Af Erik Østergaard Larsen:
I FB-Gruppen om “Goe gamle To’es” (aka Tårs i Vendsyssel) skrev jeg for nylig et opslag om de tre bagere, som i 60erne og 70erne leverede brød og kager til de sultne Taars-boerne. Jeg fandt ud af, at alle tre bagere nu er nedlagt. Ydermere erfarede jeg, at den “midterste” bager nu er omdannet til pizzeria!
Jeg må indrømme, at dette sidste forekom mig som lidt af en sensation, al den stund at pizzaer var et ukendt fænomen, da jeg trådte mine barnesko i byen. Faktisk skal vi helt frem til 1972, før mine jævnaldrende og jeg for første gang stiftede bekendtskab med en pizza! Der er ikke mange områder, hvor jeg kan prale med at være en pioneer, men pizza spisning er faktisk et af dem! Det handler denne historie om!
I 1972 gik jeg i Taars skoles 2. real. Det var det klassetrin, hvor eleverne dengang kom på langtur langt borte hjemmefra. En rejse af som regel en uges varighed, og næsten altid til Bornholm.
Min klasse havde imidlertid en foretagsom ung lærer ved navn Erik Fey, som ville det anderledes. Vore skolekammerater I 9’ende havde en tilsvarende ung lærer, Erik Mortensen (senere MF’er). De to lærere syntes, at det var for kedeligt bare at drage til Bornholm, ligesom alle andre. De satte sig derfor sammen og regnede på udgifter til bus, forplejning og campingovernatning, og fandt ud af, at vi kunne komme sydpå i 10 dage for de same penge.
Det fleste af studieturens dage var henlagt til Østrig, men en dag hen mod turens afslutning, og hvor de medbragte rationer af dåseleverpostej, spegepølse og skiveskåret rugbrød var begyndt at svinde, stod vi foran turens helt store højdepunkt: en dagstur ind i Italien til selveste Venedig!
Vi lod telte og habengut blive tilbage på campingpladsen I Østrig, og kørte så tidligt om morgenen afsted mod syd. Vi passerede grænsen og kørte nu ind i Italien. Alt forekom os eksotisk og fremmedartet. Én bemærkede, at der kørte utroligt mange fiatter rundt på vejene. Der blev dyttet og kørt vildt, forekom det os! Det var nok ikke tilrådeligt at bevæge sig ud i trafikken! Først mange år senere fandt jeg ud af, at Italien er et af de nemmeste lande at bevæge sig rundt i trafikken i, forudsat at man tilpasser sig den sangvinske og livsglade italienske modus vivendum.
På vej mod Venedig opfordrede Fey os via bussens højttaleranlæg til at afprøve en italiensk specialitet: et fladt stykke brød bagt i ovnen, men ulig derhjemme havde man lagt pålægget på INDEN brødet blev bagt, således at dej og pålæg blev bagt sammen. Det kaldte han en ‘pitsa’ og det smagte særdeles godt – ifølge Fey. Ingen havde hørt om den slags mad før. Vi syntes alle, at det lød meget mærkeligt og fremmedartet, og at det ligefrem skulle smage godt, anså vi for usandsynligt! Sikkert bare endnu ét af Feys mange skøre påfund! Enhvert fjols vidste jo, at man først bager brødet – og så først lægger pålægget på! De fleste af os rystede på hovedet over denne galskab.
Vi ankom til Venedig og de store flok blev inddelt i grupper af seks. Vi måtte højt og helligt love, at vi passede på hinanden. Var en eller anden så klodset at falde I kanalen, måtte de andre hjælpes ad med at få vedkommende op af vandet igen! Pigerne blev advaret om, at de varmblodede italienere godt kunne finde på at gramse på dem. Det skulle de endelig ikke stiltiende finde sig i, men råbe og skælde ud, og det måtte gerne være på dansk, da det var vigtigt, at man som pige med sit kropssprog og på anden vis fik stoppet italieneren i hans forehavende, da de I modsat fald blot ville tage det som en invitation til at gå endnu videre!
Vi drenge forstod hurtigt, at der desværre ingen risiko var for, at de smukke mørkhårede italienske kvinder ville gramse på os! Det var ærgerligt! Det kunne vi ellers godt tænke os, men sådan er verden så uretfærdig!
Vi vandrede nu rundt i timevis og kiggede på Markuspladsen, og det leben som udfoldede sig dér. Jeg knipsede et par billeder, bl.a. fra Rialto broen, men de blev desværre som alle andre fotos fra turen mislykkede og uskarpe!
Efterhånden begyndte sulten af melde sig, specielt da vi kom forbi nogle restauranter, som lå idyllisk ned til kanalerne, og hvorfra det duftede dejligt og appetitvækkende. Jeg spurgte mine ledsagere, om de var friske på at afprøve den dér mærkelige specialitet, som Fey havde talt om i bussen, denne såkaldte ‘pitsa’. Det var der ingen, der havde lyst til! Nej, de fem andre var ikke vilde med ideen, men jeg var sulten og blev stædigt ved med at argumentere så længe, at de andre i vores lille team til sidst gav sig! Rådslagningen endte med, at vi ville købe en pizza sammen og dele i seks.
Vi gik så hen til første den bedste tjener på et pizzaria og bestilte en pizza til deling. Jeg gav min bestilling på engelsk, så godt jeg kunne – mit engelsk var dengang langt fra særligt godt. Tjeneren, hvis kendskab til fremmedsprog var endnu ringere, svarede en hel masse vredt på italiensk, og gik resolut bort. En yngre mand, som sad med sin kone ved et af bordene, kaldte mig over til sig. Han var amerikaner og forklarede pædagogisk, at det ansås for IKKE OK at bestille en pizza til deling. Det var meningen, fortsatte han, at man skulle bestille én hver!
Jeg sagde tak til den flinke amerikaner, og gik tilbage til mit hold og forelagde dem situationen. Jeg foreslog, at vi bestilte en pizza hver, sådan som amerikaneren havde sagt, men her slog mine overtalelsevner ikke til! De andre på holdet var gået med til at spise en 1/6 pizza hver, men en hel – det var for vildt! Vores lille spontane krisemøde endte med, at jeg så ville bestille en pizza til mig selv! De andre gik med til at vente, mens jeg udførte mit forehavende.
Da tjeneren kom tilbage, lod jeg ham dette forstå. Han anviste mig en stol ved et bord, og signalerede nu med en beleven gestus, at jeg måtte sætte mig ned. De andre stillede sig i nærheden og kiggede på, mens der blev dækket bord foran mig, og jeg fik overrakt et menu kort. Jeg kiggede menu kortet igennem, men forstod intetsomhelst. Alt stod på et sprog, som forekom mig at være en blanding af klaudervælsk og volapyk. Kun prisen var forståelig, anvist som den var i lira: et tal efterfulgt af mange nuller. Jeg pegede på noget tilfældigt, og håbede, at det ville være noget rigtigt lækkert!
Der gik nu noget tid. Mine skolekammerater trippede, men ventede tålmodigt. Endelig kom min mad. Det viste sig, at jeg havde bestilt en pizza med ‘alt godt fra havet’ – sardiner og blæksprutter m.m. blandet mellem hinanden. Især sardinerne var noget beske og sure i det, men det mættede dejligt, og inden længe, havde jeg konsumeret hele pizzaen. Mine fem rejseledsagere stod i en rundkreds omkring mig, og betragtede mig med skeptiske miner, mens jeg spiste, som var jeg genstand for en videnskabelig undersøgelsel
Jeg var dog ikke helt mæt, og skamløs som jeg var, spurgte jeg holdet, om de havde noget imod at vente, for jeg ville bestille én mere. Det gik de overraskende nok med til! De fem andre må have været verdens mest tålmodige rejsefæller! Jeg bestilte, men det skulle snart vise sig, at jeg havde været lige lovlig overmodig.
En ny pizza blev serveret. Jeg begyndte at spise, men denne gang gik jeg i stå efter ca. 1/3. Det var uhørt! Som vendelbo får man ind med modermælken, at man ALTID spiser op, hvad der ligger på ens tallerken! Men min mave gik lissom i baglås, og der var intet at gøre: jeg kunne ikke få en bid mere ned!
Jeg betalte, og vi gik derfra. Klokken var efterhånden begyndt at blive mange, så vi styrede i retning af busholdepladsen i den anden ende af Venedig. Undervejs fik jeg det værre og værre. Sardinerne og de andre havdyr føltes levende i min mave, og jeg fornemmede deres trang til at søge tilbage til Adriaterhavet. Til sidst kunne jeg ikke længere holde maden i mig, og jeg kastede op i en af sidekanalerne. Mine fem skolekammerater stod ved siden af, og priste sig lykkelige over, at de IKKE havde ladet sig overtale til at spise noget af det locale djævelskab!
Jeg var noget groggy, da vi i samlet flok kom tilbage til bussen og mødtes med de andre. Om nogen af de andre havde spist pizza kan jeg ikke huske, men det vil undre mig om de havde. Eventyrtrangen blandt vendelboer var dengang ikke så stor, og slet ikke hvad angår det kulinariske! Hvornår pizzaerne begyndte at komme til Danmark kan jeg ikke huske, men der gik trods alt nok ikke så mange år, omend det først var de store byer, som blev ‘erobret’. Det skulle ikke undre mig, om Taars var den sidste bastion som faldt! Hvilket år et pizzeria etablerede sig I huset på byens hovedgade, som engang var den midterste bagers, skal jeg ikke kunne sige, men det var mange år efter, at jeg I 1977 var flyttet fra byen!
