Af tidligere borgmester i Rebild Kommune Kjeld Jensen, Brønderslev.
I min barndomsby Try i Vendsyssel boede gamle Marie, og hun er nok et par sider værd – måske en hel roman på grund af hendes ukuelighed.
Selve landsbyen bestod af et mejeri, en købmand samt smed, højskole og friskole. Herudover en snes jordløse huse samt selv- følgelig gårdene. Udenfor selve landsbyen lå udflyttergårdene i en ring helt ude ved kærene, og meget længere ude lå enkelte engejendomme. Gamle Maries sted lå helt for sig selv langt ude af en nærmest ufremkommelig markvej. Her var hun efter sit giftermål havnet med sin mand Laurits. Da Laurits havde slidt med de 10 tdr. land engjord og havde sat 3 børn i verden, blev han syg af tuberkulose og døde efter at have ligget til sengs i et par år. Kort tid efter døde en af de 2 drenge af samme sygdom. Den lille familie bestod nu kun af Marie og 2 børn, en dreng og en pige.
Nu skulle livet jo så gå videre, og Marie var da også kun 35 år, men utrolig fattig i sammenligning med nutidens enlige mødre. Hun fortsatte med at passe sit lille sted, malkede sine 3 køer, kørte den lange tur af en ufremkommelige markvej gennem engen med sin mælk til mejeriet. Jeg kan huske at de fortalte, at hun engang havde mistet en af sine køer, og hun henvendte sig så til en af de store gårdmænd med et ønske om at købe en ny. Han var ikke uvillig og udpegede et gammelt kadaver, som han påstod gav 30 kg. mælk om dagen.
Marie kikkede på dyret og sagde så, at hende ville hun bestemt ikke have, for så skulle hun med så meget mælk investere i en ny spand, jo hun var ikke uden humor, men også barsk, som man bliver af så hårdt et liv.
Marie elskede sine egne dyr over alle grænser. Men det fortaltes også, at hvis andres kreaturer kom på hendes enemærker, var hun nådesløs over for dem. Engang indfangede hun en stor omstrejfende hanhund, som hun egenhændigt kastrerede, den skulle ikke gøre hendes fede foxterrier gravid uanset hvor stor en gård den nu e lers kom fra.
Efterhånden fik Marie god skik på det lille sted. Og efter at børnene var flyttet hjemmefra, gik hun i sin ensomhed og sparede endda vist en skilling op på kistebunden. Et par friere meldte sig gennem årene, men Marie skulle ikke nyde noget, hun havde sine dyr, og var vel også bange for, at frieriet måske bare var et spørgsmål om hendes jordiske gods, end det var kærlighed. Marie sled sig op, og kom efterhånden til mere og mere at ligne en heks, helt krumbøjet og med et sort klæde om hovedet. I øvrigt kom hun til også at lide af rystelser, så hovedet vrikkede voldsomt. Når hun kørte med sin gamle grå hest og stive vogn med en fjæl til at sidde på, og i vinterstorme pakket ind i gamle klude, var børnene bange for hende. Det var jeg nu de var givet i en god mening, og det er jo ikke, for jeg kom meget hos hende, da mit det der tæller. Jeg husker, at jeg kom en hjem lå som en af de nærmeste, og trods alt aften. Hun sad ikke ved lampen, og derfor kom hun jævnligt indenom, når hun havde været på mejeriet. Jeg husker at børnene og nogle af karlene brugte øgenavnet “Vrik Marie” om hende. Jeg var ked af det, for jeg holdt af den gamle, barske kone.
Marie fortsatte sit virke i engene, til hun blev næsten 80 år. Min far købte stedet af hende for at sammenlægge hendes 10 tdr. land engjord med mit hjem. Marie fik en lille trekantet grund 25 m fra mit hjem, her byggede hun et lille hus, som hun boede i indtil sin død. Hvis ikke jeg kendte Marie før, kom jeg nu virkelig til det, der var ikke noget der hed ældreomsorg og hjemmehjælp, så jeg påtog mig opgaven som en helt naturlig ting og lavede alt det, hun ikke selv magtede, og jeg hyggede mig vældigt med det. Jeg leverede også hver aften en halv sød, og hun afregnede med 15 øre hver dag, hun ville ikke skylde nogen noget. Jeg husker, når hun lagde brød op og næsen løb, så tog hun med hånden om næsen, smed snottet ned i tørvekassen og arbejdede videre med brødet – og jeg skal love for, at brødet det smagte udmærket!!
Når jeg kom over til hende om aftenen, og hun sad ved petroleumslampen fortalte hun mig om livets tilskikkelser, og hun ud- malede for mig, at jeg på grund af alle de mange tjenester, jeg gennem årene havde gjort hende, så ville hun betænke mig med et større beløb til min konfirmation. Jeg husker, at jeg var spændt til det yderste, da – jeg åbnede telegrammet på dagen, blev jeg lidt forskrækket – jeg modtog 15 kr.! Jo, påholdende var hun.
Jeg fandt hende inde i sin seng, forfærdelig syg, og det var uvant. Jeg fik hentet min mor til at tage sig af hende. Marie var efterhånden blevet 88 år, og hun svævede de næste dage mellem liv og død. Min mor fik fat i hendes søn og datter, som i øvrigt ikke tog sig en helt masse af hende, det var ligesom vores opgave. De sad hos hende sammen med min mor og mig, og de talte om de praktiske ting, der nu skulle ske, når gamle Marie nu en af dagene lukkede sine øjne. De talte om Musse, en lille trivelig hund, som Marie behandlede som et barn, og de blev enige om, at den skulle aflives, så snart det uundgåelige skete og Marie puttede sig. Jeg synes at det var lidt uhyggeligt med den halvt bevidstløse Marie og Musses stadfæstede dødsdom.
Men næste morgen rejste Marie sig af sengen og både hun og Musse levede og var ved godt mod, indtil Marie døde 4 år senere som 91-årig. Hun døde alene i sit hus mæt af dage og uden hverken læge eller sygehus.
Der er utroligt langt fra gamle Maries alderdom og til det vi i dag forstår ved ældreomsorg, og dog er der kun gået 65 år. Nu er det ikke fordi jeg priser gamle dages tagen vare på de ældre, men som gamle Marie sagde: “Det er ikke alt gammelt der er nøj skidt, og det er ikke alt nyt der er et gode”.
Kilde: Vendsyssel – Gildet nr. 32 år 2016