Sagen om den døde bogholders tomme pengeskab
PANDRUP: Den 74-årige sparekassebogholder Bentzen rejser sig fra det veldækkede aftensbord og går ud for at tage frakken på.
Mens hat og handsker findes frem til værn mod januarkulden, kaster han et blik mod uret i stuen og konstaterer, at klokken er otte. Et par timers bogholderarbejde her efter spisetid er en del af hans faste rutine.
Så lukker han døren bag sig og går i retning af Hvetbo Herred Sparekasse midt i Pandrup by.
Alt ser fredeligt ud, da Bentzen låser op og træder ind på sparekassens kontor uden at tænde lyset.
Men i aften er der nogen, der venter på ham.
Kl. 23 sender Fru Bentzen kokkepigen hen for at se, hvor sparekassebogholderen er blevet af.
Pigen finder lyset slukket og døren låst.
Ved midnatstid er hustruen blevet så urolig, at hun sammen med pigen og en nabo går hen til sparekassen og lukker sig ind med en ekstranøgle.
Lige indenfor døren finder de Bentzen på gulvet, bundet og kneblet. Han er allerede kold.
Så slår de alarm.
Opklaringen af Badskærmordet i 1911, som J. C. Klitten fik størstedelen af æren for, skabte for alvor et navn for den unge politimand.
I de følgende år er han flere gange i avisen blevet omtalt med henvisning til Arthur Conan Doyles berømte Sherlock Holmes-figur. Dykker man ned i Nordjyskes avisarkiv, bliver det tydeligt, at hans systematiske og ihærdige arbejde med sagerne må udgøre hovedgrundlaget for sammenligningen.
Vi ved desværre ikke, hvad manden selv mente om tilnavnet – hans fokus har formentlig ligget på de karrieremæssige fremskridt, der fulgte umiddelbart efter Badskær-opklaringen.
I et forsøg på at udjævne den efterforskningsmæssige grøft, som fortsat voksede mellem politiet i København og i provinsen, oprettede man for første gang et statsorganiseret politikorps i Danmark, ledet af den markante politimand Valdemar Mensen.
Han håndplukkede 36 af de dygtigste efterforskere rundt om i Danmark til opgaven. På listen – sammen med navne som Otto Himmelstrup, der opklarede drabet på Kaj Munk og senere blev leder af rejseholdet – findes også Jens Christian Klitten.
– Statspolitiet er en forløber for rejseholdet, især den første udgave af statspolitiet, som vi får i 1911, forklarer Frederik Strand, leder af Politimuseet.
– Det er et lille korps, som bliver brugt som assistance i forbindelse med større sager rundt omkring i politikredsene. Men i modsætning til rejseholdet, så er folkene i statspolitiet tilknyttet hver deres geografiske område, så de refererer både til politimestrene og til statspolitichefen, fortsætter han.
Da Bentzen kommer af dage på sparekassens kontor 28. januar 1917, er det derfor J. C. Klitten, der rykker ud.
Da statsbetjent Klitten ankommer til Pandrup, er klokken henved fire om morgenen.
Her får han mulighed for selv at se gerningsstedet, der bærer præg af voldsom kamp.
Bentzen ligger på ryggen på kontorets gulv, med hænderne bundet foran brystet. Der er flydt blod fra hans ansigt, og han har fået et slag i baghovedet. Munden er kneblet med én af hans egne uldhandsker, og obduktionen vil vise, at netop kvælning er dødsårsagen.
Den gamle mands ejendele ligger spredt rundtomkring – stok, hat, gebis – og hans tøj er forrevet, så bogholderen har gjort en vis modstand, inden han blev overmandet.
Der var dog ikke noget, der tydede på, at det var meningen, Bentzen skulle dø. Han var en velagtet og afholdt mand på egnen, der altid opførte sig roligt og behersket, og derfor var det svært at forestille sig, at han skulle have fjender.
Det store jernpengeskab ved skranken står på vid gab. Drabsmanden har benyttet Bentzens nøgler til at låse det op og har tømt det for lige godt 6000 kr. – hvilket i 2025-penge svarer til over en kvart million.
Kassererens guldur og tegnebog havde røverne ikke taget med sig, og i et aflåst rum længere inde i bygningen, som kun direktøren havde nøgler til, lå yderligere 10.000 kr., som det ikke var lykkedes røverne at finde.
Netop denne dag lå sparekassen inde med usædvanligt mange kontanter. Det får politiet til at gisne om, at røveren må have holdt øje med stedet i et stykke tid og på den måde opdaget Bentzens aftenrutine.
Lokalpressen er mere end begejstret for J. C. Klittens involvering i opklaringsarbejdet. I Aalborg Stiftstidende kan man læse, at:
“Aalborg er stolt over at huse den nu så berømte opdager, der er ved at blive alle forbryderes skræk […] mens det i andre landsdele og da navnlig i København ret ofte har været således, at forbryderne gik længe fri, har Klitten næsten altid ved sit klare omdømme og sin hurtighed i vendingen formået at få tag i forbryderen, inden han kom ret langt bort, og inden solen mange gange var gået ned over ugerningen”.
Sagen i Pandrup sætter i den grad opdagertalentet i arbejde.
Trods voldsomheden på gerningsstedet er der ingen spor af gerningsmanden, hverken af blod, sko- eller håndaftyrk. Et stykke derfra blev to tikrone-sedler fundet på landevejen, men om de stammede fra røveriet, var uvist.
Flere har bemærket en yngre mand, der den aften havde været i Pandrup og handlet i flere butikker, ligesom han var set tæt ved sparekassen omkring mordtidspunktet.
Det viser sig at være en landbrugselev i starten af 20’erne, der tjener på en gård i Store Vildmose. Han bliver anholdt og taget ind til timelangt forhør. Her forklarer han, at han havde været i byen med en flok andre unge, men han har svært ved nøjagtigt at redegøre for, hvad han har foretaget sig.
Efter et par dage i politiets varetægt bliver den unge mand løsladt. Politiet har arbejdet nat og dag på at følge op på alle spor, men efterforskningen ser ud til at være på vej mod en blindgyde.
Så modtager Klitten et opkald, der får ham til at glemme alt om landbrugselever fra Store Vildmose.
En ansat på Møllers Hotel i Hobro har fattet mistanke til en gæst, der smider om sig med penge.
Manden er iført helt nyt tøj og guldur, og på hotellet drikker han champagne. Opvarteren bemærker, at manden kalder sig “Petersen”, men på værelset har han et pas i et andet navn.
Da opvarteren følger ham til togstationen, siger gæsten farvel med ordene: “Hvis jeg bliver dømt til døden, så hils min mor”.
Det får opvarteren til at tage røret og kontakte J. C. Klitten.
Opvarteren kan oplyse, at den pågældende har billet til eksprestogets sovevogn sydpå. Udover et fyldigt signalement får politiet også nummeret på netop den køje, manden vil opholde sig i.
Klitten tager straks kontakt til sine kolleger ved statspolitiet i Fredericia, som bogstaveligt talt tager den mistænkte på sengen, da toget ruller ind på Fredericia Station.
Det viser sig, at den anholdte er 26-årige Christian Madsen Jensen, udlært smed og arbejdsmand fra Aalborg, der er kendt af politiet for vold, betleri og tyveri.
Ved anholdelsen har han kun 1900 kr. på sig.
Umiddelbart efter røveriet havde Christian Madsen deponeret noget af rovet hos en bekendt i Vejgaard, men allerede efter en uges tid var han begyndt at fattes penge, så derfor rejste han op fra Aarhus, hvor han i nogle dage havde boet hos en sexarbejder.
Det viser sig, at politiet i Aarhus også har ledt efter Christian Madsen, takket være denne kvinde. Under opholdet hos hende har han nemlig tilstået drabet og givet hende nogle penge, som hun har brugt.
Efter han er rejst til Vejgaard efter flere midler, er hun gået til politiet med sine oplysninger – måske af dårlig samvittighed, måske i håb om at sikre sig dusøren på 500 kr., som sparekassen har udlovet.
Under afhøring fortæller Christian Madsen, at han på grund af pengemangel ville røve en mindre bank eller sparekasse, hvor der kun var én mand på arbejde. Han havde blandt andet kig på banker i Skanderborg, Hobro og Løkken.
En notits i avisen om et godt regnskab havde imidlertid ledt hans opmærksomhed på sparekassen i Pandrup, så han tog op for at rekognoscere.
Her opdagede han Bentzens aftenrutine.
En tid efter vendte han tilbage til byen, og da Bentzen gik hjem til aftensmad, fandt Madsen et åbent vindue, som han sneg sig ind ad. I det mørke kontor ventede han på Bentzen, overfaldt ham, røvede pengene og gik.
Angiveligt opdagede han først, at Bentzen var død, da han så én af avisernes løbesedler. Han fastholder, at han ikke havde til hensigt at dræbe.
Det lykkes politiet at finde nogle af pengene i Vejgaard, men det var kun en brøkdel. Vennen, der har opbevaret pengene, bliver idømt 120 dages fængsel for hæleri.
På baggrund af Christian Madsens fulde tilståelse fik han 16 års fængsel for røveri og drab. I dommen blev det slået fast, at den dømte burde have forudset, at hans hårdhændede behandling af Bentzen kunne medføre døden.
I højesteret bliver straffen reduceret til 12 år, og efter ni år bliver Christian Madsen benådet, mens de resterende tre år bliver gjort betingede med en prøvetid på fem år.
Imidlertid fremgår det af avisen, at han i 1931 får en dom på 60 dages fængsel for at have blottet sig overfor nogle småpiger, og det lige inden, prøvetiden udløber. Så måtte han alligevel afsone de sidste tre år af straffen for rovmordet.
Landbrugseleven fik en erstatning fra Justitsministeriet for uberettiget anholdelse.
I 1919 bliver statspolitiet udvidet med flere hundrede betjente på landsplan, så det dermed er hele kriminalpolitiet i Danmark, der er statsligt organiseret, mens ordenspolitiet fortsat er kommunalt frem til 1938.
For Jens Christian Klitten betyder det, at han som 43-årig bliver udnævnt til leder for kriminalpolitiet i Aalborg, en stilling han bestrider frem til sin pension.