Af Mikkel Nielsen, Sæby
På en restauration i Frederikshavn nytårsaften til året 1947 sad en 67årig frederikshavner, der i anledning af årsskiftet havde slået sig løs.
Ved 0.30 tiden ville den ældre herre bryde op, og med et lille smil betalte han omkring 6 kroner for 3 snapse og en øl.
Han blev da spurgt, om han slet ikke var ked af at betale de efterhånden noget store restaurationspriser.
Det fik den gamle til at fortælle.
”Jeg smiler måske lidt, men det er kun fordi det med året 1947, præcis er 40 år siden, jeg fungerede som afløser for en tjener på det gamle ”Cimbrias” filial i Lodsgade.
I 1907 solgte jeg 3 snapse og et glas øl for 10 øre.
Ak ja, fortsatte herren, og strøg den sidste dråbe akvavit væk fra det gråsprængte skæg, og så var glassene 3 gange så store.
Jeg tog det skam med godt humør, da jeg så mine gæster gøre grimasser, da vi forhøjede prisen til 1 krone for 7 kaffepunch.
I 1907 blev vi også nød til at forlange 10 øre for et stykke smørrebrød. Selv om der var andre værtshuse, som kunne servere smørrebrød for 9 øre, mistede vi skam ikke vores humør.
Smørrebrød var jo noget andet dengang. Det bestod af et stykke tykt brød med smør og et stort fad med suppe eller stegeben.
Jeg tror ikke, man skulle have spist mad i flere dage for at spise sådan et fad op.
Som tjener fik jeg 60 kroner om måneden samt kost og logi. Man klarede sig lige.
En habit i de bedste varer gav man vist 40 kroner for.
Utroligt men sandt, sluttede den gamle tjener sin fortælling om at være tjener på restaurationer i Frederikshavn i 1907.
Den gamle tjener er borte for længst, men havde nok haft et mere anstrengende smil, hvis han havde oplevet priserne i dag på nutidens restaurationer.
GODT NYTÅR.
