Med tilladelse af forfatteren:
Af Poul Christoffersen, journalist og opvokset på Bådstedhede, Vrensted
Min baggrund
1960’erne oplevede jeg mest som den sidste del af min barndom på Bådstedhede i Vrensted sogn. Min dåbsattest fortæller, at jeg er født i 1948 i Ingstrup sogn, men jeg har ikke nogen erindringer fra sognet bortset fra dem, der stammer fra ferieophold hos et par bedsteforældre. På “heden” havde mine forældre Elly, født Larsen, og Christian Christoffersen købt et lille husmandsbrug med fire tdr. land i 1951 efter et par år som fodermesterpar på Toftegaard øst for Vrensted. Min lillesøster, Lisbeth, er født på Bådstedhede, og senere kom den yngste, Marianne.
Min fars forældre, Martine og Frederik Christoffersen, kendte jeg ikke. Kun familiens erindringer om dem. De døde inden jeg så dagens lys. Bedsteforældrene boede i et lille hus i Ingstrup, hvor Frederik var tækkemand og arbejdsmand og skulle brødføde en voksende børneflok.
Min mors forældre, Anna og Lars Peter Larsen, drev ved indgangen til 1960’erne et ældre husmandssted på Brødslev Hede med syv tdr. land ved Ingstrup. Det kunne de lige akkurat leve af De sidste tre år af 1960’erne var jeg konstabel ved Flyvevåbnet med tjeneste ved Flyvestation Aalborg de to sidste år. I 1960 begyndte jeg på Aalborg Studenterkursus, der havde aftenhold på gymnasieniveau. Efter bestået eksamen blev jeg i 1971 optaget på statskundskabsstudiet ved Aarhus Universitet,men efter nogle år droppede jeg studiet. Efter et par år som arbejdsmand på fabrik i Aarhus blev jeg optaget på den firårige journalistuddannelse. Som journalist har jeg siden arbejdet på blandt andet Demokraten Weend og Aktuelt i Aarhus, og fra 1997 på Vendsyssel Tidende og Nordjyske Stiftstidende. Jeg har fra 1997 boet med min familie i Lendum.
Lidt om hjemegnen
Bådstedhede er nok det område i Vrensted sogn som sidst blev beboet i større omfang. Der finde ingen slægtsgårde i området med en historie flere århundreder bag sig. De ældste af de nuværende ejendomme er bygget i årene 1873 til 1877 mens den næste bølge af bebyggelser først kom til i perioden 1900 til 1920. Den kendte slægtsforsker Carl Klitgaard nævner da også kun området én gang i sin grundige gennemgang af sognets historie, i bogen Vrensted Sogn fra 1955. Ifølge ham var der i 1845 seks huse på Bådstedhede, som han benævner området. Carl Klitgaard antager at Bådstedhede rummer det område, som i præsteindberetning fra 1690 kaldes en liden hedebakke som sognemænd i Vrensted på grund af sand flugtens ødelæggelser brugte til gravning af hedetørv. Det er formentligt her, fra den sidste del, at det sammensatte navn er opstået. Den første del af navnet har også tilknytning til fortiden. Bådstedhede som område, strækker sig fra Vrensted langs den udtørrede Ingstrup Sø, og her lå indtil en gang i 1600-tallet et kendt landingssted for varer, som købmænd i Aalborg fik fragtet på pramme nordpå ad vandveje helt til Ingstrup Sø, der på daværende tidspunkt var den næst største i Vendsyssel. Fra bådstedet blev varerne kørt på kærrer til Vrensted by. Hjulsporene fra fortiden var høje og dybe, at intet kunne gro der. I begyndelsen af 1950’erne blev Ingstrup Sø udtørret, og da sogneskellet mellem Ingstrup og Vrensted gik midt gennem søen, fik landmænd på Vrensted siden efterfølgende mulighed for at købe nogle engarealer, hvor der tidligere havde været søbund. Midt på en nabomark, nogle hundrede meter neden for vores jord, har der i den sene middelalder ligget et voldsted kaldet Slottet. Et rigtigt slot har det nok aldrig været. Vendsyssel Historiske Museum fritlagde i sommeren 2001 undergrunden for at søge efter fortidsminder, men fandt kun få rester herunder aftegninger af stolpehuller. Ifølge Carl Klitgaards bog om Vrensted har der i 1600-tallet været røvere, som holdt til der, så der har været bygninger inden for voldgravene.
I 1960erne blev navnet for min hjemegn stavet på flere måder, men i 1976 slog kommunalbestyrelsen i daværende Løkken-Vrå Kommune fast, at stavemåden er Bådstedhede.
Ny tid bryder frem på landet
Indgangen til 1960’erne var på mange måder en brydningstid mellem gamle og nye tider. Helt konkret var nye tider allerede på vej til at ændre måden at drive landbrug på. Flere af vores naboer havde allerede skiftet heste uf med Massey Ferguson eller andre traktorer som trækkraft. Bil- og traktortrafikken på Bådstedhedevej voksede langsomt, og flere på “heden fik også råd til at købe tv, køleskab, fryseboks, vaskemaskine og andre nye ting, der øgede elforbruget. Således berettede Vendsyssel Tidende i juli 1962 om at elforbruget i BOEFA- Brønderslevs Opands Elektricitets Forsynings Andelsselskab på et år var steget 18,7 procent blandt de til knyttede transformator-stationer. En af dem stod ved Bådstedhedevej midt mellem Vrensted by og sognegrænsen til Thise.
Bilsalget i hele Danmark satte rekord med 33.490 nye personbiler i løbet af de første måneder af 1960 en stigning på næsten 10 procent sammenlignet med samme periode året før. Allerede i 1962 steg bilsalget til 47.573 personbiler fra januar til udgangen af maj, delvist på grund af indførelse af oms’en -den almindelige omsætningsafgift senere på året. Den store stigning i bilsalget var et tegn på, at et stigende antal danskere begyndte at få del i den voksende velstand, og fremskridtet nåede også ud i landsognene. Der var også omkring 1962, at sognerådet i Vrensted-Thise Kommune havde større bevillinger til vejforbedringer i sognet på budgettet. Blandt andet var vejen mellem Vrensted og Ingstrup i mange år en hullet grusvej. Den blev asfalteret. Vi fik ikke bil, mens jeg boede hjemme. Min far interesserede sig ikke for biler, men købte i stedet en Velo Solex knallert som transport-middel til arbejde. Min mor fik kørekort og bil lang tid senere, da alle os børn var fløjet fra reden, og hun ville ud på arbejdsmarkedet.
Den stigende brug af frysebokse og frysere i eget hjem gik ud over benyttelsen af de fælles frysehuse, som borgere i Vrensted Sogn i fællesskab havde fået opført for år tilbage. I Vrensted overlevede et fælles frysehus indtil 1970, hvor det blev annonceret til salg i Vendsyssel Tidende. Det blev nedlagt året efter, og da boet i andelsforeningen skulle gøres op, var der dog fortsat medlemmer, som var fortsat med at betal boksleje i huset.
Ned ad bakke gik det også for Vrensted Fælles vaskeri i løbet af 1960’erne, og vaskehuset blev solgt for 6.000 kroner til handelsmand Simon Thomsen. Ejendommen var vurderet til 17.000 kr. Min mor stoppede også med at cykle til byen for at få vasket og damprullet tøj samt hente frosne kødvarer. Hvornår husker jeg ikke. Begge fælleshuse blev lavet om til beboelse.
Det var også min mor, der sørgede for at handle dagligvarer ind et par gange om ugen. Så cyklede hun ind til byen til Brugsen, hvor indkøbene blev skrevet ind i en bog og afregnet en gang om måneden. På et tidspunkt valgte hun at skifte til købmand Simonsen på Bådstedhedevej i byen. Min far røg cigarer, og dem købte han selv inde hos købmanden ved siden af Brugsen. Cigarstumperne fik en ældre nabokone Petrea Vingaard, som vi børn gik over til med de surt lugtende tingester. Stumperne smuldrede hun og puttede i en pibe. Stærk tobak, men hun holdt af ryge pibe- og hun blev 82 år.
I den periode var der fortsat ældre landmænd på Bådstedhede, som kun langsomt lod sig påvirk af de nye tider i forhold til landbrugsdrift. Familien Vingaard fra den nærmeste nabogård havde et par ”tolle”, stærke arbejdsheste, som de var glade for at bruge i marken. Vi havde ikke selv hest i det lille husmandsbrug. Den ene af dem lånte vi, når det kunne passes ind, og så hjalp vi dem på anden vis blandt andet med at bjærge høsten. Mange steder på Bådstedhede hjalp man hinanden på den måde.
Midt i 1960erne blev selvkørende mejetærskere mere udbredte, og Vrensted Maskinstation ved Charles Jensen fik mere at lave på Bådstedhede med at høste korn. Langt de fleste gårde var ikke store nok til at deres ejere selv ville investere i en mejetærsker. Mejetærskernes indtog gjorde høstarbejdet meget lettere og langt mindre tidskrævende Håndarbejdet med at sætte neg op til tørring på marken efter selvbindere, stikke neg op i lade på vogne til stakke og efterfølgende putte neg i tærskeværket, bære fyldte kornsække op på kornloftet og lægge pressede halmballer på plads i laden var slut. Jeg har selv prøvet det hele på den gammeldags manér efter skoletid, mens jeg gik i Realen, Mest hos Vingaards, som ikke var så hurtig til at mekanisere driften som mange andre på Heden. Men sønnen, Gunnar, som var lidt ældre and min mor, var stolt, da den første traktor kom til nabogården, og han blev fast traktorfører.
Den stigende brug af motoriseret hestekraft førte også til, at de hestetrukne – evt. traktortrukne mmælketure fra sognets landområder til mejerieti Vrensted, Lykkens Prøve, sluttede i sommeren 1968, og det skete efter at mejeriet på en ekstraordinær generalforsamling havde besluttet at købe to mælketankvogne til at hente mælk hos landmændene. I 1970 blev Lykkens Prøve lagt sammen med mejeriet i Løkken. Med mekaniseringen blev det også farligere for både dyr og mennesker at bevæge sig på landet. Både på markerne og landevejene. Således mistede vi en kat, som havde gemt sig på en kornmark-troede vi- indtil den nogen tid efter dukkede op igen haltende. Den havde mistet det yderste af det ene bagben under hestearbejde. Vi fik også et chok i høsten 1965, da vi læste på forsiden af Vendsyssel Tidende, at min bedstemors yngste bror, Aksel Christensen, aftenen i forvejen var blevet dræbt under et mejetærsker hjul på landevejen mellem Løkken og Vrensted. Han var sammen med føreren af mejetærskeren på vej hjem til maskinstationen i Thise efter dagens arbejde. Der var ingen vidner til den tragiske ulykke, men Aksel var tilsyneladende faldet ned fra mejetærskeren og ned under hjulet, da han ville rette på en afviservinge, hvor lyset ikke virkede. Føreren mærkede et ryk i den kørende mejetærsker, da det skete og stoppede.
Aksel boede i Alstrup ved Saltum med kone og fire børn, og vi besøgte dem somme tider om sommeren, når der var godt vejr til at cykle turen. De kom også hos os en gang imellem.
I avisen læste jeg i de år adskillige gange notitser om blandt andet traktorer, der væltede, fordi føreren kom for tæt på en grøft. Nogle gange med tragisk udgang. Derfor kom der efterfølgende øget fokus på sikkerhedsudstyr på traktorer og andre maskiner i landbruget.
Jeg havde selv et lille uheld med en traktor under min korte og til tider lidet glorværdige karriere som karl på landet på Vrensted Østerhede om sommeren og efteråret 1966 umiddelbart efter afsluttet realeksamen.
Jeg var på det tidspunkt skoletræt, men vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være i mit voksenliv på arbejdsmarkedet. Under en markpløjning kom jeg for tæt på en port og lidt i panik kørte jeg ind i en ladeport. Traktoren gik heldigvis i stå, men porten var blevet trykket ind.
Hjemmet på Bådstedhede
Begyndelsen af 1960erne var også de år, hvor mine forældre, Elly og Christian Christoffersen, fik øget økonomisk råderum til forbedringer på ejendommen, som de havde købt i slutningen af 1951 for 20.700 kroner.
Den én-længede ejendom midt på Bådstedhede det med stuehus i den ene ende og kostald i og lade i den anden ende.
Ved købet bestod stuehusdelen af tre små rum, en smal gang og et køkken med tilhørende spisekammer og et bryggers. Den pæne stue var ikke opvarmet og blev næsten aldrig brugt. Dagligstuen var i 1950erne opvarmet af en kakkelovn, hvor Madam Blå kunne stå, så kaffen kunne holde sig varm. Min opgave var at hente briketter og koks ind. Jeg kan huske, at maden i begyndelsen blev lavet på et gammeldags komfur, men ikke hvornår komfuret blev fjernet og erstattet af gaskomfur med tilhørende flaskegas, som stod i et lille overdækket træskur uden for køkkenet. Til spisekammeret hørte et lille kælderrum med plads til et saltkar til kød. På en af hylderne stod en kagedåse, hvorfra der på mystisk vis en gang imellem forsvandt småkager, som min mor havde bagt. Hun bagte også blandt andet sigtebrød, kringle og boller og lavede kiksekage. I sovekammeret var der lige plads til, at der også kunne være to børnesenge.
Her sov jeg og min søster Lisbeth gennem det meste af 1950’erne. I bryggerset var der i de første mange år gruekedel og vandpumpe, hvorfra vi pumpede koldt vand fra en brønd udenfor. Her hjalp jeg i nogle år min far med at gøre grønkål fra haven klar til juledagene. Vi begyndte allerede lillejuleaftensdag med at spise grønlangkål med medisterpølse hamburgerryg, rødbeder og sennep. Den glaserede skinke sprang jeg over, fordi jeg syntes, den var ækel. Jeg var ikke særlig kræsen, men der var også andet spiseligt, som jeg ikke kunne lide, herunder stegt lever. Stod middagsmaden på lever, så fik jeg røde pelser. Et godt bytte. I kostalden var der plads til tre jerseykøer samt et par kalve og fem-seks grise, der skulle fedes op og sendes til slagteriet. Min mor malkede køerne om morgenen, og så blev der lidt mælk tilovers til husholdningen, når mælkekusken var kørt til Lykkens Prøve. Han havde skummet mælk, også kaldet fut mælk, med tilbage, som grisene fik. Skummet mælk smagte ikke godt modsat nutidens skummetmælk. Jersey mælken havde en høj fedtprocent, men når fløden blev fjernet med en ske, så var mælken til at drikke. Efter min bedstefars død i 1963 havde vi en over gang en ældre hest, som han havde brugt på husmandsbruget i Ingstrup. Men ikke særlig længe. Dyret fik hestekuller, og så kom der en dyrlæge og skød den, og det døde dyr blev fragtet væk til destruktion. Senere i 1960’erne blev andre dyr sendt til slagtning, og de fire tdr. land jord blev solgt til Vingaard. Til ejendommen hørte fortsat en stor have på 1300 kvadratmeter. Den brugte mine forældre alle årene til at dyrke forskellige slags grøntsager, jordbær og ikke mindst kartofler. Havens afgrøder salg af ungdyr og grise samt hjemmeslagtning efter behov af en fedegris gav et godt grundlag til at forbedre økonomien for familien Christoffersen på trods af et udgangspunkt i små kår. Som jeg husker min tidligste barndom bestod dagens varme måltid dengang ofte af stegt flæsk med kartofler og persillesovs. I mange år kom Fiske-Lis om onsdagen kørende gennem Bådstedhede med sin fiskebil. Så kom der rødspætter på bordet til aftensmaden. Der var stadig lidt liv i de friskfangede rødspætter, min mor købte, og de lå og svuppede i et fad i køkkenvasken, inden hun skar hovederne væk, tog indvoldene ud og flåede skindet af. En gang imellem fik vi frikadeller, om søndagen kom der ofte hakkebøf på middag bordet. En gang om ugen kom bager Bedholm på Bådstedhede med sin hestetrukne bagervogn og så fik vi friskbagt rugbrød og jødekager til eftermiddagskaffe.
Mine forældre var sparsommelige, og efterhånden fik de i den sidste halvdel af 1950’erne og begyndelsen af 1960erne råd til adskillige forbedringer af huset. Det var formentlig ikke blevet lavet om af tidligere ejere, siden det blev bygget i 1920.
På loftet over stuen indrettede far et værelse til mig, da jeg var begyndt at gå i skole. Tidligere havde loftsværelset været et åbent kornloft, og jeg kan huske, at min far på et tidspunkt kom ned af loftstrappen med en død rotte på et fejeblad. Dengang kom der også en mand og lagde gift ud. Rotter så jeg heldigvis ikke noget til efter at jeg sov, læste, hørte radio eller lavede lektier på loftet. Efterhånden blev det også svært for mus at komme ind, idet min far brugte en del tid på at renovere husets ydervægge. Han havde i en periode arbejdet som murerarbejdsmand, men det job fik en ende, da min mor ikke brød sig om, der blev drukket fyraftensbajere om fredagen. Men huller i brinken af en grøft i nærheden af huset indikerede, at der formentlig stadig var nogle rotter dernede. Grøften så ud, som om den i årtier var blevet brugt som afløb for spildevand fra husholdningen.
Min far havde tillært sig nogle færdigheder, som vi fik gavn af op gennem min barndom. Både da fik indlagt oliefyr, og der kom radiatorer i hele stuehuset, da de to små stuerum blev lagt sammen til en stor lys stue med nye vinduer, og køkkenet blev moderniseret. Kostalden blev senere lavet om. Først en del til toilet og derefter to værelser til Lisbeth og Marianne, som kom i 1962.
Pligter og fritid
Husmandsstedet var for lille til at kunne bære økonomien alene, og derfor arbejdede min far op gennem 1950’erne og 1960’erne som arbejdsmand. Som de fleste andre mødre dengang arbejdede min mor hjemme med at passe hus og børn, lave mad ellers hjælpe med i driften af husmandsbruget. I begyndelsen af 1960’erne var jeg gammel nok til at hjælpe til med at hakke roer, plukke jordbær og grøntsager og være med i høsten af korn. Nogle gange føltes det som surt pligtarbejde efter skoletid, fordi jeg hellere ville spille fodbold med et par nabodrenge. Eller lege med en klassekammerat, der boede længst ude på Bådstedhedevej.
Lommepenge fik jeg ikke. Nok fordi der ikke var råd. Derimod fik jeg på et tidspunkt lov til at købe en hunkanin. Den fik besøg af en hankanin, som en af mine kammerater havde, og så var grundlaget for en kaninproduktion lagt. Min far hjalp med at lave kaninbure og jeg fik nødtørftigt lært at slå græs med en le, så jeg selv kunne skaffe mad til mine dyr i sommerhalvåret. Et par gange om efteråret kom i tre-fire år en vogn fra Bindslev Fjerkræslagteri og hentede mellem fem og ti ungkaniner til slagtning. Indtægten herfra beholdt jeg som lommepenge. De blev blandt andet brugt til at købe et ur, bøger og et par gode fodboldstøvler, og så blev der snoldet lidt sammen med andre drenge nogle gange efter fodboldtræningen på Vrensted Stadion. Vi cyklede hen til barber Romedahls kiosk, og snoldet var mest is og cola. En overgang var jeg også avisbud på Bådstedhede og så vidt jeg husker, havde jeg 16 aviser at dele ud efter skoletid. Dengang var det ret udbredt at have abonnement på Vendsyssel Tiden. Aviserne kom med Hjørring Privatbane, og fik dem udleveret hver dag ved billetlugen i stationsbygningen i Vrensted. At være avisbud havde den fordel, at der tit var en ekstra avis i avisbunken, og så var jeg fri for at “slås” med de voksne om at komme først til at læse dagens nyheder. Det var mest sport og politik, der fangede min interesse, i nævnte rækkefølge.
At spille fodbold og drømme om at blive berømt som Guld-Harald fra Frederikshavn var i begyndelsen af 1960erne min store fritidsinteresse ved siden af at læse bøger. De fleste drenge i min skoletid i Vrensted spillede fodbold, og med supplement fra årgangen under os kunne vi altid stille et hold i Vrensted Idrætsforening. Særlig god var jeg ikke, men jeg fik en plads som højre halfback, som det hed dengang . Ved OL i 1960 i Rom, hvortil det danske fodboldlandshold havde kvalificeret sig, tog familien Christoffersen på Bådstedhede flere gange på familiebesøg hos minkfarmer Henry Jensen. Han var min onkel, og gift med Jensine, en ældre søster til min far. Jeg ville gerne se holdets kampe på fjernsyn. Vi havde ingen TV-apparat derhjemme dengang.
De boede i den gamle del af Vrensted by kun et par kilometer fra os, så de var nemme at besøge selv om vi kun havde cykler som transportmiddel. En anden Henry med From til efternavn blev mit andet fodboldidol under OL for sit målmandsspil. Og det på trods af at min onkel under transmissionen fra en landskamp mod Sverige året inden OL havde kommenteret slagets gang med: “De ku lige så godt have hængt en sæk kartofler op foran målet. Danmark tabte med 6-0 på hjemmebane. I Rom vandt det danske hold sølv og her blev Henry From berømt for under semifinalen mod Ungarn at redde et straffespark efter at han havde placeret sit brugte tyggegummi på stolpen.
Vores første tv-apparat
Først i 1962 eller 1963 fik vi TV derhjemme. Mine forældre havde den sunde indstilling, at også større investeringer skulle betales kontant, og der var forbedringer i hjemmet, som havde større prioritet. Heldigvis havde en af mine legekammerater, Ole Nielsen, samme interesse som mig. Forældrene, Laurine og Herluf Nielsen, havde TV, og vores mødre byttede ugeblade hver uge. Jeg bragte adskillige lørdage eftermiddage med at se Robin Hood, og hvad der ellers blev sendt i tv hos dem, før vi selv fik et sådant apparat. Derhjemme foran tv-skærmen slugte jeg stort set al sport, der blev bragt, og jeg så blandt andet samtlige fodboldkampe, der blev transmitteret fra VM i England i 1966
Tv-apparatets indtog i dagligstuen ændrede meget i dagligdagen, når pligtarbejde var overstået. Der blev færre aftener med brætspil som Kinaskak. Mange aftener var familien samlet for an tv-skærmen, og jeg vil altid huske min lillesøsters reaktion den 22. november 1963, da ny- hedsoplæseren afbrød en film og fortalte, at USA’s præsident, John F. Kennedy, var blevet skudt i Dallas “Det har han sgu godt af udbrød hun irriteret over afbrydelsen.
Skuddene i Dallas gjorde et stort indtryk på mig ligesom mange andre udenlandske dramaer i det virkelige liv i løbet af 1960erne. For mig stod Kennedy dengang som den mest veltalende statsleder i den vestlige verden med ønsker om større frihed, herunder for de undertrykte sorte amerikanere. Trangen til større frihed og frigørelse var en del af en større verdenstendens, både i de store politiske forhold med blandt andet dannelse af mange nye stater og på det mere personlige plan.
Min mor lagde ikke skjul på over for mig, hvor hun stod partipolitisk, og hun var ikke særlig begejstret, da jeg i forbindelse med folketingsvalget i realskolen fik til opgave at redigere for Venstres synspunkt, for det var hende, der skulle skaffe materialer hjem om partiet. Tænk hvis synspunkterne smittede af på mig. Det havde sikkert været utænkeligt, at min far skaffede det materiale jeg skulle bruge. Han sad indtil kommusesammenlægningen i 1970 i bestyrelsen for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund.
Senere fandt jeg ud af, at han flere gange i 1960’erne var opstillet til sognerådet i Vrensted – Thise Kommune på en bred arbejderliste. Dog nogenlunde sikker på ikke at blive valgt ind. Op gennem 1960’erne blev det kun spidskandidaten fra Arbejderlisten, der blev valgt, og det var i flere perioder Vilhelm Andersen, som også boede på Bådstedhede. I øvrigt var der ikke nogen partipolitisk opstilling til sognerådet dengang. Kandidaterne fra Vrensted Sogn delte sig på en fællesliste, husmandsliste og arbejderliste, og bag efter gik de i valgforbund for samlet at klare sig bedet muligt mod Thise, hvor alle stillede op på en fællesliste. Det var sogneskel, der delte de politiske vande. Det var ligesom i fodbold, hvor Thise var arvefjenden.
Min interesse for historie og politik i en ret tidig alder blev stimuleret af enkelte af de mange bøger jeg læste om vinteren, før fjernsynet kom ind i huset.
På et tidspunkt kunne lærer Madsen, som passede biblioteket i Vrensted, ikke finde flere børnebøger til mig, og han begyndte at foreslå bøger som var for en lidt ældre aldersgruppe. Herunder Onkel Toms Hytte skrevet af Harriet Beecher Stowe i 1852, som skabte en voldsom offentlig debet om slaveriet i det daværende USA. De var medvirkende til slaveriets ophævelse i de forenede stater.
Interessen blev også stimuleret kraftigt en sommerdag i 1961, hvor solen skinnede gennem et par små loftsvinduer på det åbne loftsrum foran mit værelse. Her fik jeg øje på en stor stak medlemsblade fra Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DAS) og begyndte at blade i dem. Inde i midten lå et tillæg om arbejderbevægelsens historie forskellige steder i verden, og det var en helt anderledes og meget mere detaljeret fortælling end den, vi skolebørn hørte om i skolen. De linjer satte konkrete ord på, hvad det var for et “socialismens spøgelse, som i slutningen af 1800-tallet dukkede frem i Europa. Samtidig var jeg dog ikke mere optaget af den interesse end at jeg også læste en del kriminalromaner og cowboybøger. De sidste byttede/lånte jeg med en kammerat en overgang.
Rejser
Mine forældre tog aldrig på ferierejser, mens jeg boede hjemme. Det var der formentlig ikke råd til og i de første mange år var der også nok at lave med at vedligeholde og forbedre huset. De længste rejser, vi foretog før 1963, var togrejser til Hjørring til for eksempel dyrskue eller cirkus. Hjørring Privatbaner havde en tog rute fra Hjørring over Løkken til Aabybro, og den benyttede vi også til ture sydpå. Min far havde brødre og søstre, som boede omkring Saltum, Pandrup, Kås og Aabybro, og somme tider var vi børn med til familiefest.
Togstationen i Ingstrup lå et tosset sted. Langt væk fra byen hvor kun landmænd kunne have gavn af banen. Det var lettere at cykle til Ingstrup over Vrensted, så det gjorde vi.
I efteråret 1963 lukkede Hjørring Privatbaner banen mellem Hjørring og Aabybro, og som erstatning indsatte privatbanen en rutebil, som på nogle ture kørte over Thise mod Aabybro og til Aalborg. Den ændring fik jeg gavn af i slutningen af 1960erne, da jeg blev konstabelelev i Flyvevåbenet. Rutebilen kørte over Bådstedhede i nogle år, men blev nedlagt igen på grund af for få passagerer. I slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne nedlagde Hjørring Privatbaner flere landruter på grund af voksende underskud på rutebilkørslen.
En af mine første udlandsrejser var en tur til Norge med min klasse på realskolen. Jeg kan ikke huske, om den kom før eller efter en anden rejse til den svenske hovedstad Stockholm. Mere om sidstnævnte senere.
1963-tid med forandringer
1963 blev på flere måder et skelsættende år med både triste og gode begivenheder. Også på det personlige plan. Min bedstefar døde i marts måned efter et langt og strengt sygeleje, og en måned efter blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke. Konfirmationsfesten blev holds hjemme på Bådstedhede hvor der var blevet bedre plads efter sammenlægning af de to stuer. En kogekone havde travlt med at tilberede maden til 25-30 voksne gæster. På et tidspunkt fik vi besøg af pastor Otto Mikkelsen, som var meget optaget af ungdomsarbejde og gjorde en stor indsats for unge ved siden af sin præstegerning. Mere herom senere.
Mit udbytte af dagen blev 470 kroner, hvoraf de fleste blev brugt på at købe en ny cykel, som jeg fik rigelig brug for i de kommende tre år. For efter sommerferien begyndte jeg og fire andre klassekammerater at gå i første real på Søndergade Skole i Brønderslev. Vi var blandt den første årgang, der efter en skolereform gik i en treårig realskole. Resten af klassen fortsatte i en nyoprettet ottende klasse i Vrensted.
Mine forældre var meget optaget af at jeg læste videre efter de syv år i folkeskolen, fordi jeg havde evnerne til det. Boglig uddannelse havde hverken min mor eller far haft mulighed for at få, selv om de gerne ville.
I begyndelsen cyklede jeg til Vrensted og tog med bus til Brønderslev. Jeg brød mig ikke om buschaufføren, der til tider kunne virke lidt Ubehagelig. Han var ikke det, man i moderne sprog kalder servicemindet. Da han en dag i det tidlige efterår kørte fra busstoppestedet uden mig, selv om han tydeligt kunne se mig komme cyklende i sidste ejeblik, så havde jeg fået nok “Ham vil jeg ikke køre med mere.”
I en slags protest begyndte jeg næste dag med at cykle fra Bådstedhede til Søndergade Skole over Thise og Manna en tur på 13 kilometer hver vej. I resten af min tid på realskolen cyklede jeg hele vejen med undtagelse af de dage, hvor sneen væltede ned fra himlen, eller det regnede for meget. Så stod jeg på en bus ved købmanden i Thise fem kilometer fra mit hjem.
Jeg kom hurtigt på bølgelængde med flere jævnaldrende fra de to landsbyer, som også cyklede det meste af året til Søndergade Skole. De gik i en parallelklasse eller på et andet klassetrin. Det var nok også det, der gav mig motivation til at fortsætte med at cykle.
Vi delte interessen for fodbold og blev hurtigt meget optaget af den engelske musikbølge med navne som som The Beatles, The Rolling Stones, The animals, Gerry and The Pacemakers og The Helle i spidsen, som fra 1963 og årene derefter skyllede hen over den vestlige verden. Så der var nok at snakke om, mens vi trampede i pedalerne. Vi havde ikke grammofon derhjemme. I stedet lyttede jeg til det nye P3, da Jørgen Mylius kom til den nye radiokanal med radioprogrammer som Efter Skoletid og særprogrammer om nye plader. Når jeg skruede op for musikken, og min far var hjemme, så lød det: “Sluk for det lort. Det er støj – ikke musik.”
Tolerancen blev lidt større, da jeg fik egen transistorradio, og “støjen” kom ud af dagligstuen. I øvrigt delte jeg i høj grad mine forældres negative holdninger til nogle af de tendenser, der fulgte i kølvandet på den nye populære ungdomsmusik. Herunder hashrygning, eksperimenteren med bevidsthedsudvidende stoffer og fedtet langt hår. Det var en verden langt væk fra Bådstedhede, hvor dagligdagen fortsatte i næsten samme skure med materielle forbedringer hen ad vejen. Det var i hvert fald sådan, jeg opJevede tiden, indtil jeg i 1967 flyttede væk. Årene 1963-66 i realskolen var dog også de år hvor den nye musik satte sig spor på den danske musikscene. Pigtrådsmusikken opstod og bredte sig til Brønderslev. Beatles og de andre populære engelske bands skabte en bølge af teenagere, ofte skolekammerater, som selv ville spille den slags musik. Også i Brønderslev. Så langt strakte min interesse ikke. Det var nok at lytte. Jeg havde godt nok tidligere fået et par mindre musikinstrumenter i jule- eller fødselsdagsgave, men jeg holdt ret hurtigt op med at øve. Det lød ikke godt.
Jeg sad i et par år i realen ved siden af Ib Dalgaard-Nielsen, og han ville være musiker. Hans storebror Jens var allerede begyndt at øve. Midt 1960’erne var han med i The Nameless, der hurtigt blev populære lokalt. Først til pigtrådsbal på Hotel Phønix i Brønderslev i 1964, og der fra bredte interessen for at høre “pigtråd sig hurtigt til nogle af lørdagsballerne i omegnens forsamlingshuse. Herunder til Vrensted Idrætsforening, der en enkelt gang i 1965 arrangerede pigtrådsbal med The Nameless. Gruppen gik i opløsning, da Ib`s storebror og en kammerat fortsatte i The Pretenders, som i 1968 vandt Danmarks mesterskabet i “pigtråd”
Ib Dalgaard-Nielsen begyndte sin musikkarriere i en anden gruppe, mens Pretenders turnerede landet tyndt. Da The Pretenders en tid lå stille på grund af militærtjeneste, kom Ib med i gruppen. Gruppens medlemmer spillede sammen i 20 år, og efter en årelang pause optræder de igen og til Gendannelsen skete i 2014 i forbind med 50-års jubilæet for pigtrådsmusikkens indtog i Brønderslev.
Nordisk konkurrence på viden
Mens pigtrådsmusikken sporadisk kom til Vrensted et sted midt i 1960’erne, så havde jeg ikke et indtryk af, at det fik stor betydning for ungdomslivet i sognet i årtiet. Vrensted Ungdomsforening havde fortsat et godt tag i både unge og lidt ældre borgere med både spændende foredrag, lørdagsbal og andre arrangementer. En af fordelene ved at blive konfirmeret var et års gratis medlemskab af VU altså Vrensted Ungdomsforening og ikke Venstres Ungdom, som i nogle andre byer holdt lørdagsbal.
Den drivende kraft i Vrensted Ungdomsforening havde i en årrække været gårdejer Niels Østergaard, der i 1962 blev medlem af sognerådet og senere af amtsrådet.
Nu havde andre taget over, og en af dem var pastor Otto Mikkelsen, som kom til Vrensted i 1953. I første halvdel af 1960’erne var han formand for Hovedkredsen Vendsyssel under De Danske domsforeninger. I Vendsyssel var der omkring ungdomsforeninger, herunder den i Vrensted. Danske Ungdomsforeninger blev i 1965 en del af fusionen DDGU, hvor Otto Mikkelsen fortsatte som Vendsyssels formand i en årrække. Pastor Mikkelsen var også aktiv i ungdomsarbejde i forbindelse med foreningen Norden, som i december 1964 udskrev en konkurrence for unge på viden om de nordiske lande.
Han fik overtalt to af mine klassekammerater fra Vrensted, Orla Jensen og Christian Østergaard samt undertegnede til at deltage i konkurrencen for juniorhold. Deltagelsen førte til, at vi vandt den danske del af konkurrencen, og vi kom til den nordiske finale i august 1965 i Stockholm med pastor Mikkelsen som rejseleder.
Vi havde forberedt os godt, troede vi. Vi kunne nærmest de bøger, som vi havde læst om Danmark, Norge, Sverige og Finland, udenad. Men blandt de 13 spørgsmål, vi skulle svare på i finalen, var der flere, som krævede viden ud over den, vi havde tilegnet os i bøgerne. Så håbet om at vinde forsvandt. Vi fik en hæderlig Gardeplads blandt fem finalehold, men hertil skal tilføjes, at den form for konkurrence blandt unge var ny i Danmark, mens den gennem længere tid havde været almindelig i Finland. Det finske hold vandt suverænt, mens vi lå tæt på de andre finaledeltagere.
Opholdet i Stockholm varede en hel weekend, hvor vi brugte en del af lørdagen på at gå en tur i Stockholms gamle bydel, og efter finalen var blevet afviklet om søndagen, deltog finaledeltagerne i en middag på et hotel, hvor vi alle fik overrakt et litografi som minde. Med i den danske delegation var også et seniorhold bestående af tre seminarieelever fra Thise Ungdomsforening. og de blev nummer fem i seniorklassen. Også her var finnerne suveræne vindere. Bortset fra skuffelsen i finalen var turen en god oplevelse.
Flyvevåben, bofællesskab og fester
Efter bestået realeksamen vidste jeg ikke hvad jeg ville være, blot at skolebøgerne skulle have en længer pause. Efter det lille og mindre vellykkede ophold som landbrugsmedhjælper faldt mit blik i efteråret 1966 på en annonce i avisen, hvor Flyvevåbnet søgte konstabler. Da jeg vidste, jeg var fuldt tjenestedygtig, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne få den tvungne tjeneste overstået og tjene nogle penge bagefter som konstabel. Derfor kom jeg i foråret 1967 til Jonstruplejren ved Værløse som konstabelelev. Rekruttiden der ovre oplevede jeg ikke som special hård, selv om der var meget kadaverdisciplin med “k, trit og retning, men efterhånden følte jeg mere, at opholdet i Jonstrup og en karriere i forsvaret var spild af tid. Godt at kontrakten kun var på tre år og ikke seks år, som en officer ved sessionen i Værløse havde anbefalet. Han mente, at evnerne var til at blive elektronkmekaniker og dermed til at få en faglig uddannelse Efter at værnepligten på 14 måneder var overstået kom jeg til forsyningstjenesten ved Flyvestation Aalberg tæt på Vadum.
Fritiden der blev ofte i begyndelsen tilbragt i konstabelbaren, og her mødte jeg en musikinteresseret elektronikmekaniker, som var flyttet i et bofællesskab i Vadum. Her blev et værelse ledigt, og jeg flyttede ind og havde der et par “fede” år. Huset, vi boede i, lå ved hovedgaden skråt over for en købmandsforretning, og det var ret praktisk, at vi ikke skulle gå ret langt, når der skulle hentes en kasse øl. Dengang var der 50 flasker i en kasse, og den var ret tung. Ejerne af huset havde et hotel på Bornholm, hvor de opholdt sig det meste af tiden. Der hørte en stor have til omgivet af træer, vi var rimeligt uforstyrret, bortset fra at der ud til gaden lå et busstoppested. I huset blev der adskillige gange holdt spontane fester. Den førnævnte elektronikmekaniker boede i husets største værelse, hvor han havde flikket et stort musikanlæg med tilhørende blinkende farvede lamper sammen, og så havde han masser af LP-plader med de nye navne på rockscenen, især den amerikanske. Bofællesskabet blev kendt og nogle steder berygtet-for festerne , selv om der ikke skete det helt vilde. Vi var røgfrie, bortset fra at et par af de andre røg cigarretter. Vi holdt os til høj musik, en solid mængde dårlig rødvin, men flere af byens unge piger fik forbud mod at besøge os. Det gjorde de allgevel. De andre, som kom i huset, var kammarater fra flyvestationen. Vi var lidt dovne med at leveret de tomme ølflasker. På et tidspunkt lånte vi en varebil og kørte 10 kasser med tomme flasker de 100 meter over til købmanden. Det gav næring til en vis forargelse.
Vi fik aldrig påtaler fra ejerne om at dæmpe ved festerne. Det var mere det, at vi glemte at slå græsset i haven, de kunne være efter. Vi nød friheden i bofællesskabet, men jeg tror ikke at nogen blev hængende for længe. De fandt en kæreste og flyttede, og jeg begyndte at læse på studenterkursus i Aalborg, hvor jeg boede den sidste tid, inden jeg begyndte på statskundskabsstudiet i Århus i september 1971. Her kørte ungdomsoprøret i et langt højere gear og i en meget politisk venstredrejet retning, men det er en helt anden historie, som ikke hører til i en beretning om dagligliv i 1960’erne. Dog skal jeg tilføje, at jeg allerede under rusugen på universitetet blev vaccineret grundigt imod den form for propaganda, som yderligtgående studenter førte. De havde magten i studenterrådet.
På statskundskabsstudiet mødte jeg bagefter nogle andre politisk aktive studerende med Svend Auken som den samlende person, og der følte jeg mig mere hjemme politisk.
Afslutning
Interessen for at høre beatmusik, herhjemme “pig- tråd”, og bofællesskabet i årene 1969-70 i Vadum var nok den nærmeste berøring, jeg fik med den ungdomskultur, der voksede frem i den vestlige verden i 1960erne.
Det var en del af tidens ånd, at de unge mange steder, også på landet, tilegnede sig en mere fri omgangsform og påklædning. Det var dog fest efter afskeden med Flyvevåbenet, at jeg fik lidt længere hår og skægget fik lov at gro. Ungdomsoprøret begyndte i 1967 i Danmark, og var dengang mest et københavnerfænomen med provokationer, hippiehappenings, love-ins og dannelse af de første storkollektiver
I 1968 lavede studenter et oprør mod “professorvældet med delvise besættelser af universiteterne i København og Aarhus. Et lille pust fra ungdomsoprørets kerneområde nåede en stund til Vrensted. I efteråret 1969 købte provo nummer 1, forfatteren Ole Grünbaum, et lille husmandabrug på Bådstedhedevej hvor han opholdt sig noget af tiden. Han blev en kort tid brugt som oplægsholder i forskellige foreninger i Vendsyssel, men så blev han efterlyset for udeblivelse fra tjeneste i Civilforsvaret. Politiet i Hjørring besøgte “lystgården” på Bådstedhede flere gange uden at træffe den efterlyste. Der kom ikke flere sigtelser fra besøgene, for en nabo passede hans geder, og de var ifølge et referat fra Vendsyssel Tidende i god fodermæssig stand. Ole Grünbaum blev anholdt i slutnings af 1971 under et besøg i København. Sammenfattende for dagligdagen i 1960’erne oplevede jeg ikke årtiet som specielt oprørsk, mange unge ville ikke være som forældreggenerationen. De nye tider med øget velstand gav flere unge frihed til og mulighed for at gå efter deres egne drømme for fremtiden. Jeg oplevede mine forældre som rimeligt tolerante i forhold til hvad jeg ville med tilværelsen.
“Men sørg for at få en uddannelse, så du ikke ender som arbejdsmand”, sagde min mor flere gange ved indgangen til mit voksenliv. Det gjorde jeg så trods et par sidespring til noget andet. At det så blev som journalist, var der ingen som havde forestillet sig dengang, Heller ikke jeg.
Poul Christoffersen