En noget mærkelig mand døde i december 1901 i Skærum.Han hed Andreas Thomsen, og blev 84 år gammel.
Alle hans omgivelser var som klippet ud af en 100 år gammel billedbog.
Det gjaldt både hans mærkelige skorstensløse hus, hans husgeråd og redskaber.
I sin ungdom havde Andreas fartet landet rundt på kryds og tværs. Derefter var han på vej ned gennem Tyskland, men da han kom til den hollandske grænse, vendte han om, og drog tilbage til sit hjem.
Der gik han ene længe, og fik med tiden et ejendommeligt fortidsmæssigt udseende.
Sengen havde han selv konstrueret, fjedrene hang uden på sengekanten, og i dem hang bunden. På bunden var der lagt ris, og som overdække brugte han kun lidt tøj.
Udenfor sengelejet havde han efter fortidens skik sit våben mod ”skidtfolk” og ”landstrygere”, der hjemsøgte afsides liggende steder.
Det var et skaft på hvis yderende han ved jernringe havde behæftet et stykke tveægget jern, der sad som en brækket bajonet.
Hans arbejde bestod dels i at rense folks skorstene, og han var meget stolt over at han, da han måtte opgive den virksomhed, måtte erstattes med to afløsere.
Ellers arbejdede han på sit jordlod, eller var beskæftiget i hans snedkerværksted, fra hvilke der udgik de vidunderligste ting.
Alle høvle og andre redskaber, havde han selv lavet. Håndtagene på dem var grene og lignende ting, som naturen havde dannet, så de faldt let i den gamle slibers hænder.
Han havde endda fået lavet en meget snild boremaskine af træ.
Vanskelige opgaver afskrækkede ham ikke. Han havde således selvlavede briller, på hvilke glassene var indfattede i fint snoet stil, mens stængerne var lavet af ståltråd.
Mærkeligst var dog et sæt forlorne tænder, han havde forfærdiget som husflidsarbejde.
Det var en plade af ben, der kunne presses ned mellem hjørnetænderne. De forlorne tænder var hårde træpløkker anbragt i pladen.
Han lavede også riskurve, men ville ikke have betaling for hans arbejde, bare folk ville handle vel med, hvad han havde givet dem.
Endelig havde han hønsefælder, da han ikke brød sig om at have andres høns rendende på sine enemærker. Det var ham en sand fornøjelse at høre fældens dør smække i for en næsvis høne, der ubuden aflagde besøg på hans mark.
Hans føde bestod mest i kartofler, som han selv avlede.
Af husdyr holdt han kaniner. Dem slagtede han, hakkede dem både med blod og indvolde, og saltede det mærkelige kød, som han selvfølgelig spiste med selvlavede redskaber.
Hans kropspleje var ejendommelig men mere solid end mange andre menneskers. Både sin krop og sit tøj, vaskede han i saltlage, i hvilket stof han endda dyppede sine huer.
På den måde holdt han ubudne gæster på afstand.
I øvrigt nærede han den mest ubetingede tillid til saltets lægende kraft.
En dag da han lå ude i sin kartoffelmark, blev han lige pludselig så dårlig, at han ikke kunne tage kartoflerne op med fingrene.
Så krøb han hjem, satte gryden med vand over ilden, mættede vandet med salt, dyppede sin skjorte der i, og gik der på i seng iført den saltede skjorte.
Næste morgen var han frisk som en fisk, og hoppede ud af sengen som en kat.
Sin kam havde han selv lavet. Det var et fladt benstykke med pigge, der sad en kvart tomme fra hinanden.
Andreas Thomsen fik alderdomsunderstøttelse på 50 kroner. Man bød ham mere, men han ville ikke modtage det.
Han holdt hænderne på ryggen for ikke at komme i fristelse, og udbrød fornærmet, ”Hva ska a mæ jeres penger”.
Et vidnesbyrd om at den selvstændighed, der var hovedtrækket i hans karakter, heller ikke i dette forhold ville ændre sig.
Jeg kunne ikke finde et billede af Andreas Thomsen, så vi må nyde et billede af Skærum Kirke i stedet.