HISTORIEN OM 2 UNGE KNÆGTE MED GÅPÅMOD – SOM STARTER 2 FORRETNINGER
MED HÅRDE HVIDEVARER M.M.
Skousen og 2 x Mads
Hvidevarer i lange baner i Brønderslev og Aalborg
Mads Krabbe og Mads Andreasen har i et fælles interessentskab to Skousen butikker. Mads Krabbe har base i Brønderslev og Mads Andreasen har base i Aalborg. De lærte hinanden at kende, da de for mange år siden begge arbejdede i en Skousen butik i Jyllandsgade i Aalborg. På et tidspunkt blev de tilbudt at overtage butikken, og de takkede ja til tilbuddet og gik som unge iværksættere til opgaverne med krum hals for at rette butikkens økonomi op.
Senere fik de tilbud om at overtage to andre Skousen butikker, nemlig i Brønderslev og i Aalborg i City Syd. Her var butikkerne lukket og de tidligere indehavere havde kastet håndklædet i ringen.
Mads Krabbe er Brønderslev dreng med skolegang på Søndergade Skole. Efter 2 år på Aabybro Ungdomsskole blev han uddannet i butikken hos Expert Jens Tofting.
Butikken i Brønderslev blev overtaget i 2006.
Franchise
Begge butikker drives som franchisebutikker. Det indebærer at Skousenkæden som franchisegiver udstikker spillereglerne med varesortiment, åbningstider og markedsføring. De to Mads’er er franchisetagere og har i bogstaveligste forstand ”hånden på kogepladen”, da de satser deres personlige økonomi på butikkerne. Som selvstændige erhvervsdrivende er det dem, der står for lejemål af butikslokaler, indretning af butikker og anskaffelse butiksinventar og biler, og det er også dem, der ansætter medarbejdere og finansierer varelageret.
I Brønderslev er de 4 medarbejdere i butikken, nemlig 2 sælgere foruden Mads Krabbe samt en servicemontør, der sørger for levering og montering af de købte hvidevarer, hvis kunderne ønsker det.
Franchising er et system til markedsføring af varer og serviceydelser, som er baseret på et tæt og vedvarende samarbejde mellem virksomheder, som er indbyrdes juridisk og økonomisk adskilte og uafhængige: Franchisegiveren overdrager retten og forpligtelsen til at drive virksomhed i henhold til franchisegiverens koncept til sine franchisetagere.
Franchisetageren er forpligtet til mod betaling at anvende franchisegiverens forretningsnavn og forretningsmetoder i henhold til en kontrakt.
Andre eksempler der drives efter franchiseprincippet er McDonalds og Rema 1000.
Skousen – i front i 66 år
Skousen Husholdningsmaskiner A/S blev grundlagt i 1957 af Preben Skousen, som solgte hårde hvidevarer gennem dørsalg. Som firmaet udviklede sig blev butikker etableret, og service blev inkluderet som en del af firmaets opgaver. I 2007 havde firmaet 50-års jubilæum.
I 2011 måtte familien dog se i øjnene, at finanskrisen gjorde det svært at drive forretning, og da deres bank krakkede og blev overtaget af Finansiel Stabilitet betød det, at man måtte smide håndklædet i ringen. Skousen blev da en del af White Away Group, og har været det siden.
I dag er Skousen det eneste firma, der har detailkæde indenfor hårde hvidevarer og tæller 75 butikker og 330 medarbejdere. Skousen har et af landets største udvalg hvidevarer og tilbehør.
Skousen i Brønderslev
Skousen har tidligere haft lokaler i Østergade 129, men flyttede senere til de nuværende lokaler Østergade 71-75, hvor Brønderslev Boligmontering tidligere havde til huse. Her har butikken haft et lejemål i mere end 20 år, og med en udvidelse af lageret er lejemålet blevet udvidet de senere år med to genbrugsbutikker som nærmeste naboer.
Modernisering af butikkerne
Begge Mads’er har lagt mange kræfter i at butikkerne har et stort og varieret udbud af mange forskellige modeller og typer af de forskellige hvidevarer. Og butikkerne har de senere år gennemgået en større renovering, så varer præsenteres godt og kunderne kan få en god købsoplevelse.
Stort varelager
Under og efter coronaen opstod der ofte leveringsvanskeligheder, og nogle produkter kunne endda ikke skaffes. For at råde bod på det har de to Mads’er udvidet lagerkapaciteten og opbygget et større varelager. Her kan familier, der bygger om eller bygger nyt få opbevaret de nye hvidevarer, så de er parat til levering, når byggeriet er afsluttet og man gerne vil flytte ind.
Vi matcher internettet
Mads Krabbe fortæller, at Skousen for en del år siden indførte et nyt koncept, da varekøb på internettet gjorde sit indtog i detailhandlen. I al sin enkelhed matcher man laveste netpris, samtidig med køberen får en solid personlig rådgivning og service. Det er lige så enkelt som det lyder, og det er et godt koncept for både kunder og os i butikken. Kunden er sikret en god pris, og vores tilbud og priser er altid skarpe.
Kunderne i centrum
Mads Krabbe understreger, at forretningernes værdisæt er, at kunden skal være i fokus med et højt serviceniveau og et stort og varieret varesortiment i forskellige prislag, men altid med en ordentlig kvalitet.
De to Mads’er er meget bevidste om at kunderne skal behandles godt, så de får en god købsoplevelse. Og det uanset om det er en stor handel med hvidevarer til et nyt hus, eller det blot drejer sig om en pakke støvsugerposer. Detailhandel i dagens Danmark er en krævende disciplin, der forudsætter, at kunderne betjenes så de får lyst til at komme i butikken igen.
Som sælger skal man være god til at lytte og pejle sig ind på kundens ønsker, og drejer det sig om ægtepar skal signalerne fra begge ægtefæller fanges.
Stort produktkendskab
Hos Skousen lægges der stor vægt på at sælgerne har er stort produktkendskab, så kunderne kan få vist og demonstreret fordele og ulemper ved de forskellige fabrikater og modeller. Det er vigtigt for os, at vi er ærlige og oprigtige i forløbet, så vi kan se kunderne i øjnene, når de forhåbentlig igen kommer i butikken, fortæller Mads Krabbe.
Tager hånd om reklamationer
Der kan selvfølgelig ske fejl ved handlen og de leverede hvidevarer kan gå i stykker. På det område er de to Mads’er enige om, at alle kunder skal føle sig godt behandlet, uanset årsagen til reklamationen. De er altid parate til at lytte til kundernes oplevelse, og de gør deres bedste for at udbedre fejlen og sørge for besøg af en servicetekniker hvis det er påkrævet.
Produktkvalitet spiller en stor rolle ved valg af produktsortiment, og man ønsker ikke at sælge dårlige produkter, selvom de måske har meget lave priser, for der er altid en sammenhæng mellem pris og kvalitet, fortæller Mads Krabbe.
Også store leverancer
De fleste handler består typisk af hvidevarer til en bolig samt forskellige produkter og hjælpemidler som f.eks. robotstøvsugere. Men de to Skousen-butikker har også et godt samarbejde med el-installatører og projektudviklere for større byggeprojekter. Og også her er Skousen parat til levering af montering af hvidevarer ved større leverancer.
Familieliv
Man skal have lyst til livet som butiksindehaver med en relativt lille butik, hvor åbningstiderne giver lange arbejdsdage. Det er kæden, der dikterer åbningstider og kampagner, og det kræver lyst og viljestyrke til at være på pletten 6 dage om ugen kombineret med den månedlige søndagsåbning og julens kampagner alle ugens dage i hele i december. Men Mads Krabbe kan lide det.
Privat bor Mads Krabbe i Rærup ved Vodskov sammen med sin kone og deres fire drenge. Og her er Mads Krabbe en glad sponsor for drengene, der spiller fodbold i Vodskov Idrætsklub.