Skibsreder Per Henriksen, Mercandia

   

Per Henriksen – Skibsreder (1919-2008) havde også stor betydning for  Frederikshavn

Per Henriksen blev født 3. november 1919 i København, som søn af Henrik Johan Henriksen  og Else Dorthea Henriksen. Faderen døde kort efter sønnens fødsel, og moderen forblev enke til sin død og var således både far og mor for sønnen. Efter skolegang på Det Kgl. Vajsenhus fik han realeksamen i 1936. I moderens familie var der flere søfolk, og Per Henriksen vidste tidligt, at han ville arbejde med skibe og handel.

Efter endt skolegang blev Per Henriksen ansat i en købmandsforretning i provinsen og kom senere til rederiet J. Lauritzen, hvor han fik indblik i en alsidig shipping-virksomhed med dertil knyttede virksomheder. I 1962 havde Per Henriksen samlet kapital til at kontrahere sit første skib, M.S. Mercantic, ved H.C. Christensens Stålskibsværft i Marstal. Skibet var en såkaldt coaster på 625 tdw og kostede 1.436.000 kroner. Sideløbende opbyggede Per Henriksen en selvstændig agenturforretning med fokus på kemikalier, medicinvarer og plastikråvarer.

I 1966 kombinerede Per Henriksen sine to hovedinteresser, da han grundlagde Mercandia, hvor hovedvægten i starten lå på agenturdelen. Over de næste 20 år udvidedes shippingsiden af Mercandia hastigt, blandt andet takket være en gensidig fordelagtig aftale med Frederikshavn Værft/Danyard, hvor der blev kontraheret skibe i serier på 7 til 10 ad gangen. Det reducerede byggeprisen betydeligt.

I midten af 1980erne havde Per Henriksen kontraheret 84 oceangående lastmotorskibe alene ved Frederikshavn Værft/Danyard, og dertil kom 53 nybygninger ved andre værfter. I alt fik Mercandia Rederierne leveret 137 nybyggede skibe og 12 brugte. Skibsrederen oprettede også færgeforbindelserne ”Kattegatbroen”, Juelsminde-Kalundborg og ”Sundbroen”.

I 1991 købte Per Henriksen selskabet Senneskov Presser A/S på Amager, og flyttede senere Mercandias hovedsæde fra et palæ i Amaliegade til maskinfabrikken. Per Henriksen ejede godset Lyngsbækgaard ved Femmøller på Mols, der betragtes som et af Danmarks smukkest vedligeholdte bygningsværker. Per Henriksen blev i 1986 slået til ridder af Dannebrog, og han har modtaget en række andre tilkendegivelser. I 2007 fik han overrakt en medalje af H.K.H. Prins Henrik med inskriptionen skibsreder Per Henriksen – årets hædersmand 2007. I forbindelse med Per Henriksens 85-årsdag stiftedes Forlaget Mercandia som i 2004 udgav bogen ”anparter af en livshistorie” der omfatter Per Henriksens mangeårige skriverier, som udelukkende var tiltænkt den allernærmeste familie. Bogen beskriver Per Henriksens barndom og ungdom under trange kår i 1920erne og 1930erne og opbygningen af virksomheden.

I starten af det nye årtusinde blev alle rederiaktiviteterne solgt, og de øvrige erhvervsaktiviteter blev sat under afvikling. Gennem tiden fik Per Henriksen tilbudt bestyrelsesposter i flere selskaber, men afslog som følge af alder og andre interesser. Privat var Per Henriksens gift med Vivi Henriksen og boede i Charlottenlund. Efter kort tids sygdom døde Skibsreder Per Henriksen onsdag den 16. juli 2008.

 

I løbet af 20 år lod skibsrederen bygge i alt 137 skibe – heraf de 87 i Frederikshavn, og Per Henriksen var i høj grad med til at holde liv i værftet Danyard.

En stor del af skibene blev i 1970’erne og 1980’erne solgt på anparter til investorer og til almindelige mennesker. På grund af meget store fradrag i den skattepligtige indtægt fra første år fik køberne af anparter næsten øjeblikkeligt mange kontanter mellem hænderne. At der var tale om en erhvervsinvestering med risiko, og at der var tale om at udskyde skatten, glemte mange, som årene gik. Per Henriksen måtte i retten mere end 360 gange for at forsvare sine projekter. Han vandt dem alle, og han hævdede, at ingen investor blev tvunget fra hus og hjem på grund af anparter i Mercandia Rederierne.

Per Henriksen nød at provokere, og han fnyste højlydt af især journalisters lurvede påklædning.

Minister måtte bøje nakken

Hans største slag stod om retten til at sejle med færger i konkurrence med DSB mellem Helsingør og Helsingborg.

Det tog ham mere end fire år, en klage til EU-Kommissionen og talrige politiske slagsmål, før den daværende socialdemokratiske trafikminister, Jan Trøjborg, måtte bøje nakken og ophæve DSB’s monopol. Per Henriksen åbnede ruten 1. juni 1996 med to Superflexfærger.

Da HH-ruten åbnede, havde han allerede adskillige af de engelskbyggede Superflexskibe, som bl.a. blev brugt på ruten mellem Juelsminde og Kalundborg. Per Henriksen åbnede “Kattegatbroen” i 1990 og lukkede den igen ved udgangen af 1996.

Mercandia leverede også skib til monopolbruddet på Østersøen, da rederiet Easy Line indsatte en af Per Henriksens færger på ruten Gedser-Rostock i juni 1998.

I begyndelsen af 1990’erne begyndte Per Henriksen at afvikle rederiet Mercandia og kastede sine mange millioner ind i ejendomme og industrivirksomheden Sennerskov, der fremstiller hydrauliske presser til træindustrien. På landjorden var Lyngsbækgaard ved Femmøller på Djursland Per Henriksens perle. Hovedgaarden, som skibsrederen købte i 1984, blev sat i stand, som ingen gård med indtægter alene fra landbrug kunne gøre det. Den knap 600 hektar store gård lægger jord til juletræsdyrkning, 100 får og 300 stykker kæmpekvæg af racen “Blonde d’Aquitaine”.

Den første ordre gik til Marstal

Per Henriksen begyndte efter skole som lærling hos en købmand i provinsen, hvorefter han kom til rederiet J. Lauritzen. Her fik han en alsidig indsigt i shipping. Han bestilte sit første skib i 1962 – coasteren “Mercantic” – ved H.C. Christensens Stålskibsværft i Marstal til en pris af 1.436.000 kr.

I 1966 grundlagde han rederiet Mercandia, og skibsfart fik gradvis en større og større rolle på bekostning af handel.

Per Henriksen stiftede i 2006 sammen med sin kone, Vivi, en fond til at overtage parrets værdier.

Per Henriksen har gennem årene doneret store beløb til bl.a. Det Kongelige Vajsenhus, Dragør Museum og Danmarks ældste fyrskib, der ligger som museumsskib i Ebeltoft.

Ud over sin kone efterlader Per Henriksen sig en datter.