En levende fortælling af Bent Wisborg, ingenør og fhv. adm.direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S, som har været tæt på familien Nielsen
Med tilladelse fra Bent Wisborg
Kilde: fra bogen Pedershaab – folk, fabrik og fortællinger
Mine oplevelser med Familien Nielsen – (Pedershaab)
Nielsen-familien
Mit første møde med et medlem af familien Nielsen fandt sted kort efter min ansættelse den 1. november 1960. Vi var 3 nyansatte ingeniører, som af tegnestuechef Lund Nielsen skulle præsenteres for O. Nielsen, der dengang var teknisk direktør. Da vi stod opmarcheret uden for O. Nielsens kontor, bankede Lund Nielsen på døren, og vi fik lov at komme ind. O. Nielsen hilste på os, trådte derefter et par skridt tilbage, mønstrede os og sagde så: “Nå, tror I så, I kan lave noget?” Det mente vi jo nok, vi kunne, og så sagde han: “Nå, men så må I hellere komme i gang.” Audiensen var slut, og det var også introduktionen til den virksomhed, jeg var blevet ansat i. Venlige kolleger rådede imidlertid bod på dette hen ad vejen.
Den del af Nielsen-familien, som havde med Pedershaab-virksomhederne at gøre, bestod den gang af fabrikantens 3 sønner: Juul Nielsen, som var administrerende direktør for beslagfabrikken, Peder J. Nielsen, der var administrerende direktør for Pedershaab Maskinfabrik, og Oskar Nielsen, som var teknisk direktør samme sted. En 4. broder, onkel Christian, var emigreret til USA og arbejdede som værktøjsmager på en af de store bilfabrikker i Detroit. Onkel Christian havde arvet en betydelig del af Nielsen-familiens sans for humor og evne til at fortælle historier, herom senere.
Juul Nielsen havde en datter, Rigmor Nielsen, som havde været gift med Kræn Langeland fra WS-firmaet Brdr. Langeland, der var et stort og velrenommeret firma i byen. Efter Langelands død havde Rigmor Nielsen giftet sig med sin onkel, O. Nielsen, som også havde et ægteskab bag sig. Fra dette ægteskab havde O. Nielsen 2 sønner: Mogens Brix Nielsen, som var økonomidirektør på Pedershaab, og Bent Kronborg Nielsen, som senere blev teknisk direktør. Peder J. Nielsen havde sønnen, Per Henrik Nielsen, som på det tidspunkt var salgsdirektør.
I begyndelsen af tresserne døde Juul Nielsen, og Rigmor Nielsen efterfulgte sin far som administrerende direktør for beslagfabrikken, som den hed i daglig tale. Hun var en meget afholdt chef bl.a. på grund af sin store omsorg for medarbejderne og deres familier. Rigmor Nielsen døde få år efter sin mand, O. Nielsen i midten af halvfjerdserne.
Ovennævnte familieforhold, hvoraf kun det mest relevante er beskrevet, kunne virke meget kompliceret for udenforstående, og Per Henrik kunne få meget ud af at fortælle om, at hans kusine også var hans tante, og at hun også var stedmoder til hans fætre, som hun også var kusine til.
Peder J. Nielsen (Maleri på Pedershaab)
Kort tid efter at jeg var kommet i salgsafdelingen, oplevede jeg Peder J. Nielsen for fuld udblæsning. Han kom farende gennem salgsafdelingen med et stykke papir flagrende i hånden, mens han meget højt sagde: “Hvem har skrevet dette? Dette brev skal kaldes tilbage.” Da situationen havde gentaget sig et par gange, forhørte jeg mig i sekretariatet for at få en forklaring. Det viste sig, at Peder Nielsen fik en kopi af al udgående post, og når det hændte, at der stod noget i brevene, som ikke passede ham, så skulle brevene kaldes tilbage. Meget af korrespondancen gik dengang til Tyskland, og jeg spurgte, om ikke det var besværligt at fange et brev, der var på vej til Tyskland.
Den pågældende medarbejder kunne bekræfte min formodning. De havde derfor indført det system, ifølge hvilket breve med kontroversielt indhold blev holdt bage. Hvis P.N. så ikke var kommet blæsende dagen efter, når han havde set sin kopi, blev brevene afsendt. Ak ja, man må sno sig.
Tonen i værkstedet kunne undertiden være ret barsk. En dag kom Peder. Nielsen lettere rystet tilbage på sit kontor efter en tur i værkstedet. Han havde lagt ruten om ad ekspeditionen for at spørge til en medarbejder, der havde været til undersøgelse på hospitalet. “Hvad sagde de så på sygehuset?” spurgte P.N. “Det ve a sku´n rigtig”, sagde manden. “De såe vis, at det var no´e kræft eller no´e skieværk!”
Da Peder J. Nielsen nåede 70-års grænsen, gik han af som administrerende direktør og blev afløst af O. Nielsen. Jeg boede nabo til Peder og Ulla Nielsen gennem flere år og oplevede dem som venlige og hjælpsomme mennesker. Det kunne ske, at min kone sad fast i sneen med sin bil. Hvem stillede øjeblikkeligt med skovl og måtte? Ulla Nielsen.
Sidste gang, jeg så Peder Nielsen, var en lørdag formiddag. Vi skulle ud at handle, og Peder var ude at hente mælk, som dengang blev bragt til døren. Han vinkede som altid. Da vi 3 timer senere kom hjem, var flaget på halv ved villaen.
Oskar Nielsen (Maleri på Pedershaab)
- Nielsen var lige som sin broder en meget myndig person, som der stod en betydelig respekt om. Når han gik en runde ude i fabrikken, kunne man høre aktivitetsniveauet stige betydeligt. Mange års erfaring havde lært ham at stille de rigtige spørgsmål undervejs. Og så var det bedst, hvis medarbejderne også havde de rigtige svar parat. Tålmodigheden var ikke så stor.
Der blev ikke holdt ret mange møder om noget som helst den gang, og de møder, der blev holdt, var korte. Jeg husker nogle ingeniørers møde med O. Nielsen for bordenden som teknisk direktør. Vi skulle give tilbud på nogle transportører med såkaldte bevægelige andefødder beregnet for brunkulslejerne. Vi havde ikke lavet den type før, og det var en stor sag. Derfor skulle O. Nielsen godkende prisen. Forinden var der blevet kalkuleret, regnet og divideret i flere dage, og vi var ret sikre på, at prisen var i orden. O. Nielsen hørte på gennemgangen af projektet og sagde så: “Udmærket. Vi lægger 25 % ovenpå.” Mødet var slut.
Den gang syntes jeg, det var en lidt tilfældig form for prisfastsættelse, men vi fik ordren, og prisen passede. O.N. havde kun brugt sine erfaringer mht., hvor meget der kan gå galt første gang, man laver et nyt produkt.
I begyndelsen af 1960’erne var den interne information i virksomheden yderst sparsom, men til gengæld var historierne mange. En af dem handlede om forfremmelse. Den gang havde nogle ældre ingeniører titel af overingeniører. Reglerne for titlerne forekom uklare, men der var en ingeniør, som mente, at det nu snart måtte være hans tur til at blive overingeniør. Han søgte derfor foretræde hos O. Nielsen og fremførte sit ærinde. O. Nielsen var meget imødekommende og sagde: “De må gerne kalde Dem for overingeniør fra nu af.” Ingeniøren blev meget lykkelig og var i færd med bukkende og skrabende at bevæge sig baglæns ud af kontoret, da O. Nielsen sagde: “Sig lige til alle de andre, at de også gerne må kalde sig for overingeniører.”
Da O. Nielsen havde afløst Peder som administrerende direktør, sad jeg som eksportchef i salgsafdelingen. Han kom jævnligt på mit kontor for at høre, om der var nye ordrer undervejs. Det skulle der jo helst være, så store ordreindgange blev af og til fordelt over flere dage, så der var en godbid hver dag.
Rhododendronparken som parkeringsplads
En dag i begyndelsen af tresserne, mens jeg arbejdede på tegnestue 2, fik jeg en hasteopgave. Jeg skulle lave en tegning, der omdannede Hedelundanlægget til parkeringsplads.
Forhistorien var, at kommunen ønskede at flytte Nørregade over på det gamle banespor, der løb mellem Pedershaab Maskinfabrik og vinduesfabrikken samt A/S Peder Nielsen. Set fra kommunens side var det sikkert en udmærket ide. Set fra PMs side var det en meget dårlig ide. Ved at granske i de gamle papirer havde man fundet ud af, at PM faktisk havde ret til at købe en væsentlig del af Hedelundanlægget med henblik på udvidelse af fabrikken. Den gamle fabrikant stod som bekendt allerede på vagt på hjørnet for at sikre, at der ikke skete noget upassende i mellemtiden. PMs holdning var meget klar. Hvis man skulle afgive det gamle baneareal til kommunen, måtte man i stedet lave parkeringspladser i Hedelund. Der kom jo flere og flere biler blandt medarbejderne, og de skulle jo have et sted at holde, Peder og O. Nielsen drog til møde kommunen med mine tegninger under armen. Jeg fik siden at vide, at man hurtigt sluttede i enighed om, at Nørregade skulle blive liggende, hvor den lå.
Du eller De
I slutningen af tresserne var tiltaleformen du ved at vinde indpas. Det kan måske være svært at forstå i dag, men hvis man altid har været Des, er det utroligt vanskeligt at lave om på. Jeg selv fik først de sidste De’er afviklet, da vi alle flyttede ud på Saltumvej. Et par år, før vi flyttede kom O. Nielsen en dag ind på mit kontor og sagde: “Goddag, Wisborg, skal vi ikke være dus, jeg hedder Oskar.” Jeg var nær faldet ud ned af stolen og må have lignet en dreng taget med hånden nede i sukkerskålen.. Jeg lærte aldrig at sige “Du Oskar”, men dus blev vi.
Da O. Nielsen faldt for aldersgrænsen, blev Per Henrik Nielsen administrerende direktør, og dermed holdt 3. generation sit indtog i styrehuset. På O. Nielsens sidste dag på kontoret kaldte han Per Henrik ind kl. 12.00 til overdragelsesforretning Da Per Henrik kom ind på kontoret, gik O. Nielsen hen til det store bornholmerur, der dengang stod på den administrerende direktørs kontor. Så sagde O.N.:” Jeg plejer at trække uret hver dag kl. 12.00, nøglen ligger her, og nu er det vist tid at komme hjem og få frokost.” Det var det.
Per Henrik Nielsen (Maleri på Pedershaab)
P.H. var sælger i hele sit liv i ordets bedste betydning. Også produktudvikling havde hans store interesse, og han var meget optaget af udviklingen af Vihy-maskinen op gennem tresserne og halvfjerdserne.
Per Henrik og Sonjas hjem på Odinsvej stod altid åbent for kunderne. Utallige er de kunder, som har besøgt dette hjem, og de blev alle godt beværtet. Den gang var direktøren for en betonvarefabrik lig med ejeren. De kunne træffe hurtige beslutninger, men satte også pris på at få en god behandling, og det fik de.
I tresserne kom der mange tyskere, og alle nød at komme hjem i Per Henriks dengang nyopførte villa, som han med berettiget stolthed viste frem. En af tyskerne var også meget imponeret, og efter at have set sig beundrende omkring, sagde han til sin assistent: “Noter lige, at sådan en pragtfuld jagthytte skal jeg have bygget mig, når jeg kommer hjem.” Han blev aldrig Per Henriks ven.
En anden tysker ville købe en Vihy 160/200, en såkaldt 2-meter maskine, men kunne ikke rigtig beslutte sig, selv om Per Henrik flere gange prøvede at liste en slutseddel ind under tyskerens kuglepen. Kunden viste sig at være meget rideinteresseret, og Per Henrik fik straks arrangeret en ridetur ude på Nørre Kornum. Da tyskeren var kommet op på hesten, spurgte han, om hesten nu var rolig nok. Per Henrik svarede, at det var en meget rolig hest, der kun havde en fejl. Den kunne straks mærke, hvis rytteren havde for meget at spekulere på, og så kunne den godt blive noget nervøs. Han sagde: “Det var derfor bedst, at vi får ordnet slutsedlen inden rideturen.” Tyskeren skrev under til hest, og rideturen foregik uden problemer.
En dag kom Mogens Brix Nielsen ind på Per Henriks kontor i ret chokeret tilstand efter et ærinde ude i byen. Der var sket dette, at en ældre dame i Vestergade havde forsøgt at svinge til venstre uden først at se sig tilbage. Som så mange ældre mennesker med lidt stivhed i nakken havde hun haft svært ved det og kunne først se sig tilbage, når hun havde svinget. I dette tilfælde var det meget uheldigt, for hun havnede med sin cykel inde under Mogens Brixs Citroen. En meget rystet Mogens Brix stod omgående ud af bilen og løb til forenden for at se, hvor meget der var sket med damen. Inde under bilen og den sammenkrøllede cykel mødte hans blik et par hvasse øjne og en skarp stemme sagde: “Kan De virkelig tillade Dem det?” Mogens Brix var herefter ikke et øjeblik i tvivl om, at damen virkelig mente, at han havde over skredet sin kompetence i betydelig grad. Nok havde Nielsen-familien en betydelig goodwill i byen, men der måtte da være grænser.
Onkel Christian
Per Henrik havde stor fornøjelse af de breve, han modtog fra onkel Christian i Amerika. Onkel Christian skrev på den slags dansk, man talte, da han rejste ud, iblandet nogle amerikanske gloser: “Nu skal jeg berette om en usædvanlig hændelse, der fandt sted i vort hjem forgangen lørdag. Jeg sad fordybet i min avis, da der lød nogle høje skrig fra badeværelset. Jeg ilede straks derind og så, Elise havde været så uforsigtig at tømme badekarret, før hun selv var kommet ud. Resultatet var, at damen havde kilet sig fast i badekarret uden at kunne gøre andet end at lave et frygteligt spektakel. Jeg kunne straks se, at opgaven med at løfte Elise ud af badekarret langt ville overstige mine kræfter, så nu var gode råd dyre. Heldigvis kom jeg i tanker om de erfaringer, jeg indhøstede, mens jeg arbejdede på skibsværftet i Kiel. Jeg fik fluks åbnet for hanerne, og efter en stund kunne jeg floate Elise ud af badekarret.”
Samme onkel Christian oplevede også megen dramatik efter sin død. Han havde ønsket, at hans urne skulle anbringes på kirkegården i Brønderslev, og Per Henrik havde lovet at sørge for det praktiske. Der gik imidlertid dage og uger, uden at onkel Christian dukkede op. En dag spurgte Per Henrik så Bent Kronborg, om han ikke havde set en pakke fra Amerika dukke op i varemodtagelsen. Efter en stund med dyb tavshed sagde Bent så: “Jeg er alvorligt bange for, at onkel Christian er taget til Peru. Sagen er den, at vi har gået og ventet på en dåse med Molycote, som skulle bruges til at smøre lejerne i det første fiskemelsanlæg, vi laver for Atlas. Hvis nu der er sket en forbytning, så befinder onkel Christian sig nu i Peru, og vi bliver nødt til kalde en dåse Molycote for onkel Christian og få den gravsat.” Så hvis der står en dåse med Molycote pa Brønderslev Kirkegård, er historien sand, men vi har nok snarere at gøre med et eksempel på Nielsen-familiens store evner for spændende historier.
F.L.Smidth
Året 1969 var et jubelår med stor stigning i omsætning og indtjening. Det gav stødet til at realisere planerne om at samle hele virksomheden på Saltumvej. Det var en betydelig investering, og ikke mindst omkostningerne og driftstabet ved selve udflytningen var store. Samtidig var årene 1970 og 1971 meget dårlige år med svag omsætning. Resultatet var, at virksomheden kom i store økonomiske vanskeligheder. Kun en meget snæver kreds vidste, hvor galt det stod til. Jeg anede først uråd, da jeg tilfældigvis sad i den flyver, som bragte administrerende direktør for F.L. Smidth, Nils Foss, til Aalborg, hvor han blev hentet af Per Henrik. De var gamle studiekammerater, og Per Henrik har siden fortalt mig, at når det var nødvendigt med tilførsel af kapital, var det for ham vigtigt, at de nye medejere kom fra samme branche, så mulighederne for samarbejde på forskellige områder kunne udnyttes.
Det endte med, at O. Nielsen-familien solgte deres aktier til F.L.Smidth, mens Per Henrik forblev som aktionær. Virksomhedens overlevelse var sikret, men medarbejderne husker sikkert mere det blodbad, der fulgte. Bent Kronborg og Mogens Brix Nielsen trådte ud af virksomheden, da de ikke mere var medejere. De fik følgeskab af en række medarbejdere, hvoraf mange med både høj position og anciennitet. Smertelige, men nødvendige tiltag for at omkostningerne kunne bringes ned.
Den første tid med F.L.Smidth var en hård tid. Jeg husker, at ordet gummicelle blev brugt. Det var vist nok ment som det sted, hvor direktionen efter de nye ejeres opfattelse hørte hjemme. Senere gik det meget bedre i takt med, at resultaterne også blev bedre. PM fik lov til at bevare en meget betydelig selvstændighed. Vi var udsat for mange formandsskifter i bestyrelsen. Over en 5-årig periode skiftede vi formand 8 gange. Det var tilfældigheder og rokeringer i F.L.Smidths ledelse der var årsagen. På den ene side kunde de mange skift virke noget besværlige, på den anden side gav det en rimelig grad af selvstændighed i og med, at direktionen stod for kontinuiteten.
I slutningen af halvfjerdserne blev Per Henrik alvorligt syg og kunne ikke mere bestride jobbet som administrerende direktør. Jeg blev anmodet om at tage jobbet, og Per Henrik og jeg skulle så lave overdragelsesforretning.
Per Henrik mindede mig om, at da han selv skulle overtage embedet fra O. Nielsen, blev han instrueret i, hvornår og hvordan man trækker klokken. Så sagde han: “Du er den første administrerende direktør i Pedershaabs historie, der ikke hedder Nielsen, og derfor har jeg gjort det let for dig. Jeg har fået nogen til at passe klokken, så du bare skal tænke på firmaet!” Det var det. Retfærdigvis skal det nævnes, at de ultrakorte overdragelsesforretninger i PM havde sin årsag i, at efterfølgeren havde tilbragt mange år i virksomheden og kendte den ud og ind.