En frederikshavner kom til Brønderslev

 

Det gamle Brønderslev

December 2009

 

I serien “Det gamle Brønderslev” kigger vi tilbage i tiden. Vi bringer historier og portrætter fra svundne tider, og denne gang beretter vi om. tidligere handelsgartner Kaj Jensen.

Bysbarnet, lærer Ella Pedersen, har igen været i gang med at grave i lokalhistorien, og denne gang fortæller Kaj Jensen gift med Karen Jensen, Ørnevej. Brønderslev, lidt om, hvordan det var at have forretning i byen først i 1950’erne.

En frederikshavner kom til Brønderslev

Dengang jeg kom til Brønderslev i 1950, så byen noget anderledes ud, fortæller Kaj Jensen.

Da jeg trådte ud fra stationen, lå Hotel Brønderslev med den kendte marokkosal lige overfor, og til højre lå posthuset med en storkerede på taget, og til venstre lå et stort godspakhus med godsvogne foran.

Men hvis man fortsatte forbi posthuset, ville man komme til rutebilstationen og derefter til jernbaneoverskæringen. Når bommene med håndkraft møjsommeligt var rullet op, var der en livlig trafik af fodgængere, cyklister, hestekøretøjer og måske en enkelt bil. Man kunne dreje til højre eller til venstre, eller man kunne fortsætte op gennem Nygade til hovedgade Bredgade, hvorfra man bl.a. kunne dreje ned ad Tygelsgade, hvor man blev mødt af larm fra Elværket. Fortsatte man ned til Algade og over i Slagterigade, kunne man ofte se en lang række landbrugsvogne, som på ladet havde grise, der skulle afleveres til slagtning. Hver formiddag kunne man rundt i byen høre mælkemanden ringe med klokken ved sin vogn, der var forspændt med en hest, som tålmodigt ventede på at trække vognen videre til næste hus. På vej gennem byen kunne man møde Holger Pedersen fra rutebilstationen på sin trehjulede ladcykel, belæsset med pakker. Når man hilste på ham, svarede han altid: “Ditto, Ditto”, hvorfor han da også gik under det navn.

 

 

Vi havde gartnerforretning over for slagteriet i Algade, men både dette og bygningen med vores butik er for længst revet ned. Her Kaj Jensens forretning “Flora” overfor Slagteriet som lå der hvor nu Løvbjerg ligger

Fortsatte man ned til Algade og over i Slagterigade, kunne man ofte se en lang række landbrugsvogne, som på ladet havde grise, der skulle afleveres til slagtning. Hver formiddag kunne man rundt i byen høre mælkemanden ringe med klokken ved sin vogn, der var forspændt med en hest, som tålmodigt ventede på at trække vognen videre til næste hus. På vej gennem byen kunne man møde Holger Pedersen fra rutebilstationen på sin trehjulede ladcykel, belæsset med pakker. Når man hilste på ham, svarede han altid: “Ditto, Ditto”, hvorfor han da også gik under det navn.

Vi havde gartnerforretning overfor Slagteriet i Algade, men både dette og bygningen med vores butik er for længst revet ned.

Dengang gik man ikke vinteren i møde uden at anskaffe sig et eller to lispund (8 kg) ribs til syltning. Asier, kirsebær, tyttebær og Grev Moltke pærer (til at komme i tyttebærrene) måtte man også have. Flere gamle mål blev ofte brugt, f.eks. en skæppe (12% kg) kartofler. Ville man købe en blomsterpind, skulle den måske være på tre kvarter, ca. 47 cm, % alen Jordbær og lignende skulle nødigt være fra “i andegår”, dvs. i forgårs. Kendskab til vitaminer var ikke så udbredt på den tid. Da en kunde ville købe gulerødder, nævnte jeg at de var fulde af vitaminer, men kunden slog det hen med:” Blæes wær mæ det, de ka’ wal waskes a!” Ved juletid duftede der af grønlangkål fra hvert hus. Suppen til at koge kålen i, kunne kvit og frit hentes fra slagteriets pelse kogning, og mange kom med zinkspande for at hente suppe.

Grønlangkål var en rigtig Brønderslev spise. I f.eks. Hirtshals og Frederikshavn kendte man ikke denne form for grønkål.

I december blev der jo solgt juletræer i forretningen. Et år var der den 24. kun to træer tilbage. Vi var som altid sent færdige, da mange blomster skulle pakkes ind og bringes ud. Hen på eftermiddagen kom der en kunde, der ikke havde fået købt et træ. Han fik så det ene til halv pris. Der var faktisk også kun grene på den ene side af træet, men det var lige meget, sagde han, for de skulle ikke danse om det, det skulle stå i et hjørne. Lidt efter kom der en anden kunde, som også skulle bruge et træ. Nu var der jo kun et træ tilbage, og det var stort. Vi savede det over på midten, og han var tilfreds med at få den øverste del af træet til halv pris, naturligvis. Lige efter kom der endnu en, der ville købe juletræ. Jeg måtte vedstå, at toppen godt nok manglede, men til gengæld kunne der jo ligge gaver både under og oven på træet. Tilsyneladende tilfreds drog også han af sted med sit (halve) træ.

Ved siden af huset med vores butik lå biografen “Kino”. Her var der altid stor tilstrømning. En aften stod der en flok karle ude fra landet uden for biografen. En af dem blev sendt ind efter billetter, men kom tilbage med den besked, at der kun var pladser på 1. række, hvortil de andre svarede: “Skij mae det, wi ta’r dæm!”

Dengang købte man jo brød hos bageren, grønsager og blomster hos gartneren, sko hos skomageren o.s.v. Der blev snakket over disken, og hvis nogen f.eks. købte et rødkål uden for højtiderne, fik man jo at vide, at det var, fordi man fik besøg af f.eks. “dem fra Århus”, eller hvad det nu kunne være. Man betragtede nærmest sine kunder som venner.