De 2 teglværker og en rød vej i Brønderslev.

Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, april 2007.

I 1850erne var der 2 små teglværker i Brønderslev, Nibstrup Teglværk og Døvlings Teglværk.

De nedlagdes begge i 1870erne.

Et nyt teglværk blev anlagt af Gerhard Poulsen i 1883 på grunden, hvor Nibstrup Teglværk havde ligget.

Det blev i 1899 flyttet ud til hovedvejen – Østre Teglværk. Bestyrerboligen overfor teglværket ligger der stadigvæk – tæt ved Bryggerivej.

På pladsen, hvor Døvlings Teglværk lå, opførtes i 1903 af gårdejer Morten Dam et nyt teglværk – Vestre Teglværk. Bestyrerboligen, der også her lå overfor teglværket, ligger der endnu – på hjørnet af Fasanvej og Tranevej.

I 1919 dannedes der et aktieselskab – A/S Brønderslev Teglværker. Senere overtog Winther og Andersen teglværkerne, hvor Augustinus Pedersen blev direktør.

Den røde vej blev til Fælledvej og senere til Fasanvej. Der lå jo et teglværk ved den røde vej, og efterhånden blev der kørt så meget tegl hen ad den ujævne jordvej, at vejen fik samme farve som den røde tegl i vognene. Efter vognene stod der røde skyer. Vejen hed aldrig andet end den ”Den røde Vej”. Ved den røde vej på vestsiden lå der kun – udover bestyrerboligen – det smukke røde hus ”Slottet”, derefter kom vognmand Møller Jensens ejendom og længst ude vognmand Kjølholms ejendom. På den anden side var der kun teglværket.

Elis Bertelsen fra Brønderslev har fra 1948 kørt sten ud til byggepladserne, først med hestevogn og senere med lastbil. Elis Bertelsen husker tydeligt, da boligblokkene i byen blev opført. Da, var der travlhed. Han læssede altid selv køretøjet ved hjælp af en tang med plads til otte sten ad gangen. Der kunne være ca. 8000 sten på en lastbil. Han var meget glad for sit arbejde i det fri. I dag er de sten, der køres ud til murerne, ikke berørt af menneskehånd, tilføjer han.

Arbejdsgangen på teglværkerne beskriver Elis Bertelsen således: Arbejderne gravede leret op med en skovl og fyldte det på tipvogne, der kørte på skinner. Leret blev tippet ned i en lergrav – en sump. En mand i lergraven skubbede så leret videre hen til en såkaldt snegl, der æltede leret. Derfra førtes det til skærebordet, hvor det blev skåret ud i mursten, teglsten og drænrør. De våde sten skulle skilles ad, inden de blev lagt til tørre på hylder. De tørre sten blev lagt i en ”klamp lade” inden brændingen. Stenene skulle være helt tørre, inden de kom i ovnen.

Der kunne ikke arbejdes hele året, for frosten kunne ødelægge stenene. Der blev produceret omkring 2.000.000 sten om året på de to teglværker tilsammen.

En teglværksarbejder var virkelig slidt, når han stoppede med at arbejde, siger Elis Bertelsen.

Der hentedes rødler ved V. Kornum men i 1950erne var leret i lergravene i Brønderslev opbrugt, og i stedet blev der hentet ler i Tylstrup Enge.

I 1950erne blev Søndergades Skole opført på den tidligere teglværksgrund, og på lergravene var der om vinteren de dejligste skøjtebaner.

Teglværkernes sidste bestyrer var Walter Hansen, der kom hertil i 1947 fra Vokslev. Hans datter, Birgit Knudsen, fortæller, at hun er vokset op ved teglværker. Hun blev født ved Nybølle Teglværk og boede derefter ved forskellige teglværker, indtil hun på et tidspunkt flyttede hjemmefra. Både hendes farfar og hendes onkel har været ansat ved teglværker. Som teenager tjente hun penge ved at adskille de våde sten inden de blev lagt til tørre. De to teglværker havde såkaldte ”ringovne”, og i ringovnen på Vestre Teglværk i den del, hvor der ikke brændtes sten, havde Hjemmeværnet skydeøvelser. Vagabonderne, der ofte gik fra teglværk til teglværk, boede på eller ved ringovnen og blev især ved juletid betænkt af min far, fortæller Birgit Knudsen.

Sidst i 1960erne var det slut med teglværksdrift i Brønderslev, og Birgit Knudsen husker tydeligt, da den 40 meter høje skorsten på Vestre Teglværk blev sprængt. Elis Bertelsen er så heldig at være i besiddelse af et fotografi af ”teglværksbisserne” oppe på ringovnen. Bisserne kogte suppe ved at tage en af hætterne – en slags prop – op af ovnen, og sætte deres egen kasserolle i hullet. De klarede sig selv, fortæller Elis Bertelsen, der var dengang ingen hjælp at hente ved kommunen. Fotografen fik først lov at fotografere dem efter at han havde forsynet dem med vin og øl.