Blyanten, der rejste!
Af Carter Grøngaard, Aalborg, der i 1957-63 var lærer ved skolen i Voerså. I 1963-72 virkede han som konsulent for specialundervisning i Hjørring Amt og indtil 1986 som amtspsykolog i Nordjyllands Amt. Her fortæller han om sprog-oplevelser i Vendsyssel.
Har været udgivet i Vendsyssel-Gildet – skrift nr. 9 – 1993
At en blyant kan rejse,
vidste jeg ikke, før jeg for første gang stod som lærer i en 1. klasse i en ny og vel en af de første centralskoler i Vendsyssel. Skoleåret var lige begyndt, og både børn og lærere var fremmede for hinanden.
Pludselig så jeg en dreng ligge og rode på gulvet under sit bord, og da jeg spurgte ham, hvad han lavede, var svaret: >>Mi blønt æ ræsen o æ gwol«. Efter at have gentaget spørgsmålet, fordi jeg ikke havde opfattet det, og fået samme svar, arbejdede min hjerne på højtryk. (Hvem var mest nervøs, børnene eller den nye lærer, er ikke godt at v de). Jeg kunne da nok regne ud, hvad ordene betød på almindeligt dansk. Men, tænkte jeg, det lyder underligt, at en blyant rejser. Mon han måske mener noget helt andet? For hvis en blyant ligger på gulvet, måtte den efter min tillærte sprogbrug, enten være trillet eller faldet derned.
Dette var indledningen til mange herlige sprogoplevelser i det vend- sysselske og også til en større sproglig tolerance, der i denne sammenhæng kan sammenfattes i, at det jo kan være lige meget, om en blyant rejser, triller eller falder på gulvet, bare man finder den igen.
Mange udtryk var helt ukendte for mig, men det var dejligt at høre ægte uforfalsket dialekt.
Jeg mindes også, at jeg var lidt bekymret for, om de nye centralskoler ville betyde en udvanding af dialekterne, ja måske enddog deres
undergang. Det kunne i hvert fald ikke undgåes, at de i skolen måtte skubbes i baggrunden, når børnene foruden et alment dansk også skulle lære engelsk, tysk og måske fransk.
Det må have været en til tider svær overgang for børnene. De nye sprog gav dem virkelig meget arbejde. Ikke ret mange, om nogen, havde fjernsyn dengang, og radioen var, sammenlignet med i dag, et meget begrænset tilbud, så de havde næsten udelukkende hørt deres hjemmesprog. Tænk, hvor meget et lille sprogområdes børn må bruge af tid og flid for at kunne sætte sig i stand til at kommunikere med udlændinge, og hvor megen tid store sprogområders børn må have til andre gøremål!
Svært er det dog stadig at forstå landsmænd, når de udfolder sig med deres hjemstavns ægte dialekt. Jeg kunne i hvert fald ikke forstå ret mange af de eksempler, der skulle gættes på, da Nordjyllands Radio i foråret havde en udsendelsesrække sammen med de øvrige regionalradioer fra de forskellige dele af landet.
Vendelboerne prøvede da også, i al godmodighed, at drille mig med, at jeg stakkel jo ikke kunne forstå, endsige snakke det, som de syntes var det ædleste af alle sprog, Vendelbomålet.
Således skulle jeg en dag, da jeg var i den lokale bankfilial, prøves af, efter at jeg havde fået at vide, at >>Do fåstor jo intj ret møj af det, wi snakker”. Nåh, det syntes jeg nu nok, at jeg efterhånden var blevet ret god til »>We Do da kaske, hwa ande-go-jas«< betyder?
Fra den lille latinprøve kunne jeg huske, at ante betyder før, og med min families dialekt i erindring, kunne jeg prompte svare: »Det betyder i forgårs aften<«<,
De to bankfolk var, omend slet ikke slået ud i 1. omgang, så dog synligt imponerede af min hurtige parade. Men så spurgte den ene med et listigt smil om læben: »Do we måske ow hwa prensler er«? Det vidste jeg ikke at prensler for vendelboere er det samme som seler for os andre. Men med stillingen 1-1 forlod jeg dog lokalet med oprejst pande.
Jeg husker den første gang, jeg blev stillet over for et dialektord, jeg aldrig havde hørt før. Jeg var omkring 10 år gammel. Min far sendte mig hen til nogle venner, hvis datter var syg og sengeliggende, og lige før jeg skulle til at gå ud af døren med de bananer, jeg skulle give hende, råbte han: »Husk nu at sige, at vi håber, hun snart kier sig«. Jeg spurgte ikke om, hvad det betød, for forklaringen var nærliggende. Men det var først flere år senere, da jeg stødte på det latinske ord guesco, der betyder at komme sig, og det tilsvarende franske guéerir, at jeg kom til at tænke tilbage på hændelsen med det danske dialektord kier.
Dialekter er ikke tillærte. De er en del af identiteten. De er hjertesprog. En dialekt, et sprog, kan være meget enkel for en familie, der lever isoleret. Der er ikke behov for så mange sætninger. Det tænkte jeg på -fordi jeg tidligere havde bemærket det – da jeg engang skulle undersøge en lille fyrs intellektuelle formåen. Jeg stillede ham det enkle spørgsmål, blandt mange andre: »Hvad er en mor«?
>>Tøfler«<, svarede han. Jeg skrev det ned og grundede bagefter noget over dette for mig mærkelige svar, indtil det gik op for mig, at svaret var selvfølgeligt: En mor, det er hende, der koger tøfler, kartofler. Det er jo en næsten daglig nødvendig forteelse, og hvis ikke mor kogte kartofler, hvordan skulle han så få sin middagsmad?
Som dreng oplevede jeg de store dialektforskelle mellem Øst- og Vestdanmark, nærmere betegnet mellem københavnske dialekter og den dialekt, der taltes i Vestjylland der, hvor jeg voksede op.
Når sommerens særtog med københavnerbørn en eftermiddag, som var imødeset med længsel og forventning, ankom til vores station ved den vestjyske længdebane, steg en lille flok blegnæbbede tynde piger og drenge ud. De havde papskilte i bånd om halsen med eget navn og adresse på deres sommerferieværtsfolk. Vi, der var mødt talstærkt op for at beskue disse ukendte væsener, der kom så langt væk fra, var interesseret, afhængig af om ‘vi’ var pige eller dreng, i, om fordelingen var nogenlunde retfærdig, i, hvordan de så ud var der mon nogle pæne piger imellem eller drenge, der kunne formodes at kunne spille fodbold? Vi bemærkede også, at det var så som så med snakken.
Men det varede vist ikke længe, før sprogbarriererne var passeret, og selv vi sindige drenge måtte give op over for de slagfærdige rapmundede fra den københavnske stenbro.
Ved feriens afslutning, når særtoget gik den modsatte vej, var der derfor såvist ingen mangel på ord mellem de to parter, der begyndte med at være så sproglig fremmede over for hinanden.
Den sproglige tolerance er øget meget i de senere år. Hvorfor, kan man gætte på. Uden tvivl har radio og fjernsyn, med mange forskellige menneskers snak, udsendelser fra alle egne af landet osv, haft deres store andel. Vi har fået kendskab til så mange slags dansk, som vi kun sjældent kunne opleve dengang, da verden var så enkel, at der bare var to slags mennesker: De, der snakkede fint, dvs. sagde Jæ/Jeg om sig selv, og så de andre, der snakkede bondsk, dvs. sagde A.
Det har også i høj grad været kunstnernes fortjeneste. De har kunnet komme med budskab eller måske blot underholdning på deres hjemstavns dialekt på en måde, så det har fænget. I hvert fald er den sproglige opmærksomhed og interesse tydelig.
De dage, da der var noget, der hed Rigsdansk«, dvs. politikernes oplæsning af deres manuskripter, som de var bogstaveret, og hvor – oftest det jyske mål var tydelig, er forlængst blevet historie. Heldigvis, for det lød ikke kønt og slet ikke ægte. Men det var da prisværdigt, at politikerne gjorde sig umage for at blive forstået!
Som født i Vestjylland synes jeg, at nogle dialekter har været meget foretrukne frem for andre. Især dem med melodi på, fynsk og andre ø-sprog. De er jo så milde, modsat vestjysk, som nok i grunden lyder lidt ‘knarvornt’.
En rangorden har der været. Sjællandsk og fynsk har f.eks. oftere været skuespillersproget, når nogen skulle forestille at være fra bon- delandet, end andre dialekter.
Et eksempel på en ‘omvendt’ rangorden, som forekom pudsig, oplevede jeg, da min søn i den første vinter i Vendsyssel sad på sin slæde, som blev trukket af hans barnepige. En ældre kone standsede op og sagde venligt: »Nå, do hår nok fåt en fin ny kjilk, bette knejt«<, »Det er ingen kjilk, det er en slæde«. svarede den urokkelige lille fyr. »Ha, ha, ja fin folk fin sager«, sagde konen lidt spidst og havde selvfølgelig ikke længere lyst til at være venlig.
Ingen dansk dialekt er vel engelsk nærmere end jysk. Der er mange eksempler på udtale af ord og vendinger, som er om end ikke enslydende, så i hvert fald tæt på. Et eksempel, jeg stadig husker fra min skoletids lærebøger, er en oversættelse af »Kong Kristian stod ved højen mast« til »>King Christian stood by the lofty mast«. De slagne fjenders råb i 7. linie, 1. vers, er blevet til: »Fly, fly, he, who can<<!
Blandt andre havde digteren Jeppe Aakjær blik og sans for slægts- skabet mellem de to sprog. Vi kender vel især gendigtningen af »Should auld acquantance be forgot« af den skotske digter Robert Burns til »>Skuld gammel venskab rejn forgo«<. Der er dog her tale om en ‘oversættelse’ fra skotsk folkemål. Den er blevet en evergreen, en stedsegrøn, der synges af alle danskere, når de føler en samklang, et fællesskab og tager hinanden i hånden i glæde over at være sammen. Og det er netop noget væsentligt ved at tale dialekt og ved interessen i at bevare dialekterne: En trang, en følelse i hjertet, hvadenten det er den ene eller anden dialekt, det drejer sig om. Man kan nemlig ikke tale dialekt med forstanden, for så bliver den et kunstsprog.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Gruntdvigs ord, selv om de selvfølgelig er for store at bruge lige i denne sammenhæng: »Modersmål er det kraftens ord, som lever i folkemunde«.
Sproget er et af de vigtigste elementer i vor kultur. Vi skal skønne på det og værne om det.