Min barndom
Jeg er vokset på Oustrup Mølle, en gård med malkekøer, ved Mylund i den yderste kant af det, der var Brønderslev Kommune engang. Her boede jeg i en helt traditionel kernefamilie med mor, far, en lillebror og en lillesøster. Min far var landmand, og vi havde folk ansat hele min barndom. Spisetiderne var faste, maden traditionel, og der var kun Danmarks Radio i både radio og fjernsyn. I bakspejlet var det vist det, man vil kalde et fuldstændigt almindeligt småborgerligt hjem. Min far var erklæret venstremand og elskede en god diskussion. Min mor var uddannet pædagog og arbejdede som børnehaveklasseleder. Vi hjalp til på gården, når der var behov for det f.eks. med at hakke roer, køre hø og halm ind i høsttiden og andre forefaldende opgaver. Vores liv foregik meget i lokalsamfundet og sammen med de nære naboer. Vi tog aldrig rigtigt på ferie. Det var ikke noget, der interesserede min far, og det var svært at finde nogen til at passe køerne, hvis han skulle være væk mere end et par dage.
På Gymnasiet
I 1979 gik jeg i 9. klasse på Toftegaardsskolen i Jerslev og skulle vælge ungdomsuddannelse. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville på gymnasiet i Brønderslev. Jeg er opvokset på en kvæggård ved Mylund, 9 kilometer fra Jerslev, så vi kom ikke så tit til de større byer. Der var på det tidspunkt en Brugs i Mylund, hvor min mor foretog de daglige indkøb. Vi børn havde vores fritidsinteresser i Jerslev – jeg spillede fodbold og mine søskende var spejdere – så vi kom ikke så vidt omkring. Transporten gjorde det besværligt, hvis man skulle ud i verden. Mine forældre havde kun én bil, og det var min far, der bestemte over den. Hvis der skete noget i landbruget, skulle han kunne køre til smeden, grovvarehandlen, mekanikeren, eller hvad der nu var brug for.
Men jeg ville gerne på gymnasiet. Dette forjættende sted, hvor det var muligt at lære mere. Vores skolebibliotek på Toftegaardsskolen kunne ikke længere tilfredsstille min nysgerrighed, og jeg havde læst alle min mors bogklubbøger. Jeg kendte ikke ret meget til Brønderslev, for vi kom der kun sjældent, men jeg havde indtryk af, at man kunne få alt der. Der var supermarkeder, butikker, friluftsbad, sportshaller og ikke mindst mange mennesker.
Heldigvis gik der skolebusser helt ude fra bøh-landet ind til ”storbyen”, så jeg sad troligt i bussen i næsten en time både frem og tilbage hver dag i min gymnasietid. I starten blev vi sat af på banegårdspladsen og traskede så ad banestien ud forbi Hedelundsparken (dengang var der ingen rododendroner) og via den forblæste plæne ud til det smarte nye byggeri, der husede Brønderslev Gymnasium & HF.
Det var en helt ny verden at møde klassekammerater fra så eksotiske steder som Saltum, Løkken og selvfølgelig Brønderslev. Mange af dem havde oplevet mange flere ting end mig. De havde været på charterferier og campingpladser i hele Europa og ikke mindst til koncerter med store kendte bands. Lærerne på gymnasiet var et kapitel for sig selv. Excentriske, hippielignende og meget anderledes end de lærere, jeg havde haft i Jerslev. Vi var endnu ikke kommet på fornavn med alle lærerne, da jeg gik ud. Det var stadig fru Nielsen og Jensen, selvom der havde sneget sig en Jytte og en John ind på lærerværelset. Rektor Falsig-Pedersen stod høj og alvorlig og bød os velkommen på den første dag, og jeg husker stadig stemningen i festsalen. Det var fantastisk for en læsehest som mig at starte i 1. G. Jeg sugede til mig og nød de fleste af fagene. Selvom nogle af underviserne havde helt særlige måder at tilgå deres arbejde på, var det hele fascinerende. Gymnasiet var nyt og moderne, og vi var med til at skabe en ny ungdomsgeneration. Det mærkedes også i fritiden, hvor vi holdt fester og deltog i de arrangementer, der blev holdt i byen. Vi dansede i Den Runde Pavillon – så meget, at gulvet gik i stykker. Vi var med til Brønderslev Marked og sang med i ølteltet. Vi tog til julebal i Brønderslev Hallen og arrangerede privatfester i de hjem, der havde gildesale.
I min gymnasietid lærte jeg derfor byen bedre at kende. Jeg kom for første gang i mit liv på diskotek. ”Brunderhus” blev omtalt af mine klassekammerater som en Aladdins Hule. Det krævede nemlig et bevis at komme ind. Hvis man ikke var gammel nok, blev man afvist i døren, men når vi holdt fest i klassen, var det almindeligt, at vi skulle på diskotek bagefter. Dengang var Borgerstuen en hyggelig bodega, hvor stamgæsterne sad og fik nogle øl, raflede og ordnede verdenssituationen. I den anden ende var der restaurant, hvor de rigtigt voksne sad. Når der var mange mennesker, blev døren ind til restaurantområdet åbnet, så man også kunne være dér. Som aftenen skred frem, og de unge mennesker overtog stedet, fortrak de ældre gæster og lod ungdommen komme til. På 1. sal var der diskotek med alle datidens installationer: Røde plysmøbler, diskokugle, store højttalere, DJ-podie og selvfølgelig en bar. Der blev også indrettet natklub på næste etage. Det var lidt mere eksklusivt, og lyset lidt mere dæmpet. På begge dansegulve blev der luftet chiffontørklæder, brede skulderpuder, stylet og crepet hår – stivet med rigelige mængder hårlak -og ikke mindst tårnhøje hæle. Sikke en fest vi havde!
Når jeg ikke gik i skole eller festede, begyndte jeg at shoppe lidt i byen. Jeg er desværre ikke en af de flittige, der har haft fritidsjob hele livet, så det var begrænset, hvad min økonomi tillod, men jeg syntes, det var fantastisk at kunne gå rundt i de mange forskellige butikker og kigge. Jeg var sikkert en af de osere, som de handlende hadede. Jeg husker særligt den store Kvickly, hvor man ofte kunne finde mange nedsatte varer. Det var både tøj og sko, slik og andre spændende ting. Der er også gået en del timer med at snuse rundt i Agerbæks Varehus. Fra min barndom huskede jeg vores juleindkøbsture, hvor vi ofte fik lov til at drikke varm chokolade i cafeteriet på 1. sal. Min mor, som elskede at komme i Young i Algade, når vi en sjælden gang kom til byen, kunne godt lokkes med i nogle af de andre butikker, men hun følte sig ikke godt tilpas i Høy-Hansens dameafdeling. Den var lidt for fin efter hendes smag. Der var dog ingen tvivl om, at vi gymnasiepigers favorit var Buksen – den lille propfyldte butik med de mange smarte cowboybukser og de meget anderledes ekspedienter. Butikken skilte sig ud fra alt andet i handelslivet.
Der var rigtig mange små butikker med hver deres særpræg. Op til flere slagtere, bagere og blomsterbutikker og masser af andre specialbutikker. Jeg husker f.eks. den fine isenkramforretning, hvor jeg blev nidstirret, fordi jeg ønskede at købe 12 cognac-glas. ”Det var der ikke nogen, der brugte,” belærte den ældre mandlige ekspedient mig og var lige ved at nægte at sælge dem til mig.
Teater og musik
Jeg begyndte også at interessere mig for musik og ikke mindst teater. Via vores lokale borgerforening i Mylund, hvor vi spillede dilettant, fik jeg smag for scenelivet. Jeg kastede mig glad ud i både viseaftener og revy på et meget forsigtigt plan, men fik hurtigt kontakter rundt omkring i landsdelen. Snart stod jeg på revyscenen i Tårs og spillede friluftsteater i Stenum, og da Brønderslevs Kulturelle Samråd med Kaj Normann i spidsen indkaldte interesserede til et møde om en teaterforening i Brønderslev, meldte jeg mig fluks.
Det blev starten på BAS. Vi stiftede Brønderslev Amatørscene i 1986 og gik straks i gang med at spille teater. De første år havde foreningen kummerlige forhold. Vi flyttede rundt på forskellige skoler bl.a. på Sct. Georgsgården og den nedlagte Ø. Hjermitslev Skole og måtte hutle os igennem, så godt vi kunne. Bestyrelsesmøder og andre småarrangementer måtte vi afholde privat, men bestyrelsen bestod af lutter ildsjæle, så der var masser af aktivitet. Den første Brønderslev Revy blev opført på Hotel Phønix med stor succes. De medvirkende klædte om i en skurvogn på P-pladsen, og teknikerne slæbte selv deres eget udstyr med. BAS havde kæmpeopbakning fra hele byens handelsliv. Der var velvillige sponsorer og hjælpsomhed, hver gang vi kom og bad om hjælp. Der var masser af frivillige forældre, mænd, koner og kærester, der hjalp i de første år, når vi skulle male kulisser, finde øvelokaliteter og kostumer eller manglede det ene eller det andet.
Vi brugte utallige timer på at øve, snakke og ikke mindst feste. Der var altid en god grund til en fest efter den sidste forestilling: Lettelse over, at det var gået godt; debriefingen, hvis noget var gået galt eller bare afslapning og hygge, når vi var færdige. Man bruger ufatteligt mange timer på at få en forestilling op at stå. Ikke bare øvetimer, men også den store planlægning, hvor man som amatørscene selv skal finde ud af alt fra sceneteknik over billetsalg og pressemeddelelser. Når man så samtidig sad i bestyrelsen og havde fuldtidsjob ved siden af, var der ikke plads til meget andet.
Når man ser tilbage i dag, er det heldigvis de sjove minder, der står skarpest. De næste revyer blev opført på Hedelund, hvor Kaj med tiden blev en slags ”far” for os alle. Vi fik lov til at invadere salen i en rum tid til prøver og forestillinger og spillede til gengæld for fulde huse i en uges tid hver sommer i nogle år. Kaj lavede en revymeny og havde fuldt hus af glade mennesker ved bordene og nød det også. Det var en sjov tid, og mange husker helt sikkert makkerparret Gerda og Johanne alias Gitte Pedersen og Bodil Mølbjerg, der tog alle med storm. Der kom også masser af andre forestillinger efterhånden. Mange af os var på kurser i både tekstskrivning, koreografi, teatersport og instruktion. Både voksne, unge og børn har spillet rigtig mange gode og sjove forestillinger i tidens løb, og det er da ikke uden en vis stolthed, jeg stadig kigger på BAS’ logo og tænker: ”Det har jeg lavet!”
Reklametegner og den grafiske branche
Jeg blev student i 1982 og tog et sabbatår for at tænke mig om. Der var sket rigtig meget, men da jeg i 9. klasse havde været i erhvervspraktik på TJ Reklame i Vestergade, havde jeg fået smag for den grafiske branche. Dengang var frihåndstegning en stor del af arbejdet, og jeg elskede at tegne. Derfor søgte jeg ind på EFG’s grafiske linje og tog et basisår, hvor man lærte om flere forskellige grafiske fag. Langt de fleste ønskede at blive fotografer, og reklametegner var slet ikke en godkendt uddannelse, men jeg søgte alligevel en elevplads på TJ Reklame og fik den. Senere skulle det vise sig, at det basisår var rigtig godt givet ud, fordi jeg havde snuset en smule til så mange forskellige ting.
Det var en spændende læretid med varierende opgaver. Vi havde en stor del af byens forretninger som kunder, og Tage Jensen var en karismatisk chef. Vi lavede alt fra ejendomsmæglerannoncer, skilte og tryksager til købmandsaviser og visitkort. Der var rigtig meget håndværk og ingen digitale hjælpemidler, så det var godt at kende noget til de andre grafiske fag, som vi altid arbejdede sammen med. Timerne fløj afsted og blev ikke registreret nogen steder. Det forventedes, at man blev på sin plads, indtil vi var færdige med opgaverne.
Da jeg blev udlært i 1987 hos TJ Reklame, var jeg så heldig straks efter at få job på Vendsyssel Tidende i deres annonceafdeling. Her mødte jeg Marianne Nellemann, der startede samme dag som jeg. Hun var ansat som konsulent og skulle køre rundt og sælge annoncer til avisen, som jeg så efterfølgende skulle producere. Det var vi mægtig gode til; så gode at vi efter nogle år besluttede os for at starte paLOMA Marketing i Brønderslev.
Vi tænkte ikke så længe over idéen. En skøn solskinseftermiddag, hvor vi egentlig var taget til traktortræk på markedspladsen, satte vi os i stedet hjem i haven hos Marianne og Henrik, hvor vi delte en flaske hvidvin og lavede vores forretningsplan. Dagen efter kontaktede vi et pengeinstitut, en revisor og en advokat, og så var vi i gang. 1/9-1989 slog vi dørene op til vores lille firma i et kælderlokale i Marianne og Henriks villa og mødte op til handelsstandsforeningens morgenmøde og præsenterede vores firma.
Derefter knoklede vi som bare pokker. Der skulle tjenes til to bittesmå lønninger og en lille husleje, så vi kørte på med krum hals. Der var mange, der ikke troede på det. ”To kvinder om et firma – det er jo dømt til at gå galt” og ”Hvor er det synd for de bette piger” hørte vi bl.a. Men vi lod os ikke slå ud så let. Vi havde heldigvis held med at få opgaver lige fra starten, og de næste år gik det strygende. Allerede året efter flyttede vi til Vestergade, og nogle år senere købte vi bygningen og udvidede.
Vi var ret gode til at tale om tingene helt fra starten af. Marianne havde planer om at stifte familie, så det skulle der være plads til. Jeg var teatertosset og fik privattimer hos Helge Reinhardt i Hjørring med henblik på at søge ind på skuespilskolen, så vi var klar over, at der kunne ske ting, der ville forandre vores situation. paLOMA kom dog til at fylde så meget, at jeg droppede skuespillerdrømmen, men Marianne og Henrik var så heldige, at drømmen om at barn gik i opfyldelse i 1991. Det krævede så en vis planlægning, men det tog vi også med, og løbet af de næste 8 år fik vi 5 børn, nemlig i hhv. 1991, 1992, 1993, 1994 og 1997. Vi skiftedes simpelthen til at gå på barsel, så den anden kunne passe firmaet. Under vores barsel havde vi selvfølgelig tæt kontakt og rigtig mange møder med hinanden, men vi fik det til at fungere, og vores børn er alle godt i gang med deres egne liv i dag. Man kan få meget til at fungere med planlægning.
Gennem årene havde vi flere forskellige ansatte – også barselsvikarer, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var sagen for os at være mange. Vi ville hellere være få og selv have følingen med kunderne. Vi uddannede fire elever og havde et par grafikere ansat, havde et utal af praktikanter fra folkeskolerne og en masse andre skønne mennesker i arbejdsprøvning m.m. Vi har også haft nogle søde og dygtige piccoliner og arbejdsdrenge ansat – alt sammen til glæde og gavn for både dem og os, håber jeg.
Det var virkelig udfordrende at have kundekontakten til såvel den lille murermester som det store produktionsfirma, pengeinstituttet, iværksætteren og alle de skønne detailhandlere i byen. Med tiden udvidede vi selvfølgelig rent geografisk og endte med at have kunder i hele Jylland – og enkelte i resten af verden.
Vi har altid følt os som en del af Brønderslevs erhvervsliv, og med årene forstummede alle de kritiske røster om de to stakkels piger. Der var stor anerkendelse og respekt, og vi følte os med tiden fuldstændig ligeværdige med andre virksomheder i byen. Det var spændende at følge med udviklingen og være med gennem aviskrige og den digitale bølge og hele tiden skulle lære nye teknikker. Når jeg tænker tilbage på de første år, hvor vi rent fysisk transporterede trykklare annoncer i dertil indrettede mapper til Oplandsavisens kontor, hvor direktør Erik de Stricker kolerisk råbte op om at overholde deadlines og efterfølgende trampede ind til reproteknisk afdeling for at få fremstillet film, som kunne køres videre til trykkeriet, så er det næsten som at se en gammel sort-hvid film. Hver fredag var det med lettelse, vi gik på weekend med forvisningen om, at vi havde fået afleveret ugens produktion til enten aviserne eller trykkerierne. Vi havde rentegnet, skåret farveforme ud i rødfolie og monteret illustrationer og overskrifter klæbet op med voks, taget kopier med pas- og skæremærker og mange andre tekniske ting. I dag hører al den slags til på teknisk museum, men det var altså kun i starten af 90’erne!
Der var op til fire trykkerier i byen, som vi benyttede. De havde alle sammen deres specialer såvel som fordele og ulemper, og nogle kunder foretrak det ene frem for det andet. Når man tænker på, hvor mange informationer, vi i dag får via vores mobiltelefoner, er det svært at forestille sig, at samme mængde nyheder og oplysninger skulle fremstilles, trykkes og omdeles, men der var ikke andre muligheder. Når Købmand Johansen havde et godt tilbud, lavede han en løbeseddel. Hvis dametøjsbutikken Leif A holdt udsalg, indrykkede han en annonce i Oplandsavisen, og det samme gjorde bilforhandler Uffe Simonsen, hvis han havde tilbud på den nye Mazda. De store købmandskæder lavede deres egne tilbudsaviser, og i en periode var vi med til at producere dem. I en lang periode stod vi også for produktion og distribution af det lille blad ”Manskinnyt”, som blev udgivet af en forening af landbrugsmaskinforhandlere. Jo, vi havde mange forskellige slags kunder inde i den lille virksomhed i Vestergade.
Da vi startede, var det mest avancerede, vi havde, en elektrisk skrivemaskine. Da jeg stoppede i 2011, var alt digitaliseret. Mange af de funktioner og værktøjer, jeg snusede til i mit basisår, findes ikke længere, og i dag laver de fleste firmaer mange af deres markedsføringstiltag selv.
Der er også sket meget med detailhandlerne. Kædebutikkerne fylder betydeligt mere i gadebilledet, og der er ikke samme selvbestemmelse hos den daglige leder, som der var engang. De første arrangementer, vi deltog i, hvor handelsstandsforeningen var involveret, havde mere karakter af en familiefest. I dag er det næsten forsvundet, og alt er styret med hård hånd. Messer, generalforsamlinger, byfester eller lignende er anderledes, og sådan er udviklingen selvfølgelig.
Alt i alt er jeg taknemmelig for at have haft disse mange år som selvstændig, fordi det har givet en anden forståelse for arbejdslivet generelt. Vi havde en fantastisk tid med masser af kvalitet i arbejdslivet, sjove opgaver, spændende oplevelser, glæder og skuffelser, men først og fremmest havde vi – og har heldigvis stadig – et fantastisk makkerskab, der bar os gennem alt. Vi kunne næsten altid selv bestemme, hvordan vi ville løse en opgave. Det var dog altid svært at sige nej til en kunde, og det er kun sket få gange. Vi blev gode til at være professionelle over for kunderne. Når der f.eks. var kommunalvalg, kunne vi sagtens holde møde med socialdemokraterne om formiddagen og planlægge deres valgkampagne for så at deltage i Venstres valgkampsudviklingsmøde om eftermiddagen. Nogle gange skulle vi holde tungen lige i munden, hvis møderne foregik hos os, og sørge for, at de ikke mødte hinanden i døren, eller at konkurrentens materiale lå frit fremme. Vi involverede os også gerne i andre ting. Som nogle af de første købte vi et ”Rhododendron-bevis” af Tage Buus for at få Rhododendronparken etableret. Vi deltog i mange møder og aktiviteter i byen af både seriøse og mere festlige slags og nød hele tiden at udvide vores netværk.
I tiden som selvstændig var der ikke megen fritid, så teaterlivet måtte neddrosles. Heldigvis var der masser af friske teatertossede til at tage over, så BAS er stadig i dag en livskraftig og fantastisk forening, der er veletableret i Brønderslev. Noget af det sidste, jeg var med til, var at flytte ind i BASaren. Det var hårdt knoklearbejde, og det var stadig de frivillige, der tog fat. Da vi startede med at hugge beton op i den tidligere griseauktionshal i 1992, var der ingen, der kunne forestille sig, hvordan det skulle se ud i 2021. Det bliver også spændende at se, hvad fremtiden bringer i de nye kommende lokaler Fabrikken sammen med bla. MOSS.
Øst-siden
Når man er selvstændig og arbejder mange timer, kan der let komme tidspunkter, hvor man overvejer, om det er det hele værd. Det kan jeg kun svare ja til. På et tidspunkt aftalte Marianne og jeg dog, at jeg på et tidspunkt gerne ville stoppe og prøve noget andet i mit liv. Da finanskrisen ramte os i 2007/8, bed vi tænderne sammen, skar ned, hvor vi kunne, og knoklede os igennem. Da det viste sig, at vi overlevede, kunne jeg mærke, at nu var tiden kommet. Min mand og jeg var privat flyttet til Holtegaard ved Try, vores børn havde skiftet skole, og nu var jeg også klar til et skifte. På Hjørring Bibliotekerne søgte de en medarbejder, og jeg var så heldig at få jobbet. Efter 22 år som selvstændig i Brønderslev forlod jeg nu byen og startede på noget helt andet: Offentlig ansat og ydermere bosat i den gamle Dronninglund kommune.
Krigen mellem de to tvangsgifte kommuner var velkendt, men pludselig at bo i den østlige del var helt specielt. De første mange år tog jeg med stor selvfølgelighed Brønderslev i forsvar, når snakken faldt på, at ”det hele også skal foregå der” eller et vrængende ”ja, det er da klart, at det skal ligge i Brønderslev”. Med tiden ebber den snak heldigvis ud, og grænserne blødes langsomt op, men der går nok et par generationer endnu.
Jeg har været heldig at sidde i BET’s bestyrelse som repræsentant for bl.a. Dronninglund Turistforening, og her er man professionelle nok til at tænke på hele kommunen. Det er dog tydeligt, at den turistmæssige aktivitet er størst i den østlige del af kommunen. Jeg er aktiv i turismesammenhæng, fordi vi har indrettet Bed & Breakfast på Holtegaard, og samtidig tilbyder vi hestevognsture til turister og andre interesserede. Det er spændende at møde nye mennesker på den måde og kun at skulle sælge sit helt eget produkt. Vi nyder, at verden kommer til Holtegaard i form af gæster fra mange forskellige lande. I vores reception har vi sat et verdenskort op og opfordrer gæsterne til at stikke en nål i, dér hvor de kommer fra, og der er efterhånden nåle i de fleste lande – i hvert fald i Europa.
Jeg interesserer mig generelt for, hvad turismen betyder for os alle. Både som erhverv, men også som en del af vores virkelighed og den udvikling, der skal til, for at holde liv i de små samfund.
Fortæller
At arbejde på et bibliotek kan for dem, der ikke kender til det, lyde en anelse kedeligt. Det var da også den holdning, jeg oftest blev mødt med, når jeg fortalte, at jeg stoppede på paLOMA og skulle arbejde på Hjørring Bibliotekerne. Jeg havde heller ikke selv et klart billede af, hvad det indebar, men håbede på, at det, der krævedes, kunne jeg godt honorere. Heldigvis er der højt til loftet i Hjørring, så efter nogle år har jeg fået lov til at lave noget af det, jeg elsker allermest.
Som efteruddannelse har jeg taget en uddannelse som fortæller på Fortælleakademiet på Vestjyllands Højskole. Det har været fantastisk at lære noget teori, nogle teknikker og blive instrueret af de allerbedste fortællere i Danmark. Det bruger jeg nu til at formidle masser af gode historier og inspirere både børn og voksne til at læse mere. At fortælle er fantastisk – det minder en smule om teater, men er mere personligt på en anden måde. Der er nærkontakt med dit publikum og en nerve, som jeg elsker.
Da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til denne bog, blev jeg inspireret til at fortælle historien om paLOMA igen, så måske gør jeg det på et andet tidspunkt, hvor jeg kan få flere detaljer, anekdoter og måske afsløringer med, for det er helt sikkert (også) en god historie. Men hele dette tilbageblik, har også fået mig til at tænke på den kæmpestore udvikling, der er sket med vores samfund de sidste 30 år. Hele digitaliseringen og den hurtige kommunikation, som vores børn i dag tager som en selvfølge, er jo fantastisk, men med al fare for at blive kaldt gammeldags, er det måske også lidt farligt. Der er heldigvis nogle tendenser, der tyder på, at vi også gerne vil fordybelsen og det er noget af det, fortællingen kan.
At formidle en god fortælling kræver nemlig, at man er til stede i nuet – og en god lytteoplevelse kræver, at man lytter både med ører og hjerte.
