Dette billede fra umiddelbart efter århundredeskiftet viser, hvordan Dyrlægegården tog sig ud på dette tidspunkt.
”Dyrlægegården” i Brønderslev.
Dens historie er mere end 100 år gammel.
I forbindelse med omtalen af købmand Jørgen Johansens salg af sin købmandsforretning (1985), stod der i Vendsyssel Tidende, at der havde været drevet købmandshandel i Dyrlægegården siden Jørgen Johansens far begyndte der som købmand i 1929.
Det er rigtigt at købmandsfamilien Johansen har drevet købmandshandel der siden 1929, men selve købmandsforretningens historie går helt tilbage til 1871 og var tilmed den første købmandsforretning, der etableredes i den nye bydel, der opstod omkring jernbanestationen, da banen i 1871 var blevet ført igennem fra Nørresundby over Hjørring til Frederikshavn.
Samtidig med at man i 1869 påbegyndte bygningen af jernbanen mellem Nørresundby og Frederikshavn, som for øvrigt var den første jernbanestrækning i Danmark der blev udført af et dansk firma, boede der i Hune en mand, der var ejer af Hune Kro og af Engegård. Han hed Bendt Madsen og han måtte åbenbart have været en fremsynet mand, der øjnene en chance i forbindelse med banens gennemførelse, til at kunne etablere sig i Brønderslev. Med det formål for øje købte han i 1870 Vestergård i Brønderslev, der som navnet antyder lå i byens vestlige udkant.
Det var på den tid bestemt, at banegården skulle ligge på Vestergårds Jorder og banen i øvrigt gennemskære Vestergårds Jorder. Det vakte en hel del uro blandt byens landbrugere, at banen skulle gå gennem dens jord eller meget tæt på. De frygtede nemlig at toget med dets røg- og ildsprudende og larmende lokomotiv ville skræmme deres kreaturer og heste fra sans og samling og dermed blive helt vilde. Ikke mindst ejeren af Vestergård nærede denne frygt og besluttede derfor at sælge gården, som Bendt Madsen derpå købte.
Vestergårds Jorder strakte sig på det tidspunkt over det areal, som følgende steder nu ligger, nemlig Den vestlige Del af Bredgade, Nygade, Jernbanegade, en del af Vestergade, Nørregade, A/S Peder Nielsen, Ginge, samt det område, der kaldes Valby.
I 1871, samme år som banen blev gennemført, lod Bendt Madsen en gæstgivergård bygge over for jernbanestationen. Denne gæstgivergård blev omkring århundredeskiftet ombygget til Hotel Brønderslev, der for længst er ophørt og bygningen taget i brug til andet formål.
Samtidig med gæstgivergården lod Bendt Madsen en ejendom opføre i Nygade, som dog ikke den gang hed Nygade, og som mindst af alt mindede om en gade, da det var en jordvej, der om vinteren var nærmest ufarbar på grund af pløre og ælte. I denne ejendom, der senere blev kaldt Dyrlægegården, etablerede Bendt Madsen i ejendommens sydlige ende en købmandsforretning, der som nævnt blev byens første.
Indgangen til butikken skete fra Nygade, hvor der foruden døren også var et par udstillingsvinduer, medens der i gavlen var tre vinduer. Desuden var der her forneden ved gavlen en stor kælderlem, hvorfra der var nedgang til kælderen.
Den første købmand, der startede her hed Torben Holm, men ifølge Carl Klitgaard måtte han snart give op. Årsagen kan jo tænkes at være den, at tiden endnu ikke var moden til at drive købmandshandel i den nye bydel. Torben Holm blev derefter afløst af Axel Staugaard, om hvem det vides, at han i halvfemserne var købmand her, men da var der for længst i takt med byens stærke udvikling blevet konkurrence fra andre købmænd, der efterhånden havde etableret sig i byen.
Således havde gårdejer og købmand A. P. Mejlsted først i halvfjerdseren bygget en købmandsgård på hjørnet af Mejlstedgade og Algade, som han dog allerede i 1875 solgte til garver Conrad Winther, der samme år gik i kompagni med Lars Andersen og under firmanavnet Winther & Andersen begyndte en omfattende købmandshandel, der omfattede handel med foderstoffer, tømmer m.m., samt et garveri.
Axel Staugaards Købmands periode i Dyrlægegården afsluttedes, da ejendommen blev solgt til dyrlæge P. Christensen. Han drev selv kømandsforretningen samtidig med at han havde sin dyrlægepraksis. Hvornår dyrlægen, fra hvem ejendommen har fået sit navn, købte ejendommen vides ikke bestemt, men på et fotografi, som kan dateres taget i årene mellem 1905 og 1907, ses Nygade fotograferet fra Bredgade, og over døren i det lave hus, der den gang lå på hjørnet af Bredgade og Nygade, og som nåede hen til rebslager Lehms hus, står der i en indfatning i murværket navnet Axel Staugaard, så han må på det tidspunkt sikkert være flyttet hertil.
Det lave hus blev imidlertid nedrevet, og i 1907 lod smed Buchholtz opføre en stor ejendom på hjørnegrunden, hvortil Carl Lauritzen, der 9 år tidligere havde startet sin manufakturhandel i mindre stil lidt længere nede i Nygade, etablerede sig som byens og omegnens største manufakturhandel. Det gik så godt, at Carl Lauritzen i 1913 købte ejendommen.
Men også her er der sket forandringer. I dag har Handelsbanken sin ejendom her. På fotografiet fra samme tidsperiode som billedet af Nygade, ses den sydlige ende af Dyrlægegården og på gavlen står der med store bogstaver P. Christensen, hvilket bekræfter at dyrlægen, da havde overtaget ejendommen.
I 1928 flyttede mine forældre samt min ældre bror, søster og jeg til en lille lejlighed i slagtermester Nielsens ejendom i Nygade. Det var en nødtvungen flytning, som på grund af den ringe lejlighed heldigvis kun varede et års tid, da mine forældre købte huset Gasværksvej 21, hvortil vi flyttede den 1. oktober 1935. Selv om jeg på det tidspunkt kun var 7-8 år, har jeg alligevel adskillige erindringer fra tiden i Nygade.
Jeg skal nøjes med kun at fremdrage en erindring, selv om jeg i den spiller en lidt uheldig rolle. Hvem der var købmand i Dyrlægegården, medens vi boede i Nygade, husker jeg imidlertid ikke, men at vi kom til at handle der, glemmer jeg aldrig.
Det var dagen før juleaften 1935 da jeg var 7 ½ år gammel, at jeg af min mor blev sendt til købmanden i Dyrlægegården for at købe en spegesild. Mor gav mig en 2-krone med, men jeg måtte åbenbart have misforstået noget, eller glemt at jeg kun skulle købe én spegesild, for da jeg med 2 kroner knuget i hånden kommer ind til købmanden, lægger jeg 2-kronen på disken og forlanger spegesild for alle pengene.
Jeg blev snart klar over, at man kunne få mange spegesild for en 2-krone, for da købmanden tog et til formålet egnet stykke papir, begav han sig hen til de sildetønder, der stod i butikken og begyndte at fiske den ene spegesild op efter den anden af tønden, samtidig med at han lod lagen fra de opfiskede spegesild løbe fra papiret tilbage i tønden.
Da købmanden havde fisket de spegesild op, som jeg kunne tilkomme for min 2-krone, rystede han lige de sidste dråber lage af papiret og pakkede derpå sildene ind i et godt lag papir, så det blev en anselig pakke sild, jeg havde under armen, da jeg kom tilbage til mor og lagde pakken foran hende på køkkenbordet.
Da hun åbnede pakken og så en hel sildestime vælte ud på bordet foran hende, blev hun nærmest forskrækket og udbrød, »Jamen Poul! Du skulle jo kun købe en spegesild. Nu tror de sikkert henne hos købmanden, at vi skal leve af spegesild hele julen«. Enden på det blev, at min bror blev sendt tilbage til købmanden med sildene med undtagelse af den ene, som mor skulle bruge. Dermed endte dette sildeeventyr.
Dyrlægegården var efter dyrlægens død overgået til dennes arvinger, som senere lod den ombygge med forretninger ud til Nygade og beboelser i etager oven over. Medens der ikke siden er sket større ændringer ud over en mindre udvidelse i den sydlige del af ejen-dommen, er der til gengæld sket en hel del ændringer i forretninger i den nederste etage.
Den største ændring var vel nok, da Jørgen Johansen flyttede sin forretning til den modsatte ende af ejendommen, og der i den tidligere købmandsforretning blev etableret en kjoleforretning.
Den seneste ændring er, som de fleste ved, Jørgen Johansens salg af sin købmandsforretning, der samtidig er en afslutning på godt gammelt købmandskab i Dyrlægegården.
Medens Jørgen Johansen var dreng, aftalte han sammen med kammeraten Sv. E. Christensen, at hvis det engang blev muligt, så ville de sammen købe Dyrlægegården. For nogle år siden indtraf denne mulighed og Jørgen Johansen og Sv. E. Christensen oplevede nu, at deres ønske fra drengeårene gik i opfyldelse, idet de nu kunne se sig som ejere af Dyrlægegården.
Poul Marlo.
V T torsdag den 21. november 1985
For knap 30 år siden bragte købmand Jørgen Johansen også selv varer ud. Her har han fået vores søn, Peder med i kurven. Peder er i dag produktionsingeniør hos B & O.
T.h. Jørgen Johansen og frue
Købmand Johansen i Nygade i Brønderslev