Det var i 1958, min far fik stilling som skoleinspektør ved Skolegades skole.
Han tog til Brønderslev inden skolestarten i august og boede på Hotel Phønix, indtil han fandt et passende hus til familien, der bestod af mig, min mor, bror og søster, der alle stadig var i Skanderborg. I løbet af efteråret blev et rødstenshus med lukket have beliggende på Vestergade 47 (et andet husnummer i dag) erhvervet. (Tidligere borgmester P.N. Jensen og frue købte huset på et meget senere tidspunkt).
Jeg var tre år. Naboen til højre var Gravens Planteskole, og mon ikke naboen til venstre var gørtler. Mellem vores hus og Graven var der en grusvej, som gik hundrede meter ned og delte sig mod to andre grusveje, en mod Dammens Vœnge og en mod Fœlledvej (nu Fasanvej).
Som fire-årig tjente jeg min første løn, da jeg hjalp Graven med at sortere løg. Stolt kom jeg hjem med en daler. Jeg kunne godt lide Graven, og hele familien var meget venlig og meget arbejdssom.
På eventyr
Min eventyrlyst eller hang til at strejfe havde jeg taget med fra Skanderborg. Da jeg var to, forsvandt jeg en dag fra vores have på Villavej og gik ud i det blå. En dame havde ringet til politiet og fortalt, at en lille dreng var set på hovedvejen mod Stilling og var tœt på at blive ramt af en lastbil. En patruljevogn blev sendt ud og tog mig med på stationen. Her sad jeg og tegnede i nogle timer, medens politifolkene prøvede at finde ud af, hvem jeg var. På et tidspunkt sagde jeg: “Bebbe sygehus”. Nok til at de gode betjente kontaktede sygehuset og spurgte, om Bebbe var der. Det var han ikke, men de havde en Ebbe, min ni-årige bror. Snart stod min far på stationen og fik mig med hjem.
Eventyrerne fortsatte i Brønderslev. En dag kunne min mor ikke finde mig, og det blev lidt hektisk for hende, da hun spurgte et par drenge, om de havde set Sune. Det havde de for nogen tid siden, men det sidste, de havde set, var min røde trœsko ude ved sygehusbœkken.
Det kan nok vœre, at min mor drog vest ud af Vestergade mod sygehusbœkken, hvor der gik rygter om, at folk i ny og nœ kunne finde legemsdele fra patienter, der var blevet opereret på sygehuset. Mor fandt mig ikke, men fandt den røde trœsko, så nu huserede tankerne igen i hendes hjerne om, hvor jeg kunne vœre. Heldigvis havde jeg, som så ofte før, ikke taget den direkte hjem, men jeg var hjemme, da hun kom hjem med min røde trœsko.
I begyndelsen af tresserne var De Danske Statsbaner i gang med et kœmpe projekt, da den nye banegård skulle bygges, og et nyt banelegeme blev etableret bag Pedershåb Maskinfabrik. En kœmpevold af sand blev opbygget. På samme tid skulle jeg begynde i Røde Kors børnehaven i Hedelundsgade, og min mor fulgtes med mig de første mange gange fra Vestergade 47, ned ad Vester Alle (nu Parkvej) til Parallelvej, forbi Solvej til Tunnelgade op mod Nørregade. En rigtig god gåtur hver dag. Jeg glœdede mig hver dag at komme op til børnehaveleder Ebba, som var sød som dagen var lang.
Nå, men mor synes efterhånden, at jeg kendte ruten, og vi aftalte, at vi skulle mødes i Vester Alle på min vej hjem. En dag, da jeg var fem, gik det galt. De store sandskanser, som jeg kunne se op ad Solvej, fik mig til at œndre kurs, og de store cementvœgge blev forceret, så jeg kunne udforske alt sandet. For mig var det en ørken. Jeg sneg mig op ad skrœnten, skjulte mig for banearbejderne, som jo nok var fjender. Dog måtte jeg helt op på volden. Det var et prœgtigt syn både mod syd, nord, vest og øst. Udsigten var noget, jeg aldrig havde oplevet før så højt oppe. Pludselig stod min mor der, og så var det bare med at komme hjemad med hende.
Drama med luftbøsse
I Vester Alle boede min ven Johnny, et år œldre. Han var søn af en murer og en rullekone. De havde bygget et flot rødstenshus, og jeg kom der ofte. En dag fortalte Johnny mig en hemmelighed. Han vidste, hvor naboens søn, Jørn, som var noget œldre end os, havde gemt sit luftgevœr. Det ville Johnny så vise mig. Der var ingen hjemme, hverken hos Johnny eller naboen, så vi gik på opdagelse i Jørns vœrelse, og i løbet af ingen tid stod Johnny så med luftgevœret i hånden. Jeg havde set større skydevåben, da min far havde en riffel fra Hjemmevœrnet i kœlderen derhjemme.
Nå, men Johnny tog skydevåbenet med over i deres baghave for at skyde til måls. Da han ikke havde nogle hagl, vidste han, at man kunne putte små kartoffelstykker i løbet i stedet. Inden jeg kunne se mig omkring, var jeg blevet ramt i mit højre øje, og synet forsvandt med en voldsom smerte. Jeg løb hjem og ned I kœlderen, hvor mit vœrelse var, og som jeg delte med min bror. Smerterne var store, men jeg kunne ikke fortœlle mine forœldre, hvad der var sket og jeg kom ikke op til måltiderne. Da sandheden efter tre dage gik op for dem, kørte min far mig straks op til lœge, Karl Mørk-Jensen, som straks ringede til Hjørring sygehus om en hasteindlæggelse.
Efter en lang operation for at redde synet på øjet kom jeg ned på stuen med en klap for øjet som en anden sørøver. I mellemtiden søgte min far oplysninger om en dygtig øjenkirurg i New York, som han ville sende mig til, hvis tingene ikke lykkedes i Hjørring. I de mere end to uger, som jeg lå der med stor bandage for øjet, fik jeg hver eftermiddag en indsprøjtning i den ene balle. Kanylen var så stor, at jeg kunne høre, når den brød igennem skindet.
Der var flere øjenskader på stuen, og jeg husker isœr skipper Karlsen fra Skagen, som var blevet angrebet af en måge, som med et nik med hovedet havde fjernet skipper Karlsens venstre øje for altid. Det gjorde indtryk.
Mit øje blev mirakuløst reddet, men de nœste tre måneder havde jeg klap og forbinding for øjet. Det var ikke uden grund, de andre børn så mig som sørøver.
Selvom operationen lykkedes, kan jeg roligt sige, at episoden har givet mig kvaler periodisk gennem hele livet som f.eks, når mine forældre tog til Saltum strand i højt solskinsvejr, måtte jeg ofte side i skyggen på nordsiden af bilen, så solens stråler og refleksionerne i det hvide sand ikke generede mig.
Det generede også skolearbejdet, og det var ikke før i første real, jeg fik briller, da geografilærer Bjarne Hessellund opdagede, at jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen. Så gik turen ned til Buus Briller, og efterfølgende kunne jeg fortœlle min søster, at det var første gang, jeg havde set kirketårnet nede fra det område. Desvœrre prœgede det også min gymnasietid, men jeg havde ingen lyst til at reklamere med min manglende synsevne. At komme igennem de mange sider, der skulle lœses, var ikke godt for øjnene. Måske var jeg også begyndt at interessere mig for noget andet i disse sene teenageår.
Det var ikke meget, jeg så til Johnny efter skududheldet. Han gik på Søndergades skole, og jeg begyndte på forskolen i Thygelsesgade. Tro det eller ej, men hver dag i første og anden klasse måtte jeg ud på to lange gåture for at komme til og fra skole. Det store øjeblik på dagen kom, hvis bommene gik ned, og en MYer eller et lokomotiv kom forbi.
I 1965 flyttede vi fra Vestergade til Rosenvœngets alle 5, og en ny epoke startede med nye venner fra det nabolag.
Tilbage til Johnny. Jeg så ham i Brønderslevhallen nogle gange, da han spillede basketball, men ellers var der ikke megen snak. Men en dag, måske i 2014, var jeg til Dansk Amerikansk Klubs reception på Forsvars- og Garnisionmuseet i Aalborg i forbindelse med 4. juli og Rebildfesten. Her spillede et militærorkester fin musik. Johnny spillede med. Han havde set mig og kom efterfølgende hen til mig og spurgte, om jeg var Sune. Jep, det var jeg. Vi fik en rigtig god snak, og det gjorde vi også de efterfølgende år. Det er jeg meget taknemmelig for.
Skole
Min klasse startede ud med Elly Høgh som klasselœrer og frk. Navntoft som regne- og bibelhistorielærer. De var vidt forskellige, men jeg synes, vi var rigtigt heldige med vores begyndelse på Thygelsgades skole. Herefter var der mange rigtigt gode lœrere på Skolegades skole, og i tredje real sluttede vi af med Anna Drustrup til dansk, Jens Oluf Andersen til matematik, Hans Knudsen til engelsk, Erik Jølf til tysk og latin, Vagn Madsen til fransk, kemi og fysik, John Kløjgaard til biologi, Poul Have til historie, og Møller Jensen/Gitte Lundø til idrœt, hvis jeg husker rigtigt. De var alle kompetente hver på deres måde med deres specielle pœdagogiske og faglige fœrdigheder.
På sidste skoledag skulle vi naturligvis klœdes ud, og der skulle laves lidt ballade.
Hans Ole Steffensen, som jeg gik i klasse med fra første klasse til tredje-G, oplœste en proklamation ved galgen i skolegården, hvor Anne Drustrup skulle hœnges. Se foto. Skønt at tœnke på, at jeg stadig er i kontakt med ham, nu bosiddende i Aarhus og på Lœsø.
Det er også en fornøjelse i ny og næ at møde klassekammeraterne Anna Wraa (min gamle dansepartner hos Tolbod og nu gift med Leif Hessellund) og Susanne Gorm Rasmussen (nu gift med Torben Ulsted) i Løkken, hvor de er bosiddende, og hvor jeg har sommerhus. Ydermere har FaceBook givet adgang til mange andre tidligere klassekammerater.
Sune Frederiksen
Oktober 2021
Efterskrift: Min søster er Agnete Siim Frederiksen, født i 1946, nu Agergaard og bosiddende i Skanderborg.
Min bror Ebbe Emil Frederiksen 1949-2004 ligger begravet i Holstebro.
Min mor Lilli Siim Frederiksen, 1921-2006, og min far Elis Emil Frederiksen, 1918-2003, er begge stedt til hvile på Skanderup kirkegaard i Skanderborg.
Jeg er Sune Emil Frederiksen, født i 1955, og bosat i Kentucky, USA.