Kære ven !
Tak, for din fyldige rapport om dit/jeres strejftog til og fra diverse syge- og lægehuse, nordenfjords.
Vi her hos os synes også, at de aldersrelaterede skavanker bider sig mere og mere fast i haserne, som årene går. Vi to gamle føler præcis det samme som jer, selv om vores liste måske er en smule kortere.
Jeg har nu afsluttet mine timelange konsultationer på Geriatrisk afdeling, på Hospitalet og går p.t. til balancetræning på det kommunale balancehold. De omsorgsfulde, erfarne og dygtige læger på Hospitalet har givet mig et 100 tusinde kilometers eftersyn og har fået ryddet op i min medicin, som var stukket af. De ultrakorte lægekonsultationer hos den stedlige praktiserende læge havde sat sine spor. For meget af noget og for lidt af andet. Nu har det geriatriske team på Hospitalet fået sat skik på doseringerne og nu mangler jeg kun at få min balanceevne klar, så jeg kan suse rundt om granen den 24. ds, hvor hele “klanen” mødes her hos os. Om vi selv skal lave “julesulet” eller om det skal skaffes udefra overvejes i øjeblikket af de “gourmetkyndige”. Eftersom jeg ikke er hverken er jøde, muslim eller muhammedaner eller noget som helst andet, går jeg ikke så højt op i om det bliver and eller flæskesteg, når bare maden smager godt og er veltillavet og at der serveres lunet rødkål til.
Min kone og vores søns 2 piger er igang med at tilrettelægge, hvor og hvornår julegranen skal fældes iklædes pynt og med at finde gode og nyttige gaver til samtlige 11 + selvfølgelig husets kæledægge, hunden Buster.
Det var godt, at du i tide fik stoppet ham den “langfingrede nordmand!” Jovist er forbindelsen mellem os folk blevet hurtigere og kortere, men også mere “krum” og farefuld. Mange bliver taget ved “næsen/røven” overalt i det ganske land og ved du hvad, både du og jeg skal altid arbejde gratis med udfylde alverdens skemaer og lave kontorarbejde, printe breve og skemaer etc. ud for dem der påligner os skat osv. Vi skal sidde og lytte til en dum akustisk stemme og lege telefondame for at pejle os frem til ”dit og dat Service” Ja, man får en regning, hvis man ikke når frem til et møde hos lægen, tandlægen eller hvad som helst….pang!
Vi ønsker jer en God og glad jul samt et Godt Nytår, med håb om de voldelige tilstande ophører, der hvor de ikke kan finde ud af at deles om maden og værdierne samt den smule natur og husly som de har tilbage. Mange af disse “krigere”, ville have haft gavn af en bedre opdragelse og/eller en anden mor og far. Hvor er alt i denne verden vel nok de rene tilfældigheder. Havde Putins mor mødt en anden, ja så havde vi måske sluppet for nogen af de stridigheder.
Noget tyder på, at vi ikke i vores levetid, vil opleve fred i Mellemøsten og/eller andre steder hvor visse mennesker kan slå hinanden ihjel uden at blinke eller føle anger – uha. Jeg kan ikke idag rumme begrebet krig. Jeg ved ikke, hvordan jeg tænkte som soldat – blev vist aldrig spurgt – det hele var kæft, trit og retning og gør som befalet. Hvordan vil Troels Lund og Mette F. skaffe alle de soldater de skal bruge til at håndtere de mange kanoner, våben og fly og til at beskytte landets kyststrækninger 8-9.000 kilometer + Grønland og Færøerne?
K.h. konen og mig
Hils din kone.
PS. Havde vi ikke haft “Kurantbanken”og var “Banca Monte dei Paschi di Siena” ikke blevet grundlagt i 1472, så havde vi måske kunne enes om den mængde fødevarer som vor moder jord kunne gi’ os. Fuglene og mange dyr, lige måske med undtagelse af hyænerne og et par stykker flere kender vi ikke til den form for grådighed, som vi mennesker udviser, ja vi udnytter tilmed vores børn når vi kræver huslejer på 15-20 tusinde kroner for to værelser, et køkken + WC. Det er et sølle system, som der ikke kan varetage de unges boligforhold. Især i de størrer byer i DK er det helt ad skoven til. Systemet kan nok ikke laves om, når først det er etableret.
I går læste jeg en skildring i Arne Espegaards “Mine DAPPER”, hvor han boede på værelse hos en enke til en Provst:
Den historie fik mig til at grine højt..
For lånte penge…..et klip fra historien “Mine Dapper”.
af cand. mag. Arne Espegaard, født i Børglum den 28.11.1910, død den 30.7.2006.
Side 113
Den 2. september 1929 stod en lang mager yngling med landligt strithår på vor Frue plads i København blandt mange jævnaldrende, der ønskede at begynde et studium på Københavns Universitet.
Han lignede i sit udstyr til forveksling flere hundrede andre: fyldepen i jakken, klokke i vestelommen og sølvkæde med dingeltangel tværs over maven. Men han viste ikke påfaldende iver efter at holde jakken halvåben, således at herlighederne kunne beskues, i hvert fald af ham selv, men helst også af andre.
Nå ja, lad mig tilstå: fyren var mig.
Min stads var så ny og overvældende, at jeg dårligt nok kunne holde øjnene fra den.
Atten år var jeg, og student, men havde aldrig ejet hverken ur eller fyldepen før; jeg var iført mit første nye jakkesæt siden konfirmationen, og jeg havde nyforsålede sko på.
Fyldepennen havde koster 19 kroner (= 798 kr i nutidspenge), uret 20 kroner og tøjet 50 kroner (svarer til 2.101 kr i 2024). Så jeg havde allerede skåret en god luns af den kassekredit på 3.000 kroner (= 125.046 kroner i år 2024), som jeg havde lokket en halv snes mennesker til at kautionere for mig, og som jeg skulle begynde at afdrage om 5 år. Sæt jeg ikke var færdig og ikke havde fået noget at bestille til den tid?
Med klemsel i maven over min gældsbyrde gik jeg sammen med alle de andre op ad trappen under den himmelvendte ørn.
Tanken om den skam det ville være ikke at kunne betale tilbage til tiden, sådan at mine kautionister deriblandt fire husmænd og andre småfolk, måtte betale min gæld, den slap mig aldrig hele studietiden igennem. Ikke at den lå øverst i bevidstheden, men den var der, og stak nu og da sit grimme hoved op og stirrede på mig.
Mit hovedkvartér havde jeg opslået i et pigeværelse – uden en pige i – ude på Østerbro, lige bag lejlighedens køkken. Det var 2×3 meter og kostede kun 15 kroner pr måned (630 kr i 2024) men så skulle jeg i tilgift bære kul op til lejlighedens tre-fire kakkelovne og gøre andre småtjenester. Lejligheden lå på 2. sal og kullene var i kælderen, men det var jo ikke noget at snakke om, for en ung rask mand.
Værtinden, fru Thygesen, enke efter en jysk provst, var flink. Undertiden gav hun mig et godt måltid mad, og så hjalp jeg til gengæld med opvasken.
Engang havde fru Thygesen damefremmede til middag. Da de havde spist færdig, blev der klingelinget og så kom jeg ude fra pigekammeret for at tage af bordet. Da var de gået ind i stuen ved siden af, og værtinden havde lukket døren. Jeg mærkede straks, at de havde drukket vin til maden, og at der lugtede af cerutter. Som renlivet afholdsmand og ikke-ryger fyldtes jeg med væmmelse. Men så faldt mit blik på nogle fyldte glasskåle, en ved hver kuvert. De indeholdt en klar væske, som små guld blade eller skæl svømmede rundt i. Jeg smagte. Ingen særlig smag. Og dog, smagte det ikke af guld? Jeg drak en hel skålfuld – – og gik skyldbevidst ud i køkkenet, med den første bakkefuld snavset service. Da fru Thygesen noget senere havde ærinde i køkkenet spurgte jeg, hvad der egentlig var i de skåle. “Ih, Gud, vand til at skylle fingrene i, selvfølgelig!”
Old money
År 1929. Svarer til kr. i 2024
3.000 kr svarer til: 126.045,- kroner
19 kr svarer til: 798,- kroner
50 kr svarer til: 2.101 kroner
0,02 kr svarer til: 84 ører
1,60 kr svarer til: 67 kroner
15 kroner svarer til: 630,- kroner.