Brønderslev Friluftsbad nu Brønderslev Svømmehal – 75 år i 2011

Brønderslev Friluftsbad nu Brønderslev Svømmehal – 75 år i 2011

juni 2011 Nordjyske

Lørdagens 75 års jubilæums-arrangement i Brønderslev Svømmehal var velbesøgt.

Selv statsminister Stauning kom forbi igen. Efter statsminister Staunings indvielsestale af Friluftsbadet i 1936, har der været kaos ind imellem. Her tænkes ikke på svømmeklubbens dårlige økonomi for tre år siden: – Planerne om at bygge en ny hal var nået langt i 1972 – den skulle ligge på Møllerens Eng, men byrådet turde ikke alligevel. Det endte med en boble-overdækning af Friluftsbadet, men der var også kaos, da boblen blæste af i 1984, smiler halinspektør Christian Brønden. I 1986 fik Brønderslev så den fine hal, vi kender i dag. Carl Jensen, Brønderslev bliver ofte kaldt Stauning, så han gentog Staunings tale fra dengang. “Det er en rindende kilde til sundhed. Og alt hvad der tjener sundheden, tjener samfundet”, sagde han bl.a. Efter en stor ombygning i 2003 er der nu ekstra bassiner, spa- og dampbad, store saunaer og motionscenteret Svederen. I weekenden indviedes en ny sol-terrasse, og hallernes formand, Henrik Jensen fortæller om fremtidsplanerne: – Vi vil gerne udbygge wellness-delen og motionscenteret. I den modsatte ende af svømmehallen vil vi gerne have en vandrutsjebane. Førhen blev græsset uden for brugt til bl.a gymnastik. Mange familier brugte også plænen til udflugter, og der var terrasser, hvor folk kunne tage solbad. Og så en dukkert i Friluftsbadet. Birthe og Knud Svante Eriksen kan godt huske udflugter med ungerne. De startede med at komme i Friluftsbadet i 1948. – Og vi er kommetr siden. Nu bliver det “kun” til to-tre gange om ugen, siger de glade. 89-årige Niels Pedersen svømmer seks dage om ugen. – Jeg kommer her hver dag undtagen søndag – jah, hvis jeg har været ude og drikke lørdag, tager jeg søndag i stedet, smiler han. Han svømmer 40 minutter hver gang – hundesvømning – og så i dampbad bagefter. – Intet er bedre end vand. Her er altid rent og pænt – og vi får altid god behandling. Ja, og mine oldebørn svømmer her også – de er tre-fire måneder, tilføjer han.
 

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted