Historien om Løkken Sparekasses kolaps

Historien om en ildsjæl i forbindelse med Løkken Sparekasse´s kolaps i 2008.

GARANTERNES MAND,

den tidligere Vrensted dreng, Kristian Andersen.

Kristian Andersen, tidligere IT konsulent, Projekt- og Personaleleder

Hans lange og besværlige kamp for at redde sin egen, familiens samt de tidligere garanters penge, der var indskudt som garantikapital på garant-konti i Løkken Sparekasse, (den forhenværende sparekasse som gik konkurs i 2009 – og som gennem en menneskealder havde en filial i Vrensted).

Hele sagen startede under finanskrisen i efteråret 2008 da Løkken Sparekasse kom i kæmpe problemer, med tab på store udlån til udenbys ejendomsspekulanter uden lokal tilknytning, som havde overtalt Sparekassen til at låne dem penge.

Det gik ud over mange loyale småsparere i Sparekassens lokalområde, penge som de havde lagt til side for at forsøde tilværelsen med.

Klik på billeder og artikler for at forstørre:

Her kommer så forløbet:

start 2008/2009:

Løkken Sparekasse

kom i økonomisk uføre, da de begyndte at bevæge sig uden om deres kerneområde Løkken og omegnsbyerne. De etablerede filialer i Aalborg og København og så begyndte de på et tidspunkt at udlåne store beløb til nye kunder, med store ejendomsporteføljer, et område hvor de ikke havde stor viden og ekspertise omkring og tilstrækkeligt uddannede ansatte. Herunder direktion og bestyrelse, hvori der kun sad lokale mennesker uden den store indsigt og proffessionalisme.

24.10.2008

02.12.2008 nyt repræsentantskab

28.02.2009 – de ansatte

02.03.2009

02.03.2009

 Vrensted Idrætsforening mister kr. 250.000 og Vrensted Lokalhistorisk Samling mister også et anseligt beløb.

04.03.2009

04.03.2009

13.03.2009

15.03.2009

19.03.2009

26.03.2009

26.03.2009

27.03.2009

27.03.2009

29.03.2009

04.05.2009

27.05.2009

04.06.2009

juni 2009

02.07.2009

05.07.2009

30.09.2009

06.10.2009

10.11.2009

23.01.2010

24.01.2010

19.03.2010

20.03.2010

21.03.2010

22.04.2010

08.05.2010

12.05.2010

19.05.2010

22.05.2010

09.06.2010

15.06.2010

08.07.2010

27.08.2010

29.09.2010

15.10.2010

02.11.2010

14.01.2011

28-01.2011

10.02.2011

06.04.2011

06.04.2011

08.05.2011

08.07.2011

26.07.2011

20.09.2011

09.02.2012

11.02.2012

02.05.2012

07.05.2012

14.11.2012

14.11.2012

27.11.2012

24.01.2013

15.03.2013

15.03.2013

14.09.2013

29.09.2013

09.12.2013

12.12.2013

12.12.2013

19.01.2014

19.01.2014

19.01.2014

19.01.2014

19.01.2014

30.01.2014

19.02.2014

11.09.2014

11.09.2014

25.09.2014

25.09.2014

13.01.2015

14.02.2015

22.03.2015

31.03.2015

03.04.2015

26.05.2015

16.06.2015

16.06.2015

05.08.2015

17.08.2015

22.08.2015

25.08.2015

31.03.2016

17.11.2016

17.11.2016

26.042017

Historien er  samlet

af Jens Otto Madsen, april 2017

 

Se Landsrettens afsluttende dom nedenfor

D O M

afsagt den 25. april 2017 af Vestre Landsrets 14. afdeling (dommerneLisbeth Parbo, Lars Christensen og Henrik Præstgaard (kst.)) i ankesag

V.L. B–0465–16

Foreningen Garantloekken

(ADVOKATERNE MARTIN CHRISTIAN KRUHL OG LASSE MØLLER, AARHUS)

MOD

Finansiel Stabilitet

(ADVOKATERNE LOTTE ESKESEN OG CLAUS RICHTER WEIGELT, AARHUS)

Retten i Aarhus har den 11. marts 2016 afsagt dom i 1. instans (sag nr.BS 1308/2013). Dommen angår spørgsmålet, om sagen kan behandlessom gruppesøgsmål.

Påstande mv.

For landsretten har appellanten, Foreningen Garantloekken, nedlagtpåstand om, at sagen fremmes ved byretten som et gruppesøgsmål,hvor Foreningen Garantloekken udpeges som grupperepræsentant, ogat sagen hjemvises til byretten.

Indstævnte, Finansiel Stabilitet, har påstået dommen stadfæstet.

Foreningen Garantloekken har ikke fri proces under denne sag.

Det er for landsretten oplyst, at ingen af parterne er momsregistreret i

relation til udgifter vedrørende denne sag.

Supplerende sagsfremstilling

Ifølge en udskrift fra Erhvervsstyrelsen blev det registreret i Det Centrale

Virksomhedsre– 2 –

gister (CVR) den 19. juli 2010, at en række bestyrelsesmedlemmer den

25. maj 2010 var udtrådt af bestyrelsen i Løkken Sparekasse, CVR-nr.

31148715. Der er enighed mellem parterne om, at der herefter ikke

længere var nogen bestyrelse eller ledelse i Løkken Spa-rekasse.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten

og har procederet i overensstemmelse hermed.

Foreningen Garantloekken har vedrørende krav omfattet af

foreningens principale på-stand supplerende anført, at ved vurderingen

af, om et gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på, har byretten fejlagtigt foretaget en materiel prøvelse af

påstanden. Det skal ikke ske på dette indledende stadie. Spørgsmålet,

om betingelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, skal

afgøres ud fra en vurdering af, om andre procesformer er bedre egnede

til behandling af kravene, og i dette tilfælde er et gruppesøgsmål den

eneste realistiske procesform.

I forhold til de subsidiære påstande har Foreningen Garantloekken

supplerende anført, at både spørgsmål om ugyldighed og erstatning kan

behandles under samme gruppesøgsmål. Det er retten, der fastlægger

rammen for gruppesøgsmålet, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 4.

Foreningen har allerede under sagen for byretten fremsat en række

forslag til rammer. Foreningen ser helst, at der fastlægges en ramme,

der gør det muligt for alle foreningens medlemmer at deltage i

gruppesøgsmålet, men hvis retten måtte nå frem til, at kravet om

ensartethed i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 1, fører til, at der ikke

kan fastlægges en ramme omfattende alle medlemmer, accepterer

foreningen en tilskåret ramme efter rettens nærmere bestemmelse. I

forhold til de fremsatte forslag for byretten kunne en endnu mere

tilskåret ramme eksempelvis fastlægges til følgende:

De deltagende gruppemedlemmers krav støttes på, at Løkken

Sparekasse i forbindelse med en salgskampagne i november 2006 gav

de garanter, der tegnede garantikapital fra november 2006 til og med

januar 2007 på bag-grund af materialet i salgskampagnen, forkerte og

vildledende oplysninger om risikoen ved garantikapital i sparekassen, og

at de deltagende gruppe-medlemmer derfor har krav på tilbagebetaling

grundet ugyldighed.

Finansiel Stabilitet har supplerende anført, at Foreningen

Garantloekkens principale på– 3 –

stand hviler på et helt andet faktisk og retligt grundlag end de

subsidiære påstande. I for-hold til foreningens principale påstand havde

foreningen det åbenlyse alternativ at inddrage Finansiel Stabilitet under

gruppesøgsmålet mod Løkken Sparekasse ved Retten i Hjørring.

Foreningen blev udtrykkeligt gjort bekendt med, at Finansiel Stabilitet

ikke anså sig for forpligtet af en dom mod Løkken Sparekasse, og

foreningen blev udtrykkeligt opfordret til at inddrage Finansiel Stabilitet i

gruppesøgsmålet, hvilket foreningen også havde fået fri proces til. På

trods af dette valgte foreningen at undlade at inddrage Finansiel

Stabilitet og fik i stedet afsagt udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.

Der var således et væsentligt mere hensigtsmæssigt alternativ til

nærværende sag, og det bør på den baggrund ikke tilla-des foreningen

at anlægge et nyt gruppesøgsmål til behandling af den principale

påstand.

I forhold til foreningens subsidiære påstande har Finansiel Stabilitet

supplerende anført, at disse påstande reelt dækker over en række

forskellige søgsmål. Det er retten, der fastlæg-ger rammen for et

gruppesøgsmål, men det er ikke rettens opgave at bygge en sagsøgers

sag. Fastlæggelsen af rammen må derfor ske på baggrund af en

sagsøgers påstande og for-slag til ramme, og rettens vurdering af, om

kravene må anses for ensartede, jf. retsplejelo-vens § 254 b, stk. 1, nr.

1. Heller ikke det forslag til en yderligere indsnævret ramme, der er

fremkommet under hovedforhandlingen for landsretten, er i

overensstemmelse med for-eningens påstande og anbringender. Hertil

kommer, at kravet om ensartethed heller ikke er opfyldt for de krav, der

måtte være omfattet af denne indsnævrede ramme.

Retsgrundlaget

Retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål blev indsat ved lov nr.

181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Gruppesøgsmål m.v.). Af kapitlet fremgår bl.a. følgende:

”§254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer,

kan be-handles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.

§ 254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når

1) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,

5) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på,

… og

7) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c. – 4 –

§ 254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens

vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som

grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges

1) et medlem af gruppen,

2) en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når

søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål,

eller

Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage

gruppemed-lemmernes interesser under sagen.

§ 254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§

254 b og 254 c er opfyldt.

Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af

grupperepræsentanten eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig

henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at

grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger,

grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten.

Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af ret-ten. Stilles sikkerheden

ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsen-tant, afvises

sagen.

Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan

senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.

… ”

Lovforslaget, der lå til grund for vedtagelsen af kapitlet om

gruppesøgsmål, blev udarbej-det på baggrund af Retsplejerådets

betænkning nr. 1468/2005. Af betænkningens kapitel 5 om

gruppesøgsmål fremgår bl.a. følgende:

”1.1. Overordnet afgrænsning af Retsplejerådets overvejelser

Retsplejerådet har på disse to punkter (forholdet til andre regler henholdsvis

alternativer til gruppesøgsmål) baseret sine overvejelser om

grup-pesøgsmål på følgende grundantagelser:

• Formålet med at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret vil

navnlig være at forbedre mulighederne for ved domstolene at håndhæve

eksisterende materielle regler i en række situationer, hvor en

håndhævelse af disse materielle regler gennem anvendelse af de gældende

processuelle regler i praksis ikke vil komme på tale, fordi omkostningerne

ved et individuelt sagsanlæg ikke står mål med det økonomiske

udbytte, som den enkelte vil kunne få i tilfælde af medhold i

sagsanlægget. Det ligger uden for Retsplejerådets opgaver at overveje

ændringer af materielle regler, herunder gældende erstatningsregler, og

Retsplejerådets overvejelser om gruppesøgsmål tager således udgangspunkt

i de eksisterende materielle regler.

… – 5 –

• De almindelige regler om bevisbyrde, beviskrav og bevisførelse bør

også gælde for gruppesøgsmål.

5.1. Er der mange tilfælde af ensartede krav?

Retsplejerådet har i forlængelse heraf opstillet nedenstående katalog

over forskellige eksempler på et større antal ensartede krav. Formålet

med listen er navnlig at vise bredden i rådets overvejelser om

gruppesøgsmål, der går væsentligt ud over de forbrugersager, som ofte

nævnes først, når talen fal-der på gruppesøgsmål. Listen er dog alene til

illustration og skal ikke anses for udtømmende. …

• Forbrugersager, dvs. krav fra en gruppe af ikke-erhvervsdrivende, der

har indgået aftaler med en eller flere erhvervsdrivende, og som rejser

krav i anledning af aftalen. Der kan være tale om betalingskrav (erstatning

og/eller tilbagebetaling af vederlag), andre fuldbyrdelsespåstande

(levering, omlevering eller afhjælpning) eller anerkendelsespåstande

(om aftalens eller aftalevilkårs gyldighed eller ugyldighed eller

om parternes forpligtelser). …

• Børssager, dvs. krav fra en gruppe af investorer (professionelle og/eller

private) i anledning af prospektansvar eller ansvar i øvrigt for

oplysninger, der har påvirket investeringsbeslutninger med tab til føl-ge.

5.3. Er der mange tilfælde af ensartede krav, som i dag opgives,

men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om

gruppe-søgsmål?

Retsplejerådet finder det imidlertid sandsynligt, at indførelse af regler

om gruppesøgsmål i det mindste vil føre til, at der for krav, som for den

enkelte sagsøger er af mindre økonomisk værdi (men som samlet kan

ud-gøre et betydeligt beløb), i en række tilfælde anlægges retssager om

ensar-tede krav, som i dag opgives.

Retsplejerådet skal i den forbindelse pege på, at spørgsmålet om

proces-økonomi normalt vil have afgørende betydning for den, der

overvejer at anlægge en retssag. Personer, der er berørt af en retstvist,

vil derfor helt generelt kunne have interesse i, at ensartede krav kan

behandles og afgøres på én gang. Fælles behandling af ensartede krav

vil således normalt være billigere, end behandling af kravene i en række

forskellige retssager. Dette indebærer i praksis, at visse krav alene vil

blive forfulgt, hvis kravene kan behandles sammen med andre ensartede

krav. Det vil særligt være tilfæl-det, hvis kravet er individuelt

uprocesbart, dvs. at udgifterne ved gennem-førelsen af et individuelt

søgsmål om kravet beløbsmæssigt overstiger sel– 6 –

ve kravet, således at en person, der anlægger retssag om et sådant krav

og får medhold, vil have sat penge til på retssagen.

Hvor den enkelte potentielle sagsøgers krav er af mindre økonomisk

værdi, vil et kollektivt præget søgsmål ofte være den eneste mulighed

for at forfølge et krav for domstolene. Adgangen til at sammenlægge

krav (kumulation) efter retsplejelovens regler vil – nærmest uanset den

nærmere tilrettelæggelse heraf – efter Retsplejerådets opfattelse

imidlertid ikke altid være nok til, at mindre individuelt uprocesbare krav

bliver rejst for dom-stolene. Gældende regler om kumulation vil nok give

en teoretisk mulig-hed for samlet behandling af mange individuelt

uprocesbare krav, men vil efter Retsplejerådets opfattelse i praksis ikke

sjældent kunne vise sig util-strækkelige.

Samfundsudviklingen, der i en periode har bevæget sig mod mere masseproduktion

og standardiserede løsninger, kan føre til mange ensartede

men isoleret set ubetydelige krav fra flere forbrugere mod samme næringsdrivende.

Det vil eksempelvis kunne være bank- og

forsikringstjene-ster, telefoni- og elektroniske kommunikationstjenester,

strømlevering, transporttjenester mv., jf. herved også afsnit 5.1 ovenfor.

Sådanne krav af mindre økonomisk værdi vil efter Retsplejerådets

opfattelse næppe kunne forventes forfulgt under de nuværende

processuel-le regler, selv om de retligt kan være velfunderede. Principielt

må det be-tragtes som uheldigt, hvis et krav, som er retligt godt

forankret, ikke kan forfølges for domstolene. Det kan føre til, at formålet

med de materielle regler – for eksempel forbrugerbeskyttelse – ikke nås.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at civilprocessen må tilpasses udviklingen

i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i

bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en

retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som

udgangspunkt også sikres for in-dividuelt uprocesbare krav, så længe

det er muligt at tilrettelægge en ef-fektiv og forsvarlig behandling af

kravene. Er det muligt, vil regler om gruppesøgsmål efter

Retsplejerådets opfattelse sikre en reel adgang til domstolene for flere,

og søgsmålsformen vil dermed bidrage til en mere ef-fektiv

håndhævelse af den materielle lovgivning.

5.4.3. Risiko for gennemtvingelse af uberettigede krav?

Set fra den anden side, dvs. fra personer eller virksomheder, der må forventes

typisk at blive mødt med krav, opstår betænkelighederne ved

grup-pesøgsmål i forhold til uberettigede krav. Efter Retsplejerådets

opfattelse kan der ikke rettes (berettigede) indvendinger mod den

effektivisering, der ligger i en kollektiv gennemførelse af krav, der hver

især efter gældende materielle retsregler er berettiget på det

individuelle plan. Det bemærkes herved, at Retsplejerådet ikke stiller

forslag om ændring af de materielle retsregler, og at der altså ikke

foreslås indført mulighed for standardiserede (gennemsnitlige)

erstatninger eller lignende.

6. Udformningen af regler om gruppesøgsmål – 7 –

Retsplejerådet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles

efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der

så-ledes kun bør fastsættes særlige processuelle regler om

behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter

gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor. …

6.1. Grundlæggende betingelser

Ensartede krav

Det bør således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de

fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være

en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om

kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder og om de har

samme retlige grundlag.

Gruppesøgsmålets subsidiære karakter

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den

bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet

sammenlignes

med realistiske alternativer i den konkrete situation.

6.2. Grupperepræsentanten

Foreninger mv.

Retsplejerådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse muligheden

for at udpege foreninger mv. som grupperepræsentanter til visse

ty-per af krav eller for at stille andre krav til foreningens alder,

medlemstal, repræsentativitet, økonomi mv. end dem, der indirekte

følger af de gene-relle krav til grupperepræsentanter, jf. nedenfor.

Der gælder ingen almindelige kapitalkrav til foreninger, og man kan sagtens

forestille sig, at en forening vil være ude af stand til at betale

sagsom-kostninger til modparten, hvis sagen tabes, uden at der er tale

om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

Retsplejerådet foreslår imidlertid, at grupperepræsentanten skal kunne

pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. nedenfor, og i lyset

heraf ser Retsplejerådet ikke grund til at afskære foreninger med ingen

eller lille formue fra at udpeges som grupperepræsentant.

Frem for at stille krav til selve foreningens kapitalisering mv. – som ville

være indgribende over for foreningen også i andre relationer – finder

Rets-plejerådet det således mere hensigtsmæssigt og fuldt tilstrækkeligt

at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse specielt i forhold

til sags-omkostningerne i gruppesøgsmålet, som er det, der reelt er

behov for. Selv om foreningen ikke selv råder over formue af betydning,

kan det således – 8 –

tænkes, at den ved støtte fra forskellig side vil kunne stille en krævet

sik-kerhed. Eksempelvis kan medlemmer af gruppen tænkes at være

mere til-bøjelige til at bidrage til en sikkerhedsstillelse for

sagsomkostninger for et gruppesøgsmål, som specifikt angår deres krav,

frem for mere generelt at skyde penge ind i foreningen, hvor indskuddet

ville kunne komme til at hæfte for foreningens samlede forpligtelser.

Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger

Det er en forudsætning for at kunne udpeges til grupperepræsentant, at

den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at

kunne gen-nemføre retssagen på betryggende vis, jf. ovenfor. Heri

ligger, at den på-gældende skal være i stand til løbende at betale de

udgifter, der for den på-gældende er forbundet med at føre retssagen

frem til en afgørelse. Der-imod indgår muligheden for ved sagens

afslutning at blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten ikke i

denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at

retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for

de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale

til modparten.

Gruppesøgsmål er mere komplicerede og mere ressourcekrævende

end individuelle søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan

efter omstændighederne være meget store. Sammenholdt med, at de

perso-ner, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang

hæfter for sagsomkostningerne, jf. herom afsnit 6.4 nedenfor, er det

efter Retspleje-rådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give

mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger,

selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

…”

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 41 af 10. oktober 2006

er bl.a. anført følgende:

”3.1. Generelt om gruppesøgsmål

Som anført af Retsplejerådet bør det så vidt muligt sikres, at der er reel

mulighed for at gennemføre berettigede krav ved domstolene, også når

kra-vene enkeltvis er så små, at de er individuelt »uprocesbare«, og de

foreslåe-de regler om gruppesøgsmål vil som nævnt bidrage hertil.

Hovedformålet med de foreslåede regler om gruppesøgsmål er således

at bidrage til, at be-rettigede krav – f.eks. om erstatning – opfyldes,

hvilket klart falder inden for den civile retsplejes funktion. …

Med hensyn til risikoen for »misbrug« af muligheden for at anlægge

gruppesøgsmål lægger Justitsministeriet vægt på, at der foreslås en

række betingelser for anlæg af et gruppesøgsmål, herunder at retten

skal godkende, – 9 –

at sagen er egnet som gruppesøgsmål, og kontrolmekanismer i øvrigt

bl.a. vedrørende rettens godkendelse af grupperepræsentanten og

rettens proces-ledelse. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at

risikoen for, at uberettigede krav bliver gennemtvunget, derved i

væsentlig grad imødegås.

Retsplejerådets forslag er udformet ud fra en samlet afvejning af en

række relevante hensyn, der må indgå i vurderingen af, om der i dansk

ret bør ind-føres regler om gruppesøgsmål, og Justitsministeriet finder,

at der med Retsplejerådets forslag er udformet en model, der både

indebærer en styrket behandling af ensartede krav og samtidig i meget

vidt omfang imødegår den misbrugsrisiko, der kunne være.

Justitsministeriet er således enig i Retsplejerådets generelle synspunkter

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

3.3. Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål

3.3.1. Den helt grundlæggende betingelse for overhovedet at tillade

gruppe-søgsmål er efter Retsplejerådets forslag, at der foreligger

ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer. Spørgsmålet

om fremsættelse af ensartede krav mod flere personer omtales særskilt

nedenfor.

Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for i selve lovteksten at angive

nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør

således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de

fremsatte krav er til-strækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være

en hensigtsmæssig pro-cesform. Af betydning vil navnlig være, om

kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har

samme retlige grundlag. Efter Rets-plejerådets forslag skal retten

fastlægge rammen for gruppesøgsmålet og dermed, hvilke krav der er

omfattet heraf.

Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer

flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,

kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres

helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål

herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand

vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,

og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor

være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt

kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et

anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et

kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning.

I sådanne tilfælde, hvor ensartede spørgsmål er udskilt til særskilt

behand-ling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen

får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det

enkelte gruppe-medlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis

grundlaget for udmålingen af erstatning mv. ikke er ensartet, vil dette

ikke kunne ske efter de foreslåe-de regler om gruppesøgsmål, og det vil

derfor i sådanne tilfælde kunne være nødvendigt for de

gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løs– 10 –

ning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af

er-statning mv.

3.4. Grupperepræsentanten

3.4.1. Det hører til gruppesøgsmålets grundlæggende vilkår, at de

personer, på hvis vegne der fremsættes krav, ikke selv deltager som

parter i retssagen i sædvanlig forstand, men derimod repræsenteres af

grupperepræsentanten.

3.4.6. Det bør være en forudsætning for at kunne udpeges til

grupperepræ-sentant, at den pågældende råder over tilstrækkelige

økonomiske midler til at kunne gennemføre retssagen på betryggende

vis, jf. ovenfor i pkt 3.4.5. Heri ligger, at den pågældende skal være i

stand til løbende at betale de ud-gifter, der for den pågældende er

forbundet med at føre retssagen frem til en afgørelse. Derimod indgår

muligheden for ved sagens afslutning at blive på-lagt at betale

sagsomkostninger til modparten ikke i denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at

retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for

de sagsom-kostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale

til modparten.

Gruppesøgsmål vil ofte være mere ressourcekrævende end individuelle

søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan efter

omstændighe-derne være meget store. Sammenholdt med, at de

personer, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang

bør hæfte for sagsomkostnin-gerne, jf. herom pkt. 3.6 nedenfor, er det

efter Retsplejerådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give

mulighed for at stille krav om sikker-hedsstillelse for sagsomkostninger,

selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

3.8. Individuelle spørgsmål. Undergrupper

3.8.1. Retsplejerådet finder, at reglerne om gruppesøgsmål bør

udformes så-ledes, at der ikke bliver tale om en egentlig behandling af

individuelle spørgsmål under gruppesøgsmålet. Dette er ikke til hinder

for, at der under et gruppesøgsmål kan nedlægges forskellige påstande

for forskellige grup-pemedlemmer, f.eks. med hensyn til størrelsen af en

tilbagebetaling eller er-statning eller med hensyn til, om der påstås

ophævelse eller afhjælpning, når blot der foreligger et ensartet grundlag

for en stillingtagen til de forskellige påstande.

Eksempelvis vil der ikke være noget til hinder for, at en tilbagebetaling

el-ler erstatning udmåles forskelligt for forskellige gruppemedlemmer afhængigt

af, i hvilken periode de pågældende har været berørt af en

påstået retskrænkelse, eller afhængig af størrelsen og arten af deres

forbrug af f.eks. et teleabonnement eller en aftale om levering af gas,

varme eller elektricitet.

Derimod kan betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav,

ef-ter omstændighederne være til hinder for, at der under et

gruppesøgsmål nedlægges påstand om individuel udmåling af erstatning

på grundlag af de enkelte gruppemedlemmers individuelle, subjektive

forhold. I givet fald må gruppesøgsmålet afgrænses således, at sådanne

individuelle spørgsmål ikke – 11 –

skal afgøres under gruppesøgsmålet. Dette kan opnås ved f.eks. at

begrænse gruppesøgsmålet til en anerkendelsespåstand om

ansvarsgrundlaget.

3.8.2. Retsplejerådet har overvejet, om der bør være mulighed for at

opdele et gruppesøgsmål i undergrupper, således at der udpeges

særskilte (un-der)grupperepræsentanter for hver af undergrupperne.

Rådet finder imidler-tid ikke grundlag herfor.

Hvis der både foreligger retlige og/eller faktiske spørgsmål, der er fælles

for hele gruppen, og retlige og/eller faktiske spørgsmål, der angår

bestemte delmængder af gruppen, bør man efter Retsplejerådets

opfattelse anvende retsplejelovens regler om sammenlægning og

adskillelse af krav.

Afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt ud fra sagens konkrete

omstændigheder, kan retten således vælge fra starten at afgrænse

gruppe-søgsmålet på en sådan måde, at det kun omfatter ensartede

krav. I eksemplet med flere undergrupper er dette ensbetydende med,

at der i givet fald må an-lægges flere gruppesøgsmål, som i relation til

reglerne om gruppesøgsmål behandles hver for sig (dvs. med hver sin

grupperepræsentant, uden at der dog er noget forbud mod, at samme

person samtidig kan være grupperepræ-sentant i flere gruppesøgsmål),

men flere gruppesøgsmål vil kunne behand-les samlet efter de

almindelige regler om samlet behandling efter retspleje-lovens §§ 250

og 254.

Alternativt kan retten, hvis det forekommer mest hensigtsmæssigt, godkende

et gruppesøgsmål med en afgrænsning, der indebærer, at visse

fakti-ske og/eller retlige spørgsmål kun vedrører en vis del af

gruppemedlemmer-ne. Retten kan herefter ved anvendelse af

retsplejelovens § 253 om adskil-lelse af krav opnå en hensigtsmæssig

opdeling af sagens forhandling og af-gørelse. Der vil imidlertid være tale

om ét gruppesøgsmål med én gruppere-præsentant.

3.8.3. Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag,

og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

…”

I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er bl.a. anført

følgende:

”Til § 254 a

Den grundlæggende betingelse er, at der er tale om ensartede krav,

som tilkommer flere personer, jf. stk. 1. Kravene kan være både krav om

at få tilkendt noget (fuldbyrdelsessøgsmål) og krav om at få fastslået en

retsstil-ling (anerkendelsessøgsmål), herunder krav om, at de

pågældende personer ikke er forpligtet i forhold til sagsøgte vedrørende

et nærmere angivet for-hold (negativt anerkendelsessøgsmål). Kravene

behøver ikke at være identi-ske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og

retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne

betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en

pakkerejse i anledning af påståede mangler f.eks. ved indkvarteringen,

udflugter, faciliteter mv. eller krav fra – 12 –

investorer i anledning af påståede mangler ved det prospekt, der lå til

grund for deres investering.

Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer

flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,

kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres

helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål

herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand

vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,

og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor

være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt

kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et

anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et

kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning.

Til § 254 b

Den foreslåede bestemmelse opregner de betingelser, der skal være

opfyldt, for at et gruppesøgsmål kan anlægges.

Efter stk. 1, nr. 1, skal der for det første foreligge ensartede krav som

nævnt i § 254 a, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Desuden er der som noget helt centralt den betingelse, at

gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på, jf. nr. 5. Dette in-debærer, at gruppesøgsmål er subsidiært i

forhold til andre muligheder for at behandle kravene på.

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste

måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med

rea-listiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen skal

derfor fore-tages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags

konkrete om-stændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt

eller bedre under in-dividuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet

efter reglerne i retspleje-lovens § 250 eller § 254, kan der ikke

anlægges gruppesøgsmål om kravene. Ved denne vurdering indgår

også, om sagskomplekset har en sådan karak-ter, at fælles spørgsmål

må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan

tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske

har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig

koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som

grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller

som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.

…”

I et svar til Folketingets Retsudvalg vedrørende kommentarer til et

høringssvar fra Advo-katrådet – besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 31.

oktober 2016 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om

ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppe– 13 –

søgsmål m.v.) – har Justitsministeriet bl.a. anført følgende:

”Advokatrådet anfører, at det bør afklares, hvad der ligger i betingelsen

om, at der skal være tale om ”ensartede krav” for, at der kan anlægges

et gruppe-søgsmål.

Som anført i pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det

be-ro på rettens vurdering af den enkelte sag, om der er tale om

ensartede krav. Kravene behøver ikke at være identiske, idet det er

tilstrækkeligt, at de i fak-tisk og retlig henseende er ensartede. Efter

Justitsministeriets opfattelse vil retten næppe i praksis have særlige

problemer med at tage stilling til, om kravene i en konkret sag er

tilstrækkeligt ensartede til, at de med fordel kan behandles samlet i et

gruppesøgsmål.

Hvis der ikke er tale om ensartede krav, kan reglerne om gruppesøgsmål

ik-ke anvendes. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensar-tede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et

gruppesøgsmål herom. Som eksempler på sådanne ensartede retlige

spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form

af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af

et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning. For så vidt angår den individuelle er-statningsudmåling mv.

vil der derimod som regel ikke være tale om

ensartede krav, der kan behandles i et gruppesøgsmål.

Advokatrådet finder endvidere, at det bør afklares, hvad der ligger i

betin-gelsen om, at gruppesøgsmålet skal skønnes at være den bedste

måde at be-handle kravene på.

Denne betingelse indebærer, at gruppesøgsmålet er subsidiært i forhold

til andre muligheder for at behandle kravene. Efter Justitsministeriets

opfattel-se bør det være retten, der i den enkelte sag skal sammenligne

et gruppe-søgsmål med realistiske alternativer i den konkrete situation

og på grundlag heraf vurderer, om gruppesøgsmålet må anses for at

være den bedste måde at behandle kravene på. Som anført i pkt. 3.3.2 i

lovforslagets almindelige bemærkninger kan der f.eks. ikke anlægges

gruppesøgsmål om kravene, hvis de efter rettens opfattelse kan

behandles lige så godt eller bedre ved in-dividuelle søgsmål, der

eventuelt kan behandles samlet efter retsplejelovens regler om

kumulation (sammenlægning af krav). Ved denne vurdering kan det

indgå, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål

forventes at kunne blive afklaret under en prøvesag. Der kan også tages

hen-syn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har

særlige for-udsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig

koordinering mv., i givet fald vil kunne medvirke i sagen på en anden

måde end som grupperepræsen-tant i et gruppesøgsmål, f.eks. som

biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt

søgsmål.

…” – 14 –

Landsrettens begrundelse og resultat

Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens principale påstand

Den principale påstand, som Foreningen Garantloekken ønsker

behandlet under gruppe-søgsmålet, angår spørgsmålet, om Finansiel

Stabilitet (tidligere under navnene Løkken Sparebank A/S, EBH Bank A/S

og FS Finans A/S) skal pålægges at dække de krav, som Løkken

Sparekasse er dømt til at betale ved dom af 30. december 2011 fra

Retten i Hjør-ring.

Foreningen Garantloekken udtog stævning mod Løkken Sparekasse den

1. november 2010 som et gruppesøgsmål ved Retten i Hjørring. Forud

for dette havde advokat Jørgen Holst på vegne af Finansiel Stabilitet og

Løkken Sparebank A/S ved brev af 9. november 2009 tilkendegivet over

for foreningens advokat, at Finansiel Stabilitet og Løkken Sparebank A/S

ikke ville anse sig for forpligtet til at honorere krav omfattet af en dom

over Løkken Sparekasse. Advokat Jørgen Holst opfordrede på den

baggrund foreningen til også at rette søgsmålet mod Løkken Sparebank

A/S, hvis foreningen ønskede en afgørelse, der var rets-kraftig over for

banken. Ved brev af 18. november 2010 til garantforeningens advokat

gen-tog Finansiel Stabilitet tilkendegivelsen om, at man ikke anså sig for

forpligtet af en dom i sagen mod Løkken Sparekasse, uden at der var

udtaget stævning mod Løkken Sparebank A/S.

Civilstyrelsen meddelte den 25. marts 2011 Foreningen Garantloekken

fri proces til at ned-lægge påstand om, at Løkken Sparebank A/S skulle

anerkende at dække de krav, som for-eningen havde nedlagt påstand

om over for Løkken Sparekasse. Ved brev af 8. april 2011 til Finansiel

Stabilitet meddelte foreningens advokat, at foreningen nu havde fået fri

proces til at adcitere EBH Bank A/S i den verserende sag mod Løkken

Sparekasse. I et brev af 9. august 2011 til Retten i Hjørring – som

foreningens advokat modtog i kopi – gjorde advo-kat Jørgen Holst

opmærksom på, at LS Løkken (tidligere Løkken Sparekasse) var uden

aktiver og uden ledelse, og at byretten ifølge retsbog af 22. juni 2011

forventede, at der ville blive afsagt udeblivelsesdom. Advokat Jørgen

Holst tilkendegav samtidig, at det fort-sat var opfattelsen, at en

retskraftig afgørelse i forhold til FS Finans A/S måtte forudsætte, at FS

Finans A/S blev omfattet af søgsmålet. Advokat Jørgen Holst foreslog på

den bag-grund, at Retten i Hjørring skulle opfordre Foreningen

Garantloekken til at adcitere FS Finans A/S under det verserende

gruppesøgsmål, således at kravene mod Løkken Spare– 15 –

kasse – og spørgsmålet om FS Finans A/S’ hæftelse for disse – kunne

prøves materielt, og således at der blev truffet afgørelse med retskraft

for såvel Løkken Sparekasse som FS Fi-nans A/S. Foreningen

Garantloekken afstod imidlertid fra at adcitere FS Finans A/S i det

verserende gruppesøgsmål, der således blev afsluttet med en

udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.

En prøvelse af Foreningen Garantlokkens principale påstand under

denne sag burde mest hensigtsmæssigt være sket ved at inddrage FS

Finans A/S under gruppesøgsmålet ved Ret-ten i Hjørring i stedet for at

afvente en udeblivelsesdom. Som ovenfor anført blev forenin-gen

udtrykkeligt opfordret til en sådan adcitation, som foreningen også

havde fri proces til.

På denne baggrund tiltræder landsretten, at et nyt gruppesøgsmål ikke

kan anses for den bedste måde at behandle de krav, der støttes på

Foreningen Garantloekkens principale på-stand, og at der derfor ikke

kan anlægges et nyt gruppesøgsmål om disse krav, jf. retspleje-lovens §

254 b, stk. 1, nr. 5.

Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens subsidiære påstande

Som anført af byretten hviler de krav, der er omfattet af Foreningen

Garantloekkens subsi-diære påstande, på forskellige retlige grundlag i

form af ugyldighed, erstatningsansvar og manglende udbetaling af

opsagt garantikapital.

Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, er det retten, der fastlægger

rammen for et gruppe-søgsmål. Ved rettens vurdering af, om der

foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a, må retten tage

udgangspunkt i de nedlagte påstande og forslag til ramme og således

vurde-re, om der foreligger et ensartet grundlag for en stillingtagen til

påstanden/påstandene. Som anført i forarbejderne til retsplejelovens §

254 a må retten dog samtidig lade det indgå i vurderingen, om det er

muligt at udskille ensartede spørgsmål fra de nedlagte påstande og

tillade et begrænset gruppesøgsmål herom.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de krav,

der er omfattet af Foreningen Garantloekkens påstande og forskellige

forslag til ramme for gruppesøgsmålet, ikke har den fornødne

ensartethed til at kunne behandles under et gruppesøgsmål. Dette

gælder også for de krav, der er omfattet af det forslag til en indsnævret

ramme, der er fremkommet for landsretten. En bedømmelse af disse

krav vil fortsat nødvendiggøre, at der – 16 –

tages individuelt stilling til blandt andet, hvad der for den enkelte garant

var bestemmende for beslutningen om at tegne garantikapital, og

hvilken rådgivning den pågældende modtog fra sparekassen i

forbindelse hermed.

Ud fra de foreliggende oplysninger om de krav, der er omfattet af

foreningens subsidiære påstande, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for,

at retten på egen hånd kan udskille ensar-tede spørgsmål fra en eller

flere af påstandene og således tillade et begrænset gruppesøgs-mål

herom.

Landsretten tiltræder herefter, at betingelsen i retsplejelovens § 254 b,

stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for de krav, der er omfattet af foreningens

subsidiære påstande.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal

Foreningen Garantloekken betale sagsomkostninger for landsretten til

Finansiel Stabilitet med i alt 500.000 kr. Belø-bet angår udgifter til

advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af

beløbet på den ene side lagt vægt på sagens økonomiske værdi, men på

den anden side også lagt vægt på, at sagen for landsretten har haft et

begrænset omfang og herunder alene omfattet spørgsmålet, om sagen

kan fremmes som et gruppesøgsmål ved byretten.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

Foreningen Garantloekken skal betale sagens omkostninger for landsretten til Finansiel Stabilitet med 500.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efterrentelovens § 8 a.

Lisbeth Parbo Lars Christensen Henrik Præstgaard (kst.) – 17 –

Udskriften udstedes uden betaling.

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Vestre Landsret,

Viborg den 25. april 2017

Marianne Rindom

retssekretær

Hele historien er samlet af

Jens Otto Madsen

April 2017

Kilde: Løkken Folkeblad 08.09.2019

Garantloekken-formand holder foredrag

LØKKEN: Onsdag 25. september kl. 14 holder Ældre Sagen Løkken-Vrå møde på Ældrecenter Havgården, Brændingen 8 i Løkken. Den tidligere formand for foreningen Garantloekken Kristian Andersen kommer og fortæller om sine mange oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps i 2009 – herunder også om garanternes forsøg på at få erstatning for deres tabte garantikapital.

Kristian Andersen foran Vestre Landsret. Nu fortæller han om sine oplevelser. Privatfoto

KRISTIAN ANDERSEN FORAN VESTRE LANDSRET. NU FORTÆLLER HAN OM SINE OPLEVELSER. PRIVATFOTO

Kristian Andersen var formand og konsulent for Garantloekken fra 2009 til 2016/2017 og skrev – sammen med Peter Ussing, Hans Fink og Egon Kjøller – bogen ”Overmod”. Bogen beskriver de forskellige aspekter om Løkken Sparekasses kollaps og blev udgivet 7. oktober 2018.

Kristian Andersen har siden januar 2019 fulgt Finansiel Stabilitets store retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse i Vestre Landsret. Det er foreløbig blevet til 35 retsdage. Sagen genoptages 30. september og forventes afsluttet inden jul. Kristian Andersen vil også give mødedeltagerne et indblik i, hvad der er foregået i Vestre Landsret i de første 35 dage af retssagen.

– Jeg vil fortælle noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til, at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi. Jeg løfter også sløret for, hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing. Jeg vil i den forbindelse også fortælle deltagerne noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter, at sparekassen var kollapset, lover Kristian Andersen.

Total Page Visits: 208 - Today Page Visits: 2