværket.

Marts

2. marts 2009 var det på grund af store økonomiske problemer slut med Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut, og man indgik derfor en midlertidig overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet, der var en virksomhed der var etableret til at overtage kollapsede pengeinstitutter.

I daglig tale kalder man virksomheden for Statens Skraldespandsselskab.

Søren og jeg var klar over, at hvis vi skulle gøre noget alvorligt ved situationen, var vi nødt til at lave en juridisk enhed der på forskellig vis kunne varetage garanternes interesser.

Så den 12. marts 2009 stiftede vi derfor foreningen Garantloekken, hvis bestyrelse kom til at bestå af 5 garanter.

(Per Brix, Mogens Christensen, Hans Tordal Mortensen, Søren og mig)

Foreningens formål var:

  • At formidle information om hvad der foregik omkring sparekassen
  • At stå til rådighed med støtte og hjælp til de garanter der havde behov for det, i det omfang foreningens bestyrelse kunne magte det
  • At etablere en forening der kunne være juridisk enhed for en eventuelt kommende retssag

Det var et meget stort stykke administrativt arbejde at få tilmeldt og registreret alle interesserede i foreningen og få indbetalt kontingent osv.

Alt skulle i sagens natur ske elektronisk, og der var rigtig mange ældre garanter, der havde meget svært ved at håndtere dette.

25. marts 2009 – repræsentantskabsmøde – endelig aftale med Finansiel Stabilitet

Samme dag kom der en rapport fra Finanstilsynet indeholdende stærk kritik af sparekassens manglende overholdelse af lov om finansiel virksomhed – herunder bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomhed.

God skik bekendtgørelsen indeholder en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre føre sig i forskellige sammenhænge.

Vi blev meget glade for denne rapport, for den gav garanterne ret i stort set alt hvad, de havde oplevet i forbindelse med deres køb af garantikapital i Løkken Sparekasse.

Det viste sig desværre senere, at hverken Pengeinstitutankenævnet eller domstolene ville tage hensyn til rapporten i deres afgørelser af garanternes klager og i de 5 individuelle retssager der blev rejst ved domstolene.

Garanternes reaktioner da det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som pengeinstitut var endegyldigt forbi

Hvordan reagerer man, når man pludselig står og har mistet hele eller store dele af sin opsparing fordi ens pengeinstitut er kollapset.

Det er der sikkert en hel del af jer, der har oplevet og derfor ved hvordan det er, men jeg tror, alle kan forestille sig, hvordan man selv ville reagere i en sådan situation.

Det jeg oplevede igennem de mange telefonsamtaler jeg gennem tiden har haft i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps er, at det er utroligt forskelligt hvordan man reagerer i en sådan situation.

Nogle blev utroligt kede af det og græd meget, andre blev ufatteligt vrede og råbte og spyttede efter sparekassens medarbejdere, når de mødte dem på gaden eller i byens butikker.

Andre igen blev fuldstændig apatiske og lukkede sig inde i sig selv.

Mange af garanterne forsøgte at hente trøst hos familie, naboer og venner, men de fik som regel bare et hånligt svar som: ”Nå er du også med på den vogn, hvordan kunne du dog være så dum”

Så der har ikke været megen trøst at hente ad den vej, og det har derfor været en stor trøst for mange, at man har kunnet stå sammen – først i et netværk og senere i en forening – hvor man kunne snakke med nogle ligestillede om det, der rørte sig og at der var nogen der gjorde hvad de kunne for at de kunne få deres penge tilbage.

Jeg ved fra utallige samtaler med rigtig mange garanter, at der er mange triste skæbner bag de tab, der er lidt.

  • Der er enlige mødre med to/tre børn der mistede det forholdsvis beskedne beløb der skulle have forsødet deres tilværelse med en ekstra lille julegave eller et besøg i en forlystelsespark.
  • Eller personen der havde sparet 250.000 kr. op til at hans kræftsyge datter kunne tage til Kina for at få behandling for sin sygdom.
  • Herudover er der en del der fik problemer i parholdet, fordi det var den ene af parterne, der havde truffet beslutningen om at foretage de uheldige dispositioner med parrets penge.

Men når der så er gået en del tid, tænker mange:

Godt vi bor i Danmark, her er der heldigvis mange virksomheder, institutioner og politikere, der helt sikkert er parate til at hjælpe os. Det er godt at vi ikke bor i en eller anden ”bananrepublik”.

Jeg er ked af at måtte sige, at sådan er det bestemt ikke. Der var så godt som ingen, der havde lyst eller vilje til at hjælpe os – hverken virksomheder, institutioner eller politikere.

Jeg skal dog huske at nævne en enkelt person nemlig den meget unge politiker fra partiet Venstre – Karsten Lauritzen. Karsten forsøgte virkelig ved flere lejligheder at hjælpe os.

DET ER VIGTIGT AT FORSØGE AT VÆRE PÅ FORKANT MED UDVIKLINGEN I SIT PENGEINSTITUT, FOR NÅR DET FØRST ER GÅET GALT, ER DER IKKE MEGEN HJÆLP AT HENTE HOS ”DET DANSKE SYSTEM”

Der er absolut ingen, der står med åbne arme og er klar til at støtte og hjælpe dig.

FORÅRET 2009

Da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse blev der etableret et datterselskab med navnet Løkken Sparebank. (Dette datterselskab skiftede navn flere gange undervejs – først blev det til EBH Bank, senere til FS Finans for til sidst at blive indlemmet som en del af Finansiel Stabilitet)

Så hvis jeg undervejs kommer til at bruge forskellige navne er det den samme virksomhed, det drejer sig om.

Sparekassen blev samtidigt opdelt tre dele:

Grøn del – gode kunder – godt 30 medarbejdere

  • Denne del skulle sælges til et andet pengeinstitut, som senere viste sig at blive Nordjyske Bank.

Rød del – dårlige kunder – knap 20 medarbejdere

  • Denne del skulle forblive i Løkken Sparebank for løbende at blive afviklet.

FS Løkken – Garantikapitalen og den tidligere bestyrelse blev placeret i en forening der kom til at hedde FS Løkken.

Foreningens formål var at fordele et eventuelt overskud til garanterne fra afviklingen af Løkken Sparekasse.

Det blev ikke nogen stor opgave, idet det jo viste sig, at det hele endte med et drønende stort underskud på ca. 1 mia. kr.

Det blev, i sagens natur, derfor Løkken Sparebank foreningen Garantloekken kom til at samarbejde med i de kommende år – hvis man da kan tale om et samarbejde i den forbindelse.

Løkken Sparebank havde meget svært ved at finde ud af, hvem og hvordan man skulle informere, støtte og hjælpe garanterne.

Vi tog derfor over de næste 4 måneder flere kontakter til både den administrerende direktør for Løkken Sparebank og til bankens formand for at få en afklaring af hvem, hvordan og hvornår man havde tænkt sig at informere den enkelte garant om Løkken Sparekasses situation.

Vi havde nemlig fået rigtig mange henvendelser fra Garantloekkens medlemmer om, at de blev afvist af deres tidligere rådgivere både i Nordjyske Bank og af Løkken Sparebank, når de kontaktede dem for at få noget at vide om situationen omkring deres garantikapital.

Der er for mig ingen tvivl om at rigtig mange garanter, af den årsag, valgte at skifte pengeinstitut og det er måske også en af årsagerne til at Nordjyske Bank i dag er helt lukket ned i Løkken.

På grund af den manglende direkte information til garanterne, kunne vi konstatere, at der rent faktisk var garanter, der, efter flere måneders forløb, ikke var klar over, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de derfor havde mistet deres garantikapital.

Løkken Sparekasses kunder kom fra mere end 250 forskellige postnumre.

Sommeren 2009

Fra Løkken Sparebank fik vi endelig at vide, at de ikke ville informere garanterne direkte, men at man fortsat kun ville informere via pressemeddelelser, og at de for øvrigt mente, at det var foreningen LS Løkken, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.

Det var en fuldstændig tåbelig ting at sige, for den tidligere bestyrelse havde jo hverken økonomi eller administrative ressourcer til noget sådant.

Det var først efter, at jeg havde haft foretræde i Folketingets Erhvervsudvalg – ca. et år senere, at vi i en mail fra daværende Økonomiminister Brian Mikkelsen fik at vide, at det var Løkken Sparebank, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.

Så Løkken Sparebank havde heller ikke i denne sammenhæng forstået deres rolle.

Naturligvis til stor frustration for os og for garanterne.

Efteråret 2009

Flere garanter fortalte os, at de fra medarbejderne i Nordjyske Bank, havde hørt, at der sikkert snart ville ske et eller andet med deres tilgang til deres garantikapital.

(den havde hidtil været tilgængelig i deres netbank i Nordjyske Bank)

Jeg kontaktede derfor Nordjyske Bank for at få en forklaring. Her fik jeg at vide, at garantikapitalen ville forsvinde fra Nordjyske Banks netbank ved en konvertering den 22. november, og man henviste mig i den forbindelse til Løkken Sparebank.

Jeg kontaktede derefter Løkken Sparebank for at få at vide, hvad de havde gang i og fik at vide, at de ville flytte garanternes data over på en CD den 20. november, og at dataene ville blive opbevaret på vegne af foreningen LS Løkken.

Man skrev også, at man forventede at LS Løkken ville informere den enkelte garant om sagen.

Den 18. november (8 måneder efter sparekassens kollaps) kom der så endelig noget direkte information til den enkelte garant i form af et brev.

Der var så mange uklare og uhensigtsmæssige ting i brevet, at det affødte flere spørgsmål, end det gav svar.

Der var også ting i brevet, som senere viste sig at være så forkerte at det affødte store ulemper både for garanterne og flere af de involverede parter.

Den endelige udredning af disse mange uklarheder stod på fra den 19. november 2009 til den 15. april 2010.

Altså ca. 5 måneder.

Lang tid efter kunne vi konstatere, at der tilsyneladende aldrig var blevet lavet en CD, men at dataene i stedet var blevet overflyttet til Skandinavisk Datacenter.

Hertil kommer, at vi i forbindelse med at skrive vores bog i juni 2017 tog kontakt til Skandinavisk Data Center for at spørge til, hvordan det stod til med disse data.

Her kunne man blot konstatere at de ifølge lovgivningen havde slettet alle data vedrørende Løkken Sparekasses garanter.

Det kunne jo være blevet lidt af en katastrofe, for de skulle måske have været brugt i en senere retssag.

Et meget stort ressourcespild fra alle sider på grund af, at man hos Løkken Sparebank ikke rigtig vidste, hvad man havde med at gøre.

Pengeinstitutankenævnet

I slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 startede utilfredse garanter med at sende en klage til Pengeinstitutankenævnet.

Når Pengeinstitutankenævnet har modtaget en klage, sender de den videre til pengeinstituttet til udtalelse.

Løkken Sparekasse, Finansiel Stabilitet og Pengeinstitutankenævnet havde meget svært ved at finde

ud af, hvordan man skulle behandle disse klager, og det tog derfor 1 år, inden man fik de første afgørelser på sager fra Løkken Sparekasse, hvilket selvfølgelig var meget utilfredsstillende for dem, der havde klaget.

Det skulle dog senere vise sig at blive endnu værre – der var faktisk klager hvor der gik op til 2½ år før man fik en afgørelse på sin sag. Og der var endda nogle der aldrig fik deres sag afgjort fordi de på et tidspunkt var nødt til at vælge, om man ville med i det kommende gruppesøgsmål, eller om man ville beholde sin klage i Pengeinstitutankenævnet.

Nogle få garanter fik medhold i deres klage, men de fleste fik ikke medhold.

Det er generelt meget svært at få medhold i Pengeinstitutankenævnet, hvilket bl.a. skyldes, at man stort set ikke bruger omvendt bevisbyrde, og at man heller ikke tager hensyn til udefra kommende rapporter som i vores tilfælde endda var udarbejdet af Finanstilsynet.

Omvendt bevisbyrde er eksempelvis, når et pengeinstitut skal bevise at de har ydet en fyldestgørende rådgivning.

Normalt er det kunden der skal bevise at han ikke har modtaget en fyldestgørende rådgivning. – Og hvordan skal man kunne gøre det???????????

Garanterne fra Løkken Sparekasse indsendte 128 af 5.621 mulige klager til Pengeinstitutankenævnet og kun 24 fik medhold og det var primært de mindreårige.

En meget stor del af de klager hvor garanterne ikke fik medhold var afgjort med stemmerne 3/2 idet Forbrugerrådets 2 medlemmer af ankenævnet stemte for, at garanterne skulle have erstatning for deres tabte penge.

Vi brugte i den periode også en masse tid på at få udredt betingelserne for de garantikapitallån, der var blevet lavet i slutningen af 2008.

Lånene var, sammen med de gode kunder, blevet overført til Nordjyske Bank, men da garanterne ikke kunne finde ud af de nye betingelser for lånene, herunder den meget store rente, tog vi på deres vegne fat i Nordjyske Bank for at få en forklaring.

Efter et par rykkere fik vi endelig et svar, hvori det fremgik, at man, på grund af garanternes store utilfredshed med Nordjyske Banks håndtering af lånene, havde lavet en aftale med Løkken Sparebank om at flytte lånene tilbage til dem.

Så måtte vi igen i gang med Løkken Sparebank for at få en afklaring. De kunne heller ikke finde ud af, hvordan disse lån skulle håndteres.

Så det tog igen ca. 5 måneder, inden den sag kom nogenlunde på plads.

Foråret/sommeren 2010

I midten af april måned 2010 blev vi bekendt med, at Pengeinstitutankenævnets behandling af garanternes klager helt tilbage fra januar var gået i stå.

I ankenævnets vedtægter fremgår det, at pengeinstitutterne har 5 uger til at svare tilbage til ankenævnet på de klager, de får tilsendt.

Fra ankenævnet fik vi at vide, at årsagen til at sagerne ikke var blevet behandlet skyldtes manglende svar fra Løkken Sparebank.

Vi bad derfor Løkken Sparebank om en forklaring og bad samtidig ankenævnet om at efterleve deres egne vedtægter om den ovennævnte 5 ugers regel.

Omkring en måned senere fik vi så endelig en forklaring. Forklaringen kom fra Løkken Sparebanks advokat, som kunne fortælle, at de var blevet udelukket fra at få adgang til garanternes data af Skandinavisk Datacenter.

Og nu er vi så tilbage ved den famøse CD, som i virkeligheden nok aldrig har eksisteret. For havde den det, burde man jo ikke have besvær med at finde garanternes data.

Vi var efterhånden ved at være der, hvor vi betragtede Løkken Sparebank som en stor rodebutik, hvor alt hvad der vedrørte garanterne bare sejlede rundt.

Selvfølgelig til stor frustration for os i foreningen og dermed også for garanterne.

Samtidig med det, måtte vi også have fat i nakken på Løkken Sparebanks advokat, fordi hans sprogbrug i de svar, han gav til de berørte garanter gjorde dem meget ulykkelige og kede af det.

2011

Efter mere end et par hårde år med foreningen Garantloekkens mange frustrationer på det administrative område flyttedes fokus fra 2011 mere og mere over på det juridiske område, som jeg vil fortælle om til sidst – hvis tiden tillader det.

Ellers kan vi eventuelt tage det en anden dag for det er, efter min opfattelse, bestemt lige så spændende som det andet jeg fortæller om.

Hvorfor gik det så galt for Løkken Sparekasse?

For at I kan forstå sammenhængen i tingene vil jeg starte med at fortælle jer lidt om hvordan Løkken Sparekasses organisation så ud, og hvorfor den ikke fungerede, som den burde.

Løkken Sparekasses organisation

Som de fleste andre garantsparekasser var Løkken Sparekasse organiseret på følgende måde:

Løkken Sparekasses ledelse bestod af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Repræsentantskabet var valgt af garanterne, og bestyrelsen og revisionen var valgt af repræsentantskabet.

Direktøren var ansat af bestyrelsen.

Baggrunden for denne måde at organisere sig på er, at man som garant selv er med til at vælge den øverste ledelse i sparekassen og dermed også i højere grad burde kunne stole på, at de penge, man på forskellig vis betror sparekassen, bliver forvaltet af de bedst egnede.

Som hjælp til at holde et overordnet øje med den måde sparekassen arbejdede på, var Finanstilsynet og to revisionsselskaber tilknyttet.

Finanstilsynet er en offentlig virksomhed, som dengang hørte under Erhvervs- og Vækstministeriet.

Som det desværre viste sig med Løkken Sparekasse, er det dog ikke nok, at opbygningen af en ledelse er demokratisk. Det kræver også, at de personer, der lader sig vælge til de forskellige poster, tager opgaven alvorligt og forstår det ansvar, de er blevet tildelt.

Erfaringen fra Løkken Sparekasse blev, at dette specielt gælder, når man vedtager større ændringer i de strategier, man arbejder efter.

Repræsentantskabet

Repræsentantskabet er en sparekasses øverste myndighed.

Som medlemmer til repræsentantskabet valgte garanterne i de fleste tilfælde nogle personer, man kendte personligt eller nogle af dem, der var mest fremtrædende i lokalsamfundet eller i nogle få tilfælde nogle, man kun kendte gennem medierne.

Der var valg til repræsentantskabet hvert 4. år. Stemmeprocenten var meget lav, der var et enkelt år hvor stemmeprocenten var på 45 %, men den normale stemmeprocent lå, så vidt jeg har fået oplyst, meget lavere.

I Løkken Sparekasse var der, i modsætning til de fleste andre sparekasser, det lidt specielle, at man også kunne vælge sparekassens egne medarbejdere til repræsentantskabet.

I 2005 var der 4 medarbejdere i repræsentantskabet

Repræsentantskabet var ikke organiseret med f.eks. en formand og en næstformand.

Det betød blandt andet, at der ikke var en løbende kontakt mellem repræsentantskabet og bestyrelsen og at bestyrelsen derfor ikke fik nogen form for sparring fra repræsentantskabet.

Den væsentligste begivenhed for repræsentantskabet var det årlige repræsentantskabsmøde, hvor repræsentantskabet fik en orientering om hvor godt det gik og hvor man skulle godkende regnskabet og vælge medlemmer til bestyrelsen samt vælge revisionen.

Det kunne i særlige tilfælde forekomme at man afholdt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

Det skete, hvis der f.eks. skulle ske en hurtig ændring i vedtægterne.

I Løkken Sparekasses vedtægter stod der om repræsentantskabet, at det bestod af mellem 24 og 36 medlemmer, og at det var repræsentantskabet selv, der fastsatte antallet af repræsentantskabsmedlemmer.

I vedtægterne stod der herudover, hvem der kunne vælges til repræsentantskabet, hvor tit der var valg, og hvordan valget foregik.

Repræsentantskabet fungerede langt fra som sparekassens øverste myndighed. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den måde vedtægterne beskriver, at repræsentantskabet skal arbejde på, er god nok.

Et aktivt og velinformeret repræsentantskab burde dog som minimum have været i stand til at vælge en kompetent bestyrelse.

Det gjorde repræsentantskabet i Løkken Sparekasse ikke, og det mener jeg, man med rimelighed kan bebrejde dem i forbindelse med sparekassens kollaps.

Alt andet lige må det være en overkommelig opgave at sætte sig ind i og være enig i nye vedtægter eller godkende et regnskab, der er fremlagt af direktionen og bestyrelsen og godkendt af to revisionsselskaber, der vel og mærke også vælges af repræsentantskabet.

Bestyrelsen

Løkken Sparekasses bestyrelse bestod af gode solide folk som primært kom fra lokalsamfundet.

De fleste af dem var temmelig stolte og beærede over at være valgt ind i sparekassens bestyrelse.

Det var jo også forbundet med en vis prestige at være medlem af sparekassens bestyrelse.

Man kan så gætte på, om det var en af de væsentligste årsager til at man ikke var mere kritisk over for Poul Johnsens måde at styre og lede sparekassen på.

  • Valg af nye bestyrelsesmedlemmer

Valg af bestyrelsesmedlemmer i Løkken Sparekasse foregik på en, for mig at se, temmelig speciel måde.

Selvom det var repræsentantskabet, der skulle vælge bestyrelsen, fremgår det tydeligt af bestyrelsesmødereferaterne fra februar 2004 til marts 2008, at både direktøren og bestyrelsesmedlemmerne var særdeles aktive med at finde kandidater til ledige poster i bestyrelsen.

Bestyrelsesmødereferaterne viser, at proceduren var, at bestyrelsen drøftede, hvem der skulle vælges ind på det kommende repræsentantskabsmøde.

Forskellige kandidater blev foreslået, og direktøren fik efterfølgende til opgave at se nærmere på deres kvalifikationer, hvorefter bestyrelsen foretog en indstilling og bad efterfølgende et medlem af repræsentantskabet om at foreslå vedkommende på det kommende repræsentantskabsmøde.

Ved enkelte lejligheder var der dog også opstillet kandidater fra repræsentantskabets side.

Ved læsning af referaterne fra bestyrelsesmøderne og andet materiale fra sparekassen, kan man dog konstatere, at det i den nævnte periode altid var de kandidater, som ledelsen foreslog, der blev valgt.

Bestyrelsen var således stort set selvsupplerende, og den valgte procedure har uden tvivl givet direktøren en betydelig indflydelse på, hvem der kom i bestyrelsen. Repræsentantskabet havde i princippet ladet sig koble ud af bestyrelsesvalgene.

Man kan så gisne om, hvorfor de gjorde det. Nogle medlemmer af repræsentantskabet påstår, at det, på grund af repræsentantskabets sammensætning (6-8 siddende bestyrelsesmedlemmer og 4 medarbejdere), var let at skabe et flertal for den af direktøren og bestyrelsen foreslåede kandidat?

Efter min mening var denne måde at vælge nye bestyrelsesmedlemmer på både forkert og til skade for Løkken Sparekasse. For reelt var det jo ikke repræsentantskabet der valgte de nye medlemmer af bestyrelsen, det var jo den siddende bestyrelse og direktøren.

Nye friske bestyrelsesmedlemmer ville efter min mening kunne have sikret, at man var bedre rustet til at håndtere den nye strategi, der var blevet vedtaget i januar 2005. Det var jo her hele nedturen startede.

  • Bestyrelsens største svigt

Bestyrelsen svigtede helt klart deres væsentligste rolle, nemlig at kontrollere direktøren og give ham det modspil, der er så vigtigt for en virksomheds eksistens.

Man svigtede også på den måde, at man ikke reagerede på, at direktøren ikke overholdt de forskellige skriftlige aftaler, der var indgået mellem bestyrelsen og direktøren, og at man ikke sørgede for, at der blev reageret på de mange advarsler, påbud og henstillinger der blev givet af Finanstilsynet.

Som bekendt vedtog bestyrelsen i 2005 en ny strategi, som betød, at de mange penge sparekassen, gennem mange år havde sparet op, skulle ud og arbejde og dermed give sparekassen mulighed for at tjene nogle flere penge.

Det var for så vidt en god ide, men sparekassen var desværre ikke i stand til at håndtere de udfordringer der fulgte med en sådan beslutning.

En så betydeligt mere aggressiv strategi krævede meget mere af ledelsen og af hele organisationen end man havde været vant til. Men det eneste man tilsyneladende gjorde i Løkken Sparekasse i den anledning var at udnævne nogle af de eksisterende medarbejdere til chefer.

Ellers tullede man bare videre på samme måde som man altid havde gjort, og som det viste sig, var det slet ikke godt nok til at håndtere den meget anderledes situation, som man havde begivet sig ud i.

Direktøren

Der er for mig ingen tvivl om, at Løkken Sparekasses direktør havde en meget stor magt over både bestyrelsen, repræsentantskabet og medarbejderne.

Som han selv, ved flere lejligheder, har udtrykt det, havde han både repræsentantskabet og bestyrelsen i sin hule hånd.

Ved sin måde at være på havde han formået at tiltage sig den fulde styring over både sparekassens bestyrelse og dens repræsentantskab.

Han tålte ikke at blive modsagt, og dem der prøvede at komme med kritiske spørgsmål eller kommentarer blev i mange tilfælde nedgjort i andres påhør.

Det gjaldt både for medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere.

F.eks. udnævnte Poul Johnsen sig selv til kreditchef, hvilket nok var en af hans største brølere, mest fordi han, efter min vurdering, slet ikke magtede den opgave.

Og selvom Finanstilsynet flere gange meget kraftigt opfordrede sparekassen til at ansætte en kreditchef, reagerede sparekassen så sent på disse opfordringer, at en ansat kreditchef ikke kom til at arbejde i sparekassen.

Det er meget klart fremgået i Vestre Landsret, at Poul Johnsen ikke kunne huske ret meget om de meget store udlån, han som kreditchef burde have kigget meget kritisk på.

Ledelsen generelt

Direktøren var ganske enkelt for egenrådig, bestyrelsen for passiv og repræsentantskabet uden reel indflydelse.

Der var ingen, der stillede kritiske spørgsmål eller sagde direktøren imod. Det fremgår blandt andet af de undersøgelser, der er blevet lavet efter sparekassens kollaps.

For eksempel fremgår det af en uvildig advokatrapport, at direktøren heller ikke havde overholdt den skriftlige aftale mellem ham og bestyrelsen (§70-instruksen), hvilket tilsyneladende heller ikke har givet anledning til bemærkninger fra bestyrelsesmedlemmerne.

Derudover skriver advokaterne, at direktøren ikke formåede at få organisationen gearet til den nye strategi.

Oveni dette sendte direktøren en masse vildledende information ud til omverdenen, langt forud for sparekassens kollaps.

Regnskaberne var ikke retvisende, og det var dermed ikke muligt, for læserne af regnskabet, at gennemskue sparekassens reelle økonomiske situation.

Inkompetence og vildledende oplysninger udgjorde ikke den fulde sandhed. Flere medlemmer af repræsentantskabet har fortalt, at direktøren flere gange har reageret aggressivt over for medlemmer af repræsentantskabet, hvis der blev stillet kritiske spørgsmål.

Baseret på disse historier får man indtryk af, at direktøren manglede respekt for både bestyrelsen og repræsentantskabet.

Min vurdering er, at direktøren, efter at den nye strategi blev vedtaget i 2005, manglede de fornødne kompetencer, både hvad angår de faglige kvalifikationer og de menneskelige egenskaber, til at stå i spidsen for den daglige ledelse af Løkken Sparekasse.

Når man læser den uvildige advokatrapport, får man samtidig indtryk af, at bestyrelsen ikke forstod at udføre deres vigtigste opgave nemlig at kontrollere direktøren. Her tænker jeg specielt på deres ansvar i forbindelse med bevilling af store lån, hvor direktøren åbenlyst og gennem mange år, misbrugte de skriftligt indgåede aftaler mellem ham selv og bestyrelsen.

Både direktøren, bestyrelsen og revisionen valgte tilsyneladende at overhørte de mange advarsler og påbud, som de fik både på møder og i skriftlige rapporter fra Finanstilsynet.

Man må derfor konstatere, at bestyrelsesmedlemmerne tilsyneladende ikke vidste eller forstod, hvilket ansvar og arbejdsopgaver de påtog sig, da de lod sig vælge til bestyrelsen.

Det er enhver ledelses opgave at afstikke rammer og tildele ansvar og kompetence for det arbejde, der skal udføres i den virksomhed, de er ledelse for.

Men det er mindst lige så vigtigt, at man som ledelse følger op på, om rammerne, det tildelte ansvar og kompetencekravene bliver efterlevet. Dette er en løbende proces for enhver ledelse, og det er også ledelsens ansvar at sørge for, at tingene bliver justeret, hvis der viser sig behov for det.

Det er, efter min mening, en misforståelse, hvis en ledelse forlader sig på, at tingene bare foregår som aftalt, og ledelsen dermed forudsætter, at alt går, som man forventer.

Meget kunne have været anderledes, hvis ledelsen i Løkken Sparekasse havde efterlevet ordsproget: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” En virksomhed bliver utrolig meget præget af de personer, man sætter til at lede den. Det synes jeg desværre, at ledelsen i Løkken Sparekasse er et rigtig godt eksempel på.

Ledelsens vigtigste opgave er uden diskussion at udevise rettidig omhu over for den opgave, de har påtaget sig.

Jeg synes, den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse også er et rigtigt godt eksempel på en ledelse, der ikke har efterlevet dette kendte udtryk.

Set i bagklogskabens lys kan man vist godt tillade sig at konstatere, at de tre ledelseshierarkier i Løkken Sparekasse ikke fungerede efter hensigten – hverken hver for sig, i forskellige alliancer eller som en samlet ledelse.

I Løkken Sparekasse var det i praksis direktøren og ikke repræsentantskabet der var sparekassens øverste myndighed.

Revisionen

Der er også fejl at påpege hos revisionen, som også var valgt af repræsentantskabet. Revisionen forvaltede ikke deres opgave godt nok. Det fremgår flere steder i den uvildige advokatrapport, at revisionen overtrådte god revisionsskik i forbindelse med årsregnskabet for både 2006 og 2007. Herudover kritiserer advokaterne også revisorernes ekstraordinære revisionsmæssige gennemgang af engagementer i december 2008.

Den ekstraordinære gennemgang var direkte bestilt af sparekassens bestyrelse, hvilket efter advokaternes mening burde have krævet ekstra opmærksomhed fra revisorernes side.

Advokaterne fandt det blandt andet kritisabelt, at revisionen stillede sig tilfredse med kun at gennemgå de af sparekassen udvalgte engagementer og ikke selv foretog en opgørelse over, hvilke engagementer der burde omfattes af en sådan undersøgelse. Hvis det havde været tilfældet, ville revisionen have fået flere svage engagementer med.

Om ansvarsfordelingen i Løkken Sparekasses kollaps står der i advokatrapporten følgende:

Direktør Poul Blicher Johnsen, bestyrelsen og revisionen har alle et medansvar for Sparekassens sammenbrud. Gennem deres handlinger og undladelser har de pådraget sig et erstatningsansvar over for det tab, som Sparekassen har lidt som følge deraf.”

Som det tydeligt fremgår af det, advokaterne skriver om sparekassens ledelse og revision, er der ingen tvivl om deres mening om hvem, der havde ansvaret for Løkken Sparekasses kollaps.

Finanstilsynet

Der har gennem tiden også været rejst kritik af Finanstilsynets rolle i kollapsede pengeinstitutter.

Hvis Finanstilsynet ikke har gjort deres arbejde godt nok, skal de naturligvis stå til ansvar for det, men at påstå at Finanstilsynet er ansvarlig for et pengeinstituts kollaps, synes jeg er skudt over målet.

Det er og bliver ledelsens opgave og ansvar at styre og lede det pengeinstitut, hvis velbefindende, de er valgt eller ansat til at varetage.

Når man, i de forskellige rapporter og redegørelser, der er lavet i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps, ser de mange advarsler, påbud mv. ledelsen har fået af Finanstilsynet, er det helt tydeligt, at det er ledelsen og revisionen, der har svigtet og ikke Finanstilsynet.

Hvad kunne jeg og de andre garanter have gjort bedre som garanter i sparekassen?

Jeg har naturligvis tænkt meget over, hvad jeg kunne have gjort for, at jeg og mange andre ikke var kommet i den meget ulykkelige situation som vi kom i.

Og hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg have været meget mere opmærksom og aktiv på flere forskellige områder.

Ikke have været så godtroende over for de oplysninger, jeg på forskellig vis fik fra sparekassen.

Have været meget mere aktiv ved valget af medlemmer til repræsentantskabet

Og jeg burde måske selv have stillet op.

Have været opmærksom på det, der kom frem i medierne om sparekassen og lyttet noget mere til de rygter, der begyndte at opstå.

Have stillet direkte spørgsmål til medlemmer af bestyrelsen og til repræsentantskabet.

Have sat mig bedre ind i hvordan sparekassens organisation fungerede.

Have været mere opmærksom på tallene i sparekassens regnskab og stillet spørgsmål til udviklingen – specielt til sparekassens store udlån.

Forsøgt at sikre at de mange kompetencer der var hos medlemmerne af repræsentantskaber blev brugt til gavn for sparekassens daglige drift f. eks. i forbindelse med strategiskift og lignende.

Medarbejderne

Der er for mig ingen tvivl om at der mellem sparekassens medarbejdere og kunderne har været et særdeles godt forhold. Kunderne stolede fuldt ud på det medarbejderne fortalte dem og fulgte det som medarbejderne anbefalede dem at gøre.

Det var nok også derfor at mange garanter reagerede så voldsomt, da det gik op for dem at den tillid de havde haft til sparekassen og dens medarbejdere i rigtig mange tilfælde var skyld i, at de havde mistet en masse penge.

Det har været diskuteret meget hvor meget medarbejderne vidste om sparekassens økonomiske situation.

Det er min personlige opfattelse at flere af medarbejderne har vidst mere end de har villet indrømme – i hvert fald i den sidste halvdel af 2008.

Jeg har aldrig oplevet en virksomhed hvor medarbejderne ikke har anet noget som helst om de større ting, der foregik i deres virksomhed.

I Løkken Sparekasse var der fra 2007 3 medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som deltog i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

De har derfor haft mulighed for at sætte sig ind i hele proceduren omkring de store udlån, og de er også blevet orienteret om de mange kritiske bemærkninger der kom frem efter Finanstilsynets inspektioner.

I mødereferater fra sparekassens morgenmøder fra sidste halvdel af 2008 fremgår det, at Poul Johnsen holdt ugentlige møder med alle medarbejderne og i de referater fremgår det tydeligt at der var problemer med økonomien i sparekassen og at medarbejderne blev meget kraftigt opfordret til at tie med det overfor kunderne og til at holde fast i garantikapitalen og meget gerne sælge mere.

Så efter min overbevisning er det andre forhold, der har gjort, at man ikke har villet vedgå, at man som medarbejder vidste, at der var noget galt.

Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og revisionen i Vestre Landsret.

For at I kan få et indtryk af, hvordan tingene foregår i så stor en landsretssag, vil jeg starte med at sætte rammerne for sagen.

I retslokalet er der:

9 advokater

  • 3 fra sagsøgeren (Finansiel Stabilitet)
  • 6 som forsvarere for de tiltalte

1 til Poul Johnsen

2 til revisor Morten Ovesen

1 til revisor Mango Nielsen

2 til Poul Sørensen og Leo Christoffersen

2 bisiddere fra revisionsselskabet BDO

4 dommere

4 tiltalte

  • Direktør Poul Johnsen
  • Formand Poul Sørensen
  • Næstformand Leo Christoffersen
  • Revisor Morten Ovesen

Revisor Mango Nielsen var ikke til stede på grund af alvorlig sydom.

Poul Sørensen og Leo Christoffersen deltog kun en del af retsmøderne, hvilket var lidt usædvanligt.

Herudover var journalist Lars Løcke fra Nordjyske der en del dage

Og så var der mig og engang imellem min kone Kirsten og nogle få gange også andre tilhørere.

I en sådan retssag er der tre typer vidner:

  • De tiltalte (Poul Johnsen, Poul Sørensen, Leo Christoffersen og Morten Ovesen).

De tiltalte har pligt til at møde i retten og til at svare på de spørgsmål der bliver stillet og det er strafbart at lyve for retten. Man har dog altid ret til at sige hvis der er noget man ikke kan huske.

  • De indkaldte vidner (medarbejdere, Løkken Sparekasses advokat, medarbejdere fra Finanstilsynet m.fl.)

Har samme pligter og rettigheder som de tiltalte.

  • De procestilvarslede (Bestyrelsesmedlemmerne Verner Jensen, Tommy K. Jensen, Tom Hertel og Knud Rødbro)

Tom Hertel er endnu ikke afhørt og Knud Rødbro kan ikke komme på grund af sygdom).

En procestilvarslet er en person der er indkaldt som vidne fordi han kan risikere at blive stævnet hvis den ’gruppe’ han tilhører – i dette tilfælde formanden og næstformanden – bliver dømt.

En procestilvarslet person har pligt til at møde i retten, men har ikke pligt til at udtale sig i retten.

Rent fysisk bliver et vidne placeret midt i retssalen med ansigtet vendt mod dommerne og således at der er mulighed for øjenkontakt mellem vidnet og den advokat der afhører vidnet.

HVORDAN HAR JEG SÅ OPLEVET DE 35 DAGE I VESTRE LANDSRET I VIBORG?

Landsretssalen er indrettet på den måde at dommerpanelet sidder foran i salen og sidder lidt højere en alle de øvrige i retssalen.

Ned langs den ene side sidder sagsøgerens (Finansiel Stabilitets) 3 advokater.

Ned langs den anden side og et stykke hen ad den bageste del af salen sidder de sagsøgte og deres advokater. Dog sidder revisor

Morten Ovesen og de to bisiddere forrest i det område der er tiltænkt journalister og tilhørere.

Alle advokaterne og dommerne har hver sin store skærm, hvorpå man kan se alle de dokumenter, der bliver fremlagt i sagen. Da de fleste af de tiltalte sidder tæt på deres advokat, kan de også følge med i hvad der kommer frem på skærmen.

Til vidnerne i vidneskranken er der også en skærm, således at vidnerne kan se de dokumenter som advokaterne henviser til.

Det er som tidligere nævnt en meget stor sag (25.000 siders dokumentation) så de første 20 dage gik med at forelægge sagen.

Det foregår på den måde at sagsøgerens advokat læser alle sagens dokumenter op for alle de tilstedeværende i retssalen og så kan sagsøgtes advokater komme med nogle få kommentarer undervejs.

Det skal for en god ordens skyld lige nævnes at advokaterne havde fået alle dokumenterne tilsendt elektronisk inden sagen startede.

Retsformanden var dog så venlig, at han ind imellem aftalte med advokaterne at en del af de dokumenter der ellers skulle oplæses blev givet som hjemmearbejde. Så kunne man efterfølgende komme med kommentarer hvis man havde nogen.

Efter en temmelig lang og kedelig og måske også en lidt overflødig start kom vi så til afhøringerne af vidnerne.

Der var fra starten fastlagt en nøje tidsplan for alle afhøringerne, men da mange af vidnerne ikke kunne huske ret meget af det de havde oplevet i deres tid i Løkken Sparekasse gik der ret hurtigt kludder i planlægningen.

For at undgå alt for meget spildtid, var man nødt til flere gange at flytte rundt på tidspunkterne for vidnerne, så det blev faktisk noget af et kludetæppe at få det hele til at gå op i en højere enhed.

På den måde fik man også flyttet rundt på den nøje planlagte rækkefølge.

Afhøringerne

For mig var afhøringerne af direktøren, formandsskabet, bestyrelsesmedlemmerne og medarbejderne i Løkken Sparekasse en temmelig pinlig affære.

Jeg var næsten flov over at kende nogle af dem.

Jeg vil ikke kommentere afhøringen af de enkelte vidner i detaljer, men da I sikkert kender mange af dem, vil jeg kort nævne deres navne og deres funktion i sparekassen.

For ledelsen og revisionen vil jeg dog give et par enkelte kommentarer til hvordan jeg oplevede dem i Vestre Landsret.

Afhøringen af Poul Johnsen startede den 27. februar og varede i 5 dage

  • Poul Johnsen kunne ikke huske særlig meget om de enkelte store sager.
  • Han blev også ind imellem både aggressiv og ubehøvlet når advokaterne efter hans mening kom lidt for tæt på hans uvidenhed om sagerne.

Umiddelbart efter at Poul Johnsen var blevet afhørt skulle Poul Sørensen og Leo Christoffersen have været afhørt, men Poul Sørensen havde, af for mig ukendte årsager, meldt fra, så Leo Christoffersen var alene om at blive afhørt på formandsskabets vegne.

  • Leo Christoffersen kunne heller ikke huske ret meget af det han havde været involveret i vedrørende de store udlån i sparekassen og han blev også vrissen når advokaterne gik tæt på.

Bestyrelsesmedlem Verner Jensen og

bestyrelsesmedlem Tommy Krogh Jensen

  • Det var nok det mest pinlige øjeblik for mig da Verner og Tommy satte sig i vidneskranken og erklærede at de ikke ville sige noget som helst.

Bestyrelsesmedlem Knud Rødbro

  • Knud Rødbro kunne ikke afhøres på grund af sygdom, hvilket man havde fået lægeerklæring på.

Revisor Morten Ovesen

  • Ligesom de øvrige afhørte, var det også begrænset hvad Morten Ovesen kunne huske fra sit arbejde med Løkken Sparekasses store udlån, og han blev ligesom de to andre hovedtiltalte aggressiv når advokaterne gik til ham

Revisor Mango Nielsen

  • Mango Nielsen er, på grund af meget alvorlig sygdom ikke blevet afhørt. I stedet bliver der udarbejdet en skriftlig erklæring fra ham.

Revisor Morten Mejlvang

  • Som kollega til Morten Ovesen var det meget begrænset hvad han kunne huske fra arbejdet med sparekassen

Andre afhørte medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer

Medarbejder, tillidsmand og bestyrelsesmedlem Birgitte Gaarden

Medarbejder Allan Nielsen

Investeringschef Jens Lyngbøl

Erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen

Bestyrelsesmedlem Mogens Gjerløv

  • Her var der endelig et bestyrelsesmedlem der turde tage bladet for munden. Mogens fortalte klart og tydeligt hvad han havde oplevet som bestyrelsesmedlem i Løkken Sparekasse, og han lagde bestemt ikke fingrene imellem når han fremførte sin stærke kritik af det han havde oplevet.

Medarbejder og bestyrelsesmedlem Kristian Larsen

Erhvervskundechef (nyudnævnte) Jette Thrane

  • Her var der så også en medarbejder, der turde tage bladet fra munden og turde sige hvad hun mente om det der var foregået i erhvervsafdelingen i Løkken Sparekasse.

Et dejligt forfriskende pust i en for mig utrolig pinlig oplevelse.

Medarbejder Heidi Thomsen

Regnskabschef Birgitte Nielsen

Landsbrugskundechef Hans Jørgen Christoffersen

Andre afhørte

Direktør og bestyrelsesmedlem i Løkken Sparebank Niels Olesen

Revisor Lars Roed Søndergaard, Finansiel Stabiliet.

Generelt kan jeg sige, at det er utroligt, at der ikke var flere af vidnerne fra Løkken Sparekasse, der kunne huske særlig meget fra deres tid i sparekassen.

Min kone Kirsten og jeg har efterfølgende prøvet at huske, hvad vi oplevede af større ting på vores arbejdspladser for en 10 – 15 år siden.

Og det var faktisk rigtig meget, og vi er bestemt ikke noget særligt på det område.

Kirsten var ansat i Vrensted Thise Kommune i 60’erne og jeg var i samme periode ansat på slagteriet i Brønderslev, og vi kunne faktisk huske temmelig mange ting også fra den tid.

Så det er derfor uforståeligt for os at dem der har været tæt på begivenhederne i Løkken Sparekasse ikke kunne huske særlig meget af de større ting de havde været involveret i i Løkken Sparekasse.

Til efteråret skal afhøres følgende personer:

Direktør Ole Bjerg Løkken Sparebank

Advokat Erik Bo Sørensen

5 – 8 personer fra Finanstilsynet

2 statsautoriserede revisorer – syns- og skønsrapporten

Direktør Lasse Nyby Spar Nord

Direktør Lars Møller Spar Nord.

Den 4. november starter advokaternes procedurer, som varer til og med den 29. november.

Derefter er der så forskellige svar og modsvar på det der er kommet frem under proceduren – det der i fagsproget hedder replik og duplik.

Det var Kristians Andersens indlæg på mødet på Havgaarden i Løkken, sept. 2019.

==================================================================================================================

Retsmøder Løkken Sparekassse

Kilde: Nordjyske sept. 2019

august/ september 2019.

Sparekassedirektør brød ud i tårer på bestyrelsesmøde

Erstatningssag: Husadvokat fortalte om afgørende bestyrelsesmøde i Løkken Sparekasse

Først i februar 2009 blev Løkken Sparekasses bestyrelse usikker på bankens store udlånskunder.?Arkivfoto: Henrik Louis

FØRST I FEBRUAR 2009 BLEV LØKKEN SPAREKASSES BESTYRELSE USIKKER PÅ BANKENS STORE UDLÅNSKUNDER.?ARKIVFOTO: HENRIK LOUIS
VIBORG: Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen reagerede meget voldsomt på et krisemøde i Løkken Sparekasses bestyrelse om aftenen 10. februar 2009, da han og bestyrelsen blev konfronteret med store tab på sparekassens udlån.

Det kom frem mandag, da Løkken Sparekasses daværende husadvokat Erik Bo Sørensen blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den kuldsejlede sparekasses ledelse og revision.

På det ekstraordinære bestyrelsesmøde præsenterede advokaten og sparekassens revision bestyrelsesmedlemmerne for resultatet af en gennemgang af bankens største udlån.

Konklusionen lød på yderligere nedskrivninger på 127 millioner kroner og et underskud i 2008 på 207 millioner kroner.

– Der bredte sig en dødlignende tavshed, forklarede Erik Bo Sørensen.

Så tog Knud Rødbro, der var menigt bestyrelsesmedlem, ordet og beskyldte ifølge Erik Bo Sørensen i voldsomme vendinger Poul Blicher Johnsen for at have ført bestyrelsen bag lyset.

Efter et stykke tid med tavshed omkring bestyrelsens mødebord tog Poul Blicher Johnsen ordet.

– Han sagde, at den eneste følelse, jeg har, er skam. Og så begyndte han at græde, husker Erik Bo Sørensen.

Poul Johnsen forsvarede sig ifølge husadvokaten ikke mod Rødbros angreb.

– Bestyrelsesmedlemmerne så rådvilde på hinanden, og ingen sagde noget. Det endte med, at jeg foreslog, at mødet blev suspenderet, forklarede Erik Bo Sørensen.

Var blevet bange for risikoen

Det var bestyrelsen selv, der 11 dage tidligere på et andet ekstraordinært bestyrelsesmøde havde bedt advokaten om at gennemgå sparekassens 20 største udlån.

– Lokalsamfundet var blevet utrygt ved avisskriverier i JP og NORDJYSKE om udviklingen på ejendomsmarkedet, og bestyrelsen ville vide, om sparekassen havde problemer på dette område.

Da Erik Bo Sørensen så listen over Løkken Sparekasses største udlån, som han skulle gennemgå, blev han paf.

– Profilen var helt i modstrid med den sparekasse, jeg troede, jeg kendte, forklarede han.

Erik Bo Sørensen havde i efteråret 2008 udarbejdet en rapport om kvaliteten af sparekassens juridiske arbejde, når den skulle sørge for sine sikkerheder i forbindelse med udlån.

Rapporten var ikke positiv læsning.

Erik Bo Sørensen nåede nemlig frem til, at der var mange mangler, når det handlede om at sikre sparekassens krav for eksempel i forbindelse med konkurser blandt kunderne.

Han var gået ud fra, at hans rapport var gået videre til bestyrelsens medlemmer.

– Men nu kom det frem, at flere bestyrelsesmedlemmer aldrig havde set den.

Spar Nord advarede Løkken Sparekasse

RETSSAG: Flere af sparekassens storkunder var ”ikke kreditværdige”

VIBORG: Spar Nord Bank var i efteråret 2008 blevet så usikker på den økonomiske situation i Løkken Sparekasse, at to medlemmer af bankens topledelse – administrerende direktør Lasse Nyby og direktør Lars Møller – tog det helt usædvanlige skridt at invitere sig selv til et møde i Løkken for at kigge i sparekassens udlånsbog.

– Sparekassen var vokset meget kraftigt på få år, forklarede Lars Møller, da han onsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Det var ikke kollegial omsorg, der havde fremkaldt Spar Nords interesse. Spar Nord havde ydet udlandslån til kunder i Løkken Sparekasse for i alt over 200 millioner kroner, som Løkken Sparekasse garanterede for.

Derfor var Spar Nords sikkerhed afhængig af sparekassens økonomiske sundhedstilstand.

Da de to Spar Nord-direktører 16. oktober kørte sydpå fra et møde med sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen, var det med en vis uro i maven.

De havde fået gennemgået sparekassens 15 største udlån, der samlet udgjorde over halvdelen af sparekassens totale udlån.

– Vi identificerede kunder, som var involveret i ejendomskarrusellen, og nogle af dem havde tidligere påført pengeinstitutter tab. Mange af dem var ikke kreditværdige ud fra normal bankpraksis, og om nogle af dem sagde vi, at hvis de kom ind i vores lokaler, så skulle sprinkleranlægget gå i gang, forklarede Lars Møller.

Han og Lasse Nyby mente, at de problematiske udlån ville betyde et ekstra kapitalkrav på op imod 100 millioner kroner for sparekassen.

Sendte et brev til Johnsen

Selvom det ikke var aftalt på mødet, så besluttede de to Spar Nord-direktører at sende et brev med deres konklusioner til Poul Blicher Johnsen.

– Det, syntes vi, var fair, sagde Lars Møller.

Da Løkken Sparekasse i februar 2009 blev kastet ud i en dødskamp, forsøgte sparekassen at finde fusionspartnere blandt andre pengeinstitutter.

Lasse Nyby afviste, at Spar Nord var blevet kontaktet i den forbindelse.

– Og var vi blevet det, så havde vi med det samme sagt nej, sagde han.

Spar Nord overtog i 2008 nogle af den krakkede Roskilde Banks kunder og filialer, men Løkken Sparekasse indbød altså ikke til en gentagelse.

Finansinspektør: Sparekasse var ikke seriøs

VIBORG: Egentlig skulle de kun have brugt en enkelt arbejdsuge i juni 2008 i Løkken, men tre ansatte fra Finanstilsynet endte med at tilbringe to arbejdsuger på inspektion hos Løkken Sparekasse. Årsag: Sparekassen havde svært ved at finde det materiale, som tilsynet udbad sig under inspektionen.

– Vi måtte sidde og vente på, at det blev fundet frem. Nogle gange vendte Thomas Bjørn Mortensen (sparekassens erhvervskundechef, red.) slet ikke tilbage til mødelokalet. Det var lidt bizart, sagde den ansvarlige finansinspektør, Karin Kjærgaard, da hun torsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Problemerne med at skaffe materiale fra sparekassen var ifølge Karin Kjærgaard så store, at hun og hendes to medarbejdere i en vis udstrækning måtte tage hjem med uforrettet sag.

– Der var megen kommunikation efterfølgende med sparekassen om de oplysninger, som vi fortsat manglede, før vi kunne komme med vores konklusioner. Det var helt usædvanligt, forklarede hun.

Sparekassen fik 20 påbud

Da tilsynet omsider kunne sende en rapport om sine iagttagelser under inspek- tionen til sparekassens ledelse, indeholdt den 20 påbud, altså tilfælde hvor sparekassen blev bedt om at rette ind efter lovgivningen.

Flere påbud var gengan- gere fra tidligere inspek- tioner af sparekassen.

– Der var en følelse af, at Poul Blicher Johnsen (sparekassens direktør, red.) og Thomas Bjørn Mortensen talte uden om engagementerne (udlånene, red.). Det var ikke altid seriøst, og situationen blev ikke taget alvorligt, sagde Karin Kjærgaard, der i dag er pensionist.

Allerede i foråret 2008 – og altså før besøget i Løkken – havde tilsynet skrevet ud til en række danske pengeinstitutter med mange lån til ejendomsbrancher på udlånsbøgerne.

Løkken Sparekasse var blandt dem, der modtog tilsynets brev.

– Derfor havde vi fokus på denne type af udlån under inspektionen, men i flere tilfælde var de regnskaber, som sparekassen lå inde med, meget gamle, og der manglede for eksempel kundeoplysninger på låneindstillingerne, forklarede hun.

Finanstilsynets uro blev ikke mindre, da Roskilde Bank og ebh bank krakkede hen over sommeren og efteråret 2008 – i begge tilfælde efter store tab på ejendomsbranchen.

Hos Finanstilsynet bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt Løkken Sparekasse havde kapital nok til at dække tabsrisikoen på sine udlån.

Sparekassens ledelse blev kaldt til møde hos Finanstilsynet 27. oktober. Det var ikke en normal procedure, men der var heller ikke noget normalt ved situationen.

– Vores kraftige budskab var, at sparekassen nu skulle finde sig en fusionspartner, fortalte Flemming Nytoft Rasmussen, på det tidspunkt vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for pengeinstitutter, da han onsdag afgav forklaring under erstatningssagen.

Mødet begyndte med en klage fra Poul Blicher Johnsen, der følte, at sparekassen blev udsat for en meget uretfærdig behandling.

– Det hele var meget bedre, da …. (navn på ansat i Finanstilsynet udeladt, red.) var ansvarlig for tilsynet med sparekassen, lød det fra sparekassedirektøren.

Kilde: Nordjyske  06.10.2019

Oprydder i chok: – Ingen værdier

Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr

Ejendommene var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde Ole Bjerg,Arkivfoto: Tommy Kofoed

EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG,ARKIVFOTO: TOMMY KOFOED
VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.

Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.

– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.

– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.

Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.

Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.

Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.

Mange mærkelige oplevelser

Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.

I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.

– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.

Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.

Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.

– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.

Pris fordoblet på en enkelt dag

På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.

– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.

– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.

Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.K

Kilde: Nordjyske 08.10.2019

Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion

Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen

VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.

- Det var på tide at diskutere sparekassens fremtid, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.Foto: Valdemar Jørgensen?/Ritzau Scanpix

– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN.FOTO: VALDEMAR JØRGENSEN?/RITZAU SCANPIX

– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.

– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.

Ejendomskrise udløste møde

Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.

– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.

Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.

– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.

Direktør tog det roligt

Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.

Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.

Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.

Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.

Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen.