Af fhv. gårdejer Povl Stevns, Stenum
Et kapitel fra hans nye bog fra 2024.
Især i starten var meget af arbejdet med håndkraft, når der skulle dyrkes korn. Siden kom der flere og flere maskiner. Povl fortæller i 2024.
Det første år købte vi gården i maj og overtog til 1. juni, og da var markerne tilsået. Der var ingen roer dengang. Der var sået en stor græsmark, og så var der græs i engen, og det var fordi, ejeren havde fedekvæg, da vi kom. Men han solgte alt kvæget. Og så var der korn. Jeg kan huske, jeg spurgte efter, hvad han givet det af gødning, engang vi gik i marken. Vi kom gående nordfra og forbi mergelgraven og på højre hånd, var der sået korn. Jeg spurgte: “hvad har du givet den er mark for eksempel?” Så sagde Adolf: “Den har ingenting fået; jeg har snakket med planteavlskonsulent Olsen, og han sagde: med de tal du har Adolf Vestergård, så behøver du ikke at spekulere i, at de falder det første års tid. Så det kan godt gå, uden du giver det noget”. Så han havde ingen gødning givet det år. Så gav vi det noget salpeter – noget kvælstof. Det var det første år, altså 1958.
Da vi købte gården, lå der også 25 tønder havre oppe på loftet over stuehuset! Det hentede vi ned derfra, men vi lagde aldrig selv korn på stuehusloftet. Det hed sig og det står også i skødet – at der fulgte en halv selvbinder med, og det var sammen med Anders og Edel.
Det var en gammeldags selvbinder til heste. Anders og jeg fandt ud af som den næste generation, at hvis vi nu savede “stjatten” over, så kunne jeg trække selvbinderen med traktoren, og han kunne sidde på den. Så vi savede “stjatten” af. Jeg kan huske, vi var ovre ved Anders og høste. Der skulle laves plads, da vi havde høstet første række, idet vi skulle flytte nogle neg for at kunne komme tilbage. Anders far, der var noget gammel og gik og tyggede skrå, gik og flyttede negene til der hvor vi skulle køre. Så råbte Anders: “Åh, den gamle Satan!!! Det var hans far! Han havde ikke forstand på det med traktoren. Jeg var rystet. Nå men han fik dog flyttet negene igen.
Estrid sad også på selvbinderen nogle gange. Hun sad på den, da vi kørte nede ved vejen, og Adolf kom forbi. Den gang Adolf drev landbrug, var det sådan, at børnene spændte for og så skulle faderen selvfølgelig sidde foran – han var en dygtig kusk. Da Adolf kørte forbi, og så Estrid sad på selvbinderen, mens jeg sad på traktoren, blev Adolf så forarget over, at jeg havde sat Estrid over på selvbinderen, for det var noget husbond skulle gøre.
Når man sad på selvbinderen, skulle man ikke gøre noget som helst andet end at hejse vingen op og ned. Maskinen lavede selv negene. Vingen skulle stå sådan, at kornet skulle kunne tages op fra marken i den rigtige højde, så det faldt ind på border. Kornet kørte ind på et bånd, maskinen samlede det sammen, og når der var nok korn, slog den en strik om neget og smed det derefter ud til siden og ned på jorden. Man kunne ikke regulere hastigheden, for der var nogle kæder, der trak den.
Når vi var færdige med at høste en mark, rendte vi og satte negene sammen. Vi tog et neg under hver arm og satte dem sammen i grupper, så der stod 6 neg sammen, 3×2. Der var noget renderi efter de yderste og så ind på midten. (Estrid: så håbede vi, der ikke var alt for mange tidsler i, de stak forfærdeligt.) Negene stod et stykke tid på marken. Det afhang af vejret, hvor længe de skulle stå, for dels skulle de eftermodne, og dels skulle de være tørre. Så der var to ting, der skulle spille sammen. Man havde en betegnelse, der hed, at kornet var “bindermodent”. Det var, når komet var fuldt udviklet, men altså ikke rigtig modent. Hvis man skulle høste med mejetærsker, skulle komet være rigtig modent, for ellers var vandprocenten for høj. Anders havde en test for modenheden: Man skulle tage hatten af og smide den ind i komet, og var der kerner i hatten, kunne man godt hente selvbinderen.
Når negene var klar, blev de kørt ind på gulvet i laden. De blev tærsket, når der var brug for komet, eller om vinteren, når der var tid til det. Der var også nogle husmænd, der lavede stakke ude, og når høsten var forbi, kørte fællestærskeren rundt til de forskellige brug. Så tærskede de alle stakkene og kørte halmen ind. Kornet, skulle være godt modent, før det kunne opbevares, ellers kunne det ikke holde sig.
Vi tærskede noget ad gangen og lagde kornet op på hestestaldloftet i et lag. His man havde for meget, skulle man “skovle det op”, for at det ikke skulle blive for varmt, for så “brændte det sammen” og blev brunt, og det duede ikke. en femfods mejetærsker, hvor komet blev samlet i sække under høsten. Da vi ska Egon og jeg fandt ud af, at vi kunne købe en mejetærsker i kompagni, så vi kabe starte, skulle kornet være mere modent end til selvbinderen. Vi kørte rundt kiggede på de forskellige marker og blev enige om, at den mark nede ved Christian Jensen var den, der var bedst moden – at den var moden nok. Så vi måtte hellere prøve der. Hele heden kom cyklende derhen for at se, hvad der skulle ske, for det var den første mejetærsker på egnen. Vi kørte et stykke ned og så holdt vi. Så stak Jensenius sin hånd ned og sagde: “det er lige så fint, som det kommer ud af tærskemaskinen!” Vi måtte hellere se at få taget en vandprøve af det. “Du kan låne min cykel”, sagde Ejnar – han var kørt med Astrids cykel. Så kørte vi op til Vendsyssel kom med en lue-fuld korn. Der var 26% vand deri – det var jo drivvådt! Så blev vi enige op, at det var for tidligt med høst. Vandprocenten skulle ned på 18, så der var et stykke vej. Til høst var der en, der kørte traktoren med mejetærskeren bagefter, og så stod der en henne på mejetærskeren og tog sække fra. Når sækken var fuld, blev den smidt af. Vi prøvede at lægge sækkene cirka samme sted, så der blev nogle rækker med sække. Havde man ikke umiddelbart tid til at hente sækkene, skulle man rejse dem op på enden, ellers kunne de gro fast i jorden. Hvis man ikke havde tid til at få dem flyttet, groede de også fast i jorden. Sækkene kunne godt veje op til 100 kg. Der skulle to mand til at flytte dem. Man tog i hver sin ende af en sæk, og så svingede man den op på en vogn – det var ret anstrengende. Sommetider blev sækkene hentet i marken af foderstoffirmaet – de kom i lastbil og kørte ned og hentede dem. De havde en tyk kæp, som de lagde under sækken og med et træk blev sækken hjulpet på vej op på ladet, hvor der stod en mand og hev sækken op. Så tog han en sækkevogn eller slæbte sækken på plads. Det krævede mange kræfter. Sådan en som Viggo, han var så stærk, at han kunne gøre sådan noget.
Vi fandt ud af med den femfods-mejetærsker, vi havde, at når vi kørte tilbage i næste række, kom hjulet til at køre lige i den række halm, vi havde høstet. Det resulterede i, at halmen blev trykket ned mod jorden og lå og sugede fugt, og det duede ikke. Så vi købte en seksfods i stedet for, da den kunne køre uden om halmen Det var en brugt mejetærsker, vi købte i Vester Hjermitslev, og den havde tank på til kornet. Den overtog vi til sidst, og den havde vi resten af vores tid. Egon købte en selvkørende mejetærsker. Med vores seksfods mejetærsker kunne kornet transporteres over i vognen i løs vægt via en kornsnegl.
I starten brugte vi det korn, vi dyrkede. Komet blev malet. Oprindelig var der mølle på laden til at trække kværnen, men da vi købte gården, var der installeret en elektrisk motor. Det var en gammel stenmølle. Kornet blev brugt både til køer, heste og svin. Til grisene stod vi ude på loen og blandede forskellige stoffer i, så det blev til kraftfoder. Da vi fik svin, begyndte vi at dyrke fremaviskorn (red.: såsæd), som vi høstede på kontrakt med foderstoffirmaet og fik en overpris for det. Vi købte almindeligt kom tilbage.
Halmen lå løst i laden, da vi tærskede kornet. Da vi fik mejetærsker, blev halmen først revet sammen i tykkere haler med en siderive med fire hjulriver; riven sad bag på traktoren. Derefter blev det samlet op af en højtrykshalmpresser, som kom og pressede for os, det kunne vi ikke selv gøre.
Efterhånden havde vi ikke ret meget dyrehold og dermed heller ikke så meget gødning. I stedet fik vi nogle til at sprede gødning ud. De kom med store vogne. Allerede fra vi overtog gården, brugte man at sprøjte mod ukrudt i kornet. Jeg var nede ved onkel Kaj i høsten 1949. Da havde han mange tidsler-han havde også lerjord -men det synes jeg nu aldrig, vi har haft. Det var Egon, der sprøjtede – han fik en tønde med spredere, der kunne tage 6 meter. Nu sprøjter de jo 34 meter på en gang, computerstyret.