Nedenstående erindringsskriv fra Morten Weise Olesen skal ses som en kort og uafsluttet “pixiversion” af hans mere omfattende erindringsskriverier. Et erindringsskriv der i omfang og indhold er blevet markant ændret til at skulle blive til en bog eller rettere en familiekrønike med den foreløbige arbejdstitel:
“Weise Olesen. En familiekrønike fra Nordjylland gennem mere end 380 år – fra fæstebønder til stolte selvejerlandmænd og byboere præget af småkår, storhed, fald og genrejsning”.
Venlig hilsen
Morten Weise
Erindringer om et godt og indholdsrigt liv
– med bump på vejen.
Af sygehusdirektør Morten Weise Olesen
Forord
Af to omgange har jeg fået en opfordring fra Jens Otto Madsen til at skrive om mit liv som et blandt flere bidrag til nogle bogudgivelser omhandlende historier fra Brønderslev. Anledningen var, at Brønderslev i 2021 kunne fejre sit 100-års Købstadsjubilæum. Først i andet forsøg i marts 2023 takkede jeg ja.
På dette tidspunkt var jeg, efter flere års tilløb, allerede i gang med mere omfattende skriverier om mit liv med dybe barndoms- og ungdomsrødder i Brønderslev. Så ”erindringstoget” var allerede startet, havde forladt perronen og bevæget sig ud i forskellige retninger, sidespor og til tider også blinde spor uden dog at blive afsporet. Efter snart flere seniorår som pensioneret sygehusdirektør og et CPR-nr., der afslører, at jeg i juli 2023 runder et skarpt hjørne og bliver 70 år, var det på tide, at skabe handling bag mine mange ønsker om at skrive mine erindringer.
Det nedenstående bidrag til Jens Otto Madsens bogudgivelse er således at betragte som en ”Pixiversion” af mine mere omfattende erindringsskriverier, som endnu ikke er færdigskrevet.
Dette erindringsskriv er beretning om et på mange måder usædvanligt, spændende og godt liv, der også har haft store bump på vejen, specielt i mine tidlige barndomsår.
Det er historien om et liv, hvor mine første leveår var præget af store familiemæssige tab/tragedier med en mor, der blev alvorligt kræftsyg kort tid efter min fødsel i 1953. Samtidig oplevede min familie den helt store økonomiske nedtur, hvor min far var tvunget til at sælge Sejlstrup Hovedgård, og hvor familien med fem børn og en kræftsyg mor var tæt på at emmigrere til Kenya i Afrika i håbet om at kunne ”starte på en frisk”.
Det er også historien om, hvordan min familie, trods sygdom og økonomisk ruin, rejste sig igen ved en ufattelig viljestyrke og fighterånd at genskabe trygge rammer for familien både økonomisk og socialt med base på Solvangsvej 36 A i Brønderslev.
Det er desuden fortællingen om en dreng, der trods nogle af barndommens tragedier som last og et middelmådigt folkeskoleforløb, hvor nogle af lærerne ikke kunne se den store fremtid for mig, alligevel formåede at blive tømrer, bygningskonstruktør, tre års arkitektstudie samt dobbeltkandidat fra Aarhus Universitet med topkarakterer.
Dertil en erhvervskarriere, der blandt andet spænder fra et job som fuldmægtig i Arbejdsmarkedsnævnets Sekretariat, planlægningschef i ni år på Skejby Sygehus, administrationschef på Randers Centralsygehus, ni år som sygehusdirektør på Horsens og Brædstrup Sygehus og som rosinen i pølseenden mange år som direktør for Det Nye Universitetshospital i Aarhus med ca. 10.000 ansatte og et anlægsbudget på ca. 10 milliarder kroner.
Det er mit ønske og håb, at min fortælling kan indgyde mod hos de mange unge, der har fået en skæv start på livet, og som for tidligt blev ”dømt ude”. Det er aldrig for sent!!
Eller som min afdøde far, Jens Weise Olesen, skrev på side et i sin dagbog fra 1933, da han lige var startet som godsforvalter på Bjørum Gods:
”Man kan hvad man vil, men slid skal der til”
”Hvor der er en vilje, er der en vej”.
Eller som min mor, Herdis Weise Olesen, skrev i 1950’erne, hvor hendes kræftsygdom var nådesløs:
”Gud give mig mod og styrke til, at ændre det, du kan ændre, tålmod til at bære det, der ikke kan ændres, og visdom til at skelne imellem det”.
I sandhed kloge livsanskuelser, som jeg gentagne gange i livet er vendt tilbage til, når livet bød på store udfordringer.
Jeg ønsker jer alle god læselyst og en stærk tro på livet!
Indledning – tilløb
Som baggrund for mine skriverier har jeg, foruden egne erindringer, haft en række kilder, dokumenter, billeder, forældrenes erindringer, samtaler etc. Dertil ikke mindst min hustru, Marian, der også er fra Brønderslev, og som jeg har dannet par med i snart 54 år og kendt i endnu længere tid og derfor har væsentlige fælles erindringer med.
I denne sammenhæng vil jeg også nævne fem bøger med historier fra Brønderslev, som Jens Otto Madsen har udgivet i 2021/2022. Alle disse bidrag fra personer med tilknytning til Brønderslev udgør tilsammen et væsentligt bidrag til Brønderslevs historie.
Jeg vil også fremhæve Poul Erik Andreasen og de seniorer, der sammen med ham laver et fantastisk stykke arbejde med at holde ”hjulene i gang” i Lokalhistorisk Arkiv for Brønderslev. Poul Erik bidrager med utrættelig energi til at inspirere og holde interessen oppe på Facebookgruppen ”Brønderslev. Fortiden i billeder og tekst”.
Gruppen har ca. 5.700 medlemmer, hvor stadig flere nuværende og tidligere bysbørn kommer til. Dette ikke mindst fordi Poul Erik fodrer gruppen ved næsten dagligt, at lægge billeder ud med personskildringer, dokumenter samt forenings- og erhvervsprotokoller. At dette er til stor glæde og inspiration fremgår tydeligt at den løbende kommentarlyst, som præger gruppen.
Med udgangspunkt i al denne inspiration og bidrag til genopfriskning af minder er udfordringen så, at finde ud af, hvilke episoder og faser i ens liv, man skal vælge at prioritere?
Er der enkelte år, steder eller begivenheder i ens liv, der efterhånden som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres og indfange netop de begivenheder i livet, hvorom alt tidligere drømmeagtigt peger ind imod, og hvor alt senere viser tilbage til dette centrum, hvis betydning jeg selvfølgelig ikke erkender før langt senere? Og er det muligt, at vurdere, hvilken radius der har været omkring begivenhederne, som passerens spids har identificeret?
Svaret må være, ja, det er det, og jeg skal ikke have talt længe med et andet menneske, før man kan indkredse tid og sted for dette brændpunkt i vedkommendes liv. For efterhånden som vi bliver ældre, fortæller vi ofte de sammen historier igen og igen måske i håbet om, at jeg som erindringsskriver, mens jeg fortæller, kommer til at skrive noget, der vil overraske mig selv, og måske derfor også vil være værd at læse for andre.
Man kan også spørge sig selv, hvorfor overhovedet gå i gang med at skrive sine erindringer – og for hvem? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers altid ville være gået tabt og omvendt, måske for at slippe af med andre øjeblikke i håbet om, at de ikke hjemsøger en i det uendelige?
Eller er det bare glæden ved at skrive og genopfriske livets mest vidunderlige stunder, eller for at skrive sig ud af de største modgange i livet? Foreløbig må mit svar være, som Bob Dylan sang det i 1962: ”The answer is blowin in the Wind”. Spørgsmålets besvarelse lader jeg foreløbigt ligge. Måske bliver det i bakspejlets klare lys muligt at svare under skriverierne eller når de er færdige?
Fra Jens Otto var der, bortset fra det tekniske format, frit valg på alle hylder, både hvad angår indhold og omfang. Således fritstillet var det bare at gribe pennen/tastaturet og gå i gang med erindringsskriverierne.
For yderligere at genopfriske min hukommelse og hente inspiration, specielt fra mine barndoms- og ungdomsår, har jeg været på flere ture i Brønderslev og besøgt en række steder, som har haft særlig betydning for mit liv. Disse ture langs ”Memory Lane” og samtaler med gæve Brønderslevbeboere omfattende blandt andet: Kvarteret omkring Solvangsvej, Skolegades Skole, ”Friluftsbadet”, Hedelunden, kirkegården med familiegravstedet, Hotel Phønix, Djævlebakkerne, Markedspladsen, spejderhytten i Søndergade, Brønderslev centrum, Brønderslevhallen, Smalbygård, Nørre Å, Grindsted Plantage og ikke mindst mit barndoms- og ungdomshjem på Solvangsvej 36 A osv, osv.
Med baggrund heri har jeg i dette erindringsskriv valgt, at sætte særlig fokus på min barndom og ungdom i og omkring Brønderslev fra min fødsel i 1953 til ”teltpælene” definitivt blev rykket op i 1974, hvor jeg i Aarhus fortsatte mine videregående uddannelser, stiftede familie, gjorde erhvervskarriere osv. Dog har jeg til trods for, at Aarhus i årtier har været min base, fastholdt forbindelseslinerne til Nordjylland og Brønderslev blandt andet via vores sommerhus ved Lønstrup og svigerforældrenes bopæl i Dannebrogsgade.
Familiehistorie og landmandsliv i Nordjylland – tilbage til rødderne.
Begge mine afdøde forældre har dybe fælles familierødder, der rækker flere århundreder tilbage på landet i Nordjylland og i særdeleshed områderne omkring Sejlstrup, Smidstrup, Rakkeby, Hundelev, Jelstrup, Vennebjerg osv. Når jeg skriver fælles familierødder, skal det forstås bogstaveligt, idet min fars farfar og og min mors morfar var brødre. En milepæl i min og deres fælles familiehistorie med landmandsliv var gennemførelsen af en række Landbrugsreformer, der skyllede ind over Danmark i slutningen af 1700-tallet, og som på afgørende vis ændrede vilkårene for både herregårde og fæstebønder, herunder ophævelsen af Stavnsbåndet, afskaffelse af hoveriet, udstykning af hovmarkerne omkring herregårdene osv. Alt sammen reformer, der med stor effekt satte gang i selvstændiggørelsen på landet, hvor fæstebønder i stort antal ved opkøb af jorden på hovmarkerne blev selvstændige og selvejende landmænd.
Således også for min familie, hvor mine forfædre i stort antal boede, levede og arbejdede i og omkring Sejlstrup Hovedgård. Sejlstrups historiske rødder går helt tilbage til 1200-tallet, og den var i mange år ejet af skiftevis den danske Krone og Børglumbispen. I 1534 blev Sejlstrup Hovedgård nedbrændt af Skipper Clement og hans bondehær under ”Grevens Fejde”, mens den tilhørte Børglumbispen Stygge Krumpen, som desuden havde en række andre besiddelser, blandt andet Voergård Slot. Efter branden, genopbygningen og Reformationen i 1536 overgik en række af kirkens besiddelser til Kronen, herunder også Sejlstrup Hovedgård. I slutningen af 1600-tallet og frem har gården været i privateje.
I slutningen af 1700-tallet fik Landboreformernes gennemførelse stor betydning for Sejlstrup og min familie. På dette tidspunkt var min tip-tipoldefar Mads Olesen fæstebonde på Sejlstrup. Da den daværende ejer i 1798 fik kongelig tilladelse til i henhold til Landboreformerne at påbegynde udstykning af hovmarkerne, åbnede der sig helt nye muligheder for min familie. I 1801 opkøbte min tip-tipoldefar således et stort stykke af Sejlstrups hovmark og gik fra at være fæstebonde til at være selvejerbonde på gården Flaget. En dristig beslutning, der over de næste godt 200 år betød, at min familie i den grad fik fodfæste som selvejerbønder på mange af gårdene omkring Sejlstrup. Alle sammen betydelige gårde i samtiden med hver ca. 100-200 tønder land. Det var gårde som Flaget, Krogtoft, Martineminde, Altoft, Hunderupgård, Stadegård, Smedegård, Højlund, Haungård, Smidstrupgård og Toftegård osv.
Kronen på værket kom ca. 250 år senere, da min far købte Sejlstrup Hovedgård, hvor jeg blev født den 19. juni 1953. Det skulle senere også vise sig at blive enden på en over 250-årig udbredt familiemæssig livsform som landmænd i et relativt afgrænset område i Nordjylland. En livsform, hvor driftige landmænd fra familien både var en del af og påvirkede udviklingen af lokalsamfundet i sognene omkring Hundelev. Det være sig som driftige landmænd, sognefogeder, drivning af stude langs Hærvejen til det Nordtyske marked og retur igen med prangerpungen godt snøret sammen og fyldt med klingende skilling osv. Det var bønder, der var vidne til og drivere af en omfattende og løbende forandring af dansk landbrug fra fæstebønder til stolte, selvbevidste og selvstændige landmænd, der krævede stemmeret.
Udviklingen betød samtidig et opbrud i den tryghed som landsbyfællesskabernes livsform bidrog til. De var også vidende til en udvikling af Andelsbevægelsen på landet, mekaniseringen, konkurrencen fra Amerika, hvor overgangen fra sejlskibe til dampskibe medførte en hård konkurrence fra de store oversøiske kornproducenter osv.
De var vidende til den industrielle udvikling og mekanisering, der medførte en enorm afvandring fra land til by, hvor det blev stadig sværere at brødføde de mange børn og landbrugsfamilier, der kun havde begrænsede muligheder for selv at blive selvstændige landmænd.
En udvikling, der mod slutningen af 1800-tallet medførte en betydelig affolkning fra landdistrikterne til byerne eller via emigration til specielt Amerika. Konkret betød det, at op mod 15-20% af lokalbefolkningen i dele af Nordjylland i løbet af få årtier emigrerede til oversøiske lande. Således også min egen familie, hvor flere med en enkeltbillet i lommen emigrerede til Amerika og New Zealand omkring år 1900.
Nogle blev farmere ”derovre”. Andre blev guldgravere og pelsjægere i Alaska og deltog på amerikansk side i 1. Verdenskrig, hvor de var vidende til grusomme oplevelser ved fronten med død, lemlæstelse, gasforgiftning osv. Alt sammen dokumenteret ved bevarede dagbogsoptegnelser og billeder.
Mine forældre og deres baggrund
Min far, Jens Weise Olesen, er født på Holtegård ved Tårs den 24. august 1904 og død i Brønderslev den 22. november 1990. Han var den ældste af tre brødre og ”født” til at fortsætte en århundrede lang tradition/livsform i familien og blive selvstændig landmand. I lige linje på fædresiden har man ejet og drevet landbrug på Holtegård, Martinsminde, Krogtoft, Flaget og Sejlstrup.
Sin barndom og ungdom tilbragte min far i trygge økonomiske og familiemæssige rammer i og omkring Holtegård. Hans forældre var meget strikse med, at far, foruden oplæring i landbrug, skulle passe sin skolegang og lektier, først i den lokale folkeskole i Tårs og derefter fire år på privatskole i Hjørring. Min far har foruden detaljerede dagbogsskriverier i mange år samt bevarelse af en stor billedsamling også skrevet sine sammenhængende erindringer om et landmandsliv dækkende perioden 1904-1953, hvor jeg blev født. Alle hans skriverier giver en stærk personlig og familiemæssig skildring af livet på landet gennem 50 år, men udgør foruden en slægtshistorie, også en interessant samtidshistorie.
Som ung mand på 18 år flyttede min far i 1923 hjemmefra for at starte som landvæsenselev på den store gård Gammel Buurholt med ca. 380 tønder land og en betydelig besætning og folkehold. I årene derefter fortsatte han med både praktisk, ledelses- og uddannelsesmæssig oplæring i langbrug. Han var elev på Vejlby Landbrugsskole ved Aarhus og blev senere også uddannet som kontrolassistent på Asmild Klosters Landbrugsskole.
I 1930 blev far forvalter på Gammel Buurholt. Allerede i 1931 dukkede den store mulighed op for far, da han søgte og fik jobbet som godsforvalter på Bjørum Gods. Han arbejdede som godsforvalter her i fem år.
Efter et mangeårigt lærings-og uddannelsesforløb inden for landbrug besluttede han som 33-årig i 1936, at nu var tiden moden til at købe sin egen gård. Ved købet af Vester Mellerup i nærheden af Jerslev blev far proprietær og ”herre i eget hus”. Gården var på 164 tønder land og havde til start en besætning på ca. 35 brogede malkekøer og et tilsvarende antal ungkreaturer, tre spand heste, svinehold osv. Folkeholdet bestod foruden min far af en forkarl, en fast daglejer, en gift fodermester, en husbestyrerinde og en ung pige. Frue i huset kom der først syv år senere, da min far giftede sig med min mor.
Fars tvillingebrødre blev også selvstændige landmænd. Harry købte en gård i 1935 ved Skibsby lige uden for Hjørring. Martin overtog barndomshjemmet Holtegård ved faderens død i 1939.
Min mor, Herdis Toftegaard Pedersen, er født den 24. maj 1916 på Hvilshøj Mejeri ved Jerslev og død i Brønderslev den 12. april 1979. Hun var den yngste af en søskendeflok på fire, der alle er født på mejeriet.
Min mormor Hanna stammer fra Rakkeby, hvor hendes forældre ejede gården Toftegård. Hun var del af en søskendeflok på i alt syv børn, der alle er født på gården. Mormors søskende har haft en omtumlet barndom og ungdom præget af utryghed på grund af faderens lemfældige omgang med alkohol. Faderen døde i 1900 og efterlod en misligholdt gård og en enkefrue uden økonomiske midler. Børnene havde derfor ingen muligheder for at overtage gården eller udsigt til en arv, der kunne give dem et økonomisk rygstød i deres videre liv.
Konsekvenserne blev, at de tre af min mormors yngre brødre emigrerede til Amerika i 1904 og 1906 i en alder af 14, 16 og 18 år. Deres videre liv i Amerika er detaljeret beskrevet via deres udførlige dagbogsoptegnelser og billeder. Alle tre startede tilværelsen derovre med hårdt arbejde i skovene efterfulgt af senere liv som farmere i staten Washington. En af brødrene flyttede til Alaska, hvor han i ni år levede og arbejdede som guldgraver og pelsjæger indtil han som 27-årig i 1917 meldte sig til den amerikanske hær under 1. Verdenskrig. Han blev i 1918 sendt med hæren til slagmarkerne ved Argonneskovene, hvor han som skarpskytte tog del i de afgørende og grufulde slag under Meuse-Argonneoffensiven, der startede den 26. september 1918 og sluttede den 11. november 1918. I offensiven deltog ca. 550.000 mand fra Amerika, Frankrig og Tyskland, og slaget var et af 1. Verdenskrigs mest blodige, hvor ca. 290.000 soldater mistede livet. Offensivens afslutning markerede samtidigt slutningen på 1. Verdenskrig, hvor Tyskland kapitulerede. Han har i sine dagbogsoptegnelser givet en løbende og meget detaljeret beskrivelse af det helvede, som prægede skyttegravskrigens afsluttende fase.
Min mormors to søstre emigrerede til New Zealand i 1897 og kæmpede en hård kamp for at få fodfæste her.
Mormor Hanna blev livet igennem i Danmark, hvor hun i 1903 som 22-årig blev gift med mejeribestyrer Martin Pedersen. De skabte økonomisk og familiemæssigt trygge rammer for min mor og hendes tre søskendes opvækst på Hvilshøj mejeri.
Foruden den trygge opvækst var min mor, Herdis, også præget af datidens normer for kvindeopdragelse. Det vil sige, at hun foruden skolegang skulle opdrages i klassiske kvindedyder med oplæring i husførelse og forberedelse til at være den gode hustru, der tager sig af mand, hjem og børn. Det betød, at hun i 1933 kom på Halvorsminde Efterskole syd for Hjørring. Skolen var efter 1923 for både drenge og piger forstået således, at drengene gik på skolen i vinterhalvåret og havde klassiske fag inden for blandt andet sløjd, gymnastik, regning, naturlære osv. Pigerne gik på skolen i sommerhalvåret med hovedvægt på fag inden for ”husgerning”. Da min mor gik på skolen i 1933, havde man lige bygget et vævehus, der gav mulighed for udvidet sykursus. Et supplerende kursus, der senere skulle få afgørende betydning for min mors arbejdsmæssige karriere.
Efter endt skolegang på Halvorsminde, var min mor hjemme igen på Hvilshøj mejeri, hvor hun hjalp til. Her blev hun forelsket i broderen til sin bedste veninde fra Halvorsminde. Han hed Eskild Külerich og var søn af præsten fra Øster Hornum. I 1935 startede Eskild på teologistudiet på Københavns Universitet, og mor flyttede med. Allerede i 1936 flyttede hun hjem til Nordjylland, hvor hun i et år var husholdningselev på den større gård Korslund ved Hallund.